Vinter uden sne..

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego stoppede roligt op, en lysning havde han nået. Græsset var tørt, men ingen sne. Solen stod højt på den himmelblå himmel, og ned kastede den smukke oplysne stråler i denne lysning. Diego undlod en fornøjet brummen, med et drenget, ungt smil, da han trådte ud, med mulen søgende i det tørre græs. Han fnøs blidt, undersøgende i græsset, der udentvivl duftede indbydende. Et fornøjet smil forblev over den hvide mule, mens det unge, nysgerrige og gnistrende glade blik sprudlede frit.

Illana, den gyldne, slog sine ben let imod den let hårde jord, hvor det tørre græs groede. Solen stod højt over den gyldne hoppe og berigede hendes gyldne skin med den sidste glans, som solen nu kunne. Dagen havde været ganske stille indtil nu, men den gyldne hoppe havde sanset en anden sjæl i sin nærhed; og hun havde fulgt denne fornemmelse noget tid. Dette havde ført den gyldne hoppe i nærheden af en brun hingst med hvide aften i hoved og på ben, der var tydelige og symmetriske. Illana lod sit blik betragte denne hingst i en kort stund, inden hun gjorde sig selv til kende, med et ganske feminint vrinsk.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Travlt optaget af en anden hests afmærkning på dette sted, undersøge Diego nysgerrigt denne nye duft, fra en anden hest. Men et vrinsk lyder, og vækker opsigt, ikke langt fra ham. Med ét hejser Diego sit hoved opmærksomt, og ser nsygerrigt imod hvor den feminine lyd var vandret fra. En smuk gylden hoppe stod der, og undrende over at han ikke havde bidt sig mærke i andres tilstedeværelse, blev et bredt, lidt fjoget, drenget og ungt smil prydet på hans hvide mule.

Han vendte respektfuldt og høfligt rundt, inden han nikkede sin hvide mule frem i luften, ivrigt og ungt, mens hans øjne nysgerrigt, gnistrende af liv, betragtede denne gyldne hoppe. Han stod pænt hvor han var, og nikkede pænt hilsende, mens hans øre vippede nysgerrigt og opmærksomt frem.

"Goddag.."
Lød Diegos drengede og unge stemme, imødekommende og glædeligt.

Illana, den gyldne, nåede tættere på den brune hingst; først nu havde han opdaget den gyldne hoppe og hilste hende an med et muntert smil. Illana slog hovedet let op og til siden, inden hun med et mildt smil nikkede igen til denne brune, ungdommelige hingst; hvis sind allerede havde en klar aura omkring hans krop. Denne hingst var en, med krudt i benene og et muntert humor. Illana trådte an foran ham i en let og elegant bevægelse.

,,Goddag du ungdommelige hingst, som er blevet velsignet med et smil fra solen; du, med en aura af liv og mod – Hvem er denne herre, som foran mig står?”

Spurgte den gyldne med den milde stemme. Denne hingst var i sandhed en sjæl, som i Illana’s sind, passede helt perfekt i dette smukke land. Men hvem var han?

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et lettere fornøjet smil bredtes på Diegos mule, da han lyttede til hoppens lange præsenterende sætning. Han ville slå ud i latter, ej for at gøre nar, ej for at støde, ej for at morer sig, men helt igennem overrasket var Diego. Aldrig havde han forestillet sig at skulle møde en hoppe på omtrent samme alder som ham selv, tale så smukt, så gennemtænkt. Diego strakte mulen en anelse frem, nysgerrigt, mens hans øre vippede nysgerrigt og hans blik sprudlede af liv som små gnister i hans øjne.

”Diego er mit navn..”
Lød Diegos drengede, unge, uskyldige og en anelse uvidende; uerfarne stemme, mens han så høfligt som han nu altid havde lært, bukkede pænt for denne hoppe. Hans smil forblev, og han så nysgerrigt observerende da hoppen trådte nærmere.

