Som det skal være..

Illana, den gyldne, bemærkede godt en trækning i den sandfarvede hingst’s øjne, da hun havde præsenteret sig selv for anden gang; denne gang havde han hørt hende, men ligeså havde han også været villig til at høre. Tidligere havde han ikke været villig; men nu, da han indledte en samtale med endnu et spørgsmål, viste det den gyldne hoppe, at han var klar til at lytte, så længe den gyldne ej overøsede ham med for mange ord. Illana lod blikket beskue ham let. En ædel hingst, en smuk hingst, det måtte hun sande han var, bestemt. Illana trak vejret ganske tungt en enkelt gang, hvorefter hun lod sin stemme svare det spørgsmål, som Djange havde udformet til hende. Hans høflighed, der skinnede ganske godt igennem, og det ventede på et svar, som den gyldne skulle give.

,,Jeg har aldrig bevæget mig omkring i bjergenes land, Djange. Jeg har kun befundet med ved foden af disse kæmper, hvor jeg har betragtet dem med fascination. Men hvad med dig, du sandfarvede hingst, har du vandret der tit?”

Spurgte den gyldne hoppe med oprigtig interesse. Denne sjæl hun fulgtes med, var hende ganske interessant, og hans færden ligeså. Nok måtte hun træde varsomt og føle sig frem til, hvordan og hvorledes hun skulle opfører sig i hans selskab, men hun var sikker på, at denne sjæl nok skulle blive hende et ganske fascinerende selskab nu og i fremtiden.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Ørene holdte Djange stadig tilbage, som sædvanlig. Hans blik var stadig utrolig direkte og en anelse tomt, mens hans mule var ej så rynket endda lige nu og her. Hoppens stemme lød som en skinger klang i Djanges øre lige nu, nok mest fordi alt og alt altid irriterede ham. Djange lyttede dog alligevel til hoppens ord, og inderst inde bag det tomme blik og den stive og ranke holdning, boblede en lille følelse af tilfredsstillelse. At hoppen aldrig havde begivet sig op i bjergende, måtte betyde at hun ikke var den eneste. Djange havde så sandelig valgt korrekt, ved at udforske bjergende, og nu være bekendt med dem; så han tilmed kunne kalde det hans base, hans hjem. Djange nikkede kort varigt, stift, bekræftende over hendes ord.

”Hver sin smag..”
Lød Djanges hæse og intense stemme tonløst, uden nogen form for hensigt på følelser; vældig neutralt. Hverken fornærmet, opstemt, inviterende, afvisende. Nej, blot en dæmpet, uskyldig kommentar, som kunne have været ligegyldig.

”Bjergende ser jeg som mit hjem, jeg forholder mig helst i bjergende. De minder mig om mit gamle hjem og giver mig alle de muligheder og fordele jeg behøver.”
Lød Djanges hæse og intense stemme forklarende, dog uden at virke imødekommende. Tilbageholdt, men informerende og høfligt. Jorden under dem begyndte da nu og blive en smule isglat under sneen, da de nu så småt betrådte noget klippe underlag.

