Første forårsdag..

My enemy is you, Emptiness

[/center]

Blandt træernes tykke, mørke stammer, stod den mørke hingst med sin rødlig hårpagt som strålede i solens blide berøring og lyste op som en glædefuld stråle. Den overstrålede de kedelige farver som sneen havde bragt med sig, og i den sne der stadig lå blødt på den kolde jord, strålede han endnu mere; han kunne bestemt ikke skjule sig. Men hvad havde han også at skjule sig for? Øjnene, mørke som et par glaskugler, gled hen over den åbne eng som lå fredfyldt foran hans fremskudte bringe. Den inviterede ham til at danse på den, lade sig blotte endnu mere, men nej. Hingsten stod blot rankt og stolt i sin egen lille skygge, svagt berørt af solens ledende stråle og betragtede udtryksløst engen foran sig. Mon en sjæl pludselig ville vandre forbi ham?

De mandelformede ører vippede langsomt tilbage, lyttende, da han fjernt hørte lyde inde fra skoven. Et advarende fnys forlod hans silkebløde mule, som spændte sig let op. Lydende gled tilbage i baggrunden, men alligevel lyttede han intenst, for at kunne sætte ord på hvad lydene kom fra, inden sanserne endelig fik lokaliseret lydende: lydende var en livsglad sang fra nogle fugle, og en svag pustlen måtte stamme fra et egern. Et lavt suk forlod hans anspændte krop, da disse dyr ej kunne være en fjende, men alligevel lyttede han hele tiden.
Så mens de sortnede øjne betragtede engen, lyttede ørerne bag ham. Ingen eller intet skulle snige sig ind på ham. I så fald ville han være forberedt.

Langsomt knejste han op i sin stærke hals, som knækkede ved nakken og understregede hans selvtillid og stolthed: for på trods af at han var en bastard, så nægtede han at vise sig svag for andre, og derfor måtte han udstråle selvtillid. Næseborende udvidede sig kraftigt og prustede svagt, idet han inhalerede den friske duft og indtog alle de mange dufte ind i sit indre. Han kunne ej fornemme fremmede i området, men ej slappede han af ét øjeblik: nej, han stod blot som en ubevægelig statue og spottede opmærksomt omkring.

[ Vil lige informere om, at tråden er åben! Det vil sige, at hvem som helst der har lyst til at svare Jalle er MEGET velkommen! ^^ ]

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Foråret var kommet til øen og lyden af fuglene der udtrykte deres tilfredshed via en smuk sang lød stadig højere. Engen var stadig en smugle gold og smattet, men solen ville snart forvandle alt fugten til en frodig eng med græs og over denne eng kom der en sort slank skikkelse med man og hale så hvid som sne og sølvtråde der dansede omkring den slanke hals og udformede sig videre som aftegn der mindede om en stormfuld aften over den sorte pels. Pelsen tilhørte en yndefuld hoppe der dansede over engen ved hjælp af sine lange slanke ben med halen løftet stolt som en fane. Hovedet var hævet og de mandelformede ører stod ret op i luften. Halsen var dog hvælvet i en graciøs holdning. Hun viste sig frem i bedste stil, selvom hun ej havde nogen idé om at der befandte sig nogen i nærheden. De isblå øjne var intenst rettet fremad, men så ej på skoven der var på hendes ene side, og dermed ikke hingsten der stod der. Normalt var hun vagtsom nu, men foråret havde frembragt hendes kåde sider og hun havde derfor travlt med at få brændt noget energi af. Men mon ikke hun ville få øje på ham? Måske var hun heldig at denne hingst ønskede at danse? I så fald, ville hun give ham lov?

Dance with the lady

[/center]

Den fredfylde, stille harmoni blev brudt, da en lugt pludselig ramte hingstens sensitive næsebor. Næseborende udspilede sig kraftigt, for at indtage så meget af duften som overhovedet muligt; duften var nemlig en forførelse, han havde svært ved at modstå. En duft han altid ville kunne kende og blive draget imod: brunsten. Hårdt fnyste hingsten ud, for at rense sine næsebor og undgå at duften fik fremkaldt hans hingstet hormoner, som helst skulle holdes fanget og gemt, slået ned af selvbeherskelsen. Men duften hviskede tydeligt at en fremmede hoppe var i nærheden, hvilket fik hingsten til at vippe sine mandelformede øre nysgerrigt fremad, og opmærksomt hæve sit ædle, velformede hoved, hvor en kridthvid blis strakte sig ned igennem. De sortnede øjne fangede hurtigt sjælen, som befandt sig på engen foran ham. Langsomt kneb han øjnene sammen, da en hoppe med et unikt udseende kom dansende i sin egen yndefulde dans. Pelsen var sort som himlens mørke, hvor der strakte sig sirlige mønstre på hendes slanke krop, og manen spillede om hende med et specielt sølvhvidt skær. Hvor kom denne sjæl fra?

