They are back..

The first trust

Et lavt suk forlod let hingstens mørke mule. Sukket var dybt og rummeligt; det kom til verdenen efter at han havde trukket vejret dybt ned i sine lunger, som blev fyldt godt op med luft, udvidet sit bryst, og til sidst åndede tungt ud i form af et suk. Ånden strøg livligt ud af næseborende, dannede en lysende tåge ud fra hans mule, og oplyste svagt Armonias røde skulder, som hans mule tryggede sig ind mod. Ørerne vippede langsomt frem og tilbage; han var opmærksom, næsten stresset over at skyggerne begyndte at blive rastløse, nu hvor de ikke kunne få fat i det som de ville: nemlig hans lille flamme i det indre. Men flammen var ej alene mod mørket længere, nej den havde fået en kriger, som parerede som et skjold foran det. Krigeren kæmpede bragt mod skyggerne, som hvæsede advarede hingstens sind. De udviste deres utilfredshed ved at rive hårdt i ham med deres grådig klør, forsøge at flå ham til blods, men ej lykkes det for dem, for krigeren var over dem med det samme, og trodsigt jog hun dem på flugt. Han var i sikkerhed, hans lille flamme var i sikkerhed.

Armonia rørte ting i ham, som før var uberørt, og som længe havde længes efter at føle den berøring, som hun gavmildt skænkede ham. Hun var dybt inde i ham, og pillede forsigtigt ved hans indre. Musklerne var parat til at give efter, da de var umådelige trætte af at være spændte altid. De søgte altid forgæves afslappelse, eller bare et øjebliks ro, som de kun fik, når han sov aller dybest og tungest. Men denne dybe søvn varede aldrig længe, i hvert fald ikke længe nok til at musklerne kunne få udhvilet fuldstændigt. Men nu sneg Armonia sig rundt ved steder, som før forblev ikke tiltrængelige. Musklerne var forført af hendes ro og harmoni, de begyndte ligeså forsigtigt at give mere og mere slip på anspændtheden, men aldrig ville de slappe helt af. I hvert fald ikke i aften. Men de arbejdede sig stabilt mod det.
I takt med at roen begyndte at falde over den mørke hingst, for ny veg skyggerne fra han, irriteret af hans krigere, begyndte hovedet at blive tungere. Halsen hvilede tungere mod hoppens bløde hals, mens mulen mimrede ligeså sagte og blidt mod hendes bløde skulder. Halsen svag kun ganske svag enkle gange, alt mens vejrtrækningen blev dybere og dybere, roligere og roligere. Han fandt ro. Han fandt et øjebliks afslappelse.

Huden virrede svagt ved Armonias blide berøring, ej meget, men blot som et tegn på at han var opmærksom på hendes tilstedeværelse. Ørerne vippede ud til siderne, lyttede kun svagt til vindens dybe hvisken og skyggerne forræderiske hvisken, men ellers var omverdenen kun en bagatel. Det han var mest opmærksom på, var Armonia, og hendes beskyttelse overfor ham. En fremmede, ukendt beskyttelse, som han ej havde følt før. Og aldrig troede han ville føle. Men noget dybt i hans indre, helt inde ved følelsernes fængsel, der blev ham lovet at dette nok ikke var sidste gang.
Han stolede på Armonia.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

I see the angels, I’ll lead them to your door.

Nattens mørke, er ej til at tage fejl af. Den er her endnu. Og det bliver den ved med at være, indtil vinteren er draget bort, fordi solens stråler træder til, og driver nattens mørke bort.
Jeg er frem til, at der atter kommer lys. Til at der atter er mindre skygger, fordi der så er mindre der vil blive draget af dette mørke, som på sin vis kan være noget så fortryllende.
Sneen ligger stadig omkring vores hove, og de skaber en større magtkamp imod de mørke, der forsøger at rive i os begge. Men med det indre lys, og min indre styrke, samt den hvide sne, kommer de ej langt. Jeg vil ej lade dem røre ham, ved steder, hvor han ej har fortjent at blive rørt. Steder, der ikke skal pilles ved, fordi de er så personlige eller måske ligefrem ’svage’.
Jeg vil ej lade disse skygger vinde over os, ham, eller jeg. Jeg er ej i tvivl om, at jeg kan vandre langs deres side, og følge dem igennem nattens mørke, side om side, uden at de kan røre mit indre – der er for lyst, så de mørke skygger vil da blot drukne, og svinde ind til intetheden.

