Et glødende rige, brændende sand.

Langt, langt borte fra alt liv – alt liv foruden vindens dansende ørkenslanger, stod en hingst, en mørk hingst, plantet med sine hove i det glødende sand. Solens stråler strakte sig over dette kæmpe rige, et varmt rige, uden i stand til at holde på alverdens former for liv. Strålerne bar et betagende lys, som satte det ild til det brændende sand, som omslugede hingstens mørke hove. Zekaryah bar ikke en farve, der var vel at bære i et rige af gløder, men trods det, nød han varmen imod sin krop, som brændte den dybt dybt ind i hans pels, dybt ind i hans sjæl; præcis som skyggerne havde gjort, da de trængte ind i hans sjæl, som forførende Sirener, der blot ville efterlade smerte. Men trods den smerte, det kunne syntes de havde givet ham, var det en god smerte, for den fortalte den stolte hingst, at han levede. Halen kælede let sine bagben, som bløde, pelsende strøg. Det ville ikke vare længe, før solen, der nu havde forenet sig med jorden, som en gylden masse, ville forsvinde. Da ville mørket atter overtage det rige, det Andromeda, der havde taget imod Zekaryah. Det sted, der nu skulle være hans hjem, hans hjem sammen med slangerne i hingstens sind.

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

Det nye ukendte område skræmte ikke den sorte hoppe. Hendes deforme øjne, som nådeløst skilte sig ud fra hendes farver, gjorde hende synlig, men hun sørgede tit for, at man ikke kunne se det røde skær, ved at kigge ned i jorden, så ingen så hende i øjnene, men D’zard var dog heller ej uhøflig, så at kigge andre i øjnene var en plig, som hun stod ved. Hun ønskede bestemt ikke, at gøre sig fjender med nogen, bare fordi hun var skamfuld over hendes røde øje.
D’zard var en fredelig hoppe, som ikke ønskede at nogen skulle føle sig utilpas i hendes selskab og trak sig hellere væk, når hun kunne fornemme kaos i sammenstødet med andre. Hun var en hoppe, som ikke var frembrusende og ekstrem snaksagelig. Hun spurgte ind til andre, det var sikkert – når hun endelig snakkede med nogen, men mistroen brændte i hende. Hun stolede ikke på nogen, og når hun endelig gjorde det, så ville hun ikke lade sig fortælle det, fordi hun var bange for det ville skade mere end det gavnede. Ingen behøvede at vide, at de rent faktisk havde hende i deres hule hånd og kunne nærmest manipulere med hende. Men det kunne man ikke. D’zard var jo ikke naiv, men blot en hoppe, som virkelig ikke troede på hvad som helst eller hvem som helst.
Hun bevægede sig smidigt rundt i det tomme område. Det var ørken. Trods det var køligere i vejret, så kunne hun hele tiden mærke hvordan solen brændte sig ned i hendes pels. Men der var hun stod nu var det en varme, som brændte mere fast en på de andre områder hun havde betrådt. Der var varmere. Og hun mærkede hvordan blodet nærmest kogede under hendes sorte pels. Hoppen skridtede afsted - i et hurtigere tempo, men det så ej klodset ud. Hun vedlige holdte den taktfaste gangart, og lod sig ikke påvirke yderligere af varmen, som først nu gav hende problemer. Selvfølgelig forbandede hun sin pels langt væk i forhold til varme, men om natten var det jo rart, at kunne gemme sig.

Men længere fremme hørte D’zard en lyd, som gjorde at hun nu vidste der var andre. Hun var ikke alene. Så hun stoppede op – og ganske rigtigt. En grålig hingst med mørke aftegn havde kursen i mod hende, men hun regnede ikke med at han havde set hende, han var dog så langt væk, og hun vippede nysgerrigt, men stadig mistroisk med ørene. Mon det var hendes fantasi der spillede hende et puds?
D’zard var jo ikke angst for selskab, men brød sig blot ikke om, at skulle uddybe sig selv overfor andre, som ville lære hende at kende. Der mistede hun en masse point, i forhold til førstehåndsindtrykket.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Solen glødede mod hvert et sandkorn den store ørken måtte besidde, det var et syn, som ikke blot var smukt, men også betagende. Den mørke hingst brummede ganske lydløst for sig selv, og følte hvordan slangerne i sit sind nød at bade i denne varme. Han nikkede dybt og nådesløst for sig selv, for hvad Slangerne altid skulle nyde, skulle Zekaryah selv altid nyde. Hingsten var dybt, dybt betaget af dette rige, nok var det i bund og grund skyldet, at det var et så goldt et område som det nu engang var; Men Zekaryah så livet ved sine hove. Han så hvert et sandkorn bevæge sig i takt med den svage vinds brusen, den døende vinds kærtegn, sidste kærtegn. Sandet slangede sig hen af jorden, og mindede hingsten mere og mere om de usynlige slanger han besad; som var det disse der dansede en usynlig dans gennem sandet. Hans Ørkenslanger.
Den mørke hingst brød sig bedre og bedre om dette golde sted, trods hans pels ikke var bygget til at leve her, ikke ligesom slangerne. Men han nød det, det var her han kom tættest på de Slanger, der havde brændt sig fast i hans Sjæl, og bragt ham til dette Rige. Hvad deres intentioner havde været, var Zekaryah ikke helt bevidst; noget i ham troede trods alt, at han endnu ikke levede. Men for hver skridt han tog sig omkring i Andromeda, blev hingsten mere og mere overbevist. Og hvis hingstens Slanger havde bragt ham til en sådanne skønhed, ville han stole på dem, leve med dem; trods den pinefulde smerte de havde påført ham. En smerte der havde gjort ham stærkere, en smerte som intet andet kan overgå. Intet han havde prøvet, hvertfald.

Zekaryah stoppede brat op, hævede hovedet og skød brystet ud, han var ikke alene i ørkensandet, andre havde betrådt dette Rige, umuligt for alt andet liv, end Ørkenslangerne selv. En skygge i det fjerne havde fanget Zekaryahs opmærksomhed. En skygge, med en helt klar elegance over sig. Hingsten brummede svag for sig selv, det havde været længe siden, at Zekaryah havde benyttet sig af sin stemme, og for en tid, havde han troet, at han var den eneste i dette Rige; Men der stod hun, en hoppe. En yndig, knald sort hoppe, sort som natten, spørgsmålet var nærmere, var hoppen virkelig?

Ligeså virkelig som hans Ørkenslanger, de Slanger der var blevet forvist til ørkenen, forvist til evigt at kravle på dens bug, skyldet dens synder? De slanger, der nu havde fået ben, blod og en sjæl – Gennem Zekaryah?

Hingsten vippede kort med sine øre, og slog et smæld med halen, et smæld, der i sandhed afslørede den stilhed der hvilede sig over dette utæmmelige Rige. Den mørke hingsts muskler var let spændte, og let svedige grundet solens varme, en varme der endnu omfagnede sig over sandet. Han satte da frem i skridt mod hoppen, smuk som natten selv, dét kunne Zekaryah se, selv fra afstand – Mørk som hingsten selv.

