Den evige vandren

~ Volontaire ~
Her… Stille.. Mørkt..
Mig, alene, i denne sorte nat, der indbyder til en tur igennem det ukendte og ubetrådte land, der for mig, blot er endnu et sted, som skal vandres igennem, uden at vende blikket tilbage. Fortrydelse.. Nej, det vil aldrig hænde, for den der nægter at se tilbage, vil aldrig komme til at se fortiden og dets fortrydelse i øjnene. Og her, der kommer jeg så gående. Mine hove rammer imod den frosne jord, der er dækket af den krystalklare hvide masse, der skaber en glimtende sfære at vandre igennem. Men jeg betragter det ikke som noget smukt.. I mine øjne, er alting dødt. Alt er blot noget der skal forbi gåes, og noget, der blot er endnu en bakke i vejen for den endelige frihed.
Men den frihed, den tvivler jeg på, at jeg nogensinde finder. Måske ikke i dette liv, eller det næste. Men måske.. måske engang i min død, vil jeg kunne indrømme den fejl der er blevet begået i mit liv, af min sjæl og mine muskler. Men sådan vil det være, indtil videre. Det ukendte. Det, der ligger som en tung sten på mine skuldre, og som blot vokser sig større og større, men som forsvinder mere og mere ind i min underbevidsthed og hober sig op til det ukendelige.
Knejser nakken voldsomt op, så den grå og hvidbrogede hals bliver hvælvet og markeret i musklernes dans. Mine hove slår hårdt ned imod jorden – jeg ligger ikke skjul på at jeg er her. Mine øre ligger ned imod min nakke, ikke i vrede, men jeg viser blot den afvisning der ligger over mit sind. Jeg ønsker ikke selskab, og jeg har heller ikke haft det i et år, måske to.
Bevæger mig henover den åbne eng. Jeg forsøger ikke at skjule mig selv – for folk kommer alligevel ikke til mig, da jeg nok skal vise, at deres selskab ikke er ønsket!

Illana, den gyldne, vandrede af sted over den lyse eng, hvis genskær af den hvide masse, der havde lagt sig over landet, spejlede sig op imod hendes krop og fik hende til nærmest at skinne op, nu hvor solen berigede den hvide overflade med utallige kys. Illana udsendte et dæmpet prust; landet havde allerede formet sig meget for den gyldne hoppe. Hun havde set flere områder nu; skov, sø, strand. Og hun havde dannet sig et billede af, hvad hun konkret mente om dette land. Dog havde hun endnu ikke set snedækkede landområder, som dette, og den gyldne hoppe vandrede med stor elegance igennem sneen, der drev op af hendes ben, for hvert skridt hun tog. Kulden gik hende ej på – For selvom hendes pels ikke var lang, var den tilpas tæt, så kulden ikke kunne komme ind og påvirke hende helt. Illana, den gyldne, slog lettere voldsomt med hovedet, inden hendes blik fangede en sjæl i horisonten; en spraglet sjæl i sort og hvid, der ligesom den gyldne hoppe, havde fundet vejen til dette snelandskab. Forundret hævede Illana hovedet og udsendte et sagte, feminint vrinsk, for at gøre sin gyldne eksistens til kende; hvem var denne spragelde vandre, der havde fundet vejen hertil, som Illana selv?

~ Volontaire ~

Mine stærke ben, bevæger sig af sted med en voldsom hast. Nok fordi man kan sige, at jeg flygter. Men udadtil, vil det blot se ud som om jeg bevæger mig i et raskt tempo, for at holde varmen. Smælder med den grå hale bag mig, der flyver let til siden pga. den lidt kølige vind der er her til aften.Mine hove slår ned i den frosne hårde jord, der svagt er dækket af et lag sne, som giver den ’knirkende’ lyd under hovene. Mit blik glider kort omkring, inden jeg så knejser nakken hårdt op igen – jo vist, udadtil ser jeg mangfoldig, stolt og mægtig ud. Men indadtil er det ikke kun disse ting der afspejles. Nej, det er kun et lille udsnit af de mange ting der afspejles inde i mit indre.
Mine sensitive øre, opfanger hurtigt et lyst vrinsk der kommer mig nær. Automatisk spændes mine muskler op. Liv. Død. Det er ikke nemt. I min verden, er alt dødt, inklusiv mig selv. Standser op, og vender fronten hurtigt imod vrinskets ejermand. En gylden, ganske fin hoppe står der, længere oppe af engen, på en svag forhøjning. Mine øre skæves bagud, og forbliver der. Ikke vredt og aggressivt, men afvisende er det vel. Et kort, dybt og markant brum glider fra min muskuløse krop, imod hende. Hun minder mig om en, jeg ikke vil mindes om, og derfor står vreden længere ud af mine øjne, samtidig med en enorm smerte. Den lille flamme i mig, svækkes, og blusses op, svækkes, blusses op. Sådan fortsætter det. Ser stift imod hende, uden overhovedet at rykke mig en millimeter. Der står jeg så bare, med fronten imod hende, og blikket imod hende.

