Blandt de solide klipper

Illana, den gyldne, lod sit blik glide hen over de grålige klipper, der så småt havde overtaget det grønne land. Den gyldne, befandt sig nær bjergenes fod, iblandt de små klipper, der dækkede græsset og som skabte underlige former overalt i landskabet. Illana havde aldrig rigtig befundet sig et sådan sted før, så hun fandt det ganske interessant at befinde sig blandt de solide klipper. Solen, som var på vej op i horisonten, havde kastet de første skygger imod landet, den gyldne hoppe, og klipperne, som visse steder var lyst helt op, hvilket fik dem til at træde endnu mere frem i landskabet. Illana lod sin spinkle mule søge ned mod en klippe, der strakte sig imod lyset ved hendes venstre side; den gik hende vel og mærket til knæet. Hun var noget fascineret over, at så store sten, og endnu større, kunne dukke op. Hvordan blev de skabt, hvordan kom de hertil? Illana lod et lille prust forlade sin mule. Hun var vel en smule tændt i sindet, over denne nye oplevelse, selvom hun normalt reagerede ganske roligt på stort set alt. Men dette, dette var så nyt for hende, at hun lod sig rive let med af sine indtryk og sanser’s spil. Den gyldne lyttede dog endnu, selvom hun var stærkt optaget af disse klipper.

RaZorrow X

-- FROM TIME TO TIME,

[/size] THE TREE OF LIBERTY MUST BE WATERED
WITH THE BLOOD OF TYRANTS AND PATRIOTS
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Enophis
Tag: Illana[/center][/font]

. . . . .

Hingsten kendte ikke det nye område fremfor ham, men han var ej bange. Dog var han på vagt, det skulle man ikke betvivle. Man lagde dog ikke mærke til hans overvågende blik, og trods han var en smule svagt seende på det ene øje, så hørte han mange lyde, som andre ikke gjorde. Han var ganske afslappet af udseende, og han skridtede afsted hen over det nye landskab. Kulden mærkede han ikke meget til. Han var en lidt kraftigere hingst, så han var ikke så påvirket, og han havde sig også en tyk og varm pelspragt. Men denne hingst havde også sine kvaler. Hele hans familie var blevet taget fra ham, og han agtede ikke at give slip på nogen af dem, men synet af deres livløse kroppe, sad fængslet i hans minder.
Hingsten var en smule udmattet. Hans rejse til dette nye landskab havde været hård. Han kræfter var blevet brugt kraftigt op, men han havde over natten genvundet sin styrke lidt tilbage.
For RaZorrow var dette område ham ikke farligt. Han var da på vagt, men han kunne nærmest føle friheden i det nye land han nu var beboer i.
Raz havde været i gennem en del, og det kunne da også mærkes på hans sjæl. Hvem ville ikke også være kvæstet og en smule tom indvendigt, hvis alt man havde kært i livet, var blevet revet væk fra en? Hans familie, hans første fødte søn, hans mage - de var alle sammen væk, og han vidste at savnet aldrig ville forsvinde, men at han måske kunne ligge sorgen lidt til side og komme videre. En dag ville han blive genforenet med dem alle sammen.

Det at han havde mistet sin familie, var et ikke et kort han brugte for at få medlidenhed. Han fortalte ikke mange om det, medmindre de spurgte ind til det og han ønskede ikke uddybe det. For Raz bearbejdede han sin egen sorg, på sin helt egen måde. Han var ikke i tvivl om, at det hele nok skulle blive bedre på et tidspunkt. Og trods mange blev indelukket og fængslet af sorg, så besad denne hingst så unikke egenskaber. Næste kærlighed. Varme og tryghed. Han ville aldrig udsætte andre for denne skrækkelige oplevelse og ønskede blot at sprede glæde og varme hos andre.
Han var ganske ukompliceret at føre en samtale med og var aldrig for smiskende eller for overgearet. Han hvilede bestemt trygt i sin sjæl. Sådan var han skabt.
Han fader havde selv været en varmsindet hingst, og havde ønsket at Raz skulle overtage den rolle og skabe den samme tryghed, som han havde gjort da han levede. Og det gjorde Raz, og han agtede at leve op til sin faders største drøm.

