Et glødende rige, brændende sand.

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

Sandet hvirvlede omkring den sorte hoppes, mørke stænger. Sandkornene borede sig mageligt ind i gennem den blanke pels og efterlød en plamage, så hun havde sig nogle beige farvede sokker, omkring sine spinkle, og dog så solide ben. Man skulle bestemt ikke tage fejl af denne sjæl. D’zard var skam en robust sjæl, som mange ikke kunne rokke ud af flækken, når hun først havde besluttet sig for noget. D’zard vidste dog, at dette land ingen udveje havde. Hun anede ikke hvordan hun var kommet her til, og anede ikke hvordan hun skulle komme hjem igen. Først troede hun, at hun måske havde været udvalgt, fordi hun havde skilt sig så meget ud i forhold til andre.
D’zard havde oplevet mange ting, og trods nogle af minderne for hende var svækket efter hendes rejse gennem portalen til dette land, så huskede hun dem i små bider. Hun huskede bestemt følelsen af ensomhed, og trods Zekaryahs selskab burde fylde det tomme rum i hendes ensomme sind, så følte hun stadig ikke hans fulde nærvær, fordi hun havde vænnet sig til at ”skubbe” andre ud af hendes horisont. Hun ville ikke have nogen skulle snage i hendes sind, og mente hun bedre befandt sig alene og ensomt.

Mange forstod ikke D’zard. Måske fordi de ikke kunne forstå hvorfor hun prøvede at lukke alle ud af sit sind. Fordi hun ikke magtede at nogen overhovedet skulle prøve at fylde den tomme plads, hun havde i sig. Hun mente det ej var nødvendigt. Hun mente, at hvis nogen fyldte den, ville det være kortvarigt. Intet varede for evigt.
Ørkenområdet mindede ganske enkelt om D’zards sind. Uendeligt og ensomt. Ikke befrugtet mod nogen form for usædvanlige farver. Hendes øjne søgte en smule Zekaryahs mørke, dybe øjne. Hun fandt dem så fængende.
Hun lyttede til hans fængende og behagelige toneleje, som hun fandt så afdæmpet og neutral i hendes fintmærkende øre. Hingstens snakken om slangerne, som var fængslet i hans sind, var en del af ham. For hende virkede slangerne specielle. De var en del af Zekaryah og det respekterede hun, men alligevel var der noget som fik hende til at undre sig.
”Vil slangerne nogensinde gøre nogen fortræd … Igennem dig?” spurgte hun med et forsigtigt blik, men slog blikket væk, for ikke at vedholde øjenkontakten for længe ad gangen.

På en måde følte hun, at Zekaryah havde den samme holdning som D’zard. At andre blev skræmt af unikke egenskaber, der ikke før var set. At man lukkede øjne, øre og mund for det. Man ville ikke være en del af det, fordi man var bange for noget nyt. Men da han snakkede om hendes øjne, trak hun sig pinagtigt sammen, som ramte han hende med en smældende pisk, og hun bed smertefuldt tænderne sammen, i det emnet var hende meget smertebart.
Hun kunne som regel ikke tåle at høre på andres snakken om hendes øjne, når de nævnte dem. Mest fordi alle udtalelser havde været negative, hånende. D’zard blev meget tit talt ned til, fordi mange følte sig hævet over hende, på grund af hendes underdanige adfærd, men ingen vidste hvilken styrke denne hoppe havde opnået. Trods hun var blevet nedbrudt i alle de år, så besad hun en utrolig indre styrke, som holdte hende gående på jorden hele tiden.
Men Zekaryahs ord var ej hånende. Ej nedgørende. Ingen onde bemærkninger blev fremlagt, men i stedet udtrykte ham dem værende smukke, og det fik hende til at gispe en smule, mens hun så på ham, med et væsensforskelligt mine. Hun forstod udmærket hvilke ord han brugte og hvordan sammenhængen så flot flød. Hun kunne ikke lade være, med at udtrykke sin glæde ved hans ord, uden at et lille smil forsigtigt fremtrådte om den sorte mule. Det var sjældent man så hende smile sådan oprigtigt. Mange gange trak hun blot på smilebåndet af ren og skær vane, men oprigtigt var det dog ikke tit, men denne gang gjorde hun sig ikke engang umage med, at få det til at ligne et smil, for det gjorde det bare.