Mine røde øre vipper ganske stille omkring, mens jeg står her foran ham, som var jeg et stort lysende skjold, der skubber skyggerne væk, hver gang de forsøger at rive og flå i Jaidev’s sjæl. Jeg ønsker at beskytte ham, ligesom så mange andre. Men hver, på hver sin måde. Aldrig beskytter jeg individer på samme måde, det da altid er noget forskelligt de har brug for. Og jeg vil være der, hvis de da ønsker det. Og ligenu, da virker det som om, at Jaidev oprigtigt bryder sig om mit selskab, og mit værn imod de rivende skygger. Når han ej ønsker det mere, da vil jeg træde tilbage, og ej stå tæt imod hans krop med min. Men først, når han selv siger nej. Jeg stoler på ham, og det viser jeg tydeligt igennem mine handlinger. Det at jeg står med halsen under hans, viser en stor tiltro til ham, som person. Hvis jeg ej stolede på ham, og troede på ham, da ville jeg ej stå på denne måde. Udsat for fare, hvis han ønskede at skade mig.

Jeg tror, at jeg som sjæl, rammer noget af det, der ikke længe har været ramt, inde i hans sind. For jeg har bemærket, at alle hans muskler igennem timerne, er begyndt at slappe af, og give mere og mere slip på sig selv. Og dette, det gør mig lykkelig! Intet mindre, end lykkelig. Jeg har gjort en anden sjæl mere tilpas, end han før var – og i min verden, der findes der ej nogen større gave, end at hjælpe og behage andre, uden at jeg selv skal føle mig utilpas. Og i hans selskab, ja, der er jeg ej utilpas, ved at gøre ham mere tilpas. Nej. Jeg har det selv godt. Jeg er tryg, og jeg har en indre tro på, at jeg faktisk har skubbet lidt til hans indre mure, og måske endda lavet lidt huller i dem, således at de ej lukker til lige med det samme.
Da hans hoved sænkes mere og mere ned over min hals, står jeg ganske roligt og afslappet i samme stilling. Drejer langsomt min smidige hals, således at jeg rammer med min mule imod hans hals. Blidt og forsigtigt, som kunne han gå i stykker, lader jeg et nip ramme imod hans fine mørke skin. Kærtegnende, måske for at vise, at jeg endnu er her, og at jeg ej forsvinder fra ham, før han selv ønsker det. Måske for egentlig, at give ham mere tryghed, vise, at hans skjold, endnu ikke er forsvundet. Og jeg har heller ikke intentioner om at forsvinde – medmindre at han inderligt ønsker mig bort.
Jeg stoler på denne hingst, og jeg føler, at jeg kan være mig selv. Jeg skal ej være noget eller nogen, som jeg ikke er. Og det er en stor gave at give til mig. At jeg må være mig selv.

Broken inside

Blidt og forsigtigt snog denne hoppe sig ind til hans indre. Hun var omhyggelig med ikke at berøre ham på punkter, som han ikke tillod nogen skulle røre ved. Men alligevel virkede det som om at hun prøvede grænsen af; for inden hingsten kunne forhindre hoppens snogen, stod hun ved hans murblokade, som beskyttede hans såret sind. Mørket i hans indre havde simpelthen tilladt hende at passere, og nu stod hun tættere på ham, end nogen andre havde gjort. Og hun virkede til at udnytte det, for med sit milde, gavmilde lys lavede hun forsigtige revner og sprækker i den kraftige mur. Men en mur vil aldrig bestå, hvis først den begynder at blive hærget, og inden hingsten kunne forhindre hoppen i at komme for tæt, var det sket. En dyb flænge farede gennem den mørke mur, den ramte så dybt og hårdt, at enkle følelser slap ud – og hun kom ind.