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

At varmen brændte sig fast i den sorte pels, gjorde hende ej bange for, at hun ville brænde op. Hun var vant til den varme følelse. Om sommeren på de åbne sletter, var hun udsat for meget sol, og med årene havde hun vænnet sig til hvordan heden kunne opstå og hvordan hun skulle undgå at få hedeslag, men dette ørken land var varmt for den sorte hoppe. Hvis det blev meget varmere ville hun søge mod vandet, for at komme væk.
En mild brise bugtede sig i gennem ørkenen og hvirvlede sandkorn op i mod den sorte hoppes pels. Hun stoppede op. Rystede sin pelspragt og begyndte atter at skridte frem. Det var en kraftig hingst, som kom til syne derude. Den grålige skikkelse var mørk, lige som hende selv, men hendes farve var dog blot ensfarvet. Den sorte pels var ikke til at tage fejl af. Hun besad ikke et eneste lille hvidt aftegn. Der var ingen plamager, ingen pigment fejl. Intet. Men I hendes øjne var der en fejl. En kæmpe stor pigment fejl. Farven I hendes øje var muteret så det blev til denne drabelige røde farve. D’zard havde aldrig været lykkelig over sine misfarvede øjne. Det blå øje kunne hun da leve med, men det røde. Hun fornægtede det. Hun nægtede simpelthen at give til kende, at hun var glad for dette øje, for det var hun langt fra. Mange blev fascineret i starten og skulle se, men forbandede hende langt væk efterfølgende, da de troede det måske var en sygdom, som kunne ramme alle, eller hun måske så ondt igennem det øje. At hun var besat af djævlen. Men det var hun bestemt ikke. D’zard var noget af det reneste væsen man fandt. Hun var blot blevet så fornægtet hele hendes liv, at hun var vant til hvordan andre reagerede over hendes øje.

Nu var hingsten så tæt på hende, at kun kunne se hvordan de mørke aftegn var afgrænset. Hun stoppede blidt op. Hendes hov sank ned i sandet i det hun stoppede. D’zard var en hoppe som havde strejfet meget om i sin tid. Hun var derfor meget selvstændig og vidste hvordan man passede på sig selv, men trods hun var mistroisk overfor fremmede, så var hun nu også glad for selskab og nød at snakke med nogen en gang i mellem.
Men trods hingsten var så tæt på hende og hun kunne mærke vibrationerne i jorden fra hans hove, som dundrede ned i jorden, så var hun stadig i tvivl om hvor vidt hingsten var levende. Hun var ikke sikker, men man kunne da altid håbe, mente hun bestemt.
”Goddag,” sagde hun høfligt. Trods man så en mørk og dunkel hoppe udefra, så blev mange så evigt overraskede over den lyse, bløde og engleagtige stemme hun besad. Nogle blev helt stum over at sådan en mørk hoppe havde sådan en lys og blid stemme. Hendes toneleje var behageligt for ørene, hverken for lys og skingerende eller hæs og dyb. Hun havde den mest klare og rene stemme. Men noget skulle jo også være heldigt for den sorte hoppe. Udseendet var jo bestemt ikke unikt.
D’zard kunne ikke undgå det uundgåelige. Hun var nødt til at se hingsten i øjnene. ”Mit navn er D’zard.” sagde hun og fastholdte blikket, indtil hun fandt det ubehageligt og slog det ned i det varme, glohede sand, som hun nu stod på. Hun var i tvivl om hvorvidt denne hingst ville reagere.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Hoppen bevægede sig i det fjerne og Zekaryah fulgte hende med blikket, et blik der skjulte hver en hemmelighedsfuld slange, der levede i hingstens sind, og et blik, der skjulede hver en syndende handling, den mørke hingst måtte have foretaget sig i løbet af de 8 vintre, den mørke hingst havde levet. Zekaryah stoppede ganske let op, eller nærmere, han sagte farten, knep sine mørke øjne sammen, for betragte den ynde den sorte hoppe bevægede sig med. Hun besad nogle bløde bevægelser, og en naturlig elegance hvilede sig over hoppens skuldre. For Zekaryah lignede hun en hoppe der levede i ørkenen, trods hun nok ikke var det, eftersom kun ganske lidt, kunne gro i dette område, men hoppen bar sig selv, på en helt unik, særlig og sikker måde, som vidste hun præcist hvor hendes hove skulle sættes. Zekaryah vippede ganske let med ørerne, inden han fortsatte med at skridte hende i møde, hvert et skridt blev selvsikkert plantet i sandet, omfavnet og kærtegnet af varmen. Zekaryah var en stor hingst, muskelfyldt hingst, men han vidste præcist hvordan han skulle bære sig selv, og havde derfor også en helt særlig aura af nærvær over sine skuldre.
Zekaryah var egentlig ikke typen, der havde haft behov for meget selskab gennem tiderne, han var den slags hest, som havde det rart for sig selv, og havde det bedst ved at studere andre fra en længslende afstand. Men efter Zekaryah var kommet til Andromeda, havde han aldrig været alene. Aldrig. Og han ville aldrig tillade sig selv at være alene mere; for de var fæstnet til hans sjæl, som var han deres beskytter; deres forsvarer. Og han ville aldrig nogensinde slippe disse smertende brændar fra sjælen igen.

,,Godaften, Dig der vandrer, på glødende jord."

Svarede Zekaryah hoppens hilsen, hvorefter han tillod sig at studere hendes stemme i hans hoved. En virkelig smuk stemme, mild, ren. Hingsten havde sjældent mødt en, med en sådan renhed over sig; Zekaryah var slet ikke i tvivl om, at den stemme kom fra hendes sind. En stemme der udtrykte hendes dybeste sjæl – Men han var nu stadig på vagt, for man kunne aldrig vide. Man kunne aldrig vide, og hoppen ved hans front, blot var en drømmefangende Sirene, der blot ventede på at kunne slå til. Zekaryah hævede hovedet en anelse, og skød brystet ud, som den hingst han nu engang var; dominerende – uden at være direkte – stolt, uden at være praglende. Han lyttede da til hoppens stemme igen, men ikke nok, med at hingsten blev fænglset i hendes ord, blev han også fængslet i hendes blik.

,,D’zard, Sort, som nattens datter. Mit navn er Zekaryah.”

Hingsten bed mærke i hendes øjne, specielle øjne, men i stedet for at skræmme, var de fængslende, betagende, et blik, Zekaryah ikke ønskede at slippe med det samme, han ønskede at se nærmere, se dybere; se hoppens sjæl. Men D’zard sænkede sit blik, og afskårede Zekaryah muligheden for at betragte hendes øjne yderligere. Han mærkede en svag ændring i hoppens elegante aura, noget helt andet. Noget trykkende. Han kunne ikke beskrive hvad det var, for han kendte hende ikke, men der var blot noget ved denne hoppe, som vækte længe fortrængte fornemmelser. Han brummede let, strakte mulen ud, for at puffe imod hende, egentlig ikke en handling han havde tænkt meget over – for Zekaryah tænkte altid sine handlinger dobbelt igennem, han skulle ikke nyde noget af, at fejlhandle.

,,Nattens ufundne Prinsesse, er De en ørkenlever, eller blot på gennemvandring?”

Spurgte Zekaryah så, med sin dybe, hingstede stemme. Zekaryah bar en meget rustik stemme, der var en ruhed over den, men ikke på en sådan måde, at den ville være skærende skarp at lytte til, nærmere som en der har oplevet en masse, en der har ar på sin sjæl, men som ikke lader sig fælde af disse.

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

Hingsten nærvær gjorde hende på sin vis den sorte hoppe nervøs. Men hun prøvede fortrænge alle de negative følelser, som huserede afsted i hendes spinkle korpus. Hun ønskede for alt i verden ikke at udsende ham det signal om, hvor nedbrudt hun var. Hun var psykisk ustabil til tider, kunne man sige. Hendes humørsvingninger var dog ikke så kraftige længere, men hun bar stadig den mistillid til andre, som ingen havde kunnet nedbryde. Hun besad en stædighed uden lige. Hun var ikke til at rykke, når først hun havde sat paraderne op. Hun var en god sjæl. Hun gjorde aldrig nogen ondt. Hun forsvarede sig selv, men hun var aldrig harmfuld og bestemt ikke hævngerrig. D'zard var overværende og kunne sagtens tilgive, men hun lod dog ikke nogen komme ind i hendes dybeste sind.
Hendes sorte pels skinnede i takt med solens reflekterende stråler. De skød sig ned igennem hendes pels, snoede sig som slanger igennem pelslaget og ned til den følsomme hud. Hårrødderne blev hedte og fik hoppen til at puste en smule ud, men det var dog ikke bemærkelsesværdigt. D'zard holdte en god afstand til hingsten. I sin tid havde hun faktisk mødt én hest som havde haft medlidenhed til hendes deffekte øjenfarve. Han troede hun var døende og havde dermed en form for medlidenhed, men var dog også bange for om det var farligt at omgåes med hende, hvis nu at hun smittede. Men D'zard havde ingen dødbringende, smitsom sygdom hængende. Blot et minde om, at hun ikke var normal. Ikke lige som alle andre, trods hun ønskede at hun kunne møve sig ind i mængden af de mange ukendte heste, så de fleste faktisk måske ville danne sig et andet indtryk af hende. At hun ikke var en muteret skabning, ikke var en vanskabning.. Ikke var deffekt.
Hele hendes sorte hårpragt var jo ganske normal. Hun så hellere hun havde haft nogle sjove aftegn hist og her, men de to vidt forskellige øjne, det var simpetlhen hendes straf. Hendes forældre havde begge haft mørke øjne, så det var klart mange havde den opfattelse af at hun var en dæmon - specielt farven gjorde hende dunkel og grusom ud.

