Frostbite [Sehzade]

Det havde været dage siden at Xenon havde haft et sammenstød med Nzuri og deres søn. Den lille mide havde et heftigt temperament, og han skulle være heldig at hans mor havde været der til at holde den lige så temperamentsfulde hingst i skak. Den gyldne hingst vidste godt hvad det temperament ville føre med sig af problemer. Han havde trods alt selv været der.
Frosten var sat ind, og græsset knasede under hans hove, som han vandrede målløst afsted henover et åbent stykke eng. Dagene var blevet kortere og vinteren var efterhånden ved at være trukket langsomt ind over Andromeda. Det var bare sneen der manglede. Xenon havde kunne fornemme hastet med at få gjort sig vinter klar fra de forskellige småkravl der boede rundt omkring i det skjulte. Han kunne i reglen sortere dem ud, men når han bare gik og ledte efter problemer, så dukkede de ind i mellem op.
Lige nu gik han bare i sine egne tanker, og havde ikke tænkt sig at opsøge nogle i øjeblikket. Hans følelser var i et kaos og det var yderst sjældent det skete for ham, men den satans hoppe satte alt for meget kriller i hovedet på ham. Han rystede vredt på hovedet for at forsøge at lukke ned for de tanker, der gjorde ham mere forvirret end fornuftig. Han kendte kun til vrede og andre grumme handlinger når han følte afmagt. Erindringen om hans mors opdragelse i hans første leveår var slørret af vrangforestillinger i sammenhæng med hvad der var sket efterfølgende. Det havde intet betydet. Et spil for galleriet. Xenon gjorde et fnys, og lod nu sin sti føre ham ind mellem et par træer, hvor han fortsatte ligefrem mod en lysning hvor han vidste der løb en lille bæk, der umuligt kunne være frossen, ligesom de små vandhuller. Han hadede den kolde fornemmelse mod hans mule når han skulle lave hul i isen. Han kunne slet ikke døje det!

357 Ord

Sehzade stod ved en lille bæk da snoede sig igennem en lysning mellem træerne. Kanterne var tilfrossede men en hovsbredde ude i bækken løb vandet frit og lige til at drikke. Han rystede let på hovedet, man slap for at smadre isen her men vandet var stadig meget, meget koldt! Ikke at det nødvendigvis var godt at man ikke skulle smadre isen, den sagde en fin og tilfredsstillende lyd når den gik i stykker..

Han så sig hurtigt omkring, her var ikke nogen lige nu - godt det samme, han havde ikke mødt ret mange i sit liv endnu udover sine forældre og kun den ene af dem var værd at bruge tid sammen med! Han løftede langsomt en hov og smadrede den ned i isen. Et forskrækket vrinsk undslap ham da han mærkede isen kradse hans ben og, uden at tænke, hev han straks benet tilbage hvilket førte til flere små sår.

Han stirrede på sit ben, det var ikke sket før! Hvordan kunne noget så svagt som is få hans ben til at bløde?!?

Den gyldne nåede langt om længe nærmere den lille bæk, hvor han havde udset sig at kunne få sig en tår at drikke, men et forskrækket vrinsk afslørede en andens tilstedeværelse, og ikke hvem som helst. Nej den lille møgunge af en søn. Alene. Xenon rynkede på mulen, inden han tilkendegav sin tilstedeværelse. De blå øjne stirrede indgående på ham. Han kunne lugte blod fra hans små skrammer han havde fået af at. Ja det var også lige meget. Det var sikkert bare dumheder. Et opgivende suk lød fra ham og han funderede over hvad fremtiden ville bringe det lille pjok. Hvis han fortalte ham sin identitet, så ville han nok ikke leve længe. Jo Xenon frygtede for fremtiden. Det var ikke noget man nogensinde ville få ham til at indrømme det. Det var noget der lå godt gemt væk i det bagerste af hans sindslag.
Den gyldnes håb for fremtiden var uklare, men nogle gange drømte han: En fremtid der indebar fred og ro. Det var drænene for ham at opretholde den her facade, men det var blevet så virkeligt for ham at han ikke længere kunne skelne. Derfor blev fremtidsdrømmen også fortolket som et syns-bedrageri, for hvad håbede Xenon egentlig på hvad der ville ske? En ting var håb, en anden var realistiske tanker. Det var ikke noget for hingsten at tænke langsigtet på den måde. For i sidste ende var hans fornemmeste opgave at holde sig klar. Ja hvad var håb? Håbet om en normal tilværelse havde for længst forladt den gyldne. Ja sekundet han blev overladt til sin egen far.
Xenon slog tankerne om fremtiden til side og stirrede nu på sin søn med tomme øjne.