Et lavt gisp forlod hingstens silkebløde mule, efterfulgt af hele hans krop som glippede kortvarigt. Med ét var hver muskel spændt i hans muskuløse korpus, og han hev hovedet op i et sæt. Den revne hun havde påført hans indre, havde overrasket hingsten. Hvorfor havde han sænket paraderne? Hvorfor havde han ladet hende komme så tæt på sig? Hvorfor havde han overgivet sig? Fortvivlelsen glimtede i hans sortnede, mørke øjne, indtil skyggerne så deres mulighed, og grådigt æd følelserne, for kun at henlægge øjnene i total mørke igen. Han var overbevidst om at hun ej havde ondskabens besiddelse i kroppen, og hendes skrabben mod muren var ej heller ondsindet. Men han var alligevel blevet overvældet: overvældet over, at hun havde formået at komme så dybt i hans indre. Dybere end mange andre havde formået.
Ørerne vippede sig langsomt bagover, inden hans slanke ben lod sig glide et skridt tilbage. Ej voldsomt eller hurtigt, ej flygtede han fra denne hoppe, men han henfaldt til skyggerne, som med det samme angreb hans mørke krop; men han var ej i stand til at modarbejde deres angreb. Han var tværtimod ved at pusle ømt omkring hullet i hans mur, forsøgte ivrigt at genopbygge det, for at undgå at mere kom ind og mere kom ud. Mulen spændte sig hårdt sammen, mens øjnene betragtede den kønne, brune hoppe, hvis sjæl var uskyldigheden selv. Og netop den uskyldighed, renhed havde formået at trodse hans mørke, kun for at gøre hans lys stærkere. Men det skulle ej foregå så let, det vidste hingsten. Han kunne ikke blot åbne op, det var umuligt for ham. Og alligevel havde hoppen tålmodigheden og styrken til at søge efter ham..

Et dybt, mørkt brum forlod dæmpet hingstens fremskudte bryst, mens nakken sænkede sig en anelse. Han var ej bange for denne hoppe; han var kun bange for at overgive sig. Men det havde intet personligt med hoppen at gøre, det blev blot for intens, for intimt. Næseborende dirrede sagte, mens mulen søgte frem mod hoppens bløde pelslag, som fik et enkelt, let puf. Han håbede hun forstod ham, inderligt håbede han på det. Men han var alligevel så forbavset over at hun havde formået at trodse mørket, og havde danset som et lysskær rundt i hans mørke indre, som led bagefter. Led af forbavselse og forvirring, og ivrigt forsøgte at genskabe alt det gamle.
Hvis det da ikke allerede var for sent.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

I have made a terrible mistake – can I change it?

Jeg har trådt over en grænse, og ind i den. Respektløst af mig, det ved jeg nu. Jeg trådte for meget frem, tæt på ham, higende efter at lære ham bedre at kende. Men jeg har lavet en fejl, det kan jeg tydeligt mærke i mit indre, nu, da han reagerer så modsat af før. Jeg har virkelig ikke udvist den respekt, der ellers ligger mig så nær og naturlig. Nej, jeg trådte ind i den cirkel, som jeg ikke skulle være trådt ind i. Jeg ved det inde i mig selv, at jeg har brudt en grænse, og brudt en mur, som endnu ikke skulle være brudt – ej uden hans accept. Og den, den fik jeg ej. Jeg blev blot ved med at stå ham nær, i stedet for at give ham plads. Jeg ville blot beskytte ham imod det mørke der tydeligvis river i ham, og ej i mig, i hvert fald ikke på samme måde. Det virkede også til, at hans slap af, i hvert fald i ganske korte sekunder – men så trådte jeg forkert. Jeg ved, at alle kan fejle, men jeg ønsker aldrig at gøre andre i mit selskab utilpasse, da de har beriget mig med selskabet selv, så jeg ej blot skulle vandre i ensomhedens luner alene, og blot høre mine egne fine hovslag, uden andres. En harmoni der skabes, når et par vandre gennem natten sammen, så otte hove røre jorden, i stedet for blot 4.

