Overblikket..

Det meste af Zekaryahs opmærksomhed hvilede på Djange; al andet var opmærksomt på omgivelserne; Præcis som en ægte overlever ville være. Zekaryah lyttede til Djanges ord, og vippede svagt det ene øre tilbage, hvorefter han trådte et skridt frem imod Djange, så afstanden mellem de to hingste blev mindre. Zekaryah havde ingen fjendtlig aura over sig; For ej var han fjendtlig, trods mange ofte havde misforstået ham som værende det. Zekaryah var opmærksom, han var vel tænkende, og snoende; som en slange nu engang ville være. Manipulerende ville nogle måske sige; Men Zekaryah ville aldrig selv manipulerer mere med andre, end hvad de selv tillod ham.
Djange virkede som en speciel hingst, måske lidt en enspænder; som Zekaryah selv på nogle punkter var. Han nød tiden alene, men elskede at have kontakter bag sig.

,,Jeg har endnu ikke selv hørt eller set, om her skulle være stiftede flokke. Men strejferlivet kan være et svært liv at leve for nogle. Personligt sætter jeg pris på de spekulationer man kan foretage sig alene; men har før i tiden, i et andet univers, taget andet liv under min vinge, og kom det til nødvendighed, gjorde jeg det gerne igen."

Den dybe stemmer lod sig lyde som en melodisk klang, en behagelig og afslappet stemme, med et strejf af den slange, der levede i hingstens dybeste sind. En snohed i den behagelige stemme; en ro og stolthed på samme tid. Da lyttede han i sit hoved, til Djanges sidste spørgsmål, og vurderede det kort for sig selv, inden han lod sig svare:

,,Landet former sig for ens hove, et mægtigt rige, et fortryllende rige.. Et rige der kan skærpe ens sanser for den fare, der kan lure hvor som helst. Jeg har betrådt alle Øer, Djange, og hvert sted, har givet en sanseoplevelse. Farligheden ved den Golde Skønhed i Zenobia, for den, der betager men glemmer fornuften. Farligheden ved bølgernes enorme sprøjten, ved kysterne ved Vest, for den der lytter, uden at se. Farligheden ved de væltende skygger på Chibale, for den der går i et øjebliks uopmærksomhed. Farligheden ved Glødernes hemmeligheder, for den, der er dumdristig uden at kende grænsen. Foehn. Jeg har hørt der hviler mange hemmeligheder på den Ø, vi nu betræder, men selv har jeg ikke set noget; Jeg har hørt, at hemmelighederne hviler i hvert et græsstrå, hvert et træ, bjerg eller landets glødende indre. Jeg har sågar hørt, at man ikke kan sige noget her, uden at det bliver hørt af noget ikke eksisterende.”

Zekaryahs stemme var dæmpet, mens det mørke blik forblev i Djanges isblå øjne, måske blev Djange fascineret af fare, og derfor havde han spurgt ind, eller også ønskede han blot at være opmærksom, så de lurende fare på ingen måde skulle kunne tackle ham; Præcis som de aldrig ville kunne tackle Zekaryah; Han var 100% opmærksom på alt, hele tiden; og kun fare kunne fælde den, der tillod sig et øjebliks uopmærksomhed.
Zekaryah betragtede glimtet i Djanges øjne, det havde et udfordrende strejf over sig, som Zekaryah brød sig om, idet han selv kunne besidde denne glans i de ellers fjerne øjne, aflukket fra den rådne sjæl, der havde besat ham for længst. Hingsten slog et slag med halen, hvorefter han slap Djange med sit blik, for at skæve i retningen af den enorme vulkan, der i det fjerne havde overtaget denne Ø, som et koldblodigt monster.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange lyttede til hingstens rungede og dybe klang han besad i sin stemme. Hingsten bekræftede Djanges teori om at her ingen stiftede flokke var, endnu ikke hvad de to sjæle her vidste af? Djange blev da nu skeptisk, en smule irritabel i sit indre, mens irritable stemmer lød genlydende i Djanges hoved. Djange missede de krystalblå øjne sammen, anskuende imod den mørke hingst. Hvad var det dog han forsøgte at komme frem til? Havde han selv planer om en flok, eller konstaterede han direkte at Djange behøvede en flok for at føle sikkerhed. Djange så dette direkte som en fornærmelse, trods det ikke sås i hans kolde og tomme blik, der fortsat direkte så i hingsten mørke øjne. Men Djange trykkede da lidt på ørene og en rynke slog sig også over den lyserøde mule, inden Djange en anelse tålmodigt og standhaftigt stod, med en anspændt mine, og det missende blik, da hingsten atter talte.

Djange undlod et kort fnys fra den lyserøde mule, mens han langsomt blev lettere irriteret over hingsten der nu talte i lange strækninger, som en vis hoppe han havde bekendtskab til. Men pludselig var der indhold i hans sætninger, og Djanges skeptiske udtryk skiftede nu fra; lettere irritabelt, til; undrende, men interesseret? Hans små teorier var nu spændende nok, og hingsten her var måske ikke så overfladisk og uvidende, som Djange først lidt havde anskuet. Måske var der mere i hingsten, og måske kunne Djange bruge ham her til noget. Djange trådte da et skridt nærmere, med de missede øjne, der så en smule tilbageholdt-tvivlende ud, men ikke fordi Djange ej troede, mere for at understrege Djanges interesse for det endnu ret ukendte lands mysterier. Djange nikkede en anelse bekræftende, uden ord, stift, inden han anseende, sammen med Zerkaryah så imod vulkanen, forhen han hurtigt rettede opmærksomheden på Zekaryah igen. Man kunne aldrig være for mange skridt foran, det kunne være en fælde fra hingstens side, at få Djange til at flytte sin opmærksomhed og derved virke sårbar? Hvem vidste det, ingen, end ikke Djange selv.

[out]