Men så man ned til de mindste detaljer kunne man altså se den røde farve, hvordan den så smukt harmonirede med den sorte pels. Hvordan solens stråler fik de røde reflekser til at skinne noget så yndefuldt, men D'zard nægtede at give hendes øje et chance for at være noget unikt. Hun skammede sig. Hun skammede sig over at hingsten skulle se hendes øjne.
Hingstens stemme var hende behagelig. Hun fandt den ikke truende. Hun stolede selvfølgelig ikke på ham, men hun fandt sig selv roligere i hans selskab fordi han begik hende på en omgængelig og rolig måde. Mange var meget frembrusende og gik lige til den med det samme og dér stod D'zard af.
Da han nævnte noget om hendes sorte farve, så hun op for at ligge mærke til hans reaktion til hendes udseende. Hun sukkede da han gik i gang med at snakke, krøb hun sammen. Hun forventede det værste. Forventede spørgsmål om hendes øje, men det var slet ikke det som kom ud af hans mund. I stedet præsenterede han sig selv. "Zekaryah.." mumlede hun for sig selv, for at fornemme hans navn selv. Hingstens formelle ord gjorde hende tavs og hun vippede først forvirret med ørene og fandt dermed en smule mod til sig selv.
Man skulle være blind for ikke at kunne se hendes underdanige adfærd. Hun var bestemt afvigende og forberedt på det værste skulle ske. Ynkeligt? Det kunne andre selv bedømme, men D'zard var vant til en verden der direkte fornægtede hendes eksistens.

Igen lod hingsten tage sig i brug af sin mørke, men behagelige stemme. Hun skævede ned mod jorden, for så at mande sig op til at se hingsten i øjnene. Der gik et sus igennem hoppen da han strakte mulen i frem mod hende og hun stivnede panisk. Hun stirrede på hans mule som nærmede sig, med benene solidt stablet godt ned i jorden. Hun rokkede sig ikke ud af flækken og mærkede angsten hobe sig op, og alligevel omgik han hende på denne formelle og adstadige måde.
Hans spørgsmål hørte hun udemærket og tog nu brug af sin blide stemme igen. "Jeg er blot gennemvandrende.. Jeg er ny her i landet," sagde hun og fik afsløret hendes uviden for denne verden. Måske hingsten kendte landet? Hans brug af ord fik hende til at tænke en ekstra gang om. Nattens ufundne prinsesse, hun smagte på det i sit sind, men mærkede hvordan det pinte hende indvendigt. Hun var ej nogen prinsesse og ville aldrig nogensinde blive det.
Hun var en bastard, et misforstor. Det var alt hvad hun vidste.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Zekaryah fulgte hver en underdanig form for bevægelse hoppen foretog sig, men han fornemmede den ikke, som en underdanighed uden lige, han fornemmede det nærmere som en reaktion baseret på noget dybere, noget i hoppens hoved – Hvad, havde den store, mørke hingst ingen anelse om, og han ville nok heller aldrig finde ud af det; Hingsten vidste hvert fald, at han selv holdt sine hemmeligheder så tæt på kroppen så muligt. Faktisk helt nede i det dybeste sted i hingstens sjæl hvilede han i sig selv med sine hemmeligheder, hemmeligheder kun Slangerne havde kendt til – Hvordan kunne de have undgået det? De åd jo hans sjæl dag for dag, brændte sig til den, og i takt med det, brændte de sig også fast til hingstens hemmeligheder, de åd hans hemmeligheder. Hans synder. Selvom synder måske er et vidt begreb; for hvem bestemmer om det er en syndefuld handling, eller en ærefuld handling? Måske den rette handling. Zekaryah så sig selv mere og mere som Slangen i hans sind, jo flere dage han gik med din i sig, det var ikke bundet i nødvendigvis at være en slange, men slangen blev forvist og dømt på sine synder, ligeså var Zekaryah blevet forvist fra sit hjem, til dette Rige. At han så havde taget dette på forskellige måder, og nu var begyndt at acceptere faktoren om, at dette Rige var ægte, var han stadig blevet forvist. Eller det var måske en mere filosofisk fortolkning på, hvorfor han var hvor han var. Men Zekaryah mente jo ikke selv, at slangen havde syndet; for hvad slangen i virkeligheden havde gjort, var at informere. Måske manipulerede andre til syndende handlinger, men aldrig, aldrig nogensinde foretog den en handling for den syndende; den syndende valgte selv sit valg.
Zekaryah foretog alle sine ord nøje valgt, så han for vidt muligt, kunne se, hvorledes den anden part reagerede på ordene – Eller sådan var det ofte, ikke altid, men ofte. Også meget fordi, at Zekaryah ofte tænkte på, hvordan han skulle præsentere sig selv, hvordan han skulle fremstå, for at skabe mest muligt tillid – Jo flere han havde bag sin ryg, desto bedre. Sådan havde det altid været. At han før i tiden havde været dårlig til at svigte efter at have fået lidt tillid, var endnu et fortrængt minde. Et minde slangerne havde ædt, og Zekaryah glemt mere og mere for hver dag; Måske han dybest set havde valgt at glemme det, men stadig huskede det. For intet forsvinder med tiden; alt oplagres, men fortrænges. Han vippede let et øre, da D’zard gentog hans navn, og selvom det var lavt, og nok mere skulle have været lydhørt for hende selv, hørte han det. Han lyttede til det. Og da gav hendes stemme genklang i hans hoved.
Hoppen så ud til at stivne en anelse, da Zekaryah gjorde tilnærmelser på hoppen – trods det ikke havde været meget for ikke at nævne yderst harmløst; men hendes reaktion blev plantet i hingstens hukommelse, og han trak hovedet til sig igen, knejsede dybt i den muskelfyldte nakke. Zekaryah bemærkede hoppens udsedvanlige øjne, ligesom han havde gjort, første gang hun havde ladet dem møde hans. De var smukke. Glimtende på en helt særligt måde – De mindede ham mest om slangeskindet i en badende sol. Hvordan solens stråler kunne reflekterer i smukke farver, og efterlade blank overflade. Han brummede let for sig selv, tyggede ganske lidt, og lod blikket glide ud mod horisonten, hvor han så for sig, hvordan lyset kunne glide mod disse to… uslebne diamanter.. Og efterlade noget helt unikt. Hun ville kunne tryllebinde Zekaryah i hendes blik, og derfor havde han sluppet det. Et gys jog igennem hans krop, som en pirrende tanke, der legede med hans sind. Han kneb øjet sammen, og sænsede nærmest ikke hoppens ord, da hun svarede ham.

,,Velkommen til”

[/b]
Svarede den mørke hingst hende, og undlod at fortælle noget om hans egen ankomst til landet. Da slog det ham, var hun kommet hertil, på samme måde som ham selv? Var hun blevet forvist for sine synder, til et land så smukt, at det måske kunne være dødbringende farligt. Han skævede atter tilbage på D’zard, en smule skeptisk… Hans nippede kort sig selv i læben, på en noget eftertænksom måde, somom der lurede en masse under overfladen; og det var planer, tanker eller minder, var ikke til at sige. Men han skillede ganske kort sine læber fra hinanden, men først lidt tid efter, lod han sin stemme lyde igen;

,,Tillad mig at spørge, D’zard, Nattens datter, hvordan mødte dine hove, denne Jord?

