Varme, tak!

Kulden er unænsom! Med sine klodsede hænder tager den hårdt fat om både man og hale, river og flår. Det er ubehageligt, og Njal iler ind mod skoven med tunge og stive skridt, med den nedtrådte sne der delvist sidder fast under hovene, for at søge læ. Solen var ikke at se nogen steder, skyer og et skare af sne dækker for himlen, og det meste andet, man ville have lyst til at beskue omkring sig.
For hver vejrtrækning man foretog i dette vejr, fik man en frisk og nærmest skærende fornemmelse i både mund og næse, der nærmest blokerede for andre dufte. Det var ikke et vejr der just snakker for at bevæge sig mere end højst nødvendigt. Det var nærmest ufremkommeligt at orientere sig, og Njal følte egentlig mest for bare at stå og betragte al sneen, måske lade et håb slippe om at det ville lægge sig. Han kendte knap nok dette sted, ville aldeles ikke være i stand til at vejlede andre omkring. Det eneste de næste øjeblikke ville kunne bruges til, er at vente…

Er den åben/må man bare kaste en hest ud ti Njal? ;D

Du skal være meget velkommen! ^___^

A new face

[/center]

Vinden var som et legesygt føl; hele tiden var den der. Den kærtegnede manen, strøg over pelsen, sneg sig ind i næseborende. Aldrig holdte den fred. Men den fyldte også energi depoterne med fornyet energi, den friskede en op med sin legesyge dans og intensitet, den skræmte og fascinerede med sin sagte hvisken gennem træernes trækroner; ja, vinden var i sandheden en mærkværdig ting. Og netop den mærkværdige ting, var til for at lade sjæles fængsel, kroppen, overleve.

Den mørke hingst stod i læ for denne vind, skjult inden bag de tykke træstammer. Jovist nød han vinden, men den gjord ham også træt i hovedet; desuden savnede han en smule varme i vinden. Hvor blev sommeren af? Vinteren var kommet sent.. Ville sommeren overhovedet komme? Han havde hørt fuglene synge om forår, men det virkede så fjernt..
Samlet stod han i sin parade, med fronten mod engen foran ham. Atter en gang tilbragte han tiden på sin yndlings ø; Chibale. Den kendte ham, såvel som han kendte den. Og allievel var de meget fjerne fra hinanden. Et dybt, hingstet brum sang lavt fra den muskuløse hingst, idet han fik øje på en bevægelse længere fremme. Opmærksomt kastede han hovedet i vejret, udspilede næseborende og bed kæberne sammen. Foran ham kom en fremmede vandrende, med en så stærk lugt at det kun kunne være en hingst. Mulen rynkede let på sig, alt mens øjnene betragtede den fremmede, mørke hingst.

Jaidev var ikke typen, som sneg sig ind på andre. Han ville gerne have, at andre sjæle vidste at han var der; men uden at være opmærksomhedskrævende. Den melodiske brummen øgede sig en anelse: tonen blev højere, dybere, maskuliner og havde en klar undertone af dominans, for han var jo en hingst som høj stolthed, hvilket den fremmede godt kunne lære fra starten. Let skød han bringen fremad, knejste i nakken og drejede sine mandelformede ører opmærksomt fremad.
Ville den fremmede blot passere, eller ville den forære ham selskab?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Til trods for at vinden hylede som en gal, var der alligevel en anden lyd der skar igennem, der fik Njal til at stoppe op. Han drejede ørene i alle mulige retninger, hoved og hals hævet, søgende efter hvor lyden kom fra. En mørk skikkelse stod gemt blandt træerne, og om det ikke skulle være dér lyden stammede fra, ville ej undre Njal. Alligevel stod han lidt endnu i kulden, tillod sig at anskue den anden, højst sandsynlig en hingst, at dømme på det endnu uidentificerede vrinsk. Njals krop var anspændt af kulden, og han besluttede sig for ikke at være uhøflig og ignorere den fremmede hest. Alt andet ville praktisk talt være dumt – selv kendte Njal ikke andre end ham selv, og det ville ikke just gøre hans ophold her lettere på nogen måde, hvis han var ladt helt til ham selv. Derfor, med vinden i sin pels sænkede han atter sit hoved ned til en vandret linje, og gik med tunge skridt mod den mørke skikkelse. Det kunne jo være …

