Dette fantastiske syn

~ Armonia ~

[/color]
I denne stille nat, bevæger mine hove sig af sted, henover denne sand beklædte verden, der former sig som et stort rum, uden ende for mine øjne. Det føles som en uendelig vandren, og samtidig kan et hvert skridt jeg tager, være det sidste mine ben kommer til at føre frem for sig. Ja, hver dag har sin egen glæde og sorg, men i sidste ende handler det blot om, at gøre hver dag fantastisk for sig selv og andre, for hvis det er din sidste dag, så skal den afsluttes med glæde i sindet. Og det er dét, min verden går ud på. At finde glæde, lykke. Hvad den lykke og glæde så består af, ja det er ganske forskelligt fra dag til dag.Mine milde brune øjne, glider en anelse omkring, overvejende samt tænkende. Men mest af alt betragtende. Det hele er endnu så nyt, at jeg ganske vidst ønsker at betragte det hele, søge dets hemmeligheder samt finde svar på mine spørgsmål. Men det vil gå længe, før disse ting går i opfyldelse, og dette er min sjæl skam indstillet på.
Her, er det hele forgyldt i det lyse sand der siger fine små lyder under mine blidt bevægende hove. Ja, jeg er i min egen drømmende tilstand i disse minutter, da det hele virker så fortryllende, så anderledes en andre steder. Her summer ej af meget liv, men til trods for dette sanddækkede land, stikker der i ny og næ en enkelt grøn plante op af sandet. Et tegn på spirende liv, noget jeg sætter pris på. Brummer i en lys tone, og lader derfor min tilstedeværelse blive afsløret. Jeg ved ej, om her er andre.
Men hvis der er, kan de dermed høre mig, og kan tilkende give sig selv, hvis de da ønsker det. Standser op, og lader mit milde blik glide op imod stjernernes himmel, hvor de pryder den mørke himmel, sammen med den fremskudte lysende måne, som skinner ned over jorden foran mig, og ned på min rødlige krop. Et fantastisk syn at beskue, altså himmelen.
[/blockquote]
[/size][/color]
(Åben - denne tråd er ikke reserveret til nogen, så svar endelig!(: )

Der var ganske vidst andre på denne Ø, denne stjerneklare nat. Det var ikke blot de enkelte planter rundt omkring, eller de små søer der gav liv.
_ Nej, for gennem nattens mørke og øens sand, travede en hingst med høj haleføring og et fremmadrettet blik. Hans blik gled søgende ud i mørket, men der var ingenting at kunne fæstne sit blik ved. Det var som en endeløs vandring, med en snert af rastløshed lige i hælene. En anelse usikkerhed kunne mærkes i hingstens kropsprog: Der måtte være andet her? Tænkte han, med et par hurtigt ryk med ørerne. Den mørkebrune hale slog et par hårde smæld inden denne hingst standsede op og endnu en gang med et årvågent blik betragtede området.
Hans mørke øjne flammende dybt, og fortalte historien om en vild ung hingst, med en indre styrke og dog en svaghed som alle andre vildheste bar: Den ensomme tid, i fremmed land - Og så tilmed om natten.
Han anede ikke om der var fare her, om her var sikkert eller ej. Derfor søgte han hele tiden efter liv, og en dyb undersøgende vrinsken lød så. - Det ville afsløre ham, og blotte ham ufattelig meget men han måtte løbe risikoen.

~ Armonia ~
Mit milde blik der betragter nattens klare stjerner, farer kort til siden. Mine sensitive øre, har nemlig opfanget lyden af hovslag, og i det næste sekund, ser jeg nu en fremmed sjæl bevæge sig afsted med travende og hurtige skridt. Lader min krop vende sig direkte i hans retning, betragtende.
Kaster blidt op med hovedet, og sender et meget lyst og mildt vrinsk i hans retning, utrolig lavt, men hørligt. Jeg ønsker ej at hele verden vil min stemme høre, men blot denne hingst, der traver afsted igennem det forgyldte sand.
Jeg ved ej, om han ønsker mit selskab, eller blot ønsker at strejfer ensomt omkring. Men jeg har nu gjort hvad jeg kunne, og tilbage er der nu bare at vente.
Jeg står helt stille, dog bevæger min hale sig blidt i vinden, ellers er jeg sagte. Tager ej skridt imod ham, da jeg endnu ikke ved, om han ønsker min sjæl nær hans, eller blot vil søge afsted alene.

