Vinter uden sne..

Illana, den gyldne, var ganske fornøjet over den strøm af tale, som pludselig forlod mulen på den røde hingst. Det spørgsmål, som den gyldne hoppe havde fremspurgt, havde lagt op til et svar, der kunne uddybes, og det havde den røde Diego sandeligt gjort. Han havde meninger og fascinationer om meget; sjæle, livet, døden, kunne man flyve, hvor blev vi af? Illana lod et smil forlade sin mule, inden hun lod den puffe til hans røde hals. Hans hals, som var muskuløs, var ligeså dækket af et tykt lag pels, der var så blødt, at Illana nærmest ikke ville flytte sin mule derfra igen. Hun sukkede ganske kort, tilfredst, inden hun trak mulen til sig igen og så ham i øjnene. Hans øjne, muntre og kække, men alligevel var de dybe, seriøse, meningsfulde. Hans muntre attitude, som nogen måske kunne beskylde for ikke at tage ting seriøst, var skam ganske seriøs og betydningsfuld. Illana smilede let; da hans stemme ophørte og lagde op til at den gyldne selv skulle svare, på hvad der fascinerede hende, lod hun et lille nik falde imod ham, hvorefter hun begyndte at tale med den karismatiske stemme.

,,Du røde Diego, med det muntre sind; det er nogle ting, som i sandhed er spændende, som du nævner, og selv fascineres jeg af selv samme ting; dog nogle med lidt andre vinkler, men i bund og grund det samme. Derud over fascineres jeg af lyset, Diego. Lyset der bor hos stjernerne og som jeg mener bor hos mig også. Et specielt lys, som ej kan slukkes af selv det mest tætte mørke; et lys der er skabt for at holde en i live, et lys som skal vogtes og deles til dem, der er det værdige. Et lys, jeg mener jeg besidder, som kom fra stjernerne, og en dag vil vende tilbage dertil”

Sagde den gyldne hoppe med en mild stemme. Hun sagde ikke alt, endnu til denne røde hingst, da hun ikke vidste om det var noget, der interesserede ham. Viste det sig, at han ønskede at høre mere om den gyldne hoppes fascination, jamen, så fortalte hun hellere end gerne alt, han ville vide.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Fornøjet smilte Diego bredt over mulen, da hoppen Illana puffede ham over halsen. Et varmhjertet smil kom til udtryk på den hvide mule, der besad det drengede og unge smil. Hans øjne sprudlede og slog lettet gnister for at understrege deres kontakt til hinanden her i øjenkontakten. Da hoppen nu sagde frem, og lod til at helt også forstå Diego, smilte Diego bredt. Men smilet blegnede let, da Illana snakkede om dette her lys, et lys vi besad, eller i hvert fald hun gjorde. Fra stjernerne? Et eftertænksomt blik kom til udtryk i Diegos øjne, mens hans mule mimrede let grublende. Illana færdiggjorde sin sætning, og Diego så op i himmelen, og så ned på Illana, så i himmelen atter, og igen på Illana. Der var en lille pause hvor Diegos blik var lidt fjernt og eftertænksomt, inden Diego åbnede den hvide mule.

”Stjernerne.. Kan du huske noget fra før, du fik lyset?”
Lød Diegos stemme ungt og en smule uforstående, men interesseret. Inden han let tænkte sig om, og kom med endnu en sætning.

”.. Jeg mener, som om at lyset er din.. Sjæl?”
Diegos blik lysnede op, og et skævt smil kom til udtryk over hans mule. Han var ikke sikker på om han forstod, men selv ville han tolke det som at lyset, var sjælen, og når man blev født her som hest, ville ens sjæl være blevet tildelt den hestekrop..

Illana, den gyldne, lod et smil komme frem til syne; denne Diego havde en attitude og et humør, der i sandhed smittede af. Hendes ord, hvori hun havde beskrevet lyset, fik dog hans humør til at blive mere tænksomt, mere overvejende. Og det morede vel den gyldne let, at hun havde formået at sætte hans tanker lidt i gang, få ham til at fundere over hendes egne ord, i stedet for hans egne. Illana strøg ham let over halsen, inden hun trådte ham et skridt tættere. Varmen fra hans noget længere pels, var lokkende, og Illana lod sig lokke til at søge den.
Hans spørgsmål fik den gylden til at søge hans blik med et smil. Derpå lod hun sin mule begynde at svare ham, med hendes meninger og tanker.