Hingsten betragtede hoppen tavs et øjeblik, fulgte hende blot med øjnene, fulgte hendes ensomme solodans på engen. Hovedet gled let på skrå, mens ørerne vippede sig overvejende til siderne, dog uden at slippe hende af syne et eneste øjeblik. Det undrede ham, samtidig med at det tiltrak ham at hun bar sådan et anderledes udseende: jovist var alle udseende unikke og specielle, men hun var nærmest en Gudinde som gavmildt lod sig blotte for hans opmærksomme, mørke øjne. Langsomt spændte hingsten op i sine mange muskler, og dybt knejste han sin hals sammen. Et nynnende, mørkt, hingstet brum, der dog havde en behagelig klang, sang højt fra hans ædle korpus, idet han satte fremad i en samlet trav. Benene strakte sig let og elegant, hvor hans smidighed og balance tydeligt blev vist, mens fjedrene ved hans koder fik ham til at virke endnu mere dansende og let. Næseborende udspilede sig kraftigt og dirrede sagte, idet hoppens karakteristiske duft sneg sig ind i hans sensitive næsebor, mens han nærmede hende..

Ønskede hun en dansepartner – eller ville hun forsætte sin solodans? Hingsten dansede let op til hoppen, mens han brummede med sin dybe, lettere dominerende men stadig behagelig tone. Øjnene så opmærksomt, respekt og accepterende på hoppen, søgte forsigtigt efter hoppens isblå øjne, mens ørerne drejede sig nysgerrigt frem mod hende, for at se hendes reaktion. Ville hun blive chokeret og endda aggressiv fordi han pludselig deltog i hendes dans, eller ville hun lade ham danse med hende? Han måtte vente og se. Og han var i sandheden spændt på hvad skæbnen bragte af svar.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Nu spottede de isblå øjne ham. Rød, hvid, muskuløs og elegant, som han kom dansende mod hende. Fuglende kvidrede atter højere og de mandelformede ører vippedes en anelse bagud, afventende. Hendes hvælving i den slanke svanehals blev højere og derpå løftede hun de lange slanke ben højere. Hendes gang blev forkortet og hun dansede næsten på stedet. Hendes koder affjedrede hendes bevægelser og gjorde at det hele så legende let og elegant ud. Hans maskuline lyde fik hendes til atter at spidse ørerne til det yderste. Den var behagelig, men udstrålede et væld af testosteron. Hun blev en anelse betaget og det var længe siden hun havde set så megen maskulinitet samlet på et sted. Jo der var den spraglede Djange, men han var slank og udviste ej så megen udtryk som denne røde hingst gjorde. Derfor lod Myth en meget feminin og syngende brummen lyde mod hingsten. Dette var en hilsen, samt accept af hans selskab. Hun afbrød ej sin dans, men cirkulerede omkring ham for at se ham an. Hendes lange ben krydsedes som hun næsten dansede sidelæns for at holde bagpartiet bort fra ham. Hun strakte mulen frem og hvælvede fortsat i halsen som hun strakte en anelse i denne. Hun pustede med hans mule samtidigt med hun stjal hans lugt, imprinterede den i hendes sind, så hun ville huske ham. Men hvad skulle hun kalde denne duft der tilhørte den røde hingst?

Hello, little lady

[/center]

Et glimt af ægte intensitet blottede sig i de mørke, dybe øjne, som opmærksomt betragtede den sorte hoppe og hendes sirlige mønstre så den slanke krop. De lange, slanke ben berørte kun let jorden, idet han med lethed nærmede sig hende, alt mens hans stærke krop var samlet og ryggen hævet i en stabil overlinje. Duften af brunst hang i luften, og den sneg sig ind i hingstens sensitive næsebor, pirrede og tirrede hans følsomme punkter, hvilket fik ham til at udspile næseborende fuldstændigt. Det var længe siden at han havde duftet brunsten på så tæt hold, og det gjord blot at han selvbeherskelse blev en anelse lavere; men han formåede alligevel at slå lysterne hårdt og kynisk ned, for han havde selvrespekt.
Hoppen virkede ej ondskabsfuld, da hun opdagede ham, hvilket var positivt for hingsten, for så accepterede hun hans selskab, og en dybere, rungende brummen lød højere fra ham, for at hilse rigtigt på denne dansende sjæl, og den brummen fik hurtigt svar fra hoppens syngende brummen, som han var overbevidst om var ligeså nynnende som hendes stemme.