Illana, den gyldne, lod sine ben finde hvile I den kolde sne, der klamrede sig omkring dem. Hun havde spottet den meget spraglede hingst i sorte og hvide farver, der vandrede omkring lidt længere nede af denne bakketop, som den gyldne havde fæstet sig på. Hun havde beskuet ham fra han var en plet i horisonten og til nu; han havde bevæget sig med fart, det var der ingen tvivl om, men nu var han stoppet op og havde fundet fokus på den gyldne hoppe.
Dog var den reaktion der kom fra hingsten, over synet af den gyldne, langt fra positiv. I første øjekast virkede det som om han helt frastødte synet af Illana, der havde indfundet sig i hans synsvinkel, som var hun en sjæl der ej burde findes. Den gyldne hoppe lagde hovedet let på sned; denne hingst, som allerede nu afviste enhver form for tilnærmelse, kunne den gyldne hoppe ikke helt placere i sammenhængen med dette land; enhver hun havde mødt indtil nu havde haft smil på mulen og et venligt sind at byde på. Men ham her, lod til at være stik modsat. Den gyldne hoppe brummede kort, men tænksomt for sig selv, inden hun gav sig til at vandre ned af den lille forhøjning med lange, yndefulde skridt. Sneen, som hun vandrede igennem, brusede nærmest op som et skummende hav, alt imens den gyldne hoppe begav sig igennem det, og det endte med at berøre stort set alle hendes ben, nærmest op til maven. Dog generede det ej den gyldne hoppe; hendes pels var nok ikke den længste, men den var tæt og varm. Da Illana nåede indenfor 10 meter af denne spraglede hingst, søgte hun i stedet ud i en bue omkring ham; dog ej for at cirkle om ham, men nærmest for at komme forbi. På halvejen forbi, stoppede den gyldne op og sendte et sigende blik i retningen af den sortspraglede hingst; han virkede til at have tydelige meninger om hans egen eksistens og ligeså andres, men kunne han modstå en fristelse om at følge en fremmed på ukendte veje, selvom han allerede havde gjort det klart, at han ikke ønskede hendes selskab? Illana gjorde et lille nik til ham, inden hun på ny satte fremad i den elegante skridt. Hun vovede at vende ryggen til ham, hvilket var risikabelt – Men samtidig var det også opfordrende til, at han skulle følge hende, væk fra den aller tykkeste sne.

~ Volontaire ~
Mit blik betragter den hoppe, den gyldne, som nu kommer imod mig, uden som sådan at tøve. Mit sind lukker af, ganske vidst. Følelser kobles fra, og det tomme blik stirrer nu på hende, uden nogle videre følelser at vise.
Hun bevæger sig elegant, til trods for den sne der klæder jorden under os. Om det så er positivt eller negativt, det ved jeg ikke. Det er blot endnu en passage at passerer, og det kommer til at gå i et hurtigt tempo. Jeg skal bare videre.
Da hun er mig ’nær’, træder hun ud fra mit nærværd, og træder i en bue udenom. Hun kigger tilbage på mig, og jeg stirrer blot med tomhed i blikket. – Hun ønsker mig vidst med hende. Men jeg følger ikke andre. Jeg følger kun mig selv, mine egne hove, og mit eget forvirrede sind.
Banker en hov i jorden, og vrider mit hoved bagud. Nej, jeg følger hende ikke. Vil hun mig noget, bliver det ikke med mig bag hende, som en valsende hingst.
Smælder med den grå hale, og vipper kort et øre imod hende, for at lytte til hendes reaktion. Men øret ryger dog hurtigt tilbage igen, da det er der, mine ører hører til. Tæt imod nakken, dog uden at ligge aggressivt tilbage. Ser ingen grund til aggressivitet, da hun ikke er dominerende over for mig. Hun gør sikkert dette i en god mening, men for mig, er det blot ren og skær et irritations moment, at hun nærmest forventer, at jeg følger hende – hvis hun da gør det.
Svirper igen med halen, og jokker nogle skridt bagud, for at vise min utilfredshed. Jeg har svært ved at begå mig i selskaber, og det er logisk nok, da jeg ikke har haft det længe. Derfor kan jeg måske virke usikker, men inderst inde er jeg det sikkert også blandet med stolthed, hidsighed og frustrationer. Og sikkert mange flere ting. Ser kort imod hende, inden jeg så ser skulende til siden igen, om her er andre.
Men det er samtidig for ikke at virke som en hingst der er betaget af hendes gyldne udseende.
Men hvad bliver denne gyldne, fremmede sjæls næste træk? – jeg forventer nok egentlig bare, at hun vælger at forlade mig. Forståeligt nok.