[/color]

Det gibber kort i den usikre hingst, men han falder hurtigt til ro ved lyden af det milde vrinsk fra en hoppe. Hans ører blev hurtigt vendt fremad, og farten sænkede sig. Det sidste Aquilino ville være, var at virke truende, specielt ikke over for en hoppe der lød så venlig og imødekommende. Hingsten prustede sagte og stoppede op nogle meter fra hoppen.
Den lysende måne skinnede i hoppens røde pels, og gav hende et specielt yndigt udseende. Hun var ganske køn, og det vrinsk hun havde sendt ham, fik ham til at stole på hende. Men selvfølgelig var han stadig opmærksom på alt omkring ham.
"Godaften de yndige hoppe, de som har reddet min aften med deres levende nærvær." Digtede han som en anden trubadur. Der hvilede et muntert og hingstet glimt i hans mørke flammende øjne, mens hans kropssprog var ikke truende eller overlegent.

~ Armonia ~
Da den brune hingst, kommer i min retning, formes der et smil over min mule.
Jeg lader da blikket betragte ham, betaget af ham, ligesom jeg er af alle jeg møder. Alle er så forskellige, så unikke, på deres helt egen fantastiske måde.
Da han standser hos mig, bøjer jeg blidt ned i nakken, med en vis form for respekt liggende i den yndige hilsen.

,,Godaften, du fremmede sjæl, som vandre så hurtigt omkring. Om jeg har reddet dem, med mit nærvær, og om jeg er yndig, vil jeg lade Dem, du herre, helt selv afgøre."

Smiler jeg ganske mildt, mens de altid blide øjne hviler på ham. Retter mig da op efter min hilsen.

,,Mit navn er Armonia, ej et specielt navn, men det er dog mit - hvem har jeg den ære af at møde, på denne smukke og stille aften?"

Lader mit hoved glide let på skrå, ganske blidt, mens jeg holder de funklende og milde øjne hos ham. Allerede nu, falder han i min sjæls smag. Han er ej frembrusende, og dog ej tilbageholden.

[/color]

En sagte brummen undslap hingstens smalle mule da han lod blikket glide flygtigt hen over hoppens kønne krop. Hun virker ganske mild, som et snefnug på en kold vinterdag, eller som en svævende sommerfugl på en sensommeraften. Aquilino strakte let hovedet en anelse frem, som om han ville røre hende, men dette var blot en venlig hilsen.
Der hvilede et venligt smil om mulen på ham, idet hun åbnede munden og lod hans ører nyde den blide harmoniske stemme hun havde. Han vippede ørerne fremad og trådte atter et lille skridt frem. Han kunne ikke lade være med at morer sig over deres måde at tale til hinanden på. Det lå egentligt ikke til Aquilino at være så gentlemanish, men denne aften følte han for det. Dog havde han en anelse om at hoppen, Armonia, rent faktisk var en så formel og en anelse gammeldags hoppe.
Måske hun var en gammel sjæl, bundet til en ny krop? Det var der jo nogle der snakkede om, men Aquilino var ikke helt sikker på dette. Han havde ikke som sådan gjort sig så mange tanker omkring det med døden, sjælen og alt det dét medførte.
"Mit navn er Aquilino. - Og må jeg tilføje, Armonia, at dit navn i sandhed er et harmonisk og ganske smukt navn." Talte han sagte, med en rolig tone. Der var ikke et gram løgnagtighed at spore hos hingsten, han mente hvert et ord. - Det var nemlig sådan han levede bedst. Med ærlighed, og uden tomme ord.

~ Armonia ~
Lytter til det brum han udsender, og jeg opfanger hvert en enkelt lille tone. For mig, siger et brum mere end tusinde ord, da man som regel kan opfange de forskellige underlægningstoner, som kan gemme på små hemmeligheder. Men hos ham, finder jeg ingen urenheder eller ondskab. For mig, virker han ren.
Lader mine røde øre forblive hos ham, sageligt, og behageligt indfundet i hans selskab. For jo vist, hans selskab er mig behageligt, da jeg er en hoppe der søger kontakt, og ej ensomhed.
Rækker selv mine mule en smule frem i en venlig gestus, da han gør. Betragter ham lidt, da han træder mig et skridt nærmere. Det behager mig, da det viser, at hans skepsis til mig, ej er stor.

,,Aquilino. Det behager mig, at min sjæl er stødt på Deres, denne aften. Nu er jeg ej alene mere.”

