They are back..

~ Armonia ~ Everybody has something good.
Mit blik forbliver nede imod jorden, lige indtil jeg bemærker, at han som sådan ikke søger sit eget blik væk fra mig, afvigende. Han holder det imod mit ansigt eller krop. Om det er for at betragte, eller søge kontakt, det kan jeg ej vide. Men da han beholder sit hoved nede i højde, viser det mig en stor tiltro. Han mener, ligesom jeg selv, at vi er på ligefod. Måske er en lidt hævet over mig, men det at han ikke selv er hysterisk omkring dette, gør at jeg bliver endnu mere behaget over at være i hans selskab.
Han er mig en meget ærebødig hingst, og det sætter jeg meget stor pris på, noget jeg altid har gjort. Han virker ikke besidderisk, som om han vil eje mig. Nok vil han vise, at jeg i denne stund er ’hans hoppe’, men jeg tror ej, at han vil gøre krav på mig efterfølgende, og jage andre væk. Sådan en type, tror jeg ej at han er. Jeg tror ej, at han vil sætte sit eget legeme på spil, for at jage andre bort der søger mit selskab. Ikke når han selv har forladt mit på et tidspunkt.
Han ligger meget mærke til de bevægelser jeg laver, og det værdsætter jeg. Han viser ikke blot en ligegyldig facade over for mig, men jeg tror at han oprigtigt er interesseret i mine grænser og normer. Sænker min mule lidt ned igen, da jeg bemærker hans måde at reagere på, overfor min fløjlsbløde berøring. Langsomt lader jeg min mule glide frem til ham igen, ved ydersiden af han bringe i den ene side, tæt ved skulderen, så jeg ikke er for tæt på hans midte, og dermed også skaber kontakt med vores hals. Det tror jeg måske ville blive for meget for ham.
Min mule forbliver imod hans skulder/ydersiden af bringen, i en meget blød berøring. Ej for hårdt, men heller ikke for blødt, da det så kan virke kildende. Og det ønsker jeg dog heller ikke. Sender et meget svagt brum frem, næsten uhørligt. Men jeg ved, at han kan høre det, nu hvor vi står så tæt. Mit brum jeg udsender, er en forespørgsel; om dette er okay?
Hvis ikke, vil jeg da trække mulen til mig, og skabe den plads der før var. Men er det okay, vil jeg tillade den, at blive hvor den er, imod hans varme krop.

[/color]

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jaidev var nødvendigvis ikke en hingst af få ord. Men han ønskede ikke at snakke, eller bruge stemmen på ligegyldige sætninger, som ej passede ind. Derfor lod han stilheden hviske ordene, som han ej var i tvivl om denne hoppe kunne høre. Han vippede sine mandelformede, mørke ører fremad mod hendes slanke, men stærke krop. Hun virkede til at føle det samme som ham: ord var fint, så længe de var nødvendige. Han nød denne form for selskab. Det var længe siden han havde oplevet et så stille, fredfuldt selskab, som forstod tavsheden og hans handlinger. Hun var i sandheden en hoppe, som udstrålede ro og indre fred. Hun var i harmoni med sig selv, og behøvede ikke andre til at berolige hende, når det fremmede skræmte hende, det var han overbevidst om. Hun var stærk, forsigtig og blid, men stærk og intelligent.
Men en hoppe af denne type betød også at hun måske opfangede hans små bevægelser. Jovist kunne han være voldsom, men det lå i generne, hormonerne. Men han kunne også kontrollere og beherske sig selv, på trods af at han ej kunne gengælde den fjerblidehed hun ejede; nok var han elegant, men måske alligevel for klodset til sådanne berøringer. Tanken fik ham til at gøre et sagligt, lavt ryk med hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Tankerne dansede af sted, de drillede ham mindst ligeså meget som skyggerne omkring ham, som hviskede deres toneløse ord.
En berøring fra den unge hoppe, fik ham til at rykke på hovedet igen. Hun var en mild sjæl, som virkede til at modtage – men ikke give. Hans mørke, bundløse øjne gled nedad, indtil de fandt hoppens fine, lille, bløde mule, som rørte ham ved skulderen. Berøringen var ej så blid som før, men den var stadig blid, og sensitiv som Jaidev var, opfangede han den som stor nok. Den behøvede ej at være voldsom eller ’hård’ for han kunne mærke det. Automatisk spændte mulen sig op, den afslørede den nydelse berøringen skabte, og helt naturligt strakte han mulen frem mod hendes man, som han let puffede til, ganske let og mildt. Det var en respekt og tillid hun udviste, samt en forsigtighed ved at røre ham. Uden den mindste tøven – men bestemt heller ikke forhastet eller med lumske bagtanker – sneg han sin silkebløde mule ind under hoppens kraftige man, og berørte hende nedad halsen, med den spændte mulen; i et forsøg på at gengive hendes fjerblide berøring. Hun var sådan en mild og blid hoppe, så et sted, dybt inde i ham – selvom han vidste det var indbildning – frygtede han, at hun ville krakelere hvis han rørte hende for hårdt..

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
I kept everything inside and even though I tried, it all fell apart,
What it meant to me will eventually be a memory of a time when I tried so hard..

[/size][/i]

