Ukendte veje | Sehzade

Der var sket så meget på så kort tid. Nymphadora havde stået ansigt til ansigt med sin mor - en sjæl, som hun ikke havde set siden hun var helt lille. Det havde været noget af det hårdeste, som den unge hoppe havde måttet udstå, og i kølvandet på det skæbnesvangre møde lå et svært valg og ventede på den unge Nymphadora.
For at blive klar i hovedet havde hun derfor valgt at drage bort fra hendes hjem Teylar. Hun havde sat det ene ben foran det andet, indtil hun nåede havet. Hun havde krydset det og var fortsat, indtil hun havde nået Zenobias ørken, som stod i stor kontrast til Teylars frodige omgivelser. Her kunne hun være sig selv, her kunne hun tænke uden at noget - eller nogen - mindede hende om det hun så inderligt håbede at bevare; men som hun godt vidste hun måtte sige farvel til.

Hendes lange, slanke ben bar hende overraskende let igennem sandets mængder. Det var varmt og smøg sig omkring hendes hove. Selvom hun havde været ved stranden før, og set og følt sandets varme, så var der noget anderledes over en ørken. De enorme mængder virkede på en måde.. Uendelig. Som kunne hun fortsætte og fortsætte indtil hendes ben ikke kunne bære hende mere, og sandet ville stadig omringe hende. På en måde fandt hun det en smule ildevarslende, men også spændende - og ikke mindst ensomt. Og ligenu betød ensomhed også ro i hendes sind.

Dog var hun, når det kom til alt, ikke helt alene.

[2]

Şehzade travede livligt rundt i sandet, verden var så enormt stor og spændende og han kunne ikke vente til han kunne undersøge det hele. Hver gang han tog et skridt fik han øje på noget nyt han ville undersøge, et nyt sted han ville hen og noget nyt han kunne prøve. Indtil videre turde han dog ikke bevæge sig længere væk end at han hele tiden tydeligt kunne se sin mor. Han kunne styre sine ben nu, trave og galoppere men det betød ikke at han turde være alene.

Til gengæld vidste han at han var tryg så længe hun var inden for synsvidde og dermed kunne han trygt og roligt udforske området så meget han lystede. Midt i hans nysgerrige undersøgelse af en lille bakke af sand hørte han en svag dump-dump-dump lyd der fik ham til at løfte hovedet og se sig omkring. Hvad var det? Det lød som når han mor gik men med et hurtigt blik konstaterede han at hun ikke bevægede sig. Nysgerrigt vrinskede han ud i luften, var det noget venligt?

Den sorte Nymphadora var dybt nede I sine tanker, men en svag lyd kaldte hende tilbage til ørkenens omgivelser. Et vrinsk, men ikke et hun havde hørt før. Hendes lange ben, der bar de grå, særlige aftegn som hendes fader havde givet hende, standsede og hendes slanke hals hævede sig, for at bedre hendes udsyn over sandets gyldne landskab.

Vrinsket stammede fra en ung sjæl – blot et føl, som stod et stykke borte. Hans pels gik næsten i ét med sandets ensartede farve, og hvis ikke det var for hans mørkere hårpragt og ben, kunne hun let have overset ham. Hun lagde et øjeblik hovedet en kende undrende på skrå, inden hun trak på skuldrene og satte kursen imod ham. Hvorfor han mon havde kaldt, kunne hun ikke helt forstå; måske var han blevet væk?

Hun nærmede sig ham med yndefulde skridt, og da hun var nogle få meter fra ham, standsede hun og lod sit hoved sænkes, for ej at fremstå farlig eller fjendtlig. Hendes ører var nysgerrigt rettet frem imod det pure unge sind, som endnu duftede meget kraftigt af en anden hest – nok hans moder. Hun udspilede sine næsebor og lod duften trænge ind i hendes sind; men det var ikke en hun kunne genkende. Lidt efter trak hun hovedet en anelse tilbage, inden et lille smil fandt vej til hendes mule.

,,Hej med dig.”
[3]

Şehzade så nysgerrigt på den fremmede hest der kom hen imod ham, selv blev han stående da han ikke ville for langt væk fra sin mor men han var bestemt ikke afvisende. Hun så sød ud, denne fremmede, og meget anderledes end både hans mor og den dumme hingst der var kommet forbi. De var begge mere farvede som han selv imens denne hest var helt mørk, ligesom natten!

Da hun nåede frem til ham strakte han let hovedet frem og snuste nysgerrigt til hende så han ville kunne genkende hende igen inden han sendte hende et bredt smil, hun virkede meget venlig! ”Hej!" sagde han, med tydelig udtale da han stadig syntes at hele det der med at snakke godt kunne være ret svært nogle gange.

Nymphadora lod et lille fnis forlade hendes mule, ved den meget ivrige og nærmest understregende tone, som kom fra den lille sjæl. Nok var det efterhånden længe siden at hun selv havde været i den alder – men hun huskede tydeligt hvor svært det var at få styr på talen. Hun trådte en lille smule nærmere, inden hun kort skævede rundt i omgivelserne – og der fik hun øje på en spinkel hoppe, som bar samme farver som føllet, lidt længere nede, halvt gemt bag en af sandets mange bakketoppe. Og hvis man så godt efter, kunne den spinkle hoppe godt ligne en der havde folet for nyligt. Nymphadora tyggede kort, men alligevel lettet – for hun ville ikke helt vide hvad hun skulle gøre, hvis hun havde stået med et forladt føl.

