They are back..

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Den silkebløde, spændte mule finder vej foran bringen, hvor den giver en dampende tåge ud. Næseborende udspilder sig kraftigt, for at åbne op for alle de nye lugte, som for hver en sans til at træde frem. Musklerne dirrer under mit mørke hårlag, det er som om lugtene tænder mig. Så meget er fremmet, nyt, og jeg er blot en ensom, ukendt sjæl. Ingen kender mig, ingen ved min fortid, fremtid - ja, egentligt ved ingen min nutid. Tanken for et smil til at spille i siden af mundvigen, men tilsidst bliver lugtene domineret af hingst, som for mig til at fnyse højt og utilfreds. Mine mørke, dybe øjne, skjult under den sorte hårpagt, skimler området opmærksomt; nu hvor alt er så nyt og fremmet, må jeg være ekstra vågen. For jeg er den mest svage sjæl dette øjeblik, og ingen skal udnytte det. Ingen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Vandre omkring, i det snebeklædte land, som jeg har vandret i før. Jeg kender denne ø en smule, ej meget, men jeg ved dog lidt om den. Men derfor er det meste stadig meget nyt, ukendt, nye ting der atter og atter dukker op for mine betragtende øjne, der hvileløs søger omkring.
Mit blik glider blidt rundt, inden jeg da standser. En lugt er blevet opfanget i mine sensitive næsebor. Lugten, af en endnu en fremmed sjæl, en hingst må det være, at dømme ud fra den mere kraftige duft der rammer mig.
Mit blik glider i retningen af vedkommende, men han er ej let at se. Han må være mørk i pelsen, men dog skinner månens lys på ham, og dermed kan jeg skimte han silhouette.
Sender et dæmpet, mildt brum i hans retning. Ej højt, da jeg ikke ønsker at skræmme ham, eller gøre ham fortvivlet over min pludselige eksistens. Jeg bliver blot stående her, i den feminine stilling, mens mit blide og milde blik hviler over på ham. Jeg ved ej om han ønsker mit selskab, og derfor bliver jeg blot stående på dette sted, midt i sneen.

[/color]

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Trods her er dalet en smule sne, er det ej nok til at oplyse det hele. Men med månens blege skær og sneens forsøg på at danse med månen, har jeg en nogenlunde fornemmelse i mørket, men jeg kan ikke se meget. Men på en måde irriterer det mig ikke, jeg behøves ikke dagens lys for at kunne finde rundt. En pludselig brummen vækker mig fuldstændig. Overrasket rykker jeg hovedet i vejret, med øjnene spærret op under den mørke pandelok. Her er nogen, eller nogle, og jeg havde ikke hørt den/dem? Ophidset dirrer mine næsebor, indtil den tiltrækkende duft af hoppe sniger sig ind, og med sine usynlige snorer, trækker den min mule frem mod den, indtil jeg tager nogle stive skridt fremad, mod den fremmed, med en dyb, hingstet brummen, og musklerne let i spil under den behåret krop.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~

Mit blik forbliver imod denne fremmede sjæl, vis opmærksomhed jeg vidst har vækket. Det lykkedes mig ej, ikke at gøre ham forskrækket. Hans mule ryger hurtigt til vejrs, og det er et tydeligt tegn på, at jeg vidst har overrasket ham. Ikke noget jeg bryder mig synderligt om, da jeg ikke ønsker at gøre andre i mit nærvær, utilpasse.
Men da han træder imod mig, kan jeg ej have skræmt ham helt væk - da ville han nok have trådt modsat af mig, og afvist min tilstedeværelse. Træder to små skridt i hans retning, inden jeg da igen standser op. Jeg vil ej træde ind i hans 'cirkel', som jeg ikke ved hvor stor er. Derfor vil jeg lade denne fremmede sjæl, bestemme vores afstand. Min cirkel, er selv ret lille, dog er den tilpas for mig, og træder folk helt til mig, som start, da vil jeg nok træde et enkelt skridt bagud. Men der skal meget til. Sænker mit hoved en lille smule, for ej at virke frygtindgydende, og samtidig for at vise ham, at jeg respektere ham og hans grænser, som jeg endnu ikke kender. Holder ørene opmærksomt mod ham, men lader blikket falde i jorden, ydmygt.