~ Armonia ~ Underneath every dark shadow, there will always be light.
Denne hingst, er for mig en gentleman, på sin helt egen måde. Han prøver ikke at være en anden, men han er den, han virkelig er. I hvert fald sådan som jeg føler. Om dette så er sandt, det ved jeg ikke. Men jeg kan dog kun sige, hvad jeg selv mener og føler. Nok har jeg ikke kendt ham længe, men hans selskab har endnu ikke været en skuffelse – og jeg forventer skam heller ikke at han skuffer mig. Men igen, hvad fremtiden den bringer mig, det kan jeg endnu ikke vide. Det vil jeg aldrig komme til at vide, og det ønsker jeg heller ikke.
Jeg ønsker kun, at leve i nuet, og tage et skridt af gangen, og ej to. Han virker til at respektere mit selskab, og min eksistens. Også at min sjæl nu er endnu nærmere hans, samt kroppen. Men jeg ved ikke, om det blot er en facade han ligger for dagen. Men ligenu, vil jeg ej dvæle ved, hvad der kan være facader eller oprigtighed. Nej, nu er jeg blot her, i hans selskab. Og det vil jeg nyde, så længe det er her.
Vi vil jo sige farvel på et tidspunkt, men vores sjæle vil nok støde på hinandens igen, det vil jeg da håbe! Men at tænke på afsked, det vil jeg heller ikke. Nej, nu handler det bare om, at jeg har selskab, og ej er alene mere.
Min mule, forbliver ved hans skulder, stadig i den helt blide berøring. Mimre meget svagt med mulen, så en form for nussen opstår. Ej for meget af slagsen, da jeg ej ønsker at presse ham ud i noget, som han vil føle sig utilpas med. For guds skyld, ønsker jeg ej, at gøre andre utilpasse i mit selskab, så hellere trække sig tilbage. Men dette ændre dog ej på, at jeg nu engang har det sind som jeg har, og det kan jeg ej ændre. Men min fremtræden, kan jeg naturligvis justerer. Det er længe siden, at jeg er stød på en, hvor tavshed er guld, og tale er sølv. En, der forstår at handlinger ofte siger mere end tusinde ord, og en der forstår, at hver en bevægelse kan sige meget mere om en selv, end ord kan beskrive.
Da jeg mærker hans mule, der søger langs min hals, til den når under min man, lader jeg mit hoved sænke sig ganske lidt. Afslappet vel nok, og behageligt tilpas. Han presser ej, og jeg kan mærke, at han er opmærksom på min måde at reagere på, og mine bevægelser. Dette er blot et plus, da chancerne for misforståelser dermed er meget begrænsede. Langsomt bevæger hans mule sig ned langs min knapt så muskuløse hals. Min mule, bevæger sig i korte mimrende bevægelser, af ren nydelse over endelig at mærke en, røre en. Ja, bare have nærhed, uden at det virker klistrende. Han er i sandhed, en hingst der er værd at bruge tid på, en hingst, som jeg ønsker at lære bedre at kende, til han selv sætter en grænse, for hvor meget jeg må vide, og ikke må vide. Det er kun op til ham selv. Bevæger langsomt og blidt min mule ned af hans skulder, til den rammer imod hans muskuløse bringe, ved hans midte. Holder mulen der, til jeg ganske svagt nipper til hans skind, næsten urørligt. Men det er dog et nip, af så svag karakter, at det kun er ment positivt. Dog kan det mærkes, så jeg ej kilder ham i stedet. Lader så min næseryg hvile ind imod hans bringe, ikke for at presse ham bagud, for hvis han træder imod mig, vil min mule blot glide til siden, og skabe plads til det.

[/color]

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

De mørke øjne, som næsten er ædt af den sorte pupil, og derved sortnede, betragtede den rødlige hoppe. Denne sjæl som stod prægtig foran den mørke hingstl, var i sandheden en sjæl, som ejede indre ro. Det beroligede Jaidev, at hun udstrålede sådan en ro, nærmest som var det en aura der strålede omkring hende. Et dybt suk forlod hans silkebløde mule, som gemte sig under hendes tykke, varme man. Sukket ramte hendes slanke hals i en varm damp, inden han nulrede sin spændte mule rundt i særlige bevægelser, som form for accept til denne fredelige sjæl. Jovist havde han mødt andre fredelige sjæle, men intet kunne slå denne hoppe; for selvom hun hvilede så meget i sig selv, var hun ej kedelig. Hun var en spændende sjæl, som han ønskede at lære mere om.
Den ædle krop længtes efter at blive rørt mere ved, for han kunne ej skjule at han såvel som hende, nød denne form for uskyldige berøring. Berøringen der opstod mellem dem, var ej intens, men ej heller intetsigende. Det var en berøring, som tydeligt viste at de accepterede hinanden, respekterede hinanden, og mon også forstod hinanden. Men hun så med samme øjne som ham, hun opdagede selv de mindste detaljer, og det var netop derfor at de kunne hviske det tavse sprog.
Trods han var van til at røre andre, var det ej tit han selv fik den gave at blive rørt ved. Men denne sjæl ønskede at gengælde hans berøring. Langsomt strakte mulen sig væk fra manen, for at skæve mod den fine, mindre mule der havde nappet til ham. Berøring var blid, men ej så den kildende hans sensitive skind. Forsigtigt mimrede han med den silkebløde mule, som hurtigt nappede tilbage til hoppens pandelok, indtil han fandt vej til panden, som så ud til at være gemt under panden normalt. Og på grund af at hendes berøring, er hun under ham: hendes hoved er ej højere end han fremskudte, stærke bringe. Hun udviser en tydelig form for tillid, trods de stadig var nye for hinanden. En dyb brummen forlod hingstens krop, som understregede hans afslappelse, for denne sjæl gjord ham så sandelig afslappet, selvom han ikke turde sænke paraderne helt..

[Undskyld hvis svaret ikke er særlig godt, har rigtig mange ting i hovedet angående projekt.. Men syntes du fortjente et svar. Håber det er acceptabelt. ]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
I kept everything inside and even though I tried, it all fell apart,
What it meant to me will eventually be a memory of a time when I tried so hard..

[/size][/i]

~ Armonia ~

[/color] Underneath every little dark shadow, there will always be light
Mit harmoniske sind, tror jeg aldrig at nogen vil kunne rykke på, rode i, eller vælte. Jeg tror, at jeg altid vil være en harmonisk hoppe, hvis sjæl og krop harmonerer sammen, og skaber en indre ro, som måske mange vil misunde.
Men det har også taget tid, at skabe denne ro. Skabe denne fred. Det er ikke blot medfødt, men lært igennem årenes løb. Jeg kan forstille mig, hvor stressende et liv man må have, hvis man ej hviler i sit indre. Ja, jeg ville i hvert fald ikke bytte mit sind ud med andres.
Jeg føler selv, at jeg skaber en ro for denne Jaidev. Men om dette så er sandt, det kan kun han selv, fortælle og vise. Mærker hans varme ånde imod min pels, der selv er okay varm. Men jeg må indrømme, at mine ben efterhånden er begyndt at fryse blot en lille smule.
Rejser mig hoved en lille smule, og træder et enkelt skridt bagud, for at kunne se ham. Lader mine milde og varme øjne falde i hans, forsigtigt. Mest fordi jeg ikke ved, om det er okay for denne herre, eller om han har det bedst, uden denne form for kontakt. Vipper mine øre blidt omkring, inden jeg så nikker lidt til siden, imod træerne der ej er langt fra os. Jeg ønsker såmænd bare at vandre en smule ved hans side, for at skabe lidt varme i mine ben igen. Jeg er ikke muskuløs anlagt endnu, og har derfor mindre at holde kulden ude med. Men vis han da gerne vil blive stående her, så bliver jeg skam ved hans front, uden at forlade ham.
Nok fryser jeg, men det at skulle være alene, driver mig tættere på ham, uanset kulde eller ej. Mit blik falder atter tilbage imod ham, spørgende. Om han ønsker at træde langs min side, og forsvinde hen imod træernes læ, og søge lidt væk fra det kolde sne, der ligger omkring vores ben som en fin og lys dyne.
Flot, ja, det er det ganske vidst. Og vinteren er også kommet ganske sent i dette år. Men derfor er det nu stadig koldt, og det skaber mindre føde. Men når sneen så engang forsvinder, vil det hele blomstre op i store og fyldige mængder. For nok er sneen en dyne for alt det grønne, der bliver gemt væk, men sneen skaber samtidig også langt mere liv og grønt, når det så forsvinder ned i jorden, og smelter bort. Ja, foråret vil da komme - men nok først om lang tid.