Let stoppede han op i en samlet parade, med sine stærke ben parallelt foran hinanden, idet den elegante hoppe dansende for ham midt på stedet, i en dans som kunne gøre enhver misundelig. Halen hævede sig i en kåd bue, så den let knækkede over på haleroden og blottede hans runde, formede bagparti for den sorte hoppe. Men på trods af at hans rolige parade, så spillede musklerne svagt under den mørke hårpagt, og halsen var bøjet smidigt sammen, mens øjnene fulgte den dansende hoppe. Ørerne vippede sig langsomt tilbage, ej fjendtligt, da hun begyndte at cirkulere omkring ham. En bevægelse som gjord at han følte sig omringet og ukampdygtig, hvilket fik musklerne til at spænde endnu mere op, men på trods af at han ej brød sig om denne bevægelse, så formåede han at blive stående helt stille.

Idet hoppens mule sneg sig frem mod hingsten, knejste han endnu mere sammen i halsen, som han hævede højere og skød bringen fremad. En hingstet, mørk brummen sang dæmpet fra det fremskudte bryst, mens han indåndede hendes duft, og ikke nødvendigvis kun brunsten som hang over hende. Langsomt hævede han sin silkebløde overlæbe, som strakte sig ud efter hoppens fine, bløde mule, alt imens han åndede dybt og varmt på den sensitive, mørke mule hoppen ejede. Langsomt lænede han sig fremad, mens ørerne vippede sig nysgerrigt fremad. Hvem var denne unikke sjæl?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hun pustede svagt og feminint over hans maskuline respons. Hendes isblå øjne søgte hans med et sælsomt, men samtidigt et blik fyldt med mysterier. Hun slog så blikket på hans mule, som hun med en blid og sentitiv bevægelse mødte med hendes egen silkebløde. Hans var mindst lige så blød, som hun stod der og delte dufte med ham. Et fast ritual, som så få heste dog glemte at gennemføre. Hendes holdning var nu mere afslappet, men dette gjorde hende ikke mindre yndefuld. Efter at have dannet sig et duft indtryk trak hun mulen til sig med et svagt feminint hvin, blot for at fortælle denne røde hingst at hun ikke var helt ufarlig og han ej skulle danne sig nogle skumle bagtanker omkring hende. Myth var forsigtig i sin fremgang. Hun havde endnu ikke foræret hingsten sit navn og hun rettede sig let op og vendte de isblå øjne mod himlen. De missede let og iagttog skyerne der var begyndt at få sit overtag, og var det ikke blevet koldere? De mandelformede ører vippede en anelse uroligt da et vindstød fik sølvtrådene i hendes hvide man til at hvirvle flygtigt omkring hendes slanke hals. Hun lod derefter sit blik vandre mod hingsten hun kort havde glemt. En svag spørgende brummen lød fra hendes lyse toneleje som hun så over mod skoven hvor han var kommet fra. Vejret var i en intens omskiftning og den sorte hoppe var bestemt ikke begejstret for kulde, da hendes vinterpels var udeblevet. Ville hingsten følge hende i læ? og hvad ville der ske derefter?

Follow me, black darling

[/center]

Sort som nattens dybeste mørke, mønstre med sirlige bevægelser, sølvhvidt udstråling af manen og et par isblå øjne; det ville være sådan, hingsten ville beskrive denne hoppe, som han end ikke vidste hvad hed. Han var dybt fascineret over de sirlige mønstre på hendes slanke, men stærke, krop og den sølvhvide man som sagte legede om hendes stærke, men feminine formet hals. Hvilket land måtte hun komme fra? Var hun nu også kød og blod, eller var det blot skyggernes som spillede ham et pus? Mulen spændte sig svagt op, idet hun lod hendes bløde mule ramme hans. En hilsen som hingsten altid ville udføre, uden nogen bagplan. Forsigtigt strøg overlæben hen over næseboret på hoppe, inden han trak den til sig, dog ikke hastigt eller flygtigt, de havde blot holdt kontakten og hilsen længe nok. Et glip fór gennem hingstens stærke korpus, da hoppen hvinede, hvilket fik ham til at dreje ørerne sidelæns og læne sig bagover, men det var blot for at markere, det vidste han udmærket. Langsomt sank han sit velformede hoved nedad, ganske få cm. Og nikkede svagt, men bevægelsen var en tydelig respekt til denne fremmede.