[/color]

Illana, den gyldne, havde afventet den spraglede hingst’s reaktion; men i stedet for at følge den gyldne hoppe, som hun havde givet udtryk for at hun ønskede han gjorde, valgte han at afvise tydeligt. Han trådte endda tilbage for at øge afstanden til den gyldne hoppe, og derpå vendte Illana fronten imod ham. Han afviste at lade hende komme til ham og ligeså lade hans egne ben følge hendes; i det hele taget afviste han vel tanken om selskabet? Dog var det ikke noget, der endnu slog den gyldne hoppe ud, og fik hende til at søge andre veje. Illana lod sit hoved glide let på sned og sit blik søge fremad imod den spraglede hingst’s. Dog var det ej nemt at fange, da han lod til at have fokus forskellige steder, og ikke var villig til at lægge det på den gyldne hoppe alene. Illana lod sin elegant krop træde 3 skridt tættere på den spraglede. Hverken tøvende eller frembrusende, blot neutralt. Hun ønskede at komme i kontakt med denne sjæl, som lod til at være den eneste anden sjæl i netop dette område; og den gyldne ville hellere i kontakt end at søge videre væk i søgen på liv.
Selvom den spraglede hingst havde vist utilfredshed med den gyldne hoppe’s eksistens, lod hun ham endnu ikke få sin vilje. Nok var det vel et uhøfligt træk fra den gyldne, der ellers altid respekterede andres meninger og holdninger, men i denne situation, vurderede hun at hun godt kunne træde af lidt uhøflige veje. Hun havde sit eget syn på dem, der valgte andre fra; nemlig at de ej vidste hvad de gik glip af og derfor måtte have hjælp, til at indse det. Hun standsede op på endnu god afstand til den spraglede og nikkede da, hilsende.

,,Hvem er du, du spraglede, der vandre i samme vinterland som jeg? Du, med sorte og hvide farver der springer omkring på din krop, danner mønster der ej er på nogen anden, og som samtidig skiller dig fra alle andre?”

Spurgte den gyldne hoppe med en oprigtig, mild stemme. Hun havde henvendt dig direkte til ham nu, med en målrettet optræden; men samtidig mild og respektfuld, nu hvor hun var gået til ham. Det var dog den gyldne en gåde, om denne spraglede hingst, ville afvise hende fysisk denne gang, blot vende om og gå, eller rent faktisk lade sin stemme afsløre, hvem han var

~ Volontaire ~
Mit blik, render flyvsk omkring. Som om jeg ikke vil lade min sjæl smelte sammen med hendes. Nej, det nægter jeg. Min sjæl. Hendes sjæl. Og sådan forbliver det. Smælder med den grå kraftige hale der er bag mig, inden jeg så ser stift hen på hendes krop, da hun nærmer sig mig. Jeg kigger ikke direkte i hendes øjne, da jeg ingen grund har til dette. Ønsker ingen øjenkontakt, da det for mig, er at lade en vidt fremmed træde ind i mit land, mit sind, ja, sågar mit liv.. Og denne ’gestus’, hvis man da kan kalde det for det, den vil jeg ikke give hende. Desuden ville hun intet positivt få ud af det.
Da hun har trådt de tre skridt nærmere, står jeg stadig urokkelig, og mit blik er nu til siden, væk fra hende. Men tag ej fejl. Mine sanser og opmærksomhed ligger kun på hende, ikke fordi jeg frygter hende, men fordi hun skal jages væk, hvis hun kommer mig for nær.
Drejer så mit hoved i et ryk, og lader det falde til hendes front. Dog flakker mine øjne omkring på hendes krop, og ansigt, og ikke i øjnene.
Hun nikker til mig, ønsker kontakt. Selskab. Men dette, det kan jeg ikke give hende. Jeg ønsker ikke selv selskab. Da den gyldne hoppe åbner munden, og taler som dette, falder hendes tale ind i mine øre, men de binder sig ikke til mig sind. Hendes stemme gør, men talen.. nej.
Ser meget overvejende imod hende, inden jeg så træder et dybt skridt til siden, uden noget egentlig grund.

,, Hvem jeg er, er der intet svar på. Intet facit.”

Mine talegaver er ikke særlig gode, og min stemme bliver jeg selv chokeret over. Jeg har ikke hørt den i et års tid, og den er dybere end jeg husker. Dyb, hæs, nærmest hvislende. Ikke fordi jeg er vred, men min stemme er blot dyb trods min alder. Men det gør det nok ikke bedre, at jeg ikke har brugt den i et år. Kaster kort med hovedet, og tygger mine kæber godt sammen, så de bliver endnu mere fremhævede. Der ligger meget i denne handling, som hun nok ikke ser eller forstår.
Men mere siger jeg ikke. Det er sandt det jeg siger, så hvorfor uddybe det. Mine øre ligger fortsat ned, og blikket drejes fra hende. Men misforstå mig ikke, min opmærksomhed er skam til hendes fulde.

