En stille aften, under den mørke himmel..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Aftenen drog på, og stjernerne glimtede frem, én for én, som små eksplosioner på himmelen, der dernæst vedvarede. Djange åndede roligt ud, og dampen fra de lyserøde næseborer drog mod himmelens mørke. Djange havde begivet sig ud på en af de mange stiger på bjergende, der var ude på bjergvæggen, så der kunne ses ud over den store eng. Djange missede de krystalblå øjne vagtsomt sammen, mens han så vildfarent undersøgende over den velvidende tomme eng, her til aften. Hans øre var lagte, han var altid klar på et angreb. Hvem vidste?

T A I A~Scarred, not dead

---

Der var en dejlig stilhed denne aften; dog ikke for stille, men heller ikke for larmende. Taia's uregelmæssige trav brød stilheden. Efter at hun var kommet her, hvor end her så var, var hendes skridt og trav blevet lidt hæmmet af en halten i venstre bagben, men det stoppede ikke denne tank af en hoppe. Små skader er små skader og de var til at leve med.
En hvid sky dannede sig og forsvandt ligeså hurtigt som den kom, da hun prustede. Hun havde vandret rundt på denne ø i et stykke tid, men havde holdt sig fra andre, endda også bare sporet af andre. Hendes arrede krop var noget af et syn og man kunne nemt få et dårligt blik på hende; se hende som svag, men hun var alt andet end svag. Hun sænkede farten idet hun nåede til en, såvidt hun kunne se, tom eng. Efter at have set sig lidt omkring sænkede hun hovedet og begyndte at græsse, uvidende om hvad der måske lurede ude i mørket.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En skikkelse i mørket på engen bevægede sig, og som en anden sulten ulvehund i flok, spejdede Djanges krystalblå, kolde øjne vildfarent og søgende over engen. Han gjorde sig et par skridt, og snart var han nede af bjergsiden. Han skridtede langsomt, og havde nu ikke nær så godt overblik over engen mere, hernede fra. Han holdt halsen højt, med hovedet holdt lodret, så hans nakke knejsede en smule. Hans skridt var samlet, med de præcise skridt under ham. Hans øre var lagte hårdt, mens hun nu fik en færd, en duft at følge, som han drog sig ind på. Med et fokus så direkte, at det ikke var til at tage fejl af, at denne hest var i sigte.

T A I A~Scarred, not dead

---

Det blev hurtigt til en monoton rytme at græsse. Når græsset forsvandt et sted tog hoppen et skridt fremad for at få mere. Sådan bevægede hun sig stille og roligt afsted henover engen, indtil hun opfangede en ny duft, noget som bestemt ikke var en plante. Hoppen hævede sit hoved i et ryk og så sig omkring, først uden at se noget, men fangede så blikket fra en hingst med kurs direkte mod hende. Hendes krop, som før var spændt, klar til at flygte, slappede af, men alligevel ikke helt. Der var noget foruroligende ved hestens måde at gå på, at se på. Lidt uroligt vippede hun ørerne frem og tilbage, hvorfor opførte den sig som den gjorde? Efter nogle sekunder gik det op for hende at det var en hingst, knap en hov højere end hende selv. Taia var både facineret og urolig over hingsten som gik direkte i hendes retning. Der var noget eksotisk over ham, noget ukendt. Hun kunne ikke bestemme sig for hvilken 'side' han var på, men hun rankede sig og sænkede kort hovedet i en simpel gestus til hingten, hvem end han så var.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hesten han nærmede sig, var af køn; hoppe. Djange rynkede skeptisk på mulen, og lod de krystalblå øjne missede anseende på hoppen i mørket, mens han fortsatte de præcise og standhaftige skridt imod hoppen. Han bemærkede hvordan hun hurtigt fik øje på ham, og nu havde opmærksomheden fuldt på ham. Djanges tanker fløj gennem hans hoved, mens han nærmede sig. Hoppen rankede sig op, og Djange stoppede da roligt op i en samlet og stiv parade en 10 meter fra hoppen.

Han holdte sin hals højt, med hovedet lodret derpå, mens hans krop ellers var samlet. Hans krystalblå og tomme øjne skuede ihærdigt hoppens øjne, der også var af anden farve end mørke. Direkte plantede de sig i hoppens øjne, mens han rynkede en smule skeptisk over den lyserøde mule. Truende; ville mange anse og bedømme Djanges adfærd som.

”Godaften Frøken.”
Lød Djanges stemme så et par sekunders stilhed efter. Med den hæse og intense stemme der nu og da spilled I sjældenhed fra Djanges lyserøde mule. Mens han gjorde hilsen i et kortvarigt og stift, men respektfuldt, nik tilset til hoppen her; den fremmede.

