Et helt nyt område..

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Chibale
Tag: Jaidev

[/color] [/center]

. . . . .

Det var første gang den ravnesorte hoppe placerede sine hove på den mindre ø. Hun havde ikke set meget af det land, som nu var hendes hjemland. Hendes beliggenhed. Minder fra fortiden strømmede i gennem hende. Hun ville aldrig helt kunne glemme de syn. De øjeblikke. Sorg, var ikke noget man slap nemt uden om, og det vidste D'zard nu godt. Hun var dog ikke den mest sørgmodige hoppe, man kunne finde, for hun havde lært at indfinde sig med sine defektheder og forsøgte blot at skjule det for omverdenen. Hvorfor skulle hun dog ikke det? Hun ønskede ej at gøre nogen noget ondt, ved at lade dem være tilskuer til det skrækkelige syn. Én på øen havde taget i mod hendes mutation. Hun var meget ængstelig overfor andres reaktion, ved synet af hendes defekte øjne.
Hendes øjne fulgte trækroner, som var over hende. Hun møvede sig i gennem en skov af en art. Grantræerne stod tæt side om side, men hun havde fundet sig en lille åbning, hvor hun kunne gå i gennem. Hun stoppede da hun så træerne stoppede og det skrånede ned til et lille område, hvor der voksede tørt græs. Hun vippede med ørene. Flugt instinktet lå i hende, så selvfølgelig ville hun ikke bare springe ud til maden med det samme. Hun stod derfor og holdte vagt i åbningen. Ved hendes side, kunne hun mærke grannålene stikke pirrerende til hendes side, og hun vippede en smule det ene øre tilbage. Hun sænkede hovedet for at holde øje med, om der kom nogen derude. Hvis der kom flere heste frem, så ville hun føle sig mere sikker. Om dagen var hun jo rimelig udsat. Hun var ravnesort og hendes pels kunne nemt skille sig ud. Natten var hendes element. Hun elskede natten. Hun havde fundet den til sin følgesven. Mørket der omslugte hende, og omfavnede hende i det dunkle, var det rette sted for denne hoppe, at befinde sig. Det var nærmest umuligt for andre at se hende, når hun gemte sig i mørket. Men hendes øjne skilte sig ud, og de jagede da også rovdyr på flugt af og til, fordi de havde den røde farve.
Hendes øjne vågede over området som en høg. Hun ønskede ikke at bliver overrasket, fordi hun i forvejen fandt sig selv så udsat sådan et nyt område. Hun havde aldrig haft det gode med nye omgivelser, fordi hun ikke anede hvad der ventede hende.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

J A I D E V

[/b]
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

En vanderen uden formål, var det som Jaidev foretog sig. Hans skridt havde ingen ende, da han lod sine stærke hove føre sig af sted mod det ukendte, der lå frontalt foran ham. Endnu en gang udforskede han den lille ø, Chibale som den blev kaldt. En ø hvor skov herskede, og det var nøjagtigt det som havde draget ham til øen. Han havde altid været draget til skoven, det lå dybt tilbage i hans gener. Hans opvækst havde været i tæt nærhed af skov. Han nød den liv der hærgede skoven, nød den stilhed og harmoni som blev skabt, mens han nød at dette var et sted hvor skyggerne blev fængslet til træerne.

Træerne havde får længst mistet deres blade. Nøgne var de, da Jaidev lod sin ædle skikkelse glide af sted, i sin egen dansende form for elegance. Han havde balancen til at danse, han havde generne til at bevæge sig yndefuldt og bygningen til at være let på tå, alle ods var med ham. Opmærksomt lod han sine sortnede øjne betragter træstammerne han passerede. De brunorange blade under ham, vivlede rundt hver gang hans ben gled igennem, men dette var sådan en rolig fornemmelse af naturen, at det var et eventyr som ej ville kunne få ham tilbage til virkeligheden. Han nød skoven til fulde. Den mystisk, den ro og plads til tanker, den ensom som aldrig helt ville overtage..