Derpå vendte hun blikket tilbage imod det unge hingsteføl og hun gengældte hans smil med et feminint et.

,,Jeg er Nymphadora. Hvem er du?”

[4]

Şehzade svarede hendes fnis med et lille fnis, det kunne tilsyneladende godt være sjovt og spændende at snakke med fremmede heste hvilket glædede ham meget. Det åbnede for en hel bunke af ekstra ting han kunne glæde sig til at opleve!

Da hen hørte hendes spørgsmål lagde han hovedet let på skrå imens han så meget koncentreret på hende, hendes navn var svært! Men han ville få det til at lykkedes så med stor omhu forsøgte han at svare hende "Nymmfvadova? Jeg hed Sehzaaade" Han trak ubevidst på ordene når han ikke havde helt styr på udtalen men han synes selv han havde klaret det rigtig godt! Han havde også øvet sig meget på både sit eget navn og sin mors, igen og igen og igen.

Den unge Nymphadora kunne ikke lade værre med at trække på smilebåndet, da den lille sjæl ganske ihærdigt forsøgte at fremsige hendes navn – som ved nærmere eftertanke jo var et ret kompliceret navn at fremsige, når man endnu ikke havde helt styr på talens gave. Hans eget navn lød dog også en kende besværligt at fremsige, men hun kunne tydeligt høre at han havde øvet sig på det. Hun nappede uvilkårligt efter ham, i en legende facon – selvom hun var voksen, og i hans øjne nok meget voksen, så følte hun sig endnu ung, og var skam ikke for fin til at lege; heller ikke med et føl. Da hun havde trukket hovedet tilbage til sig selv, lød hendes feminine, men ganske venlige toner.

,,Du kan kalde mig Nymfe, Sezhade. Det gør mine venner”

Venner.. Bare ordet vakte en masse tanker frem igen. Vennerne var nemlig én af de ting, som den unge hoppe skulle efterlade, hvis hun skulle slutte sig til sin mor. Hendes venner ville hun aldrig kunne se igen, fordi hun så ville bo blandt Skyggerne, og derfor ikke måtte komme tilbage til Teylar.
Hun brummede let og rystede kort sin yndefulde krop, for at slippe disse tanker. Ligenu var hun i selskab med den unge Sehzade – så hendes tanker kunne vente til senere. Hun sendte ham et smil, et lidt udfordrende et; var han med på lidt leg?

[5]

Sehzade så lidt overrasket på hoppen da hun legende nappede ud efter ham. Ville hun lege med ham? Sådan en fremmed hest, kunne hun virkelig ville det? Men der var intet ved hende der virkede til at lyve eller fortryde så det måtte være sådan! Hurtigt blev overraskelsen erstattet af et stort smil, han ville super-duper gerne lege! Det var bare det sjoveste!

Inden han nåede at gengælde hendes opfordring til leg tilbød hun ham at kalde hende Nymfe "Nymfe!" Det var meget nemmere at sige! Skulle han måske også have sådan et kort-navn? Så det var nemmere for ham selv og andre? Og for at vise folk at de var venner? Det gjorde ham virkelig glad at hun ville være venner med ham så måske han kunne gøre gengæld? Et øjeblik stod han meget koncentreret imens han afprøvede forskellige afkortninger af sit navn før han besluttede sig for et og svarede Så... Zade? Fordi vi venner?" Nu havde han også tilbudt et kort-navn! Med den glade tanke nappede han forsigtigt og legende ud efter hende, han var helt klar på at lege!

En mild latter forlod den unge Nymfe idet hendes nyeste ven ivrigt benyttede sig af hendes kælenavn; og faktisk føltes det ganske godt at blive kaldt Nymfe af en, som ikke var hende nær. Den sidste der havde brugt dét navn, var hendes mor – og tankerne om hendes mor fremkaldte stadig en masse følelser, som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere.
Hun betragtede ham med en udfordrende og nysgerrig mine, imens han meget koncentreret stod bom stille; hvad foregik der mon i den lille hingst’ sind?

Da hans spæde toner kom frem igen, smilede hun stort. Han tilbød også hende et ”kaldenavn”, som hun kunne kalde ham ved – og det glædede hende skam.

,,Zade.. Det kan jeg godt lide”

Sagde hun med leende toner, inden hun gengældte det nap, der hurtigt efter blev sendt imod hende. Derpå sprang hun frem, ganske tæt forbi ham og nappede ham over ryggen.

,,Fang mig hvis du kan!”

Med yndefulde skridt sprang Nymphadora derpå frem i en springende galop; dog i et tempo, hvor hun følte sig sikker på at den unge Zade kunne følge med og have rimelig gode chancer for at fange hende. En unfair leg var aldrig sjov; men omvendt skulle der også være lidt udfordring i det. Hun huskede i hvert fald tydeligt de hårde kapløb hun havde haft med sin mor, da hun selv havde været på hans alder. Med sin mor og den mystiske skimlede hingst.

Hun skævede tilbage for at se, hvor langt han var med, og et lille feminin hvin forlod hendes mule i morskab – hun havde virkelig savnet at lege, også selvom hun teknisk set var voksen nu.

[1]