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia var stadig urolig omkring denne hingst, hans opførsel gav intet tydeligt svar på hvordan han var. Hingsten øjne var nok det mest forurolignende ved hingsten, der var noget forkert over dem. De virkede tomme, for tomme. Imod hendes lyst til at gå fra hingsten, blev hun stående. Da hingstens øjne ikke vej fra hendes, men derimod fik et truende udtryk når man lagde dem sammen med resten af hans adfærd, flyttede hun den ene hov bagud, blot for at kunne vende hurtigere i et nødstilfælde. Hingstens hilsen var ikke mere betryggende, men besad ikke desto mindre den samme respekt, som hun normalt uddelte til hveme end hun mødte.

"Godaften fremmede"

Hendes stemme var dybere end de fleste hoppers, men ikke desto mindre lys. Lidt forsigtigt trak hun kort på smilebåndet før hun fik en neutral mine, præcis som hingsten. Dette kunne blive et meget akavet møde medmindre de begge løsnede op eller den ene for på den anden. Taia foretrak til en hver tid det første.

"Mit navn er Taia, hvad er dit?"

[/center]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen stod stille, mens Djange lyttede til hoppens åndedræt, og da lod sig indsnuse hendes duft. En duft i luften over landet havde ellers hængt her for tiden; brunst. Men hoppen her bar ikke præg af at være i brunst lige på nuværende tidspunkt. Djange missede atter skeptisk øjnene sammen, da hoppen lod en hov træde en smule tilbage. Det var tydeligt at hoppen ikke følte sig tryg i Djanges selskab, hvilket han intet andet end respekterer, kunne. Han lod da nu det ene øre glide ud til siden, kun lige akkurat for at understrege at han lyttede til hoppens stemme.

Hendes stemme lød rolig, ikke så hoppet og feminin som så mange andre, måske lidt mere nede på jorden. Djange koncentrerede sig nu og da mere om hoppens duft, der snoede sig vej op i hans lyserøde næseborer. Djanges øre var gledet på plads, bagud, igen. Mens en duft af sommerregn ramte blidt, stille. Han lyttede nu til hendes navn, som hun præsenterede og lod et respektfuldt nik træde kortvarigt til.

”Taia, mit navn er Djange.”
Præsenterede Djange sig selv med den hæse og intense stemme der spillede fra hans lyserøde mule, mens han nu og da skimmede over hendes krop. Hun havde nogle besynderlige aftegn, måtte han indrømme, og fokusset faldt hurtigt i hoppens øjne igen, meget direkte var hans blik, i hoppens. Han kunne ikke helt finde ud af om hun var i færd med at stikke af.

”Har De vandret her længe, i dette land?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, en smule skeptisk, mens han rynkede på den lyserøde mule, og da trådte fås kridt nærmere, før han igen stod stille. Han ville ej være truende, selvom de fleste tolkede ham sådanne.

T A I A ~ Scarred, not dead

---

Taia kunne på ingen måde gøre sig klog på denne hingst. Normalt var hun god til at forstå andre, men ham her virkede som om han ikke hørte til hvor han var. Hun havde bestemt sig for at han lå neutralt, men hældede til begge sider. Hvis muligt hældede han til den misforståede side, men hvad vidste hun udover det indtryk han gav hende? Han indgød på ingen måde venskabelighed, men heller ikke rent fjendskab trods han væremåde. Tragen til at flygte var stadig stor, men nysgerrigheden om hvor denne hingst egentligt lå var blevet større. Desuden, et par ar til eller fra betød næppe noget hvis man havde en krop som hendes.
Hingsten blik gled kort væk fra hendes øjne og da de vendte tilbage vendte hun blikket væk, ned af. Imens han præsenterede sig gnubbede hun kort sit ene forben. Nok var hendes ar helede, men de kløede ofte, nok et resultat af unarturligt hurtig healing. Hendes ører var spidsede da hingsten stillede et spørgsmål og hun hævede sit hoved for at svare idet hingsten trådte tættere på. Hun reagerede ikke synderligt, men det gjorde hendes uro en lille smule større.

"Nej. Jeg ved ikke engang hvor dette land er, jeg endte her bare"

Hendes svar virkede næppe fyldestgørende, men hun brød sig ikke om at dele ting, specielt ikke ting hun ikke selv forstod. Hun ville ikke lyve eller fordreje sandheden, men hvis muligt ville hun i den grad lade være med at fortælle noget dybere om hendes dødsdans med ilden.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange følte en kort følelse af tilfredsstillelse, som var det en leg han legede, da hoppen så ned, vigende fra hans blik. Dette sås dog ej på ham, mens han præsenterede sig. Djange missede da skeptisk med de krystalblå øjne, da hoppen kort gnubbede sit forben. Han brød sig ej om den slags fraværende handling, ikke fordi det virkede synderligt respektløst, blot nærmere var det vel at det lå dybt i hans sind og opdragelse, at sådan gjorde man bare ikke i andres selskab! Djange så da på hoppen, med de kolde og tomme øjne, direkte, da hun talte. Endnu en sjæl var kommet her til, uden formål, uden viden bag, forvirrede forsøgsrotter var vi alle i dette land, uden nogen af os vidste frem eller tilbage?