Da han træder sådan bagud, aner jeg i et kort øjeblik, ikke hvad jeg skal stille op. Jeg ønsker for alt i verden, ikke at gøre andre utilpasse, at se dem, kæmpe en indre kamp – ligesom han gør nu. En spændt krop, hvor hver enkelt muskel arbejder under hans mørke skin. Han er i pinsel lige nu, og den pinsel, den har jeg bragt ham i, pga. en fejltagelse, som kun kan lægges på mine skuldre, ej hans.
Jeg har altid været en hoppe, de ønsker det bedste for de selskaber jeg er i, blot der er en vis form for forståelse mellem os. Og den føler jeg, at den har været der – og den der stadig, det vil jeg håbe. Jeg kan ej vide det fra hans side af, men jeg har følt, at vi har kunnet kommunikerer igennem handlinger, uden at fremsige ord.

Da han er trådt sådan bagud, viger mit blik en smule i jorden. Jeg ved i disse sekunder, ej rigtig hvad jeg skal gøre. Men jeg er aldrig en hoppe, der taber fatningen, og blot træder tilbage, for at vige fra situationer hvor andre er utilpasse. Nej, der ønsker jeg blot at gøre dem tilpasse igen – så længe det ej træder over mine egne grænser.
Jeg sænker langsomt hovedet ned, i en underdanig holdning, for at udvise respekt for ham, for hans handling, at han træder fra mig. Jeg sætter pris på, at han viser, at hans grænse er nået – og overtrådt. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke træder længere over hans grænser nu, da det aldrig har været min hensigt.
Mine røde øre, flapper forsigtigt ud til siderne, for at undskylde over at jeg har trådt ind i noget, som overhovedet ikke kom mig ved, da han puffer til min hals. Det var en fejl, som jeg godt kan se nu. Men jeg lod desværre mig selv rive med, og det er kun mig selv jeg kan bebrejde – jeg var nok ej så opmærksom på hans grænser, som jeg nok skulle have været. Langsomt forlader et brum min spinkle og halv kolde krop. Natten er kold i vinterens tid, og det er noget jeg skal vænne mig til. Det er et brum, der træder i karakter, undskyldende, og opmuntrende samtidig. Jeg vil gerne have at han forstår, at han intet har at undskylde, da det er min fejl, og ej hans! Jeg ønsker at træde ham nærmere, måske for at give ham en form for tryghed, men jeg gør det ej. Han er trådt i afstand, og det vil jeg altid respektere når andre gør.

Secrets
There are no illusions of wrong or right, there is no true divide
there is no good and no evil, you don't have to choose a side
there is no real truth, and there are no lies, in here, you don't have to hide

Hvad sagde vi, kære Jaidev? De er ikke til at stole på, dem som følger lyset.
De så det selv, kære Jaidev, hvordan lyset pludseligt blev nysgerrigt, hvordan det trådte over din grænse.
Det kunne vi aldrig finde på, det ved De jo, ikke lille Jaidev?
Som vi sagde: stol ikke på lyset!