De mørke øjne forsvandt kort fra hoppen, idet hun begyndte at se omkring. Var der fare på færde? Hovedet hævet sig højt i vejret, mens ørerne drejede sig lyttende, næsten mekanisk omkring, og øjnene spottede flygtigt området, for at finde fareren hurtigst muligt, men den eneste fare der var, var et vejret begyndte at skifte. Vinden blev køligere, lyset svandt bort. Et øjeblik blev han mindet om, hvorfor han havde tilbragt tiden i skoven. Ørerne vippede med ét mod hoppen, som øjnene skævede til, idet hun inviterede ham med mod skoven. Der opdagede han, at den slanke hoppe ej var i besiddelse af ligeså tyk pels som ham selv; for han var kompakt angående pelsen ved vinteren, sådan var han vokset op, det var nødvendigt i hans hjemland. En dyb, mørk brummen skud dæmpet og nynnede frem for hans bryst, for at svare på hoppens formelle spørgsmål, inden han svirpede med sin lange, sorte hale, og prøvende dansede op på siden af hoppen.

På trods af den lokkende brust, havde hingsten ingen lumske bagtanker. Han forstod at slå lysterne ned med selvbeherskelsen, men han havde også på fornemmelsen af at han ville få modspil af den yndefulde hoppe. Så hans tanke var ej at presse hende, eller få hende til at føle ubehag, idet han med sin tydelige elegance placerede sig ved hendes side, skuldre om skuldre. Han forsøgte blot at afskærme fra den bidende vind, og undgå at den yndige hoppe skulle blive kølig. Ørerne vippede sig svagt til siderne, mens han prustede varmt mod hoppens kæbe, idet han tålmodigt dansede mod skoven, dog hele tiden opmærksom på den fremmede.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Vinden blev kold, næsten bidende og hoppen skuttede sig kort, men det var umuligt for hende at holde sig varm herude i det åbne. Hun stod sårbar overfor elementerne og det var desuden første gang i hendes liv at hun havde behov for at holde sig varm. Hoppen var velsignet med held, da hun til trods for hendes tidligere udødelig status stadig vidste og havde lært at begå sig som en dødelig og dette var ganske behjælpeligt nu. Hun nikkede svagt og taknemligt til sig selv, som sendte hun en varm tanke til noget eller nogen som havde lært hende dette. Hun lod så de isblå øjne glide på hingsten da han bød op til dans ved at puste hende varmt på kinden. Hans varme, så blid og rolig. Skulle hun stole på ham? Hun hvælvede i halsen og satte så igang med lette fjedrende skridt, inden hendes lange ben rytmisk begyndte at følge den røde hingsts takt. Halen blev løftet, stolt og graciøs som hun var, og dette var selvom brunsten stadig hang over hende. Hun var ikke dum, naiv eller løs på tråden. Hun ville ej gemme sin personlighed bag en frygt for at blive besudlet af en tilfældig hingst. Dette var derfor at hun bevægede sig med sådan en intensivitet og en holdning der gjorde hun virkede ganske uopnåelig for Myth kunne ej længere kæmpe sig fra det, så nu måtte hun spille hendes omgangskreds et psykisk puds. Hun kunne skam godt tirre og lokke, men man kom ikke let til dørene ved denne hoppe. Hun skævede kort til den røde hingst ved hendes side, inden hun lod sine lange slanke ben krydses og hun dansede tættere på ham inden de sammen betrådte skovens bløde mosfyldte underlag hvor Myth sagtnede farten til en elegant og fjedrende skridt. Halsen var hvælvet som en svane og de isblå øjne scannede skoven for gode læmuligheder. Jo der var et tæt krat. Hun lod sit blik glide over hingsten og vurderede han sagtens kunne få sig mast derind, så derfor satte hun kursen derhen. let og elegant snoede hun sig omkring grenene, inden hun nu stod mellem buske og træer, som gav hende læ for den bidske vind og snefnuggene der nu faldt fra himlen og blidt lagde sig på jorden. Den hvide silkebløde mule blev rakt frem mod hingsten for at vise at han var velkommen i hendes nærvær.