,,Diego, du kære røde, lad mig fortælle. Jeg mener, og jeg har fået fortalt, at jeg er blevet født med dette lys; at jeg fik det tildelt fra min mor, som selv var bærer af det. Min mor fortalte, at lyset kan vælge at møde en sjæl, at det kan vælge at komme fra stjernerne og ned til én, som det skete med hende; eller man kan fødes med lyset, som derved går i arv; jeg fik lyset fra min moder, men ej mener jeg, at lyset er min sjæl. Jeg mener lyset er grundlaget for eksistensen af min sjæl. Hvis lyset forlader mig, uden jeg selv videregiver det; hvis det bliver frarøvet mig, da tror jeg at min sjæl vil ophøre med at eksistere. Men giver jeg det videre, som min moder gjorde, vil lyset endnu bo hos mig, og ligeså i den nye sjæl. Og kun når min krop har nået en ende på denne jord, vil lyset da drage til stjernerne igen.
Diego, jeg kan ikke huske noget fra før jeg fik dette lys, da jeg som sagt, mener at være født med det.”

Sagde Illana med et smil, inden hun atter puffede til hans muskuløse hals. Den gyldne håbede ej, at hendes ord var for abstrakte for den røde hingst; og i så fald håbede hun, at han ville give udtryk for det.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego lyttede med en forundret mine, mens han måbede lidt, og smilede lidt undervejs. Han grublede let, og tankerne strøg igennem ham. Dette lys, dette lys.. Hm, hvordan mon det var at have dette lys. Diego smilede for sig selv, og mimrede let med den hvide mule. Han brummede svagt, og spærrede begge øjne lidt lystrende op, da hoppen afsluttede sætning.

”Ser man det..”
Lød Diegos unge og drengede stemme fascineret, mens hans øjne sprudlede livligt. Han kunne ikke helt forstå, hvordan det mon var, men det lød ret, specielt.

”Men Illana..?”
Lød Diego spørgende og indledende. Mest af alt som et lille føl, til sin moder, der ikke forstod hvad den lige havde fået forklaret.

”.. Vil det så sige, at du kun kan give dit lys til dem du elsker? Eller er det endnu mere indsnævret, så du kun kan give lyset til nogen der er af samme kød og blod?”
Lød Diegos stemme spørgende, mens han let lagde hovedet en anelse på skrå, og et skævt spørgende smil kom til syne. Hans øjne glimtede nysgerrigt, mens ørene lyttede imod Illana.

Illana, den gyldne, som befandt sig med den røde hingst, lod mulen søge hans pels igen. Varm, blød, det var den, og det slog den gyldne endnu engang. Hendes egen pels var langt fra så blød og land som Diego’s, der nærmest havde en ræverød farve. Det var ganske tydeligt at Diego lyttede til hendes ord og fandt dem fascinerende. De satte tanker i gang hos den røde hingst, når den gyldne snakkede omkring lyset; og nu kom der endnu et spørgsmål rettet imod den gyldne, han søgte svar, og det var prisværdigt, syntes Illana. Hun puffede imod hans mule, for at sætte sig som ligemand med den røde, der ellers lod til at sætte sig under Illana nu, hvor hun havde så dybe ord at dele ud af. Derpå lod hun sin mule begynde at snakke, så hun kunne svare hans spørgsmål.

,,Min moder gav mig lyset, fordi jeg blev født af hende. Som gav hendes krop det til mig, uden min mor vidste det. Hun gav det med andre ord ikke bevidst; og jeg ved heller ikke om jeg kan give det bevidst, til en, som jeg elskede, eller om jeg kun ville kunne give det videre til et afkom af mit eget; Diego, lyset er for mig endnu en ting jeg ikke kan beskrive til fulde. Jeg tror at jeg har mange ting, jeg skal lærer omkring lyset endnu, før jeg kan forstå det til fulde, og derfor kan jeg ikke give dig et svar, selvom jeg meget gerne ville, Diego. Jeg har dog en fornemmelse af, at jeg kun kan give lyset til en anden sjæl, hvis lyset selv vil gives væk, og hvis denne modtager er værdig.”