Under ham vandrede han på de grålige klipper, som lavede ujævne mønstre under ham. Men alligevel så var klipperne så solide, at de fastholdte den robuste hingst, så han ikke skred på dem.
Solen møvede sig betydeligt op i gennem himlen og skabte den unikke varme, som alle havde brug for. Raz skuttede sig en smule da han mærkede solstrålerne slikke sig kælent i gennem hans tykke pelslag. Varme tiltrak han, med den tykke pelsdragt han var besidder af. Og ikke langt væk fik han øje på en gylden sjæl. Han vippede ørene frem, mens han udstødte et venligt vrinsk af slagsen. Den dybe tone var dog lige behagelig og varm, og hingsten rettede sin kurs i mod den gyldne, lysende skabning.
Han nåede frem og han smilede varmsindigt til den gyldne hoppe, som han havde valgt at søge selskab hos. Han sagde intet til en start, men brummede hilsende til den luminøse hoppe, så hun selv kunne være fri til at vælge hvorvidt hun ønskede hans selskab..

.. THOSE WHO STAND FOR NOTHING FALL FOR ANYTHING

Illana, den gyldne, hvis krop skilte sig fra de grålige nuance omkring hende, lod sine øre sanse verdenen omkring, alt imens hendes fokus lå på de store sten. Der var alt fra flade sten, hvor den gyldne kunne placere hele sin spinkle krop på til spidse klipper, der ville kunne bryde gennem alt der valgte at placere sig ovenpå. Den gyldne hoppe bar præg af en kådhed denne morgen; ikke en kådhed der gjorde at hun sprang omkring let på tå, men at hun var mere vågen, mere forsigtigt anlagt denne morgen. Klipperne, alt det grå; en helt ny verden, som Illana kun havde hørt om. Og hun havde skam hørt mange historier; både om sjæle der havde vandret af bjergenes veje, men aldrig var kommet tilbage. Omkring sære væsner der ventede på toppen af de højeste tinder af alle. Omkring så smukke syn, at nogle valgte at blive; eller komme ned for at hente flere op. Ja, bjergene virkede både skræmmende og dragende på samme tid, og det kunne tydeligt ses på den gyldne hoppe, som intet havde at skjule herom. Hendes elegante krop, med nuancer skabt af solen, lod sine lange ben fører hende sirligt hen over en mindre sten, som lå ganske skævt i jorden. Atter engang studsede den gyldne hoppe over, hvordan en sådan sten kunne være havnet der. Var den faldet af de store bjerge, dengang de satte sig her? Eller er det et afkom af de store sten? Illana mimrede let med mulen, inden hendes øre da hørte den vante lyd af hove imod jordens overflade. Den let stenede undergrund afslørede ganske tydeligt disse klappende lyde, som en hov forsager ved mødet mellem sten og hov. Derpå lod den gyldne hoppe sit fokus flyttes ganske hurtigt; en anden sjæl havde fundet vejen til dette sted, på denne morgen, og det undrede vel den gyldne lidt. Selv havde det taget hende tid at finde hertil; og landskabet lod ej til at være gunstigt for vandring, så hvorfor andre havde søgt hertil, var hende lidt et mysterium. Hendes blik blev mødt af en hingst; brun, med et gyldent strejf under den brune pels, mørke ben, og ligeså mule, et hvidt aftegn i hovedet og øjne, der lyste blåt op og fjernede fokus fra alt andet. Illana lod da sine øre spidses imod denne hingst, af ædel karakter, der ganske naturligt trådte hende an, som var han skabt til at vandre blandt disse sten, som den gyldne havde besvær ved. Hun mødte de blå øjne, med sine brune, der i sandhed afspejlede hendes naturligt gavmilde, venlige og tænkende sind. Hingsten, som forblev tavs, så den gyldne an, og afventede; og derpå trådte den gyldne hoppe de få skridt frem, som adskilte dem. Hun bar sig med en ynde, som var ganske bemærkelsesværdig, selvom hun havde besvær ved at begå sig blandt de kantede sten. Da hun havde trådt an foran ham, den hingst der endnu var uden ord, lod hun sirligt sin mule søge fremad i den lyse morgen for at møde mulen på denne fremmede hingst, hvis udseende allerede nu tiltalte den gyldne hoppe. Selv, sagde hun intet, da hun havde sanset noget specielt ved denne hingst og hans ankomst; og dette ville hun ikke bryde med simple ord, før tiden var dertil. Hun søgte hans mule, for at hilse ham an på en høflig, men ligeså intens måde, for at lade denne fremmede se hende, som hun var; og ej høre hendes ord, der blot beskrev hende.