”.. og hvem har jeg så æren af at støde ind i?”
Lød Diegos stemme drenget og ungt, venligt, mens han en smule ivrigt nikkede mulen frem spørgende. Hende her var spændende, og en svag fornøjet brummen kom også frem nu, som han stod der i selskab med denne fremmede hoppe.

Illana, den gyldne, så den brune hingst ganske grundigt an, imens han fremsagde sit navn og hilste den gyldne an. Illana smilede let for sig selv, alt imens hun lyttede til hans meget karismatiske stemme. Man kunne ikke nægte denne hingst hans humør for et smil, og det gav Illana ham da. Han lød ung, vel uerfaren, som havde han langt fra oplevet alt det, som han skulle; men dette betød jo kun, at denne sjæl havde så meget at se frem til, så meget der skulle ses og opleves, men ligeså skulle hans sjæl og eksistens formes mere, end andres. Illana lod sin mule søge en smule søgende fremad imod ham, som en lille venlig gestus, inden hun lod sin mule påbegynde et svar til den brune hingst, ved navn Diego.

,,Mit navn, du muntre Diego, er Illana. Jeg er, ligesom din egen eksistens, ny i dette land, som omgiver os.”

Sagde den gyldne hoppe med en meget tydelig klang; mild og feminin, men samtidig moden og vis. Dog ej på den måde, at den gyldne hoppe vidste alt, for det gjorde hun langt fra. Men det kunne sagtens fornemmes, blot ved hendes toneleje, at den gyldne hoppe havde en del mellem ørene, og hun var villig til at bruge, hvad hun havde.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego smilede muntert over den hvide mule, mens han imødekommende nikkede kort høfligt over hendes navn. Han betragtede hoppen, som han ikke kunne begribe eksisterede. Aldrig havde han ført en samtale med en hoppe der talte sådanne.

”Dejligt ikke at være alene om det!”
Lød Diegos stemme ærligt og lettet, i den drengede og unge tone, mens rystede sig over kroppen da en kold vind samtidig ramte ind over dem. Han smilede bredt, ungt og ærligt, mens hans øjne sprudlede af liv mens han så på hende.

”.. Men, det er hyggeligt at træffe dig, Illana..”
Huskede Diego så at tilføje sin sætning, med et friskt smil over mulen, inden han rakte mulen lidt prøvende og nikkende frem, yderst uskyldigt og varmhjertet.

Illana, den gyldne, lod sit blik betragte den ungdommelige Diego fornøjeligt; trods han ej syntes så gammel rent adfærdsmæssigt, var hans krop ganske veludviklet og tydede på en hingst, der ej var nået den bedste alder endnu, men skam heller ikke var så langt fra igen. Illana lod sin gyldne krop rankes en lille smule, inden hun med et smil mødte Diego’s blik. Det muntre blik. Illana lod da et bekræftende nik falde til gode, til denne Diego, inden hun selv rakte mulen imod hans, i en langsomt og kontrolleret bevægelse – Dog ej tøvende. Den gyldne hoppe sendte et lille nip efter mulespidsen på Diego, inden hun trak hovedet til sig atter engang.

,,Sig mig Diego; er du helt ny i dette land, eller har du betrådt andre områder, en lige præcis dette? Har du vandret her, blandt andre sjæle, eller er jeg den første sjæl, som du støder på, i dette land som nu er vores fælles hjem?”

Spurgte den gyldne hoppe med en meget oprigtig nysgerrighed. Selv var hun ganske ny på dette sted, og havde en ganske klar idé om, at stort set alle sjæle som på daværende tidspunkt vandrede i det selv samme land, som den gyldne selv, var kommet omtrent samtidigt.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen som nappede ud efter Diegos hvide mule, blev set til med et gengældt glædeligt og bredt smil over Diegos mule. Let drillende, trak han mulen til sig, i et lille ryk af samme bevægelse som da hoppen nippede ud efter mulespidsen. Dog spidsede Diego nu opmærksomt sine øre meget opmærksomt frem, mens det livlige og sprudlende blik gnistrede nysgerrigt.