Sagde Illana med en ganske mild stemme, der behandlede emnet med en sådan nænsomhed, at man skulle tro det havde samme betydning, som en hun elskede. Men lyset var noget specielt for denne hoppe, det var det; og det var en stor del af hende selv.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diegos øjne lyste lidt forundrede over Illana da hun puffede til hans mule, efter at have trykket mulen ind i hans pels endnu engang. Det fornøjede Diego, hun var virkelig en rar sjæl, som Diego følte sig tryg hos. Hun var så ren og ærlig af sjæl, og så det lys. Ak ja. Hoppens puffenen fik Diegøs øjne til at lysne opmærksomt, mens han lyttede opmærksomt og nysgerrigt på Illanas bløde stemme der lød. Diegos øre vippede opmærksomt, mens hans øjne sprudlede nysgerrigt. Han mimrede let med mulen, og nikkede stille undervejs på hendes forklaring.

”Det må være svært.. Men, som min far så kendt og altid sagde; Kun med alderen vil erfaring og visdom følge.”
Lød Diegos drengede og unge stemme bekræftende, nærmest forsøgende opmuntrende på Illanas stadig til dels uvidenhed og hendes lys. Diego lod sig ranke stolt op, og talte med en mere formel klang, da han fremsagde sin fars ord, hvorefter et lidt kejtet smil tog over på Diegos mule. Det var spændende, men spænding eller alvor, slukkede og tilbageholdte nu ikke Diegos evige energi og gnist, hvilket også blev understreget da Diego til sidst puffede hans hvide mule imod hendes lyse.

Illana lod sin mule hapse kort fat i Diegos man, lige inden hans ord kom frem i den stille luft imellem dem; og de ord, der forlod mulen på den røde hingst, fangede i sandhed Illanas opmærksomhed. Vise ord, det var det, ord der stammede fra Diegos fader. Illana smilede let da hun havde sluppet hans man hvorefter hun mødte hans blik; Illanas milde øjne kærtegnede et øjeblik Diegos inden hun brød øjenkontakten og begyndte at tale med den milde stemme, der var hende så karakteristisk.

,,Din far lyder til at være en hingst, med et sind der har oplevet meget og ved meget. Men han har så ganske ret, og jeg er sikker på at jeg med tiden vil forstå det lys, som jeg beundre så meget. Det kræver blot tiden og tålmodigheden, som jeg ligeså besidder. Jeg må dog sige, jeg er nysgerrig. Nysgerrig omkring det lys jeg har, hvad det kan, hvorfor jeg fik det, men ak, accepten omkring at måtte vente har jeg indfundet mig med for længst.”

Sagde Illana med et lille smil, inden hun trådte Diego tættere. Hans selskab var ganske behageligt, og Illana nød det allerede nu, ganske meget. Hun lod sin mule begraves i hans bløde pels, hvorefter hun puffede ganske sigende til ham. Det var nu hans tur, til at komme med et emne som de to sjæle kunne dele med hinanden; hans tur, til at tale først og styre samtalens gang. Det var Illanas tur til at lytte, til de ord som Diego måtte have at sige.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego smilte fortsat fornøjet, over den måde hoppen fortsatte den fysiske kærtegn. Trods de næsten lige havde mødtes, da godt nok efterhånden for en del snakke siden, måtte Diego indrømme at de kom godt ud af det med hinanden. Diego mimrede med den hvide mule, og smilede bredt over Illanas snakken. Det varmede virkelig Diegos hjerte, at få komplimenter til sin fader, som han da savnede, skønt han nok aldrig ville se ham igen. Diego vippede da nysgerrigt med ørene da hun atter berørte ham, og Diego puffede let Illana drillende, men varmhjertet over kæben.