RaZorrow X

-- FROM TIME TO TIME,

[/size] THE TREE OF LIBERTY MUST BE WATERED
WITH THE BLOOD OF TYRANTS AND PATRIOTS
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Enophis
Tag: Illana[/center][/font]

. . . . .

For øjnene af denne brunlige hingst, stod en lys, lille hoppe, som havde fanget hans opmærksomhed. Hendes lyse pels glinsede som var det solen selv. Den gyldne farve, var for ham en unik farve og bragte lys og glæde, og trods man skulle tro denne hingst ikke havde meget glæde i livet, så var han ganske hjertelig.
Hans sjæl var kun fyldt med godhed. Man fandt ikke mange som ham. Denne overbeskyttende hingst, var ganske speciel. Han evnede ikke at kunne gøre nogen fortræd og havde aldrig ønsket det. Trods han selvfølgelig var så harmfuld over sin families død, så var han dog ikke så hævngerrig, at han ønskede at gøre nogen det samme. Han var ikke en type, som angreb uskyldige. I det hele taget var han ikke en dræbermaskine, men han ofrede alt hvad han havde, for at beskytte andre mod farlige rovdyr, fjender eller lignende. Han ville gøre alt for dem han holdte af. Selv dem han ikke kendte beskyttede han og tog dem under sine vinger, hvis de blev udsat for farer. Han var en ædelhingst, som holdte sine ord. Det kunne man altid give ham.
Foran ham stod denne lysende skabning, som han fandt ufattelig tiltalende. For øjnene var hun en skinnende solstråle, og et svagt og varmt smil bredte sig om den godmodige hingst.

Han spidsede ørene i mod hende, da hun af gestus søgte hans mule og han stod helt stille for at vise, at han ingen trussel udgjorde. Han brummede dybt og solidarisk, for så efterfølgende at nærme sig forsigtigt hende. Han gjorde det så nænsomt og i så adstadige bevægelser, så hoppen havde al mulighed for at undvige og søge væk, hvis hun følte det for bekvemt. Omvendt mente hingsten også, at det kun var på sin plads, at han udviste interesse og at han ikke havde noget i mod nærvær, for det havde han ikke. Han nød at kunne stå side om side, med en anden levende sjæl, som havde brug for det.
Af udseende kunne hingsten med de isblå øjne ligne lidt af en kampmaskine, men det var han ikke. Ikke sådan lige. Han havde selvfølgelig sit utæmmelige temperament, som ulmede inde i ham, men han var så god til at holde det tilbage og derfor lod han ikke nogen komme ham for tæt på sjælen, selvom de måske troede det. Og de endelig kom for tæt, havde han en tendens til at skubbe dem væk – ikke ignorerer, men prøve at ignorerer sine indre følelser, så han ikke længere tænkte over det.
Først da hingstens mule intenst strøg den gyldne hoppe over mulen, mærkede han varmen fra hende. Som var hun solen selv. Han glemte aldrig sin gamle mage. Han glemte ikke hvad hun allermest holdte af, mens hun levede. Når han var i hendes nærvær, så vidste hun ikke noget bedre end når han forsigtigt kørte mulen fra mulen op til hendes ører. Og han glemte det aldrig. Han kunne ikke slippe det. Og ja, han levede i sorg over at have mistet sin familie. Sin søn. Sin mage. Alt, hvad han havde kært, men han ønskede stadig at sprede mere glæde hos andre. For han vidste det var hvad hans afdøde mage ville ønske, at han kom videre. At han ikke levede i en evig sorg, men hingsten nægtede at tro på nogen kunne fylde den plads hun havde haft i hans hjerte, for deres møde havde været fuldkommen unikt.