[/blockquote][/size]

Gentleman

[/center]

Ørerne forblev fremme mod den fremmede hoppe, men de mørke øjne hævede sig op mod himlen som skiftede til mere mørk og dunkel farve. Mulen spændte sig svagt op i en form for grimasse, mens tanken kørte rundt i hans hoved: hvor længe ville vinteren vare ved? Ville foråret nogensinde komme til dette sted? Han sukkede i sit indre, for han måtte lade fremtiden bringe svaret. Men tålmodig var han, han var van til at vente, men det var nok på grund af at han faktisk helst ville undgå fremtiden – men stadig flygte fra fortiden. Han ville blot væk fra tiden, hvilket var en umulighed, det vidste han udmærket. Næseborende udspilede sig svagt, idet vinden tog hoppens forførende duft af brunst, og kærtegnede hans sensitive lugtesans, men han tøjrede sine lyster med hårdeste hånd.
Halsen bøjede sig smidigt og knejsende sammen, mens han hævede ryggen. Benene bøjede sig og strakte sig i deres dansende, elegante bevægelser idet han fulgte med hoppen, som ønskede at være hans dansepartner. Øjnene forlod langsomt himlen, for i stedet at betragte den yndefulde hoppe med de sortnede hoppe: hun ejede bestemt elegance og ynde. Når hun dansede der, med halen i vejret og halsen knejset sammen, så så hun uovervindelig ud. Men hun havde en svaghed, det vidste hingsten med det samme: kulden. Vinden bed og rev med sine skarpe klør, og på trods af at vinden ikke var stærk nok til at trange igennem hans stærke hårpagt af et skjold, så bed vinden sikkert hoppen. Med lethed strakte hingsten sin stærke hals fremad, mens mulen atter sneg sig frem mod den sorte hoppe, for atter at ånde varmt mod hende; denne gang mod hendes mandelformede øre.

De syngende fugle var sikkert fløjet hjem, og egernet gemt i sit bo, for skoven lå i dyb ro. Ingen lyde andet end vinden sagte hvisken mellem træernes tykke stammer. Med lette skridt tog hingsten ned i en energisk skridt, og lod sine mørke øjne glide opmærksomt rundt i skoven, hvor skyggerne så småt begyndte at danse rundt. Svagt kneb han øjnene sammen, advarende til de lokkende og blodtørstige skygger, som han var overbevidst om hjemsøgte hans forpinte sind. Men skyggerne veg svagt bort fra ham; om det var fordi han var i selskab med den sorte hoppe, eller om det var fordi at de ej havde fået alle deres kræfter endnu, vidste han ej, men han var lettet.
Øjnene fangede hurtigt den ukendte hoppe, idet hun sneg sig ind i krattet. I en samlede parade stoppede hingsten op, parallelt med alle fire ben. Halsen bøjede sig svagt sammen, mens ørerne vippede lyttende mod hendes yndefulde skikkelse. Dybt sneg der en mørk, hingstet og svagt dominerende brummen op fra hans bryst, men klangen havde en spørgende undertone må jeg komme tættere på?. Han forstod at hopper havde grænser; specielt når brunsten hang over dem, og han ønskede ej at gøre hende utilpas eller stødt hvis han maste sig på, nu hvor hun var i sit ”følsomme” område. Svaret kom, da hoppens silkebløde mule strakte sig fremad som en indbydelse. Brummen blev dybere, maskuliner og mere hingstet, idet han med elegante og ej forhastet skridt lod sin stærke krop placeres ved hendes side.