”Endnu en..”
Lød en fjernt suk fra den hæse og intense stemme Djange besad, mens hans udtryk så skeptisk søgende imod hoppens forben hun havde gnubbet. Et form for ar kom til syne for Djanges blik, noget han ikke havde haft bidt sig mærke i før. Måske var det mørket, måske var det bare hans overfladiske sind? Han var ikke sikker selv.

”Har De så mødt andre i landet her?”
Afbrød Djange sit førhen ledende spørgsmål, som ledte til hvor længe og hvordan hun var kommet her til, til nu at blot lede videre til om de måske havde bekendtskaber til fælles. Om han kunne stemple hende som fjende, eller en ren sjæl der kunne manipuleres? Djanges tanker kørte rundt i hovedet på ham, men han holdte blot stadig ørene tilbage og det tomme blik i hendes øjne.

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia kunne tydeligt se at hendes gnubben af sit forben havde været en form for fornærmelse for denne Djange. Hvor hun kom fra var det langt fra en fornærmelse, det var mere et tegn på at man følte sig tryg, hvilket hun dog ikke gjorde, men ikke desto mindre havde hun kløet sit ben. At sætte sig selv i sådan en sårbar position som med øjnene ude af stand til at se ret forud, var en dårlig position i et farligt selvskab. Hans blik føltes koldere og tommere efter det, så hun vendte blikket mod virvlen i hans pande. Hun kunne stadig mærke hans blik, hun vidste at han så direkte på hende, men på denne måde følte hun sig ikke fortabt i tomheden hans øjne besad.
Det næste hingsten sagde fangede for alvor hendes opmærksomhed. Hun var åbenbart ikke alene om at være kommet her uden at vide hvordan eller hvorfor. Hvor mange er der mon, tænkte hun undret. Hvis hun var 'endnu en', så måtte det være en del. Hvem ved, måske var det alle her der var kommet uden at vide noget, men hun vidste jo ikke hvor mange der var her. Det spørgsmål hingsten fulgte op med besvarede dog delvist antallet af heste; Der måtte være flere end dem, sandsynligvis mange flere.

"Nej, det har jeg ikke. Jeg foretrækker at holde en hvis..hm.. distance til andre"

Kort vendte hun blikket mod hans øjne, hun håbede vel på at de ikke var så tomme som før, men til hendes egen ærgelse var de. De ville næppe lyse op. Det virkede mest af alt som om intet kunne glæde Djange, intet kunne tænde hans indre glød. For på trods af alt var hun sikke på at han havde sådan en glød, for ingen var født uden og han var ikke død...

"Hvad med dem selv, Djange? Har de mødt nogen?"

Hurtigt kom hun selv med et spørgsmål for at forhindre ham i at tænke videre over hendes svar. Hun foretræk at holde sig fra alt der havde noget med hvad der gav hende det udseende hun nu engang havde.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange lukkede øjnene sammen, i et kort blink, almindeligt og som man nu gjorde når man levede. I det split millisekund det skete, blusede en tilfredsstillelse i ham. En hest som heller ej ønskede for megen selskab, for megen snak måske. Men hoppen her var han ikke sikker på om han kunne kommunikere med. Det var tydeligt at hun ikke var opdraget som han selv var, hvilket gjorde Djanges sjæl skeptisk; eller hvis den ikke var det allerede i forvejen, så forblev den skeptisk. Hoppens stemme lød da atter med et spørgsmål, skønt Djange blot havde trukket svagt på de rynkende muskler over hans lyserøde mule. Han forstod hende, dette var dog ikke noget han gav til kende. Det var aldrig det han søgte mod, at folk skulle lære ham at kende. Næh nej!

”Jeg har efterhånden truffet et par stykker, samt hørt mange stemmer. Ligeså har jeg duftet og registeret andre, som jeg endnu ikke har været i dybere kontakt med.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, mens han kneb øjnene en smule sammen. Som ville han udfordre hende. Skønt det ikke var det han ville, blot ville han informere hende, med en passiv mine, så han ikke skulle bære præg af at bærer rygter, sladder, fortællinger om andre. Samt dele sine følelser og tanker. Han så fortsat stift på hoppen, han havde egentlig ikke mere at ville denne hoppe, på nær…

