Den evige vandren

Illana, den gyldne, hvis blik lod sig hvile på denne spralgede hingst, blev en smule overrasket, da den spraglede hingst pludseligt satte fremad, forbi den gyldne og søgte ud af den dybe sne.
Kulden sneg sig ind under hendes tætte pels, der beklædte hende denne vinter, sørgede for at hun ikke skulle lide under kulden; men alligevel sneg den sig gradvist ind på hende, alt imens hun stod foran den spraglede, der pludselig satte fremad imod trægrænsen. Illana lod sin gyldne krop drejes rundt, da han først var kommet på passende afstand af hende; hans grænser var hårfine, og Illana søgte slet ikke at presse dem, så hun beholdt den afstand der havde været imellem dem, da de stod stille i den dybe sne. Og derpå begav hun sig af sted efter ham, med besværede og alligevel virkeligt naturlige og yndefulde skridt. Hendes ben blev løftet i knæhøje skridt, for at kunne bevæge sig gennem den tykke sne, der klamrede sig om hendes ben for hvert skridt, kølede dem, prøvede at fange dem. Dog lod den gyldne hoppe ikke sine ben standse, men i stedet følge den spraglede hingst til trægrænsen, hvor sneen ej var så dominerende. Her stoppede hun op, atter med afstand til den spraglede hingst, så hun ikke trådte ind i hans zone; hun respekterede at han havde grænser, selvom der var noget ved ham, som fik hende til at søge dem, se dem, mærke dem. Illana havde dog en fornuft og en høflighed, der holdt hende fra at bryde ind i hans rum, for at udforske. Det var kun, hvis han selv gjorde plads til den gyldne hoppe, at hun ville søge dette. Hans ord lyttede Illana skam til; hans nærmest positive kommentar på den gyldnes udlægning af hendes rejse hertil. Og omkring at hun ej følte sig snydt, men derimod belønnet for at have vandret i mørket, og nu var kommet hertil. Illana lod sin hals søge fremad, formede den og skød ryggen en smule op, hvilket gjorde at hun kunne bevare en ganske elegant holdning, samtidig med at hun viste at hun kunne slappe af, forme sig selv, på en elegant måde. Hun prustede ganske let, inden hun vendte blikket imod den spraglede. Hun havde valgt at dette emne omkring rejsen hertil skulle ende; for de to sjæle havde så forskellige meninger, at det ville ende i en ustabil diskussion. I stedet lod Illana sin mule forme nogle ganske enkle ord, som måske kunne åbne op for en mere civiliseret og filosofisk snak, hvor der var plads til forskellige meninger, uden den anden skulle krænkes på valg og tanker.

,,Du spraglede, du som bærer både natten og dagen på din krop; hvad tænker du, når du vender blikket imod den stjernebesatte himmel, der hviler over os om natten?”

~ Volontaire ~
You don’t know me, and you never will
---------------------------------------------------------

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg som sådan har budt denne hoppe op til ‘dans’ med mig. For jeg søger ikke selskab hos nogen, men hun har ikke gjort mig noget, og derfor taler min sunde fornuft til mig. Jeg skal ikke jage hende væk, uden nogen grund. For hun har endnu ikke trådt over mine grænser, eller ind i dem, og derfor har jeg ingen begrundelse for, at skulle angribe hende, eller drive hende væk. Men hvis jeg inderligt ønskede at få hende væk fra mig og min sjæl – ja, så skulle jeg da nok få det gjort.
Men i disse øjeblikke vi indtil videre har haft, der har hun ikke virket nærgående, eller påtrængende, og derfor har jeg tilladt hende, og mig selv, stadig at befinde sig i hinandens selskab.
Jeg går foran hende, og skubber sneen længere ud til siderne, ja, jeg baner nok vej for hende, for at hun ikke skal træde igennem for meget koldt sne. Dette, er min underbevidsthed der spiller ind, for jeg gør det ikke af ren og skær god vilje, men i min underbevidsthed, gemmer der sig brudstykker af mit gamle jeg. Det gamle jeg, der beskytter, og forguder. Men dette gamle jeg, er blot gemt lang væk, ind i mit kolde og kyniske sind, der nok generelt er ligeglad med alt og alle der er omkring mig – og så alligevel ikke.
Da jeg er nået til træernes grænser, er sneen slet ikke så dyb som den før var. Nej, nu går det til langt under knæene, og dette gør det mere behageligt at stå i. Mit blik vendes imod den gyldne hoppe, som har indfundet sig med samme afstand til mig, som vi før havde. Og dette, det er jeg nok taknemmelig for et eller andet sted, inde under den tykke hud. Vores samtale, om hvordan vi endte her, den har jeg lukket med min sidste sætning, og det er nok bedst for begge parter, da vi ellers kunne risikerer at komme ud i en endeløs diskussion som intet facit ville have i sidste ende alligevel. Derpå, ville diskussionen have været nyttesløs, og bare have skabt større problemer end det jeg i forvejen har at rode rundt med.
Men den gyldne er ikke færdig med at tale. Hvilket jeg nok egentlig havde troet – og at hun derefter ville takke farvel, vende rundt, og forlade mit selskab. Nok det, der ville have været det bedste. Men dette er ikke tilfældet. For hun har nu åbnet munden igen, og spørger ind til noget mere filosofisk end jeg havde forventet. Hvad jeg tænker om der stjernebesatte himmel… Hun forventer nok et svar, som er noget lykkeligt, noget glad. Men jeg tror hurtigt, at jeg vil skuffe hende, med det svar jeg bringer hende. Mine øre vippes let bagud, igen. Ikke vredt, men heller ikke yderlig tilpas endnu. I hendes og andres selskab, vil jeg nok aldrig være helt tilpas, da jeg altid vil føle mig malplaceret. Mine muskler er stadig en anelse spændte, da jeg aldrig smider mine parader og facader – dette vil gøre mig skrøbelig. Sådan som jeg står her, ser jeg jo ganske stolt og maskulin ud. Og nok ikke en, man burde nærme sig. Men det er ikke henvendt til hende – men til andre udefrakommende. Jeg har nok i ét selskab, og derfor vil jeg ikke have andre herhen også.
Retter blikket op på himmelen, og ser imod stjernerne. Men der dukker ikke så meget op i mit sind. Eller, jo, det gør der. Men ikke noget, jeg siger eller synes er værd at fortælle.

