A new chapter - Foletråd

Hun opfangede godt hans blik, der signalerede, at hun måtte være bindegal, men hun var ligeglad. Det her var ikke kun hans søn, men også hendes, og hun mente derfor, at hun var i sin fulde ret til ligeledes at vide, hvad der foregik! Hun lagde derfor utilfredst ørerne tilbage, da han blot rystede afvisende på hovedet af hende.
Hans ord fik hendes ansigt til at blusse let op af vrede. Ikke stærk nok?! En åben bog?! Hvor vovede han at stå dér og tale som om, at han vidste noget som helst om hende! Hun pressede om muligt ørerne endnu længere ned i nakken og sendte ham et blik, der kunne dræbe.

,,Ikke stærk nok?! En åben bog?! Hvad mener du med dét?! Du kender mig slet ikke! Du tror måske ikke, at jeg kan holde på din lille hemmelighed?!"

Hans næste handling kom mildest talt bag på hende. Først havde han stået dér og nærmest hånligt anklaget hende, og nu lagde han kærtegnende mulen om hendes hals?! Hun var ved at springe i luften og kunne mærke hele kroppen dirre vredt under hans berøring.
I næste nu trådte Sehzade frem, og til hendes store overraskelse trådte han beskyttende hen mod sin mor og forsøgte at skubbe hingsten væk. Hun så en anelse måbende på det lille føl i et kort øjeblik, inden hun let kunne mærke tårerne presse sig på i sine øjenkroge. Hun brummede mildt og taknemmeligt til sin søn og følte sig mere elsket end nogensinde før. Han skulle nok vokse op og blive en god hingst... I modsætning til sin far!

Da hingsten nu med et frustreret fnys trak sig tilbage igen, tog hun en dyb indånding og mandede sig op, inden hun skød brystet frem og beskyttende trådte ind foran Sehzade, så han blev afskærmet fra hingsten. Så lagde hun ørerne fladt i nakken, stampede advarende med det ene forben i jorden og fnyste arrigt.

,,Hvad bilder du dig ind?! Tror du bare, at du kan voldtage mig, holde hemmeligheder for mig om dig og vores søn, beskylde mig for at være for svag til at kende sandheden - og så bagefter bare holde om mig, som om intet var hændt?!"

Hendes øjne blussede op af arrigskab, da hun stirrede på ham. Hun sørgede stadig for at afskærme Sehzade, så hingsten forhåbentlig forstod budskabet; hvis han ville have noget som helst med sin søn at gøre, måtte han lære at opføre sig ordentligt!

Det var en uhyggelig ro der faldt over den gyldne hingst som Nzuris vrede blussede op til ren arrigskab. De blå øjne stirrede tomt ind i hendes og han fnyste blot inden han med et tørt toneleje blot svarede:

Ja.

At hun skærmede af for sønnen betød ikke noget. Han skulle nok få ham at se hvis han ville. Der var trods alt flere måder at se på.

“Måske din mund kan holde på henmeligheder, men dit sind vil altid sladre. “

Lød det så fra ham. Han bakkede da af ud af hendes personlige rum for at give dem noget plads. Men også fordi han ikke ønskede et tandsæt midt på mulen.

Hendes arrigskab prellede fuldstændig af på hingsten, og det var faktisk direkte uhyggeligt at se, hvordan han forholdt sig helt roligt og blot stirrede på hende med et blik, der var helt tomt for følelser. Og så havde han fandeme også nerver til bare at svare ja i det mest ligegyldige og tørre toneleje nogensinde! Hun pressede ørerne hårdt mod nakken og slog nærmest afvigende med hovedet. Hun var ikke decideret bange for denne hingst, men begyndte dog at føle et vist ubehag og uro ved situationen... Hingsten opførte sig så uhyggeligt og afvigende fra normalen, at hun seriøst tænkte, at han måtte være psykopat. Hun ønskede på ingen måde at have ham i nærheden af hverken hende eller sin søn! Men hun var afkræftet efter fødslen, og hendes søn havde endnu ikke samlet kræfter nok til, at de ville kunne flygte fra denne hingst... Så hvad skulle hun gøre?

Til hendes store lettelse - og ikke mindst overraskelse - valgte han dog at respektere hendes advarsler og rent faktisk bakke ud af hendes personlige rum uden modstand. Hun vippede let ørerne i hans retning igen og forsøgte at se knapt så fjendtlig ud i et forsøg på at vise ham, at hun satte pris på hans valg om at respektere hendes grænser. Hans ord lød dog nu i hendes ører og fik hende til at vippe ørerne ud til siden med et nærmest opgivende suk... Var han da helt blæst?

"Hvad mener du med det...?" Hun havde mistet kampgejsten og talte derfor blot i et monotont, nærmest opgivende toneleje. Og selvom hun prøvede at skjule det, så lyste det ud af hende, at hun var totalt ligeglad med, hvad han mente... Hun forsøgte blot at holde en samtale kørende med ham, så han forhåbentlig fortsat ville forholde sig i ro og ikke prøve at komme nærmere igen.