[/blockquote][/size]

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

Hendes reaktion i forhold til hans tilnærmelser var en smule hektiske. Hun gik jo i panik. Først nu begyndte hun at spekulere på hvad den mørke hingst mon tænkte om hende. Og alligevel… Så var hun heller ikke interesseret i at vide det. Hun ville hellere overlades til tilfældighederne og ønskede blot at kunne have en normal tilværelse, men det kunne hun ikke. Hendes dæmoner i hovedet, som nedgjorde hende og fik hendes lave selvværd til at svinde fuldkommen ind.
Hun var ikke i tvivl om, at alle havde en plads et eller andet sted. D’zards plads var i mørket. Der hvor hun hørte til. Selv hendes navn hentydede til hvor hendes plads var. I mørket. Hun var født som en del af mørket, var påvirket af andre til at hun blot var en af mørkets illusioner. I så lang tid havde hun vandret ensomt rundt, med en masse væsner som prøvede at lære hende at kende, men alle gav op en efter en, fordi de ikke kunne få hendes hemmeligheder ud af hende, for D’zard bar en kæmpe hemmelighed, som hun ikke ønskede skulle røbes. En hemmelighed som pinte og plagede hende. En hemmelighed, som gav hende skyldsfølelse og en følelse af afmagt. Hun ville ej ud med den, og hendes svage indre og ydre var bestemt påvirket af hemmeligheden, som ulmede inde i hendes forpinte sind. Mange vidste ikke hvilken smerte som jog i gennem hende, hver gang nogen så meget som så hende i øjnene. For andre var det blot et lille kigge. For D’zard var det en krænkelse. En ydmygelse. En forpint smerte, som aldrig ville høre op. Hun kunne smile nok så meget, men den røde nuance ville aldrig forsvinde. Hun havde da overvejet at skade øjet, så hun ikke længere kunne bruge det. Blot for at blive bare lidt normal. Så hun ikke oplevede det hun så tit oplevede.

Hingsten snakkede igen. Zekaryah, det var hans navn. Hun lyttede til hans mørke toneleje, som hun fandt behagelig i sine øre. Han var ej voldsom i sin snakken og det som om at han forstod at hun ikke ønskede gøre nogen ondt, men at hun manglede tillid. Hendes tillid var blevet brudt så mange gange, at hun efterhånden havde indfundet sig med, at det var simpelthen ikke noget hun skulle begynde at opbygge til nogen. Hun havde givet op, og det kunne man se.
Hvis man så hende i hende es – når hun var alene i den smukke natur, i mellem træerne, var der mange der troede hun blot var en silhuet. En del af deres egen lille fantasi, som vandrede hvileløst rundt, men D’zard var ej nogen fantasi. Hun var blot skabt sådan, og hun havde da altid drømt om nogle hvide aftegn, som kunne sætte lidt præg på hoppen.
Zekaryah bød hende velkommen til det land, hun nu betrådte. Hun havde ikke været andre steder end i ørkenen. Hun var vågnet nede ved vandkanten og kunne sagtens se ud til de andre øer, men hun havde været så udmattet, at hun havde begivet sig ud på de åbne ørkensletter.
”Mange tak, Zekaryah. Du virker som en flink skabning…” sagde hun oprigtigt, men det betød ikke at hun stolede på ham overhovedet.
Hans næste spørgsmål fik hende til at vippe ørene lidt frem i mod ham, hun havde kun betrådt denne ørkensand, men havde set andre øer i området. ”Jeg ved ikke hvordan jeg kom hertil. Jeg vågnede svækket op nede ved vandkanten,” Den blide, rene stemme var nu igen brugt og der var ikke den mindste nervøsitet siddende. I hvert fald ikke i denne omgang.

Hun var forberedt på at skulle til at stille ham et spørgsmål, så hun virkede interesseret og han ikke flygtede. Men da skete der det værst tænkelige for D'zard.
Han valgte at slå blikket ned i jorden efter at have set hende i øjnene, og da fik hun en lettere nedtrykt mine, i det hun rent faktisk troede at han accepterede hende som hun var. Men hans blik som hurtigt blev slået ned, bekræftede hende i noget andet. Hun tav, mens hun trådte tilbage. Hun sænkede underdanigt sit hoved, mens hun mærkede hvordan pinslerne jog igennem hendes spinkle krop og hun skælvede. Smerten skar sig i gennem nakken, så ned i gennem ryggen, dernæst bagbenene, maven, forbenene, bringen og til aller sidst mærkede hun smerten klamre sig fast om hendes lille hjerte.
”Undskyld,” hviskede hun svagligt, mens hun fastholdte blikket ned i jorden. Hun følte hvordan det pinte hende indvendigt, at han heller ej brød sig om at se hende i øjnene, og derfor bakkede hun af og slog blikket væk.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Den store, mørke hingst skuttede sig ved hoppens ord, som var det bidende vinde sendt i hans retning en flink skabning, havde hun kaldt ham, og ordene gav genklang i hans hoved. Et svagt, skeptisk smil lod sig trække på hingstens mule, for efterfølgende at falme med det samme, latteren i hingstens hoved var ikke til at tage fejl af; men det var ikke Zekaryahs latter, det var de brændende skyggers latter. Den samme latter, som de så usmageligt havde ladet sig lyde, dengang de omfavnede hingsten i mørke, og borede sig gennem hans pels, hud; kød og blod ned til det dybeste sted i hans sjæl, hvor de nu hviskede lokkende ord; ord Zekaryah til tider støttede sig op af. På nogle punkter var Zekaryah måske en lidt forvirret hest, for hvem var han egentligt, hvem havde skænket denne hingst livet. Han slog et slag med halen, hårdt.

,,En flink skabning.. Måske er jeg det, men det kan være svært at bedømme en, du ej kender.”

Brummede Zekaryah roligt og kortfattet, for egentlig så Zekaryah ikke sig selv som en flink skabning, for han havde jo for vane kun at tænke på sig selv. Naturligvis, i sidste ende bundede alt sig jo i hans egen overlevelse; hvis han kunne have en god indflydelse på andre, takkede han da ikke nej tak til dette, men vigtigst for Zekaryah var Zekaryah selv, og slangen der havde brændt sig fast i hans sind. Den slange der nu fik ham til at se en helt anden verden, en verden med så meget mere. Så meget dybere. Han så betydningen; og han så hvor fejlagtigt slangen var blevet dømt for sine handlinger; præcis som Zekaryah altid var blevet dømt fejlagtigt på sine handlinger. Hingsten brummede forsigtigt, med sit blik fæstnet ud mod horisonten.
Pludselig undskyldte hoppen, hun beklagede sig, og Zekaryah forstod ikke ved første ord hvad der var gået i vejen. Han skævede skeptisk til hende, og så hvordan hun krummede sig sammen, som en slange havde krummet sig mod jorden i ønske om usynlighed. Han vippede tænkende med sine øre, og fnøs dæmpet over hendes underdanige opførelse; der måtte være noget i hendes sind der trykkede hende, noget dybt dybt nede; og Zekaryah agtede at finde ud af hvad; en sætning den mørke hingst altid var opvokset med, var, at det altid er bedst at holde sine fjender tættere end sine venner; dette havde den store hingst levet efter, og det havde bragt ham igennem 8 hårde år. Gjort ham stærkere, men han havde levet uden ægte venskaber. Hvorvidt denne hoppe var fjende eller ven, anede Zekaryah ikke, men det måtte tiden vise ham, men han ville ruste sig imod det værste, trods hopper sjældent gjorde den store hingst en kæmpe trudsel.