Jaidev stoppede op i et sæt, med ørerne fremad rettet. Blikket var stadig fraværende, drømmende og fantasierne om dette mattet eventyr han havde vandret igennem, holdte ham stadig fast, men han havde registeret noget. En skygge længere fremme, som han var overbevidst om havde bevæget sig. Et fnys forlod den silkebløde mule, som placerede sig foran hans fremskudte bringe. Han var hjemsøgt af sin egen skygge, det vidste han udmærket, men han måtte vide hvad det var for en skygge, der dansede længere fremme.
Målrettet vandrede den noble hingst fremad, mod den dunkle skygge der havde flået ham ud af eventyret og placeret ham i virkeligheden. Og på sin målrettet vandren, lod han et dominerende, dybt, hingstet brum fylde stilheden omkring ham..

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
I was born too late, into a world that doesn't care.

[/color][/size]

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Chibale
Tag: Jaidev

[/color] [/center]

. . . . .

D’zard var en drømmende skabning. Og trods hun levede i sin egen lille fantasi verden, så var hun dog kløgtig nok til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. Denne hoppe havde drømme og håb for fremtiden. Hun havde selvfølgelig den største drøm om, at enten nogen accepterede hende eller at hun ganske enkelt fik to brune øjne, som kunne gavne hende fremover. I hele hendes tid havde kun én værdsat hendes øjne, og ham havde hun mødt i dette land. Taknemmelig var D’zard i hvert fald, for hun havde aldrig før oplevet nogen, som rent faktisk fandt de muterede øjne smukke. For det havde alle andre aldrig i hendes liv gjort. Hun havde været en farlig skabning, som de fleste frygtede og ikke ville være nær.
Det var selvfølgelig en af grundende til at D’zard, var den som hun nu engang var blevet. Under hende stod hun på den hårde, solide jord, som ikke forlod hende et sekund. Hun stod med et godt fodfæste på den solide jord, mens hun sænkede hovedet for at nippe ganske forsigtigt til de små svajende græsstrå som lå forneden af hende. Hun ville ej risikere noget endnu, så hun blev stående oppe på sin forhøjning.

En pludselig lyd fik hoppen til at spænde sammen. I mellem træerne kunne hun høre bitte små kravlende lyde og grene som knækkede af. En lille gren landede lige så fint på hendes ryg og hun skuttede sig. En smule forskrækket lod hun blikket glide rundt i mellem de tætstående grantræer, men hun måtte erkende, at det lille egern som sad lige så mageligt og gnavede en kogle, nok var synderen i al den postyr og det skulle der nu ganske vidst også være plads til, så hun sænkede hovedet atter for at skulle nippe til det tørre græs, men i det hun sænkede hovedet opdagede hun en hest, som kom nærmere. I mens hun havde været optaget af et lille egern, havde en anden hest fået øje på hende og var nu på vej i mod hende og hun stivnede. Det var for sent at smutte væk, fordi hun turde ikke løbe af sted, i gennem træerne i frygt for at hun ikke anede hvor hun så ville ende, så blev stift stående, mens den rødbrune skikkelse nærmede sig.
Det var en hingst. Og denne hingsts pels var flammende rødbrun, en varm farve, som ikke var til at overse i det grålige område. Bladene på træerne var der jo ingen af, så farver – det manglede området godt nok.
I mørket ville hingsten garanteret ikke have set hende og hun forbandede sin uopmærksomhed langt væk, men der var intet at gøre; hun måtte blot mande sig op og tage tyrene med hornene.