,,Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om stjernerne, der pryder den sorte himmel.. De er der ofte, og det er et syn jeg ofte ser. Intet specielt – og så alligevel. Man kan søge et svar fra dem, men der kommer aldrig et svar. Man kan søge selskab, men alligevel udfylder det det aldrig rigtig… De…De er der bare, hver nat. Og hver dag. Om dagen er de dog ikke til at se, men de er der. Og de forsvinder ikke.”

Dette, det er mit svar. Det siger meget, og så alligevel ingenting. ’Man’, er intetperson, og dermed siger det ikke noget om mig som så, medmindre man ’læser’ mellem linjerne. Og det ved jeg ikke, om denne hoppe kan. Jeg kunne sagtens fortsætte med at snakke, men det gør jeg ikke. For så kommer jeg for tæt på mit eget jeg, min person, og min personlighed. Og dette deler jeg ikke med hende.

[/color][/size]

Illana, den gyldne, hvis ben måtte løftes højere end normalt, for at komme gennem sneen, havde fokus imod denne hingst, der snart vandrede foran hende; den hingst hvis krop var dækket af nat og dag på samme tid. Hans krop lod til at bane vejen igennem den tykke sne, således at den gyldne hoppe kunne vandre ubesværet igennem sneen, således at hendes ben ej skulle løftes højt og besværet. Den gyldne trak et lille smil på den gyldne mule; for at denne hingst, der ej lod til at ønske hendes selskab fra start af, havde nu selv budt den gyldne op til dans, nøjagtigt som hun havde lagt ud med at byde ham op. Han vandrede med en ædel attitude af sted igennem sneen, hen imod læ, hvor sneen ej havde taget fuldmagten endnu. Da først de to sjæle havde slået sig ned, ved siden af hinanden med god afstand, derpå lod hingsten sin stemme komme frem. En smule hæs, hul og hingstet var den; men den var dyb og nobel på samme tid. Hans attitude, der nu var mere fjendtlig af udseende, lod til at søge udad, for at skærme af for evt. kontakt fra andre. Som lukkede han den gyldne inde i en boble sammen med ham; afskåret fra omverdenen, hvor kun dem og deres ord havde ret at blive hørt, set og følt. Illana, den gyldne, hvis krop stod tydeligt frem i sneen; ved siden af hans krop, hvor dele af den stod frem fra sneen og andre kunne gemme sig i den; ja, hun som stod ved siden af ham, lod nu sine øre vendes fremad. Hun lyttede intenst til de ord, som han sagde. De ord han omtalte med en bestemt og distanceret holdning; som ville han ikke tage ordene direkte på sig selv. Men alligevel forstod den gyldne hoppe godt, at den mening han fremsagde som værende generel, var hans egen; og den var dyb, trods han forsøgte at skubbe den ud helt udenpå pelsen, for at lade den gyldne se den, forholde sig til den, uden hun skulle forholde sig til ham selv. Bare meningen, som fremstod generelt, men som i virkeligheden var en brøkdel af hans egne meninger. Illana lod et lille smil pynte mulen, da hans ord holdt op. Hans mening omkring stjernerne, var ikke konkret. De var som en ting, der blot var en del af en større helhed; men ikke specielle i sig selv. Og dog lod han til at være fascineret af dem, selvom han ikke fremsagde det tydeligt. Det lå bare gemt i hans ord, at han trods hans udtale, alligevel nærede en form for fascination over disse lysende kugler på himlen, der var der hver eneste nat; lyste op for dem og fyldte himlen med mønster, der ej kunne ses negativt på. Derpå lod den gyldne hoppe sin mule søge en anelse fremad i luften imellem dem, for at søge hans nærhed blot en smule mere; ej var det direkte og ej var det alt for søgende. Blot en lille forespørgsel på at få lov at komme ham en smule nær, uden at han skulle udlevere sig selv.
Illana lod da sin mule begynde at tale, med ord så blide som sommeren selv; ord med mening og samtidig afslørende omkring den gyldne sjæl.

,,Selv ser jeg stjernerne, som langt mere, end de måske er for dig. Jeg ser dem, som noget specielt, som lys, der vandre på nattehimlen, så uendeligt langt væk fra os. Men samtidig tror jeg, at det lys der bor hos stjenerne kan vælge at søge herned, bo hos os, i os, og berige vores liv med en flamme, der ikke kan slukkes, forend vores liv måtte ende. Dog mener jeg ikke, at lige dét lys er til for alle, men at lyset selv kan vælge, hvilken sjæl det vil bo hos. Og at denne sjæl, dermed er forpligtet til at passe på det, dele ud af det til dem, der er værdige, og bærer det med ære resten af livet. Og da, ja da tror jeg, at den sjæl vil blive belønnet”

Sagde den gyldne med en oprigtig og intens stemme. Blid, ja det var den, men ligeså engageret. Hendes blik forblev hos denne spraglede hingst. Var hendes ord for abstrakte, for meget, eller lod han til at finde interesse i de ord, som den gyldne sagde, selvom de havde en helt anden mening, end den han selv havde om de lysende stjerner?

