Current Mood [Bregoals]

Det havde været et stykke tid siden hende og Brego havde haft en noget så spændende stund ved vandet. Euphoria havde langt fra fortrudt, men havde haft det umådelig fysisk skidt efterfølgende. Det var som om hendes mave slog knuder konstant og ikke på den måde som Brego havde fået det til, men en næsten kolik lignende og kvalm smerte. Det var også derfor at hun havde holdt sig lidt på afstand af flokken, fordi hun ikke have været helt sikker på hvad dælen der foregik, men det stod efterhånden klart for hende i det hun var begyndt at tage på. Det var ikke meget, men det lignede at hun var oppustet og forædt.
Euphoria havde derfor trådt indenfor grænserne igen og lå nu og pudsede lidt om maven med et ganske særligt glimt i de ravfarvede øjne inden hun nu rejste sig op for at strække benene lidt.
En fugl fløj op foran hende og den grå hoppe smed ørerne i nakken med et arrigt fnys, inde hun hamrede begge forben i jorden. Dog blev hendes blik hurtigt mildt igen inden hun tøffede videre som intet var hændt. Hun opfattede det knapt selv, men det var simpelthen en ren instinktiv reaktion på det chok hun havde fået.

18

Selvom Maze var vokset en smule, var hun stadig meget lille. Lille og stille. Der var ingen leg i løbet af dagen og heller ingen ord. Det var frustrerende, for han havde aldrig oplevet noget lignende. Ikke med nogle af de andre føl i flokkens område. Selvom han måske ikke havde haft så meget med dem at gøre, havde han jo alligevel holdt øje med alt og alle i sin tid som flokkens leder og på sine mange vandreture. Han turde stadig ikke efterlade hende alene, og havde derfor hoppeføllet med på slæb, som han var ude at gå noget af sin rastløshed væk, men hun holdt sig altid på en lille afstand af ham. Det ene øre gled i en retning af en ”stemme” der brokkede sig en smule over en arrig hoppe. En stemme der kun var hørbar for Brêgo selv på grund af hans evner. Det var ikke altid han var i kontrol over dem, for engang imellem tvang andres stemmer sig frem. Efter et kort blik tilbage mod Mazikeen, der ikke lod til at foretage sig meget andet end at følge ham og holde øje med omgivelserne, besluttede han sig for at begive sig i retningen af den ”arrige hoppe” som fuglen havde klaget over.

Euphoria smaskede i velbehag, inden hun dog besluttede sig for at ligge sig ned igen, også fordi det hele drillede hende lige nu. Næsten sagligt døsede hun halvt ind, inden hun blev overrasket over hovtrin tæt på. Et fnys kom fra hende og ørerne nåede kun lige at røre nakken, før hun drejede hovedet mod Brego og Maze med en varm brummen. Hun valgte nu at rejse sig op trods alt og skridte frem mod dem, med et næsten lyksaligt udtryk i det ravfarvede øjne.
Hun sænkede hovedet og strakte mulen forsigtigt frem mod Maze med en varm hilsende brummen, inden hun nu så op på Brego med et lille smil.

" Hej i to "

Lød det nu fra hende og hun lagde blidt mulen mod Bregos skulder med en tilpas suk.

19

Maze holdt en pæn afstand til den store hoppe, noget der ikke kom bag på Brêgo. Det var normal opførsel for hende. Hun var ikke engang meget for han puffede til hende i ny og næ. Der kom heller ikke en lyd retur fra hende, men Brêgo havde ikke tænkt sig at tvinge hende til at hilse heller.

”Bare rolig… Det er ikke dig der er noget galt med. Sådan har hun hele tiden været. Jeg kan bare ikke fine ud af hvorfor”

Brêgo sendte Euphoria et lille undskyldende smil, inden han strakte halsen og gav hende et lille blidt puf som hilsen.

”Forstyrrer vi?”

Han havde jo godt set hun havde lagt sig inden hun kom imod dem, og det havde ikke været hans mening at forstyrre hende, hvis hun havde brug for hvile.

Euphoria lagde ikke så mange følelser i at den lille ikke sprang hen i hendes arme, for det var ikke noget hun forventede af hende. Hun sendte derfor Brego et mildt blik og stillede sig lidt tættere på. Mulen lagde hun kort mod hans skulder med en svag kælen brummen, men beherskede sig lidt i det Maze nu var her. De ravfarvede øjne sendte hende i ny og næ et næsten beroligende udtryk. Hun kendte godt den reaktion fra sig selv, og hun kunne kun gisne om hvorvidt at hendes egen mor eller andre havde gjort noget ved hende.

" Nej.. Nej. Maven driller lidt.. Det bliver vidst kun værre de næste par måneder.. "

Lød det stille fra hende med en snært af latter og hun sendte Brego et smil. Hun vidste jo godt at der var et lille liv derinde og at det nok var derfor at det hele rumsterede. I og med hun allerede viste lidt mave, så måtte det jo betyde at der var ved at blive gjort plads. Hun stod dog i en lettere akavet stilling fordi det var mere behageligt for hende.