Illana, den gyldne, hvis hove var begravet af sne, lod sit blik forblive imod denne hingst, trods han veg for hendes. Det var ganske tydeligt at noget holdt denne spraglede hingst fra at lade andre få øjenkontakt; frygt, stædighed, præmisser, utilpashed. Noget. Den gyldne hoppe havde en tanke i sit sind, men den var ej realistisk nok til at udgive i form af lyd, så hun lod den ligge i det bagerste af hendes sind, til overvejelse. For hvorfor ønskede denne hingst ingen kontakt? Illana havde før mødt typer, der afviste, men ej nogen der slet ikke lod øjnene mødes. Illana lod sine øre glide opmærksomt fremad. Selvom denne hingst ikke så på hende, var hun ikke i tvivl om, at han lyttede. Hun havde godt bemærket hvordan han før dansede vigende fra den gyldne, selvom hun veg fra ham ligeså. Han ønskede hende virkelig ikke nær, og alligevel havde han forholdt sig stille, da hun så nærmede sig ham i anden omgang. Illana lod et sagte prust forlade sin mule, inden hun lod sin stemme komme til udtryk, efter at have hørt hans udlægning af sig selv; en hingst uden facit. Men det var han skam langt fra alene om. I den gyldne’s sind kunne ingen have et facit, fordi ingen var fuldendte, og alle havde en fremtid foran sig, der kunne byde på ændringer. Så hans svar var egentlig så intetsigende som overhovedet muligt, men samtidig sagde det alt. Dog kunne Illana godt sanse, at hans udlægning af sit eget jeg, var en god måde at komme omkring emnet på, eftersom han nok ej ønskede at tale om sig selv. Derpå lod Illana dette ligge; hun havde opdaget hans udtryk, hans let spændte krop, sammenklemte kæbe. En irritation lå under skindet på ham, og en af disse grunde til irritationen, var nok det spørgsmål den gyldne havde stillet, eftersom den bød ham til at tale om sig selv til en fremmed. Dog var Illana ikke bly for dette, og trods hun ikke havde fået den spragledes navn, gav hun sig til at præsentere sig selv, som den høflige hoppe hun var.

,,Mit navn er Illana, du spraglede, der vandre i samme land som jeg. Jeg kom hertil for ganske nylig; ej så nyligt som andre, men nyligt nok til at jeg ikke kender halvdelen af dette land endnu. Ligeså kender jeg langt fra alle sjæle, kun nogle få, som jeg er stødt på”

Sagde den gyldne hoppe informativt, men mildt og ærligt. Hun tvivlede egentlig på, at hendes ord betod noget for denne spraglede hingst; men dette var ikke en grund til at spare på den, tværtimod. Illana havde erfaret, fra sit liv før Andromeda, at selv dem der ikke havde interesse i hendes ord, alligevel godt kunne være gode lyttere, og ofte fascinerende at tale til og med. Den gyldne svingede ganske kort med halen, alt imens hun betragtede denne hingst. Han lod til at være på nippet til at vige fra hende igen, hvis hun gjorde sig flere tilnærmelser; hvilket hun med god grund lod værre med.

~ Volontaire ~
Mit flyvske blik, fæstner sig kort imod hoppen. Hendes man.. Ikke af nogen speciel grund, og så alligevel. Den fejer let med vinden, og et flashback kommer tilbage til mit ellers lukkede sind. Ser pludselig nærmest smertende ud. Vrider hovedet voldsomt bagud, og kaster kort forbenene frem for mig. Lander igen, og kniber øjnene voldsomt sammen. Billedet forsvinder, og nu står hun der bare, som hun er, den gyldne hoppe, som jeg ikke engang kender.
Og alligevel, minder hun mig om så meget, som jeg ikke vil mindes om, hader, men alligevel savner så inderligt meget. Men den savn der er, er blevet forløst at en mur, der ligger sig som en tyk plamage rundt om det dunkende hjerte, der efterhånden føles som en tung sten at bære rundt på.
Mit udfald, er jeg ikke interesseret i at få kommenteret. Bider mine kæber sammen igen, og holder blikket fra hende nu, og til siden i stedet. Ikke flere udskejelser af den slags – hun skulle nødig sætte rygter i gang, om en vanvittig hingst hun er stødt på.
Hendes ord siver skam ind, og hendes måde at tale på, er egentlig ganske speciel må jeg erkende. Den ligger ikke til den normale tale, da hun vælger at dreje ordene om hendes tunge, og lade dem komme ud i en fornem tilkendegivelse.
Sådan taler jeg ikke ligefrem selv, men mine talegaver er heller ikke hvad de før har været. Dengang, hvor jeg var en galant, høflig og kærlig, men fyrrig hingst. Dengang, jeg havde noget at give kærligheden til, en at beskytte. Men nu, nu er alting ændret.