Volontaire
Lost in this world, I even get lost in your eyes

Min mørke men alligevel lyse krop, befinder sig stadig i hendes selskab. Den gyldnes selskab. Den skikkelse, som er den første jeg har mødt på dette område. Og stadig den eneste. Jeg ved ej, hvorfor jeg forbliver hos hende, og ikke skubber hende væk fra mig, driver hende bort. Jeg ved det ikke. Og jeg tror egentlig heller ikke at jeg finder noget konkret svar på det.
Men hun står der, ved min side, men stadig med en stor og acceptabelt afstand imellem os.. Sådan som jeg vil have det.
Mit mørke blik drejes langsomt hen på hende, overvejende. Men jeg kan ikke lade være med at kigge på hende, selvom jeg inderst inde bare vil væk fra hende. Søge til andre vidder. Men hun tryllebinder mig, til trods for en kæmpe mur der stadig bygger sig større og større langs mit hjerte, der snart er buret inde fra top til tå.
Det hele står stille indvendigt i mig, som var verden gået i stå. Som var alt omkring hende og jeg, bare forduftet. Forsvundet, og blevet tilintetgjort. Det er hendes skyld… men mere min egen.
Fortabt i den her verden… Det er det eneste jeg er. Når lyset slukkes, er jeg den eneste der eksisterer. Når lyset forsvinder, er der kun mig at se blandt skyggerne. Da vil jeg være den eneste der stadig vandrer omkring, med evige minder jeg ej kan løbe fra, men også med evige minder, som jeg ikke vil mindes om.
Men så længe som jeg har været løbet fra min fortid, så er det svært pludselig bare at lade være. Og derfor ved jeg også, at jeg nok altid på en eller anden måde vil løbe fra den – og dermed også mig selv.
Men denne gyldne hoppe.. Denne skabning der hos mig står, hun ødelægger alle min planer for den fremtid, jeg desværre har foran mig. Hun ødelægger de tanker jeg har fået mig skabt, det tankespind, jeg selv har kreeret. Hun sætter en stopper for min flugt, og alligevel skaber hun en endnu større en.
Skimter ind bag træerne der er bag os. Skyggerne, der er lange, for forsøger at komme omkring mine ben og min muskuløse krop. De higer, de river, og de kalder..
Der er du jo, kære Volontaire. Vi har ventet Dem. Vi ved jo, at De kun ønsker at underkaste Dem til os. Skyggerne. Deres ene side, og deres sidste side. De vil aldrig blive den, som De gerne vil være. Tillæg Dem under vores magt, og De vil blive belønnet med magt. Fred. Og en evig vandren, hvor De selv vælger selskabet.
Ja, mange ting siger de til mig. Fortæller de mig. De provokerer mig. De tryllebinder mig. De foragter mig. De elsker mig. De leger med mig. De kærtegner mig.
Det er ikke nemt blot at kigge ind i skyggeriet, uden at betræde det. Men min underbevidsthed kæmper imod, trods det er de højere magter der higer og river i mig. Men jeg følger dem ikke. Jeg følger kun mig selv! Knejser nakken voldsomt, inden jeg så igen retter blikket hen på hende, da hun åbner munden, og hendes lyse stemme kommer frem igen. Jeg lytter skam til hende, ingen tvivl om det. Retter blikket fra hende igen, da hu er færdig. Tænkende. Nok måske også, for ikke at sige noget forkert, der måske vil støde hende.

,,Jeg ville ønske, at jeg kunne følge Dem, Illana. – Men jeg tror ikke, at nogen bliver beriget af den slags. At nogen, bliver beskyttet, og får tildelt en velsignelse af så stor en slags, som af lyset”

Ryster let på hovedet, og ser bort fra hende stadig, tænkende. Jeg tror skam på hende. Og alligevel ikke. Noget i mig, er dybt modsat af hende, og forsøger at komme fra hende. Men noget gør, at jeg er tryllebundet af hende, uanset om hun taler eller ej.

,,Men hvis nogen får denne.. velsignelse.. Så ville det ikke være mange. Det ville være til nogen, der i forvejen besidder så stor en tro på godheden og lyset, at det halve kunne være nok. Velsignelsen ville ej tilfalde de, der vandre rundt, og flygter. De ville ej tilfalde dem, som søger efter det, der ikke længere er her. De, der ikke lever i nuet. De, der er fortabte i denne verden..”

Min tale er nok dyster. Og den vil nok virke meget pessimistisk. Men den er en del af mig, en stor del. Og en del af mig, som aldrig vil forsvinde. Jeg vil altid være pessimistisk. Og det vil jeg ikke lyse om. Ser så igen på hende, da min tale er omme. Nok vil den måske ramme hende, støde hende. Men jeg skjuler ikke mig selv, og mine meninger. Ikke af denne karakter. Men handler det om mig, direkte, da vil jeg skjule alt, i skyggerne.

Illana, den gyldne, betragtede Volontaire, alt imens stilheden lå imellem de to sjæle. De ord, som den gyldne havde fremsagt, som hun havde beskrevet for ham; de der omhandlede lyset selv, lod til at vække tanker hos den spraglede. Der gik nogen tid, hvor de to sjæle, som stod nær hinanden, forholdte sig tavs. Alt imens lod Illana sit blik søge kort ud imod de tunge snedynger, der lå på engen. Dem som de før havde gravet sig igennem, for at komme i læ her, hvor sneen kun klamrede sig omkring deres hove, og ej rørte ved deres pels. Illana, hvis pels var ganske tæt, men ej lang, følte sig egentlig godt tilpas i vinterlandskabet, så længe vinden ej susede. Når det var læ, var kulden hende ikke svær at modstå; men så snart vinden tog fat, da frøs den gyldne hoppe. Men nu, hvor der var læ, både i form af en vindstille dag, men ligeså læ fra træerne, da havde den gyldne hoppe det ganske godt i sin pels, der dækkede hele hendes krop. Hun lod sine tanker vandre et øjeblik; langt fra fordi den spraglede var hende uinteressant; han var hende meget interessant, men fordi hun ville bearbejde de indtryk hun havde fået af denne hingst. Han lod til at være meget fast i sine meninger og holdninger, men alligevel lå der noget under det faste ydre, der lod til at kunne vakle, som når en sjæl viger fra en plan, der er fastlagt for den. Illana prustede dæmpet; hendes tanker kredsede omkring denne Vol. Omkring hvordan han først havde afvist den gyldne, men nu takket ja til hendes selskab, fulgt hende hertil og accepteret hendes selskab. Det var en rar fornemmelse, at denne hingst havde valgt hendes selskab, selvom han nok ej var den, der søgte det selv. Det havde vist noget om den spraglede hingst, men ligeså den gyldne selv. Efter nogen tid i sine egne tanker, lod hun atter blikket falde imod den spraglede hingst, efter han havde haft en ’tænkepause’, uden at den gyldne så med. Og nu kom han med en udlægning, et svar på de ord som Illana havde fremsagt. Hans udtale faldt negativt, men ej gik det hende på. Hun var overbevist om, at hver sjæl har og skal have sine egne meninger, og eftersom de to sjæle ikke delte mening, jamen endnu mere grund var der så til at lytte til den anden. Der var og vil altid være to sider af samme sag, det vidste den gyldne, og hun vidste ligeså hvor vigtigt det var at høre begge sider. Hun beskuede Vol ganske intenst under hans ord, og da han var færdig med at tale, lod Illana sine øre glide fremad.