”Men Illana, jeg er nysgerrig. Tror du på den eneste ene, at alle har en eneste ene?”
Diego smilede drenget og ungt, mens hans stemme lød ærligt og ungt fra hans hvide mule. Hans sprudlende øjne forplantede sig da let i Illanas, mens han kort betragtede farverne i Illanas øjne, fra den lyse dag himmel.

Illana, den gyldne lod sin mule mimre ganske let, fornøjet, mens hun betragtede Diego, der nu havde hørt på hendes snak; og nu kom han frem med et spørgsmål, der vel var ganske inspirerende. Et spørgsmål der omhandlede kærligheden, og om den gyldne hoppe troede, at der fandtes en til alle derude. Hun smilede let for sig selv, inden hun puffede kærtegnende til Diegos bløde mule. Derpå mødte hun hans blik, med et par milde øjne.

,,Ja, Diego, jeg tror på at der findes en passende sjæl til alle; men jeg ved endnu ikke, om der gør i dette land. Jeg er dog helt sikker på, at der med tiden vil indfinde sig den rigtige, for dig og for mig, hvis der ikke allerede gør, og jeg er sikker på vi vil møde disse. Jeg har en fornemmelse af, at det er en naturlig del af livets balance. Hvis ikke der fandtes en for alle, så tror jeg at vores overlevelse ville være for ustabil og præget af kampe omkring de få, der i så fald var værdige til kærligheden. Så, Diego, jeg tror på at alle har en eneste ene; men gør du?”

Illana lod spørgsmålet gengives til ham med et smil; ikke fordi hun tvivlede på, at han delte samme mening, men hun ville alligevel gerne høre hvad den røde hingst havde på hjertet omkring dette emne.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego så en smule spændt på Illana, nysgerrig over hvad hoppen mon ville svare, eftersom et smil havde bredt sig på hendes mule, og hun da puffede til Diegos hvide. Diego så en smule betuttet ud for en kort stund, inden han smilte drenget og ungt, med de sprudlende øjne der tydeligt så interesseret og opmærksomt på Illana, der fortalte. Diego ville nysgerrigt med ørene, da hun talte med den blide stemme, han forstod hvad hun mente, skønt han aldrig havde set sådan på det. Sådan som Illana forklarede det, var det mest bare kærlighed og mager, generelt; syntes Diego. Hvorimod Diego havde en lidt anden tro på den eneste ene.

”Jeg forstår.. Selvom, jeg må indrømme at jeg tror der findes den eneste ene. Men ikke sandsynligvis at ens eneste ene lige lever i nuværende tid. Jeg mener sådan, at vi hver i sær som sjæl, er skabt til at skulle leve sammen med denne éne anden sjæl. Men i princippet kan vores eneste ene, måske være død for flere hundrede år siden, eller måske først komme til verdenen om mange år. Så på den måde, tror jeg på vi er skabt til at kunne have mulighed for den eneste ene, men at vi måske ikke er så heldige, at vores eneste ene lever i samme tidsrum som os selv..”
Sluttede Diego med den unge og drengede stemme, der ærligt og åbent talte. Illana her, virkede som en hoppe man kunne dele ting med, uden at blive set skævt på. Hvilket gjorde at Diego nu åbnede sig ret så meget.

”På den anden side, tror jeg også at; som du siger Illana, at kærlighed er noget vi har brug for. Samt at jeg sagtens tror man kan blive forelsket, selvom det ikke er ens eneste ene.”
Fastslog Diego med den unge og ærlige stemme, mens han pustede venskabeligt ud fra næseborende, imod Illanas lyse mule, da han puffede til den, blidt.

Illana, den gyldne, lyttede fornøjet til de ord Diego sagde. Han havde en indsigt, der var lidt anderledes end den gyldne hoppe’s; for nu spillede tiden også ind. Var det virkeligt muligt at gå glip af mødet med den eneste ene, fordi han eller hun havde levet i en anden tid, eller ej var kommet til verdenen endnu? Illana studsede let, men smilede da. Det var en spændende udlægning som den røde Diego kom med. Hver enkelte detalje af den, var spændende. Illana lod sin mule søge frem og stryge ham langs hans hals, der var tæt pakket med den dejlige og bløde pels. Derpå lod hun sit blik møde hans, med et smil.

