Post by Illana on Jan 10, 2021 19:41:30 GMT 1
Illana, den gyldne, betragtede i stilhed den interaktion som der foregik mellem hendes søn og den spættede Esperanza. Illana var så taknemmelig og lettet over, at den unge Alaric ikke havde arvet Skyggernes ondskabsfulde luner, men i stedet var nysgerrig på livet og allerede bar en høflighed, som både hun og ham selv kunne være stolt af. Lyset selv blev også nærmest opstemt af Alaric og Esperanzas interesse for hinanden og da den spættede hoppe berørte den stjerne, som så fint var placeret i panden på den buckskin-farvede hingst, pulserede det livligt. I og med Alaric var søn af Illana, var han også på sin vis søn af Lyset – og det ønskede ham intet ondt, men glædede sig over de oplevelser som han fik.
Illana lagde godt mærke til den diskret vemodige mine som gled over den ungdommelige Esperanza, hvilket hun sagtens kunne forstå. Den historie hun bar, det svigt hun havde været ude for, var værre end noget andet Illana havde hørt om, eller selv oplevet. Da Epseranza tog imod hendes fremstrakte mule mødte Illana den med et mildt prust, inden hun forsigtigt puffede imod hende. Der var intet den gyldne kunne gøre for at gøre svigtet og sorgen lettere at bære for den spættede – blot kunne hun håbe, at tiden ville gøre byrden lettere at bære for hende.
Illana trak hovedet let til sig på ny, da Esperanza’s toner afbrød stilheden imellem dem. Hun spurgte indtil om mørket også fandtes i Andromeda, og det måtte den gyldne desværre bekræfte.
Illana skævede nu ned imod hendes søn, som havde vendt sig fra Esperanza og med en lettere utilfreds mine trådte målrettet ned langs siden på hans mor. En sagte knurren kunne høres og den gyldne puffede forsigtigt til ham, da han passerede hendes skulder. Det var tid til at den lille hingst skulle spise, og hun lod ham komme til uden besvær. Da han havde fået fat og var begyndt at die rettede Illana blikket tilbage mod Esperanza, hvorefter hun fortsatte sin fortælling.
Illana tav herefter. Mørket havde Illana desværre mødt op til flere gange; en farer som hun i sandhed frygtede. Skulle det lykkedes Skyggehestene at udføre deres plan, var det ikke til at vide hvad der ville blive af resten af Andromedas beboere.
Illana lagde godt mærke til den diskret vemodige mine som gled over den ungdommelige Esperanza, hvilket hun sagtens kunne forstå. Den historie hun bar, det svigt hun havde været ude for, var værre end noget andet Illana havde hørt om, eller selv oplevet. Da Epseranza tog imod hendes fremstrakte mule mødte Illana den med et mildt prust, inden hun forsigtigt puffede imod hende. Der var intet den gyldne kunne gøre for at gøre svigtet og sorgen lettere at bære for den spættede – blot kunne hun håbe, at tiden ville gøre byrden lettere at bære for hende.
Illana trak hovedet let til sig på ny, da Esperanza’s toner afbrød stilheden imellem dem. Hun spurgte indtil om mørket også fandtes i Andromeda, og det måtte den gyldne desværre bekræfte.
,,Det gør der ja. Mørket dominerede Andromeda dengang dette lille rige blev skabt. Hvis ikke det var for Den Vise, havde mørket nok hersket her endnu.”
Illana skævede nu ned imod hendes søn, som havde vendt sig fra Esperanza og med en lettere utilfreds mine trådte målrettet ned langs siden på hans mor. En sagte knurren kunne høres og den gyldne puffede forsigtigt til ham, da han passerede hendes skulder. Det var tid til at den lille hingst skulle spise, og hun lod ham komme til uden besvær. Da han havde fået fat og var begyndt at die rettede Illana blikket tilbage mod Esperanza, hvorefter hun fortsatte sin fortælling.
,,I tidernes morgen herskede Ondskaben i hele landet. En hingst med en sjæl, så ren som magien selv, kom til landet. Han udkæmpede en kamp mod mørkets hersker og bandt ham i vulkanen på øen Foehn og gjorde Andromeda til et beboeligt land. Dog har ondskaben stadigt sit tag i landet, eftersom Den Vises magi ikke alene kan holde ondskaben i ave. På Foehn bor Skyggehestene, tilhængere af Ondskaben selv. De bærer mørk magi og stærke kræfter. De søger at tilintetgøre Vogterne, for at befri Ondskabens Hersker på ny og henligge Andromeda i det mørke, som Ondskaben trives i. Hvis man søger til Foehn vil man kunne støde på Ondskabens Budbringere – levende Skygger, som bugter sig i landskabet. Det er disse, som kan forvandle en hest til Skyggehest og de er meget lunefulde. Med mindre du søger mørkets sti her i landet, vil jeg ikke anbefale dig at nærme dig øen; Skyggerne er blevet stærkere med årene og har fået flere tilhængere. Der er flere, som har begivet sig mod Foehn, som aldrig er kommet tilbage igen. ”
Illana tav herefter. Mørket havde Illana desværre mødt op til flere gange; en farer som hun i sandhed frygtede. Skulle det lykkedes Skyggehestene at udføre deres plan, var det ikke til at vide hvad der ville blive af resten af Andromedas beboere.
[4]