Om hingsten var en gentleman, kunne diskuteres. Men han var bestemt høflig af sind, retfærdig efter hans egen mening. Derfor placerede han sig også på den side af hoppen, hvor vinden trak fra, for at tage imod den værste trak fra vinden; han kunne så sandt tåle det, i modsætning til hoppen. Halen svang i rolige bevægelser om hans velformede, runde bagpart, mens han svagt bøjede sin hals sammen, idet mulen søgte frem mod hoppens fine, silkebløde mule. Øjnene betragtede forsigtigt hoppens isblå øjne, kønne øjne, men uden at presse hende til øjenkontakt. Hans egen var dybe og mørke som en sø, og mindst ligeså spejlblanke på oversiden som en sø var; man kunne spejle sig i dem, så mørke var de. Men inderst inde, dybt inde i hans mørke indre, dansede en lille ensom flamme en intens og livsmunter dans. Og trods den var lille og så skrøbelig ud, og var den sidste rest af hans lys, så var den uslukkelig og modig; ingen kunne puste hans lys ud.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hun lod ham komme hende nær og brummede feminint med sine lyse og syngende toner. Hun var ikke bleg for at træde et skridt nærmere den røde hingst, som så høfligt gav læ for vinden. De isblå øjne var intense som hun let hvælvede i halsen og søgte hans fremstrakte mule. Hun mærkede varmen fra hans åndedrag og lod blidt sit eget danse forsigtigt omkring hans næsebor. Hans duft blev atter vendt i sindet og hun lukkede kort øjnene inden hun åbnede dem og så ind i hans. Hun fornemmede hans maskulinitet og hun ville ikke være en rigtig hoppe hvis hun ikke følte sig betaget af den i denne periode, men Myth havde standarter og prøvelser før hun lod sig henføre fuldstændigt. Det havde den spraglede Djange fundet ud af. Hun søgte hans mule fuldstændigt nu og hun lod den blidt møde hans med stor intensivitet der dog ikke blev udtrykt i hvinen, men den sælsomme bevægelse som hun blidt berørte han silkebløde mule med sin egen. Hun lod den undersøgende fortsætte i en flygtig strygen op over hans næseryg for at lade den trække sig tilbage da den nåede hans pande. Myth accepterede nu hans tilstedeværelse og nærvær, men accepten kunne også flås væk hvis han overtrådte hendes meget ukendte og skiftende grænser. Hun var et mysterie at omgås. Hendes feminine brummen var yndefuld med det lyse og syngende toneleje som let nynnede sin egen melodi i takt med de isblå øjnes intense spil som det gled ned over hingstens maskuline bygning. Halen var stadig hævet, men sølvtrådende havde fundet hvile fra vinden på hendes svanehals der fortsat var graciøst hvælvet. De lange ben stod solidt plantet i jorden, uden hun stod og pustede sig op. Nej hun stod ganske afslappet, men stadig klar, for hun kendte ej dette individ endnu.

Memorize me

[/center]

Om de skulle dele ord, eller kun det tavse kropssprog var ej noget som hingsten gik op i; han forstod at tale, men han forstod også at tie. Tavsheden var nogle gange den bedste kommunikation. Det var et spændende sprog som kroppene kunne udføre, det var han nærmest draget af; men han ønskede at sætte navn på denne specielle hoppe; men tiden havde ej været der til ord. Deres kroppe havde talt sammen, da de side om side havde danset ind i skoven, og nu hvor han stod og beskyttede hende mod den glubske, bidende vind, var rigeligt, han behøvede ej mere. De bundløse øjne hvilede opmærksomt på den fremmede, for han stolede ej på hende; han stolede på ingen, men også det faktum at hun var helt fremmede, gjord ham yderligere opmærksom på hende. Øjnene fulgte opmærksomt den hvide mule hun ejede, idet den sneg sig tættere på hans. Næseborende blev udspilede svagt og dirrede sagte, idet han med tungt åndedrag inhalerede hendes karakteristiske, hoppet duft, og opdagede at brunsten ej var ligeså stærk længere.

Intensiteten lyste svagt fra hoppen, idet hendes mule berørte hans, og han regnede faktisk med at hun ville markere sig igen, men det var ej det som var i hoppens kringlet sind I stedet skænkede hun hans næseryg en berøring, hele vejen op til panden. Musklerne spændte sig helt op, mens ørerne vippede sig tøvende bagover. Han var en meget sensitiv og berørende hingst; men han var ej van til at få gengældt samme intensitet i sine berøringer, så han vidste ikke helt hvordan han skulle tackle det. Kroppen skreg efter at nyde mere at hoppens blide berøring, mens sindet tøjrede ham hårdt, tillod ham ikke at nyde for meget, for tænk nu hvis hoppen pludselig angreb. Alligevel sank hovedet sagte nedad, idet han overgav sig til sin krops høje skrig, og missede svagt med de mørke øjne, nydende over den blide, men ukendte berøring hun gavmildt skænkede hans bløde hår.