,,Den vinkel må jeg sande, at jeg ikke havde påtænkt før. Men det er dybt fascinerende Diego! Men, hvis man kan leve i forskellig tid, i forhold til den man måske er skabt til at være sammen med, tror du så nogensinde, at sådanne to sjæle vil mødes? Måske i livet efter? Tror du, at de på et eller andet tidspunkt, vil blive forenet, som de var skabt til?”

Spurgte Illana med en stor nysgerrighed. For engangs skyld var det ikke hende, der havde svarene, men nu denne hingst, som i den grad var spændende for den gyldne hoppe. Ikke nok var han en munter hingst, men han besad i den grad dybe tanker, som Illana beundrede allerede nu. Hun havde vækket en nysgerrighed fra sit sind, og hun ønskede gerne at vide mere, lytte til de ord som Diego havde at sige; lige så længe han ønskede at dele ud af dem til den gyldne hoppe, som gjorde ham med selskab.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens gyldne mule strøg Diegos mørkerøde tykke pels, over halsen. Diegos øjne sprudlede af liv, ingen tvivl om det. Hans øre vippede nysgerrigt imod hoppen, mens det unge smil bredt var placeret over Diegos hvide mule. Hun talte nu, og hans mørke og livlige øjne, døsede en smule tænkende hen, men kun for en kort stund. Hoppen her havde vidst aldrig hørt om dette før? Hun virkede uvidende på dette punkt, af livet før og efter døden. Sjælenes levetid. Diego spidsede opmærksomt ørene imod Illana, da hun talte ud, og sluttede med det store spørgsmål. Ville de mange par, som var skabt for hinanden, nogensinde blive forenet? Diego smilede fortsat bredt og ungt over den hvide mule, mens hans blik nysgerrigt så imod Illana, med en ung og ærlig undertone.

”Jeg fik altid ad vide af min far, hvordan alle der betræder jorden, besidder en sjæl. Mens der er umådelig mange sjæle som begiver sig rundt i kroppe, som vores…”
Startede Diegos unge og drengede stemme oprigtigt og ærligt, mens hans nu puffede ud imod Illana med mulen, for at indikere hende om sådan nogen som os.

”… så er der også de mange andre hundrede tusinde millioner sjæle, som stadig begiver sig omkring i nattehimmelen. ”
Fortsatte Diego forklarende, mens han kort lod blikket søge op imod himmelen, som da var lysblå og daglig.

”Her lever sjælende kun bestående af små lys, i håb om tilfældigt at blive valgt til at blive genfødt i en krop af kød og blod en dag. Sjælende lever i nattehimmelen i evigheder, mellem hinanden. Derfor, kan man godt sige at de eneste ene bliver genforenet, ret tit og ofte også. Men som sjæl, kun bestående af lys i nattehimlen, både før og efter et liv i en krop af køb og blod, kan man intet. Kommunikation er ikke på tale, berøring er heller ikke…”
Forklarede Diegos fortsat med de unge og drengede stemme han besad, mens det strålede ud af hans øjne, hvor meget han virkelig troede på alt dette, hans far altid havde fortalt ham.

”Samtidig, bliver vores minder fra tiden som sjæle i nattehimlen altid fortrængt, når vi genfødes i en krop. Jeg selv, og du Illana…”
Lød Diego understregende med den unge stemme, mens hans øjne atter holdtes meget oprigtigt lysende i Illanas øjne inden han fortsatte.

”… kan allerede have haft levet tusinde af liv, i forskellige kroppe. Men hvis vi kunne huske alle disse liv, ville vores liv være al alt for komplicerede, og det er jo ikke det gud ønsker os, når han tager vores sjæle ud af mængden for at føle hvordan det er at leve.”
Afsluttede Diego med et skævt smil, da han så og sige var vendt en smule over i alvor. Denne samtale var spændende, måske lærerig, men ikke bare lut og leg. Diego smilede fortsat mens gnisten af liv stadig blusede tydeligt i Diegos mørke øjne, smats hans øre vippede nysgerrigt imod Illana.