Varmen fra en gyldne hoppes mule, fik ham til at huske hvorfor han nød andres nærvær. Og denne lille hoppe, hun havde en helt i gennem unik udstråling, som var fængende. Stilheden mellem dem gjorde ham intet. Blikke sagde mere end tusind ord og blot kropsudtrykkende var nok for denne herre. Han behøvede ikke andet. Han var glad for bekræftelse om, at denne hoppe gerne ville være ved ham. Det var jo hans ønske, at ingen frygtede ham. Selvfølgelig ville han gerne have en vis respekt, men det var blot en almen ting for ham.
For at få respekt, skulle man give respekt. Og Raz var ikke bleg for at være den første, som respekterede andre og derfor lod han forsigtigt mulen ramme hoppens kæbe, for så at sænke hovedet mere, så hun vidste at han rent faktisk underkastede sig for hende, men efterfølgende løftede han det ædle hovedet op igen.
Raz var ikke spinkel af bygning, men dog havde han ingen kraftige faner eller lignende omkring sine robuste og solide ben. Hans man var en smule bølget og det samme med halen. Hvis man skulle racebeskrive ham, var han nok noget hen af mest Lusitano-blandning, men det var svært at sige. Han var jo en ægte vild hingst.

.. THOSE WHO STAND FOR NOTHING FALL FOR ANYTHING

Stilheden .. Varmen .. Nærheden ..
Illana, den gyldne, lod sine øjne søge de blå, der nærmest lyste op, selvom dagen kun var let begyndt; selvom den kun lige havde taget fat og belyst de solide klipper der befandt sig omkring dem og havde belyst de to sjæle, som nu, selvom de var hinanden ganske fremmede, stod tæt; så tæt at varmen kunne vandre frit over den barriere af luft, der lige akkurat skilte dem ad, uden at tabe energien; og dermed varme den anden. Illana lod sit åndedrag blive langsomt, roligt; hendes kåde sind havde fundet et andet fokus nu, end at bruge energi på at betragte de underlige, firnurlige klipper, der lå omkring dem og gjorde en evt. færden besværet. Hendes sind hvilede omkring denne hingst, hvis brune karakter lyste let op i landskabet, på grund af solens stråler; men aller mest på grund af hans isblå øjne, der ej var lig andre blå øjne den gyldne havde set, men langt mere strålende, dybe og fyldt med glæde, omsorg; og alligevel lå der et strejf af noget udefinerbart, som den gyldne ikke kunne sætte ord på. Hans øjne var i sandhed smukke, unikke; og vel dragende? Hingsten, som havde accepteret og gengældt den gyldne’s berøring, udførte efter en stund hvor de to sjæle, med ganske intens kontakt; tavs og reel, en handling der vel overraskede den gyldne hoppe let. Hun kom ikke fra en verden, hvor underkastelse blev vist. Ej var det fordi han udførte sin handling, der viste at han underkastede sig, voldsomt. Nej. Det var en formel handling, som var ganske hurtigt overstået. Dog nåede Illana at fange hans bevægelse i selve momentet, og lod sit gyldne hoved glide med ned; næsten ligeså langt som hans. Hun ville ej tillade at hun viste hende, at han underkastede sig, uden selv at gøre det samme. I Illana’s øjne var de lige; de to sjæle, der hver var blevet belyst forskelligt af solen, men med ligelig kraft. Hun ønskede ikke at hun skulle befinde sig over ham, ej heller det korte øjeblik det da skulle være. Hun ville være lige med denne hingst, hvis udtryk og sind i sandhed fangede den gyldnes interesse. Da han derpå lod sit hoved hæves igen, fulgte den gyldnes med. Hun fulgte hver og en af hans bevægelser med største nøjsommelighed, hun betragtede ham bestemt inderligt. Hans udseende; ædel og alligevel ej for kraftig, men med præg af en ordentlig muskelsætning, der ville kunne bringe ham langt i kamp, såvel som over distancer. Han var en type, der kunne klare sig overalt, til toppræstation hver gang. Illana lod sit hoved glide let på sned, inden hun søgte fremad imod hans korpus igen. Og denne gang, var det ej kun mulen, men hele den gyldnes krop, der rykkede sig skridtet nærmere denne hingst, hvis brune pels, med et strejf af solens skær og de isblå øjne havde hendes fulde opmærksomhed. Da hun havde taget sit skridt, for at komme ham nærmere, og dermed sagt farvel til den sidste snært af fascination over omgivelserne, lod hun sin mule søge fremad imod hans hals. Hans maskuline hals, der var dækket af man, besat af muskler og en tyk pels, der holdt ham varm på de kolde nætter. Hendes mule mimrede ganske forsigtigt, da den havde nået en hårfin grænse mellem at røre og være så tæt på, at blot nærheden var nok til at skabe en intensitet, der ej kunne tages for givet. Derpå skævede Illana kort imod den brune hingst’s hoved; hans øjne. Der lå noget i dem, noget så ufatteligt specielt. Roligt, kærligt, gavmildt og alligevel, var alt ikke perfekt. Ligesom det heller ikke var i den gyldne hoppe’s. Hun bar præg af at have et tomrum indeni; et tomrum fra et minde hun havde måtte give slip på, for at komme videre med sit liv. Et tomrum hun havde accepteret, men alligevel var ked af at bære; et tomrum der var en del af hende, og måske engang ville blive fyldt ud igen. Ilana betragtede hans øjne et ganske kort øjeblik, inden hun lod sin mule vende tilbage, så tæt på hans hals, at varmen straks kælede sig omkring hendes fine og følsomme mule, selvom hun endnu ikke rørte ham. Hun lod mulen hvile her endnu en lille stund, inden hun forsigtigt lod den finde vej ind igennem hans man, ind til hans muskelfyldte hals, hvor hun lod mulen hvile. Selvom denne hingst endnu var hende fremmed, var der noget over ham, som fik den gyldne hoppe til at søge ham; hans nærhed. Som havde hun kendt ham i nogen tid, som var han hende tæt: og hvad dette helt præcis skyldtes, var Illana ikke sikker på. Men han var den første, der havde nærmet sig hende med en sådan skånsomhed og alligevel så direkte intenst.

