Under the trees | Åben

3

Forår. Fuglekvidren. Der var noget i luften, men helt præcist hvad det var, kunne Azazael ikke helt finde ud af. Pollen måske? Selvom ildbjerget og området omkring havde sin helt egen duft, lå der en anden bagved, som var knap så tydelig. Den blev tydeligere jo længere væk han kom fra øen og det var som om den var langt mere tydelig på den anden ø. Chibale. Han mente det var navnet, for det var ikke den tilsandede ø, han kun havde befundet sig på ganske få gange, og aldrig havde udforsket. Denne var i stedet nærmest tilgroet og træerne så langt mere frodige ud, end da han sidst havde set dem.

Det var langt fra hver dag eller ofte, det kunne lykkes hingsten at drage væk fra Foehn. Det var lettere nu som voksen, end det havde været da han endnu kun havde været en lille eventyrlysten plag – og det havde været endnu lettere efter hans mor havde fået den lille rolling hun også skulle tage sig af. Den lille rolling, der nok ikke var så lille længere, men det havde alligevel givet ham en del mere frirum.

Azazael brød sig ikke om det åbne område ude ved kysten, og begav sig derfor også med det samme ind mellem træernes skygger. Dér, hvor han forhåbentlig kunne skjule sig bare en lille smule, og betragte omgivelserne og andre sjæle, hvis han da skulle være så heldig at støde på nogle. Der var et eller andet over at holde øje med andre. Iagttage dem, når de troede de var helt alene og det kunne til tider krible i kroppen på den unge hingst for at afbryde det, der kunne se ud til at være en hyggelig stund. Bare tanken om, der forhåbentlig var andre end ham selv, der havde søgt Chibales grund på denne varme forårsdag fik hans skridt til at blive mere trippende af ivrighed.

Det var langt om længe lykkedes den spættede Minerva at bevæge sig bort fra Enophis bjergkæde og krydse havet. Hun befandt sig nu på en ganske frodig ø, hvor der var overflod af både mad og vand. Flere steder havde hun også fundet tilfredsstillende læ – ja egentlig virkede øen i bund og grund til at være et oplagt sted at kalde hjem, med én undtagelse. Det var ikke hendes hjem. Selvom Minerva dybt i hendes sind nok havde indset, at der ej fandtes en vej tilbage til hendes tidligere hjem, så nægtede hun kategorisk at give op. Det betød også at alt omkring hende blot var nok og ikke på samme måde tilfredsstillende, ej heller selvom hendes hjemland på ingen måde kunne måle sig med den overflod hun oplevede her.
Foråret piplede frem alle vegne; træernes blade var sprunget ud, græsset stod i fuld flor og overalt var skovbunden dækket af små fine blomster i sarte farver. Hvis man ville anerkende det, var det et smukt syn.

Minerva’s skade var endnu ikke helet til fulde. Hun bevægede sig dag for dag med større elegance og kunne vandre længere og længere førend smerterne vendte tilbage. Og når de kom, så var de ej længere så invaliderende som den dag hun vågnede på bjerget.

Blandt træernes sporadiske skygge vandrede hun alene, stilfærdigt. Minerva havde endnu ikke mødt mange sjæle i dette land og havde egentlig holdt sig meget for sig selv. Hun ønskede ikke at forme vedvarende bånd med nogen her, som kunne hindre hendes afrejse når hun endelig fandt vejen – kun når hun følte at hun havde behov for hjælp til at finde noget bestemt havde hun søgt andres selskaber. Ja, faktisk på mange måder var hun en solitær hest, men det passede hendes personlighed meget godt. Hun bar en stor personlig sfære, og det var generelt kun dem hun virkelig holdt af hun ønskede nær sig.
Pludselig fangede hendes blik noget mellem træernes brede stammer. Den bevægelse, en skikkelse. En hest. Sort som natten var pelsen, men faretruende aftegn prydede hans krop. Blå, nærmest lysende aftegn fandtes langs hans hals og hans øjne nærmes emmede af unaturlighed. Minvera standsede med ét op og hævede årvågent sit hoved, alt imens hun betragtede den fremmede, som hun ikke kunne forbinde med andet end fare. Dog vidste hun at hun ikke ville kunne løbe fra den og valgte derfor, trods hendes krop skreg på flugt, at forblive stillestående. Hvis ikke hun provokerede til en jagt, kunne hun være heldig at den fremmede fortsatte uden at tillægge hende opmærksomhed.

[1]