Den gyldne hingsts blå øjne snævrede sig sammen og han gumlede kort på ingenting og rystede let på hovedet over hende. Interessen var prellet lidt af ham i det han faktisk ikke følte han kom nogle vegne lige nu. En lav brummen slap fra ham og han sænkede hovedet en anelse, mens han nu stirrede indgående på den gyldne hoppe. Han fnyste kort og skrabede en anelse irritabelt i jorden over hendes humør. Han brød sig jo godt om den gestus hun gav ved at han flyttede sig, men det irriterede ham at han ikke bare kunne stå tæt på hende. Selvfølgelig havde hun ikke noget at skulle have sagt, for han kunne gøre hvad det passede ham.

" Der er heste i det her land, langt mere usle end hvad du regner mig for. De kan se hvad du føler, tænker, hvem du har mødt og hvordan. Hvis jeg fortæller dig alt, så vil det kunne bruges mod mig. Han vil kunne bruges mod mig. "

Fortalte han så og nikkede over mod Sehzade som en hentydende gestus. Nok var Xenon ikke typen der gik i vejen for at føre andre bag lyset, men han ønskede trods alt ikke den lille skabning kom noget til.

Sehzade så et øjeblik forvirret på sin mor da hun sådan trådte ind foran ham, han var jo lige ved at beskytte hende? Men hun måtte jo vide hvad hun gjorde så han lod sig uden videre dække og prøvede ikke at komme frem igen udover at han så under sin mor for at holde øje med hingsten. Den kunne bare lige prøve at skade hans mor!

Det var først da hans mor skiftede toneleje at han igen trådte lidt frem, ikke rundt om hende, men ud til siden så han kunne se fra hende til hingsten. Havde den på en eller anden måde gjort noget? Var hun ikke sur mere? Han så vredt hen på hingsten, han vidste ikke hvad der skete og forstod ikke hvad de talte om men det var helt sikkert alt sammen den hingsts skyld!

Hendes uinteresserede fremtoning ændrede sig brat, da han nu åbnede en smule mere op for, hvad han havde ment. Hun vippede lyttende ørerne frem i hans retning og så nu nærmest nysgerrigt på ham. Hendes mundvige trak sig endda op i noget, der hentydede til et smil. For selvom hans ord stadig kunne virke en smule afvigende fra virkeligheden, så vidste hun, at Andromeda ikke var som noget andet sted, hun havde kendt. Her eksisterede der rent faktisk magi og overnaturlige væsner... Så når han sagde, at der fandtes tankelæsende heste; så troede hun faktisk på ham. Hun nikkede derfor forstående og trådte nærmest forsonende et lille skridt tættere på ham.

"Tak fordi du alligevel gad at fortælle, hvad det handler om. Jeg er ked af, at det skal være sådan; men jeg respekterer tingenes tilstand. Og jeg sætter pris på dit forsøg på at beskytte min... vores søn."

Hun sendte ham et - faktisk helt oprigtigt - lille smil og så på ham med et blik, der nærmest undskyldte for hendes tidligere udbrud. Hun havde tydeligvis overreageret og ikke forstået denne hingsts hensigter... Men nu forstod hun, at hans underlige ord og adfærd faktisk blot var et forsøg på at beskyttte hende og sønnen.
Ud ad øjenkrogen holdt hun dog stadig opmærksomt øje med sin søn. For hun var stadig ikke tryg ved at have ham i nærheden af sin far endnu... Der var trods alt stadig noget, denne hingst holdt skjult for hende; nemlig selveste grunden til, hvorfor disse usle hingste holdt sådan øje med ham og åbenbart gjorde ham decideret farlig at være i nærheden af.

Sønnens adfærd morede ham noget så gevaldigt og han ville have klukket fornøjet, hvis ikke hans fokus mest havde været på hans mor, der nu ændrede adfærd igen. Han trak en anelse på skuldrene over hendes sympati, for det var ham noget uvant. Det behagede ham dog at hun kom en lille smule nærmere. Xenon vippede en anelse med ørerne og så en smule febrilsk ud. Om det var spil for galleriet eller oprigtighed var ikke til at finde ud af, men snart talte han igen.

“ Jeg forventer ikke du stoler på mig, det ville tåbeligt. Så had mig og afsky mig, så vil tingene være nemmere for os begge. Det burde ikke være svært trods alt “

Han foretrak ikke en mine, men trådte nærmere ind i hendes personlige rum og lagde kort panden mod hendes hals i en kærtegnende gestus inden han trak sig væk fra hende igen. De blå øjne blev nu vendt mod sønnen.