Et dæmpet fnys forlod hingstens silkebløde mule. Skyggerne havde opdaget hans sårbarhed, som de nu udnyttede. De sneg sig rundt i ham, prikkede ham og tirrede ham på de mest ømme punkter, kun for at vende ham mod lyset. Næseborende udspilede sig kraftigt, dirrede svagt og sukkede højt ud. Skyggerne havde lynhurtigt opdaget hulet i hans murblokade, og nu strømmede de mørke kræfter ind. Trodsigt kæmpede hans lille flamme mod skyggerne, som stikkede og plagede den lille flamme, som forsøgte med al standhaftighed at redde sig selv fra disse mørke kræfter. Var det virkelig Armonias skyld, lyset skyld? Nej. Han måtte ikke overgive sig til mørket, skyggerne. De skulle bestemt ikke have fornøjelse af at overvinde ham. Hårdt skubbede han dem fra sit indre, som kun fulgte til et oprør fra skyggerne, som hvæsede til ham, forsøgte at fremtvinge hans indre dæmoner, som han måtte lænke tilbage. Det hele udbrød i en tavs krig, uden ofrer; men med vinder og taber. En kamp, som end ikke den blide Armonia ville være i stand til at forhindre.
Når først skyggerne angreb ham, så gjord de det målbevidst og blodtørstigt. Og det var den blodtørst og dominans de længes efter, og som han måtte bekæmpe. Ene og alene.

Trods den indre krig sindet bekæmpede med de ’skygger’ som hingsten var overbevidst om, hjemsøgte hans sind, stod hans ædle krop helt stille. Kun musklerne var spændt godt op under den mørke hårpagt, og øjnene hvilede dybt og opmærksomt på den røde hoppe; ej fordi han var bange for hende, for frygt var kun en illusion – ifølge Jaidev i hvert fald. Og der skulle meget til at skabe den illusion i hingstens mørke sind; og det ville Armonia ikke være i stand til at skabe, hvilket var fordi at han havde foræret hende en smule tillid, hvilket kun skulle forstås positivt. Men var denne tillid blevet brudt, nu hvor hoppens snigen var blevet for dyb og intim? Næseborende prustede tungt ud, dirrede ophidset og kneb sine mørke øjne sammen. Var det forkert af ham? Havde skyggerne alligevel ret? Skulle dæmonerne slippes løs, og æde den smule tillid han havde skænket den unge sjæl?
Opmærksomt betragtede han hoppens kropssprog; det sprog, de to sjæle havde valgt at dele med hinanden. Et spændende sprog, ifølge hingsten. Et sprog, som kun de færreste forstod: og ville forstå. ”Ordene” hoppen udviste, var undskyldende og opmuntrende; det var tydeligt at hun ej mente noget ondt med sin handling. Men turde han stole på det? Dybt knejste han sin muskuløse hals sammen, og trådte et skridt nærmere; en anelse stift. Mulen søgte overvejende mod hoppen, som han kort forærede et let skub på skulderen, ej hårdt eller brutalt. Han var blot ej van til at se den anden part blive så påvirket af hans opførelse, hvilket gjord ham en anelse.. Bekymret for den unge sjæl.
Det var en hel ny, ukendt måde han oplevede andre på. En måde som han ikke brød sig om; for han ønskede at være ligevægtige g respektere hinanden, selvom hun havde trådt over hans brændende, sensitive grænse, som hans indre stadig kæmpede kampen mod at ordne.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

I'll fight for you

Jeg står blot der, midt i mørket, der skaber større skygger end som så. Månens lys skinner stadig ned imellem træerne der er over og omkring os. Det lyse skær danser omkring på min krop, for at berige mit indre lys, med mere lys udefra. Noget, som mit indre lys holder af, på sin helt egen måde, uden at være glubsk efter at sluge andres.
Jeg står blot, og ser til, mens jeg kan se hvordan skyggerne omkring Jaidev er ved at kvæle ham indefra. Nok står han stille, og viser ej den indre kamp der er gemt under hans opspændte krop, men blot musklerne der leger under hans skind, og det forpinte blik i hans øjne, er nok for mig. Jeg ved, at han lider. Og jeg ved, at det er min skyld, at han nu står der, med skygger der forsøger at æde hans lille lys indvendigt, som vi jo alle har.
Hvis han ej besad lysets kræfter, da ville jeg ikke være i live nu. Da ville jeg ligge stille i sneen, som langsom ville gøre min krop kold, og jeg ville langsom farve den hvide sne, rød omkring mig i stedet. Han ville havde skadet mig, gjort en ende på det liv jeg har så kært – men dette er ikke sket. Jeg står her stadig, lyslevende og i god behold. Men den skade, som jeg har frembragt ham, er langt værre end fysiske skader. Jeg har skadet ham psykisk, mentalt. Noget, som jeg måske ej vil kunne rette op på. Men dette betyder ikke, at jeg har opgivet. Nej, jeg vil altid forsøge at hjælpe ham, hvis han da ønsker det, og ikke jager mig væk. Men ville han gøre det? Jage mig væk, som et rovdyr jager sit bytte – eller ville han lade mig blive hos ham, mens den indre kamp måske blot lige er begyndt?