Illana lod sit blik forsvinde ud i horisonten, hvor de store bjerge dannede ramme for alt liv; de store bjerge som ingen kendte meget til. Og dog. Djange udtalte sig snart, at han mindede ham om hans gamle hjem og derfor opholdte han sig der. Illana lod derpå blikket vende tilbage til Djange med en ganske oprigtig nysgerrighed. Disse bjerge var en del af denne hingst, som fulgtes med den gyldne hoppe. Det var fascinerende, for måske kendte han tilstrækkeligt til bjergene, til at besvare den gyldnes spørgsmål? Dog vidste hun godt, at tiden endnu ikke var inde til at hun stillede spørgsmålene, for denne hingst lyttede kun når han ville; og som han allerede havde vist den gyldne, skulle der ikke megen snak til, før han lukkede af. Illana lod et lille smil pryde sin mule, inden hun søgte hans isblå øjne; de hårde øjne, der virkede tomme for alt, neutrale så at sige. Dog var de fascinerende at beskue for den gyldne hoppe. Underlaget de befandt sig på, blev snart mere stenet og ligeså glat. Den hårde sten havde været fugtig da frosten kom, og isen beklædte nu alt. Illana’s hove, som ikke var vant til sådan underlag, begyndte at glide. Med et hårdt ryk lod Illana sit hoved hæves og bagpart sænkes, for at genvinde balance. Lidt utilpas lod Illana derpå et prust forlade hendes mule, inden hun forsigtigt søgte efter Djange, der kendte sådanne områder. Han lod til at være mere sikker til bens, end den gyldne hoppe. Da først hun havde nået hans side, lod hun sin stemme udforme nogle ord, som svar på hans. Ej mange, blot få og sigende.

,,Jeg kan se, at bjergene kan give fordele; men ligeså kan jeg se dem som værende farlige. Har du nogensinde prøvet at komme til skade i disse bjerge, som minder dig om dit hjem?”

Illana’s ord kunne svares ganske kort, uden meninger og følelser bag, men ligeså kunne de uddybes. Det var en af dyderne hos den gyldne. Hun spurgte ej ind til krævende ting i starten, og hun tilpassede sine spørgsmål efter modtageres åbenhed; og derpå respekterede hun deres zoner og krav. Dog var hun tilpas nysgerrig til ej at holde sine spørgsmål tilbage, hvilket ligeså karakteriserede hende.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen lyttede til Djanges tale; Djange der fast og sikkert tog skridtende roligt i sneen, med den ranke og stive holdning. Ørene holdte han tilbage, og de krystalblå øjne skimtede op. Her var ikke specielt stejlt her, det var faktisk generelt svært at finde stejle steder i bjerge, for stierne var aldrig snoet, så man langsomt drog højere og højere op af bjerget. Djanges krystalblå øjne mødtes nu med Illana mørke. Han rynkede let på den lyserøde mule, da hoppen nu gled. Han var ej direkte bekymret, faldt hun, så faldt hun vel bare? Men Djange vidste at han havde ansvar, hvis han skulle fører hende videre heroppe. Med nedlagte øre, der var nu lidt mere tryggede så han på hoppen, mens han selv stoppede op.

Hans krystalblå øjne borede nu meget direkte i hoppens mørke øjne, da hun nu spurgte Djange om et spørgsmål. Djange undlod et svagt fnys, ej afvisende, men en smule jagende. Som en irriteret moderhoppe, af sit føl der ikke hørte efter.

”Ind til den dag i dag, har jeg kunne holde mig med hovene på mit underlag uden problemer.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, roligt, trods fnyset. Han stod fortsat stille, og nikkede nu lidt ivrigt, hvori han små blottede sine tænder. Han signalerede udtrykkeligt at hun skulle tage føringen, hvor Djange var klog nok til at vide, at hvis hun først gled, ville han ikke kunne hjælpe hende, med mindre han stod bag hoppen Illana.

”Efter Dem..”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, understregende.

