Ny verden

Illana, den gyldne, var allerede godt I fart da Zumi selv slog I gallop, efter en kort og drillende henvisning til den gyldne. Illana lo let for sig selv, inden hun lod de gyldne forben hæves en smule mere fra jorden og hendes bagben skubbe hende lidt voldsommere af sted. De to hopper var nu godt på vej over engen i galop, side om side; og alt imens gennemtænkte Illana ganske kort den samtale de havde haft. De havde allerede udvekslet informationer om hinanden, hvilket kun var godt. Illana brummede muntert og feminint, inden hun selv nappede ud efter den specielle hoppe ved hendes side.

,,Hvor ønsker du turen skal gå hen, Zumi? Mod nord eller syd?”

Spurgte Illana så, med et smil.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi nød at være i selvskab med den nye bekendt hun havde fået. Nemlig den gylden hoppe Illana. Hun smilte og kiggede lidt bagud for at se om hun var med og ret hurtig kom hun op på siden af hende, hun tænkte lidt over hendes spørgsmål og sagde så.

"Lad blot vinden vise vej"

Zumi var ikke typen der satte sig en mål som sådan, hun kunne bare godt lide at følge sit hjerte og ikke mindst vinden, og det førte hende altid til de mest smukke steder her i verden, det havde jo ført hende her til. Hun smilte og så letter afventede på Illana, og tilføjede så "Med mindre du har en bestemt retning du vil følge?" hun så venligt på hende med de blå øjne og brummede roligt til hende...

Illana, den gyldne, lod sine hove nærmest flyve hen over jorden, i en samlet, men alligevel energisk galop, alt imens hun fulgtes med Zumi; følg vinden havde hun sagt, og det havde Illana da tænkt sig at gøre. Illana havde ikke tiltænkt en bestemt rute fra start af, og havde spurgt efter input, netop fordi hun ønskede Zumi’s mening. Og efter at Zumi havde forslået at følge vinden, lod Illana blot sine ben føres i den retning, som vinden ønskede hende. Illana slog ganske få slag med halen, inden hun sende Zumi et ganske udfordrende, men alligevel drillende blik; på den milde måde. Derpå slog Illana over i en serie bukspring, som udfoldende den gyldne hoppe’s krop i nogle anderledes positioner, end stillestående og statisk. Nu var hun i sandhed dynamisk, den gyldne hoppe.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi løftede hoved i vejret, og elskede at mærke den blide brise mod sit ansigt. Hun smilte da Illana kiggede letter udfordrene på hende og hun smilte blot og satte farten op, hun lo højt da den gylden hoppe lavede nogle krum spring der så meget morsom ud, og hun lod sig selv rive med og startede selv en hel serie af underlige reje hop og sjove spring. Hun elskede at slå sig løs, og nød til fulde at den gylden hoppe havde det på samme måde, hun sagde der efter "Sådan, søster. Du kan da bare det der" hun lo og sagde så igen "Der er ikke sådan men min store bagpart, den kan ikke komme så højt til vejrs" hun smilte og selv om hun viste at hendes bagpart langt fra var stor kunne hun tit finde på at joke om/med sig selv...

Illana, den gyldne, der havde slået sig løs i elegant krumspring, opdagede snart af Zumi ligeså kastede sig af sted i fyrrige spring, kåde hop og elegante vendinger. Illana slog hovedet højt til vejrs så den lange man endte på anden anden side af halsen, end der hvor den hørte til. Illana slog ud i en lille latter, inden hun lod sine spring stilne af og blive til en elegant trav i stedet. Da Illana først havde indfundet sig i den elegante trav, slog hun let drillende med det gyldne hoved og smilede bredt over de ord, som Zumi fremsagde. Den specielle hoppe havde dog langt fra en bagpart, der var for stor til hendes krop; men Illana fangede skam også godt ’sjoven’ bag disse ord som hun sagde – Dog delte den gyldne ej den samme humor. Illana nippede ganske legende ud efter Zumi, inden hun sendte hende et sigende smil; de to hopper havde nærmet sig en sø, som lå der stille og uberørt i det smukke land. Og da satte Illana kursen imod den.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun kunne ikke lade være med at le, og så hun godt fangede den. De blå øjne hvilede på den gylden hoppe. Mens hun nappede blidt tilbage efter hende, hun slog let med halen og satte hurtig frem i trav efter hende og mærkede selv hvordan søen nærmest kaldte på hende, Zumi var ved at være godt tør i halsen efter alt den tumlen. Hun nåede ret hurtig hen til den lille sø og stillede sig ved breden og tog hoved ned og dyppede mulen i det kølige vand og gav sig til at drikke

Illana, den gyldne, trådte an ved søen ved siden af Zumi. Da Zumi lod sit hoved sænkes for at drikke, gjorde Illana ligeså. Den kølige væske der gled ned langs den gyldne hoppes indre hals var behageligt kølende og forfriskende. Illana lod sin mule forblive nede over vandoverfladen et øjeblik, hvor hun betragtede det spejlbillede, der blev forringet under hende; den gyldne farve var meget gennemtrængende og den hvide pandelok faldt strømlignet ned langs hendes ansigt. Den gyldne hoppe smilede kort for sig selv, løftede da hovedet og puffede let til Zumi med den nu våde mule.