Hans mørke man passede nu godt til hans rødbrune pels. Flammende og fyrig. Hun spidsede ørene forsigtigt mod ham, mens blikket automatisk røg ned mod hans hove og hovedet blev sænket mere og mere. Hvis ikke man vidste at disse to heste slet ikke havde haft en samtale, kunne det sagtens ligne, at hingsten foran hende havde tryglet hende og hun knækkede sammen, men sådan var D’zards undvigelsesmanøvre hver evig eneste gang. Hun var jo et vane dyr, så hun var vant til at det var sådan man opførte sig overfor fremmede. Derfor lød der også en lille forsigtig stemme, men stemmen havde så fin og lys en klang, som var det englene der talte for. ”Mit navn er D’zard,” sagde hun som det først og lod blikket af ren og skær høflig strejfe hans øjne, for så hurtigt at fare ned mod jorden igen. Hun mærkede smerten. Prikken i benene. Og det var ulideligt for hende. Hun kunne ikke fortælle hvor meget det egentligt smertede hende.
For andre blev de hurtigt trætte af hendes vanvittige forestilling, fordi hun lignede en der fik tæv, og derfor fandt de hende ufattelig svag, men det var hun ikke. Og hvis man blot gav hende tid og lærte hende at kende, ville man finde ud af at D’zard var meget mere end hun forgav.
Hun var blot en for pint og plaget sjæl.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Den vandren som Jaidev var kommet på, virkede som uendelig. Han jagtede en skygge; hvordan skulle han nogensinde være i stand til at fange den? Ørerne vippede en anelse bagud ved denne tanke, for måske var det blot indbildning. Måske spillede skyggerne ham blot et pus? Måske drillede de ham igen, måske drev de ham rundt i ring, for på den måde at håne ham, og le af ham i deres hviskende toner. De sortnede øjne kneb sig sammen, mens skridtene blev hurtigere, og ryggen hævede sig stabilt. Han skabte sin egen bæring, i takt med halen piskede omkring den spændte, muskuløse bagpart, som var ’trukket’ ind under hans stærke ryg, som dannede den stabile overlinje. Drømmende var blevet slået ud af ham, som havde han fået et spark i maven: det eneste han drømte om nu, var virkeligheden. Og i virkeligheden ville han fange den skygge, som herskede længere fremme..

Skyggen blev fanget. Lugten af hoppe ramte ham med ét, som fik ham til at udspile næseborende og indånde den karakteristiske duft. Hoppen stod foran ham, på en forhøjning. Hun havde sikkert været optaget i sine egne tanker, inden hans tilstedeværelse rev hende tilbage til virkeligheden. Af hans egen handling, fik han dannet en grimasse; det var ej hans hensigt at overraske denne sjæl. Samlet stoppede op i en parade, med de lange ben stående uden foran hinanden. Blikket hvilede på den fremmede sjæl, som var fanget i en krop, som skyggerne og mørket ejede. Opmærksomt vippede den unge hingst sine mandelformede ører fremad, mens blikket betragtede denne fangede sjæl.

Overraskede spærrede Jaidev sine øjne op, da den unge hoppe tydeligt underkastede sig. Han havde kommet i en stolt, dominerende holdning, og han kunne ej benægte at han nød at blive respekteret. Men denne hoppe udviste nærmest frygt for ham; hvilket han bestemt ikke syntes godt om. Et dybt brum forlod hans fremskudte bringe, mens øjnene tillod sig at glide over hendes hoved. Hoppen var en slank model, men tydeligvis stærk. Og fascinerende, med den fuldstændige sorte dragt, som hun ejede. Men noget andet som var fascinerende, var øjnene: et isblåt og et blodrødt. Jaidev udstødte et dæmpet prust, for at fjerne sine øjne fra dette karakteristiske, unaturlige træk som denne fremmede øje.
Hoppen lod sin klare, blide stemme lyde, som fik den mørke hingst til at træde tættere på, og i takt med at han nærmede sig med omhyggelige skridt, lod han sit hoved glide nedad, længere nedad end hoppens, for at bevise at han ej ønskede hende noget ondt.
” Jeg er Jaidev. ” Svarede han med sin karakteristiske, mørke, dybe stemme, og lod sine kærtegnene øjne udforske hendes spændende, tofarvede øjne..