(Ooooork, det er helt fint Brins! Mit er heller ikke helt fantastisk - men sådan vil det altid være! Nogen svar er virkelig gode, andre knapt så gode (: )
[/blockquote]
[/size][/color]

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jaidev var ikke van til at blive beroliget af andre sjæle, han var en egenrådig herrer, som havde nok ro i sin facade, til at han behøvede andres hjælp; ikke fordi han var egoistisk eller grov, tværtimod var han bare ikke van til alt for meget opmærksomhed på denne måde. Og han var bestemt heller ikke van til den ro, som denne hoppe udsendte, trods hun tydeligt hvilede meget i sig selv. Hun behøvede ej heller at nogen skulle berolige hende, hun forstod at berolige sig selv, og på en mystisk måde formåede hun også at berolige omegnen. Den mørke hingst musklede lod sine parader sænke en anelse, vel var de stadig intens vågen, men ej så anspændte, mens hovedet sank en anelse. Den muskuløse krop udstrålede ro og behag, han nød at kunne stå her i sådan et roligt selskab, nød den udveksling af kropssprog, som de tavs delte med hinanden. Trods denne hoppe var, den første han var stødt på, havde han ej formået at skuffe ham. Hun var bestemt et selskab, som han med glæde ville møde igen, regnede han med. Alt kunne stadig nå at ændres, og slå den lille flig af ro i milliarder af småstykker, som ville krakelere bag hans mørke mur, som vogtede for alle følelserne.

Med ét var den ædle hingst væk sine vandrende tanker, da hoppen lod sine øjne glide ind i hans sortnede, bundløse øjne, hvor en ensom flamme viste sin solo dans, stræbende efter en form for kærtegn – eller blot en smule opmærksomhed. I en let bevægelse hævede han hovedet i vejret, for at spotte mod hoppens hentydning, som vidste sig at være en vandretur. Overvejende lod hingstens sit blik glide over hoppens varme pelslag; hun var vel stærk, men kulden tog hårdt på hende, så at stå stille var nok ikke det sjoveste. Et dybt, bekræftende brum nynnede løs fra hans fremskudte bringe, inden mulen puffede til hoppens man, som tegn på at han var enig med hendes ønske. Næseborende udspilede sig sagte, inden han lod sine slanke ben glide gennem sneen, dog tålmodigt ventende på denne unge sjæl.

Sneen knastet mildt under hingstens hove. Vinteren hærgede alt, lod sin uskyldige dyne skjule græsset. Et lavt suk slap løs fra hingstens mørke mule: han savnede sommeren og varmen. Men der var dog en enkel ting ved vinteren han nød: der var mørkere nætter. Om sommeren ville natten blive kort, hvilket ikke behagede den mørke hingst. Han nød selvfølgelig solen og dans varme, men i mørket kunne han danse uden at man kunne se hans fejl. Fejl, som hans fader havde foræret ham, og som han var blevet udstødt med. Samlede stoppede han op, ventende på den unge, rødlige hoppe, med et friskt glimt i de mørke øjne, som var med på hver enkel af planer hun ville dele med ham denne fortryllende nat.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
I kept everything inside and even though I tried, it all fell apart,
What it meant to me will eventually be a memory of a time when I tried so hard..

[/size][/i]

~ Armonia ~
Underneath every little dark shadow, there will always be light.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten i mit selskab, er så unik på sin helt egen måde. I min verden, har vi alle forskellige ting at byde på, og forskellige måder at sige ting på. Endda forskellige måder, at bevæge os på. Alt ved os, er forskelligt. Og det er netop det, der skaber et stort og rodet puslespil, som så med tiden langsom vil få samlet sine brikker, og blive ét stort harmonisk billede. Dette, er da i hvert fald min drøm. Nok ikke at den nogensinde går i opfyldelse, men dette fjerner ej min drøm, eller mit håb. Jeg kan måske betegnes som naiv på dette område, fordi jeg tror på stort og småt. Men hvem siger, at blot fordi der kan være mørke tider, at der så ej er noget lys, der skinner igennem? Måske kun ganske svagt, men det vil altid være der, og ved at hjælpe hinanden, søge hinanden, og fratræde hinanden, kan vi så lade dette lys blomstre op, så det til sidst skinner så kraftigt, at de mørke og dystre tider, vil få kamp til stregen. Men jeg ved godt, at jeg ikke altid skal tro på det gode i alle – men jeg gør det alligevel. Måske en svaghed – eller måske blot en styrke?

Da hans mule rammer imod min man, virker det som en accept fra hans side, som om, at han accepterer, at vi nu tager ud på en natte vandren, som ingen af os ved hvor fører hen. Vi er begge nye i dette område, og vores sjæle kender intet til dette fantastiske sted. Men det er netop det, der gør at det hele er langt mere spændende og tiltalende. Det er nyt, og uberørt. I hvert fald for os.
Han træder fordi mig, og vandre længere frem. Mit blik falder imod hans mørke krop, der sniger sig gennem den tykke sne, der glimter i nattens klare frost. Elegant og maskulint bevæger han sig af sted, som om sneen end ikke var et problem. Jeg træder ham da efter, ganske forsigtig i bevægelserne. Både fordi jeg altid kærtegner jorden under mig, men samtidig også for ikke at virke for voldsom i mine bevægelser, overfor ham. Jeg ønsker trods alt ikke at skræmme ham, eller presse ham.
Jeg holder mig i en fin afstand af ham, ej for tæt, eller for lang bagud. Nej, som hvis jeg fulgte en leder, som jeg respekterede, og lyttede til – men ikke frygtede. For jeg frygter ham ej. Han er stoppet op, og dette fører mig tættere på ham. Lader min krop smyge sig op til hans side, med en svag berøring fra min skulder imod hans baglår. Ej meget, men blot en som en fjer der strejfer et græsstrå. Standser let op igen, så min skulder er ud foran hans mave. Længere op langs hans side, der går jeg ej. For jeg ønsker at han fører an, ikke fordi jeg ikke selv kan, men fordi jeg på denne måde, viser en stor tiltro til denne hingst, som egentlig stadig er mig ganske fremmed – og så alligevel ikke. Plus at jeg er en hoppe, der ej har et voldsomt stort føre gen gemt i sig. Jeg ønsker at hjælpe, så meget jeg kan – men ej at føre andre bag mig. Så hellere følges ved deres side.
Mit blik ramler op i hans, hvor jeg nu kan se er mere livligt glimt i hans øjne, som var han vågnet fra en form for dvale. Kaster blidt op med hovedet, men med et frisk prust fra mine næsebor. Jeg er skam lysvågen, og derfor besvarer jeg hans glimt på denne måde. Mon han har en idé om, hvor vi skal hen, eller om vi blot skal lade vores hove bestemme vores veje?