,,Din skepsis forstår jeg godt Volontaire; du betvivler mine ord omkring et lys, der skulle stamme fra stjernerne, men må jeg spørge om hvorfor? Hvorfor er mine ord naive, selvom de for mig er sande? ”

Spurgte Illana med oprigtig nysgerrighed. Hun havde vovet sig ét skridt tættere denne hingst, et skridt tættere fordi hun vel blev draget af hans meninger. Hun var ganske interesseret i hans sind, hans væsen, og omkring hvorfor han var, som han var. Skeptisk overfor den gyldne, skeptisk overfor muligheden for et lys; et lys, som den gyldne selv mente, hun var i besiddelse af. Hun lod sine øje søge hans, for at se hans reaktion på hendes spørgsmål. Blev han forarget, sur, eller vakte det blot en interesse hos ham, at den gyldne ønskede at diskutere dette emne, som nu var bragt op?

There’s a curse between us, between me and you

Mit blik hviler fjernt ud imod horisonten, den horisont, jeg så gerne vil være en del af. En del af intetheden. Mørket. Blot være en vind, der strejfer omkring. Hvileløst. Men det er jeg nok allerede. Jeg er allerede en del af intetheden. En vind, der vandre hvileløst omkring, og blot.. Kommer og går. Jeg er ikke en type der er på steder i lang tid. Jeg ønsker ikke, at være det samme sted i lang tid, da folk så begynder at kende mig. Genkende mig, og kende mit navn. Jeg har ikke lyst til, at være kendt omkring disse kanter. Jeg vil bare være alene.
Men denne gyldne skabning, hun lader mig ikke sådan lige slippe.
Men det er vel også klart. Hun kender mig ikke, end ikke min fortid. Men den kender ingen, og den vil de heller aldrig komme til at kende.
jeg ønsker ikke at dele den del af mig selv, med andre, som end ikke kender mit indre. Og det kommer de heller ikke til. Dermed, er det lig med, at folk aldrig holder sig til mig i lange perioder. For når jeg ej deler ud af mig selv, og mine særdeles stærke og stålfaste meninger, ja, så bliver det vel kedeligt. Og det bebrejder jeg dem egentlig ikke. Og hvis jeg ville have, at det skulle være anderledes – så ville jeg ændre mig selv, ville jeg ikke?
Men det kan jeg ikke. Jeg er så indgroet i mig selv, at jeg simpelthen ikke kan ændre mig. Jeg kan ikke bryde ud af min lille skal, og jeg tror egentlig heller ikke, at jeg ønsker det, gør jeg?
Denne tavshed, den irriterer mig. For den sætter en masse tanker i gang, både om mig selv, men aldeles også om hende.
Hvad er der med denne gyldne hoppe, hvad er det, hun søger ved mig? Hvorfor bliver hun ved med at tale så hinsides om ting, hvor vi er så vidt forskellige af synspunkter? Vil hun oprigtigt gerne høre mine meninger, eller er det bare spil for galleriet, for at komme tæt på, og så træde i lorten, som det før er sket? Er hun oprigtig i det hele taget? Er hun virkelig fyldt med det lys, som hun før omtalte? Eller er det blot pis det hele?
Jeg ved snart ikke, men nu ved jeg jo heller ikke så meget i sidste ende, om andre. Jeg ved end ikke særlig meget om mig selv. Ikke mere. Jeg er ikke som jeg engang var, den Volontaire jeg selv kendte, og den jeg var stolt af. Det er bare ikke det samme mere.
I et pludseligt ryk, river jeg hovedet til siden. Irriterende tanker, og latterlige stilhed!
Ser en anelse skarpt på hende, men da hun så begynder at tale, bliver min holdning i kroppen måske en smule… lettet? Som om det hele lige i et kort øjeblik falder på plads igen. Men det gør det ikke.
Jeg tænker længe over det hun siger, mest fordi jeg er i tvivl om, hvad hun egentlig ønsker at have svar på. Selvom spørgsmålet er rimelig klart – jeg ved bare ikke, om det er smart at svare, med den første indskydelse der falder mig ind. Knejser nakken hårdt op, overvejende, men også en anelse afvisende.

,,Jeg sagde ikke, at dine ord var naive, Illana. Men forstå mig ret. Jeg tror ikke på, at der i hver en sjæl der vandre omkring her, er noget godt. Noget inderligt, som kun vil folk det bedste. Jeg mener, at vi alle i sidste ende er egoistiske, og kun tænker på vores egne behov, hvad vi behøver, og hvad vi mangler” Ryster svagt på hovedet, og kigger lidt imod stjernerne igen.
,,Hvis der var dette såkaldte lys, i dig fx, så fred være med, at du tror på det.. Men jeg besidder ingen tro om, at vi alle ejer et lys. Et lys, der skal skabe en ro, og en glæde i andre og os selv. Det lys, det tror jeg ikke eksisterer i nogen..”

Svarer jeg hende, og retter igen blikket på hende. Min tale er meget egoistisk i forhold til hendes. Men med den baggrund, hvori jeg er havnet her, ja. Så er der en ganske simpel grund. Egoisme, det ligger tæt op af mig, og dem jeg gik hos. Sådan føler jeg det i hvert fald.

