Post by Deleted on Mar 26, 2012 11:43:58 GMT 1
Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Stilheden var brag mellem og omkring disse to skabninger, der stod hinanden så utroligt nær. Diegos unge øjne, der gnistrede af evig livsglæde, var ej så frembrusende, nærmere forsigtige. Synet af de smukke nøddebrune øjne hoppen besad, var noget der fik hans hjerte til at banke. Normalt ville Diego vel have sagt noget dumt, talt til en sjæl af samme art som ham selv, praktisk talt snakket i uendeligheder! Det var det han var godt til. Men med denne hoppe, denne hellige skabning, denne guddommelige smukke hoppe der stod så nær ham, var det farligt. Èn forkert handling, bevægelse, måske det at sige noget og bryde denne stilhed, ville ødelægge alt. Det føltes mest af alt som om tiden stod stille, mens kun åndedrættet fra hoppen og hans egen hjertebanken var at høre for Dieos fremadrettede opmærksomme øre. Hans mule mimrede stille, og hoppen skar nu en grimmasse? Over ham? Hvad havde han mon gjort? Diegos blik blev en smule påpasseligt, mens hans øre stille vippede nysgerrigt. Han ville undskylde, for hvad der end var der gjorde at hun skar denne grimasse, som så alligevel ej gjorde hende grimmere.
Hoppen så nu fortsat direkte i Diegos mørke og unge øjne, og skønt det virkede som om hun så lige ind i Diego, kunne Diego ej tyde om det var afskyende eller indbydende blikke denne hoppe sendte, med det direkte og fokuserende blik på hans øjne. Men hendes stemme lød nu pludselig, Diegos hjerte slog nærmest slag over, og kun i form at et meget lille spjæt i nakken, løftede Diego opmærksomt på sin holdning. Hans øre vippede en ekstra gang, og den smukke syngende, rene og klokkeklare stemme lød. Så smuk, så smuk. Diegos øjne nærmest glimtede af forgudelse over hoppens stemme der havde lydt. Diegos hvide mule mimrede svagt, han ville gerne svare, men ønskede ikke lige nu at bryde ind selv. Han ville bare høre hende tale, igen. Men det ville være uforskammet!
”Diego…”
Svarede Diegos unge og drengede stemme kort og en smule tilbageholdende, frem for han altid var sprudlende og energisk overfor nye. Han frygtede vel hvad denne hoppe ville synes om ham, hvis han talte for meget? Diego vidste det ikke helt, han ønskede bare ikke at hun skulle forlade ham, hvilket også var grunden til han vel tav igen, for mon hun ville blive irriteret over hvis han spurgte efter hendes navn?