,,Zumi, fortæl mig lidt om dig selv. Om det sted du kommer fra, hvad du lavede”

Sagde Illana med en opfordrende stemme, for at vise denne hoppe, at Illana skam var nysgerrig omkring hendes sind og krop; og at hun meget gerne ville lærer mere.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi, var lige ved at snuble ud i søen, da hun med et fik et puf fra den gylden hoppe ved navn Illana, hun tog mulen op og smilte, og fandt hurtig balancen igen. Der efter kiggede hun efter tænktsom på hende. Hun viste ikke hvor hun skulle begynde der var sket så meget, også mere end hvad godt var. Hun smilte blot og sagde så

"Jow det kan jeg da godt."

Hun kiggede på hende og startede så.

"Jeg kommer fra en land langt her fra, med fordige dale og barsk ørken. Bestemt et sted hvor man lære ret hurtig at leve, og klare sig selv. " Hun nikkede til det med at klare sig selv, for det var bestemt noget hun havde måtte lære ret så hurtig "Jeg kendte ikke min mor i mange år, før hun forsvandt" Hun stoppede lidt, hun viste godt dette nok ikke var helt korrekt at hun 'forsvandt' men sammen med Zumi var hun ikke. Så man kunne vel godt sige hun forsvandt "Jeg klarede mig selv det meste af min barndom til jeg stødte ind i en hingst med en ret så stor flok, men bestemt ikke noget at råbe hurra for, han pinte hver og en i sin flok og holdte mest til ude i ørknen, mange kunne ikke klare det og gik til under hans hersken" mere sagde hun entelig ikke hun ville ikke komme ind på alle detaljer men let havde Zumis liv langt fra været "Jeg undslup denne fyrrige hersker og vandre alene rundt i de sidste mange år men følte livet var kørt fast, det var det samme dag ud og dag ind. Men en dag besluttede jeg at forlade det hele da jeg havde en sær kalden, som om nogen kaldte på mig hver nat i mine drømme og ja som jeg fortalte før så stødte jeg på det lys og kom her til"

Hun kiggede på hende, nok mere for at tolke hendes reaktion Zumi, ønskede ikke melidenhed og nok også derfor hun undlod de mange detaljer osv. der entelig lå bag alt dette. Hun havde lært gennem livet at bygge en facade op omkring sig og virkede som den altid gode og søde Zumi, men bag dette venlige blik gemte der sig meget mere, men ikke mange kom bag denne mur, aldrig havde nogen kommet bag den facade, og måske ville ingen nogen sinde komme det - hvem ved?...

Illana, den gyldne, lyttede ganske nøje til den lyse Zumi’s stemme, da hun begyndte at fortælle. Hun havde, ligesom den gyldne, ej haft det aller bedst liv, før dette Andromeda havde taget imod dem. Zumi lod til at have haft det godt, med sin moder ved siden; men efter hun havde mødt denne herskerige hingst, havde hendes liv været hårdt. Illana prustede dæmpet, men ej i en sympatisk måde. Hun kunne godt se, at det som Zumi havde oplevet, havde været med til at forme og gøre hende, til den hun var – Men ej havde det ødelagt noget hos den lyse hoppe; og derfor havde Illana ikke medlidenhed med den lyse. Men ej havde den gyldne heller medlidenhed med sig selv; det liv de havde forladt, var som den gyldne tidligere havde sagt, en del af dem begge, men ej noget der længere havde indflydelse på dem. Illana smilede ganske kort da Zumi havde afsluttet sine ord. Illana var skam glad for at Zumi havde valgt at dele dette med hende, for det viste at den lyse hoppe var oprigtig. Illana lod sin mule søge en smule fremad imod hende, for at puffe ganske blidt og sigende til hende. Illana var taknemmelig for at have hørt om denne Zumi, som hun nu allerede vidste en del om.