The kingdom of the shadows

[/font]

I Jaidevs verden var alle unikke, specielle og anderledes. Nogen var endnu dragene og fascinerende, nogen var spændende og andre var de sjæle, som han ej ønskede at udforske, for han ønskede ikke at finde ud af hvad de gemte på. Armonia var en af de spændende sjæle, som han ønskede at finde mere ud af. Som sagt, var han en påpasselig herre, han stolede ej blidt på hver en sjæl, han måtte støde på, men efterhånden som han delte mere tid med denne hoppe, begyndte han at stole mere på hende. Han frygtede ej at hun ville ham ondt, men hvorfor skulle det ikke pludselig kunne ændres? Hvorfor skulle det ikke blot være en facade, et skuespil som hun havde opstillet for ham? Tanken fik ham til at spænde op i den mørke mule, og bøje halse smidigt sammen, så den knejste let og elegant. Der var ingen grund til at mistænke hende for ondskab, men igen, der var heller ingen grund til at stole på alt og alle, blot fordi de udgav sig for at være venlige.

Han var en skeptisk hingst, den unge Jaidev. Han var ej frygtløs, men han ønskede ikke at vise sine følelser eller nervøsitet, det var blandt andre følelser gemt, fanget og lænket omme bag den mur, som omgav hans sind, hvor dybe revner og erindring lavede ridser, det var ødelagt nok i forvejen, der var ingen grund til at ødelægge det mere, det der var tilbage skullet beskyttes. Men alligevel fik denne hoppe ham til at slappe af, på en måde han ej havde slappet af før; hun fik ham til at føle sig accepteret og ærlig, mens musklerne ønskede at finde et øjebliks fred, nu hvor hun ej udviste form for aggression. Langsomt bøjede han hoved tilbage, med ørerne rettet opmærksomt mod hendes slanke skikkelse, som dansede efter ham i hendes egen elegance. Hun udviste tiltro g respekt, et tydeligt udtryk og hentydning til at han var lederen af denne dans gennem nattens hemmeligheder. Men det er tydeligt at hun ej frygtede ham, hun ønskede blot at lade hans gener dominerer og lade ham føre dem ud på de eventyr som lå frontalt foran dem, blot ventede på at de sammen ville undersøge dem blandet skyggernes hvisle.

Idet en berøring ramte hans muskuløse krop, var det et tydeligt svar på at hun var med ham, men ej ønskede at komme længere op. Nej, hun ønskede at blive ført af sted, ført ud gennem natten. En berøring hun forærer den muskuløse hingst, er fjerblid, men opmærksom som Jaidev var, opdagede han dem som stor. Alt der var til, var stort, trods det var småt, sådan så han på tingene. Med lette skridt trådte han gennem sneen, som mildt knaste under ham: han var van til sne, hvilket også kunne fornemmes på hans tykke hårpagt, så han frøs ej meget, men alligevel var det rart at komme ud og gå, og på den måde få blodet tilbage til benene. Øjnene genspejlede følelsen af spænding, nysgerrighed, som lå mod det ukendte foran dem, alt mens hovene bar ham fremad, uden egentligt noget mål. Det var hans første gang på denne ø, Chibale, og derfor vidste han ej hvor han skulle føre denne hoppe hen, men han ville ej vildlede hende – hvis de endelig for vild i natten, ville han beskytte hende og kæmpe for hende, som var hun hans egen, trods de ej var tætte, endnu.
Let strakte den sit ædle hovedet i vejret, vippede ørerne mod den rødlige hoppe for at fornemme hende, og lod sig føre ind blandt skovens træer, indtil deres skyggerige, hvis skygger grådigt strakte sig frem mod ham. Et trodsigt glimt hvilede kortvarigt i hans sortnede øjne, en advarsel til at disse skygger ej skulle komme for tæt, eller frarøve hans hoppe. Opmærksomt drejede han hoved væk fra skyggernes skumle latter, og i stedet lod blikket fange Armonia, for frygtede hun disse skygger, eller ville hun følge ham gennem deres mørke rige?

[ Argh Maja! Dit svar var simpelthen så godt! Håber jeg nogenlunde kan være med oppe på standarden. [: ]

I wanna feel you deep, I wanna tast you sweet.

[/blockquote][/color][/i][/size][/font][/color]

Armonia
Underneath every little dark shadow, there will always be light

[/color]

Jeg er en hoppe, af ganske få ord, hvis jeg ellers kan få lov til at tie. Men samtidig, så er mine ord så simple og enkle, at mange måske vil misforstå dem. Men de bærer altid en dybere mening med livet og min tilværelse, end blot det døve øre kan høre. Men jeg er ej i tvivl om, at denne hingst, ligesom jeg selv, nyder at vandre i stilheden, side om side, og blot være i harmoni med stilheden der hviler omkring os, som lette toner. Men jeg er mere end blot en tavs hoppe, med store, men simple ord. Jeg er en hoppe, hvis sjæl er så ren, at mange måske ville tro, at det er en løgn. Jeg ønsker aldrig at skade nogen, gøre andre utilpasse, eller bryder de grænser, som andre ejer og har tiltro til. De grænser, de ønsker sal være der, for at holde andre sjæle, så som jeg selv, væk eller blot på afstand.
Og jeg er sikker på, at denne hingst har mange grænser, men jeg tror også, at de kan bøjes, hvis han selv ønsker det. Og der er det så, at jeg træder til. Ønsker han min hjælp, vil jeg ej tøve. Ønsker han min nærhed, vil jeg ej tøve. Ønsker han min forsvinden… så vil jeg tøve. Jeg ville ikke blot vende denne hingst ryggen, forsvinde for altid, og lade skyggerne drage sig omkring hans muskuløse krop, drage ham længere ind i mørket, for til sidst at æde det sidste af hans kampgejst, som jeg tror at der er meget af. Tro mig. Jeg tror, at denne hingst har langt mere i sig, end han blot viser udadtil. Jeg tror, at hans sjæl, er meget mere end det han blot lader blive vist. Jeg tror, at denne sjæl, denne unikke sjæl, er meget mere, end blot hvad mine øre og øjne lægger mærke til. Men vi har tid, masser af tid, til at lære hinanden at kende. Og jeg håber virkelig inderligt, at han vil lade mig få denne tid, tage denne tid fra ham, og få lov til at bruge den sammen med ham, i stedet for hver for sig.