Illana, den gyldne, lyttede forundret til en tale, som Diego kom med. Hun havde ikke regnet med, da hun første gang så denne røde hingst an, at han ville gemme på et så dybt indre bag det muntre yder, som strålede ud af hans krop. Hun lod sin mule kærtegne hans pels endnu engang, alt imens hun lyttede til de ord, som forlod Diegos mule i en lind strøm af dybe meninger. Hun lyttede intenst til hans ord, som var ganske fascinerende. Når sjælene ’ventede’ på at blive genfødt, kunne de blive forenet med den eneste ene, men ej ville de kunne bruge dette til andet, end at fornemme hinanden tilstedeværelse. Men måske kunne de engang blive genforenet i livet, som to sjæle der møder hinanden og lever et liv sammen, til de atter må skilles. Men i så fald, har de været ét i en stund, hvor de har kunnet nyde dette. Illana smilede let for sig selv, inden hun så Diego i øjnene. Det var tydeligt at han nød denne samtale, for hans øjne blussede ivrigt af alle de følelser de boblede rundt i ham, på grund af denne samtale. Illana rykkede derpå med det gyldne hoved og lod sine øjne fordybe sig i hans muntre.

,,Diego, jeg må indrømme at du har en viden omkring dette emne, som jeg ikke selv har. Det er en indsigt jeg beundre og du har fået mig til at filosofere over nye ting, allerede nu. Jeg må sige, at jeg dog finder det meget fascinerende det her med genfødsel, så sjælende vandre evigt. Selv tror jeg, at vores liv som sådan kun er til låns, og vores sjæl vil farer til himmels når vores dødelig liv her er ovre, men sig mig Diego, hvordan kommer nye sjæle til i denne sjæleverden, som du kender til? Hvis vi alle blive genfødt, hvordan kan nye da så komme til? Skabes der nye sjæle når liv bringes til denne verden, eller er det fra himlen de kommer?”

Sagde Illana og puffede en anelse opfordrende imod Diego; hans ord var kloge, men alligevel var de endnu ikke uddybede helt endnu for den gyldne hoppe, der søgte i nysgerrigheden. Hun søgte at blive klogere, vide mere; for hun havde en klar overbevisning omkring det med at sjælen søger livet på jorden; og især lyset. Men Diego havde en lidt anden filosofi, som Illana fandt spændende og lærerig. Måske var virkelighed en kombination af de to overbevisninger, som de to sjæle havde? Illana prustede mildt. Det gode ved Illana var, at selvom hun troede på ét, betød det ikke at hun var blind for noget andet. Og den gyldne hoppes tro var under konstant forandring, eller udvidelse måske. I hvert fald lod Illana nu et smil vise Diego, at hun var mere end klar til at lytte til hans ord; og mon ikke de begge to ville forlade hinandens selskab senere, med en ny viden?

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen virkede lettere beundrende og opsøgende; omkring de ord Diego havde fremsagt. De ord han så ofte havde hørt sin fader bruge der hjemme, i alle mulige former for sammenhæng. Hendes ord, med den blide stemme flød nu sammen med Diegos tanker, mens han stod og så for en kort stund, eftertænksom ud. Hans sprudlende og livlige blik vendte da hurtigt tilbage og lyttede færdigt til hoppens forklarende ord. Kun til låns, ja sådan kunne man vel også udtrykke det. Det passede i hvert fald sammen i Diegos hoved, mens den hvide mule mimrede en smule tænksomt. Hans røde øre vippede nysgerrigt imod Illana da hun sluttede af med endnu et ledende spørgsmål. Diego lignede nu for en kort stund, lidt et lille efterladt føl, der blev udspurgt om sin farfars historie; uvidende. Diego lagde let hovedet på skrå, og de sprudlede unge øjne søgte lidt op i himmelen, søgende, søgende; men efter hvad? Hurtigt faldt blikket tilbage på Illana, og det var som om alvoren og eftertænksomheden svandt ind, mens et bredt og drenget smil vistes over Diegos hvide mule.

