Who's your Mama (Nymphadora)

2

Sand... Sand over alt. Det var dog en utroligt ulækker ø. Vinden fik sand til at fyge hen over sandbankerne og af og til sad sandkorn i øjnene og næseboerne. Azazael fnøs for at få sandkorn ud og virrede svagt med hovedet. Han måtte finde et sted med nogenlunde læ, men der var ikke mange træer at se lige i nærheden. Han søgte i stedet mod udkanten af øen igen, for selvom han ikke slap for sand og blæst, var jorden alligevel en smule mere fast der. Vandet fra højvande, havde sørget for at fugte jorden nok til han kun sank en lille smule i og sandet forblev klumpet sammen.

Men åh nej. Hvilken vej skulle han nu gå? Han vidste cirka hvilken vej der var hjem, men han var ikke interesseret i at tage hjem endnu. Hans søster var sluppet afsted med et smut væk fra øen uden den helt store skideballe, så hvorfor skulle han ikke også kunne? Det var jo ikke fordi han var fuldkommen hjælpeløs. Han ønskede heller ikke blive hentet tilbage af hans babysitter før han var færdig med at udforske resten af området. Han havde før været ude, men knap nok uden for øen før han var hjemme igen. Azazael besluttede sig for at gå med vinden. På den måde gav hanegen krop ham en form for læ. Ørerne gled ud i alle retninger og blikket spejdede nysgerrigt hen over omgivelserne. Var det virkelig alt? Var der virkelig ikke mere end det her? Og så hans hjem? Hans søster kunne da godt lige have advaret ham.

Stilhed.. Det var det hun søgte. Stilhed, ro, fred. Efter Nymphadora havde stået ansigt til ansigt med dén sjæl i landet som hun havde savnet mest, var en storm brudt op i hendes indre og havde raset i flere dage. Til sidst havde hun måttet søge væk fra det hun kendte som sit hjem, væk fra alt det der mindede hende om fortiden med sin mor - og mindede hende om den fremtid hun snart skulle bestemme sig for.
Længe havde hun ønsket at være en familie igen, blive forenet med sin mor og far; men hun vidste også, at hvis dette skulle kunne lade sig gøre, ville hun skulle sige farvel til alt det hun havde kendt indtil nu - farvel til Teylar, Euphoria og trygheden. Farvel til et liv uden en "herre" og farvel til et liv, hvor hun kunne gøre som hun ønskede det. Det virkede så usikkert og så.. Skræmmende.

Hun havde vandret langs kysten på Ørkenøen Zenobia noget tid, og var efterhånden nået til den nordlige del. Solen hang stadig højt på himlen og kastede sit sparsomme lys ned imod det gyldne sand, kun afbrudt af enkelte skyer som passerede. Den sorte hoppe bevægede sig med ynde og de lange ben bar hende ubesværet gennem sandet, som ivrigt forsøgte at sluge hendes hove og tvinge hende i knæ.
Hendes klare, blå øjne var vendt imod havet og dets uendelige bølgende favn; det var som om havets ro lagde en dæmper på hendes sind ligeså og tillod hende at gå med sine overvejelser uden at blive frustreret af dem. Men ak, selvom hun havde søgt netop denne Ø i håb om at være alene, viste det sig, at hun slet ikke var det.

En pludselig bevægelse afslørede en skikkelse noget længere fremme. Nymphadora stoppede med ét og rankede sig hurtigt. Hendes isblå øjne opsnappede silhuetten af en sort hingst længere fremme - men ikke bare hvilken som helt sort hingst. Nej, solens stråler reflekterede en klar blå farve, som bredte sig fra toppens af hans hals og selv på lang afstand så hans øjne nærmest ud til at gløde. Nymphadora frøs med ét, for hun vidste nu at den skikkelse, som befandt sig længere fremme var en Skyggebærer - endda en, som lignede hendes mor.

[1]

3

Der gik en rum tid. Lidt for lang tid, hvis man spurgte Azazael, før der var nogen som helst tegn på liv. Vinden bar ikke hoppens duft med sig, og det var nok det eneste Azazael fortrød. At han var gået den vej rundt og ikke var den der havde fordelen i dette møde. Han vrikkede det ene øre ud til siden, vurderede meget nøje hoppens skikkelse på afstand, men begav sig alligevel fremad igen med en halvdyb brummen fra det inderste af halsen. Den hoppe kunne næppe være farligere end hans mor eller værre selskab end hans eget.