Illana, den gyldne, som stod ved siden af den spralgede Volontaire, som var dækket af nat og dag på samme tid, lod forundret sine øre glide ud til siden. Det lod til at Volontaire havde det svært ved at forholde sig til stilheden, efter de ord Illana havde sagt, efter hun havde forsøgt at komme hans sind lidt nærmere. Hans krop lod sig blive spændt og små trækninger gik gennem hans ansigt, hals og skuldre. Han så oprigtigt irriteret ud, lige inden den gyldne fremsagde sine ord, og det forundrede hende. Hvis stilheden kunne gå ham på, hvordan klarede han så timerne alene? Eller var det netop fordi, at der var blevet udvekslet snak, at han ikke holdt af stilheden? Bød den ham med for mange tanker, eller var det blot stilheden i sig selv, der var ham irriterende? Illana mimrede let med mulen over sine egne tanker. Hun betænkte egentlig meget omkring denne sjæl, omkring hvordan han opførte sig og trak sig selv tilbage, kom med let spydige kommentarer på den snak den gylden havde fremsagt. Og hvorfor generede det hende ikke? Jo, der skulle faktisk meget til at genere den gyldne hoppe, for det at have forskellige meninger, og måske søge at dominere den andens meninger, var blot et spørgsmål om simpel opdragelse og indsigt. Hvis en anden sjæl skulle irritere den gyldne, skulle de vel ty til fysisk nedgørelse af hende, så som at bide og sparke uden grund. Illana prustede dæmpet, alt imens hun betragtede Vol, der dog lod til at finde det lettende at hun snakkede. Hans attitude ændrede rimelig hurtigt, da først Illana’s ord havde brudt stilheden, og det lagde nogle foreløbige konklusioner i hovedet på hende. Det måtte være noget med selve indholdet som den gyldne hoppe havde fremsagt, der havde irriteret hans tanker, men nu hvor hun endnu snakkede, kunne han smide det væk og koncentrere sig om det nye, som hun sagde. Der gik heller ikke lang tid, fra hun havde sagt sine ord, til han kom med sine. Hun lyttede intenst den gyldne, det gjorde hun virkelig, og hun fandt det ganske interessant, det som han sagde.

,,Jeg er dig ikke direkte uenig, Volontaire. Alle sjæle er egoistiske på den ene eller den anden måde, og det er en naturlig del af vore liv. Hvis ikke vi var dette, ville vores eksistensgrundlag være anderledes, det er jeg sikker på. Og jeg respekterer din holdning omkring lyset, som jeg selv tror på. Jeg tror skam heller ikke på, at alle kan og vil forstå det eller tro på det; for hvis alle gjorde, var det nok ikke så unikt, som jeg tror på det er. Men, Volontaire, tillad mig at spørge dig om, hvad du mener vores eksistensgrundlag er? Tror du at der er nogle fællestræk ved alle, som er grundlag for vores færden i dag? Så som egoisme, men er der andet? ”

Illana’s stemme var nysgerrig, men ej direkte og især ikke påkrævende efter svar. Hvis den spraglede hingst ikke ønskede at svare hende, så ville den gyldne acceptere dette; selvom hun inderligt håbede at han ville. At han ville vise en smule af sig selv, af hans tanker, som den gyldne da kunne beskue med interesse. Måske kunne hun lærer noget af denne indelukkede hingst; for måske besad han evner, som den gyldne slet ikke vidste eksisterede?

I’m from hell, you are from heaven – a big difference.

Illana er endnu ikke gået fra mig. Hun har endnu ikke forladt mit selskab – og det er til stor forundring fra min side af. Jeg forstår ikke, hvad det er der holder hende i mit selskab, hvad der er der gør, at hendes sjæl forbliver i nærheden af min. Nej, det forstår jeg ikke. Hun har ingen grund til stadig at være her, for jeg byder hende ikke noget, som andre ikke kan give hende. Nej, nok nærmere det modsatte vil jeg mene. Jeg giver hende.. intet. Men hvordan skal jeg også kunne give andre noget, når jeg intet kan give mig selv? Eller tillader at give mig selv. Nej, så kan jeg heller ikke tillade mig selv, at give en stadig fremmed sjæl, noget.
Smælder med halen omkring min bagpart, ganske tænkende over denne situation som jeg er havnet i, til trods for mit forsøg på at afvise hende – hvorfor gjorde jeg det ikke bare klart, at jeg ikke ønskede at vær i hendes selskab? En gåde for hende måske, men det er det vel også for mig. Som så. Og så alligevel ikke. Jeg higer efter selskab, og samtidig frastøder jeg den altid, når den er mit tæt nok.
Mit blik forbliver væk fra hende, da jeg har talt ud. Mest for ikke at stirre, og samtidig for ikke at se mine egne dæmoner i øjnene – jeg er ikke klar til at møde dem endnu. Og det tror jeg egentlig aldrig, at jeg bliver. Da hun igen taler, vippes det ene øre frem imod hende, mens det andet dykker omkring til alle retninger, for at holde øje med de ting, der kunne vandre omkring os. Min nakke er stadig voldsomt knejst, for at skræmme viderekomne væk fra os, da jeg ikke ønsker at nogen kommer og blander sig, da dette vil endnu ud i noget skræmmende for hende, ikke for mig. Jeg er vant til at slås, men det tror jeg ej, at denne gyldne skabning er.
Da hun er færdig med at tale, står jeg kort med et overvejende glimt i de ellers mørke og tomme øjne.

,,Jeg tror vi alle ejer ting, der er lige for os alle. At vi alle er ens på nogle områder. Men så alligevel ikke. Jeg tror ikke på, at vi alle besidder noget godt og noget ondt. Jeg tror altid, at vi vil hælde mere til den ene side, end den anden. Men endnu et fælles grundlag for vores eksistens, er at vi skal videregive vores egne meninger, og råd. Vi skal guide de, som har brug for det, hvis vi selv har overskuddet til det. Men dermed ikke sagt, at jeg tror at vi ikke kan guides til noget godt. Men guides, det kan vi. Udover dette, så er vi her alle af en grund. Af en grund, der er tydelig – fordi vi blev skabt af vores forældre, ligesom vi gerne vil videregive vores gener. Men på trods af disse grundlag, så ved jeg, at mange fravælger sig disse eksistens grundlag, takker nej til dem.”