Mine milde og varme øjne, vandre forsigtigt op af hans krop, betragtende, idet han standser for at kigge tilbage på mig. Min berøring før, tror jeg skam at han har opfattet. For han er en opmærksom hingst, uden at virke frygtsom eller ræd i mit selskab – heldigvis!
Da han atter træder videre, virker det til, at han respektere og accepterer min hentydning og mit ønske om, at det er ham der skal føre os af sted, ud i det ukendte, og det måske farlige. Men det er en risiko, jeg altid vil risikere, da jeg ønsker at kende denne fremmede verden, og dette kan kun ske, ved at udforske disse områder og nye kanter. Og kan man da gøre det med selskab, så er det jo blot en gode, og en hjælpende hånd, der kan skinne over en, som den evige ledende stjerne. For det er hvad han er for mig. En ledende stjerne, og en hjælpende hånd. Men ikke kun dette, nej. I mit hjerte, som jeg inderligt tror på er det helligste sted at ligge, der er han så meget mere. Han er endnu en unik sjæl, endnu en sjæl, hvis liv har beriget mig allerede på så mange tænkelige og utænkelige måder. Ja, han er blot meget, jeg end ikke selv kan sætte ord på.
Han vælger at træde ind imod skoven, og dets skygger.
Jeg frygter ej mørket, eller de famlende skygger, der evigt og altid forsøger at smyge sig omkring vores ben, og trække os længere ind i mørket, og længere ned i dybet. Men jeg er så godtroende, at de snart har opgivet deres bøn og luskede taler overfor mig – for mig, mig kan man ej vende imod det gode, og tage ind til det onde. Dette, vil aldrig ske. Jeg træder bag ham, med elegante og meget sagte skridt til trods for sneen. Et let puf lader jeg ramme hans bagpart, måske for at vise, at jeg endnu er med ham, og ej er flygtet bagud, eller trådt væk fra ham.
Nej, jeg følger ham endnu, også igennem mørket.

((Det var et fantastisk godt svar, Brina! Det har du gjort godt! )

The shadows can't take you away from me

Det kongerige som deres hove ledte de mind i, var et kongerige, herskede af skygger, som hurtigt opfangede deres tilstedeværelse. De smøg sig omkring dem i sirlige mønstre, dækkede deres kroppe med deres glubske fangearme og forsøgte at afskærme lyset fra himmelen og vinde kampen over den oplyste sne, som de foragtede. Men sneen var ej til at destruere; den var mindst ligeså dominerende som skyggerne, så de kæmpede blodtørstigt mod hinanden i en evig kamp, indtil solen ville smelte sneen, da den ej behøvede sneens lys længere: snart ville den mægtige ildkugle selv finde vej på himmelen og skræmme skyggerne; den ville atter blive dansepartner med sin elsker, månen, og deres betager, stjernerne, ville glimte i det fjerne. Alt ville vende sig mod skyggerne, de ville aldrig sejre. Aldrig. Lyset ville altid være stærkest; men hvad så når den glødende sol brændte ud, og månen blev ensom, svigtet? Hvem skulle overtage solens plads, hvem skulle opmuntre månen til at lyse? Dér ville alt blive lagt i mørke, der ville skyggerne få deres længe ventede sejre, og de ville lægge alverden i mørke.

Men indtil da måtte de gemme sig i deres mægtige rige, som strakte sig gennem hele skoven. Jaidev var betaget og draget af disse hemmelighedsfulde skygger, som gang på gang lod ham træde ind i deres mørke rige, og lod ham kun akkurat få blod på tanden efter at vide mere; inden de altid klaskede bogen sammen foran hans mule som et piskesmæld, og hånede ham op i hovedet. De legede med ham, fangede ham i deres pinefulde net og drillede ham, provokerede ham. Det var grunden til hans had til dem; de ønskede kun at håne og foragte ham fordi lyset havde været involveret i hans udseende i form af de lange sokker og blissen. Men alligevel var skyggerne også en elsker; de kælede hans muskuløse krop, nød at hans dominerende kropsfarve alligevel hældte til den dunkle. De forrådte ham gang på gang, men alligevel formåede de at elske med ham, og gøre alle hans fejltagelser usynlige. Det var et mærkværdigt forhold, så selv Jaidev ikke forstod det, for hvordan kunne han elske og hade dem på sammentid?

Skyggeriges mørke port betrådte han let. Skridtende var langsomme, men lette og stabile. Men han ønskede ikke at forhaste sig, han ventede på sin dansepartner. Ørerne drejede sig langsomt tilbage, lyttede efter Armonia som agtede at føle med ind på skyggernes territorium. Trods hun var en ren, venlig sjæl, var hun ej bange; hun virkede frygtløs hvad mørket angik. Men måske var det fordi hun troede på, at lyset aldrig ville forsvinde. Et lavmælt brum forlod det stærke bryst, mens han trådte dybere ind i skoven, mod det fremmede, drevet af længsel efter at finde mere ud af det ukendte. At undersøge det ukendte var altid en spændende udfordring, som han glædeligt tog imod; men nu havde han følgeskab, hvilket betød at han ikke kunne tillade sig selv at lukke sig inde i en boble, han måtte beskytte denne hoppe, fordi intet ondt skulle ramme hende, blot fordi han var dumdristig. Han måtte respekterer sin lederplads af denne vandring; måtte leve op til den, og føre hende ud på trygge stier.
Den kulsorte hale gled let over de stærke bagben, kærtegnede dem ligeså let som den berøring den unge hoppe før havde skænket ham. Han havde betrådt skyggernes rige, og de hviskede dybt inde i hans hoved, de snog sig legesygt omkring hans tanker og hvislede ord, så ukendte at han ej kunne undgå at lytte.

Ønsker De at forene Dem med os? Vinke farvel til den sol, som kun vil blotte alle dine fejl, kære Jaidev? Vi ved Du ikke frygter mørket; kom tættere, dybere, vi ønsker Dem intet ondt, det ved De jo.. For solen ønsker Dem ondt, husker De nok. Den viser Deres mange fejl; den viser dem til andre. Tillader De virkelig det, Jaidev?

Langsomt stoppede han op, benene hvilede parallelt foran hinanden. Han ventede, ej på skyggernes forbudte hvisken, men på Armonia. Han ønskede at denne elegante, yndefulde hoppe skulle komme tættere, kun så han kunne se hende. Han måtte sikre sig selv, at disse skygger ej havde i sinde at frarøve hans hoppe. En dyb, trodsig brummen steg højt fra hingstens fremskudte bringe, mens han stol hævdede hovedet i vejret, blot for at understrege sin advarsel. Nej, skyggerne skulle ej tage hanshoppe.
Langsomt vendte han mulen mod Armonia, og strakte den frem mod hende. Med et blidt puf ramte den hendes tykke man, trykkede den forsigtigt mod den, og brummede dybt til hende. Berøringen var for hans egen skyld, hans egen sikkerhed til at hun var der endnu. Hvilket hun var. Men hvad tænkte hun om denne opførelse? Egentligt ønskede han ej at vide det..