RaZorrow X

-- FROM TIME TO TIME,

[/size] THE TREE OF LIBERTY MUST BE WATERED
WITH THE BLOOD OF TYRANTS AND PATRIOTS
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Enophis
Tag: Illana[/center][/font]

. . . . .

Det var meget bevidst sådan som hingsten befærdede sig den lyse hoppe. Han ønskede hende intet ondt. Han ønskede ingen ondt. Han havde trodsalt et barmhjertigt sind. En hingst som Raz, skulle man lede længe efter, for han var en one of kind. Han tog sig i god tid til at lære andre sjæle at kende, tog hensyn til deres lidelser, hvis de havde nogen - men tog bestemt også hensyn til grænser. Han ønskede ikke at trodse nogens grænser. Så derfor holdte han bevidst afstand til nye ansigter, fordi han ikke ønskede virke overrumplende. Det var han bestemt heller ikke.
Hingstens mule var så tæt på den lyse hoppe og han spidsede forsigtigt ørene frem i mod hende, mens han brummede med sin hæse, dybe brummen. Hans øre vippede han let frem i mod hende. Han behøvede ikke udveklse nogen form for ord. Blot hendes tilstedeværelse og reaktioner var nok. Han var en ganske god hestekender, og vidste hurtigt hvornår han skulle bakke af, hvis han overtrådte nogen grænser og han bakkede ud, hvis han gjorde det.
Hingstens blik hvilede på den lyse sjæl. Han lod mulen distræt, men alligevel så ømt og fintfølende lade sig stryge fra hoppens kindben op langs hendes kæbe til det ramte starten af hendes øre og derefter lod han mulen mimre ned langs kindbenet på den lysende hoppe.