Jeg er selv en af dem. En af dem, der ikke vil guides, og ikke vil guide andre. Og jeg vil heller ikke videregive mine gener, i hvert fald ikke i disse tomulte år.
Jeg kan lyde som en pessimist, og det er jeg nok også. Men min tale, siger egentlig ikke så meget om mig, og hvad jeg selv synes om dette, jeg generaliserer blot, og det har jeg det bedst med. Jeg ved ikke, om jeg kvæler hende med min tale. Men hun spurgte om noget, og et svar, det fik hun. Måske et lidt kringlet svar, men jeg taler altid en smule i gåder, både bevidst og ubevidst. Bevidst, fordi folk så ej kan greje mig, og ubevidst fordi mine talegaver ikke er store mere, fordi stilheden har fyldt min eksistens og min vandren alene. Ser kort imod hende igen, for at registrere hendes reaktion på min tale.

Illana, den gyldne, lod sit blik betragte denne hingst, der besad evner for både nat og dag; hans spralgede mønster der fik ham til at skille sig ud fra mængden, ud fra sneen, ud fra dagen og ud fra natten. Han var egentlig en flot hingst, meget endda og det var ikke noget som Illana kunne frarøve ham. Mange andre havde sikkert ladet blikket betragte denne hingst førend den gyldne; spørgsmålet var så bare, om Volontaire selv var klar over det? Han lod til at være så indelukket, gemt væk bag sit hårde ydre. Som havde han oplevet noget der havde fået ham til at trække sig væk fra verdenen omkring ham, afsky det der kom ham nært; som han havde afskyet den gyldne hoppe ved første øjekast. Dog havde han tilladet hende at følge ham, og hvorfor, det vidste Illana ikke. Dog var hun sikker på, at hun havde fået en mulighed, hun ikke burde kaste fra sig, og det var vel også en af grundende til hun endnu var omkring dette fascinerende selskab. Hun havde haft fuldt fokus på ham længe nu, også selvom han havde fokus andre steder. Han var en hingst af typisk karakter, årvågen og dominerende. Hans attitude, der i den grad så noget mere voldsom ud, end han egentlig tog sig ud foran den gyldne, var meget præget af de hingstede gener, der lod til at beskytte den gyldne udadtil. Han søgte vel at skræmme andre væk fra de to - Men årsagen dertil, kunne den gyldne ikke vide med sikkerhed. Illana som havde lyttet intens til den spralgede Volontiare, hørte nu hans ord der kom frem fra hans mule. Hans stemme, intens, hingstet, hæs, indprentede sig i den gyldnes sind endnu engang. Hans ord var pludselig meget generealiserende. Den fælles eksistens vi alle havde, baseret på basale ting. Vi var alle født, vi vandrede alle på samme jord. Men de ord som Volontaire sagde, havde intet med ham at gøre. Dog kunne den gyldne hoppe ikke lade værre med at smile; det var tydeligt hun vandrede på usikker jord, med hensyn til denne hingst - hvilket nok var det mest dragende ved ham. Han virkede så usikker i karakter, at den gyldne aldrig kunne vide med sikkerhed hvad der ville ske næste gang, som nu. Han havde svaret hende på det spørgsmål hun gav ham, men ej havde han svaret med hensyn til sig selv, men derimod til andre. Illana prustede dæmpet og nikkede dermed bekræftende. Hun ville ikke spørge mere indtil ham, på nuværende tidspunkt, efter han afværgede hendes spørgsmål med et så generelt svar. Havde han derimod fravalgt at svare, havde den gyldne måske fortsat sine spørgsmål, men nu gav hun ham fred til at tænke og overveje; ville han selv tage spørgsmålene i sin magt og spørge indtil den gyldne; eller var hun ham ikke fascinerende nok dertil? Hun lod blikket forsvinde fra ham en stund, så han havde tid til at overveje, hvad han ville. Måske ville han endda sky den gylden væk og tilbringe resten af tiden alene, eller måske ville han søge at drage andre steder hen med den gyldne, hvis ikke der skulle nye spørgsmål frem i verdenen?

Dear Darkness, do not leave me... Do not enter me... Do not stay with me...

Mit sind er aldrig som en åben bog, da jeg altid har været en type, der ikke ønsker fremmede ind i mit sind. Der har de ikke nogen grund til at være, medmindre jeg ønsker at blive knækket. Og det har jeg absolut ingen intentioner om. Men derimod virker denne gyldne, milde hoppe, som en hoppe der er villig til at lade mig læse nogle af hendes sider, til trods for, at hun egentlig intet får igen. Men hvad er den specifikke grund til dette? Ønsker hun at pirre min opmærksomhed? Eller forsøger hun at snørre mit hingstede sind omkring hendes ord, og hove, således at jeg igen, er fanget i de mange mørke rum, jeg så ihærdigt forsøger at rive mig ud af, og alligevel søger.
Ja, det er mig egentlig en gåde, hvad denne hoppe vil, selvom hun virker så ganske åben. Måske er det blot fordi, jeg ikke selv drages på samme måde, fordi jeg har mine egne forbehold, og ikke ønsker at træde ind i andres sind, fordi jeg ved, at jeg i sidste ende skader dem.
Men et enkelt spørgsmål, irriterer dog mit sind, og samtidig virker det så ganske befriende. Mit blik higer kort imod hendes gyldne krop. Den krop, der rummer så meget liv, lys og godhed. En ting, jeg selv engang har ejet. Men det er så længe siden, at jeg ej ænser hvornår det egentlig var.
Langsomt fjerner jeg mit blik fra hende igen, og min mørke stemme kommer frem.

,,Illana, Du hvis krop bærer lys og liv. De virker som en kløgtig hoppe, med et hjerte af godhed. Vil De fortælle mig, hvorfor De endnu står her, ved min side? Jeg har Dem intet at tilbyde, som andre ikke kan?”

Det er nok et spørgsmål, som hun havde regnet med at få. Men hun får det, og jeg ved egentlig ikke om hun ønsker at svare, eller hvad hun svarer. Men det må tiden vise, og jeg kan egentlig kun vente. Mine mørke øjne drejes hen på hende, efter jeg har fremsagt mine ord. En ting hun måske vil lægge mærke til i fremtiden, er, at jeg aldrig kigger direkte i hendes blik, når jeg stiller et spørgsmål. Hvorfor, det er der mange grunde til. Men en af grundene til det, er at jeg gruer meget, og tænker meget, inden jeg taler, for at få fremsagt mine ord ordentligt. Og hvis jeg kigger den gyldne i øjnene, mister jeg fokus, og kommer i stedet til at tænke på de ting, der er mig hændt, og andre. Og det er ikke i min interesse.
jeg står stadig rank hos hende, med nakken meget knejst, for at holde andre væk fra os. Ligenu, er hun ”min” hoppe, og mit selskab. Og jeg ønsker ikke andre herhen.