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

I takt med at jeg bevæger mig tættere på, bliver min bevægelser mere bløde og flydende. Overraskelsen finder ro, indtil den er gemt helt og andeles væk. Den er gemt sammen med det andet hav af følelser, bag den store mur som omringer mit sind, mit sande jeg. Men jeg kan ikke fjerne mit skjold; det er en eneste mulighed jeg har for at undgå at blive knækket. Mine mørke øjne opfanger tilsidst hoppens skikkelse, følger hendes bevægelser og indprenter dem. Idet samme hun stopper, lader jeg selv benene stoppe i en samlet parade. Jeg tager hendes stop som et tegn på, at hun ikke ønsker mig tættere på, trods jeg gerne vil lade sproges gemmes væk og kroppen tale for mig.. Let tilter mit ædle hovedet på skrå, da hoppen udviser respekt. Stolt skyder jeg bringen fremad, knejser dybt i nakken, og brummer endnu dybere og hingstet, indtil jeg sænker hovedet en anelse nedad, for at knæle og udvise respekt til sjælen som befinder sig foran mig dette magiske øjeblik, og for min silkebløde mule til at søge nysgerrigt fremad..

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Mit blik forbliver ydmygt i jorden, mens jeg står i mit feminine og respekterende buk. Da jeg kan høre, at hans hovslag er stoppet samme tid som mine, begynder jeg at tænke. Er han stoppet, fordi jeg stoppede, og tror at dette er min grænse, eller er han stoppet, fordi jeg har nået hans?
Retter blikket en smule op, og ser hvordan han galant bukker foran mig, dybt og respekterende. Jeg havde nok ej regnet med denne reaktion. Jeg er blot en simpel omvandrende hoppe, hvis sjæl ej har nogen særlig eksistens for andre - jeg er luft. Men jeg er i sandhed en godmodig hoppe, en hoppe hvis hjerte rummer stor plads og kærlighed. Men hvorfor bukke så dybt for en, der blot er.. mig?
Mine øre vippes kort, inden de igen indfinder sig hos ham, mildt.
Jeg vælger at træde ham to skridt nærmere, med hovedet lavt. Jeg ved ej, om det er fordi han selv har denne grænse, men hvis dette er tilfældet, vil jeg da stoppe, og træde tilbage. Men ligenu, forsøger jeg at finde hans grænse, trin for trin. Stopper efter de to skridt, mens et lyst, nærmest efterspørgende brum forlader min mule. En forespørgsel om lov, til at stå i denne afstand af ham, og tættere på hans sjæl, end vi før var. Hvis han reagerer negativt på min tilnærmelse, da vil jeg træde tilbage, uden brok.
Mit hoved forbliver meget lavt, og blikket er atter søgt i jorden. Min krop er 'slap', og ej spændt op i musklerne. Et ydmygt tegn på underkastelse, for at vise, at jeg intet ondt har i sinde.

[/color]