Nakken lod han knejse og selvfølgelig lod han sig vise fra sin bedste side. Han skulle jo nødig skræmme sit nye legetøj væk – for legetøj, det var hvad han anså hende for at være, om hun så var enig eller ej. Et næsten lusket smil dukkede op omkring hans mule, men blev pænt pakket væk inden han kom alt for tæt på hoppen. Det ville næppe fungere lige så godt, hvis hun allerede inden han nåede hende, kendte til hans intentioner.

Azazael standsede ikke lige med det samme, men satte i stedet ned i skridt da han nærmede sig, inden han til sidst standsede i en afstand der sikkert overskred 50% af Andromedas befolknings personlige sfære.

”Hvad har vi så her?”

Der gik ikke lang tid, før den fremmede hingst fik øje på den sorte Nymphadora, som allerede havde placeret sig i en årvågen stilling, for bedre at kunne holde øje med ham. Hendes klare blå øjne veg ikke ét øjeblik fra den unaturlige skikkelse, som snart og uden tøven satte imod hende. Han bar sig med en stærk og hingstet attitude, der talte ganske klart for sig selv. Nymphadora kneb sine øjne sammen og hævede den slanke hals en anelse yderligere, da han kom hende nær nok - en diskret markering til den fremmede om, at hun ej ønskede ham for nær. Dog fortsatte han til hans var helt tæt på hende, og dér lagde hun begge sine ører i nakken - men nægtede at flytte sig. Selvom hjertet hamrede afsted for fulde drøn, selvom en sær frygt anmeldte sin ankomst i hendes indre ved synet af denne hingst, som næsten ikke kunne være andet end et medlem af den flok Skyggerne tilhørte - så ville hun ikke vige for ham, en fremmed. Med let sammenknebne og skeptiske øjne betragtede hun ham nu, og da hans stemme brød stilheden imellem dem, udsendte hun et sagte fnys for at fortælle at hun ikke var helt tilfreds med han var trådt ind i hendes personlige sfære uden tilladelse.

,,Jeg kunne spørge om det samme."

Sagde hun med en lidt skarp, men dog feminin tone. Normalt var Nymphadora en ganske venlig sjæl, men hun var hurtig til at tage paraderne op, når nogen kom for tæt på for hurtigt - om det så var fysisk eller psykisk. Det havde også taget hende lang tid at nå til det niveau hvor hun faktisk havde kunnet føre en samtale med den sorte Chaos uden en skarp tunge; men det var lykkedes.
Hun lod sine klare øjne søge direkte imod hans, der nærmest glødede; en af de karaktertræk der havde været tydeligst ved hendes mor. Og hun brød sig sandelig ikke om, at han havde de samme øjne - men hvorfor kunne hun ikke helt forklare.

[3]

4

Hoppens skarpe tone prellede bare af på ham. Han tog sig ganske enkelt ikke af den. Hun kunne være så utilfreds hun følte for, men det eneste han gik op i, var hvordan han kunne bruge hende til underholdning. En lille stemme i hans indre blev ved med at råbe ’prik til hende! Prik til hende! Skub hende ud over kanten’, og det lød egentlig ikke som en helt tosset idé. Hun var ikke den første gnavne hoppe han havde været i nærheden af og ville med garanti heller ikke være den sidste. Han lod derfor også bare mulen søge tættere på hendes man, mens han indsamlede hendes duft. Så sød i forhold til den der hang over Foehn.

Hun var ældre end ham. Ikke meget, men nok til man kunne se en lille forskel i bygning.. Der var en lille risiko for hun var stærkere end ham også, men styrke var ikke alt. Det var også hvordan man formåede at bære sig ad mod en anden i en eventuel kamp. Og der havde han en lille bitte fordel.

”Men jeg spurgte først”

Azazael sendte et nap ud efter hende, for hun lignede absolut ikke en der ønskede han rørte ved hende. Det var ene og alene derfor han ikke kunne lade være. Han var bare nødt til det.

Hendes ører bevægede sig langsomt mere og mere ned i nakken og hendes udtryk blev gradvist mere og mere skarpt. Som de stod der, overfor hinanden, synede de umiddelbart lige store - men hingstens foran hende havde naturligt lige mere fylde end hun havde. Dog synede han yngre, mere ufærdige i sine led og sin bygning; men selv en blind kunne se, at han var stærkt nok til at hun nok ikke skulle lægge sig ud med ham.