,,Illana..”

Er mit eneste svar, på hendes lange sætning, der stadig sidder fast i mine øre. Min stemme kommer stadig bag på mig, og den piner mig egentlig inderstinde. Men den hårde og tomme facade er kommet frem igen, og jeg røber ikke de smerter og pinsler der render igennem min hukommelse, og forsøger at bryde ind i det stenhårde hjerte, der viger fra følelserne og varmen.

,,Mit navn, behøver du ikke. Det vil ikke være noget at huske, noget at gense, eller ønske at smide rundt med. Jeg er blot en omstrejfer, og min tid her, vil være kort.”

Ligesom den har været alle andre steder. Jeg har mange ar rundt omkring på kroppen, hvilket tyder på mange kampe, og forseelser i terrænet som er ukendt over alt. Jeg lære aldrig steder at kende, fordi jeg så hurtigt vandre bort igen.

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive ved denne spraglede hingst, der vandrede rundt i sneen, som dækkede denne del af Andromeda. Egentlig var den gyldne lidt overrasket over at finde sne, for stort set alle andre steder, den gyldne havde været, havde det grønne endnu bevaret dominansen i landet. Illana, som havde ladet sit sind undres, blev da en smule pludseligt revet ud af sine tanker, da den spraglede gjorde et udfald imod den gyldne, hvilket kom bag på hende. Hun trak sig to skridt bagud, med hovedet hævet let og blikket fæstnet på ham. Hvorfra dette udfald kom, kunne hun ikke komme med en konklusion på, men i hvert fald havde noget, formegentlig den gyldne selv, påvirket ham til dette. Illana trak et øre et øjeblik til siden, inden hun lod det falde fremad igen. Der lod ikke til at komme flere udfald; og derfor blev den gyldne hoppe stående, hvor hun nu stod. Hun kommenterede ej på hans reaktion, over noget hun ej kendte til; hvis der skulle siges noget, måtte det komme fra den spraglede selv, der før så pint ud, og derpå blot tilbagetrukket, afvisende overfor den gyldne, hvis blik han endnu ikke havde mødt.
De ord der efterfølgende forlod den spraglede’s mule, var den gyldne ikke overrasket over. En sjæl, hvis navn der ej skal nævnes, fordi han blot er på gennemrejse. Men hvorfor skulle dette forhindre ham i, at fortælle et navn? Illana lod sit hoved glide let på sned, inden hun en sidste gang prøvede at søge hans blik.

,,I så fald, du fremmede, hvis pels er som nat og dag på samme tid, uenige om hvem der skal herske; vil jeg spørge dig om, hvordan du vil rejse væk fra dette land, du er blevet bragt til, ligesom jeg selv?”

Nok havde Illana ej været her længe; men længe nok til at hun vidste, at Andromeda var et fuldendt land, man ej forlod. Der var en ganske god grund til at den gyldne selv havde måttet vandre i en uendelighed igennem det absolutte mørke, for at komme hertil. Og den spraglede foran hende, måtte ligeså have været udefor en rejse, som sikkert havde testet ham, påført ham et oplevelse han ej ville kunne lægge bag sig. Og Illana var sikker på, at de ej ville have været udsat for dette, hvis landet omkring dem, blot var et man kunne vandre igennem, som var det ingenting. Den gyldne hoppe nikkede ganske kort til den spraglede, som en lille gestus, inden hun lod et smil pryde sin mule. Selvom han var vigende for hende, havde den gyldne hoppe en idé om, at denne spraglede sjæl havde en historie, der i sandhed var både spændende og forfærdelig; som den gyldne selv havde det. Hun var sikker på, han havde dybe meninger og ord, der gemte sig bag den rustikke og dybe stemme, og det vigende sind.

~ Volontaire ~ You do not know me, and you never will.
Den gyldne hoppe, Illana, virker ikke til at reagere synderligt meget på mit udfald. Hun træder blot nogle skridt tilbage. Om denne reaktion er godt eller skidt, det kan jeg ikke helt finde ud af, i mit kæmpende indre. Jeg ønsker hende langt væk, af helt simple og indforståede grunde, som hun aldrig vil blive en del af, at kende til.
Det er mine grunde, og mine alene. Min sjæl er min egen, og ensomheden er den eneste ven, jeg lader følges ved min side, til tid og evighed.
Jeg står med blikket skævende væk fra hende, nærmest som var hun luft for mig, i dette øjeblik. Men det er hun ikke. Overhovedet. Hun er så meget mere, end hun aner, så meget mere, end jeg sikkert selv aner. Men en ting ved jeg dog, hun skal væk fra mig. For sit eget bedste – da sikkert også for mit.
Da hun igen taler, men ikke træder tættere, drejes mit blik i et ryk, ind i hendes øjne. Der skabes øjenkontakt. Mine mørke, tomme øjne, gemmer den skjulte flamme, der kæmper for ikke hverken at slukkes, eller flammes helt op, til ukendelighed. Jeg ønsker ikke, at de indre flammer, får lov at blusse så meget op, at en indre kamp dermed vil opstå – dette ville muligvis føre en fysisk kamp til verden, mellem mig, og den gyldne hoppe.
Min stemme, bryder pludselig frem, mens jeg står med mine tomme, mørke øjne, der brænder sig ind i hendes mere milde og åbne øjne. Det er som om, jeg er stivnet, som var en engel trådt imellem os, og havde skabt en utrolig ro i vores indre. Men dette er ikke tilfældet for mig.