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jeg holder mit hovedet sænket, min form for et knæle for denne fremmed. indtil jeg langsomt hæver det, for at betragte hende. Denne hoppe udstråler tydeligt en ro og afslappelse, men er det blot en lusket facade? Den bløde mule mimrer overvejende, mens den ranke krop puster sig en anelse op. Hvis denne fremmede havde nogle ondskabsfulde ideer, så er det vigtigt at jeg er vågen, så jeg kan undgå dem. Men lige nu og her virker hun blot forsigtig, imødekommende og venligsindet. Et lavt suk slippes fra min mule, idet hun lader sin krop sæge tættere på min, ganske forsigtigt. For at gengælde hendes tanke, træder jeg fremad med høje knæløft, og nakken bøjet stolt sammen. Øjnene er vågne, blikket opmærksomt, men intetsigende. Afstanden mellem os er lige blevet gjort endnu mindre, og det giver mig mulighed for at kunne betragte denne kønne hoppe bedre. For køn er hun bestemt: meget harmonisk bygget. Endnu et suk forlader mulen, ej fordi jeg keder mig, men fordi jeg.. Ja, det er vel egentligt af ukendt grund. For at ånde al "nervøsiteten" af mig? Langsomt søger mulen fremad, og mine forben træder atter igennem sneen, som knaser mildt og lavt under mig. Ej er jeg langt fra hende, hendes duft hærger mine næsebor, og der giver jeg så en hingstet, men hilsende brummen fra mig - kun henvendt til denne unikke sjæl.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Det virker til, at denne endnu fremmede sjæl, ikke finder mit nærvær så ubehageligt, som jeg frygtede. Da jeg er trådt ham nogle skridt nærmere, ved jeg ikke hvilken reaktion jeg vil få. Men den er positiv, for da træder han mig ligeså nærmere. Ergo, er jeg måske ej så frygtelig at tilbringe en smule tid med. Han kan endnu nå at fortryde, det vil han altid kunne, og dermed vende rundt, og forlade min sjæl i dette mørke, alene, som jeg før var.
Jeg lader ham styre afstanden, da det er det, jeg har det bedst med. Ej fordi jeg lader mig koste rundt med, men hvis mit selskab, følger sig behageligt tilpas, gør jeg som regel også. Helt automatisk. Retter blikket en smule op på ham, søgende op af hans krop. Dog rammer jeg ej hans øjne. Jeg har mødt mange i min fortid, der ej ønskede øjenkontakt, så det søger jeg ikke mere, medmindre de søger min, for så gør jeg det gerne. Hans to suk, rammer mine sensitive øre, og jeg er opmærksom på, om det er fordi jeg gør ham ubehagelig tilpas, for da vil jeg så 'synke' mere sammen i kroppen, og gøre mig mindre. Afstanden mellem os, er efterhånden ganske lille, men stadig med plads til både at træde tættere, eller træde væk.
Han dybe hilsende brummen, render ind i mine øre, og forplanter sig i mit sind. Jeg vil ej glemme hans brum nu, da det vil forblive i min 'skuffe', hvor hans udseende, duft og lyde nu er gemt til tid og evighed. Jeg vil dermed kunne huske ham igen, og med ren samvittighed vil jeg atter kunne hilse på ham.
Et lyst, responderende og harmonisk brum glider fra mig, lavere end hans, hilsende. Søger mulen en smule frem, for at snuse lidt diskret i hans retning, men samtidig også for at vise den ydmyghed jeg har endnu, da mit hoved stadig er lavt, og halsen nu strukket frem. Et ord er endnu ikke blevet talt, men dette gør mig intet - jeg kan sagtens tale, men også sagtens tie, hvis handlingerne gør nok i sig selv.

[/color]

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Bag den kuldsorte pandelok hviler de mandelformede øjne. Med et glimt af intensitet betragter de den rødlige hoppe, som udgiver et selskab. Hver et træk er indprintet mig denne fremmed; hendes rødlige hårlag, hendes hvide aftegn, kraftige man og milde udtryk. Med en let mimren spænder jeg op i overlæben, og knejser nakken en anelse sammen, så den buer i en naturlig, høj formel. Jeg tillod mig selv at træde tættere på, hvilket hun gengældte - et tegn på at min handlig var okay. Hendes karakteristiske lugt fylder mine sensitive næsebor, og snorer sig som en krans omkring mit minde om hende: Hun er en hoppe som ej vil blive glemt i mit sind. Langsomt træder jeg endnu et skridt fremad, så afstanden bliver endnu mere forkortet. Den muskuløse hals knejser dybt sammen, mens øjnene opmærksomt følger med i, hvordan hun reagere på mit tætte nærvær.
Langsomt strækker jeg mulen fremad mod hendes, for at snuse til hende. Bevægelsen vækker hormonerne, som for mig til at brumme dybt og hingstet, men alligevel på en afslappet måde. Mimrer vågent med mulen, inden jeg let puffer til hendes bløde, fremstrakte mule, som en let hilsen, inden jeg præsenterer mig selv med stolthed i den mørke, klare og alligevel formelle stemme.
"Jaidev."