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Well I know that these feelings won't end
And they'll just get stronger if I see you again.

[/size][/i]

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Chibale
Tag: Jaidev

[/color] [/center]

. . . . .

Det var en mild vind, som strøg sig hen over landskabet. Hendes øjne hvilede på den hingst, som havde valgt at begive sig hen til hende, og nu stod ved hende. Hun følte at han var monster høj, nu når hendes hoved var sænket så meget, som det nu var. Det var en isende følelse som jog i gennem den spinkle hoppes korpus. Indeni krakelerede hun pinefuldt, trods hun uden på blot lignede en, som var underdanig, ensom og afvigende. Men der lurerede sig meget mere bag facaden.
D’zard stod stille. Hendes hove stod solidt ned mod den kølige jord. Grenene knirkede når vinden så blidt hev fat i dem. Hun gispede en smule, i frygt for hvad hingstens næste træk var. Hun var en plaget sjæl. Det skulle man være blind for ikke at kunne se. Frygten stod ud af hendes øjne. Hendes sårbare og så alligevel så blide øjne. Hvis man lagde rigtig mærke til det, kunne man se den længsel efter kærlighed, de udstrålede. Og hun så på den brunlige hingst.
Hans varme farver, var for hende en glædestrålende nuance.

D’zards øjne hvilede på denne hingst, som for hende ikke virkede direkte faretruende. Hun manglede ord. Hun manglede luft. Hingsten foran hende, havde en særlig aura. Hun var som regel ikke en hoppe som fandt sig rolig i andres selskab, men hingsten valgte selv at sænke hovedet ved hende, for at udvise hende en form for underkastelse. Hun spidsede forsigtigt ørene i mod ham. Hun sukkede dybt, mens hun valgte at lade blikket stryge væk fra denne hingst. Hun mærkede pinslerne i hendes sind, som trængte sig på.
Hans grimasse over hendes øjne, fik hende til stivne, og hun følte sig atter fuldkommen fejlplaceret. Hun var så led og ked af den reaktion, som så tit lagde sig over andres ansigter. Hun frygtede reaktionen konstant. Hendes øre blev dermed lagt en smule mere ned. Hendes blik skævede usikkert mod hingsten, som fortalte sit navn.
Jaidev. Ganske let at huske, fik hun fortalt sig. Hun vidste ikke hvorvidt hun skulle forholde sig. For at søge hans blik var ikke noget hun ligefrem fandt ukompliceret. Hendes tofarvede øjne fik dog alligevel kursen i mod denne Jaidevs blik og hun tøvede med at sige noget.

”Du må undskylde … Mine øjne er ikke normale,” sagde hun med en dyb smerte i sit sind, mens hun lod blikket glide mod ham. ”… Men jeg er ikke ej farlig. Ej ondsindet,” sagde hun oprigtigt, mens hun så denne rødlige hingst prøvende i øjnene. Hun prøvede vitterligt at få sig selv til at slippe smerten i hendes sind.
Men det var hendes nærmest umuligt. Hendes misfarvede øjne havde fuld kontakt til hans. Et nærmest borende blik, men alligevel stod frygten ud af dem. Hun smilede dog alligevel forsigtigt til hingsten, men varmen var der stadig, det skulle man bestemt ikke betvivle.
D’zard så hingsten i hans mørke øjne. Hun sagde ikke meget, fordi hun ikke ønskede at sige for meget, men alligevel så fortalte hendes øjne en livslang historie, som de færreste indså. Hun havde endnu kun mødt én, som formåede at forstå hende på et hvis plan.
Mange forstod ikke denne forvirrede, plagede hoppe. Og det var nu så ganske forståeligt, fordi hun netop var sådan en vanskelig sjæl at gennemskue. D’zard ønskede ikke at skade nogen.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Pure red and deep blue