,,Nat og dag, eller godt og ondt. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er havnet her. Men en fejltagelse er det i hvert fald – jeg er strejfer, og tilhører intet land, hest eller hersker. Jeg tilhører mig selv, og mørkets riger, der fører mig igennem fremmede vidder. Og dette sted, er blot endnu en passage, der skal passeres.”

Siger jeg i den dybe tone, og vrider så voldsomt mit blik til siden, vigende.
Svirper hårdt med halen, og knejser så hårdt op i nakken. Mit blik forbliver væk fra hende. Nu har hun set det, og mere skal hun ikke. At se mit blik, er som at se ind i min sjæl, hvis man har gode øjne, der kan betragte dem med hver en følelse man besidder. Men jeg besidder ingen følelser der er af renhed. De er urene, hadske, selv forpinede, og fyldt med skyldfølelse. Men samtidig erstattes de til tider af et så stort nederlag og had, at den lille flamme blusses voldsomt op. Dérfor, skal hun ikke se ind i mit blik. Det ville blot være noget, som hun fortryder – eller jeg selv fortryder. Mit blik forbliver i jorden, mod den snebedækkede eng vi stadig befinder os på.

Illana, den gyldne, forblev med den afstand hun nu havde taget til den spraglede hingst, hvis sind lod til at afvise hende og hans krop ligeså. Hans tegn var ganske tydelige, hun skulle ikke komme ham nær, men alligevel var der noget ved ham, som fangede den gyldne’s interesse og fik hende til at blive. Normalt ville den gyldne have accepteret, at denne hingst valgte hende fra og dermed havde givet ham freden; men ikke denne hingst, ikke på denne dag og ikke i dette landskab. Illana lod sit blik hvile et øjeblik over den slagmark den spraglede hingst havde på sin krop; de sorte og hvide mønstre bugtede sig omkring hinanden, som kunne de ikke finde ud af at dele pladsen på hans maskuline, ædle krop. Efter en lille stund, hvor den spraglede havde valgt at lade blikket vige fra Illana, nøjagtigt som tidligere. Dog bemærkede den gyldne snart en ændring i hans fremtoning; han drejede sin hals og lod sit blik møde den gyldne hoppe, som derefter lod sine øjne søge hans. Og i de få øjeblikke hun fik lov til at beskue hans øjne, hvor en spinkel flamme svagt søgte lyset som den gyldne besad, så hun at denne hingst indeholdt mere, end som så; nøjagtigt som hun havde forudsagt sig selv. Hun lod sine øre glide fremad, lyttende, for så snart denne hingst lod sine ord komme til en ende, begyndte han at tale med den rustikke stemme, som lå så godt til ham. Hans ord omkring hans færden her, kunne Illana ikke mene han ville få ret i. Hun havde mødt en anden, meget lig denne spraglede hingst i sind, som ligeledes mente at han var en fejltagelse i dette land. Dog vidste Illana, at hans ord ej ville være sande. For der lå en dybere mening bag deres færden her. Det var ikke blot et tilfælde at de var havnet her, nej. Illana mente bestemt, at hun havde gjort sig fortjent til at være her; og hvis hun skulle gøre sig fortjent, hvorfor skulle denne spraglede så være kommet her ved en fejl? Som Illana allerede havde betænkt overfor en anden, mente hun ikke at man blot kunne vandre igennem dette land og forsvinde igen, nej. Da Illana begyndte at tale, havde den spraglede vendt blikket helt væk fra Illana; dog vidste hun, at han lyttede. Om end til hendes ord, men så hendes stemme, da.

,,Misforstå mig ej, du spraglede hingst, hvor sort og hvid slås om at vinde retten til at beklæde din ædle krop; jeg tror ej at dette land kan passeres. Jeg tror ikke, man kan komme tilbage af den vej vi kom hertil fra. Og eftersom at hver har taget en forskellig vej, er blevet udsat for noget forskelligt, tror jeg på at en højere magt har en kontrol over dette land, udvælger dets beboere. Men ej, du spraglede, mener jeg at du blot kan vandre igennem og forsvinde igen.”