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Mit blik forbliver hos denne fremmede, som jeg igennem natten har tilbragt tiden med. Sneen er faldet endnu tykkere igennem vores handlinger, og selv de nøgne træer omkring os, er efterhånden dækket af et fint, uskyldigt sne hvidt lag. Blot endnu mere fortryllende ser dette land ud nu, end det gjorde før, hvis dette da er muligt.
Da han træder nogle få skridt nærmere, i en langsom bevægelse, lader jeg ham med tillid gøre det. Indtil videre, har han ikke udvist aggressivitet over for min tilstedeværelse, og derfor føler jeg heller ingen trang til, at træde tilbage og beskytte min sjæl og krop.
Hans mule der nærmer sig min, for derefter at ramme min mule ganske let, finder jeg en form for tryghed i. Mimre blidt med mulen, og lader min mule svagt puffe til hans, som en gengældelse og accept. Mine øre hviler imod ham, da kun han, har min fulde opmærksomhed og intet andet.
Da hans dybe og mørke klang kommer frem, med hans navn, bliver jeg vel en smule beæret. At give mig et navn, er ikke alle der gør dette. Men et navn for mig, er ganske vigtigt, da den er en del af ens identititet.
,,Armonia"
Jeg vælger at svare kortfattet, med min lyse, milde og fløjlsbløde stemme, der står i stor kontrast til hans mørke og dybe.
Jeg svarer ej langt, da hans præsentation også er ganske kort - dermed gør jeg ligeså, for ikke at 'mase' ham, med en lang og måske ligegyldig præsentation.
Udsender et lyst brum, inden jeg snuser lidt imod ham, ganske forsigtigt og diskret. Han vil ej blive glemt, da hans nærvær allerede har forplantet sig i min milde og godmodige sind.

[/color]

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

I løbet af den tid jeg har tilbragt med denne fremmed hoppe, har sneen dalet legesygt ned fra himlen. Ej har jeg registeret de store fnug meget; end heller da de faldt som en dyne over min mørke pels, kun for at lyse mig op. Nej, for al min opmærksomhed hviler på denne milde sjæl, som så høfligt har valgt at gøre mig selskab. Det er en ære at hun deler sin tilstedeværelse med mig denne aften, jeg kunne ikke være mere beæret. At hun ikke har andre ting at foretage sig, og derfor hænger på mig, bekymrer jeg mig ej om; for hvad end hun har i tankerne, er hun en fredelig sjæl. Hvilket jeg godt kan lide.
Jeg har ej betragtet området meget. Mørkets skygger har danset for mine øjne, de har frataget mig mit syn og efterladt mig i mørke. Men i mørke er fejlene uklare, så selvom det er her skyggerne hersker, så frygter jeg ej mørket. Tværtimod. Men med den let dalede sne, bliver skyggerne jaget bort, og her bliver dannet et svagt skær, som gøre at jeg bedre kan se noget: sneen har foræret mig synet igen.
At hun tillader min berøring, sætter en masse tanker igang. Hvor meget tillader hun egentligt? Har denne unge hoppe en grænse? En anelse prøvende søger overlæben fremad, for at køre opad hendes ene næsebor, alt imens min krop dirrer i små, ivrige 'ryk'. Ørerne drejer sig hurtigt fremad, for at finde ud af hvordan hun tager denne berøring; endten tillader hun den, eller også trækker hun sig.
Et navn forlader hendes mule. Armonia. Et navn som sætter overskriften på hendes "mappe" i mit sind: hun er nu gemt med navnet Armonia, den røde, milde hoppe. Og hun aldrig blive slettet igen.
" Det er en ære at møde Dem, Armonia. "
Et enkelt nik forlader mit ædle, mørke hovedet, og for nogle af snefnugne til at dale til jorden. Min tone er karakteristisk; mørk og dyb, men den rummer alligevel den samme ro som jeg udgiver, trods det indre ej føler samme ro; men det kan denne unge sjæl ej se.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Denne hingst, som jeg kun har tilbragt ganske få timer med, er allerede så godt indprintet i min hukommelse, at et enkelt brum fra ham, vil blive lokaliseret i mit sind, ganske hurtigt - hvis han da er i nærheden af mig.
Der er nogle, som jeg indprinter helt bestemte steder, hvis de skiller sig ud fra normen. Men det har næsten alle gjort dette sted. Men jeg må indrømme i mit stille sind, at hans buk for mig, gjorede mig en smule rundt på gulvet - nok er jeg vant til hilsener, men ej af den ærebødige måde, som denne hingst formåede at gøre det på.
Hans blik, ser for mig en anelse tænkende ud. Somom, han måske funderer over hvad jeg selv tænker, eller føler ved denne samhørighed? Men jeg ved jo ej, om det er det, dene hingst har i sine tanker. Måske funderer han ganske vidst bare over små bitte ting, der for ham måske er store?
Jeg kan ej gøre mig klog på det - og det vil jeg heller ikke. Hans tanker, tilhører ham, og ej mig.
Da hans mule strejfer op imod mit ene næsebor, går en kort, varm fornemmelse igennem min krop - ikke forelskelse, misforstå mig nu ej. Men en varm fornemmelse af, at jeg nu endelig har noget selskab som for mig er ganske behageligt, og en der udviser at han nu også synes nogenlunde om mit selskab, jeg har at byde ham. Og dette, er jeg glad for!
Jeg rykker ej mit hoved, istedet mimre jeg bare svagt med mulen, for at responderer, at jeg har mærket hans berørelse af mig, og accepteret den. Jeg rør ham ej tilbage, da jeg ikke er sikker på, at han vil synes om det.