,,Undskyld dig ikke, for ej ved jeg, hvad du undskylder dig for.”

Han puffede svagt ud mod hende, roligt, inden han da satte frem i skridt forbi hende, for at ende på hendes anden side, med fronten samme vej som hende, hvorefter hingsten stoppede op; han var noget højere end D’zard, og musklerne var klart tydligere og større. Han havde placeret sig her, i stedet for at have front mod front, ønskede han nu, at få hoppen til at se; en prøvelse måske; en prøvelse på, hvad mening Ørkenslangerne havde haft, ved at bringe hendes selskab til ham. Han brummede let, og puffede atter ud mod hende, for at få hendes blik til at søge hvorhen, han selv søgte; horisonten i det fjerne. Zekaryah ønskede at se, hvad sider hoppen besad, for indtil videre, havde hun virket en anelse ugennemskuelig for ham.
Hingstens mørke øjne flugtede horisontens kant, hvor himmel og jord forenede sig, til et utæmmeligt rige. Et fantastisk rige. Slangernes rige. Han så livet for sine øjne, men livet i et goldt område; et område der ved første øjekast ikke ville besidde meget vækst. Han brummede svagt, og så hvordan solens stråler fik sandet til at skinne, som betragtede han et rige af guld.

,,D’zard, Når jeg kigger ud mod horisonten er det er goldt område, utilgængeligt for liv der præsenterer sig for mine øjne; men når jeg ser ud mod horisonten, ser jeg et Rige af liv og evighed. Et Rige hvori Ørkenslangerne lever, et rige de blev forpint til at leve i, dømt til at æde sandet; En forvisning fra alt liv. Men jeg ser en verden af guld for hvert sandkorn dette område besidder, jeg ser vindens kærtegn, og lytter til dens hemmeligheder. Fortæl mig D’zard, måske er jeg skør, men jeg ønsker at vide hvordan dit blik ser dette sted."

Det var ikke så meget fordi, at hoppen havde nogle uimodståelige smukke øjne, at Zekaryah tænkte, at hun måske kunne se en verden, som han selv for nyligt havde fået del af. Måske hendes øjne besad en del af de hemmeligheder, længslernes begær ejer. Han brummede svagt; det var ikke kun på grund af hendes unikke væsen, og krystalklare øjne at han havde spurgt hende; han ville lege med hendes tanker, forme dem; og se om de kunne formes. Af mest af alt, lod Zekaryah sig altid fascinere af den, der kunne drømme som ham; se som ham selv. Se en verden, der ikke for øjet umiddelbart fandtes, men en verden der udfra sjælen formede sig.

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

Hun lyttede til hvert et ord han kom med. Hun ville ikke misse dets betydning og mening. Hun sammen satte ordende på sin egen metode. Hun analyserede hvert et ord, fandt fejl og nye metoder. Nye sammensætninger, nye ordvalg, som hun kunne tage til sig og lære af. Hun kunne fornemme hans fine, formelle snakken. Hun ville så gerne fortælle ham, hvordan det hele hang sammen i hendes sind, men hun så det for risikabelt, for som han sagde. Hun kendte ham ikke og hun nikkede til hvad han sagde.
”Nok kender jeg dig ikke, men din adfærd er ej truende,” sagde hun, mens hun så ham i øjnene kort, for at fange hans reaktion. Opleve en anden side af ham. Men blikket fastholdte hun ikke længe. Hun ville ej fordybe sig for meget i hans øjne, i angst for, at hun selv kunne blive betaget af andres blikke og se deres reaktion overfor hendes øjne, for det var den eneste reaktion hun fornægtede i denne verden.
”I min tid på jorden, har jeg oplevet mange ting, som andre ikke har set eller kendt til, Zekaryah.” Mange troede ikke på, at elendighed var noget som ødelagde andre som sådan, men at de fleste kom over det. Men D’zard var nedbrudt af elendighed. Ensomhed. Afkortelse.

Hun undlod at røbe mere, i frygt for hingsten skulle vide for meget om hende. Og da han mente, at hun bestemt ikke skulle undskylde, for noget han ikke vidste hvad hun undskylde for, slog hun blikket væk. Udover ørken stepperne, hvor vinden hvirvlede sandkornene op og hamrede dem nådesløst ned i mod jorden igen. Hun sukkede. Hun vidste udmærket godt hvad hun undskyldte for, og måtte indrømme, at hun havde lyst til at skulle uddybe yderligere hvad hun undskyldte for. De fleste forstod hendes skyldsfølelse og trak derefter væk, men Zekaryah blev stående ved hende. Han forsvandt ikke, som mange af de andre i sin tid havde gjort.
D’zard mandede sig op og bed først nu rigtig mærke i hans detaljer i pelspragten han bar sig. Hvordan overgangene fra den lysere pels og den mørkere pels var sammensat. Hvordan manens forskellige nuancer skilte sig ud. Hvordan hans markerede ben gjorde ham kraftigere at se på. Hvordan hvert et lille hår fra hans pels skinnede i den bagende sol over dem.
Solen slikkede sig ned i gennem hans pels og det glitrede i øjenfaldende i D’zards øjne. Det fik et svagt smil frem, men det forsvandt lige så hurtigt det var kommet frem og hun slog igen blikket ned i sandet, som bagte under hende.

Hun følte sig ej utilpas ved hans selskab, men var hele tiden på vagt. Hun vidste udmærket at hun udviste elendighed og tomhed, men alligevel huserede så mange følelser i hendes lille, spinkle korpus, som de fleste ikke kunne rumme. Varme. Omgængelighed. Hengivenhed. Ikke mindst, håb.
Hun vidste at mange ikke ville tro deres egne ører, hvis de vidste hvad der gemte sig inde i hendes sind, men så de blot efter i hendes øjne, så fortalte de alt. D’zard så verdenen på en helt speciel måde. Ikke med elendighed, ej med sorg og foragt. Hun så den på en lys og hengiven måde. En levende og fascinerende måde. Hendes helt egen opfattelse.
Og det var netop det som Zekaryah spurgte om. Hvordan hendes syn var, bag de muterede, misfarvede øjne. Og hendes syn? Det var bestemt ikke ondt og godt. Det var en helt anden definition. Hun så på ham, men ikke i øjnene. Og hingsten valgte også at træde rundt om hende, så han stod ved hende. Hun veg ikke ved hans prøvende puf, men stivnede atter ved hans tilnærmelser, men dog ikke lige panisk som sidste gang. Omgængelighed fra andres vedkommende, var hun ikke tilvænnet.
”Mit syn på dette sted er ikke at det hele er øde, det er blot synet, hvis man ikke gennemgransker detaljerne. I stedet har hver et lille sandkorn sin historie for hvordan det opstod. Jeg tror på, at alt liv har en mening med sin opstand. For at gavne, for at skabe ynde og effekt. Når solen bager ned i det lyse sand, ser jeg ikke at det blot opstår varme, men selve effekten. Hvordan sandet reflekterer glinsende tilbage, og hvor yndefuldt det i sandhed er. Når jeg vandrer rundt i mørket, forbander jeg det ikke, fordi jeg ikke kan se. Jeg forguder, det at der skabes en helt ny slags dimension. Hvordan farverne ændres og nuancerne går i et med mørket, hvordan lydende i de dunkle skove lever videre på en helt ny facon. Jeg ser hvordan verden i al lidenskab er skabt til ynde og ære for alt levende, at alt kan leve i harmoni sammen,” sagde hun mens hun så drømmende i mod skyerne, for så for første gang at se ind i Zekaryahs øjne. Hvor hun virkelig kunne se hvordan hans farver i øjnene skilte sig ud. Ingen øjne var ens, og hun ville kunne huske hans mørke øjne.
Men hun så ikke længere i hans øjne med et sæt underdanige øjne, men i stedet med en fornyet varme og omgængelighed.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Den store hingst lod roligt og afbalanceret sit snoende blik glide tilbage over hoppens krop, hendes pels var spejlblank, som kun solens sidste stråler havde sin opmærksomhed imod denne sorte eksistens. Hendes knaldsorte farve var et sjældent syn; det var ikke mange, der besad en så helt utæmmelig sort farve, uden nogle form for andre farvenuancer. Det var smukt, det klædte hende i stor grad. Den mørke hingst lod kort sit blik glide omkring, opmærksomt på dette golde Rige; dette Slangerige. Men trods hans blik var vidt omkring, var det kun hoppen ved hans side, der havde den store hingsts fulde opmærksomhed. Der var noget ved hende, som fascinerede ham; dette var ikke typer han mødte mange af, det var hændt før, men det var af meget sjældne begivenheder. Men når det så skete, nød han sit selskab; og det havde han i hvert fald også i sinde at gøre denne gang; ved denne D’zards side; Lige så længe, hendes ørkenvandring måtte fortsætte – Fortsætte uden hingsten selv.
Zekaryah var trods alt en vandrer, han var en vandrer, som altid havde vandret alene. Der havde været en periode i hingstens liv, hvor han havde haft nogle enkelte på slæb. Nogle han havde taget til sig, og som han havde haft i sinde at beskytte, nogle som han havde viet sit liv til, men som i sidste ende havde bedraget ham, præcist som den syndende bedragede sin Herrer. Zekaryah fnøs dæmpet ved tanken, det var en tanke han for længst havde fortrængt i Slangens selskab, men som nu, ved dette møde, havde budt sig frem. Dog ville der ikke gå længe, for Zekaryah havde fortrængt det på ny. Det var hingsten slet ikke i tvivl om.