Hvad har jeg dog gjort? Har jeg ødelagt den lille flamme, der så stille glødede inde i ham? Har jeg ødelagt hans mur, så de mørke skygger kan komme ham nær nu?

Jeg kender ikke svaret, og det er heller ikke sikkert at han selv gør. Mine røde øre vipper ganske stille omkring, fordi jeg ligenu, føler at jeg har indtaget en rolle, hvor jeg skal beskytte ham fra omverdenen og skyggerne, da han har nok i at kæmpe imod sine indre dæmoner. Da hans mule ramler svagt imod min skulder, ved jeg ikke helt om jeg skal tolke det som noget positivt – men den jeg er, har altid tolket tingene med noget positivt. Og det gør jeg også nu!
Mine øre vippes frem imod ham, jeg står stadig i denne underdanige position, for at undskylde min opførsel, og stadig opmuntre ham til at kæmpe videre. Kæmpe videre, for det indre lys, og den lille flamme, som for altid vil være der, hvis han ej lader den slukke.
Langsomt, og varsomt, træder jeg et enkelt skridt imod ham, med et dæmpet brum, lyst og opsøgende. Det er henvendt til ham, men også til de skygger som vandre omkring ham, og på ham. Hæver mit hoved op igen, og siger endnu et lyst brum, højere denne gang, og med en mere standhaftig undertone – for at jage skyggerne væk. I min undertone gemmer der sig en indbydelse, jeg beder skyggerne om at træde fra ham, og til mig i stedet. Kæmpe mod mig, og mit lys, og lade Jaidev være. Jeg er ej frygtløs, og jeg vil altid frygte skyggerne – men jeg tror, og håber på, at mit indre lys er nok til at kæmpe imod disse skygger, og give Jaidev lidt fred, bare i nogle sekunder.

Escape the shadows

[/center]

De detaljer den mørke hingst altid var så opmærksom på, havde skyggerne kortvarigt ædt, for bedre at kunne lukke ham inde i deres uendelig mørke. De ønskede kun at han fokuserede på dem, intet andet var mere værd end dem. De dansede for hans indre, hele tiden tirrede de hans lille flamme, som usikkert trak sig sammen, og forsigtigt slog fra sig med sin livsglæde, som skyggerne var ved at æde. Samtidig forsøgte hingsten at passe på sin betydningsfulde flamme, og derved fange skyggerne, men som en tåge slap de ud af hans hænder. Fortvivlet regerede hans mørke indre ved at udbryde i et oprør, som kun morede skyggerne. Men pludselig gav de flammen en pause, som skræmt trak sig sammen til en lille kugle, for at passe på sig selv. Hingsten virrede svagt med hovedet i et lille ryk, idet han pludselig opdagede hvad hoppen gjord: hun inviterede skyggerne over til hende, lokkede dem med hendes brændende lys. Men var de stærke og trodsige nok til at tørre at nærme sig sådan et stærkt lys? Næseborende udspilede sig kraftigt og dirrede ophidset, idet han langsomt lænede sig tilbage, for at læne sig ud af skyggernes fangarme, og for at ”skubbe” dem over til hoppen. Dog mærkede hingsten med ét et hak i stoltheden. Han kastede jo ligefrem de grådige skygger på en anden, uskyldig sjæl; han spillede jo præcis efter deres ondskabsfulde regler! Kort glippede hele hans muskuløse, spændte krop mens øjnene spærrede sig fortvivlet op, overrasket over at han var så ivrig efter at komme fri fra deres hårde greb. Men han skulle ikke optræde svag, han kunne ikke blot forære Armonia de glubske skygger; for måske var hendes lys stærkt, stærkere end hans, men det ville ikke være stærkt nok – intet ville være stærkt nok til at stoppe skyggerne.