,,Om det er en ære at møde mig, vil jeg lade Dem, den herre, helt selv vurdere. Blot kan jeg ydmygt sige, at æren ligger stærkt i min sind, over at have mødt Dem ligeså, Jaidev"

Min lyse stemme, og harmonien i den, kommer stærkt til udtryk i disse ord. Jeg hviler meget i mig selv, og mit håb er, at jeg kan skabe en ro i andre, hvis de ej nogen har. Men dette er blot et håb. Jeg ved ej, om jeg 'kvæler' ham, med den lange sætning, men det må tiden mig vise. Synes han ej om min tale, så vil jeg hurtigt slå sætningerne ned, og svare kortfattet, istedet for filosoferende.

[/color]

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Hun tillader berøring.. Det er det første der går gennem mine kringlet tanker: hun tillader simpelthen at jeg røre hende. Men at hun ej røre mig tilbage, viser også at hun ej forsøger på noget, som vi begge ville fortryde i sidste ende. Langsomt vandre mulen opad hendes næsebor, mens ørerne vipper overvejende tilbage; nok virker hun fredelig, men det er vigtigt at være på vagt hele tiden. Et forben skal ikke pludselig overraske mig! Med lette bevægelser træder jeg tættere på. Den uskyldige, kridthvide sne knaser under mine hove, som er de første der berører den. Mulen sniger sig videre opad hendes næseryg, indtil den når hendes pandelok, som jeg let napper til. Bevægelser i sig selv er uskyldig nok, for jeg gemmer ej på lumske bagtanker. Men berøringen finder jeg spændende..
Da jeg efterhånden er ret tæt på denne sjæl, tager det dominerende fat. Et dybt, højt brum forlader min strube, mens jeg knejser nakken sammen: mit brum er en advarsel. Ej til denne hoppe, men til alle omkring os - jeg ejer denne hoppe. Jeg ønsker ej at en fremmed hingst til komme og tage hende fra mig lige nu, ikke fordi jeg vil holde på hende for evigt, men jeg vil bestemt være på vagt for hendes skyld, på trods af at jeg ej kender og stoler fuldt ud på hende.
" Det glæder mig. "
At jeg ikke svarer længere, er ej fordi jeg ikke bryder mig om lange sætninger, tværtimod. Men jeg føler ej at jeg har noget bedre svar, og derfor vil jeg ikke kaste mig ud i længere sætninger, som egentligt blot ville være ligegyldige. Langsomt sænker jeg hovedet, så det er på højde med hendes bringe, og i en prøvende bevægelser puffer jeg til hende. Ej hårdt eller voldsomt, blot for at tillade mig selv at røre ved hende. Endnu en gang.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Da han lader sin bløde mule, fortsætte op langs min næseryg, lader jeg mine øjne falde ydmygt ned til jorden, hvor den kridhvide sne, dækker alt det grønne, der før viste tegn på liv. Jeg ønsker ej at stirre direkte ind i hans mørke øjne, da mange ej ønsker øjenkontakt. Og dette respekterer jeg fuldt ud. Men hvis han da søger mit blik, vil jeg lade mine øjne ramle ind i hans, og der vil de så forblive, til han ikke længere ønsker dette.
Mit blik forbliver da der, ned imod jorden, mens hans mule studerende og roligt bevæger sig op til min orangerøde pandelok, hvori nogle sne fnug er landet. Ej mange af slagsen, da de fleste smelter, men de er der dog. Et svag suk glider fra mig, og dette resulterer i at min varme ånde ses tydeligere end før. Ikke fordi jeg er opgivende eller sløvet, men blot fordi jeg nok, nyder at have en så tæt på. Jeg er ej afhængig af berøring, men jeg nyder det, hvis den da ikke er for voldsom eller uacceptabel.
Da han nipper til min pandelok, laver jeg en kort, men meget svagt bevægelse, med mit hoved. Ren refleks, fordi han er tættere på mine øjne nu, og dermed kan skade dem, hvis han ville – men det tror jeg ej er hans intention. Som sagt er den ganske svag, næsten usselig. Grunden til dette, er at jeg ikke frygter hans nærvær, gjorde jeg dette, ville jeg have rykket mit hoved til siden, væk fra hans mule.
Et dybt brum forlader hans strube, og jeg kan tydeligt høre dominansen i den, men også at den ikke er henvendt til mig. Den er henvendt til den verden der er omkring os, om at jeg nu er i hans selskab, og ikke andre. Et hingstet træk, jeg bryder mig meget om, da det viser, at jeg kan føle mig nogenlunde ’beskyttet’ hos ham, allerede nu, til trods for vores korte møde indtil videre. Et lyst brum forlader min mule, en slags underkastelse til ham, ej af frygt, men for at vise, at han har min fulde opmærksomhed, og kun han, ’ejer’ mit selskab – ingen andre.
Vi har ej sagt mange ord til hinanden, og dette kan jeg egentlig godt lide. Lader ørene vippe frem til ham, idet han sænker sit hoved, så det er på højde med min bringe, som han så ganske let puffer til. Kort vippes mine øre bagud, ikke vredt, blot opmærksomt. Men det er blot et puf, simpelt vil jeg ikke kalde det, da det viser meget om ham. Automatisk hæver jeg mit hoved ganske få cm. Dette viser en stor tiltro, for i denne handling, blotter jeg faktisk min strube ganske meget, i stedet for at beskytte den, ved at knejse op. Jeg stoler på ham indtil videre, da jeg ingen grund har til andet. Lader langsomt min mule nærme sig hans side af halsen. Ikke over ham, i hans nakke, da dette kan virke fjendtligt, da jeg så er ’øverst’, og han er nederst. Jeg lader min mule meget svagt strejfe hans hals, men det er næsten kun som en lille fjer, der berøre ham, før min mule igen har fjernet sig i en langsom og blid bevægelse. Jeg ønsker ikke at presse på, men blot gengive ham en venlig og tiltroende gestus, for hans berøringer.