Idet mulen forlod ham, hævede han hurtigt sit ædle hoved. En feminin brummen sang fra hoppen, og i sin mørke, dybe og hingstet nynne brummede han tilbage, hele tiden med den behagelige klang som karakteriserede ham så godt. Øjnene skævede kortvarigt til de isblå øjne hoppen var ejer af, inden han langsomt strakte hovedet mod hende. Mulen stødte blidt ind i hoppens hvide mule i et blidt puf, inden han lod den kærtegne hendes opad næseryggen og langsomt mimrede den opad hendes kindben; hele tiden mens han nynnede dybt og hingstet.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Kulden var næsten ulidelig for den sorte hoppe. Hun så på hingsten og stod nu helt stille under hans berøring. En veltilpas nynnen lød fra hende og hun lod ham blot berøre hende på denne måde. De isblå øjne så op på hingstens og hun trak sig så til siden i det hun kunne mærke hormonerne dale i takt med brunsten forsvandt. Hun var nu mere forsigtig og så på hingsten stadig rolig og med en yndefuld holdning.

" Du røde hingst, hvis duft jeg ej har fået sat et navn på.. Jeg er Midnight Myth.. "

Var de første ord hun vekslede med hingsten, hvis navn hun havde behov for at få at vide så hun havde noget hun kunne forbinde hans duft med. Hun så længe og intenst på ham og vurderede ham for top til tå og forsøgte at tolke hvorvidt hun kunne stole på ham for hun var rigtig træt. Myth lod mulen søge hans og brummede feminint til ham. Hun lod så blikket vandre omkring og hun vidste ej helt hvordan hun skulle forholde sig. For hun ville rigtig gerne lade sin lette krop dumpe ned i det bløde mos for at få sig hvilet, men hingsten var en hindring for hende, men ej ønskede hun at han skulle jages ud i kulden. Måske man kunne finde et kompromis. Han virkede ganske reel, men alligevel. Hun løftede hovedet og virrede let med dette, inden hun luskede en runde omkring hingsten. Hun var en anelse rastløs og hun stoppede op og kiggede på ham med de intense isblå øjne.

Know my name

[/center]

Trods kulden bed og rev, så trængte den ej gennem hingstens tykke hårpagt. Den ville aldrig knække ham, ligegyldig hvor kold den end ville blive – det var i hvert fald hvad hingsten troede. Men hoppen havde selvfølgelig ikke samme skjold for vinden som ham selv, og derfor så han det som sin pligt at afskærme fra den bidende vind. Mulen mimrede svagt, sagte, men så snart hoppen fjernede sit feminine formet hoved, trak han med lethed sit ædle hoved til sig igen; hvis hun ej ønskede mere berøring, så ville han bestemt ikke blive ved, for han respekterede hoppen og hendes grænser. I stedet vippede han ørerne opmærksomt fremad hoppen, og lod sine øjne hvile på hende; ej på nogen krænkende måde eller nedværdigende måde, tværtimod, hans øjne kærtegnede hende, respekterede hende og accepterede hende.
Pludselig blev vindens hvisken brudt. Hoppen stemme skubbede vinden væk med en syngende og mild tone, som fik hingsten til at lytte intens til hendes ord. Ord som beskrev hendes navn- Midnight Mth. Et navn som ej ville blive glemt i hans gode hukommelse, nej han kategoriserede hende ved navn, lugt og udseende i sit indre og bevogtede det dominerende. Hingsten nikkede en enkel gang, tegn på at han havde hørt og forstået hendes ord, inden han lod sin stemme lyde: en stemme som spillede i samme kategori som hans brummen med den dybe, mørke, hingstet tone, men stadig med en behagelig klang når han tydeligt formede hver et ord, overvejende dem med omhu. ” Du sorte hoppe, hvis krop er beklædt med sirlige mønstre jeg ej har bespottet for, Deres navn vil ej blive glemt. Mit navn, kære Midnight Myth, er Jaidev. ” Svarede hingsten oprigtigt og ærligt, men alligevel i en dæmpet toneleje; omverdenen behøvede ej at kende ham, når han tilbragt tiden med den unge hoppe.

Hingsten betragtede hoppens bløde mule, da den kom snigende, efterfulgt af en feminin brummen. Dybt brummede hingsten tilbage, mens han puffede let til hoppens bløde mule; brunsten var forbi, så han var endnu mere på vagt, for måske ønskede hun ej ligeså meget nærkontakt når hormonerne ej hærgede hendes krop. Pludselig cirkulerede hoppen omkring den mørke hingst, hvis muskler med ét spændte sig op, og et glimt af utilpas blottede sig i hans mørke øjne. Han nød bestemt ikke at blive omringet, eller blot blive cirkuleret omkring, hvilket tydeligt ville kunne tolkes på hans anspændte krop. Ørerne vippede sig svagt tilbage, mens øjnene kneb sig sammen, idet han kort gjord et kast med sit ædle hoved, blot for at fortælle at han ej brød sig op det. Måske lå det blot til hoppens natur, såvel at berøring lå til hans, men han blev alligevel ufattelig anspændt og.. nervøs når hun cirklerede omkring ham. Næseborende udvidede sig svagt, for kun at fnyse højt, en sidste ’advarsel’. Ej ville han gøre hoppen noget, højst markere for at fortælle at han også havde grænser som ej skulle overtrædes, for han var og forblev en selvstændig og stædig hingst.