Mimre blidt med mulen, inden jeg fortsætter min tale.

,,De har ganske vidst ret i, at mit navn er harmonisk. Men det er ganske klart. Armonia betyder Harmoni. Jeg er glad for, at De synes om det – det falder nok ej i alle smag. Men dette ændre ikke på, at jeg er stolt over at præsenterer mit navn, da det er en del af den sjæl, jeg besidder”

Siger jeg med et let nik, og lader blikket forblive hos ham. Allerede nu, taler vi ret flydende, og de normale spørgsmål er endnu ikke dukket op. Men det vil nok snart kommer: Hvor kommer du fra, er du ny, kender du mange.
Eller måske får vi os sneget uden om disse spørgsmål, ved blot at tale frit?

[/color]

Selvom denne øde Ø stadig forekom hingsten en anelse usikker, måtte han for sig selv indrømme at denne hoppes selskab på en måde behagede ham fortræffeligt og gjorde ham mere sikker og tryg. Hendes milde væsen beroligede hans indre dæmoner der tonsede rundt i hans krop. Aquilino lod de mørke øjne hvile mod hoppens milde øjne.
Aquilino's tidligere tanker blev i det samme bekræftet da Armonia valgte at tale i samme formelle tone. Det var ikke noget der lå til Aquilino, men på en måde nød han dette anderledes møde der i mørket.
"Jeg er helt ny her, så at vandre i mørket alene var ikke noget jeg nød. Derfor behager det også mig, at støde på dig, Armonia." Svarede han let i en rolig, venlig tone og nikkede en kort gang med hovedet med et smil hvilende om mulen.
Da hun senere fortsatte sin tale, og hun forklarede ham hvordan hendes navn betød "Harmonisk" lød der en kort latter fra hingsten. Det navn var i sandhed givet til en hoppe, med utrolig meget harmoni.
Han sendte hende et venligt og nysgerrigt smil inden han vippede opmærksomt med ørerne. "Det er med stolthed at jeg modtager dit navn samt dig selskab." Sagde han smilende og bukkede let.

~Armonia ~
Hans milde øjne, der hviler imod mig og min sjæl, behager mig. Det skaber ro. Nok er jeg harmonisk, men i nattens mørke, kan mit sind godt være mere oprørt end ellers. Jeg kan ej vide, hvilke farer der lurer i buskadserne, og derfor gør han selskab mig stor glæde og gavn – da er jeg ej alene, hvis noget skulle hænde.

,,Ny i området er jeg også selv – og ligesom Dem, kære Aquilino, behager Deres selskab mig”

Siger jeg med den fløjlsbløde og harmoniske stemme, der former sig ud af min mule. Mit blik forbliver hos ham, roligt, og lyttende. Da han latter bryder frem, kan jeg ikke lade være med at smile. En lattermild hingst, er altid noget jeg finder mig godt tilpas med, da de oftere har en mere glædelig tilgang til deres egen tilværelse – dog er det selvfølgelig ikke alle.

,,Din stolthed over at møde mig, gør mig beæret. Og jeg håber ej, at jeg vil skuffe Dem med mit selskab”

Da han bukker på denne måde, lader jeg min mule let glide ned i samme højde. Jeg ønsker ikke at være hævet over ham, og derfor søger jeg ned i samme højde som han da er i. Jeg retter mig ej ordentligt op, før han gør.

,,De vil måske gøre mig den glæde, at træder af sted over denne sne beklædte eng, ved min side?”

Spørger jeg ham da, med et mildt og indbydende blik i de brune og rummende øjne. Jeg ejer kun godhed, og jeg forventer ej meget af mine selskaber – blot en gensidig form for forståelse.

[/color]

Nattens mørke lurede stadig omkring hingstens krop, men alligevel føltes den længere væk. Hoppen, Armonia's selskab gjorde ham mere tryg men hans opmærksomhed var stadig skærpet på alt andet omkring dem. Selvom han kun lige havde mødt hende, var hun nu en "byrde" som Aquilino også skulle passe på.
- Derfor gled hans blik regelmæssigt ud i mørket og søgte efter andre skikkelser, samtidig med hans mandelformede ører vippede let frem og tilbage. Man måtte dog ikke tage fejl, Aquilino hørte hvert et ord som Armonia's harmoniske og indbydende stemme fortalte ham.