Illana, den gyldne, som havde måttet kæmpe sin kamp, for at få lov at få selskab af denne hingst, lod meget nysgerrigt blikket hvile over hans spraglede krop. Det lod til han var en, der tænkte meget over tingene, en der overvejede meget og virkelig så det selskab, han var i, selvom han ikke ønskede at dele ud af sit eget sind. Det var egentlig Illana lidt en gåde, at han kunne være så indelukket og alligevel tillade hende at være i hans nærvær og forsøge at se noget af ham; selvom hun nok godt vidste, at hun ikke brude. Det var uhøfligt at hende at forsøge sig, men noget ved ham lokkede den gyldne hoppe til at forsøge sig alligevel. Stilheden der herskede imellem dem, blev dog brudt af hans stemme, der var rå, intens og hingstet. Hans spørgsmål var ganske klart; hvorfor ønskede den gyldne hoppe overhovedet hans selskab og hvorfor ønskede hun at fortælle ham omkring ting, når han intet fortalte hende? Jo, det var skam ganske simpelt. Den gyldne hoppe valgte ikke sine selskaber ud fra, hvad de gav igen. Faktisk forventede hun som regel intet af sine selskaber; for når der ikke var nogen forventninger imellem to sjæle, var der langt større plads til blot at være sig selv. Hun smilede derpå og lod blikket søge direkte ind i hans øjne, der havde veget under hans spørgsmål. Hvorfor? Det vidste Illana ikke. Der kunne være så mange forskellige årsager, som den gyldne ikke ville vade rundt i nu, for det centrale var hans spørgsmål, som han med god grund havde stillet. I hans sind, var det måske unaturligt at en sjæl som Illana, der var stik modsat ham selv, kunne ønske selskab fra en som ham.

,,Volontaire, dit spørgsmål er mig faktisk ganske interessant. Dit selskab er mig fascinerende. Din mimik, dine trækninger, det at du er indelukket som du er. Du er en spændende sjæl; en gådefuld sjæl. Men ser du, Volontaire, jeg går ej op i om mit selskab giver mig noget igen. Jeg ser det værdifulde for mig i selve selskabet, uanset om selskabet da så snakker løs, viser sig selv, eller ej. Jeg finder det tilfredsstillende at jeg får lov at studere dig, om end på afstand. Jeg søger ikke, at du giver mig noget igen, fordi jeg lader min sjæl vises, jeg søger ikke at du bekræfter noget. Blot vil jeg, som overfor alle andre, give dig plads til at være dig, uden forventninger til dit selskab. Uanset, om du så end ikke så på mig, ville jeg alligevel få noget ud af oplevelsen, der ville kunne berige mit sind. Måske virker dette uforståeligt; men jeg mener ikke at selskaber skal forvente at få noget igen fra deres gerninger. Vælger nogen at give respons på det, jeg selv giver, og give mig noget igen, er dette et kompliment, der viser at de satte pris på det jeg gjorde; og det vil jeg da blive glad for. Så selvom du siger, du intet har at tilbyde, så ændre det ikke på, at jeg synes din sjæl er fascinerende, Volontaire. Og derfor er jeg her endnu”

Sagde den gyldne hoppe med den milde stemme. Hun søgte da mulen en smule imod ham, men ej tæt nok til at kunne berøre hans grænser. Det ønskede hun ikke. Blot ville hun vise ham, at hendes interesse omkring denne sjæl endnu var stor; uanset om han kunne tilbyde hende noget eller ej.

My mind is hunted – my mind is my prison

Jeg kan forstille mig, at den gyldne hoppe der foran mig står, har mange tanker i sit sind i dette øjeblik. Jeg er vis på, at den gyldne Illana, rummer mange ting i sit hjerte og sind, som for mig stadig er meget ukendte. Men jeg er heller ikke interesseret i at træde ind i hendes sind, og rode rund derinde. Det er ikke mit sted at være, ligesom hun ej kan være i mit sind. Det er ikke et sted, der skal betrædes af andre, da det kun vil skade dem, og mig selv. Det er forkert, at træde rundt i mit sind, så hvorfor skulle jeg træde ind i hendes. Nej.
Smælder med den mørke hale omkring mig, mens jeg venter på hendes svar. Jeg ved ikke, om det kommer. Men jeg håber nok egentlig lidt på det, selvom jeg udadtil ikke viser det. Da hun åbner munden, og begynder at tale, kan jeg ikke lade være med kort at afspænde en smule i min krop. Jeg ved ikke hvorfor, men hendes formulerede sætninger, gør at jeg koncentrerer mig om hendes stemme og snak, i stedet for at se stor og maskulin ud.
Hun siger nogle ting, som egentlig på en måde behager mig. Og så alligevel ikke. Jeg får hende ikke til at hade mig, hun drages nærmere af mig, af min indelukkethed. Dette ved jeg ikke, om er særlig positivt. Sådan en effekt, plejer det ikke at have. Det kan være godt for mig. Men det kan skam også være noget skidt!
Desuden, så er det farligt for hende, at være draget af mig, og ikke have nogen forventninger til mit selskab. For dette betyder at intet på samme måde kan komme bag på hende, og at jeg dermed ikke kan skræmme hende ordentligt væk fra mig. Flytter kort på mine ben, da jeg har stået stille for længe efterhånden.
Vipper kort med ørene, overvejende, og undersøgende. Kaster så hovedet til siden, og drejer mig lidt. En indbydelse til hende, om at gå ved min side, så vi ikke blot står stille her, og fryser. Lader blikket falde lidt på hende, kort draget, men det kan dog ikke ses. Vender helt rundt, og bevæger mig nogle skridt, inden jeg igen stopper, for at sikre mig, at hun følger med.