“Det var da dumt det der.. “

Lød det så bare tørt fra ham. Xenon stod i hvert fald ikke kø til titlen som årets far. Hvad var det nu lige det lille pjok blev kaldt? Sindet løb af med ham, for selvfølgelig vidste han hvad sønnen hed.

363 Ord

Sehzade trak øjnene væk fra sit blødende ben da han hørte en anden hest i nærheden. Hvilken skuffelse der dog ventede ham for da han løftede øjnene fik han øje på sin 'elskede' far. Han sukkede lydløst og lagde ørene halvt tilbage. Hvad lavede han nu her? Han fulgte vel ikke efter Zade sådan som det virkede som om han gjorde ved hans mor?

Han overvejede kort bare at ignorere sin far og forlade stedet med det samme men selvfølgelig skulle han kommentere på Zades ben, man kunne vel ikke forvente andet. "Du aner ikke engang hvad der er sket" svarede han vrissent og lagde ørene helt tilbage. Hvorfor havde hans mor dog valgt at få et føl med ham? Og hvorfor havde denne hingst der virkede så ligeglad med Zade valgt at få et føl? Burde man ikke ønske rent faktisk at være sammmen med sit føl hvis man skulle have et? Elske det og passe på det? I stedet virkede det mere til at han hadede ham og ønskede ham langt væk...

Xenon gav ham bare elevatorblikket, ganske uimponeret over ham. Han brummede opgivende og himlede dramatisk med øjenene. En lærestreg burde have været på sin plads, men måske man kunne nøjes med en lektion i hvordan man ikke var almen dum overfor nogle der kunne tæve en.

" Du stak dit ben gennem isen, og har nu fortalt alverdens rovdyr at du er et nemt bytte, tillykke. "

Hans toneleje var fyldt med ironi. Det slog Xenon at han faktisk aldrig var stødt på et rovdyr i Andromeda. Han trak på skulderne og sukkede opgivende. Han var ikke lavet til at være far, ikke med den opvækst.

" Du får brug for et sundt ben med den attitude. Et ødelagt vil ikke bære dig langt væk fra en endefuld "

Det var en halv lektion, men lige så meget en trussel. Xenon var ikke bleg for at uddele øretæver, men han havde selv mestret fart, som den bedste del af sit forsvar, for fysik var ikke hans stærke side, selvom det var blevet bedre med årerne.

Sehzade rystede irriteret på hovedet. Det var måske ikke så svært at regne ud hvordan han havde dummet sig men det irriterede ham alligevel gevaldigt at hans far bare kunne sige det sådan uden tøven! Han så hurtigt ned på sit ben og lagde prøvende lidt ekstra vægt på det. Det var lidt ømt men han kunne sagtens støtte på det så han slog kommentaren om rovdyr væk med et fnys. Han skulle da nok klare det! Det var jo ikke som om hans far havde interesseret sig for det før så hvad ragede det ham nu?

Han himlede med øjnene og trampede irriteret med forbenene da han hørte den næste kommentar. Helt ærligt, hvad tænkte det fjols på? "Typisk dig bare at true når det lige passer dig! Har du overhovedet nogen anelse om hvordan man taler normalt med andre?!?" Sehzade havde måske ikke voldsomt megen erfaring i samtale med andre men han var skam ikke i tvivl om at han var bedre end sin far. Ikke ene eneste gang havde han mødt den hingst uden at ende med at syde af raseri!