Our time

[/center]

Øjnene forlod ej den fremmede hingst, som stoppede op. Nysgerrigheden blandede sig med opmærksomheden og fjendskaben; for var denne fremmede ond af sind, en evt. fjende? Endnu havde Jaidev ej stødt på en fjende, men han søgte dem bestemt heller ikke. Men han havde ikke søgt denne fremmede hingst, så hvorfor skulle den ikke kunne være en fjende?
Halsen hvælvede stolt ved nakken, mens næseborende dirrede tændt. Den karakteristiske lugt fra den fremmede sneg sig omkring hingstens sensitive næsebor, og fik ham til at rynke og mimre med mulen. Ej behagede lugten ham, men han frastødte den ej heller. Normalt søgte han ikke efter hingstes selskab, men efterhånden havde han stødt på et par stykker uden det havde endt med et dårligt resultat. Han stod jo op i et helt stykke endnu.

Den fremmede hingst ejede en mørk brunlig farve og en lysere man. Opad benene strakte der sig en lysere nuance, og fra panden og til den lyserøde mule løb en lang, ædel blis. Jaidev gav et kortvarigt nikken fra sig; hingsten så ud til at være en smule lavere, men han var af stærk og maskulin bygning. I det hele taget var en hingst, hvis krop var sat godt sammen. Langsomt trådte Jaidev et skridt fremad med sine lange, stærke ben, som nærmest dansede over jorden, men kun for at stoppe igen. Den fremmede så ud til at have retning mod ham, hvilket måtte betyde at han ønskede at gøre Jaidev selskab. Let gled Jaidevs velformede hovedet på skrå, som også ejede en lang, kridthvid blis som strakte sig lige nedad hans næseryg, mens hans sortnede øjne betragtede den fremmede; dog ikke på en krækende eller bedømmende måde. Nej, de så på den fremmede med respekt og accept.

” Goddag.” Sagde den mørke hingst idet den fremmede vær nær. Tonen bar præg af intensitet, mørke og dybde, men alligevel var hvert enkelt ord tydeligt, sagt med ro, hvilket gjord stemmen behagelig. Et øre vippede koncentreret frem mod den fremmede hingst, mens det andet vippede til siden, for at lytte om der skulle være en fjern fare. Men trods hans lyttende efter noget ukendt, var han allermest opmærksom på den fremmede hingst.
For han kunne være fare, som han ledte efter.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Det tog ikke lang tid at få bekræftet, at den fremmede var en hingst. Njal betragtede ham lettere forvirret, som han stod der, og ikke så ud til at vide, hvad han skulle gøre af sig selv. Njal ville skyde hans kaliber til at være varm, som han stod dér og dansede med flagrende øre. Selvom træerne omkring den fremmede var mørke, var hingstens endnu mørkere skikkelse særlig fremtræden, og stod i en stærk kontrast til sneen over og under ham. Den fremmedes blis var det eneste der ikke passede ind til resten af hans mørke fremtræden, som om han var gennemsigtig lige netop dér.
Njals tanker om hans fremtræden blev afbrudt af en hilsen. Selvom vinden larmede forbandet meget, var hans stemme som hans vrinsk, fremtræden, og formåede at blive hørt. Usynligt trak Njal mundvigen op, og lod ørene vende frem, for således at kunne give ham opmærksomhed og en hilsen:
Han stoppede op med en god og høflig afstand fra den fremmede, ingen grund til at være for nærgående – lod hernæst sit højre forben træde et hilsende skridt tilbage, og lod mulen falde ned til bringen i et kort øjeblik.