Forsigtigt lod hun mulen meget nænsomt snitte hans mule, for så at trække hendes tilbage igen. ”Tak,” hviskede hun med en glæde, som ingen kunne tage fra hende. Og denne glæde, strømmede i gennem blodet, i gennem årene og op til hendes øjne, som nu for første gang glinsede af ren og skær glæde. Glæde over hans ord.
Det varme glimt hun i øjet fik, var et meget sjældent syn. For det meste var hendes øjne matte, tomme og ensomme. Længselsfulde. Efter omsorg. Den omsorg og opmærksomhed som Zekaryah gav hende, og hun var ham dybt taknemmelig.
Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle stille op med hendes spinkle korpus. Han havde i dette øjeblik slået hendes ben væk under hende, og hun anede ikke hvordan hun skulle handle. Hvordan hun skulle reagere. Hun anede det vitterligt ikke, for hende var det uvant, at nogen skulle sige sådan.
Zekaryah havde værdsat hende for den hun var, og ikke den hun ikke var.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Det varme sand formede sig om den mørke hingsts kraftige koder, sandkornene omfavnede dem, og varmede hans sorte hove. Han følte hvordan det fængslende greb holdt i ham, og låste ham til den jord, han var så velsignet at betræde. Han mærkede, hvordan varmen fra hans hove strømmede sig op gennem kroppen, som rødderne der nærrede sit tørstende træ med vand. Det var på den måde, de skyggende slanger havde fæstnet ham i deres greb. Det var på den måde, de i deres dans havde nærret ham med en utæmmelig smerte; en energiskænkende smerte. Hingsten knejsede dybt i sin nakke, som en kontroleret og affattet hingst nu engang altid havde gjort. Zekaryah havde set og oplevet meget i sit liv, men aldrig noget, der kunne måle sig med dette rige. Aldrig et bekendtskab, der havde haft med sig noget lignende, disse morgengrysgyldne farvede krystaløjne. Hoppen ved hingstens side, mindede ham om en af de skygger, der havde fortryllet ham, og fået ham til at forsætte sin vandren; disse Sirener, der langsomt havde udviklet sig til slanger, for at brænde sig ind under huden på Zekaryah. Ind i sjælen. Men denne hoppe, denne D’zard, var ingen gennemborende skygge, hun var ingen slange, der brændte sig under huden på ham; hun var af kød og blod, som hingsten selv; og dybt i sig, et sted, hvor den store hingste endnu havde tilladt sig at føle, der følte han. Han følte en hoppe af godt sind; og derfor havde han for en stund viet sit selskab til denne fascinerende skabning.
Zekaryah skævede svagt over imod hende, da hun stilte ham et spørgsmål, et spørgsmål om de slanger der hvilede i hingstens sind. Han betragtede hendes øjne, ligeså længe han kunne; lige indtil hun slog blikket væk fra ham. Zekaryah lod da blikket glide fjernt ud imod horisonten, mens han vurderede hendes ord i sit sind. De blev gentaget. Stille, dybt. Hendes fløjsbløde melodiske klang af stemme, var en stemme Zekaryah aldrig ville glemme; skønt heller ej, hvis han ikke skulle møde denne hoppe igen. Han så ud mod sandets ende, en ende der var umulig at se. Et rige fyldt med hemmeligheder, præcis som Zekaryahs sind også var.

,,En slange kan aldrig få dig til at foretage handlinger, du ej inderst inde ønsker at foretage. En slange ses som et syndende Væsen, for dets handlinger er ej altid værdifulde; ikke i nogens øjne. En slange kan finde på, at gå ind under huden på et andet Væsen, vurderer denne og læse denne. Regne dig ud. Den kan vurdere din tro og renhed, og placere tanker i dit hoved; Men gøre dig fortræd.. Ak, Slangen er synder harmløs, snu, men harmløs; Den kan aldrig få dig til at gøre noget, du ikke selv ønsker at gøre.

Han lagde hovedet lidt på skrå, og lod da atter blikket søge sig imod D’zard fortryllende øjne. Hans stemme var rungende og dyb, en meget behagelig og fattet klang; Alle hans ord oprigtige. Slangen ønskede ikke at gøre nogle fortræd, slangen ønskede blot at udfordre den, der ikke synder. Udfordre vedkommende, og se, hvor ren en sjæl han måtte eje. Han lod roligt blikket falde mod jorden, hvor sandet slangede sig hen over overfladen i vindens berøring. Han lod roligt sit blik og al sin opmærksomhed falde mod D’zard, der nu pludselig besad en helt anden form for glød over sig. Noget der klædte hende.
Zekaryah udspillede let sine næsebor, da hun for en kort stund kom lidt tættere, han opfangede hendes dufte, den varme hun efterlod, og han indprentede det sig i sin hukommelse. Hoppen ved hingstens side, havde en helt særlig aura, og det måtte man være blind for ikke at kunne se, og det var mange desværre også. Ikke mange kunne se den skønhed, Zekaryah så. Han så skønheden i sandet, hvor intet liv kunne gro; men hvor liv levede. Han så skønheden i hoppens øjne, som mange ville antage som forbandede.

,,Jeg fascineres af skatte, der er placeret, synligt for øjet, men kun betydningsfuldt for den, der ser med sin sjæl.”

Brummede han roligt for sig selv, inden han slap sit blik fra D’zard, han havde efterhånden regnet ud, udfra hendes måde at reagere på, at hendes øjne kunne være et trykkende emne. Men Zekaryah selv, havde ikke tænkt sig, at ændre sig selv, for at behage hende, for at få hende til at føle tilpas, eller utilpas; Han var altid tro mod sig selv, og derved kom hans ord altid med oprigtighed og sandhed. Og det havde de endnu engang gjort. Han skævede atter mod D’zard, med sin rolige og afdæmpede aura

,,Du er et behageligt selskab, her i ørkensandet, D’zard; og det behager mig, at jeg mødte dig et sted, hvor alt liv synes ikke at kunne leve. Hvor ting kun ses, af sjælen der ser; Hvor livet i sandhed er en velsignelse.”

[/center][/blockquote][/size]