Xenon så bare irriteret ud over sønnens lille tantrum. Han bed tænderne sammen inden han skridtede hen til sønnen. Nok var Xenon ikke særlig høj, men han kunne stadig tårne sig op over sønnen, bare lidt endnu.

“ Oh ja- til dem som fortjener det, kære “

Hvislede han dystert. Inden han drog et fnys. Xenon var på udebane med det her pjok. Selv hvis han mødte sønnen med en positiv indstilling, så ville det ikke gøre en forskel.
De blå øjne stirrede blot på ham uden følelse andet end skuffelse. Han sukkede igen opgivende, inden han passerede sønnen for at drikke af bækken.

Sehzade blev stædigt stående som hans far gik hen til ham. Han huskede truslen fra før men han havde ikke tænkt sig at trække sig bare fordi han var blevet truet lidt! Det var absolut ikke temperament den unge hingst manglede men lige med sin far følte han sig denne gang mere sammenbidt og frustreret end rasende.

"Og hverken dit føl eller dets mor fortjener at blive talt ordentligt til?" Selvom han vel godt vidste det brændte det alligevel i både hans hjerte og øjne at tænke den tanke. Holdt hans far slet ikke af dem? Han vendte sig om mod sin far uden at træde nærmere. Han stolede ikke på at han ikke ville gøre noget dumt hvis de var for tæt og med truslen fra før stolede han heller ikke på at hans far ville lade være med at gøre noget.

Xenon løftede hovedet og stirrede fjernt ud i luften. Sønnens ord ramte noget der vakte minder hos den gyldne hingst, der for en stund blev mindet om sin egen spæde opvækst. Han fnyste svagt for at få det til at smutte tilbage i nederste sindelag hvor ingen kunne trænge igennem. Kæberne blev spændt godt sammen.

“Ikke med den tone, du lægger for dagen.. Så vil jeg hellere være fri”

Distancerede den gyldne sig med. Det her var ved at blive en tand for ubehageligt for den gyldne hingst. Han måtte se at komme væk.

Sehzade fnøs lavmælt. Den tone han lagde for dagen? Første gang de mødte hinanden var han en baby og selv dengang havde hans far ikke ligefrem opført sig sødt overfor ham. Og heller ikke overfor hans mor! Det var det der havde startet Sehzades had for sin had og stadig bar det videre på trods af at det nogle gange blev udfordret af ønsket om at have en rigtig far. En der ville tage sig af ham og beskytte ham.

"Den tone jeg ligger for dagen?" svarede han neutralt "Hvem var det der startede med at opføre sig dårligt? Jeg kunne ikke engang tale første gang vi mødtes og selv dengang kunne jeg se hvordan du behandlede os." Han rystede på hovedet, gav det overhovedet mening at bruge tid på det her? Hans far ville vel aldrig forstå, aldrig ændre sig? "Og det kan vel ikke have kommet som en overraskelse for dig hvordan mor er? Du valgte da at få et føl med hende!"

Xenon vippede ørerne bagud, mens hans blik blev mere stift i det han med hver eneste fiber i hans krop forsøgte at rette vreden mod alt andet end hans søn. Han lukkede øjnene og tog den ene dybe indånding efter den anden. Sønnen forstod det ikke. Han havde været alt for ung. Frustrationerne vældede op i den gyldne der lod bægeret flyde over.

“ Ingen af os ønskede dig! “

Ordene fløj ud af ham, og han var måske selv chokeret over hans ord. Han rømmede sig en anelse og genfandt roen.

“ Men her er du og din mor holder af dig, så prøv at lade være med at gøre hendes tilværelse så vanskelig ved at starte kampe du langt fra er klar til at kæmpe endnu”

En snert af varme var at finde i de først ord, men tonelejet blev langsomt iskoldt som Xenon kom i kontrol over sine følelser.