Hoppens gyldne pels fangede fuldkommen hingstens opmærksomhed. Det gav ham håb. Da besluttede han sig for, at han ønskede vide om denne hoppe besad en lige så yndefuld stemme, som hendes ydre. Blot hendes adfærd var så yndig og pragtfuld. Hun var et godt eksempel på en gennemført hoppe.
Den robuste hingst trak dybt vejret, mens han lod hovedet glide på sned og lod de isblå øjne studere hendes mørke, men karaktiserende øjne. Han ønskede at lære den yndefulde hoppe at kende. Finde hendes håb og drømme. Hjælpe hende. Beskytte hende.
Raz var en hingst, som hurtigt fik en beskyttertrang for mange individer, især dem han holdte af og blot efter den korte kontakt havde han mærket en helt unik kemi mellem deres sjæle. En kemi, som han ikke huskede at han havde stødt på længe. Ikke siden hans afdøde mage. Måske fordi han ikke selv havde ladet ham selv føle længere. Raz var god til at blive distraheret og ligge alle følelser til side.
"Mit navn er RaZorrow X, men du kan kalde mig Raz," sagde den robuste, men muskuløse hingst, som trak mulen ømt til sig. Hans øre var rettet mod den mindre hoppe, som foran ham stod. Hans blide øjne søgte varmt hendes og der tegnede sig et lille snert af et smil omkring hingstens mule.
Et karaktiserende, beroligende smil, som de fleste ville genkende med det samme. Dog var han konstant opmærksom på mulige farer, som måske kunne gemme sig i det dunkle. Han var parat til at beskytte den gyldne sjæl i mod alt hvad der bød sig.

Igen nærmede hans mule sig hendes pelsslag, blot for lige at sikre sig, at hun ikke var en af mørkets månedansere, som blot var silhuetter, som dannede sig hans hoved, men så snart hans mule ramte hendes bløde hårlag, mærkede han varmen strømme rundt i blodårene og han lod et sagte, men tilfreds brummen lyde.
Hingsten nød altid selskab, men man behøvede ikke at udveksle ret mange ord. Sådan ønskede han det ikke at være. Han ønskede også stilheden skulle kunne være nok. At blot deres berøringer kunne fortælle alt. Og det gjorde hoppens.

.. THOSE WHO STAND FOR NOTHING FALL FOR ANYTHING

Illana, den gyldne hoppe, der tidligere havde vandret blandt de solide klipper i fascination og undren, stod nu med en hingst, så forskellig fra alle de andre; en hingst hun dårligt kendte til, men som hun allerede fornemmede havde et meget specielt sind. Og ikke mindst havde hun allerede nu mærket en gnist som diskret var sprunget frem imellem dem nu, hvor de havde hilst hinanden an. Det var som om at den kemi der var mellem dem, var skabt på grund af noget unikt, noget der måske var meningen skulle være sammen, men først havde fundet sammen nu. Illana prustede dæmpet og da hingsten følsomt lod sin mule kærtegne hende fra kæbe og op til øre, kunne Illana mærke hvordan hendes indre reagerede på hans berøring. Han behandlede hende, som var hun den fineste krystal han kunne finde, som kunne hun briste hvornår det skulle være; ej gjorde hun dog, da hun var en hoppe sammensat af det samme som hingsten selv, men hans følsomhed og sensitivitet var noget der behagede både sindet på Illana, men ligeså følelserne. Hun mødte derpå blikket fra hingsten, der trak sin mule til sig i en langsom og øm bevægelse, en bevægelse der var understøttet af en stor kontrol. Han lod til at kunne styre hver enkelt lille muskel i hans krop, ned til mindre detalje og bevægelse. Illana kunne sagtens forestille sig, at denne majestætiske hingst kunne danse over engen så elegant og spændstigt som ingen anden. Hans krop, hans holdning, var skabt til at bevæge sig med en elegance der nok var lig den gyldnes på mange punkter; men nok mere solidt, mere robust. Illana lod sit sind bemærke det smil, som markerede sig på hans mule; et sigende smil, som Illana var sikker på, var meget karakteristisk for denne sjæl. Hans navn der da blev fremsagt fik Illana til at spidse øre - En stemme der bar meget præg af hans sind og køn; en hingstet stemme, robust og alligevel utroligt sensitiv. Illana kunne skam lide lyden af hans stemme, men ligeså kunne hun lide det navn som den guldfarvede hingst, med de blå øjne og mørke ben havde. RaZorrow. Illana nikkede taknemmeligt hvorefter hun lod sin mule forme de ord, der skulle gengælde hans gestus og præsentation.