Et lille smil spillede om mulen på hingsten, inden han ganske forsigtigt trådte frem med en sagte og dog så behagelig brummen for at nappe blidt i hendes rødlige man med hans læber.
De mørke flammende øjne var vendt mod hende, store og mørke: Fuld af flammende energi og respekt. Både over for hende, men så sandelig også for ham selv.
Den lysebrune hingst trådte atter let tilbage, for at give hende den plads tilbage han kort forinden havde taget fra hende. Smilet hvilede stadig om mulen på ham, og det kække glimt spillede i de flammende øjne, mens opmærksomheden lå rettet mod hendes kropssprog samt de ord hendes stemme fortryllede ham med.
Det undrede for en kort stund denne hingst, hvor alle de sædvanlige spørgsmål blev af. Alt det der havde med fortiden at gøre. - De eneste spørgsmål Aquilino havde besvaret, var omkring hans navn samt om han var ny.
På en måde var han helt tilpas omkring denne "anderledes" måde at møde ny heste på. Armonia's selskab var afslappende og derfor følte han sig ganske godt tilpas hos hende.
Da spørgsmålet så lød, smilede han og vippede strakt ørerne frem mod hende som tegn på at han lyttede og overvejede hendes spørgsmål. Et undersøgende blik gled rundt i mørket, og dernæst nikkede han.
"Gerne, Armonia. - Dernæst vil jeg spørge dig, om der var mulighed for, at dette ikke blot var en trasketur, men en travetur? " Spurgte han med et drillende smil hængende i mundvigen. For mange var dette et mærkeligt spørgsmål, men Aquilino havde altså en del energi: Mørke eller ej. - Fremmed eller ej.
"Jeg er en hingst med fart, sådan fungerer jeg bedst. Så jeg håber du er okay med det?" Fortsatte han, inden han blødt puffede til hendes skulder. Aquilino hævede hovedet en anelse, og mimrede let med mulen.

~ Armonia ~
Mit blik forbliver hos denne lyse brune hingst, som stadig befinder sig i mit selskab, hvilket ganske rigtig behager min sjæl.
Ensomhed er ej noget jeg holder af, og derfor besidder jeg en stor trang til selskab, uanset hvem det er fra. Tale behøver de ej, men blot at de er i nærhen, gør meget for mit stille og gemytte sind.
Da han træder mig nærmere, og nipper ned i min tykke rødorange man, former der sig et blidt smil om min fløjlsbløde mule. Rejser hovedet en lille smule, men stadig så det er lavere nede end hans. Nipper ud imod hans skulder, inden han når at træde for langt tilbage igen.
Retter mig op, da hans tale atter ramler ind i mine sensitive øre.

,,For mig, er tempoet gerne i trav - så længe De ej render fra mig, Aquilino"

Ler jeg mildt, og mener det selvfølgelig i sjov. Hvis han render fra mig, vil jeg lade ham rende, og ej følge ham. For da vil han så ønske at være alene, og det vil jeg respektere. men at følges ved hans side i trav, vil jeg skam gerne.

,,fart, kan også have sine fordele, især i dette kølige vejr"

Nikker jeg blidt, og lader min krop rette sig mere. Kaster blidt hovedet en smule op, inden jeg bevæger mig fremad i skridt i første omgang, da jeg lidt skal ud af det sne jeg har stået i, i noget tid ud. Sætter dernærst i trav, dog langsomt da jeg ikke ønsker at være foran ham, men ved hans side, eller lidt bagved.

[/color]

Aquilino brummede sagte, efterfulgt af et sukkende prust. Han var dog ikke opgivende eller utålmodig. Tværtimod var han ganske afslappet i denne blide hoppes nærvær.
Atter lod Aquilino sit blik løbe langsomt ned over hendes krop, blot for at nye synet af denne smukke hoppe. Han havde været forelsket før, og havde også stået over for smukke hopper. Men han måtte indrømme at Armonia, var noget ganske særligt. Måske på grund af hendes engleblide udtryk og personlighed.
"At rende fra en yndig hoppe som dig, ville være som at trampe på den grønneste og mest saftigeste græs, på en varm sommerdag." Forklarede han hende med et kækt smil spillende i øjnene samt om mulen. Han puffede atter drillende til hende og kastede hovedet en gang i luften, nærmest for at sætte gang i hans indre energi igen. Armonia havde en ganske beroligende effekt på ham, ja - næsten sløvende. På den gode måde selvfølgelig, derfor nød han også at se hvordan hun satte i trav, kun for efter kort tid at følge efter hende med ørerne rettet muntert fremad.
Hans hoved var stolt hævet, og det samme gjaldt den bølgende mørke hale. Da Aquilino nåede op på siden af Armonia, sænkede han hovedet dybt ned for at puffe til sneen foran ham. Det ramte dog ikke Armonia, tværtimod fik han det selv i hovedet så han med et hastigt ryk hævede hovedet og brummede en anelse fornærmet.