,,Selv levede jeg i et land, meget lig dit eget. Min hjemflok var lille; blot en hovfuld sjæle vandrede i flokken, med min moder og jeg. Vi levede skam lykkeligt de første to år, hvor min moder lærte mig alt jeg burde; lærte mig at tale, omgås andre og begå mig i den frie natur. Men, ligesom dit, varede min lykke ikke evigt. Min moder blev syg og drog fra mig, min flok vendte mig ryggen og frastødte mig, da de gav mig skylden for min moders sygdom – Som havde jeg gjort hende syg med vilje.”

Illana tav et øjeblik, og fortsatte da.

,,Mit liv var derefter ensomt og tungt. Jeg mødte ingen glæde og intet lys i lang tid; men da så jeg, ligesom du, det skinnende lys der førte os hertil”

Den gyldne hoppe valgte at fortælle sin historie, som en tak til Zumi, for at hun havde givet hendes til den gyldne selv.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi slog let med halen og nikkede blodt da hun havde lyttede til Zumis historie og selv rummede denne hoppe meget mere, men som hun selv tænkte - man er kun så stærk som man selv giver udtryk for. Der var sket meget mere i hendes liv men dette var hvad hun ville dele for denne gang. Hun lyttede opmærksomt da den gylden Illana nu selv begyndte at fortælle om hendes liv inen hun kom her til og hun betraktede hende med de blå øjne, det virkede til hende og hendes mor havde et stærkt bånd til hinaden og hun nikkede let da hun var færdig med at fortælle

"Sikke et held vi nu er her så"

Sagde Zumi, med et smil om den to farvede mule og kiggede på hende, hvor efter hun gnubbede sig på den ene skulder og endnu engang rettede det blå blik mod den gylden hoppe...

Illana, den gyldne, betragtede ganske nøje Zumi, i den korte periode efter den gyldne hoppe’s ord var kommet til ende, og så til reaktionen kom frem. Zumi lod ej til at reagere voldsomt på Illana’s ord, men hun tog dem til sig og hørte dem. Illana regnede skam heller ikke med, at den lyse hoppe ville sige meget til Illana’s ord, ligesom den gyldne hoppe ej havde sagt meget til Zumi’s, men alligevel overraskede det Illana, at hun afværgede emnet, lukkede det i, med en simpel sætning. Illana valgte dog at honorere dette og lod emnet ligge. Hun smilede bekræftende, af Zumi’s sætning og prustede da i en mild tone.

,,Bestemt er det heldigt, vi er her nu. Ellers ville vi begge vandre i omgivelser, der ikke burde omgive nogen. Men lad mig nu spørge dig Zumi; trods du ikke har set meget af landet endnu, nok ej mere end jeg har, hvad synes du så om stedet?”

Illana valgte at spørge indtil Zumi’s spæde meninger om dette land, i stedet for hendes person; det kunne være den lyse hoppe havde nogle interessante meninger, allerede nu, om landet Andromeda?

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi viste hun ikke havde sagt meget til det Illana havde fortalt og lukkede emnet ret hurtig, men det var nu ikke helt meningen at det skulle virkre som om hun lukkede emenet hun var blot over rasket over hvad den gylden hoppe havde været igenenm og stadig var så fuld af livs glæde hun kiggede på hende og nikkede.

"Ja det tør siges, jeg er faldt godt til og syntes godt om dem jeg har mødt"

Sagde hun med et smil og puffede til den gylden hoppe og sagde der efter til hende med et skævt smil.

"Du har bestemt ikke haft det let, og alligevel holder du fanen så højt? Hvordan finder du den indre styrke til dette?"

Hun så på hende med de klare blå øjne og vippede øren helt frem mod hende, for at åbne op for det emne igen hun vist var kommet til at lukke lidt i. For det var bestemt ikke hendes mening...

Illana, den gyldne, lod sit blik hvile betragtende på denne Zumi et øjeblik, inden hendes svar kom for orde. Hun fandt sig allerede godt til rette i landet, ligesom den gyldne selv, og det bekræftede vel blot at dette land var et land, med muligheder og omgivelserne til at kunne huse sjæle, fra selv de dystreste afkroge af den verden, der lå udenfor? Illana mimrede kort med mulen, inden Zumi’s ord kom helt til ende. Dernæst kom der et puf imod Illana’s krop, og let forundret lod Illana et lille puf falde imod den lyse Zumi, som gengivelse af hendes status. Derpå åbnede Zumi op for det emne, som Illana ellers havde anset som lukket; og nu kom der et spørgsmål til den gyldne hoppe. Hvordan kunne hun holde fanen højt?. Illana smilede ganske kort, inden hendes udlægning af dette kom frem.