Den legesyge vind stryg kærtegnede gennem Jaidevs lange, sorte man, som sagte stryg tilbage, og strakte sig efter vinden, for at lege med. Kulden var tydelig, den sneg sig tæt omkring hans krop, trykkede mod ham og forsøgte at nedkøle ham. Uden held. Jaidev besad en tyk vinterpels, for han var van til det barske vejr; så en smule sne og en smule kulde gjord ham intet. Tværtimod. Den vækkede blot de forglemte minder og erindringer fra hans gamle hjemland.
De mørke øjne forlod ej hoppens slanke krop. De gled over det skinnede pelslag, som strålede i stærk kontrast til solens svage stråler. Ørerne vippede sig langsomt fremad, opmærksomt mens han hævede sit hoved, ligeså langsomt og forsigtigt, for ej at skræmme denne sjæl, vis øjne glimtrede af en længsel, som fik Jaidev til at søge dybere, for at finde ud af hvad denne sjæl længtes sådan efter. Ørerne vippede sig langsomt fremad, mens hans mørke, dybe øjne betragtede hoppens specielle øjne, som fascinerede ham mere end noget andet han var stødt på. Blodrødt og dybblå. Et unikt træk, helt bestemt. Hvordan kunne hun være velsignet med sådanne specielle øjne?

Langsomt løsrev hingsten øjnene fra den kulsorte hoppe, for i stedet at se rigtigt på hende. Hele hende. Hun var en køn hoppe, med sin ravnsorte pelspagt, som de specielle øjne stod i stræk kontrast med. Mulen spændte sig svagt op, mens kroppen lænede sig fremad, overvejende og langsomt. Denne sjæl var speciel, ikke nødvendigvis kun på grund af øjnene, men også fordi hun udstrålede noget. Hun var forpint. Af hvad vidste han ikke; men måske var hun mere såret, end han var? Det var længe siden han havde set sådan sårbar og skrøbelig sjæl, og derved fandt han ud af hvad hun måtte søge længsel efter: accept, respekt, tillid. Kærlighed. I en søgende bevægelse strakte han mule frem mod hende, dog uden at røre. Han vidste ikke, om hun ville tillade ham at røre hende, men han ville ej gøre det. I stedet holdte han kun mule fremme mod hende, et tilbud til at få lov til at røre hende, mens hendes karakteristiske duft sneg sig ind i hans sensitive næsebor, og for altid brændte sig ind på hans hukommelse.

Hoppens blide stemme kom atter ud, og kærtegnede luften og vinden omkring dem: stemme var så blid og lys, så stilheden ej krakelerede; nej, den veg blot blidt til siden for den blide stemme. Jaidev lyttede opmærksomt til hoppens ord; ord som fortalte at hendes øjne ej var normale, men at hun af den grund ej var farlig, hun undskyldte ligefrem for sine øjne, noget som Jaidev ej forstod. Hun havde ingen grund til at undskylde; nej, tværtimod, hun måtte bære hendes unikke øjne med stolthed. Da stilheden atter tog til, lod Jaidev sin stemme lyde foran hoppen. En stemme, som ej var ligeså silkeblød og venlig som hendes: den var mørkere, dybere og kraftigere. Men tydelig, hvert et ord blev omhyggeligt formet og overvejet, inden han sagde det. Alligevel formåede han ikke at skubbe stilheden blidt til siden, som D’zard gjord, nej den krakelerede fuldstændigt, og splintrede over det hele omkring ham. ” Kære D’zard, undskyld ej for Deres kønne øjne. Ej tror jeg at De er i besiddelse af ondskab, blot fordi De er skænket sådanne nogle unikke øjne. ” Hans øjne tillod sig atter at undersøge dem; men ej på en krænkede eller kvælende måde. Nej, de kærtegnede dem ligeså blidt og sagte, mens han undrede sig. Undrede sig over, hvordan denne hoppe kunne være så flov over sine smukke, unikke øjne.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]