Sehzade tog et skridt bagud som om han fysisk blev skubbet baglæns. Ville de ikke have ham? Var det derfor han blev behandlet så dårligt? Derfor hans mor blev behandlet dårligt? Men hun var jo varm og sød mod ham, hun havde aldrig vist tegn på at hun ville foretrække at han ikke var der. Kunne han overhovedet stole på sin far her? Måske var det kun ham der ikke ville have Sehzade, hans mor ville vel gerne? Ville hun ikke?

Han registrerede ikke resten af hans fars ord, alt for optaget af at prøve at finde hoved og hale i hvad der foregik. Uden han selv var bevidst om det begyndte tårer langsomt at vælde op i hans øjne og derefter trille ned ad hans kinder. Selv hvis det kun var hans far der ikke ønskede ham så gjorde det alligevel ondt og nu var der en lille snært af tvivl om hvad hans mor egentlig tænkte om ham. "Hvordan kunne I så gøre det? Hvordan kunne I være så dumme?" hans stemme var grådkvalt og knækkede helt på det sidste ord. Pludselig følte han sig slet ikke som en ung hingst mere, bare som et lille forvirret føl.

Xenon skævede diskret tilbage mod hans søn, som ikke tog særlig godt imod hans lille udbrud. Det havde nok været mere barmhjertigt at bide og sparke ham. Han drejede nu hovedet mod ham og vippede ørerne ud til siden. En lille del af ham havde lyst til at fortælle føllet at det var helt okay, men Xenon vidste fra egen erfaring at det ville være løgn.

“Nogle gange... Gør man dumme ting når man tillader ens sind at være svagt. “

Det var den bedste forklaring Xenon kendte - for det var det eneste han kendte til. Xenon trådte er skridt mod sønnen.

“Gå hjem til din mor, Sehzade”

Lød det så dæmpet fra ham.

Sehzade sænkede hovedet ned mod jorden, det føltes for tungt at holde med alt det der svirrede rundt inde i det og han havde mest lyst til at krølle sig sammen på jorden og aldrig rejse sig igen. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at hans mor ikke ønskede ham. Han kunne ikke acceptere det! Så havde alting været løgn!

Han løftede hovedet igen da hans far forsøgte at forklare sig. Det gjorde ham på en måde næsten glad. Der måtte da være noget, nogen følelser, når hans far forsøgte at forklare sig i stedet for bare at gå! Det måtte der være. Håbet voksede i ham og han skulle til at spørge om det mon kunne være rigtigt? Om ikke hans far alligevel følte noget for ham da han endnu engang følte det som om han blev slået.

Tårene trillede stadig men i stedet for sorgen og forvirringen fra før begyndte hans ansigt at forvrænge sig i vrede. Hvordan kunne han sige sådan noget og så bare afvise Sehzade? Hvilken ret havde han til det?
Nej! Nu var Sehzade ikke i tvivl, hans mor ønskede ham og ville have ham. Det var kun denne hingst foran ham, denne fremmede som ikke ville have noget med Sehzade at gøre, som forsøgte at så splid!

Han fnøs koldt "Tænk, i et øjeblik troede jeg rent faktisk at du måske følte noget for mig. At der måske var en chance..." Han rystede vredt på hovedet - tårerne ville ikke holde op med at løbe lige meget hvor meget han sagde til sig selv at han ikke var ked af det "Jeg tror ikke på et ord du siger"

Sønnens nye udbrud var næsten en lettelse for den gyldne hingst, der langt bedre kunne abstrahere fra vreden end alle tårerne. Det passede Xenon fint at sønnen hadede ham, det gjorde tingene langt nemmere og mindre kompliceret. Der var dog den komplikation at så længe han lurede i baggrunden hver gang han opsøgte Nzuri, så ville han være i vejen. Et brum kom fra ham.

" Bliv ved med at fortælle dig selv det, og en dag ender du måske med selv at tro på det. "

Sagde han med ophøjet ro i stemmen. Hvor mange gange havde Xenon ikke selv brugt den metode og gjorde det stadig. Det var forklædt som et velmenene råd. Måske sønnen ville forstå det med tiden, men lige nu var hans sind for svagt til at modstå noget som helst, og så længe det var det kunne den gyldne ikke være en del af hans liv.