[/color]

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

At hoppen ej havde søgt hingstens øjne, gjord ham egentligt intet. Da hun lod sit blik falde, tog hingsten det som en hentydning til at hun ej ønskede øjnkontakt, hvilkede han ville respektere fuldt ud. Det var blot endnu et karakteristisk træk han kunne sætte på denne røde hoppe, som stod der foran ham, i sin afslappet holdning og udstrålede ro. Roen påvirkede ham også; hans muskler dalede en anelse i anspændthed, men vågen var han. Turde han sænke paraderne helt? Nej. For hun var stadig ny for ham, og der var ingen grund til at stole på nogen, som i sidste ende kunne bedrage en.
Hendes diskrete ryk med hovedet gjord hurtigt hingsten opmærksom. Hver en enkel lille ting hun gjord, var en detalje han bed mærke i, så selvom dette var en småting, var det stadig en tilstedeværelsel, og derfor blev han opmærksom på den. Men dog virkede det ej som et stop, blot en simpel refleks.
Idet mørket tilsidst æder hingstens lyd, giver hoppen lyd fra sig. Brummet er lavt og mildt, en underkastelse til min dominans af hende. Men det er tydeligt at hun ej frygter ham; hun respekterer at han dominerer over hende. Hingsten vippede hovedet tilfreds på skrå, det var en følelse han nød. Hun viste han var hendes "ejer" dette øjeblik, og hun fandt det beroligende. Det var et tydeligt tegn på, at hun ej frygtede ham. Men han ønskede ej heller at være frygtet af denne røde hoppe.
Hingstens hoved forblev sænkede nede foran denne hoppes bringe. Det var et tegn fra hans side at de var lige; på trods af at han dominerede over hende fra andre, så var hun stadig en fri sjæl, og skulle derfor behandles med respekt. Og den respekt ville han selvfølgelig forære hende. Og til hans handling, vidste hoppen tydeligere tillid ved at blotte sin strube, kort inden hun berørte ham. Berøringen var blid, men fik alligevel hingstens mule til at spænde sig op, og strække sig fremad, for at understrege at han nød det. Trods det var en fjerblid berøring, bed han fat i det med det samme. Det var en detalje. Den var tilstede. Den ville altid blive registeret, ligegyldigt hvor stor eller lille den var..

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]