En stille aften, under den mørke himmel..

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia følte en hvis glæde strømme gennem sig, trods det ikke var synligt, da han kort lukkede sig op. Han var åbenbart ikke helt fortabtm, han havde i sandhed den glød som Taia mente han havde, men han viste den sjældent. Nok var det kun et splitsekund, men det gav hende håb om at dette møde måske kunne blive til andet end et møde, engang i fremtiden i hvert fald. Hun smilede dog ikke mere, ingen grund til at presse noget så spinkelt som et blik til at blive til mere. En dråbe bliver ikke til et hav hvis du spreder den for hurtigt.
Taia's ører vippede fremad da Djange sagde noget igen, hun havde egentligt ikke helt forventet et svar. Hun undrede sig dog hans svar. Havde han et hjem og hvis, hvorfor frygtede han så at blive jaget bort fra det? Vidst havde hun også et hjem inden hun kom hertil, men det var et område der strækte sig over flere mil, så at bive jaget væk derfra var nærmest umuligt, og højest usandsynligt. Der var en streng ejendomsret der, men sådan en fandtes nok ikke her.

"Hvorfor frygter du at blive jaget fra dit hjem?"

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange missede let med øjnene over hoppens spørgende og ledende svar. Han rynkede svagt på mulen inden han undlod en kort hæs brummen som optakt, til hans svar.

”Så vidt jeg ved, er der ingen herskere i dette land, ingen flokke. Så når man finder sig en hjem, bør man passe på det.”
Konstaterede Djange med den hæse og intense stemme, der nu var en smule dæmpet, mens han så en smule truende ud. Irriteret over at måske ikke forstod ham, med det at han ej ønskede selskab. Han ønskede ikke at folk skulle kende til hans hjem, at folk ville komme rendende i tide og utide, eller endnu være, ville jage ham væk. Ikke fysisk, men der hvor alle hestene er, er Djange aldrig. Djange rettede let på sin holdning, hvor hans hoved havde været søgt lidt ned de sidste par minutter. Hans øjne så nu meget direkte i hoppens øjne fortsat, med ørene tilbage, mens han ej så lige truende ud igen. Stadig skeptisk.

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia syntes Djange virkede lettere irriteret over hendes spørgsmål, men hun tog mod til sig og overvejede hurtigt et svar. Hun kunne spørge ind til hans hjem, men lod være. Han virkede jo ikke som typen der gav følsomme informationer ud og desuden havde hun intet at bruge det til. Han boede i bjergene, hun levede på engene og i skoven. Hun valgte istedet for at udfordrer ham lidt og så måtte det bære eller briste. Mens modet stadig var bag hende søgte hun en let kontakt med hans øjne. Kontakten var ikke nær så intens som hans med hendes, men ikke desto mindre en kontakt.

"Hvis du frygter at blive jaget fra dit hjem, hvorfor så overhovedet få et? Mit hjem er hver sted jeg kommer. Hver enkelt eng jeg betræder og hver skov jeg undersøger"

Hendes svar kunne nemt lyde flabet, men hendes stemme var kontrolleret og venligt, så det lød sandsynligvis mere som et forslag og en information end som et flabet svar fra en halvvoksen plag. Dog havde hun fundet ud af at man ikke skulle efterlade noget til tilfældigheder med denne hingst, så hun forsatte hurtigt, lige så kontrolleret og venligt som før.

"Men jeg forstår at du har valgt et hjem. Det giver et sted at søge hen til, et sted at være alene; så længe andre ikke kender stedet".

Taia følte stadig en uro omkring denne hingst, vær ikke i tvivl om dette, men blikket fra før havde fjernet lidt af uroen. En del af uroen blev der dog fordi hun ikke ønskede at få denne hingst til at føle som om han havde fejlet. Det virkede som om han nød at man ikke følte sig tryg; dette førte nok noget af hendes uro med sig og fik den hun havde til at blive og ulme, selv hvis han havde smilet venligt og indbydende.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen holdte da nu en kontakt til Djanges krystalblå øjne, hvilket tilfredsstillede ham. At hoppen endelig ikke flygtede fra hans sind, men tog sig mod, dog uden at virke dominerende. Djange slog et piskende smæld med halen og rynkede skeptisk på mulen over hendes første forklarende svar, men Djange forblev tavs. Det lå ej til hingsten at afbryde nogen eller noget, med mindre det var angreb. Da hoppen da konstaterede det med at være alene, fnøs Djange kort. Bekræftende. Denne hoppe var ej så naiv og let seende som først frygtet. Næh, hun kendte skam til flere værdiger her i livet, så som at være alene. Følelsen af at være kun sig selv. Djange nikkede i den stive holdning, og missede øjnene anseende sammen, nærmest bedømmende over hoppens ord.