”Sir….?”

Sagde han høfligt, og tillod sig et krøbet grin inden han rettede sig op igen, ej anspændt, men heller ej for afslappet. Han havde stadig ørene rettet mod den anden, og lod sine øjne være halvt åbne. Delvist for sneen, delvist for..

I'm all out of breath

[/center]

Ser man det.. Mulen lavede en svag rynken, da den fremmede var nær. Hingsten kunne sværge på at alle omkring ham, enhver sjæl han havde stødt på, havde hilst tilbage eller til ham med samme hilsen som den han havde brugt; nemlig med taleevnen. Men denne fremmede brugte det andet sprog, et sprog som Jaidev til tider ønskede; kropssprog. Men mistænksom som han var, fandt han det hurtigt bemærkende. Musklerne var spændt godt op, mens øjnene låste sig fast på den fremmede hingst. Hvis denne hingst var lusket, så skulle han ej overvinde Jaidev. Et fnys forlod den silkebløde mule, inden han knejste godt sammen i sin hals. Måske havde kroppen udvist en høflig hilsen; men hvorfor havde den fremmede ikke præsenteret sig selv? Det var en hel ny karakter Jaidev oplevede, og den både skræmte ham og drage ham.

Skulle han overgive sit navn til den fremmede? Ørerne tippede kort ud til siderne, flagrende, mens tankerne kørte rundt i hans hoved, fyldt med argumenter til det ene og andet svar. Alligevel valgte han at vise sig fra noget høfligt, for da sneg hans stemme sig atter frem og eskalerede i vindens høje hvisken. ” Fremmede, mit navn er Jaidev. Hvad må jeg tiltale Dem med? ” Næseborende udspilede sig kort, for at indånde den kølige luft, inden han sukkede lydløst ud, og blev med ét fanget af lyden fra den fremmede..

Et krøbet grin lod fra den fremmede. Det stod som en advarsel. En advarsel til at Jaidev skulle være opmærksom, for denne hingst var sikkert snu. Snu som den forræderiske, luskede slange. Mulen mimrede svagt ved tanken, mens øjnene kneb sig sammen, afventende og opmærksomt. Og på trods den fremmede udviste en ganske rolig udstråling, var Jaidev ej bleg for at puste sig op, for at vise sin dominans og maskulinitet, for han stolede ikke det mindste på denne fremmede..

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Njal lagde hovedet på skrå. Han forstod ikke hvorfor hingsten havde brug for at gøre sig til og bevise sin dominans igennem sine akter. I forvejen ville Njal mene, at musklerne der bevægede sig tæt under huden og den store højde forskel ville være nok for at få de andre til at tænke sig om en ekstra gang. Der måtte altså være noget andet der nagede denne Jaidev der fik ham til at agere sådan her. Da hans stemme igen gik igennem den evige tuden, nikkede Njal stille til ham, før han udtalte sig.

”Mit navn ville være passende. De skal indtil videre være velkommen ved mit navn Njal.”

[/color]

Den ædle hest så lettere målende ud, som han så mistroisk stod og aflurede ham og hans fremskydende bringe og spændte muskler gjorde ikke noget for at ændre på den stilling han var gået ind i. Jaidev, kom dog ud af din skal uden at imitere torden.

The natural life

[/center]

Trods den mørkglødende hingst var skeptisk overfor denne fremmede, lyttede han med oprigtig opmærksomhed. Han var forstående og accepterende, eller han var blevet nød til at være det, hvis han da ønskede at overleve. Det var et smart kort at have på hånden; desuden skulle enhver levende sjæl respekteres. Derfor nikkede hingsten også ganske let med sit velformede hoved, da den fremmede gav sig til kende, da han selv mente at et navn ville være på sin plads. Njal. Navne på den fremmede hingst, som den mørkglødende Jaidev var stødt på. Njal.. Navnet blev hvisket i hoved, dybt inde i det mørke indre.