,,Raz, du guldfarvede og ædle hingst; mit navn er Illana. Et kaldenavn, der er mig fast, har jeg ikke, men jeg er før blevet kaldt Lana, hvis dette har interesse for dig.”

Sagde hun med den utroligt unikke stemme, der karakteriserede hende så godt. Mild, varm, vidende på samme tid og alligevel en smule udfordrende; for den gyldne hoppe var skam ej ’blot’ en hoppe. Hun var meget mere, og hun nød at udfolde de egenskaber hun havde. Dog var det aldrig på en pralende eller opmærksomhedskrævende måde, for sådan var hun ikke. Det, der faldt hende naturligt, var det hun fremførte og hun fremførte det på en lige så naturlig måde. Da RaZorrow rakte sin mule til hende igen, for at mærke om hendes gyldne pels endnu var ham nær, tillod hun sig at lade sin mule møde hans i en sensitiv berøring. RaZorrow, denne ædle hingst, der stod ved hende, var hun sikker på nok skulle blive mere, end blot et bekendtskab. Der var noget over ham, noget så unikt, som hun allerede nu kunne mærke dybt i sit sind, at det passede på dét, der sad i hendes hjerte.

RaZorrow X

-- FROM TIME TO TIME,

[/size] THE TREE OF LIBERTY MUST BE WATERED
WITH THE BLOOD OF TYRANTS AND PATRIOTS
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Enophis
Tag: Illana[/center][/font]

. . . . .

Illana, var den kønne hoppes navn. Hingsten rettede ørene i mod hende, mens han sageligt brummede bekræftende. Han havde udmærket hørt hvad hun havde sagt. Hvert et ord. Opfanget hendes bløde stemme. Godheden lyste ud af hende, og det faldt i god jord hos den store hingst. Deres farver havde en ens struktur, i og med, at de begge skinnede i kap; som gyldne brillanter. Men Illana var lys. Lysere end han - ikke blot fordi hun havde den smukke hvide man, men hendes sind var så fromt og ubetinget fyld med skønhed. Raz kunne ikke benægte den tiltrækningskraft hun havde. Alt ved hende, fik en lyst i ham til at stige. En lyst til at beskytte hende og være der for hende. Han kendte hende ikke og omvendt kendte hun heller ikke ham, men han ville gøre det hun bedte om. Alt.
Raz var forblændet af denne hoppe, og det var tydeligt at se hvordan begæret til hende fremtonede sig i hans isblå øjne. De intense berøringer, havde gjort alt klart for ham, at Illana – hun var noget særligt for ham. Om det var som en fremtidig nær veninde, kunne han endnu ikke sige. Men lige nu var der så meget kemi, så meget intensitet mellem disse to individer, at han ikke kunne skænke venskab en tanke. Raz forgudede nærmest denne hoppe.
En så smuk hoppe havde han nu aldrig mødt. Og da aldrig en der havde fået denne varme frem i ham på ingen tid.

”Illana, du er i sandhed en skønhed uden lige. Ikke blot dit ydre, men derved også dit indre,”

sagde han, uden nogen som helst tvivl i stemmen. Han var ikke et øjeblik i tvivl om at denne hoppe var unik. Hun besad en helt speciel skønhed i sit ydre, men bestemt også i sit indre. Hun havde vundet hans fulde opmærksomhed, og alt i ham blev ledt i hendes retning. Han nægtede at forlade hende, ikke før hun sagde han skulle. Han ville gøre alt for hende. Være alt for hende. Lige meget hvad, ville han prøve at gøre hende glad.
Det var selvfølgelig ikke fordi han havde en eller anden syg stalker bagtanke, men lige nu og her, var der åbnet sig en helt ny verden for ham. Hun havde fået ham til at føle som aldrig før. En varme ved første øjekast, og den intense berøring. De intense blikke. Illana, var uden tvivl noget helt unikt.

”Fortæl mig Illana; hvordan er livet her i denne verden for dig?”

Nysgerrigt så han til og var afventende. Hans tone havde været dyb, men det var udelukkende også kun fordi han jo var en hingst og havde en kraftfuld stemme. En stemme som de fleste havde respekt for.