”.. Et par dage har jeg været her.. ”
Forklarede Diego med den unge, drengede og ivrigt glædeligt stemme, mens han nikkede ned imod jorden, for at understrege at han mente her som i, på denne her Ø. Det var tydeligt, selvom Diego ikke sagde det ordret, at han ikke havde været her længere end et par dage, ud over de dage han havde befundet sig kun på Chibale.

"Men hvad med dig, Illana?"
Konkluderede Diegos ungsindige stemme nysgerrigt, mens han lagde hovedet en anelse på skrå, og lod den hvide mule sitre kort. Mens de sprudlende øjne så dybt i hoppen, nysgerrigt, ærligt og uskyldigt.

Illana, den gyldne, der nu havde trukket mulen let tilbage, lyttede intenst til de ord, som Diego fremsagde. Han talte om at have været her et par dage, og gjorde det klart at han henviste til denne del af landet; denne ø, omringet af det brusende hav. Illana nikkede let, bekræftende for at vise at hun havde hørt hans ord, og da Diego’s ord da igen kom frem i luften imellem dem, lyttede Illana med det samme. Han spurgte indtil hvor længe den gyldne havde været her, vandret i dette land, og hendes svar var skam meget lig den brune Diego’s eget.

,,Jeg har, ligesom dig Diego, vandret her et par dage. Jeg har set en del af denne ø, men også dele af de andre øer, med endnu ikke alle. Jeg har set skov, strand, eng; jeg har oplevet steder med mere kulde end andre. Og ligeså har jeg mødt lidt forskellige sjæle, de forskellige steder, du brune Diego”

Svarede den gyldne hoppe med en sandfærdig stemme. Derpå lod hun sin mule søge en smule fremad imod den ungdommelige Diego igen, for at nippe forsigtigt imod ham. Hun lod til at have opfanget, at den ungdommelige sjæl holdt af at bekræfte hinanden eksistens mere fysisk end så mange andre, og det gjorde skam ikke den gyldne noget overhovedet.

,,Fortæl mig Diego; hvor kommer du fra, hvad er din historie fra verdenen udenfor denne?”

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego kunne ej holde det brede fornøjede smil tilbage. Det var jo trods af alt ej en hemmelighed at den måde hoppen Illana her udtrykte sig, morede i særhed denne hingst. Diego smilede bredt, og hans øjne lyste og sprudlede af liv. Hans øre vippede atter lyttende nysgerrigt frem, mens han lyttede opmærksomt imod hoppen der snakkede let. Diego nikkede let, bekræftende af hendes beskrivelse af Ø’erne. Ikke at han af den grund rigtig havde været så vidt omkring endnu, mere var det for at understrege at han forstod hvad hun mente. Da hoppen da blev kontaktsøgende på samme måde som han selv, med et nip, lyste Diego lidt op, trods han allerede sprudlede ivrigt af liv. Diego lyttede opmærksomt og det hvide smil var nu ej at tørre af hingstens hvide mule.

”Jeg kommer fra et land, med meget skov. Hvor jeg har været i den samme flok, siden jeg kom til verden hos min mor, ligesom mine andre 3 brødre. Min far har aldrig rigtig været mig nær, da han var så manges far i flokken; han var lederen.”
Lød Diegos stemme svarende, med den unge og drengede stemme ærligt, der prydede hans energiske sind.

”Så, jeg har altid haft et ret godt liv.”
Forsikrede Diego ærligt, selvom et lidt kejtet og grinende smil var ved at bryde ud på hans mule. Godt liv ja, ufarligt?.. Ikke rigtigt.

”Men hvad med dig Illana?”
Lød Diegos stemme nysgerrigt og ungt imod hende, mens han rakte mulen en smule nysgerrigt frem, og vippede ørene en ekstra gang. Hans øjne sprudlede, og hans mule mimrede kort inden han trak hovedet lidt tilbage til sig selv, i samme bevægelse.