” Det er en ære at møde Dem, Njal. ” Hingsten løftede sit hoved højere i vejret; ej for at virke højrøvet eller bedre end denne Njal, nej men blot for at kunne give et tydeligt knæk i nakken, som en knælende hilsen på den måde. En hilsen som viste respekt og høflighed, mens øjnene søgte den fremmedes. Han havde for første gang udtalt Njals navn, og det var en navn som havde en helt bestemt klang, og lå helt specielt inde i munden.

Ørerne vippede sig lyttende bagover, mens han betragtede den fremmede, afmålte ham med respekterende øjne; denne Njal var stærk, helt bestemt. Men Jaidev ville mene at han var stærkere.. Men stærke afhang aldrig af muskler, det vidste den mørkglødende hingst udmærket. Og derfor var der ingen grund til at udfordre en fremmede. ” Er De ny i dette land, Njal? ” Atter rungede hingstens maskuline stemme i vindens susen, og hoved gled lyttende og afventende på skrå.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hingsten var ganske vist både høflig og respekterende, men stadig kunne Njal ikke se bort fra hans kropsholdning: den var rank, muskuløs og meget … afventende!
Sagtens kunne denne sammenlignes med den idéelle ridder model: parat til at modtage ordre og trække sværdet fra skeden, men rolig, afslappet og galant, parat til at smide en kvik og glædende bemærkning ind, i den samtale han ikke brude lytte efter – men stadig en velanset kommentar.

”Ikke just ny, bare ukendt,”

[/color][/center]
Njal ændrede en anelse på sit hoveds placering, således at pandelokken ikke skyggede fuldstændig for hans syn. Under denne missede han med øjnene, og tillod sig at sende et hængende smil med disse.

”Hvordan er dit befindende?”

[/color][/center]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hvordan han skulle tolke denne hingst, vidste Jaidev ikke rigtig. Han trådte ikke i stærk karakter på nogen måde, men forsøgte i stedet at skjule sig under et mystisk slør, ved at gå rundt med løse ender. Jaidev var ej afhængelig af at skulle tolke andre, men han ønskede at vide mere om den, som han tilbragte tid med, lære mere om den anden sjæl. Denne Njal var utrolig fleksibel angående mødet; han virkede til at kunne være alle steder på én gang. Det kunne naturligvis være en positiv ting at kunne, men alligevel så stak det lidt i Jaidev, som var modsat på dette punkt. Når det emne blev taget op, knyttede han sig til det, og åbnede måske op for det; måske fordi at han netop var så indelukket og ej lod mange se hans indre flamme.

Hans mørke øjne betragtede Njal, som svarede med et kort svar. Han var end ikke ny, men blot ukendt. Hvordan kunne man også være kendt i Andromeda? Jaidev vippede en smule med det ene øre, alt imens han gjord en nikken, for at vise at han havde lyttet og forstået Njals ord. ” Når De mener, at De er ukendt, vil de så sige, at De ej har mødt andre i dette land? ” Spurgte Jaidev ind, mens han kastede den ravnsorte hale op og ned ad baglårene. Insekterne var begyndt at komme med foråret, og han forbandede det så forfærdeligt. Alligevel var insekterne ikke nok til at distrahere ham fra at lytte til Njal, der atter lod et spørgsmål komme ud. Jaidev gjord et overrasket ryk på hovedet, og rykkede hovedet en smule på skrå som i en ’huh’ bevægelse. Det var ikke noget, han havde hørt siden hjemlandet – den taleform, altså. Følelserne blev hurtigt spærret inde igen, inden han rettede sig op, og lod den maskuline stemme besvare Njal. ”Mit befinde er ganske fint, ej ilde. Men hvad med Dem Njal?” Spurgte hingsten og trådte prøvende et skridt fremad; skulle de blive stående fastlåst til jorden resten af tiden, eller var Njal med på noget?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

[ /Jaidev out. ]