Sagde den gyldne hoppe oprigtigt. Hendes tone, var ikke ment som en fornærmelse; blot en konklusion på hendes meninger, tanker og følelser omkring dette land og dets mening.

~ Volontaire ~ you don't know me, and you never will
Det rodede sind jeg ejer, gør ikke mine hverdage lettere for mig. Inderst inde, er det derfor jeg flygter fra sted til sted. At stå stille i samme omgivelser, dag ud og dag ind, vil tvinge mit sind til at mødes med dets dæmoner. Mødes, med den største frygt jeg overhovedet har i mit liv – nemlig min fortid, og min samvittighed – den der er der en smule, men som langsom er begyndt at forsvinde ind i sig selv. Ikke kun samvittigheden, men mig selv. Jeg er svundet ind, ligeså stille, bid for bid og dag for dag. Jeg eksisterer snart ikke mere. Kropsligt gør jeg, men ikke mentalt, der er jeg bare langsomt forsvundet ind i mig selv.
Men denne gyldne hoppe, hun hiver og flår i det, jeg ikke vil mindes. Dét, jeg ikke vil huske på, eller se igen. Dét, jeg flygter fra, hver dag og hver nat.
Hun river i det stenhjerte jeg har udviklet, det hjerte, der er lukket af for følelser og minder. Og nu åbner hun op for det, uden at jeg har bedt om det. Det er dét, jeg har en indre kamp om. Smider den sorte hale omkring min bagpart, mens de mørke øjne fortsat er rettet væk fra hende, mens hun taler. Men tro mig, jeg lytter. Intenst.

,,Jeg er kommet hertil, uden min vilje. Jeg ved ikke med dig. Men jeg kom ikke her til, af egen vilje. Og jeg agter at finde en vej ud – om det så bliver det sidste, jeg gør.”

Min dybe og hæse stemme er markant mens jeg siger det. For jeg mener det, meget alvorligt.
Men hvis det ikke er tilfældet, at jeg kan finde ud, så skal jeg finde et sted, hvor jeg kan være i fred, og gå af egne veje. Om det så er det samme sted, det ved jeg ikke. Men noget skal gøres. Jeg kan ikke bare stå der, og lade tanker og minder overvælde mig, ikke på vilkår!

,,Er du kommet hertil, af egen vilje, af egen veje – eller blev du taget til dette land, uden din egen vilje?”

Jeg vender nu samtalen mod hende, da jeg ikke ønsker at snakke mere om mig selv, eller reagerer yderligere på denne gyldne hoppes eksistens. Jeg ved ikke længere, om jeg skal tro på det hun siger. Om vi virkelig er havnet her, grundet højere magter. Eller om jeg bare er havnet her, fordi mine hove har ført mig af sted. Jeg kan godt huske noget mærkeligt lys – men ganske enkelt, så kan jeg knapt nok huske hvor jeg har været, og ikke har været. Jeg har være mange steder. For mange steder. Men disse frustrationer der er i mit indre, de vises ikke udadtil. Nej, der står jeg stolt, med nakken knejst så musklerne vises. Mit tomme blik, udviser en stor stolthed ligeså, til trods for tomheden. Hendes stemme, minder mig ikke om nogen. Heldigvis. Så hvis hun blot taler om sig selv, så kan det hele nok blive vendt til noget mere… ”positivt”. Hvis man da overhovedet kan finde noget positivt i min tilværelse, som den evige vandre.

Illana, den gyldne, hvis krop forblev et stykke fra den spraglede hingst, der både var blevet skænket farve af nat og dag, lod sit blik søge lidt væk fra hans sjæl, efter han selv havde vendt blikket væk. Selvom hun havde en idé om, at denne hingst måske skulle have et lille spark, for at acceptere den gyldne’s tilstedeværelse helt. Dog vidste hun, at dette langt fra var en realitet; og heller ikke ville den gyldne kunne finde på at gøre dette. Nej, hun ville hellere gå af lange snoede veje for at nå frem til en gensidig respekt, end at tage den direkte vej. Hun ville hellere følge hans krav, end at føje sine egne. Illana, hvis spinkle krop var dækket af en tætsiddende pels, der holdt hende varm, selvom kulden var hård, lod sine øre opfange hvert eneste ord, som den spraglede hingst sagde; ham, hvis navn endnu var hende ukendt. Hans dybe og hæse stemme lod ord flyde ud i den kolde luft til ære for den gyldne; men hans svar var præget af en ærgerlighed, at en tvungenhed som han ikke var tilfreds med. Han havde ej valgt at komme hertil; han var blevet trukket her ind uden at have viljen bag og agtede nu, koste hvad det ville, at komme ud. Illana, som allerede havde fremlagt, at hun ikke mente at dette land blot var et, man kunne passere, valgte ej at kommentere på hans ord. Hans mening var fast, og det var hans. Dette måtte Illana acceptere, selvom hun ikke var enig. Hun lod sit blik vende tilbage til ham, da han lod sin stemme udforme et spørgsmål, der satte den gyldne hoppe i fokus, frem for ham selv. Illana vippede sine gyldne øre fremad, med et lille smil, og begyndte derpå at svare; ej fordi den gyldne selv var kommet her af egen vilje, for det troede hun ikke på var muligt, men hun var glad for hun var blevet skænket den gave, at måtte bo her. Hun var blevet frelst fra den pine, hun havde haft i det gamle land; hun havde måttet lade minder blive revet ud fra hendes hjerte, hvilket havde efterladt et tomrum, der gjorde at den gyldne endnu ikke var lykkelig; men hun var glad og tilpas. Med tiden ville hun blive lykkelig.