Illana, den gyldne, hvis hove og balance før havde svigtet hende på dette glatte underlag, lod ørene glide en smule tilbage; ikke en nervøs handling, men derimod en mere flov eller ydmyg handling. Den spraglede hingst, med sandets farver, stod fast som klipperne selv her, mens Illana måtte være småsten der trillede af sted i forhold til Djange. Hans attitude ændredes da også hurtigt til en mere jagende attitude, som skyndte han på Illana, der var helt uvant med et sådant terræn. Var det en fejl af hende, at begå sig heroppe; eller var det blot en udfordring som ville gavne hende i sidste ende? Illana var ej sikker. Og hun var heller ikke sikker på at Djange var tilfreds med at skulle guide hende, lærer hende omkring færden heroppe. Men ikke desto mindre var de to sjæle nu på vej af sted, op i bjergene, sammen. Djange, som var stoppet op, indfandt sig nu bag Illana og gennede på hende, hvorefter hun satte fremad i en lidt ivrigt skridt, der dog alligevel var påpasselig; for glide, det ville hun ikke. Hun ville ikke glide igen. Hun lod sine øre glide om, lyttende efter Djange, alt imens hun nikkede kort og bekræftende af hans ord. Han havde kunnet forholde sig i sikkerhed i disse omgivelser, hvilket Illana var ganske imponeret over. At færdes i disse omgivelser, sikker, jamen det var en bedrift i sig selv. Illana, som ellers var en hoppe, der fra naturens side af var meget elegant og sikker på sine ben, ville ikke kunne formå at begå sig meget i disse omgivelser, uden at få knubs derefter.
Illana blev ved med at vandre, foran denne sandfarvede hingst, i tavshed. Hun havde masser af spørgsmål, det var der ingen tvivl om, men tiden var ikke til spørgsmål nu, det fornemmede hun. Så derfor fortsatte hun i tavshed, med en sand forundring over landskabet, og ligeså hendes selskab.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange fortsatte med sikre og præcise skridt, bag denne hoppe Illana. Hans nedlagte øre, rynkede mule, og missende blik tydede på irritation over hoppen, skønt han blot var påpasselig. Han skulle være klar til at støtte hende, hvis hun skred. Dog fortsatte han med at skynde lidt på hende, for ej at berøre hende. Han havde altid lært at man ikke berørte en dame uden yderligere kendskab, eller direkte tilladelse. Vinden her i bjergende var skarp på ydersiden her, men de var så snart ved at være oppe, hvor stien ville være mere vandret, frem for stejl.

”Drej ind her Illana.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, en smule kommanderende; men blot for at understrege hvilken vej de skulle, for ikke at ende en blind vej. Djange betragtede nænsomt og diskret hoppen som bevægede sig foran ham, og så frem til at de drejede ind på den brede sti, med det vandrette underlag, så han igen kunne føre an, og ej skulle bekymre sit hoved med at en gylden skikkelse skulle glide ned i ham. Hoppen var yderst stille, skønt det end ikke berørte Djanges sind, han undrede sig ej, men nød det heller ej direkte at hun var tavs. Blot nød han en dag, som en hvilken anden, når han begav sig alene her i bjergende.

Illana, den gyldne, som vandrede foran den påskyndende Djange, trak bagparten en smule til dig, da han blev ved med at skynde på hende. Terrænet var hende uvant, og derfor bevægede den gyldne hoppe sig med forsigtighed; et fald kunne nemt koste hende et par knubs eller to. Hun skævede bagud til Djange, da hans stemme brød den susende stilhed omkring dem. Han bad hende dreje af, således at hun vandrede af andre veje. Derpå lod Illana sine gyldne ben flytte hende til siden, sådan at hun kom ind på en bredere sti, hvor der var bedre plads til at de to sjæle ville kunne vandre side om side. Eller, som Djange gjorde, tog han fronten og Illana vandrede derpå bag ham. Hun prustede dæmpet, en smule lettet over at være kommet væk fra det mere stejle stykke, og nu kunne vandre uden frygt for at skride. Hun lod derop sine øjne betragte den sandfarvede hingst; han vidste hvor de skulle hen, og det vagte nysgerrighed hos Illana.

,,Du sandfarvede Djange, hvor er vi på vej hen?”