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Armonia
I will surrender myself to the secrets of the light, and I listen to their prayers.

I dette mørke, eksisterer mange ukendte farer, men også ting, der blot vil ses fra at andet lys. Respekteres, og forstås. I mørket er mange ting gemt af vejen, de skjules, og de bliver ofte glemt. Men det er ej fordi jeg tror på, at de mørke ånder kan overtage dette palads. Nej, jeg tror på, at mørket og lyset altid vil kæmpe om pladsen blandt vore hjerter, og i vores sind.
Lyset, der danser om dagen, skaber varme, og sørger for at alle kan ses, og ingen kan gemme sig, er væk på denne årstid.. Solen er sjældent skinnende, og dens varme er meget svag. Men noget, noget irriterer nok dette mørke, der har lagt sig som en tung dyne over os. Nemlig sneen.
Den sne, der er under vores hove, og knaser for hvert et skridt vi tager. Det er ej blot hvidt og flot at betragte. Nej, når månens lys ramler ned i sneen, skaber dette en afspejling af lyset fra månen står på sit højeste. Dette gør, at uanset hvor meget nattens skygger kæmper, så vil de ej vinde helt over lyset, end ikke på denne årstid.
Det er et fantastisk syn, og det er utroligt, hvor meget splid det skaber i nattens skygger.

Nattens krigere hopper og danser rundt på vores kroppe, idet vi træder længere ind i nattens rige. De forsøger at skabe mørke på vores kroppe, men nogle steder, både på ham og jeg selv, kan de ikke skabe mørke. Vores hvide aftegn er umulige at dominerer, men derfor forsøger de stadig. Men til trods for at skyggerne danser sådan på os, så vil hans hvide aftegn, og mine hvide aftegn ej bukke under. Især min stjerne og blis, skinner op i nattens mørke, når månens skær får jeg sneget ned igennem de tætte, men nøgne træer.
Sagte er her, kun vindens toner der rinder igennem skovenes kroner, skaber en dyster, men alligevel så behagelig tone igennem mine sensitive øre, der opfanger hver en simpel og alligevel så unik lyd, som bliver skabt.

Jeg ved, at nattens skygger forsøger at overvinde både mig og Jaidev, i hvert fald i min fantasi og i mit sind. Men jeg er ej i tvivl om, at jeg aldrig nogensinde vil overgive mig til nattens skygger. Nej, jeg er en lysets hoppe, og jeg ønsker kun at være en arbejder, for lysets varme.

Idet han standser så pludseligt op, og kigger bagud på mig, bliver mit blik en anelse mere opmærksomt. Jeg ved ej, om han har hørt noget, som jeg ikke har hørt. Og derfor er jeg ganske opmærksom. Træder længere op langs hans side, da det virker som om, at det er det, han søger efter. Kommer helt op til ham, og mærker hans puf imod min hals. Langsomt og blidt, forlader et fløjlsblødt og meget dæmpet brum min krop. Ganske vidst til ham, måske for at sige, at jeg endnu er her ved hans side, og at jeg ej går. Lader min mule søge op til hans skulder, og langsomt op af hans hals, i en varm gestus. Mine bevægelser er som altid meget forsigtige, og lette som en fjer. Men da jeg når op til hans man, lader jeg lidt tungere min mule hvile imod hans hals, dog ej hårdt, men blot lidt mindre fjerblødt end før. Men mine bevægelser vil altid være blide og lette, til den dag, hvor mit selskab viser, at mine berøringer er helt okay, og at mit selskab kan slappe helt af, og være sig selv i min nærhed.
Langsomt tager jeg min mule til mig igen, og træder atter et skridt længere frem, så vi nu er helt side om side. Måske både for min skyld, men måske ligeså meget for hans.
Nattens herskere vil altid forsøge at rive i både ham og jeg, men jeg betvivler ej mig selv, og min tro på lyset. Og jeg vil for alt i verden, forsøge at bære ham med mig, af sted i lyset, så skyggerne ej vinder.

Skygger kan skam sagtens skræmme mig, og sikkert også en masse andre. Men er jeg i selskab med en, så er det ej slemt. Nej, så kan det nærmest være spændende at udforske nattens krigere.

Don’t be afraid my dear, because the light is right next to you – just look and then you will see it

A soft feeling

Gå ikke bag mig så jeg er lederen; for vi er begge værdige. Gå ikke foran mig for at lede mig; jeg kan gå mine egne veje. Men gå ved siden af mig som en ven; for sammen kan vi udforske det ukendte. Sådan følte Jaidev, og det var grunden til at han ønskede at hoppen skulle bevæge sig op til hans side. Han havde ikke noget mod at være lederen, det lå skjult i ham, gemt dybt inde i hormonerne og generne, men han var aldrig vokset op som lederen. Han var aldrig blevet ført af sted, kun af sin egen drivkræft mod de ting, som andre ikke ønskede at udforske. Han havde aldrig ladet sig lede, aldrig haft en leder, hvilket havde gjort at han var mere selvstændig og dominerende, for ingen havde taget hånd om ham og bestemt over ham; så hvorfor skulle nogen have tilladelsen til at gøre det nu? Han så sig selv som en ensom leder. Men når der så endelig var en sjæl han skulle ledes – som Armonia, så bakkede han fuldstændig ud. Han ville ikke være overlegen, eller.. På den ene siden ønskede han det, være den stærke, magtfulde hingst. Men han var ej af ondt sind, i hvert fald ikke helt. Han ønskede at hans selskab følte sig tilpas, og det kunne hun ej gøre bag ham, selvom hun selv havde valgt denne opdeling. Hendes kropssprog havde også fortalt ham, at hun ej frygtede ham, men at hun blot respekterede ham, hvilket var grunden til at hun havde valgt som hun gjord. Men nu lokkede han hende op til sin side, og med dybe, mørke øjne betragtede han hendes yndefulde bevægelser, som blidt stoppede op ved hans ensomme side, som endelig fik selskab af den kønne hoppe, som var fængsel for den milde, godmodige sjæl.

