Blæsevejr

Illana, den gyldne, lod sit blik flakke en smule, da den sorte hoppe ændrede karakter fra rolig og let distanceret, til mere fjern. Og da Myth da ligeså trak sig tilbage, ind imod de store træer der dannede baglinje for de to hoppers eksistens, da lod Illana forundret blikket rettes imod Myth’s øjne. Der var noget, der plagede hende, ganske tydeligt. Hun havde afbrudt sig selv, hvorefter hun havde flyttet sig, og nu viste de blå øjne, som Myth besad, at der var en masse ting, der gemte sig, men ej skulle eller kunne komme ud. Illana lod blikket forblive ved Myth en stund. Hendes anspændte krop undredes Illana over; og var hun selv grunden til det? Derpå lod Illana sit blik flyttes og hovedet sænkes en smule. Illana kunne mærke, at der var en grænse hver, hvor hun ej skulle bevæge sig over, og derfor standsede hun med det samme. Hun lod Myth være, spurgte ej til mere, men viste tydeligt med sin egen krop, at hun ej ville gå videre med det spørgsmål; men at hun, i så fald Myth følte for det, var klar til at lytte til alle de ord, hun da måtte fremsige.

Hoppens vejrtrækning blev roligere som tiden langsomt gik. Hendes holdning blev mere afslappet som hun fik sit sind samlet sammen og låst væk bag det mere rolige og fattede ydre der dog var blevet sat på alvorlig prøve fortiden. Hun bemærkede at den gyldne hoppes blik flakkede og da den sorte hoppe endelig havde fået sig samlet sammen igen så hun på Illana med et roligt og beklagende udtryk i de isblå øjne.

" Undskyld.. Der er bare hændt så meget på så kort tid. ."

Forklarede hun og lod den så ligge ved disse ord. Hoppen virkede ikke til at ville spørge mere ind til dette og det beroligede Myth en anelse. Hun var endnu ikke klar til at tage fat i dette traume, som først skulle bearbejdes. Hun bemærkede vinden aftog og hun så nu atter på den gyldne hoppe, der virkede til at være samme alder som hendes søn.

Illana, den gyldne, lod blikket glide over Myth. Hun havde indfundet den mere samlede og kontrollerede form, som før, efter at have veget for minder, der havde plaget hendes sind, udløst af det spørgsmål, som den gyldne havde fremsagt. Illana lod sin mule søge en smule fremad imod den lidt ældre hoppe, da hendes ord kom frem. En undskyldning, som hun ikke burde afgive. Illana puffede kort til hendes mule, inden hun trak det gyldne hoved til dig og lod sine øjne mødes med de blå øjne, som Myth besad.

,,Undskyld ikke, Myth. Som du siger, er meget hændt dig; og det er ingen skam. Selv er meget hændt for min sjæl, på vej hertil, men kan forestille mig, at det kan være svært for dig, eftersom du kommer fra den verden du gør, at tilpasse og forholde dig, til det jeg spurgte dig om. Derfor undskylder jeg, for min ubetænksomhed. Jeg burde ikke have drejet vores samtale i den retning”

Sagde den gyldne hoppe stille og oprigtigt, inden hun lod blikket flyttes let fra Myth. Det var lidt en spøjs sag, den gyldne havde i hovedet nu. At stå her med moderen til den spraglede Mindraper, som i sandhed var speciel, var ganske underligt; men spændende. Den gyldne hoppe havde allerede nu lært ting om Mindraper, som hun nok aldrig ville have lært ellers, og samtidig var hun ved at danne et bekendtskab med en sjæl, der lod til at komme fra en verden modsat den gyldnes. At få historier fra den side af, var ganske fascinerende, selvom de var modsætninger til den gyldne’s eget liv og opførsel.

Myth lod blot hoppen puffe til hendes mule. Hendes isblå øjne var rolige atter engang. Da den gyldne så undskyldte kunne Myth ikke lade være med at puffe blidt til hendes hals med en beroligende brummen. Den gyldne var for længst tilgivet. Staklen kunne jo ej vide at disse traumer lå begravet så dybt inde. Den sorte hoppen trådte så til siden og så roligt på hoppen. Hun smilte svagt.

" Du gyldne. Du er tilgivet, for ej kunne du vide hvad der er hændt mig tidligere i mit liv. Nu vil jeg dog finde ly, og forsøge at finde min søn i dette ukendte land. Må alt held og lykke være med Dem til vi forhåbenligt ses igen. "

Med disse ord sendte den sorte hoppe en anderkendende nik til den gyldne. Hun vendte sig mod træerne og forsvandt så ind i mellem dem. Der gik ikke længe før hun sendte et langt kaldende vrinsk ud i natten. Kort tid efter kunne man ane et kort kontant svar.

//OUT

[Illana out]