,,Det har du ret i, for hvad nytte skulle det da gavne mig."

Zekaryah blik lod sig falde mod himlen, en himmel som udstrakte sig i vilde kredse, men nu med smukke farvenuancer af lilla, rød, gul og orange. Penslet fra solen, og så længe øjet kunne række. Den store, muskuløse hingst tænkte svagt for sig selv, at natten var nær, mørket var nær. Da ville mørket atter overvinde dagen for en stund. Skyggerne ville bevæge sig yndefuldt over ørkensandet og lægge Andromeda i et tusmørke. En skyggedans ville Zekaryah se om ikke længe, og måske måtte det være i selskab af D’zard; det måtte tiden jo vise.
Hingsten lyttede til hvert et fløjsblødt ord D’zard lod lyde. Som var hun en fortryllende Sirene der forsøgte at fange Zekaryah et sted, som kun Sirener kan nå ind. Halen svajede let fra side til side bag ham, og han vurderede denne hoppes stemme som farlig. Farligt betagende. Ikke mange kunne formå at fange Zekaryahs fulde opmærksomhed, og ikke mange havde gjort, men D’zard var godt på vej.

,,Du ser ikke som mange gør, D’zard, du ser ikke blot med overfladen i dine øjne, du ser med sjælen i dine øjne. Det er jeg overbevist om. Mange ser ikke, hvad der i virkeligheden bør prissættes, Du gør. Det forstår jeg. For jeg gør. – Men ikke altid har jeg gjort, Slangerne har lært mig at se, hvad ikke kan ses.. Du må være født med din gave.. Den gave, der hviler i synet fra dine øjne.”

Hendes svar til, hvorvidt hun så det golde landskab, var faldet i meget god jord hos Zekaryah, han følte for første gang i lang tid, at der var en, der så ting, de ting der burde værdsættes, og han følte, at hun var en, han kunne berette om disse særpræget eventyrlige syn med. Men det var intet den mørke hingst nogensinde kunne finde på at fortælle. For intet ville han nogensinde dele, og delte han noget, var der somregel en bagtanke om det. Han stemme havde været fjern, men på en helt unik, særlig måde. Rustik, som om, han da, under solens faldne stråler så et Rige, som han længtes efter at lære at kende.
Den store hingst var ikke skræmt af D’zard, og heller ej af D’zards særprægede øjne; han kunne dog godt forestille sig, at nogle ville vende mule af disse, for de var specielle, og sommetider blev specielt ikke værdsat. Ikke prissat. Hvert fald ikke på den måde Zekaryah foretrak. Han tog sig selv, i at virke for fjern, og lod da blikket søge hendes, for at give udtryk for, at hans sjæl endnu var til stede.

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

Hun var ikke længere på samme vagt overfor hingsten, hvorfor hun lod ham smage en lille bid af hendes tillid, kunne hun nemt svare på. Han var anderledes. Han fik hende til at slappe af og ikke spænde op i kroppen, men så snart han bevægede sig, så slap hun tillidsbåndet, og hun mærkede hvordan paraderne endnu en gang slog op. Det var blot sådan det var med D'zard. Som var hendes facader lavet af panser, som ingen kunne komme i gennem, trods det virkelig ønskede det. Og alligevel, så var der nogle, som kunne få hende til at lade paraderne falde lidt ned. Zekaryah formåede at få hende til at slappe mere af, men hans sjæl var også adstadig overfor hende.
Havde han haft en frembrusende adfærd overfor hende, så havde det været en helt anden historie. Hun sukkede lavt, mens hun lod blikket falde ned på sandet, som hvirvlede livligt under hende, når vinden blidt bar den op i sin favn. Hun lod mulen strækkes ned i mod sandet, som hun blidt og nænsomt puffede til. Herefter løftede hun langsomt mulen op igen, og så i mod Zekaryah, smilende for en gangs skyld.

D’zard havde godt lyttet til hans ord, og hun nikkede til det han sagde. Smilet blegnede kort efter og hun søgte drømmende blikket ud over ørkenen. Hun havde det varmt i området hun fandt sig ved Zekaryah og søgte skygge ved hans side. Han var højere end hende, så mon ikke han kunne tage lidt af solens gløde?
Ulempen ved hendes sorte farve, var at sådanne steder som i ørkenen var hun et let bytte. Hun skilte sig hurtigt ud, og alligevel så forvirrede det andre, at hun havde denne mørke farve. Fordi de troede hun måske kunne være en silhuet. Noget synsbedrag af en art. Hendes ravnesorte pels gjorde andre vildledte, især fordi hun havde disse særegnede øjne. I hendes tid, havde hun været så forbandet over hendes øjne. Begge to, fordi de var så vidt forskellige. D’zard ønskede sig for alt i verden nogle mørke øjne, så hun ikke ville være så særpræget, så hun ville være en hoppe, som ingen mutationer havde.
Hun havde selv troet i en overgang at det var en epidemisk sygdom, men det fandt hun ud af det ikke var. Ingen havde sådanne øjne, og ingen ville få det. Hun var den eneste. Men pigmenterne i det røde øjne var gjort så farven stod så klar. Den røde brillans var simpelthen et så smukt syn, som ingen kunne forstå. D’zard fornægtede sin egen eksistens blot på grund af de to set øjne, som hun var født med. Som var det et budskab. Og trods hun fornægtede disse øjne og var så negativ over hendes øjne, så havde hun et helt andet syn på verden. Når hun så forskelligheder hos heste, så blev hun ej skræmt, men nysgerrig. Der fandtes ikke noget smukkere, mente D’zard.