Et hingstet, dybt brum forlod hingstens spændte bringe, alt mens han trådte fremad. Mulen strejfede let hoppens bløde skulder idet han passerede. Berøringen var en invitation. Ørerne drejede sig omkring, lyttede efter Armonia for at sikre at hun ville følge med, inden han slog frem i en dansende trav. Skridtende var hurtige, men taktfaste og bar ikke præg af hans anspændte krop: benene strøg blot over jorden, ligeså let som var han et blad vinden legede med. Øjnene skævede opmærksomt ind mellem træerne, hvor skyggerne lokkede og tiltræk, men retningen førte dem ud af skyggeriget, ud af skoven. Men han kunne ikke blot fare vildt og stresset af sted: for det første var det mørkt, og derved sværere at orientere sig. For det andet, så skulle han passe på den milde, røde hoppe, som han kaldte dæmpet på med en nynnende brummen, som ej hellere havde præg af anspændthed.

De detaljer som han for var blevet frarøvet, blev nu skænkede til ham idet han forlod skoven. Øjnene søgte op mod den sølvfarvede måne, som kastede et mystisk, blåt skær på himlen og smilede venligt ned til ham. Hingsten strakte mulen i vejret, og besvarede månens smilen med en sagte prusten, som efterlod en dampende tåge fra hans silkebløde næsebor, inden han stoppede op i en samlet parade. Han drejede hovedet tilbage, og spottede opmærksomt efter hoppen, mens han atter brummede nynnende og søgende; for var hun med ham, eller måtte han vandre ind og hente hende? Langsomt rankede han sig op, og vippede ørerne tålmodigt fremad. Men trods opmærksomheden efter hoppen, så lyttede han til alle lyde og detaljer omkring sig: vinden lavmælde hvisken, månens smilende i ryggen, stjernes blinken, skyggernes hvæsende, lokkende toner, skovens mægtige, hemmelighedsfulde mørke rige.. men det han lyttede mest efter, var hovslog. For hvornår ville Armonia komme dansende ud, helskindet og velsignet af sit varme, stærke lys?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

I will never surrender to the darkest shadow – But I will surrender to you.

Det er mig stadig en evig gåde, hvordan vi i livet her egentlig er havnet. Nok er vi skabt af vores forældre, men hvad er den egentlige grund til, at vi skal vandre omkring, i disse lande?
Hvorfor, er jeg havnet et fremmed sted som dette, og hvorfor er jeg ikke blot der, hvor jeg blev født? I stedet, er jeg havnet her, i Andromeda, et land, som endnu er mig ganske ukendt. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, eller hvor længe jeg får lov at blive? Men en ting er sikkert, jeg vil gøre mit liv i dette område, til det bedste jeg kan.
Mine mørke øjne hviler på Jaidev, hvis indre kamp stadig er i fuld gang. Jeg er godt klar over, at jeg aldrig ville kunne fjerne hans indre kampe, måske endda indre dæmoner. Men jeg kan give ham nogle korte pauser. Nogle korte pauser at sunde sig i, og samle den evige energi igen, som jeg ved, at han besidder.
Da jeg har søgt de mørke, livlige skygger, indbudt dem til dans hos mig, i stedet for ham, kan jeg se hvordan de passerer ham, og i stedet lander hos mig, hvor de danser rundt på min røde krop.