[/font][/color]

.. THOSE WHO STAND FOR NOTHING FALL FOR ANYTHING

Den gyldne hoppe, Illana, kunne ganske let mærke den energi, der strømmede ud fra den guldfarvede hingst. Hans nærmest intense nærvær var anderledes end alle andres, og det forundrede og fascinerede den gyldne hoppe. Han var som en fremmed for hende, men alligevel lod det til, at hans adfærd blot ønskede at trække hende tættere på sig. Og denne mærkværdige tiltrækning, lod til at smitte af på den gyldne sjæl også - for hun ønskede, af uforklarlige årsager, at komme tættere på denne hingst, der bar samme farve, blot i andre nuancer, som hendes moder havde gjort. Snart lød ord fra hans mule, båret af en stemme så kraftfuld, at den var svær at ignorere, selv hvis man ville. Hun lyttede, den gyldne, og hendes øre var nærmest fanget af hans toner, der rummede et så bredt spektrum af nuancer, at hun kunne lytte forundret i dage, og stadig bliver overrasket over dybden i hans stemme. Hans ord, fik den gyldne hoppe til at smile ganske kort; den ros, den smigren, var hun langt fra vant til. Især fra sjæle, som ikke kendte hende i dybden, havde hun aldrig forventet sådanne ord. Hendes øjne søgte hans, måske en anelse diskret, for hun ville ikke virke for direkte i sin næste handling, da hun var bange for at forkludre det hele. Den gyldne hoppe, var, selvom hun kunne virke som en fattet og vidende hoppe, let at hyle ud af den, med sådanne varme toner og ord, der roste hende. Det var ting, hun ikke havde erfaring i at håndtere. Hendes mule begyndte langsomt, nærmest sirligt, at forme ord der skulle gengælde hans.

,,Jeg er beæret, RaZorrow, over dine ord. Aldrig har en anden sagt disse ord til mig; ej heller efter lang tids kendskab. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige - ud over, at jeg kan fortælle dig, at jeg ligeså finder dig umådeligt attraktiv, både af udseende og sind. Jeg vil være meget beæret, hvis du vil lade mig lære dig at kende, således at jeg for alvor kan se de unikke ting, du bærer på i dit indre, såvel som dit ydre.”

Startede hun ud; hendes stemme var sikker, selvom der lå en ulmende forlegenhed nedenunder. Forsigtigt flyttede hun sit blik, fra hans, og over hans mærkværdige, nærmest mystiske aftegn under hans øjne, videre til hans muskuløse krop og til sidst tilbage imod hans blå øjne, som hun let kunne blive helt opslugt af. Hun mimrede med mulen og trak hovedet en anelse til sig, og rettede det op, for da at begynde at svare ham på hans egentlige spørgsmål. Atter brød hendes stemme frem igen, og snart flød hendes toner af sted som sagte musik.

,,Livet i denne her verden er sorgfrit. Jeg kommer fra en verden, hvor sorg og frygt ramlede sammen over mig; jeg var bange for natten og dens skygger og bar en sorg så stor, at jeg ikke kunne slippe af med den. Men her er tingene anderledes. Jeg har endnu ikke været her længe, men jeg føler allerede at dette sted er mit hjem. Jeg frygter ikke natten længere, for skyggerne rækker ikke ud efter mig, og min sorg har fundet hvile. Jeg kan begynde igen, er begyndt igen, RaZorrow, og jeg ved at livet vil udfolde sig her, langt mere mangfoldigt end i noget andet land. Så, jeg vil tro, at livet i dette land, er som man ønsker det. Det kan være et eventyr, hvis man søger det, eller fredfyldt hvis man vil det.”

Hendes stemme stoppede da, og langsomt lod hun sin mule føle sig frem efter denne unikke hingst. Hun søgte vel at røre ham, men alligevel tog hun ikke selv skridtet fuldt ud, men lod mulen standse nogle cm fra hans. Hvis denne hingst da ønskede, at berøre den gyldne hoppe, ville hun ikke flytte mulen - men i stedet nyde den kontakt de da ville skabe.

[Out - Ny tråd startes]