Langsomt tippede han ørerne fremad, da hoppen fangede hans blik. Noget irriterede hende, men hvad? Spørgende om hvad der påvirkede hende så meget, fik hingsten til at lade sit hoved glide let på skrå, mens mulen spændte sig svagt op. En dyb, men alligevel dæmpet brummen sang fra hans stærke bryst, alt mens han betragtede hende med sine bundløse, mørke øjne. Ønskede hun fred? Langsomt lænede hingsten sit korpus tilbage, mens øjnene gengældte hendes intensitet. Hvis hun ønskede at han skulle forlade hende, så ville han uden brok vandre af sted i sin ensomme solodans, kun med vinden og kulden som marker.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hun bemærkede at hingsten nu blev smittet af hendes urolige tilstand. Hun stoppede så op og brummede feminint til hingsten som en form for beroligelse. Hun vippede med de mandelformede ører og trådte et skridt til siden for at give den røde hingst lidt luft. Et roligt suk lød fra hende som brunsten efterhånden var aftaget og hormonerne holdte op med at pulsere i hendes blod og dette var også årsagen til hun ikke var så nærgående mere. Hun så på den røde Jaidev der havde forholdt sig høflig trods denne duft der kunne ryste selv de mest standhaftige hingste.

" Jaidev, vær ej urolig. Jeg kan blot ej finde ro når jeg ej kender dig, men jeg ønsker stadig dit selskab. "

Myths stemme var blid og syngende og stadig rolig tiltrods for den blakkede fortid hun besad. Mange frygtede skyggerne, men ganske få havde tilhørt noget der mindede om. Myth var en af de få og hendes krop blev tit associaseret med skygger. Hun vippede kort med ørerne og lod de isblå øjne gennemsøge krættet. Nu var det kun Jaidev der skulle børnesikres.

Trust who you will

[/center]

Hoppens rastløshed påvirkede bestemt også den mørke hingst. Øjnene skævede ud af skoven og mod engen, hvor vinden og kulden var endnu stærkere og udfordrede ham til at komme. Men var det fordi den fremmede hoppe med de sirlige mønstre ønskede at han skulle vandre gennem vinden? Øjnene fandt atter den mørke Myth, som brød stilheden med en feminin brummen; en brummen som lød som sød musik i hingstens sensitive ører. Han nød at kunne mærke forskellen på deres køn; hvordan maskulinitet og femininitet spillede op mod hinanden, lys som mørk, dyb som let. Næseborende udspilede sig kortvarigt i det et dæmpet suk lod fra hingsten, som et svar til hoppens blide brummen.

Ørerne spidsede sig hurtigt frem mod hoppens hvide mule, hvor den syngende stemme lød. En beroligelse til ham, at hun ej kunne finde ro, men at hun til trods for det, ønskede hans selskab. Mulen gled langsomt frem mod hoppens skulder, mens ørerne vippede sidelæns. Jovist var brunsten over, og hoppen kunne sagtens være endnu mere touché nu, hvilket betød at han virkelig skulle være vågen. Men alligevel dristede han sig, til at give hoppen et let puf på skulderen, som jeg let åndede på med sin varme ånde. Han kunne ej stå og overbevise hende om, at han var ufarlig, påstand mod påstand. Men han kunne forhåbentligt give hende indtrykket af, at han ej havde ondskab i sinde..

Mulen gled let fra hoppen igen, dog ikke hastigt eller flygtigt. Hvis hun vendte sig og hakkede ham en, måtte han være retfærdig og se i øjnene at det var velfortjent, for han havde jo selv tilladt sig at røre hende. De mørke øjne skævede til hoppens dragende isblå øjne, inden han skød brystet frem mod deres indgang til krattet og knejste dybt sammen i den brede hingstehals. Øjnene spottede opmærksomt området omkring dem, mens musklerne svagt dirrede under hans hårpagt; man var vel ikke dominerende for ingenting?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]