Det indtryk som Nymphadora indtil nu havde af den sorte hingst med glødende øjne var flabet. Dog vidste hun udmærket godt, at hun selv opførte sig flabet, men dog mere afmålt end han gjorde. Da han nappede ud efter hende, krængede hun sine ører helt ned i nakken og udstødte en nærmest truende, fysende lyd; men hun langede ikke tilbage. Hun havde en sær fornemmelse af, at det netop var det han ville have - så derfor lod hun værre. Dog ville hun ikke tøve med at slå fra sig, hvis det faktisk blev nødvendigt, men for nu forholdt hun sig i ro.

,,Jeg er en hoppe."

Svarede hun så atter med den skarpe tone. Han havde spurgt hvad hun var og ikke hvem hun var - og det svarede hun på.

,,Er du en Skygge?"

Spurgte hun så direkte. Hun vidste at hendes mor - som var den eneste hun kunne sammenligne ham med på grund af udseendet - var skyggebærer og at hendes udseende havde ændret sig efter hun blev bærer af dem. Hun kneb sine øjne sammen på ny og lod kort blikket vandre over ham igen.. Blissen han bar mindede hende faktisk om hendes mor, som hun havde været dengang.. Inden Skyggerne.

[4]

1
wordcount: 567

Hendes svar anså Azazael for at være direkte flabet. Hvad bildte hun sig lige ind? Hun vidste da vel godt han ikke var blind og derfor godt kunne se hun var en hoppe. Han havde ikke mødt nogen der kaldte sig hoppe og lignede en hingst eller omvendt. Hendes truende fnys og skarpe tone, blev besvaret med et kort og skarpt fnys. Hans blik sagde næsten mere. Han så ned på hoppen, som var hun et eller andet kryb han helst ikke ville have til at sidde i pelsen.

”En loppe”

Gengav han. Han havde jo godt hørt efter, men når hun kunne være flabet, kunne han være endnu mere flabet – også hvis det betød de skulle køre rundt i en ond cirkel. Den slags havde han intet imod. Faktisk morede det ham kun. Hoppens spørgsmål fik Azazael til at skifte udtryk. En skygge? Det var hvad han ønskede sig og håbede på at blive. Hele hans liv havde han set frem til den dag, han kunne tjene herren ligesom sine forældre. Han ventede kun på at få at vide han var klar, men hans mor lod ikke til at mene det var tilfældet endnu. Ikke som hun konstant gav ham skylden for ting han intet havde haft med at gøre, og kritiserede hans træning. Men det kunne lige så vel være babysitterens skyld. Ja.. Det måtte det være.. Babysitterens. Azazael ville i hvert fald helst ikke tage det ansvar på sig, for så kunne det kun betyde hans mor havde ret. At han ikke var klar.

”Forhåbentlig en dag”

Selvom han ikke var skygge, bar han skyggeevner. Nogle han ikke havde formået at tøjle helt endnu, for de havde ikke altid været der og da de var brudt ud, var det midt i et raseri flip. Det lod til oftest at virke når han mindst ventede det og aldrig når han ønskede det.

Da det gik op for Azazael, hvordan hoppen så ham an, rankede han sig en anelse for at vise sig frem fra sin bedste side – hvis han da havde en. Jovist kunne han være en flot hingst, men det var kun hvis man talte det ydre. Det indre var for mørkt til man ville kunne se noget som helst, og det kønne ydre kunne somme tider overskygges af et det sindssyge indre.

”Kan du lide hvad du ser, loppe?”

Et næsten blændende bredt smil dukkede op omkring hans mule, og automatisk stak han hovedet en anelse mere frem og udelukkende for at provokere hende yderligere. Blikket lod han sænkes for at se ned af hoppen inden det søgte tilbage mod hendes hoved. Smilet ændrede sig til noget mere hemmelighedsfuldt. Det var en speciel farve hun havde, og selvom Azazael ikke havde set alle i hele Andromeda og sikkert langt fra alle farver, havde han alligevel set noget der mindede om.

”Du skulle vel aldrig være den sagnomspundne Nymfe…. Sin mors lille yndling. Den fortabte datter…. Huh?”

Det var ganske vist et gæt, men et gæt Azazael selv mente havde 75% chance for at være korrekt. Der var visse ligheder mellem den spraglede hingst, der var far til hans lille lortede lillebror, og hans mor. Endnu en mudderblod. Hvordan ville hun kunne være deres mors yndling? Sådan en over ham selv? Endda over Azula, der på trods af manglende evner, endda stadig havde en skygge som far. Det var en ting han ikke forstod.