,,Du siger, at du føler dig draget, af min indelukkethed.. Ja så..” Nikker lidt, overvejende, inden jeg igen fortsætter. ”Illana, jeg er.. glad, for at du ikke sætter paraderne op, blot fordi dine selskaber, i dette tilfælde, mig, ikke er yderst interessante at høre på. Du virker til at hvile i dig selv, og det håber jeg, at du bliver ved med. Det vil du komme langt med, i livet. Dit liv er også kun lige begyndt.”

Jeg vælger at kommenterer hendes tale om mig, med noget andet, end om mig selv. Mest fordi jeg ærligt talt ikke ved, hvad jeg skal sige. Det skal ikke lyde dumt, og samtidig heller ikke bare være henkastet. Derfor siger jeg det, som i første øjeblik falder mig ind, men som jeg gennemtænker inden jeg siger. Ja, jeg tænker som regel før jeg taler, medmindre jeg er i pressede situationer.
Venter på, at hun træder op på min side, hvis hun da gør det. Det håber jeg, og alligevel frygter jeg det. For hendes skyld.

Illana, den gyldne, lod opmærksomt sit blik hvile på den spraglede Volontaire, der for en stund lod til at slappe lidt mere af i det ædle korpus han havde; som om de ord, som den gylden hoppe fremsagde, kunne tøjle hans tanker en smule, eller måske bare rette dem af samme vej, så de ikke for frem og tilbage, som det så ud til at de gjorde. Han lod til at koncentrere sig om mange ting på en gang; om at se større ud, se hingstet ud for udefra kommende og samtidig have opmærksomhed på den gyldne, men ikke så meget at det kunne invitere hende til at udforske ham - For det lod til at være det sidste han ønskede. Han ønskede ikke nogen tæt, eller bare tæt på at være tæt. Hans sind og hans indre var hans alene og det var ikke til skue for offentligheden. Dette respekterede Illana dybt; hvilket også var grunden til at hun nok endnu kunne få lov at være i denne fascinerende hingsts selskab. Efter lidt tid rykkede den spraglede hingst lidt på sig, og det endte med at han begyndte at gå fremad. Illana lagde hovedet en anelse på skrå, inden hun satte frem efter ham i en let og elegant skridt. Hun havde intet imod at følge ham igen, nej; nok havde han takket nej til hendes invitation i første omgang, men det betød ikke at hun ville takke nej til hans. Hun fulgte ham og endte med at træde op ved hans side, for at gå i hans takt og kunne være med i samtalen, han nu begyndte. Hans ord ramte Illanas ører og hun lyttede intenst til dem. Faktisk overraskede det hende lidt, at han kommenterede på hendes ord, på den måde han gjorde. Det lød som om en interesse måske var vokset i sindet på den spraglede hingst, omkring den gyldne hoppe; og hvorfor? Måske fordi hun nu havde givet udtryk for, at hun selv havde interesse for ham? Illana lod sin mule søge en lille smule frem i luften, ud imod Volontaire for at vise ham, at Illana ikke havde nogen hensigter med at forlade hans side, selvom hans ord måske godt kunne virke lidt afsluttende. Hun ville følge ham dertil hvor han nu var på vej hen.

,,Jeg takker for dine ord, Volontaire. Jeg vil gøre mit for at bevare den jeg er, uanset hvordan landet omkring mig da skulle ændres. Men du har da selv et liv foran sig i dette land, ligesom jeg har, et liv der kun lige er begyndt. Og for mig er du interessant, Volontaire, tvivl ikke på det. Blot fordi du ikke altid udtrykker dig via ord, eller fordi du ikke kaster dig ud i lange og dybdegående samtaler, betyder det ikke at jeg finder dig kedelig. Der er mange forskellige ting, der er spændende, du spralgede; og dit kropssprog er et af dem”

Sagde Illana med den oprigtige tone, hvorefter hun lod sit blik glide fremad. Gad vide hvor de to sjæle var på vej hen, i hinandens selskab?

My mind is hunted

Jeg er stadig i den gyldnes selskab. En hoppe, hvis selskab er meget specielt. Og det er nok egentlig der, selve problemet opstår. Jeg bryder mig ikke om, at jeg allerede nu, føler at der er en form for forbindelse mellem hende og jeg. For det skal der absolut ikke være, ifølge mig selv. Der skal ingen forbindelse være. Vi skal blot fortsætte med at være fremmede for hinanden, og dermed kan jeg så ikke skabe problemer for hverken hende, eller jeg selv. Men jeg har det også… mærkeligt med, bare at skulle forlade hende nu?
Vrider kort det ene grå øre imod hende, idet hun træder op langs min side, og dermed vælger at gå med mig. Et kort tungt prust glider fra mine let udspilede næsebor, efter at have indåndet den forårs agtige duft, der er kommet til os nu.
Langsomt, drejer jeg blikket bagud imod hende, overvejende, da hun atter taler. Nej, der findes nok ikke nogen galant måde, hvorpå jeg kan sige hende farvel, og smutte.

Jeg vælger at standse op, og fjerne blikket fra hende, for derefter at kigge fremad. Ind imod den ukendte skov, som mig snart skal være kendt. Med et smæld med halen, lader jeg så min stemme komme frem igen.

,,Jeg takker for dine ord, Illana. Men livet for mig, har været i gang i lang tid.” Brummer jeg dybt. ,,Jeg takker Dem farvel for denne gang, Illana, du gyldne hoppe. Jeg håber, at dit ophold i denne verden, vil være dig en fornøjelse. Måske, støder vi atter på hinanden en dag, hvor vores veje krydses.”

Nikker i en galant holdning med nakken, og lader kort blikket falde tilbage på hende, inden jeg så målbevidst slår frem i en meget hingstet trav, der fører mig ind igennem træernes skygger, der som altid forsøger at fange min sjæl. Min holdning er meget afvisende igen nu, for at holde alle fra mig. Også hende. Det er bedst sådan, i hvert fald for nu. Jeg skal lige bearbejde, det første selskab jeg har haft i en længere periode.

You will never understand
You will never believe
You will never defeat me