Under the tree-tops | Easifa

De tætte skove på øen Chibale havde endnu engang tiltrukket den skimlede vandre. Han nød stilheden her og den behagelige ensomhed som kunne findes blandt træernes tavse stammer. Altid havde Altaïr haft det bedst med at vandre uset – bevæge sig i skyggerne, i det skjulte. Ofte havde han set på, imens historien havde udfoldet sig for øjnene af ham; men den seneste tid var han blevet en tydeligere del af landets historie, end han initialt havde satset på. Efter hans møde med Den Vise var han blevet sendt på en færd, som havde ændret hans liv. Han var blevet det, som man kalder Vogter og med den titel fulgte et stort ansvar, som havde tvunget den skimlede hingst til at træde ud fra skyggernes skjul. Blandt andet var han kommet langt tættere den ibenholtsorte hingst Titan, som nu også bar samme titel som ham selv, end han havde regnet med. Efter han havde mistet sit livs kærlighed, havde den skimlede Altaïr faktisk på ingen måde regnet med at deltage aktivt i fællesskabet længere – men som dagene gik, som hans færd skred frem, blev det klart for ham, at han ikke var klar til at trække sig tilbage til ensomheden endnu.

Dagen var ved at gå på held og de stier, som den skimlede hingst betrådte under træernes endnu bare kroner, blev så småt mørke. Solens varme hang dog stadig i omgivelserne, som holdt træerne på den og nægtede at lade den forsvinde, selvom mørket faldt på. Her var stille – men dog havde den skimlede hingst det som om han ikke var helt alene. Havde en anden ensom vandre fundet vej til Chibales skove på denne forårsaften?

[1]

Stadig forvirret over dette nye land han var endt i, og over hvordan han tilsyneladende var i live, trådte Easifa med forsigtige skridt rundt for at lære sine nye omgivelser at kende. På vagt overfor selv den mindste lyd, stoppede han op da han hørte noget nærme sig. Han stod godt, skjult i skyggerne blandt træerne og buskadset. Da kilden til lyden kom til syne blev han både lettet og bekymret på samme tid. En anden hest. En hingst. Men noget var anderledes ved ham, han havde mærkelige aftegn i farver som Easifa kun havde set hos blomster, biller og fugle før. Turde han give sig til kende? Chancen for at han var venligsindet var vel nok lige så stor som chancen for at han ikke var. Men hvis ikke han tog sig sammen nu, hvordan skulle han så få svar? Han fortsatte med at følge den fremmede med blikket lidt endnu.

Bekymret for om han ville miste ham af syne, bestemte han sig for at træde frem fra sit skjul. Han rømmede sig og pustede sig stolt op, førstehåndsindtryk var vigtige. "Goddag." Han følte sig ikke nødvendigvis særlig stor eller stærk i denne situation, men hvis bare han lod som om han bar sig selv med stolthed, så ville den fremmede vel nok se det han ønskede, frem for det han følte.

En skikkelse puslede i træernes skjul, ikke så langt fra den skimlede hingst, hvis krop var dækket i det reneste stjernestøv. Det lå i hans man og hale, bugtede sig i pelsen på hans krop og hang i luften omkring hovende, hvirvlende i tak til hans skridt. Selvom den skimlede Altaïr altid havde skilt sig lidt ud fra sine omgivelser grundet hans lyse farve, så havde han haft lettere ved at vandre uset, end nu hvor han var blevet Vogter og var blevet velsignet med både magi og et magiske udseende.

Snart trådte den fremmede ud fra sit skjul og gav sig til kende. En broget hingst med hvid man og hale, der smøg sig omkring hans krop, som stod i stor kontrast med sin mørke grundfarve. Altaïr standsede og lod sine ører tippes frem imod denne fremmede hingst, hvis aura synede ganske stolt af natur. Han kneb et øjeblik sine øjne sammen, imens han betragtede ham – det var ej en, som han havde set eller mødt før. Måske var det endda en ganske ny sjæl i landet? Af og til skete det jo, at nye sjæle fandt vej til Andromeda, ligesom den skimlede engang var kommet hertil. Det var ikke længere en overraskelse for Altaïr at nye sjæle kom til, tværtimod synes han det var spændende hver gang – for hver gang lå der en ny, anderledes historie bag. Han brummede sagte inden han sendte et graciøst nik imod den fremmede, men gjorde sig ikke mere notits af hans stolte fremtoning. Aldrig havde den skimlede haft brug for at vise sig overfor andre – særligt ikke hingste. Førhen havde Altaïr enddog undgået hingste fordi han ofte fandt dem uinspirerende og ensidige, denne holdning havde dog ændret sig lidt efter han havde mødt den ibenholtsorte Titan, som han faktisk brød sig ganske godt om efterhånden.

,,Godaften fremmede”

Svarede han så, på den hilsen som den brogede hingst havde fremsagt. Altaïr var stoppet op på acceptabel afstand af det nye bekendtskab, men trådte nu en anelse nærmere med smidige skridt. Altid lå der en lidt mystisk, nærmest drømmende aura over den skimlede hingst som bar titlen Drømmenes Vogter; og denne aften var ikke en undtagelse. Hans mørkeblå øjne hvilede imod den fremmede, som han nu langsomt begyndte at cirkle omkring – dog uden at virke truende.

,,Hvad tænker du på, når du ser på månens blege lys?”

En atypisk måde at indlede en samtale på – det vidste han godt. Dog havde Altaïr aldrig haft interesse i formaliteter, navne eller herkomst. Det han var interesseret i var hvem man var og ikke hvad man var. Dette var også årsagen til, at der kun var ganske få sjæle der nogensinde havde fået navnet at vide på den skimlede vandre.

[2]