Han var skarp, det måtte hun tavst erkende i sit sind. Hun kunne godt fornemme hvordan spydighederne kunne eskalere imellem dem, og formegentlig ende med at ramme hende, hvor de øjensynligt ville pralle af på ham. Hans kvikke vending af hendes svar fik hende til at hæve et ’øjenbryn’, men mere energi gad hun ikke bruge på den kommentar. Om han ville kalde hende en loppe eller kakerlak, var for hende ligegyldigt – for hun havde allerede besluttet sig for at ignorer hans fornærmelser så godt hun kunne, i et forsøg på et undgå at komme derud hvor hun ville ende med at blive såret.
Selvom den unge Nymphadora bar et temperament, som var stort, så var hun langt uden følelser. Faktisk fyldte følelserne meget hos hende, og hvis denne sære hingst havde fundet hende for et år siden, havde hun nok ej kunnet håndterer de skarpe ord, der blev sendt imellem dem.

Hans svar på, om han var Skygge, overraskede hende en smule. Nok vidste hun at hendes mor selv havde valgt Skyggernes vej, men det var hende endnu en gåde hvorfor. Hvorfor ville nogen selv søge noget, der virkede så ødelæggende? Hun udspilede sine næsebor kortvarigt og drog et undrende suk.

,,Hvorfor? Hvorfor håber du på at blive Skygge?”

Hun forstod ikke helt hvad han ville bruge det til. Magi? Det havde hun hørt Skyggerne besad – men hvorfor bevidst ønske at besidde noget som kan skade andre? Men hun kunne også ligeså godt stille spørgsmålet, som gjorde sig endnu mere gældende med denne hingst med de glødende øjne; hvorfor ønske at provokere andre, irriterer dem eller såre dem? Hvad fik han mon ud af det?

Hun hævede hovedet lidt da han spurgte hende om hun kunne lide hvad hun så. Hun lod kortvarigt blikket vandre væk fra ham og ud over Zenobias sandede vidder, og da hun ej længere så imod ham, nikkede hun bekræftende. Jo, udsigten på Zenobia var flot. Og egentlig kunne hun sagtens have ladet blikket hvile imod horisonten noget tid endnu, hvis ikke det var for de næste ord denne Skygge sagde.

,,Hvor ved du fra hvem jeg er?”

Hun tilkendegav hurtigt at hun var Nymfen – Nymphadora – men hun fandt det ubehageligt at denne fremmede vidste hvem hun var. Langsomt kunne hun mærke hendes hjerte begynde at banke hurtigere, som en reaktion på den usikkerhed der kom snigende. Hvem var han, og hvorfra vidste han hvem hun var? Ville han mon gøre hende ondt?

[4]

1

"Gør du da ikke det?"

For ham, var det helt normalt. Azazael var vokset op omkring skygger og havde hele sit liv været opdraget til, hvis man kunne kalde det det, at joine broderskabet. Nok besad han skygge-magi som sin mor og far, men han var på ingen måde fuldbyrdet skygge. Hvorfor være noget halvt, hvis man ønskede at være hel? Måske kunne det oven i hans lyst og trang til at tjene mørkets hersker også hjælpe ham til en smule mere kærlighed og acccept fra sin mor. Han havde altid været sidst i rækken, eller følt det sådan, for han kendte stadig ikke til sin ældste søster.

Et bredt smil voksede frem, da hun tilkendegav at hans fornemmelse havde været korrekt. Det var visse ligheder mellem loppen og hans mor. Ikke kun visuelt, men også når han brugte sin lugtesans. De var ikke helt ens, men det lå noget meget genkendeligt over den, som han ikke lige kunne sætte en hov på.

"Der er visse ligheder mellem dig og en vis anden hoppe"

Som om Azazael ikke var creepy nok i forvejen, toppede han sin forklaring af med en næsten endnu mere forstyrrende opførsel. Halsen strakte han for at lade hovedet komme så tæt på hoppen som det var muligt, og tog en den indånding som for at vise han mente de havde noget lugt til fælles.

I første omgang lod hun hans spørgsmål angående hvorvidt hun ønskede at være en Skygge eller ej ligge; det der betød noget for den unge Nymphadora var den ildevarslende sandhed, at denne lumske hingst vidste hvem hun var – men at han var en komplet fremmed for hende. Da han rakte sin mule frem, for at snude til hende snappede hun ud efter ham uden varsel, og hun sigtede direkte efter de bløde områder på mulen, som var særligt sårbare. Hun ønskede bestemt ikke at han skulle nærme sig hende! Nærmest som var hun forberedt på at han ville reagere voldsomt, trak hun dog hovedet til sig ligeså hurtigt som hun havde snappet ud, nærmest med bevægelser så hurtige som en slanges angreb; nærmest på samme måde som hendes mor gjorde det.