,,Jeg har holdt fanen højt af mange grunde, Zumi. Men jeg må indrømme, at da alt dette jeg fortalte dig, fandt sted, var jeg tæt på at miste alt håb om at genvinde glæden. Men ser du. Jeg tror på, at der findes et lys i os alle, som ikke kan brænde ud, selvom vore kroppe forældes, ja selvom vores kroppe endda dør. Et evigt lys, som vandrre fra sjæl til sjæl, som altid vil guide os, holde os varme i de kolde stunder, holde en flamme under vore sind som forhindre det i at kolapse. Som en sikkerhed der hviler i hver en krop; i din, i min. En sikkerhed der altid vil være der, uanset hvad vi så end foretager os. Jeg tror, at netop dette lys har haft en stor indflydelse på min fremgang, Zumi. Men ligeså tror jeg også, at det har været vigtigt for mig at anerkende mine problemer, og være i stand til at sætte dem til side, komme videre. Og nu, hvor disse er væk, har det ligeså været vigtigt at anerkende, at de havde en betydning, som jeg fortalte dig”

Sagde den gyldne hoppe, med et oprigtigt smil. Hun havde nu fortalt Zumi om en af de ting, som den gyldne hoppe havde viget sit liv til at tro på; det indre lys, som alle besad. Et lys som den gyldne hoppe var stærkt overbevidst om fandtes i alle, men ligeså også i landet omkring dem. Og efter at dette fuldendte lys, havde ført hende til dette land, var Illana kun blevet stærkere i troen.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun kiggede på hende og de blå øjne lyste helt op da hun fortalte hvordan hun havde holdt tingen ud hvad hun troede på. Og hun var denne gylden hoppe dybt taknemlig for at dele dette med hende, hun smilte og nikkede.

"Du har så ganske ret, og jeg har det på samme måde. Dog kan jeg ikke prale af at være lige så stærk som dig. Meget modgang har haft taget på mig og tynget mig ned i et stort sort hul, hvem ved måske en dag kan jeg være lige så stærk som dig og ligge alt dette bag mig og komme vider"

Hun kiggede lidt ned i jorden, hun var bestemt ikke stolt af hendes fortid men de mange svigt og alt den sorg hun havde følt og oplevet hang i hende som en tung sten der trak hende ned, dog var hun alligevel stærk - stærk nok til at 'lade som om' alt var godt og hun havde det fint. Dette var en facae hun ret hurtig lærte at bygge op da hun var helt lille og den havde fuldt hende mange år, måske fordi hun ikke følte det var andres opgage at have ondt af hende eller noget så heller skjule det inden i sig selv - Zumi rummede bestemt mere end hvad det blotte øje så og tit og ofte ville man blive helt forbavset hvad denne hoppe havde været igenne og oplevet - men hun følte aldrig at nogen måtte komme så tæt på hende og få alt dette afvide, hun holdte helt lidt afstand. Og fremstod heller end gerne som alles ven, for det er hun skam også ingen lumske bagtanker der, hun ville bare ikke fremstå som den 'svage' hoppe der hørte stemmer og var skingeren sindsyg...

Illana, den gyldne, spidsede sine øre lyttende imod Zumi. Den lyse hoppe med de blå øjne, havde lyttet intenst til Illana’s ord omkring hendes lys, omkring hendes nedgang og opgang, og det så i den grad ud som om, den lyse Zumi havde lagt sin fulde interesse imod den gyldne hoppe nu. De ord, der derpå forlod Zumi’s mule, undrede Illana en smule. Illana så sig ej som en stærk hoppe; nej. Hun kunne nemt bukke under for pres eller smerte, for psykisk nedgang, ligesom alle andre; forskellen på hende og andre, var nok bare at den gyldne hoppe havde lyset

[/b]. Og ikke nok med at hun havde det, så troede hun ligeså på det. Illana rakte sin mule en smule imod Zumi. Hun puffede let imod hendes, hvor det mørke aftegn bredte sig ned over, og derpå begyndte den gyldne at tale igen.

,,Forstå mig ej på den måde, at jeg er stærkere end du. Der er forskel på os, ja; meget stor. Men ej er jeg stærkere end du, Zumi. Jeg tror bare, at du, ligesom jeg, må anerkende at du godt kan give slip, men at det ligeså vil efterlade et tomrum, der så skal fyldes ud med noget nyt”

Sagde den gyldne hoppe stilfærdigt, men oprigtigt. Hun var overbevist om at denne Zumi sagtens kunne komme over de sorger hun bar på; uanset hvor store de end måtte være. Men for at gøre dette, måtte den lyse hoppe selv gøre om med sig selv, om hun var klar.
[/blockquote][/size]