Jeg har en stor ild indvendigt, en stor brand, der hele tiden sørger for at give de mørke skygger kamp til stregen. Jeg har ikke blot en enkelt lille svækket flamme, nej, en hel brand er at finde inde i min krop – og jeg er dermed ikke nem at vinde over.
Den kære Jaidev, virker et kort øjeblik i tvivl, om dette nu var det rigtige valg, at lade skyggerne tage til hos mig. For han træder pludselig frem, og et puf er at mærke, inden han så traver forbi mig i en flot og samlet trav. Udadtil, ser han ikke anspændt og forvirret ud, men jeg er nu ikke i tvivl om, at han inderst inde har mange kvaler at kæmpe imod.
Jeg lader ham forsvinde, ind imellem træerne, og ud imod engen, hvor jeg ved at månens skær vil spille ned på han mørke krop, og dermed tvinge de sidste skygger fra ham. Lyset vil igen sejre, mens jeg står herinde.
Men jeg har skam ej opgivet den dans, som jeg er i sammen med de mørke og higende skygger, der kræver så meget af mig, som de aldrig vil kunne få.
Min glæde, mit liv, og min respekt.
Nok respekterer jeg dem, meget højt. Men det ændre ikke på, at jeg kun har en herre, og kun én som jeg følger og lytter til. Lyset. Dagen. Solen.
Ej mørket, skyggerne, og natten. Nej, jeg higer kun efter at glæde lyset, og være dets ydmyge tjener, mens jeg stadig kan. Og dette har jeg også tænkt mig at kæmpe for – lang tid endnu.

Virrer kort med hovedet op, og slår mit ene forben frem i en voldsomt bevægelse. Et lyst brum forlader min bringe, og ryger ud i mørket der hurtigt kvæler den varme og lyse lyd jeg altid har. Vipper ørene ganske fredsommeligt omkring, inden jeg træder et varsom skridt bagud, hvor månens lys svagt skinner ned igennem de tætte træer, og rammer mig i panden, så den hvide stjerne bliver endnu mere fremtrædende. Jeg bukker svagt i nakken, og strækker det ene forben frem i jorden, mens det andet bøjes. Et dybt buk tilegner jeg nu skyggerne, som bliver smidt fra min ansigt, pga. månens skær.
I en let og smidig bevægelse, træder jeg frem med feminine skridt, i den retning som Jaidev forsvandt i. Jeg ved ej, om han venter på mig derude, men et brum ramler imod mine øre, og jeg er sikker på, at det er ham, og at det dermed er henvendt til mig.

Med lette travende, og dansende skridt, kommer jeg ud til ham, og standser ved hans front. Hans front er imod skoven, hvor jeg lige er kommet igennem de tætte træer og skygger. Jeg står med blot en meters afstand af ham, inden et lyst brum forlader min mule, og hovedet sænkes. Et årvågent blik glide henover den mørke prægtige hingst, for at undersøge, om han endnu er i en tilstand, som kan betegnes som god.

,,Jeg beklager dybt, Jaidev, at jeg lod mig selv komme Dem så nær. Det var ej min mening, at skabe Dem større problemer, og lade skyggerne træde så uvarsomt på Dem – dette var aldrig min hensigt”

Jeg lader nu min stemme komme frem. For at understrege min undskyldning, med flere ord, end kun handlinger. Min stemme er meget lav, og lys. Mild som altid, men med en undertone af skyld. For jeg ved jo godt, at det er min fejl, at skyggerne de kom ham så nær. Det var mig, der brød gennem skyggerne, og tog dem med mig, igennem. Mine røde øre flappes forsigtigt ud til siderne, og blikket sænkes ydmygt i jorden. Jeg træder et skridt længere bagud, for at give ham plads, og samtidig for at være klar til, at forlade ham. Dette er nok det, han i sidste ende vil ønske, og jeg vil ej bebrejde ham det.

Tråden er afsluttet, efter aftale (: Og en ny bliver startet op xD