”Præcis som De siger dér Taia. Stedet som ingen kender, hvor fred og ensomhed finder sted, det er hvad jeg kalder mit hjem.”
Lød Djnge bekræftende med den hæse stemme, skønt han lød en anelse spydig stadig. Mest over sig selv, der nu havde afsløret fakta om sig selv, sin personlighed. Det var ej det var han tilhænger af, og han lod sig bakke et par skridt vigende tilbage. Langsomt, nærmest som var han på vej væk. Men han stoppede, og forblev stående standhaftigt og stift, som før, mens tankerne buldrede rundt i hans indre!

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia åndede lettet op da han ikke så ud til at blive stødt over det hun sagde, han så derimod ud som om han ændrede sin mening lidt. Hans nik bekræftede det en smule, men hun var stadig ikke sikker omkring det. Han ville nok aldrig blive en hun vidste meget om, men nu vidste hun da lidt mere. Han svarede hende, men gjorde så noget der overraskede ham. Han bakkede væk, hvorfor vidste hun dog ikke. Måske blev han pludselig klar over noget, måske var hun ikke længere interessant, hvad det var kunne hun ikke sige med sikkerhed. Han stoppede dog op og stod stift som før. Taia vidste ikke hvad hun nu skulle gøre, det var ham der var bakket. Hun svirpede en gang med halen før hun forsigtigt vippede ørerne frem og tilbage, lidt urolig omkring hvad der nu skulle ske. Hun søgte kort hans blik, prøvede at finde ud af hvad der havde fået ham til at bakke, men fandt intet udover tomheden.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange trykkede ørene lidt hårdt tilbage i nakken, inden han blot missede kort med de krystalblå øjne, mens han så kort på hende. Han ville egentlig gerne vide noget om denne hoppe, men det lå ikke til Djanges natur at være snagende. Han brød sig ikke selv om at blive spurgt om al alt for meget. Og så alligevel gjorde det ham ikke altid noget. Det var mere de alt for formelle lange strækninger af ligegyldige sætninger der irriterede ham grænseløst, hvilket ikke så ud til at ligge denne hoppe nær.

Han nikkede nu stift mulen frem og så tilbage i et ryk, mens han missede med øjnene, rynkede på mulen og undlod et svagt fnys, inden han trådte hende nærmere. Med et for første gang tomt og direkte blik, der så en smule spørgende, og udfordrende ud. Dog ej udfordrende som kamp, nærmere som en forespørgsel om hun ville følge ham? Han trådte samtidig et par skridt nærmere igen, mens han holdte sit blik i hendes øjne.

T A I A~Scarred, not dead

---

Situationen var ikke en som Taia brød sig om, men hun blev stående og ventede på Djange's reaktion. Hun så ingen grund til at flygte eller forlade ham, han havde endnu ikke gjort noget der var en rigtig trussel mod hende. Alt han havde gjort var at bakke, hvilket for udefrakommende ville være lidt, men alligevel betød det meget for hende. Der lå en stor betydning i at en hingst som Djange bakkede, specielt når man så på afstanden der lå imellem dem. Hans blik fandt hendes igen, stadig tomt og tilnærmelsesvis dødt, men alligevel var det spørgende, nærmest udfordrende. Taia lænte sig bagud og lagde vægt på sine bagben, som for at vende rundt eller bakke, men tog så et skridt fremad, om end lidt tøvende. Hans blik havde ikke været udfodrende i form af kamp, nærmere en opfordring til at følge ham. Han trådte tættere på og hun lænte sig lidt fremad, dog stadig usikker på om det ville være klogt at følge en hingst med et så forvirrende sind som Djange's. Med alt sit mod bag sig holdt Taia øjenkontakten og søgte svagt efter noget der kunne give svar på om hun havde tolket noget forkert eller om han virkelig havde opfordret hende til at følge ham. Hun fandte intet svar på det første, men ej heller et tydeligt svar på det sidste.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Taia så ud til at forstå; og så alligevel ikke. Djange trådte endnu et skridt, og fnyste en smule opfordrende fra den rynkede og lyserøde mule, inden han kastede hovedet lidt hårdt, og i et kort ryk, som hans højre side, inden i i få sekunder så hende meget direkte i øjnene, med de krystalblå tomme øjne, der kun gav et svagt hint af opfordring, til at følge ham. Inden han selv vendte rundt på bagparten en 90 grader, og slog over i en kort samlet tilbageholdt galop, hvor efter han stoppede brat efter få galopspring; brat. Han vendte hovedet, og så sig tilbage, med de kolde og direkte blik fra de krystalblå øjne; sluttende og forespørgende efter om hun kom; fulgte med ham?