Hendes brum var en tydelig hentydning til at hun var med ham, at hun agtede at forsætte hans veje. Langsomt spændte han sin silkebløde mule sammen, mens hoppens bløde berøringer ramte hans spændte, muskuløse krop: jovist var hun blid og forsigtig, men hendes berøring virkede også en smule mere modig, som om hun turde røre ham. Uden at han selv overvejede det, sænkede hans hoved sig en anelse, ligeså diskret og roligt. Hun udviste en helt bestemt ro, selv i mørket hvor skyggernes fangearme rørte dem begge. Måske var det fordi at denne hoppe skjulte et lys i sit indre. Jaidevs ædle, velformede hoved gled på skrå, mens øjnene gled over hoppens slanke krop. Ej på en betvivlede eller krænkede måde, tværtimod kærtegnede de ligeså blidt hendes hårpagt. Han søgte ej efter noget bestemt, og han vidste også udmærket hvordan hun så ud, men han gjord det i overvejelse. Han tænkte. Han tænkte over de lys som skinnede stærkt i hendes indre, en brændende flamme. Et lys som var skabt og formet af godhed, og hvor den gavmilde Gudinde af lyset havde velsignet hende med håbet og godhed. Hvilket skyggerne bestemt også vidste; de kunne ej nå hoppens indre, hun var for stærk og for tæt båndet med det klare lys, så hun besejrede dem med lethed. Men Jaidev derimod, hans indre var mørkt, sårbart og ustabilt. Dybt inde i intetheden dansede dog i flamme, ikke større end en lille gnist, men den lod sig aldrig brænde ud, ligegyldigt hvor meget mørket omklamrede den, kvalte den. Men skyggerne troede ikke på det, de havde i forvejen hårdt fat i hans forpinte indre, så de forsatte med at spinde deres net af mørke løgne. Men Jaidev var naiv, han troede uheldigvis på disse løgne, og derfor kunne skyggerne lege præcis som de ville med ham. Og de udnyttede det til enhver tid. Han var deres offer, deres legetøj som aldrig blev for kedeligt.

De sortnede øjne med den lille flamme gemt dybt inde, fandt til sidst Armonias milde udtryk, som udviste den karakteristiske varme og nysgerrighed hun bar med sig. I en ganske let bevægelse puffede Jaidev til hendes bløde kind, inden hans ben trådte fremad, for at bevæge sig længere ind i den mørke skov, ind blandt nattens kæmper, som dansede og hoppede omkring på deres vuggende kroppe. Men ej frygtede hingsten fremtiden dette øjeblik; han var atter naiv. For han troede på, at hvis skyggerne fik fat i hans dansende flamme, hans lille sjæl, så ville hoppens lys være der til at redde ham.
Men måske var det allerede for sent.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Armonia

You will never be lost in this world – when the lights goes down, that’s when I will be found[/center][/size]
[/color][/font]

Mine øre forbliver hvilene imod denne sjæl, som jeg efterhånden har delt timer med. En helt nat efterhånden, ville man nok tror. Og dette, det er nok I sidste ende også sandt. Vi har længe fulgtes, side om side, ved hinanden. Og vi har blot sagt ganske få ord. Men alligevel, har denne nat været end af de aftener, som jeg har holdt allermest af. Der er blevet sagt så meget, uden at stemmerne er blevet brugt. Og dette, det finder jeg som en af livets største gaver.
Hvis vi kan kommunikerer uden at skulle bruge ord, så er vejen fremme meget lys. Vi harmonerer med hinanden, og viser hinanden vores fælles verden, blot igennem kroppen, bevægelser og kærtegnelser. Stemmen kommer ej frem, til trods for at jeg ikke har problemer med at formulerer mig. Men hvis man blot kan gå, side om side, som vi har gjort indtil nu, så er tiden hurtigt. Og stemme, har ro.
Ja, jeg må jo nok indrømme, at dette selskab, er det er har fundet sig lettest tilrette i mit sind. Jeg har ej svært ved at færdes Jaidev, og jeg ønsker blot at komme ham nærmere og nærmere, uden at presse ham ud i noget, som både jeg, og ham selv, ville fortryde. Dette, er det sidste jeg ville ønske for noget. At gøre dem utilpasse. Men denne hingst, han tiltrækker mig, mit indre. Han falder så meget i hak, med det væsen jeg ejer. Uden at det bliver kvalmende, eller blot belastende. Nej, der er en balance i vores selskab, og det finder jeg fantastisk og tryllebindende. Han er mine bedre halvdel ligenu, og det er en sjældenhed at finde og mærke. Så jeg nyder hvert et sekund, for på et tidspunkt, er det måske det sidste sekund?

Mit røde hoved, forbliver drejet imod hans, og jeg betragter ham, mens hans hoved langsomt sænkes en smule, grundet min berøring. Et smil finder svagt frem på mine læber, og langsomt lader jeg min bløde mule snitte imod hans skulder, nærmest for selv at have hovedet lavere, da jeg ej vil føle mig for høj.
Sænker langsomt hovedet en smule mere, og lader min hals falde ind under hans. Langsomt, løfter jeg så mit hoved let op, og hans dermed. Da hans hoved atter er i en normalt højde, lader jeg stadig min hals være under hans. Som var vi nu flettet sammen. Som Ying og Yang. Jeg står blot der, med halsen under hans. Ej fordi jeg ønsker ham højere end jeg selv, men blot fordi min tiltro til ham, nu viser sig som meget stor. At stå på denne måde, er meget farligt for mig. Men jeg tror på ham. Jeg tror på, at skyggerne omkring ham, ej vil vinde ham, nu hvor jeg er her.
Og det er det, jeg vil vise ham, ved at stå på denne måde, tæt op af ham, uden at hele vores krop er lænet imod hinanden. Blot skråt står vi. Jeg, med halsen under hals. Et svagt, men lyst og opmundtrende brum forlader min mule, som for at skubber skyggerne endnu længere væk fra os.
Jeg står vel nærmest som en skjold lige nu, og sørger for at afskærme skyggerne fra hans bringe, der hvor hans hjerte jo er gemt bag. Jeg tager imod skyggerne, men de bliver også hurtigt frastødt at de indre lys jeg bærer mig. Mine øjne er knebet let i, afslappet. Min holdning er endnu underdanig, og det vil den nok altid være. Men jeg frygter ham ej af den grund, for jeg ser ham som en ven nu – en, jeg gerne vil lære mere at kende. Men ønsker han ej dette, så vil jeg ej presse, men blot blive ved, at være som jeg er nu, til hans siger stop.

The lights victory

Normalt stolede Jaidev ikke på andre. Han var en selvstændig herre, han hvilede i sig selv; ej med ro, som man ofte forbandt udtrykket med, men nok med at nan ikke behøvede andre. Det bildte han sig i hvert fald selv ind. Han skulle ikke skuffes, svigtes eller blive nedbrudt, blot fordi han var naiv nok til at stole på andre. Nej, han måtte være stærk og passe på sit indre, eller i det mindste resterne af det. Det hang i forvejen i tynde tråde, som let kunne blive brudt over – hvilket ikke måtte ske. Han tillod det ikke, ikke endnu. Han havde godt nok oplevet masser i sit unge liv, ting som han havde håbet kun at drømme om, men drømmene var blevet virkeligheden. Mareridt. Det som han troede var illusioner, var blevet til vaskeægte virkelighed. Og han var blot en dukke, som blev drevet rundt med. Han var ikke modstandsdygtig overfor alle de forhindre, de farer som han var stødt på. Hvilket skyggerne havde udnyttet, og derved taget fat i hans forpinte indre. Han kunne intet gøre mod de kræfter, som kæmpede mod ham. Det eneste han kunne gøre, var at slås imod, og forsøge at beskytte det som var tilbage af hans sande jeg.