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia forblev stadig neutral og kort strejfede hendes blik hans igen, men stadig uden at blive der som hans blev på hendes. Udfra hvad hun havde hørt, set og følt omkring denne hingst, gik hun udfra at de kom fra verdener der lå langt fra hinanden, fysisk såvel som kulturelt. Han tog tydeligvis den mindste fraværenhed som en fornærmelse, disrespekt. Det var som om han så det at give sit selvskab til andre som en gave, noget man skulle fokusere 100% på, men hun var ikke sikker. Måske var han bare født perfektionistisk og med en trang til at alt kørte efter hans hoved eller måske var det noget helt andetl, hun kunne ikke være sikker.
Djange svar var ikke åbent, men hvad kunne man forvente af en der havde en udstråling som hans? Ikke at der var noget galt med ham, hun havde mødt dem der var værre, men alligevel var den tomhed hans øjne og holdning besad nærmest enestående.
Hun nikkede kort, ude af stand til at finde noget nyt at sige. Samtalen virkede ligeså død og tom som hingstens øjne, men det havde været en samtale og det kunne Taia faktisk godt lide. Det var længe siden hun havde snakket med en anden, bare delt noget med et andet sansende væsen. Forsigtigt søgte hun hans blik endnu en gang, måske mest for ikke at udvise for megen disrespekt over for denne hingst, men også for at se om der overhovedet ikke var noget i hans blik. I det splitsekund syntes hun dog at se noget der ikke var der før, men hvad det var kunne hun ikke lægge en hov på, udover at der spillede et kort glimt bagerst i tomheden.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens stemme var tavs nu, men hendes blik var ej. Flakkende frem og tilbage, undervejs deres møde med hinanden, havde hendes blik været, hvis man spurgte Djange. Hun søgte hans blik, men afbrød kontakten selv, hver gang hun blev fanget i kontakten. Djange betragtede da svagt hoppen Taia, da hun havde slået blikket ned, men mødte hendes øjne, blå. Hun besad blå øjne, hvilket Djange ikke havde været sikker på endnu. Han havde vel bare ikke lagt vægt på farven i hendes øjne, trods han ihærdige søgen på hendes blik. Hoppen holdte nu da kontakten, da hun så op i hans øjne, frem for ned, eller væk. Djange fnøs roligt, men en smule stødende kunne det lyse. Ligegyldigt og uden formål var det, men viste sig nu at være en optakt til et sidste spørgsmål; fra Djanges forvirrede og grublende tanker.

”Taia, er De så en hoppe af skoven, engen, søen, stranden, bjergende?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, uden at lægge specielt vægt på nogen af mulighederne, trods der var énm af dem han hældte til. Han måtte vide hvor en hoppe som hende for det meste holdte til, og han skulle begynde at være på vagt i tide og utide, for sit hjem..

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia vippede lyttende med ørerne da hingsten stillede et sidste spørgsmål. Det var et lidt underligt spørgsmål efter hendes mening, men han var en usædvanlig hingst, så hvad forventede hun. Men hvad var hun? Hun var vel en hoppe af engen og skoven, hvis hun selv skulle sige det. Hvor hun kom fra fandtes bjerge ikke, de var blot en del af historier vandrene fra syd kom med. Hvad han mente med at være en af stranden eller søen vidste hun ikke, for det var ikke steder man kunne leve. Eller var det?

"Jeg er vel en hoppe af skoven og engen..."

Hun forsøgte igen med et svagt smil, hun havde kun et spinkelt håb om at få et smil igen, hvis hun da overhovedet havde håb om det. Hun burde ikke håbe, det vidste hun godt, men hun havde aldrig opgivet nogen og kunne vel ikke få sig selv til det, døde og tomme øjne eller ej. Hun svingede lidt med den sorte hale, den eneste del af hende der var uberørt af ilden, før hun hvilede let på på sit ene bagben. Hun forsatte inden han kunne sige noget.

"..Hvorfor da?"

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen svarede og et smil prydede hoppens mule. Et smil der nærmest bad om et gengældende. Men smil lå ikke til Djange, det vidste han selv, eller gjorde han? Nej, sådan var det bare. I stedet rynkede han en smule på mulen, inden han fnøs roligt, ubetydeligt i en dæmpet tone. Djange missede da øjnene sammen, inden han spærrede den op, hvor han lod det ene bryn hæves en smule. Som en anden form for at gengælde hoppens smil, som om han i et splitsekundt åbnede en smule op, af ren og sker respekt. Han var efterhånden antagende omkring at hoppen her ej var fjende. Samt, hendes svar var korrekt for ham. Det var nok det der rev ham med, og lod ham åbne sit sind et kort sekund for hende, som et smil i stedet.

”Jeg ville blot forhøre mig omkring om jeg bør være på vagt for at blive domineret fra mit hjem.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, og en anelse spydigt, da han var faldet tilbage i samme tomme blik, der fortsat var fastholdt på hoppen her. Han havde ej mere at sige, og med mindre hoppen havde flere indputs, ville han da drage hjem for natten.