Spurgte den gyldne hoppe med den milde stemme, hvorefter hun lod blikket søge ham mere nu, , i stedet for omgivelserne. Selvom omgivelserne fascinerede hende meget, så fascinerede Djange hende mere.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen, Illana, drejede af som bedt om. Djange tog da hurtigt front, men sænkede hurtigt farten, med omtanke på hoppens præmisser. Han ønskede ej styrt under deres lille vandring. Djange holdte da stadig ørene tilbage, og gik nu med den afstand af at hoppens hoved, var umiddelbart ude for Djanges bagpart. Djange holdte halen i ro, selvom det var fristende at smælde med den. Hans krystalblå øjne spejdede vildfarent rundt, forude, mens de ellers fulgte stien der snart førte dem ind mellem to bjergsider. Djange hørte da hoppens forunderlige spørgsmål. Han rynkede kort mulen, forinden han da respektfuldt gav hoppen svar.

”Mit hjem.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst; kort og præcist. Mens han end ikke kastede et blik tilbage på hoppen.

”.. Eller I hvert fald til nogle af grotterne, hvor der er tørt.”
Irettesat Djange sig selv, med den hæse og intense stemme, mens han let skimmede hoppen Illana ud af de krystalblå øjnes øjenkrog, mens stien nu drejede lidt, og førte dem ind på den samme bredde sti, mellem de to bjergsider. Stien var ej stejl, men havde da en lille hældning på.

Illana, den gyldne, skridtede i et passende tempo til den sandfarvede hingst, der nu lod sin krop lede vejen. Han var endnu tavs, men virkede ej så irriteret som tidligere; eller irettesættende. Derimod vandrede han nu i et tempo, der var afpasset den gyldne, selvom hun ellers prøvede at tilpasse sig ham. Hun lod sine øre glide let fremad, da hans svar kom frem, til hun måtte høre hans stemme igen. Til hans hjem; til grotterne hvor der var tørt. Hans stemme, præcist, hæs og intens som altid, lod Illana blive gemt i sit sind endnu engang. En speciel stemme, der passede på det specielle selskab hun befandt sig i. Illana lod sit blik mødes hans ganske kort, da han skævede til hende, i det stien de betrådte snoede sig en smule imellem de store bjerge, der omgav dem. Hun prustede dæmpet, men egentlig tilfredst; for her hvor de vandrede nu, var der hverken alt for stejlt, smalt eller glat. Illana tillod sig derpå at vandre lidt længere op på siden af Djange, dog uden at komme helt op så hendes hoved var ud for hans. Nej, hun lod ham endnu lede, men blot ønskede hun at komme lidt tættere. Hendes udstråling var klar; hun var spændt på at se disse grotter, men ej udtrykte hun sig med ord. Hun var sikker på at den spraglede Djange nok skulle lægge mærke til det selv.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange fortsatte roligt på stien under dem, der ej var stejl, specielt glat eller smal. Djange så standhaftigt fremad, mens ørene lå ned. Hans hoved var holdt med en lodret holdning, på den højt holdte hals, der knejsede en smule i nakken. Hans man bølgede roligt over hans hals, mildt, for hvert skridt han tog sig, mens hans bagpart roligt arbejdede under ham. Han holdte de krystalblå øjnes afventende og skeptiske blik fremadrettet, et blik der tydelig gjorde hans mistillid til alt han begav sig i. Man vidste aldrig hvor faren kunne finde sted.

Trods Djanges fokus fremad til, bemærkede han skam snildt hoppens begejstring for denne natur de begav sig i. Hendes spændte følelse der nærmest strålede ud af hende, efter Djange havde nævnt grotterne. Det måtte være grotterne hun glædede sig til at se; eller i hvert fald var spændt på at se. Djange gjorde sig nu i en halv parade og fnøs en smule hårdt fra den lyserøde mule, mens han meget direkte og lidt kolde blik skuede over Illanas ansigt. Inden han drejede ind af en side sti, i bjergvæggen. En utrolig smal én, hvor de måtte gå én og én, hvor; selvom man en slank skikkelse, var der kun en 10-20 cm. fri plads mellem mave og bjergvæg her. Men stien var ej lang, og himmel kunne skues for oven.