20

Brêgos ører gled ud til siden i lidt tid inden de gled fremad igen. Et lille smil var også dukket op, men det nåede aldrig helt op til øjnene, og lignede derfor et lille bedrøvet smil. Som sådan var der ikke noget der gik Brêgo på, men der var heller ikke noget der gav ham samme glæde som en forelsket unghingst på lyserøde skyer. Han var den sædvanlige rolige og milde hingst, med indre kampe, som han helst holdt for sig selv.

”Jeg håber ikke det bliver alt for slemt.. Men du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre”

Præcis hvad han skulle kunne hjælpe med vidste han ikke rigtig. Han havde ikke været til stede da Mazikeen voksede inde i hendes mors mave. Han havde heller aldrig været til stede, når andre fra hans gamle flok vandrede rundt og var tykke. Ham og hans mor blev oftest gænget ud mod grænsen af flokken og var ikke specielt populære blandt de andre. Deres tilværelse var tålt men ikke altid accepteret.

Euphoria lagde mulen mod hans hals med en stille og varm brummen. Bregos ro havde altid en afsmittende effekt på hende også selvom hun ikke altid havde et begreb om hvad der foregik i hans hoved. Måske hun ville forstå det hele med tiden, hvis ikke så var det nu fint nok med hende. Hun lod en afslappet brummen komme fra hende og lod opmærksomheden være mod Brego frem for Maze. Hun skulle nok stikke hovedet frem når hun var klar og hun ønskede for alt i verden ikke at presse på. De ravfarvede øjne så i stedet derfor op på Brego og hun klukkede svagt.

" Holde mig ud "

Lød det så med en svag drillende undertone inden hun kom i tanke om noget andet og om end ikke meget vigtigere.

" Og hvis jeg bliver tyk nok, så kan de være jeg får brug for en til at klø de steder jeg ikke kan nå "

Klukkede hun så inden han nippede lidt til hans man, men den stadig varme undertone i stemmen. Hun var nu ganske godt tilpas i hans selskab selvom tingene drillede, men lige nu kunne hun have fokus på andre ting, og det hjalp gevaldigt på det.

21

”Hvis du stikker af følger jeg ikke efter før den dag jeg kan gå i mit eget tempo uden at skynde mig, og stadig kan følge med.”

Denne gang kom et lidt mere oprigtigt smil frem og med en lille tilhørende latter. Hun havde jo sat af i løb væk fra ham en gang, og selvfølgelig skulle hun da have lov til at høre for det og drilles med det. Det var jo ikke ham der ikke havde holdt hende ud indtil videre. Han havde jo egentlig været bekymret, men bare ikke bekymret nok til at styrte rundt som så mange andre hingste. Selvom han ikke var blandt de ældste, var han alligevel meget moden af sig indvendigt. Noget der kom af hans nødvendige hurtige opvoksning.

”Det tror jeg godt lige jeg kan klare”

Hans blik hvilede på Euphoria, men alligevel følte han en trang til at holde øje med omgivelserne, hvilket også lod til at være det rette at gøre. Han havde efterhånden opbygget et lille instinkt, der fortalte ham, hvornår Maze var i gang med noget hun ikke burde.

”Maze! Bliv her”

Selvom hun havde stået stille i lidt tid, havde hun alligevel fået mod nok til at følge en fugl der hoppede rundt i græsset.

Euphoria rødmede en anelse i kinderne, så meget som en hest nu kan, ved hans ord inden hun med et lille grin rystede på hovedet og sendte ham et smil. Det var stadig lidt flovt for hende, men alt havde trods alt løst sig i sidste ende. Hun kunne derfor ikke lade være med at klukke lidt mere over det, fordi det havde jo været fjollet.

" Måske du endda får held med at overhale på et tidspunkt "

Lo hun nu inden hun nippede til hans skulder med et drillende smil. Hvordan kunne en hest få en til at føle sig så fri og ubekymret. Hun så nu på Brego med et tænkende udtryk, inden hun i stedet blot smilede bredt over hele ansigtet, inden hun fulgte hans blik hen på Maze og smilet blev i stedet af en mere varm karakter og hun sukkede veltilpas. Hun kommenterede ikke på Bregos opdragelse. Den stod han selv for, medmindre han selvfølgelig spurgte om andet. Hun havde jo ikke ligefrem erfaring i at opdrage andre, men det ville hun jo snart få.

22

”Måske……. Med mindre du giver dig til at trille”

Den lille latter blev i stedet til et ordentligt grin. Hvis hun allerede så ud som hun nu gjorde og hun mente maven ville blive større, måtte det næsten kunne være hurtigere at trille…. Men vel også kun næsten, men et var måske ikke det bedste for den lille.

Brêgo fulgte Maze med blikket som hun fik vendt rundt og til sidst smed sig i græsset som et nedtrykt lille pus. Synet fik Brêgo til at ryste svagt på hovedet, og ørerne gled ud til hver sin side. Han fik lagt sin hals hen over Euphorias, så han kunne stå der og slappe lidt bedre af.