Şehzade så fra den ene til den anden med et tydeligt utilfredst ansigtsudtryk. Denne gang ikke kun rettet mod hingsten. Var hans mor nu glad? Hvorfor smilte hun til den dumme hingst? Skulle han så også være glad for den? Forvirret rystede han på hovedet, han kunne stadig ikke lide hingsten! Han misforstod nok bare hvorfor hans mor smilte nu!

Da hingsten igen trådte frem og ligefrem rørte ved hende trampede Sehzade advarende i jorden. Han havde sagt, eller i hvert fald tænkt, at han ikke måtte røre ved hans mor! Han kunne ikke rigtig gøre noget siden hans mor ville stå imellem hingsten og Sehzade, og han tænkte ikke over at selv hvis han måtte gå derhen så kunne han nok heller intet gøre, men det betød ikke at han ikke ville prøve!

Hun lagde let ørerne ned igen ved lyden af hans ord. Hun kunne simpelthen ikke blive klog på denne hingst... Nu var hun ellers lige begyndt at bløde lidt op over for ham, og så stod han og sagde, at det ville være nemmest for dem begge, hvis hun blot hadede og afskyede ham? Hun skulle lige til at svare ham, da han dog valgte at træde frem og lægge sin pande mod hendes hals. Hun var snotforvirret, og hendes krop sendte hende blandede signaler. Hun havde lyst til at skubbe ham væk, men alligevel higede hendes krop også efter hans kærtegn. Hun sukkede let og hvilede hovedet mod hans, inden han trak sig væk igen. Hun så derefter på ham med en alvorlig mine.

"Hvordan skulle jeg kunne hade og afsky dig, når du gør sådan noget der? Det er ikke så nemt at hade dig, som du åbenbart tror..."

Hun drejede nu blikket mod deres søn, der vredt og advarende stampede i jorden ved deres berøringer, og kunne ikke lade være med at le mildt.

"Hvem mon han har det temperament fra..."

Xenon så på hoppen med et intetafslørende udtryk, mens Nzuri forvirring bragte lidt morskab til hans tilværelse, men han forvirring var måske tilsvarende stor. Det var ikke en sund besættelse han havde fået af hende. Nej han havde lyst til at røre hende og kærtegne hende. Mest af alt stræbede han efter gengæld. At hun havde svært ved at hade og afsky ham, forstod han ikke. Sehzade var jo et levende bevis på hvorfor hun burde.
Da hun drejede blikket væk trådte han nærmere, og hendes kommentar fik ham blot til at klukke.

" Det vil tiden vise "

Hviskede han stille, inden han lod mulen glide over hendes hals i blide kærtegn og nærmest kærlige nap.

Frustreret over at hingsten ikke ville høre efter hans advarsler og hans mor endda også begyndte at opføre sig på den måde trampede han udenom sin mor så han kunne lægge panden mod hingsten og forsøge at skubbe. Det fald ham ikke ind at bide eller sparke - endnu i hvert fald - den hingst skulle bare gå væk fra hans mor så hun ikke behøvede at være forvirret! Eller ked af det eller noget som helst.

Han forstod ikke hvad der foregik men eftersom han ikke kunne forestille sig at hans mor havde gjort noget forkert, det var han stadig for ung til, måtte alting være hingstens skyld og altså var den logiske løsning på alle problemer at hingsten bare forsvandt lige nu! "Hlmmuuhf" Han var ikke i nærheden af at kunne udtrykke sine tanker så i stedet kom der bare en frustreret lyd fra ham.

Hun rystede blot smilende på hovedet af hingsten, da han nu atter gav hende et gådefuldt svar og fortsatte med at kærtegne hende. Han var ikke helt nem at blive klog på... Men for nu havde hun ikke tænkt sig at tænke mere over det. Han var sød og kærlig ved hende indtil videre, så hvad hans ord eventuelt kom til at betyde, måtte fremtiden vise.
Hun betragtede nu sin søn, der truende trampede forbi sin mor og forsøgte at skubbe faderen væk med en lille, frustreret lyd. Hun lagde hovedet tilbage og grinede højlydt. Han havde noget af en attitude, den lille! Han slægtede nok allerede sin far på... Hun bakkede roligt lidt væk fra hingsten og så på ham med et mildt smil.

"Måske vi burde lytte til vores søn og sige på gensyn, så han kan få hvilet sig lidt..."

Xenon trak på skulderne og var noget utilfreds over at hun pludselig veg fra ham. Han så ned på sønnen og måtte bide sig i læben for ikke at give ham et irettesættende bid, men han vidste at så ville han aldrig komme i nærheden af Nzuri igen. I stedet nikkede han modvilligt til hende, og måtte give hende ret.

" Det er nok for det bedste. "

Sagde han så i et monotomt toneleje. Han drejede da rundt og skridtede prompte væk fra dem. Det var Xenons hensigt at opsøge hende senere, måske når den lille sov eller endnu bedre ikke lige var i nærheden. Det var heldigvis nemt for ham at holde øje med. Et lumsk smil tegnede sig på hans mule da han var nået længere væk.

//Out