,,Jeg kom hertil gennem et uendeligt mørke, du spraglede. Et lys mødte mig, i mit gamle land, hvor jeg ej længere hørte til. Det mødte mig med toner og ubeskrivelig skønhed; jeg blev draget og lod det fører mig af sted, hen til sig. Dog, var det der ventede på den anden side langt fra lyst, du spraglede. Jeg blev mødt af et mørke der kvælende stoppede alt; liv, lys og tid. Jeg vandrede i dette mørke i hvad der ville svare til en evighed, og så alligevel kun et øjeblik. Som jeg sagde, var livet og tiden stillstående. Jeg tror at det er af denne grund, at jeg kom ud med mit eget liv i behold, som det var da jeg trådte ind i lyset. Det var forfærdeligt, dette mørke, men jeg mener det var en test, som jeg bestod, og min belønning var at kunne træde herind, i dette land.”

~ Volontaire ~ You don’t know me, and you never will
Mit blik forbliver væk fra denne gyldne hoppe, som kun har opnået kontakt med mine øjne en gang. Men noget ved denne hoppe, gør at jeg ikke driver hende væk med vold, som jeg ellers har gjort ved så mange andre. Det er nok fordi hun holder sig i den afstand jeg selv ønsker, og ikke presser mere på. Hun træder ikke nærmere, eller flytter rundt på sig. Og det havde jeg nok egentlig regnet med, eftersom hun i starten gjorde tilhold til, at jeg skulle følge hende, væk fra snedriven.
Knejser nakken en smule, inden jeg så kaster hovedet sidelæns, og river mine ben op af sneen. Bevæger mig forbi hende, dog i god afstand. Nu er jeg ’klar’ på at gå. Væk fra snedriven. Mit ene øre vippes imod hende, lyttende, mest fordi jeg nok på en måde vil sikre mig, at hun følger med ud af snedriven, og med mig. Men gør hun ikke dette, så standser jeg ikke, og spørger om hun vil med. Nej, så fortsætter jeg bare af sted på min evige vandren, uden hende. Smælder med den mørke hale bag mig, mens jeg med stolte og høje skridt bevæger mig længere og længere imod den lavere sne, oppe ved træerne. Herude på engen, er det for højt at gå i, ikke for mig, men måske for hende.
Mit blik falder kort bagud, imod hende, skulende. Men det er kort, og jeg ved ikke om hun bemærker det. Men jeg er opmærksom på, om hun følger med mig, eller ej. Mest for min egen skyld, så jeg ikke bliver overrasket over hende, hvis hun pludselig er bag mig. Hendes snak, den hører jeg skam, til trods for sneen der knirker let under mine hove, der bliver trådt i jorden med stor kraft.

,,Det har sikkert været en prøvelse. Men du klarede den. Og hvis du ser dette land som en belønning, er det jo det hele værd.”

Svarer jeg med den dybe, og meget hingstede tone, som ikke at til at skære igennem. Mit blik glider op imod træerne, hvis blade er faldet af for længst, og nu er de i stedet dækket af et fint hvidt lag sne. Sænker kort hovedet ned, og lader min mule ramme imod sneen. Kommer med et ret voldsomt og dybt brum, så noget af sneen flyver op langs mit ansigt. River hovedet op igen, og kaster det opad. Har nogle voldsomme bevægelser – noget som er blevet værre igennem mit år alene, hvor jeg kun har kæmpet for at holde folk fra mig. Jo voldsommere bevægelser, jo større og mere truende virker man. Og dette, det udnytter jeg. Men det er nu ikke for at true hende, at jeg gør dette. Det er blot blevet så indlært, at jeg ikke længere kan lave små og rolige bevægelser. Og det lærer jeg sikkert heller ikke igen. Om hun opfatter det, som om at jeg vil drive hende væk, det ved jeg ikke. Men i såfald, så vil jeg blot vandre videre, alene. Standser op da jeg selv er nået op til træerne, som jo ikke er langt væk.