”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med hende. Jeg føler jeg burde levere hende tilbage til sin mor, for måske er det hende hun har brug for?”

Euphoria stemte i med hans latter og han puffede til ham en anelse bestemt i ren og skær sjov. Hun havde ligeledes øjne på Maze og betragtede hendes adfærd nøje, mens hun vippede en anelse betænkeligt med ørerne. Euphoria kunne genkende meget af det fra hende selv i hende og det bekymrede hende en anelse. Den bekymring blev dog sat på hold da Brego lagde halsen over hendes og hun lod en lille feminin brummen komme fra ham, inden hun trykkede sig blidt mod ham. Dog vendte bekymringen tilbage da han nævnte at han burde levere hende tilbage.

" Nej! "

Røg det ud af Euphoria, en anelse hårdere end det egentlig var hensigten. Hendes udtryk blev en anelse febrilsk og hun rystede stille og beklagende på hovedet.

" Undskyld Brego, det var ikke min mening, men jeg... (indsæt tøve kunstpause her) jeg vil nødigt anklage nogen jeg ikke kender, men jeg tror det er en dårlig idé hun er hos sin mor.. "

Fik hun så alligevel sagt med en tøven i stemmen. Hun vidste det jo ikke, men hun havde bare en bange anelse. Det var det største tillidsbrud man kunne opleve som føl, og selvom det var ved at være nogle år siden med hende selv, så stod det desværre klart i hukommelsen og det var først fornylig hun havde kunne bryde lidt ud af det fængsel det havde været for hende.

23

Det var i en overrasket bevægelse Brêgo hev sit hoved op og væk fra Euphoria. Hendes ’Nej!’ var i den grad kommet bag på ham. Han vidste såmænd godt hun havde et temperament, men det kom alligevel bag på ham, når de nu havde stået og været så afslappede. Da han lige var kommet sig over det lille chok, gled ørerne ud til hver sin side. Han så fra Euphoria og over mod Maze, mens han lyttede til hendes ord.

”Tror du virkelig hun kunne finde på at gøre hende noget?”

Han kunne i hvert fald ikke selv forestille sig nogen gøre noget ved en så lille og uskyldig skabning. Selv skyggerne måtte da holde af deres egne. Helt hjerteløse var de da ikke. Han havde jo set en side af den hvide skyggehoppe, som han ikke troede skygger besad. Ud fra det han havde set, kunne han slet ikke forestille sig hun skulle have gjort noget ved deres datter.

Euphorias ravfarvede øjne udstrålede mange følelser og øjeblikket nu var ingen undtagelse. Hun fulgte hans blik over på Maze og lod nu igen øjnene finde Bregos da han talte. Hendes blik sagde alt, for Euphorias fornemmelse sagde at et eller andet var der sket siden føllet var sådan. Hun følte dog lige ledes at hun måtte sætte ord på det så Brego forstod hvad hun mente og hvorfor.

" Det er en utænkelig tanke Brego, men jeg tror.. Har på fornemmelsen af det er sket.. Som sagt vil jeg nødigt anklage nogen, men jeg har set det før.. Man har tillid til sine forældre, og hvis den tillid bliver brudt, hvem kan man så stole på, være tryg ved, betro sig til og åbne op til.. "

Euphorias stemme var lav, mens minderne kørte over nethinden og hun gav et lille ryst på hovedet for at vifte det væk. Hun kendte til det mere end nogen anden.

24

Brêgos mine blev eftertænksom. Der var måske noget om det. Det ville give god mening med hensyn til hendes konstante afstand, hendes manglende ord og lidt besynderlige væremåde. Euphoria måtte vel vide hvad hun talte om, for han vidste godt hun ikke selv havde haft det for nemt. Den eftertænksomme mine svandt langsomt hen og blev i stedet til en mere bedrøvet mine. Hvad skulle han lige stille op? Hvad hvis hans forsøg på at være forsigtig og kærlig blev opfattet på den forkerte måde også? Det var en helt forfærdelig tanke.

”Hvad skal jeg gøre?”

Den grå hoppe så nu på den brogede hingst med et bekymret udtryk i de ravfarvede øjne. Mest fordi hun bemærkede den bedrøvede mine hos ham. Hun strøg mulen over hans skulder og lagde nu hovedet mod ham med et stille suk. Hvad skulle han gøre? Hun vidste det ikke, selvom hun selv havde været der. Hun havde trods alt lært at ikke alle var farlige. Hun så op på ham med et mildt udtryk.

" Give det tid. Du kan ikke gøre andet. Det er også kun tiden der vil vise hvor meget det har påvirket hende.. Det kan du ikke bebrejde dig selv Brego, bare husk det. "

Lød det så stille fra hende og hun løftede nu hovedet og puffede til hans kind som en form for opmuntring. Hun vidste godt det var nemmere sagt end gjort. De ravfarvede øjne gled igen over på Maze som hun betragtede med et lille smil.