Ørerne vippede sig langsomt ud til siderne, mens mulen spændte sig op. Det prikkede gennem hans følsomme hårpagt, når den blide hoppe tillod sig selv at røre ved ham. Blikket skævede til hoppens blide mule, som rørte ved den sensitive skulder, inden hun pludselig bevægede sit yndefulde hoved under hans sænkede hals. Mulen spidsede sig op i en grimasse, da han ej kunne forudsige hvad denne hoppe forsøgte at gøre, hvilke tanker der kørte rundt i hendes hoved dette øjeblik. Men den eneste hensigt var, at få ham til at hæve hovedet, mens han stod underdanig foran ham, med en tiltro som han aldrig før havde set.
Langsomt gjord Jaidev et mildt ryk med sit ædle hovedet, da det atter var i normal højde, men stadig hvilede mod hoppens stærke hals. Øjnene gled over hendes røde pelsdragt, som var skjold for skyggerne, som gentagende gange rev ud efter ham. Men hoppen forsøgte at jage dem bort, forsøgte at skræmme dem med det stærke lys, som brændte i hendes indre. Et helt unikt lys, som kun hun formåede at bære med sig. Et dybt, hingstet brum forlod hingstens bringe, som kun blev forskrækket op gennem halsen, for til sidst at blivelukket ud i en melodi, som stod i stærk kontrast til hoppens blide tone. I rolige bevægelser hævede han atter hovedet, inden han lod det falde let ned mod hoppens hals, så han tryggede hende tættere, og mulen strakte sig ned mod hendes skulder, hvor den mimrede sirlige mønstre mod hendes bløde pels.

Den harmoni der var opstået blandt de to sjæle, var helt unik. Jaidev havde aldrig set den før, aldrig følt den før. Han var ej van til alt dette, han blev udsat for. Denne hoppe udviste større tiltro, end den tiltro han egentligt havde til ham selv. Hun udviste harmoni og glæde; hun formåede at skabe harmoni til ham, hvordan vidste han ikke. Hun var som en Gudinde, som velsignede ham. På trods af at han ej fortjente hendes gavmildhed. Han fortjente intet, og alligevel gav hun så meget, selvom hun stadig var en ny sjæl for ham.
Men en sjæl, som søgte længselsfuldt efter at blive hans ven. Og han var tæt på at tillade det. Men var det nu også sikkert, at stole på denne hoppe?

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Lost in this world?
When the light goes out, that’s when I will be found

[/font][/size]

Min sjæl, vil for altid være min, og ingen andres. Den vil for altid tilhøre mig, og ingen andre. Og den vil for altid følge mig, mine ord, og mine bevægelser. Den vil for altid, tjene lysets herre, og mig selv. Men til trods for, at den altid vil være min, min helt egen, betyder det ej, at jeg ikke vil dele mig selv, med andre.
Den største gave du kan give, er at dele. At dele dig selv. Dine meninger. Dine fortællinger. Dine handlinger. Ja, endda dit liv. At dele med en anden, er en større gestus end som så. En større gestus, end livet vel selv er. Men den allerstørste forhindring for dette, er det faktum, at det kræver at man stoler på hinanden.
De sjæle, der er fortabte i denne verden, dette liv, de vil have svært ved at dele ud af dem selv, fordi de i sidste ende, blot er fortabte i dem selv, og i deres egne kroppe.
Men, jeg frygter ej den slags. Jeg vil for altid, søge imod disse fortabte sjæle. Vise dem, det lys jeg er blevet givet. Vise dem, at der er flere veje, end blot én. Nok kan vejene være snoede, og ikke til at se, for bare skygger. Men det er der, jeg vil kunne findes. Det er der, jeg vil være ved deres side, hvis de ellers ønsker det.

Jeg kan mærke, hvordan hans fortvivlelse kommer frem, da min hals kommer under hans. Han er nok i tvivl om, hvad min hensigt er, med denne simple, men alligevel store handling. Jaidev, er tæt på min sjæl, og vi er ligenu én skikkelse, hvis folk så os udefra. Fordi vi står på denne måde, og ’fletter’ vores skikkelser sammen, til én, i stedet for to individer.
Men langsom, kan jeg mærke hvordan han fortvivlelse i stedet bliver til en form for ro. Han slapper af.
Noget sker der, for jeg kan nu mærke, hvordan hans hals presses mere ned imod min. Ej for at dominerer mig, eller undertrykke mig. Nej, det er en gestus, sådan som jeg opfatter det. Langsomt lænes min side af halsen, ind imod hans bringe, og jeg mærker hans mule der sildig bevæger sig imod min røde skulder. En anden ro, som jeg ikke længe har følt, vandrer nu igennem min røde og spinkle krop. Som var vi igen én.
Langsomt, og i en blid bevægelse, drejer jeg mit hoved en smule, så jeg ligger min kind ind imod hans skulder, stadig med halsen under hans, og med min side af halsen imod hans bringe. Vi står ganske tæt nu, og jeg værner stadig over ham, som en skjold. En lysende skjold, der blot forsøger at skabe en ro i ham, den ro, jeg så gerne vil dele ud af, og dele sammen med ham.

Min kind ligger blidt imod hans skulder, stadig fløjlsblødt, og varmt. Jeg vil altid have disse blide bevægelser, som var han af noget skrøbeligt porcelæn, der hvert øjeblik kunne gå i stykker. Men dette ved jeg jo godt, ikke er tilfældet. Han er en muskuløs hingst, men alligevel tror jeg, at der inderstinde i ham, er noget, som er langt mere skrøbeligt end det blottede øje kan se. Mine røde øre vipper let omkring, men det ene vippes til siden, imod ham, da hans dybe brum rammer mine sensitive øre. Ej bliver jeg ræd, blot mere rolig. Han er her stadig.
Et meget svagt og lyst brum forlader min mule, som svar på hans forrige, dybe og maskuline brum. Jeg ønsker, at gøre ham det behageligt, men uden at ødelægge noget for mig selv. Jeg er altid villig til at prøve mig frem, og hvis de ej lykkedes for mig, at skabe ro for andre, så er det et nederlag. Men det nederlag, det kan jeg håndtere, for hvis jeg ser ind i mig selv, ville det da have været et større nederlag, blot at lade være med at forsøge, at skabe et venskab og ro? Ikke sandt.