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia forstod hurtigt hvad han mente da han trådte tættere på og kastede med hovedet. Opfordringen der lå i hans øjne var ikke nødvendigt, men slog det alligevel fast; På en måde gjorde det, det at hun fulgte ham bindende. I hvert fald for ham. Da han vendte rundt og galoppere tog hun nogle lang, haltende, dog stadig tøvende, skridt efter ham før hun sprang fremad i galop. Den eneste gangart hendes skader ikke havde en synlig effekt på. Hun så ham stoppe og se tilbage, sikre sig om at hun var med. Hun var med og ville være det indtil han tydeligt sagde stop...

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hun var tydeligvis med, og Djange fnøs hård, da han lod sin bagpart springe ind under så, for da at sætte frem i galop, som hun da også gjorde sig fint i. Sneen fynede omkring Djanges ben, kontrolleret som han præcist satte dem hårdt i jorden; ét ben adgangen, skønt galoppen var flydende og kort. Djange styrede så småt imod bjergende. Han var ikke sikker på hvad han ville, han ville ikke vise hende sit hjem, men en lille bjergvandring ville ikke kunne gøre skade. Måske de kunne lære lidt ad hinanden. Mørket var jo tæt, og han selv ville finde ly, så måske hun ville med ham? Han kendte efterhånden mange grotter i bjergende, mange stier, mange gange. Han havde ikke lavet så meget andet end at udforske området på egen hånd jo, så hvorfor ikke vise det frem i ny og næ, mens han stadig kunne holde sit hjem en smule mere privat? Han lyttede til sine egne åndedræt, og sammenlignede dem med hendes, han lyttede mere intenst på, med de nedlagte øre.

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia fulgte efter så godt hun kunne. Hun var ingen hurtigløber, men havde da en hvis udholdenhed. Det overraskede hende lidt at Djange styrede mod bjergene, han havde jo givet udtryk for at hans hjem skulle holdes hemmeligt, eller i hvert fald privat. Men hun huskede hurtigt nogle af de gamle historier. Bjerge var ikke blot bjerge. De indeholdt grotter og gange. Der var sågar historier om heste der aldrig fandt ud af disse bjerge, men vandrede rundt derinde selv efter sjælen havde forladt deres krop.
Taias åndedræt blev stødt hurtigere, men hun forsatte ufortrødent, om end lidt tungere end før. Hun skulle nok holde distance ud, om det så betød at hun måtte stå vaklende når Djange endeligt stoppede. Det var en ubevidst udfordring fra hans side, for hun kunne hurtigt se at han var i betydeligt bedre form end hende selv. Dette betød dog ikke det store for Taia, hvis flere kræfter blev nødvendigt så skulle hun nok finde dem et eller andet sted; selv hvis det betød at hun bad Ortics, den helligste af alle, om hjælp.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange fortsatte målrettet, mens han lyttede fortsat tilbage imod hoppen der vidst fulgte rimeligt trit med ham selv. Djange fortsatte da, inden han snart slog direkte i skridt, da underlaget blev hårdt under dem. Bjergende var uspekulerede med det at være beklædt med glat is, og dernæst sne. Djange skævede kort tilbage imod Taia, mon hun ville med op i bjergende? Djange havde sat kurs med en bestemt sti, der nærmest drejede omkring bjerget, på ydersiden. Hans skridt var præcise og standhaftige under ham, mens han holdte sig ranket op.

”Hvis De ønsker det, kan jeg vise dig et godt sted at overnatte. Hvor både læ og varme er på tale.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, mens han nu holdte blikket frem. Åben for hver og én farer der kunne springe frem, når som helst. Han gik ud fra hoppen blot fulgte med, men hvis ikke, skulle hun protestere nu. Natten var stadi ung, skønt hestene plejede omtrent på denne tid, at gå til ro.