~ Armonia ~
I min verden, er denne hingst ganske behagelig at være i nærheden af. Han skaber ro, men samtidig er han så kæk, at min indre også bliver 'vækket', til det mere kække, trods jeg nok aldrig bliver en af de hopper, der svanser omrkring og viser mig frem.
Da han forklare, hvad han mener om at rende fra mig, kan jeg ikke lade være med at smile.
Det er et fint billedsprog, for grønt frodigt græs, er aldeles ikke noget vi render og tramper på - men jeg forstår dog ej, hvorfor han sammenligner mig med noget så vigtigt og perfekt, jeg er jo blot.. mig?
Mærker hans drillende puf, og det driver mig lidt ud af mine tanker om mig selv. Et smil pryder atter over min fløjlsbløde mule, inden jeg da fortsætter i trav. Da han indfinder sig ved min side, nipper jeg blidt ud imod han skulder. Ganske let og drilsk.
Kaster kort med hovedet, inden jeg så sænker mulen ned, ligesom han, og rør ved sneen. Får samlet lidt sne på mulen, og det vælger jeg at 'kaste' i hans retning, med et lidt drillende men mildt brum. Slår frem i en mere hastig trav efter dette, blot for at drille ham, da han kommer emd hans fornærmede udtryk, fordi han har sne i ansigtet, som han da selv har skrabet sammen. Kan ikke lade være med at komme med en latter, så mild og blid, at den vel nærmest er syngende.
Jeg ler ofte, men kun hvis jeg da har noget at le af, og i dette tilfælde, kan jeg ej lade være.

[/color]

Nogle steder var sneen en anelse svær at passere, derfor måtte hingsten sommetider løfte benene højt for at kunne komme igennem. Den bløde mule mimrede afslappet, mens han travede afsted ved siden af hoppen Armonia. Det første møde her i den nye verden, og han konstaterede for sig selv at dette var et ret godt tegn. Ihvertfald håbede han på, at andre også var lige så imødekommende som hun.
Aquilino vævede en anelse med hovedet for at få sneen bort fra hovedet, men noget blev dog siddende i den tykke pandelok der faldt blødt ned over hans brede pande. Hingsten sendte et drillende smil afsted mod Armonia, inden han slog over i en blød galop for hurtigt at indhente hende.
"Jeg nyder denne aften med dig, Armonia." Sagde han ærligt til hende, da han nåede hendes flanke. Hans tempo blev atter sænket, for roligt at følge hendes takter og hendes fart. Selvom Aquilino måske var en stolt hingst, så var han ikke nogen blærerøv. Hans attitude var respektfuld, men rolig.

~ Armonia ~
Mit blik lander bagud på ham, da han sådan væver med hovedet, for at få sneen af. Sænker farten, og da an så atter kommer til min side, holder jeg min taktfaste galop. Samlet, elegant og feminint. Ej for hurtigt, da jeg ikke ønsker at glide i sneen. Nipper blidt ud efter hans pandelok, for at fjerne noget af det sne, der stadig sidder der. Tager så mulen blidt til mig selv igen, og brummer i den milde tone, efter han har talt.

,,Jeg nyder skam også denne aften med Dem, Aquilino. Deres selskab er mig meget behageligt"

Siger jeg med den fløjlsbløde stemme, og nikker i en meget svagt og blid bevægelse. For han selskab behager mig virkelig, det er ikke løgn. Jeg ser ingen grund til at lyve for andre, så hellere fortælle dem den bare sandhed, så jeg ikke lægger en facade foran mit sande jeg - et jeg, som jeg er stolt af, på min helt egen rolige måde. Jeg ser ingen grund til at skildre med min stolthed igennem en høj haleføring og højt hævet hoved, dette ligger blot ikke til min personlighed.

,,Må jeg spørge Dem om noget, Aquilino? - De kan blot sige nej, hvis ikke"

Lægger hovedet mildt på skrå, og lader blikket falde betragtende over på hans mere maskuline bevægelser, i kontrast til mine feminine.

[/color]