Hun fnøs med en advarende, dog stadig feminin tone. Hun lod sine ører krænges i nakken, og vendte derpå blikket imod ham igen. Hun var ret sikker på hvem han mente hun havde ligheder med, og hvis han vidste hvem hun var, måtte han sikkert også kende til hendes mor Ava. Hun kneb sine øjne skeptiske sammen, inden hun valgte at svare ham.

,,Min mor holder til blandt Skyggerne.. ”

Selvom hun var helt sikker på at de hentydede til dem samme Ava, valgte Nymphadora dog at vente lidt med at afsløre navnet på hendes mor. Hvis ikke hingsten med de glødende øjne kendte Avas navn, var der ingen grund til at fortælle ham det – måske han ville opsøge hende og bruge dette møde imod hendes mor?

Hun trådte et skridt til siden, for at bringe lidt mere afstand imellem dem. Hun brød sig ikke om at han var nær hende, med den opførsel han bar med sig. Endnu med ørerne lagt advarende i nakken valgte hun da at svare på hans første spørgsmål.

,,Nej, jeg ønsker på ingen måde at være Skygge. De har taget nok fra mig i forvejen.. Jeg har ikke lyst til at miste mig selv til dem også.”

[5]

2

Azazael lo bare, da der blev hakket ud efter ham. Jovist var det ikke spor rart at få et hak over mulen, og han gav da også et lille fnys fra sig, men gjorde ellers ingen tegn til at vise nogen form for ubehag eller afsløre hvorvidt det gjorde ondt eller ej. Han var en underig størrelse og havde nok altid været det. Bid, spark og andre former for fysisk vold var ham ikke ukendt - blot en del af hans opdragelse. Hvor mange gange havde hans mor ikke haft fat i ham? Og Snokrates? Selv nu, hvor han var blevet større havde han ikke en chance mod nogen af dem, men kastede sig stadig villigt ud i udfordringer. Den eneste han havde formået ikke at få prygl af endnu, var hans egen lillebror. Eller rettere - Nymfens lillebror og hans halvbror.

"Hvor spændende! Det gør min også."

Svarede han med en flabet undertone og et smil, er røbede han vidste noget hun lod til ikke at vide. Det kom nu heller ikke så meget bag på ham, hvis han havde været en hemmelighed, for hverken ham eller hans tvilling, havde haft tilladelse til at drage væk fra vulkan-øen, og skulle hans mor opdage hans fravær, var han også rimelig sikker på han nok skulle blive sat på plads...... igen......

"Mister sig selv? Hvad vil det sige, at miste sig selv? Mig bekendt er ingen mistet."

Han levede iblandt disse skygger og for ham var de alle rimelig normale. Der var ikke nogen der lod til ikke at være sig selv. At hoppen trak sig længere væk fra ham, fik kun Azazael til at træde tættere på, som søgte han bevist at overskride hendes grænser - hvilket nok heller ikke var helt forkert. Han havde gjort det siden han var lille.

Den unge Nymfe havde nok ventet en større reaktion, end den som den lumske hingst udviste. Han lo blot, hvilket fik hende til at knibe sine klare øjne ganske undrende sammen. Hvordan kunne det være sjovt at blive bidt? Det var nærmest som om der lå et vanvid over den sorte hingst med blå aftegn, et vanvid som Nymphadora kun kunne sammenligne med Skyggerne.

Hun lod blikket fjernes fra ham, for hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse at have hendes fulde opmærksomhed. Et øre forblev rettet imod ham og atter dukkede det undrende udtryk op. Hans mor holdt også til blandt Skyggerne.. Hun måtte se på ham igen og denne gang tillod hun sig at kigge bare et øjeblik længere end hun egentlig brød sig om. Atter var det den hvide blis, som hingsten bar, som fangede hendes opmærksomhed, og dybt i hendes sind dukkede en forbindelse op som hun absolut ikke havde lyst til at udforske mere. Han kunne da ikke mene..