Illana, den gyldne, lod sin blik glide over den rode hingst. Han havde haft et godt liv, i selskab med sin moder og sine brødre i den samme flok; uden pinsler, uden tab, uden sorg og farer. Illana smilede let for sig selv. Hun havde skam selv levet et ’godt’ liv; i selskab med sin moder og dernæst frastødt af din flok, da hendes moder blev syg. Men før dette, havde den gylden hoppe i sandhed hvad hun havde haft behov for. Hun smilede let, da Diego gengældte hendes gestus, det Illana lod da sin mule røre hans hals kort, inden hun trak den til sig igen. Derpå lod hun sit blik falde ind i den røde hingst’s, hvor der blussede en meget munter, glad, kåd, overdådig flamme, der beskrev hans sind så godt. Derpå lod Illana sin stemme begynde, på at besvare hans spørgsmål, som han retsgyldigt havde spurgt hende.

,,Jeg kommer fra en meget lille flok, Diego. En flok bestående af min moder, nogle få andre hopper og deres afkom; og så selvfølgelig vore leder, min far. Min far kendte jeg ikke meget til, da hans tid gik med et sørge for, at vi kunne vandre sikkert på vores veje. Min mor, hun var alt for mig, hun lærte mig alt; alt fra hvordan man finder mad, til hvordan man begår sig blandt andre og omgivelserne. Desværre blev min moder syg, kort før jeg kom til dette land, og dette måtte jeg pålægge mig skylden for; de andre vendte mig ryggen og jeg måtte gå andre veje. Men jeg klager ej, Diego. Jeg frygter blot min moders skæbne”

Sagde Illana sandfærdigt; det var tydeligt at det påvirkede hende. Hendes toneleje gik et øjeblik ned, inden hun igen mødte Diego med et smil. Nu var hun dog her; fortiden var fortiden, og hun var sikker på, at hendes moder var blevet bragt sikkert til ’den anden side’, så at sige; hvis ikke et mirakel havde fundet hende. Derpå puffede hun let til Diego, for at vise at hun var færdig med sit svar; i hvert fald for nu.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego lyttede opmærksomt med det fornøjede smil over mulen, hans fortid var ham god, men han var ikke i tvivl om at dette sted lovede bedre, ind til nu. Ingen ledere, ingen ry, ingen som sådan regler? Diego vippede nysgerrigt med ørene da han lyttede til Illanas historie, som så fint lagde ud med noget han kunne relatere til. Tjoeh.. han savnede nu alligevel også sit gamle hjem, men ærligt og så at sige, var det nu mest hans kære brødre han ønskede nær sig til tider..

Diego så en smule betuttet ud i ansigtet da Illana lagde vægt på sin syge, måske endda døende moder derhjemme. Han mimrede svagt med den hvide mule, og et grublende brum tog stille til. Hans øjne sprudlede stadig, men nu med en snært af sørgmodighed? Diegos øre var stadig fremadrettede og lyttende, men ej så ivrige mere. Svagt trak Diego på smilebåndende da Illana så ud til at mande sig selv op lidt til sidst.