Illana, den gyldne, lod sine ben fortsatte i den rolige og rytmiske skridt, lige bag Djanges skulder. Han var målrettet, denne hingst, det var tydeligt; og ligeså årvågen. Han havde lagt mærke til Illanas udtryk, det betvivlede hun ej, især ikke efter han havde set direkte på hende. Hans blå øjne, som nærmest kunne skære sig gennem en sjæl, generede dog ej Illana, men fascinerede hende. Så blå øjne, ja, smukke var de.
Da Djange drejede af, ind på en smal sti, lod Illana ham tage fronten og sig selv søge bagerst. Det var en smal passage de to sjæle nu skulle igennem, og det var med blandede følelser, at Illana trådte fremad. Hun følte sig ikke klemt, men alligevel lå der en spændt stemning over den gyldne, mens hun skridtede igennem. Over hende vovede den lyse himmel med solen, der kastede strålerne ned imellem de høje sten, for at belyse de to sjæle. Illana prustede en anelse mere skeptisk end tidligere, alt imens hun fortsatte efter Djange. Dog synes den smalle sti snart at blive bredere igen, hvilket opmuntrede Illana til at tage de sidste skridt efter Djange; videre i dette fascinerende landskab, der blev ved med at omforme sig og vise de mest fantastiske forme.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Stien blev en smule mere komfortabel at betræde, da stien gav en smule mere rum. Inden længe trådte Djange en smule mere påpasseligt, langsomt; næsten listende, inden han så sig en smule om hjørnerne de nåede da stien havde ført ud til en større platte, midt i bjergende. Det kunne lidt beskues som en form for gryde de fandt sig i. Djange fnøs en smule advarende for sig selv, næsten lydløst, mens de krystalblå øjne missede sig skeptisk sammen. Djange gav nu go for den, og trådte ud i det ikke kæmpe store areal, men da var på størrelse med en 50-60 kvadratmeter. Her var en smule spirende planter op af nogle af bjergsiderne, og henne i hjørnet dér, var et form for stort hul i bjergvæggen; en grotte.

”Det her er efterhånden det jeg kalder mit hjem..”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, en smule dæmpet; da en sort bevinget skabning fløj over himmelen. Kun stien de kom fra, og grotten var veje ud fra denne lukkede plads. Djange trådte nu længere frem, for at lade hoppen komme ind. Djange havde nu vendt sig, og så meget direkte på den gyldne hoppe han gik ud fra ikke havde været der før. Han så med det tomme og direkte blik på hende, en smule afventende; mens han rynkede en smule på mulen, mens tanker fløj igennem hans sind.

Illana, den gyldne, trak bagparten ganske let ind under sig, da hun begav sig ud fra det hele smalle område, til en lidt bredere sti, som mundede ud i noget helt fantastisk: Djange, som var stoppet op, gjorde snart tegn til at det var sikker at begive sig ud i det åbne, som lå foran dem, og da han trådte frem og lod blikket glide afventende på Illana, lod Illana straks sit blik flyve rundt; mage til skønhed havde Illana ikke forventet at se her. En åben plads, lukket inde af solide klippevægge, nogle beklædt med enkelte planter og andre ikke. Illana kunne næsten ikke se sig mæt; indtil hun fik låst blikket på grotten. Henne i den fjerne ende af den åbne plads, som Djange nu havde givet hende plads til at træde ud på, lå en grotte, dækket af mystik, men ligeså en utrolig åbenhed og tryghed. Dette sted måtte være uhyre sikkert; hvis den gyldne havde vandret selv, havde hun nok aldrig fundet det, og hun tvivlede på at mange ville i dette land. Hun så da på Djange og et smil prydede hendes mule. Et kønt et. Derpå lod hun sin stemme komme til udtryk.

,,Og i sandhed det er et hjem, som jeg tror byder dig velkommen altid. Jeg må sige Djange, at dette sted er mageløst. Jeg havde aldrig troet at sådan et sted skulle gemme sig i bjergene; og jeg må sige, at jeg ser dig som værende en af de heldigste. At kunne kalde dette for dit hjem.”