Han berettede hende, hvordan hun så verdenen og livet for sig, og det var helt korrekt. Hun så det unikke i verdenen og dets skabninger. Hun nikkede kort til hans snakken. Hun havde længe ikke sagt noget, men så bed hun fat i noget hans mørke stemme, lagde ud. Hun vippede med ørene. Han nævnte nogle slanger og hun så på ham. Havde han også en særegnet egenskab, som hende selv? Trods hendes egenskab ikke var noget hun kunne prale med.
Hun løftede hovedet. ”Du må undskylde mit impertinente spørgsmål, men hvad er det for nogle slanger du snakker om, Zekaryah?” Hun spidsede ørene nysgerrigt frem i mod ham. I hendes øjne blomstrede der et brændende håb for, at han også havde noget anderledes over sig. At han også havde en speciel side af sig selv, som han ikke ønskede at dele med nogen andre. Hun så ham i øjnene, med et varmt blik, men stadig forsigtigt, eftersom hun ikke ønskede, at skulle se ham for længe i øjnene, i frygt for han mon ville reagere anderledes.
Hun ønskede at vide hvilke slanger han snakkede om, fordi sådan noget interessered hende. I hendes sind hvilede der sig ingen fordomsfulde væsner, men blot hendes egne forud indtagende tanker, som hun måtte kæmpe med.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Zekaryah vippede svagt med øret, da hoppen lod sit hoved sænke, for at kærtegne den jord, der for en stund havde givet dem fodfæste. Den jord, der havde gjort sig til hjem for udstødte væsener; væsener som Zekaryah selv, der var blevet udstødt af alt levende, alt helligt, eller måske var det i virkeligheden ham selv, der havde ladet sig udstøde. Hingsten skævede atter ud mod den åbne horisont, hvor sandet atter forgyldte sig så langt som øjet rækkede, Zekaryah var ikke et sekund i tvivl om, at dette rige, var hvad, Slangen har gjort det til. Slangen var blevet forvist, til evigt at æde sandet; men at blive forvist, til et rige som dette, med forgyldet helligt jord, kunne ingen forbandelse være, nærmere en frelsen. Han lod sig svagt forsvinde væk fra alt, og ind i dette drømmerige, som Slangen fortalte ham om, et rige Zekaryah kun havde fået bidder af, men som han inderligt gerne ville se, med slangens øjne.
Zekaryah lyttede svagt og fjernt til hoppens fløjlsbløde ord, og med et blev han vækket fra den fortryllende fortælling slangerne var i gang med at fortælle. D’zard havde spurgt ind til slangerne; de slanger han sjældent delte med andre, men som han var stolt af at være en del af; de slanger mange ville foragte. Det kom egentlig ikke bag på ham, at hoppen ville spørge ind, hun virkede nysgerrig; på sin vis også drømmene, og Zekaryah havde jo selv valgt at nævne dem for hende; eller de nævnte sig selv, for ordende havde blot snoet sig ud af hans mund, som kom de dybt inde, fra slangerne selv; Slangernes bagtanker. Han lyttede nøje til, hvordan hoppens ord blev gentaget igen og igen for indersiden af Zekaryahs hoved. Han lyttede til dem, og overvejede hvad han skulle fortælle hende. Han vidste, at de få, der havde spurgt ind til slangerne, og de få, hvor Zekaryah havde taget chancen og lade sig fortælle, havde de fleste endt med at foragte hans ord; foragte hans sjæl og ham.

,,Du spørger, D’zard, hvad det er for nogle Slanger jeg nævner. Jeg kan ikke dele hele Slangens beretning for dig, og heller ej de hemmeligheder de har troet mig i. Men jeg kan fortælle dig hvad de er; eller hvad de ikke er.”

Svarede den mørke hingst kortfattet, og lod da hans mørke øjne søge hendes forskellig-farvede øjne, som om, han ville se hendes sjæl; eller blot holde en intens øjenkontakt. Som om, slangen så ud; Hvilket var noget pjat, for hvorvidt slangen eksisterede eller ej, hvorvidt slangen blot var en fantasifuld løgn, var ikke til at vide; men Zekaryah troede. Naturligvis troede han.

,,D’zard, min rejse til dette rige har været lang. Jeg husker ikke selv hvor lang. Men lang. Jeg blev ført hertil af skyggerne, som blidt dansede mod min krop; de hviskede til mig, D’zard, og fortalte mig ting. Deres stemmer besad en molidsk klang; Det var her, Slangen i mit indre for alvor blev vækket. Jeg kan ikke fortælle dig hvad Slangen er, eller hvad den gør, men den kaldte sine medsjæle i min rejsen hertil, og da, da fæstnede de mine hove mod jorden, og brændte sig igennem min hud, for at forene sig med Slangen der allerede dengang levede i mit sind. En slange der blev til flere. Flere der blev til mange. De styrkede mig med en smerte, ingen anden kunne påføre mig. De fortalte mig deres hemmeligheder; de fortalte mig deres synder; Og hvilke løgne en frelser altid havde bildt ind.”

Den mørke hingsts stemme knak, og han slap hende atter med blikket; han var blevet revet med, han havde allerede fortalt hende for meget, for ak kendte han hende slet ikke. Hun havde blot fæstnet ham som en Sirene, en djævels Sirene, der forsøgte at lokke Slangen frem for sit skjul; det skjul Zekaryah havde givet dem. Han tilføjede så kort derefter;

,,De er ikke til at se, for øjet der ikke ser. Men de er i alt vi betræder. Som når vinden hvisker dig i øret, og snor sig mellem dine ben. Når vinden snor sig gennem sandet, og skaber en slangende bevægelse. De er alle vegne, og alligevel ingen.”

Hun ville nok mene, at han var sindssyg efter denne samtale; men hvad betød hendes mening overhovedet for hingsten. Måske var hun blot præcist som alle andre. Ubrugelige..

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

For D’zard var tillid ikke blot en smalsag. Hun var ganske enkelt en hoppe, som simpelthen havde mistet al form for tillid og tiltro til andre. Hun var mistroisk og eftertænksom. D’zard var ikke født som den plagede sjæl hun nu var blevet til. Hun var født som en lidenskabelig hoppe, med masser af energi og liv, men fordi hun blev afvist af sin verden, blev hele hendes rigtige jeg destrueret. Hun huskede ikke selv hvordan hun en gang havde været, hun vidste blot at det var nemmere den gang. Hun havde ikke den samme underkastende adfærd. Hun så ellers ud til at affinde sig med sin nye tilværelse, men hun var stadig længselsfuld efter det modige sind hun engang havde haft sig. Hun havde været eventyrlysten, snaksaglig, men samtidig havde hun været meget ukompliceret. Hun havde været nem at snakke med, hun var en god hest. Moden af sin alder, men da hun blev fornægtet af omverdenen, blev alt i hende ødelagt. Alt hvad D’zard stod for. Ære, mod og håb. Håbet stod hun stadig ved. Håbet for en bedre fremtid, med lys forude, trods hun godt vidste det ikke var hvad der ventede hende.
Omkring hende strøg vinden kælent igennem det fine pelslag hun havde sig, så hårstrående rejste sig. Hun bed mærke i at Zekaryah begyndte at snakke igen. Hans dybe, men alligevel milde toner fyldte hendes øre, og hun vendte al sin opmærksomhed i mod ham. Han var villig til at fortælle om de Slanger, som han nævnte tidligere. Hun ønskede ikke være påtrængende og skulle vide alt hvad han havde været i gennem af ting og sager, hun mente at det var af ren og skær interesse. Hun interesserede sig for at lære ham at kende, og det var længe siden hun sidst havde villet stå og lære et andet individ at kende.
Hendes lille robuste, men alligevel så forpinte hjerte pumpede derud af. Hun mærkede smerten der forfulgte hende, jage igennem kroppen på hende og hun trak sig krampagtigt sammen, mens hun bed tænderne hårdt sammen. Hun led under nogle psykiske nederlag, som påvirkede hendes helbred. Hun prøvede virkelig at blive bedre. Ikke at miste fodfæstet, men tit var hun så tæt på at miste det, og hun ønskede for alt i verden ikke at skulle lide under samme smerte som hun hidtil havde prøvet.