”Illana.. Det gør mig virkelig ondt.”
Lød Diegos unge og drengede stemme lidt forsigtigt, tilbageholdende da han ej ønskede at virke overfladisk. Han følte virkelig med denne hoppe. Det at hun puffede ham, bredte dog tilbøjeligt et lille smil på Diegos mule, forinden han let strøg hendes pandelok fra panden, til siden. Diego smilede og nikkede en smule ungt og ivrigt igen over sin begejstring efter at have flyttet på pandelokken. Han smilede atter, forsøgende på at skræmme den sørgmodige stemning væk, da Illana fint lagde op til at slutte det, lige for nu.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over den brune hingst Diego, der tydeligt blev påvirket af de ord, som den gyldne havde sagt; de ord der kort havde forklaret hendes baggrund overfor ham, fordi hun fandt ham værdig, og modtagelig nok til at høre den. Dog lod hendes afslutning på talen til at åbne op for en mere let stemning; hvilket Diego gjorde nytte af. Da han atter smilede igen lod Illana sin mule søge fremad imod hans hals; den brune hals med muskler bag, der bar ham, gjorde ham ædel og hingstet, men endnu var unge. Hun puffede ganske kort til ham, inden hun lod sin mule glide ned af hans hals. Det var tydeligt at han havde potentiale til at blive stærk, til at kunne bruge disse muskler til at kunne bære sig selv, som en af de mest ædle hingste her – hvis han ville. Hvis hans munter sind ville tillade ham, at blive ædel. Illana smilede kort for sig selv, inden hun flyttede mulen fra hans hals og lod sit blik mødes med hans.

,,Diego, du muntre brune hingst. Må jeg spørge dig om, hvad du finder fascinerende. Finder du solen, månen vandet, landet, luften, natten, dagen fascinerende, eller er der andet, der drager dit sind?”

Spurgte Illana med fornyet munterhed. Hendes ord om hendes moder, havde bragt hende i kort savn; men dette var et savn hun måtte leve med. Et tomt hul i hendes sind, der ikke var udfyldt endnu, og nok først blev det om lang tid; men dette ville hun ikke tillade, ødelagde hendes sind eller humør. Hun så ganske fornøjet på Diego, hvis svar hun afventede; hun var sikker på han havde mange ganske spændende synsvinkler på mange ting i tilstedeværelsen; og Illana ville med glæde lytte og lærer, og bagefter dele ud af sine egne, til denne specielle hingst.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen Illana lod sin mule plantes på Diegos hals. Han smilede lidt kejtet over den hvide mule; lidt bøvet, mens han let nappede drillende i hendes man, der let var i rækkevidde for Diegos hvide mule. Da hoppen trak mulen til sig igen, stod Diego med den muntre mine, det bredde smil over den hvide mule, det fremadrettede nysgerrige øre, og det sprudlende, livlige og unge blik i hans øjne. Han lyttede på hendes stemme, som så fløjlsblød atter lød i Diegos øre.

”Jamen, jeg må ærligt sige at det der fascinere mig mest er andre heste.”
Svarede Diego ærligt, med den unge og drengede stemme.

”De mange forskellige farver, vi som heste kan bære, er så unikke hver især. Vores stemmer, vores dufte, vores forskellige måder at gå og opføre os på!”
Lød Diegos stemme en smule begejstret i den drengede og unge stemme, mens han smilede for sig selv og nikkede mulen pegende hen på Illana.

”Du Illana, selvom jeg har mødt mange med farven som din, har jeg aldrig mødt en med så blød en stemme, eller så slanke ben som dig. Alt ved dig, gør lige præcis dig unik..”
Forklarede Diego med en stadig lidt begejstret tone, i den drengede og unge stemme, forinden hans smil for en kort stund stilnede, da en eftertænksom mine trådte kort til, i få millisekunder.

”Men jeg kan også godt li’ natten! Månens lys, stjernerne der blinker, som små vidundere på den mørke himmel.. Men så også den blå himmel om dagen.. Jeg undre mig typisk over når vi engang forsvinder herfra, om vi springer rundt på skyerne, eller om vi kan flyve?..”
Begyndte Diego så at plapre lidt løs, med den drengede og unge stemme.

”.. På den anden side, må vi kunne flyve, for om natten er der ingen skyer, og hvad bliver der så af os?”
Diego rystede på hovedet og lo med den drengede og livlige stemme han besad, inden han lidt bøvet smilte bredt. Han havde plapret løs nu, for en stund, uden Illana havde kunnet bryde ind.

”.. Men, hvad med dig Illana?”
Lo Diego let, over sig selv, der vidst var på vej til at gå lidt i selvsving. Når først han snakkede, var han ikke altid til at stoppe igen.