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia følte sig mere udmattet end hun havde gjort i et stykke tid da de nåede bjergene. Djange forsatte et lille stykke før jeg brat satte ned i skridt og hun var tæt på at brase ind i ham, men et hurtigt, dog klodset, skridt til siden reddede hende. Han forsatte med præcise skridt, tydeligvis van til disse bjerge og han vidste præcis hvor han ville hen. Hun fulgte ham, men i modsætning til hans præcis skridt var hendes mere forsigtige. Bjergveje kunne være forræderiske og når isen havde sit tag i landet, så kunne de være direkte livsfarlige.

"Jeg foretrækker engene. At søge ly i et lukket område, så som en grotte, er ikke noget jeg bryder mig om. Jeg ville blot føle mig fanget og urolig for om jeg havde en flugtvej hvis noget skulle ske"

Taia svarede roligt og med et smalt, hvis overhovedet synligt, smil. Hun var van til engene og skovbrynene og hvis hun havde brug for læ kunne hun nok finde det dernede. Inderst inde var det dog mest frygt der holdt hende fra at sige ja tak til sådan et tilbud. Hun frygtede i sandhed at ende op fanget i en grotte uden at kunne komme ud, det ville være en sølle måde at forlade verden på. Fanget og alene, blot ventende på at Ortics fulgte en videre.
Hun stoppede kort op, inden de for alvor kom ud på stien Djange havde valgt. Måske burde hun vende rundt og sige at hun ikke ville, ikke turde, men igen samlede hun sit mod og fulgte efter ham igen.. imens hun bad en lille, lydløs bøn til Ortics om at holde sit lys over dem.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange fangede hurtigt budskabet. Denne hoppe ønskede ej en grotte til læ, så det skulle han da heller ikke ha’. Al respekt for det, hvis det gjorde hende utryg, var der intet ved det. Djange summede da alligevel en smule undrende over hoppens holdning, de åbne enge, hvor alle farer kunne springe på én, frem for en grotte med kun én udgang, samt én indgang hvor faren kunne vise sig. Djange slog da tankerne ud af hovedet, samt holdte fokus fremad til, skønt han havde hørt alle hoppens ord, med den lettere mørke stemme. Hun var ej så hoppet som så mange andre hopper, tilmed heller ikke de andre hopper han selv havde truffet bare i dette land.

”Trist.”
Konstaterede Djange en smule spydigt, men dæmpet med den hæse og intense stemme der spillede fra den lyserøde mule, uden at lægge nogen dybere følelse i kommentaren. Han fortsatte frem, og fulgte med de stien drejede en smule smalt omkring bjergsiden nu, så det nu og da var klogest at gå én og én.

”Jeg formoder dog at De ej føler lyst til en lille bjergvandring alligevel?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, en smule anklagende og lettere truende, kunne den sagtens lyde som. Mens han end ikke undede hende et blik. Han havde travlt med at lytte på hende bag ham, samt se frem for farer der kunne komme imod dem. Han gik ud fra hun gerne ville med, da hun trods af alt var fulgt så langt et stykke nu og da?

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia kunne mærke at hendes svar ikke ligefrem havde været det han havde håbet på, men det var der intet at gøre ved. Han var nok van til grotterne og bjergene, følte sin sikkerhed i kun at have et sted at tænke på. Taia selv foretrak at have alle veje åbne, altid med en udvej til flugt. Hun var ingen slagssøster og flygtede altid fra fare, medmindre dette ikke var en mulighed. Hans spydige stemme gjorde hende et sted irriteret, så han noget galt i at man havde forskellige syn på tingene?

"Jeg vil skam gerne ud på en bjergvandring, jeg vil bare ikke ind i en grotte og søge ly. Så koldt er det heller ikke"

Hendes svar var lidt kort for hovedet måske, men nu følte hun kun en lettere uro omkring Djange. Han var, trods alt, blot en hingst. Hun følte dog stadig en uro ved hans tomme øjne. Stadig udmattet, men lidt friskerer, fulgte hun efter ham, holdt sig lige bag ham, men alligevel med afstand.

"Jeg tror ikke helt du forstår mig. Jeg kan godt forstå, at det er lettere at holde udkig et sted, hvor man kun kan mødes fra en vej, men hvor er det lettest at flygte. Fra en lukket grotte eller en åben eng?"

Taias spørgsmål var selvfølgeligt retorisk. Hendes stemme gav ikke udtryk for den lette irritation hun havde følt over hans stemmeleje, men den var heller ikke helt så neutral som før. Den var forsvarsberedt, klar til at forsvarer sine mening og holdninger overfor hans.