D’zard havde aldrig mødt nogen så modtagelig overfor hendes øjne, som Zekaryah havde været. Og hun prissatte virkelig hans selskab. Hun var så uendelig glad for, at han ikke reagerede på samme måde, som mange andre. Han slyngede ingen hånende ord ud af sin mund, ingen ord hendes eksistens. Hun følte sig i hans selskab ikke som en vanskabning, men på lige fod. Som var hun lige som ham, og alligevel da han bragte sin historie om slangerne op, så fik hun en snert af glæde i sig. At han besad en egenskab, som de fleste ville afdisputere, hvis de kendte til det.
Hun lyttede til hvordan han forklarede hende alt om hans slanger i sit sind, og hun spidsede ørene i mod ham. Vendte hovedet på sned, og holdte øjenkontakten, men måtte af og til vige, for ikke at lade sig betage for meget af hans blik.
Hun måtte indrømme, at hans fortælling om sine slanger, ikke gjorde hende afskrækket, men derimod blev hun videbegærlig. Zekaryah formåede at finde noget bedre frem i D’zard, som ikke mange formåede, og hvis han blot udviste denne adfærd hver gang hun mødte ham, ville det kunne føre til et stærkere bånd, men D’zard var jo ikke naiv. Hun holdte sig altid på afstand og ønskede bestemt ikke være i vejen. Desuden var hendes manglende tillid et kæmpe stort problem; hun stolede vitterligt ikke på nogen, medmindre de virkelig gjorde alt for at bevise overfor hende, at de ikke ønskede nogen form for harme på hende. At de ikke tolererede de metoder hun før havde været udsat for.
D’zard var blevet overfaldet flere gange. Hun havde været i kamp med flere heste, fordi de troede hun var en af nattens farlige dæmoner. Aggressivt adfærd holdte hun derfor afstand til, hun ønskede ikke at blive udsat for samme forulempelser.

Hun havde nu fået fat i hvordan hans forhold nogenlunde var med slangerne. At de altså var en del af ham, og at man ikke kunne se dem. Og hun nikkede, betaget. For hende var Zekaryah ikke sindssyg eller noget i den dur. Hun mente at han besad nogle helt ekstraordinære egenskaber. ”De egenskaber du besidder, er betydningsfulde, Zekaryah. De gør dig til den du er,” sagde hun med en mild stemme, mens hun så ham i øjnene. Hun troede på det gode i andre, men det betød selvfølgelig ikke, at hun stolede på dem. Men hun troede på at alle besad en omsorgsfuld side, en side, som kun få fik af se, og det gjorde hende skam intet.
”Den forklaring af slangerne lyder helt utrolig. Det er virkelig fascinerende.”
Klangen af hendes fløjlsbløde stemme gav genlyd. Den fine mimik i hendes ansigt var heller ej til at tage fejl af. D’zard var oprigtigt fascineret af denne hingst, og det ville hun ikke ligge skjul på. Forsigtigt og skånsomt, prøvede hun vitterligt at overskride sin egen grænse og fik mod mulen forsigtigt rørt hingstens muskuløse hals, hvor blodårene løb. Men hun trak hurtigt mulen til sig selv igen, da det var en grænse der i den grad blev overskredet og det ville hun ikke risikere skulle betyde noget for hende.
”Lige som med … mine øjne, har jeg svært ved at få andre til at acceptere at det er den jeg endnu engang er. Det kan ikke laves om på,” fik hun sagt, og hun tav. Hun blev helt stum, fordi hun fik lagt nogle kort på bordet hun ikke ønskede, skulle ligges.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Zekaryah havde allerede røbet alt, alt for meget for den sorte hoppe, han stod ved; den sorte hoppe der havde æret ham med hendes selskab for en stund. Slangerne hvislede omkring i hans sind, og han kunne mærke dem igennem hele kroppen; præcis som blodet der pumpede i hans åre. Han vippede svag et øre tilbage, og tænkte en kort tanke for sig selv, hvorfor han havde røbet alt dette for D’zard, var nok mere et tilfælde, hun havde besiddet noget, eller nogle kvalitet – Zekaryah kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men den sorte hoppe var bestemt ikke som alle andre han havde mødt, og derfor havde han også tilladt sig selv, at nyde hendes selskab.
Vinden kælede sig op af Zekaryahs mørke krop, den kærtegnede ham, på en helt særlig måde, som slangernes tunger, der snuste til hingstens mørke krop, følte ham. Vinden var ej stærk i dette sandede land, men den var stærk nok, til at den store hingst hørte en stemme i den, en stemme som han før havde hørt. Han skævede op mod himlen, og betragtede den for en stund, mens han lyttede til D’zard der begyndte at formidle sine ord. Han lyttede til denne fortryllende stemme, hvis ord var ment kun til ham. Han lod svag blikket falde på hende, måske en smule fjernt, for tankerne pressede sig på; Zekaryah kendte til slangens historie, og han kendte til dens synder. Mange ville mene, at det var en for stor byrde, for én hest, at bære den største synde af dem alle. Bære på hemmeligheden. Men han vidste også, at slangen havde haft et budskab, den havde haft en plan med det, den var blevet fordømt på. Zekaryah vidste også godt, at den dybeste grund, og mest hemmelige af dem alle fandtes; grunden til hvorfor den var blevet forvist, eller hvad grundende bundede sig ud fra; For en ikketroende er ikke tjent et sted, hvor de troende ånder. Og sjældent betræder troende den sandede jord.
At D’zard ikke forkastede Zekaryah, forbandede hans sind for den byrde han bar; for det var det han i manges øjne bar rundt på. Det kom egentlig lidt bag på ham, men han havde analyseret D’zard til at være en unik hoppe, allerede fra før han delte ud af sig; og derfor havde han også taget chancen. Måske med en bagom tankehvilende plan, men måske også uden nogen form for hensigt. Trods Zekaryah sjældent handlede uden hensigt.

,,Slangen er intet fantastisk, intet specielt, men slangen tror på sig selv, og tror på, at hvad den selv gør er ret. Mange mener at Slangens handlinger er foragtelige, at slangen er farlig, snu og utilregnelig. Men Slangen er intet syndende væsen, Slangen er intet værre, end de syndende sjæle der lever imellem os.”

Hans stemme besad den sædvanlige, naturlige rustikke klang, som den havde besiddet under hele deres møde. Hans blik lod sig roligt og kortfattet glide omkring, han havde en meget rolig aura omkring sig; en rolighed i den stolthed der hvilede over hans skuldre. Han vred sit øre imod D’zard, da hun nu handlede på en helt anden måde, end hun havde gjort under hele deres møde. Hun lod sin mule møde med hingstens muskelfyldte skulder, og da følte han den varme hoppen besad. Han søgte hende kortfattet med blikket, udfra hendes reaktioner på de bevægelser Zekaryah selv havde gjort, fornemmede han også, at dette havde været en grænseoverskridende handling fra hendes side. Man han kommenterede den ikke, et skævt smil fandt blot sin plads på Zekaryahs mule, et smil der falmede ligeså hurtigt som det var dukket op. Zekaryah var nok bare ikke typen der smilte. Han følte sig kunstig når han smilte. Men derved var de små, hurtige overståede smil også oprigtige.

,,Folk har det med at skræmmes af hvad der er anderledes. Foragte hvad de ikke forstår. For det er nemmest, nemmere end at prøve at forstå.. Dine øjne er unikke, i mine øjne smukke, de fortæller en historie, og er en del af din sjæl. Synet bag dine øjne ser, og det er en gave, en velsignelse, fra noget mægtigt, noget vi aldrig kommer til at forstå.

[/b]
Zekaryah kunne virke meget overbevisende i sin måde at snakke på, specielt når han omtalte noget mægtigt. For Zekaryah selv havde altid været en troende hingst. Han havde altid været overbevist om, at noget vogtede sig over ham. Hans egen tro var stor, og var blevet sat i et stort perspektiv efter han var kommet til dette land. Han havde engang taget andre heste til sig, for at beskytte dem, på samme måde, som han mente noget beskyttede ham. Dette var en fejltagelse han nu har fortrængt bevidst. Han skævede mod himlen igen, mens halen svajede fra side til side. Hans moder havde altid fortalt Zekaryah, at en stor fremtid ventede ham; men hingsten havde aldrig troet hende. På netop dét punkt mente han, at han ville skuffe; trods han altid mente sig selv som fejlfri i alt andet han havde opnået i livet; foruden hans synder.[/blockquote][/size]