Heldigvis trak hans ord hendes opmærksomhed væk fra den ubehagelige tanke, som havde sat sig i hendes sind. Hun hævede sin hals en anelse mere og udspilede sine næsebor i et fnys. Egentlig havde hun ikke lyst til at forklare ham, hvad hun mente – faktisk ville hun helst væk fra ham, men inden hun kunne vende sig om og gå, trådte han tættere på hende og nærmest klistrede sig imod hende. Hun skulle lige til at snappe ud efter hans hals for at få ham til at gå væk, men så huskede hun hvordan han havde reageret sidst. Han havde nærmest ladet til at synes det var rart, sjovt – så måske ville det virke bedre hvis hun blev stående?
Hun vendte derfor blikket bort med en afvisende mine. Dog følte hun sig et eller andet sted forpligtet til at svare.. Selvom hendes mor ej længere var den hun huskede, så huskede hun stadig den opdragelse hendes mor havde givet hende; og altid havde den unge hoppe været høflig overfor dem, som var i hendes selskab.

,,Når din vilje pludselig ikke er din mere, så har du mistet dig selv.. ”

Sagde hun med et koldt fnys. Hun kunne sagtens sætte flere ord på det, men hun ønskede det ikke. Forhåbentlig kunne hendes korte svar kede den lumske hingst nok til at han ville lade hende være.

[1]

Selvfølgelig kom det bag på Azazael, at hoppen valgte ikke at flytte sig, som han trådte tættere på, men for ham var det også en form for leg. I og med hun ikke flyttede sig, havde hun helt og aldeles meldt sig ind i legen – i hans hoved. Han forventede næsten det snap, der heller ikke kom, og derfor snappede han ud efter hendes ene øre, dog uden at røre. Bare tilpas nok hurtigt og tæt nok på til at virke som en reel ”trussel”.

”Og hvordan ved du din vilje er mistet og ikke bare ændret? Enhver kan ændre mening? Blive klogere? Ønske sig andet end hvad de gjorde førhen? Er de også mistet fordi de ændrer mening?”

Ordene kunne næsten lyde syngende. Han baitede hende uden tvivl. Lokkede hende ind i den verbale diskussion, for hun måtte da kunne provokeres til en reaktion på den ene eller anden måde. Hans mor, deres mor, ville helt sikker ikke blive glad, hvis han krummede et hår på den lille yndlings hoved. Men hvad hun ikke vidste havde hun ikke ondt af. Så længe den fortabte datter også holdt sig væk, ville hun heller ikke finde ud af det – overbeviste Azazael sig selv om.
En enekelt tanke slog ham. En tanke, der måske kunne ramme hoppen, uden han fysisk behøvede sætte nogle mærker. Et smil bredte sig og blev til en lille tilbageholdt latter.

”Ikke at du har noget at frygte, hoppe. For, hvordan kan nogen miste sig selv, når de ikke ved hvem de er?”

Hun var millimeter fra at rykke hovedet på sned, da den yngre hingst bed efter hendes øre; men hun formåede at holde lige præcis nok sammen på sig selv, til at hun kunne ignorere det. Hun nægtede at give ham tilfredsstillelsen, selvom det nok ville blive enormt svært for hende at holde den afvisende facade, med den adfærd han havde. Det var nærmest som om han bevidst ledte efter hendes grænser for derefter at overskride dem.

Hun hævede et øjenbryn og skævede til ham, da han fremsagde sine næste ord. Samtidigt bed hun kæben lidt sammen over den begyndende irritation som denne sorte skabning fremkaldte i hende. Ikke nok med at han var irriterende, men han mindede hende også for meget om hendes mor, og det brød hun sig ikke om. Han havde samme skygge-agtige udseende. Og så lignede han hende.. Og han lignede Nymfen selv.

De sidste ord han fremsagde fik hende til at se direkte på ham med et vredt blik. Det var tydeligt han forsøgte at få hende til at bide på, forsøgte at få hende til at reagere. Han hentydede direkte til, at hun ikke vidste hvem hun selv var; men det ville hun dog vove at påstå at hun gjorde. I hvert fald til en vis grad; for hendes rejse her i landet var langt fra slut.
Hun udspilede sine næsebor og løftede hovedet en anelse, så nakke og hoved nærmest gik i ét. En ganske truende position, som viste at hun var klar til at lange ud – dog gjord hun det ikke.

,,Jeg vil mene der er forskel på at ændre mening, og at du bliver tvunget til at lægge din egen mening fra dig, fordi hvislende Skygger befaler dig at gøre det. ”

Hun satte frem i skridt, så snart hun så muligheden for det og med smidige bevægelser satte hun kursen direkte væk fra ham – dog var hun ret sikker på at han ville følge efter hende. Og en tanke strejfede hende kort; hvordan ville hun overhovedet slippe af med ham?

[2]