Sagde Illana med et oprigtigt smil, inden hun vovede sig få skridt længere ud i det åbne. Solen lod sine stråler kærtegne de to sjæle, alt imens de befandt sig i dette mageløse sted. At Djange havde fundet det, måtte der være højere magter der havde bestemt; for dette lod til at være et sted, gemt som en skjult skat, der ikke var til for alle - men for ham.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen Illana måtte i sandhed siges at være forundret og begejstret over dette sted. Djange betragtede blot hoppen der fik kastet dagslyset over den gyldne pels; som da skinnede en smule op. Han slog da blot et piskende smæld med halen, en smule for at understrege overfor sig selv, at han ikke skulle falde i nu! Han måtte holde op, blot fordi denne hoppe virkede så oprigtig, ren og varmhjertet, var ikke ens betydning med at hun nu ville kunne bruge hans hidtil private hjem, imod ham. For en kort stund ærgrede Djange sig over at have blottet sit hjem, for denne fremmede hoppe. Hun kunne jo være i ledtog med den anden spraglede adfærdsvanskelige hingst. Men nok om det! Djange slog tankerne ud af hovedet, og nikkede da høfligt; stift, respektfuldt. Takkende over hoppens ord.

”Ind til nu har jeg ikke haft problemer med fremmedes indtrængende heller.”
Konstaterede Djanges stemme hæst og intenst, med en svag undertone af at være advarende. Hans øjne missede han let sammen, mens han skønt stadig holdte sine ørene tilbage; som han havde haft hele tiden. Djange vendte da nu fronten imod grottens åbning. Han var allerede tør, over pelsen, efter deres lidt lange vandring sammen, men det kunne være hoppen ønskede for alvor fast grund under sine hove.

”Kom med Illana.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, dog tonløst og en smule kommanderende og skyndende, mens han kastede lidt ivrigt og skyndende med hovedet, forinden han trådte imod grotten; som Illana havde set sig godt på, efter Djanges analyse.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over den sandfarvede Djange, da hans ord atter brød den fortryllende stilhed der lå over dette sted; et sådan smukt sted, der lå i midten af et fantastisk land. Ja, hvorfor var Illana overhovedet overrasket over at se et sådan sted? Selve landet var jo utroligt; smukt og nærmest guddommeligt, så hvorfor lod dette sted Illana tænke sådanne tanker? Måske var det fordi det lå udenfor den gyldnes fantasi, fordi det var så uvirkeligt for hende, det hele. Aldrig havde hun set bjerge eller hørt om dem, og nu stod hun midt i dem. Hun prustede dæmpet, hvorefter hun gav den sandfarvede hingst et lille smil. Han bad hende komme med sig, til grotten der lå i hjørnet af den fortryllende plads. Hendes skridt førte hende let og elegant af sted, efter ham. Lyden af hovene imod det hårde underlag, var fængende. Det klikkede karakteristisk for hvert skridt de to sjæle tog, og Illana lyttede intenst til rytmen. Efter lidt åbnede hun mulen for at sige nogle ord, til denne sandfarvede hingst, der havde vist hende hans hjem; hvilket var en stor gestus, og især af ham, kom den gyldne frem til.

,,Djange, du sandfarvede; jeg tror ej heller du vil få problemer med at folk vil rende dette sted over ende; havde jeg vandret alene, havde jeg aldrig fundet hertil. Men jeg må sige, det er en oase jeg ej ville kunne havet forestillet mig selv. Bjergene er så ukendte, aldrig har jeg hørt om dem, så jeg må sige, at dette er overvældende.”

Sagde hun med en mild og fascineret stemme, alt imens hun fulgte ham imod grottens åbning. Hvad mon ville gemme sig bag den store åbning, hvor solens stråler let ridsede rammen op?