”Hm… Det ved jeg faktisk ikke.”
Lød Diegos drengede og unge stemme, yderst ærligt. Men opstemt, langt fra nedtrygt over at være uvidende på dette punkt. Hans øre vippede nysgerrigt og hans øjne sprudlede energisk mens de betragtede Illanas mule der nu igen var tavs, hendes blik der så næsten forventningsfuldt imod Diego og hans svar.

”… Noget siger mig dog; at hvis det havde været min far du havde spurgt…”
Startede Diego dog alligevel, med en lidt mere moden stemme? Mens han rankede sig op, tanken om hans fader gjorde ham varm indeni, stolthed havde altid været en stærk følelse der blussede op når han tænkte på sin fader.

”… havde han nok sagt; Det er ubegribeligt hvor mange sjæle der eksistere udenfor vores opfattelse af at være i live, derfor opstår der aldrig nye sjæle. Det er blot de samme sjæle som genfødes på ny, igen og igen.”
Lød Diegos stemme, forsøgende modent som sin fader, skønt den drengede klang alligevel hurtigt sneg sig ind over. Diego smilte bredt over den hvide mule, i et form for grynt da han skulle til at slå en lille munter drenget latter op, over tanken om sin dejlige fader.

”På den måde, tror jeg til gengæld også på at der kan gå flere milliarder af år, før vi genfødes, fordi der er så mange sjæle.”
Sukkede Diego en smule beundrende, mens han kort lod et blik glide op til himmelen, han så da atter på den gyldne Illana foran ham, hvorefter han puffede blidt og næsten opmuntrende til hendes mule. Han var ikke sikker på hvad hun havde forventet? Måske havde hun håbet på at der kom nye til, men på den måde ville der jo også gå nogen bort?

Illana, den gyldne, lod sin mule køre over halsen på Diego endnu engang. Hans fortælling var spændende, meget endda, og Illana kunne allerede nu mærke, at der lå et specielt venskab i denne hingst. De to sjæle skulle nok mødes mange gange i fremtiden, udveksle meninger, idéer og viden. Men nu, ja, nu kunne Illana mærke, at denne samtale var ved at nå sin ende, med den fine afslutningen Diego kom med, på hans tale. Hans fader, som han citerede, lod til at have været en vis sjæl og Illana var sikker på, at en sådan sjæl måtte genfødes tit og ofte, med den viden han måtte have haft. Ellers ville det da være synd for omverdenen, at skulle undvære en så speciel sjæl - Ligesom med Diego selv. Dog var Illana ikke sikker på, hvorvidt hun så sig enig med Diego og hans faders ord; for hvis det hele var opstået engang for mange år siden og nu blot kørte i ring, så nye sjæle aldrig blev dannet, hvordan kunne man så støde på evigt forskellige sjæle? Illana havde den overbevisning, at en sjæl i bund og grund har sin opførsel fra ét og samme sted og at den ikke burde ændres, selvom sjælen da begav sig op imod stjernerne. Selvfølgelig ville den blive påvirket at det nye liv, den da måtte få, men helt at ændre sig? Nej. Illana troede på at alle sjæle kan dø og blive født; at der kan opstå nye og andre forsvinde. Hvordan, vidste hun ikke. Men at hun ikke så sig enig med de ord, som Diego havde talt, betød dog intet negativt, for nej, det havde været lærerigt for Illana at snakke med denne hingst, med det muntre sind! Hun smilede let til ham og puffede da til hans kind, som en lille gestus.

,,Diego, du muntre og ædle hingst, det har været en fornøjelse at snakke med dig, diskutere med dig. Jeg kan mærke at min sjæl må drage videre for natten nu, og derfor vil jeg byde dig et stort tak for denne samtale. Du er en fantastisk sjæl Diego, og jeg er sikker på at vi snart skal mødes igen, for da at snakke videre omkring hvad der nu vil falde os ind. Må dine dage være gode, til vi ses igen, du muntre sjæl! Jeg vil i hvert fald glæde mig”

Sagde Illana idét hun puffede til hans følsomme mule. Derpå slog hun fremad i en let og yndefuld skridt imod horisonten, på sig vej for at finde ly for natten; alt imens Diego vandrede i hendes tanker. Speciel, det var han, og hun var sikker på at hans liv i dette land ville blive bemærkelsesværdigt.

[out]