Første forårsdag..

Myth løftede hovedet i det han puffede til hendes skulder. Hun udstødte endnu engang sin lyse feminine brummen til ham. Hun havde intet imod hans berøring så længe den ikke blev for intim. Men hingsten udviste en stor respekt overfor hende, men stadig med denne dominerende statur. Hun lod sine isblå øjne beskue hans muskuløse krop. Jo forskellene var betydelige mellem dem. Hun var meget feminin af bygning, og han var utrolig maskulin at se på. Hun lod sin silkebløde mule søge hans hals. Hun pustede blidt til den og lod sine tænder blidt massere hans hud omkring hans overlinje. Hun var meget nænsom og hendes bevægelser var yderst sensitive for ej ville hun bringe hingstens sindstilstand til noget negativt, hvis nu han ikke brød sig om dette nærvær. Hun kom så i tvivl og trak mulen til sig. De isblå øjne vandrede et kort øjeblik opmærksomt ud på engen, men hun fokuserede nu atter på den store røde hingst der stod ved hendes side. Hun rystede sig og skuttede sig kort i kulden. Hun ville ej være en byrde for ham. Myth kunne være ganske blid og uskyldig, men pludselig vende til det stik modsatte.

" Jaidev, sig mig.. Dette land, er du godt bekendt med dette, eller er du nytilkommende som jeg selv?

Hun brød tavsheden med sin fine syngende stemme. Hun så nu afventende på hingsten og forsøgte at vurdere hvorvidt han ville fortælle hende noget. Hun var måske nysgerrig, men det var ej nødvendigt for hende at vide hvad han lavede, hvor han kom fra og hvad han havde oplevet. Hun levede i nuet og var derfor også selv utrolig uforudsigelig og vekslende mellem forskellige heste. Nogle dage kunne hun lide at blive domineret en anelse, andre dage ville hun ikke vide af det.

No legend

[/center]

Øjnene hvilede på den specielle hoppe, hvis udseende fik hingsten til at tænke på en Gudinde. De sirlige mønstre der tegnede sig på hendes ryg, mindede ham og lyn som glimtrede på himlen i mørket; så måske var hun en gudinde af lynets uendelige kraft? Tanken fik ham til mimrer diskret og svagt med den silkebløde mule. Misundte han hendes unikke tegn? Han selv bar ej præg af samme mønstre; det eneste ’specielle’ han ejede, var det karakteristiske V på forbenet, som for ham var en forbandelse. En forbandelse som havde afsløret ham som den bastard han var. Øjnene kneb sig sammen ved tanken, indtil en pludselig massage ramte hans sensitive hals. Med ét spændte mulen sig op i nydelse, og fik halsen til at strække sig fremad, som at bede til mere. Øjnene missede sig svagt sammen, mens musklerne gav efter for massagen og i et øjeblik fandt de ro..

Idet hoppen fjernede hovedet igen, lod hingsten et prust forlade mulen, som han trak tæt indtil sig, efter at have stukket den fremad i luften. Opmærksomt skævede han til den mørke hoppe, som skuttede sig i vindens bidende kulde. Langsomt tippede han ørerne sidelæns, overvejende, for han vidste ej for tæt han måtte nærme sig den fremmede. Med rolige, lettere forsigtige skridt trådte han nærmere, så hans varme flanke ramte hoppens side. Halsen knejste sig dybt sammen, mens de sortnede øjne ledte opmærksomt efter hoppens reaktion på hans nærvær. Ville hun tillade ham at varme hende?

En syngende stemme brød med lethed den hviskende vind. De mandelformede øre tippede sig fremad, og lyttende med intensitet. Ordene var et spørgsmål. Spørgsmål om tid. Tiden. Kortvarigt spottede hingsten væk fra hoppens isblå øjne, og overvejende sit svar med omhu, inden hans dybe, rug stemme brød den hurtigt kommende stilhed. ” Kære Myth.. Jeg har vandret på denne ø, Chibale har jeg fået fortalt at den kaldes. Men.. Det virker som om de fjerne øer er med til at danne landet; et land hvor alle øerne indgår. Andromeda, hørte jeg en stemme kalde det. Og jeg må indrømme, jeg er ej vidende om man vil kalde mig en ny eller gammel i dette land. Jeg kender det ej til fulde, men hvem gør også det? Hingsten tav atter; han var ved at tale over sig. For meget. Hovedet sank ned til hoppens mule, som han åndende varmt mod i en intens nærværelse, for kun at varme hende.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

En sælsom brummen lød fra den sorte hoppe i det hun løftede hovedet og anskuede ham ganske roligt med de isblå øjne som hun nu besad. Han kom nærmere og hun lod ham blot. For den røde hingst besad varme og dette var en mangelvare for hende på disse tidspunkter af året. Derfor forblev hun blot roligt, men hvælvede dog en anelse i halsen for at være beredt på eventuelle onde hensigter. Det var dog ikke fordi hun havde i tanke at hingsten skulle være gemen, som hun nu selv kunne være. Hans rug stemme lød og det var tydeligt at høre han var hingst, for stemmen bar præg at maskulinitet og den var ganske varm. Hun lyttede opmærksomt til ham med de mandelformede ører som vippede ganske stilfærdigt frem og tilbage i det hun vendte hans ord i hovedet. Hans derefter pludselige tavshed fik hende til at sende ham et undrende udtryk, men dette forsvandt atter da hans mule atter var hende nær.

” Der gemmer sig altid noget bag facaden, så mon ikke denne ø også gemmer på noget.. ”

Hun mærkede den varme luft fra hans ånde. Hun inhalerede den og sendte en sky af intenst varme efter hans fløjlsbløde. En ganske høflig gestus. Hun trådte ham nærmere, men ikke for nært. Man vidste aldrig om der gemte sig noget i de forskellige heste. Tyv tror hver mand stjæler. I Myth lå der nedarvede instinkter og gemyt. Dog havde hun formået at ligge utrolig meget bånd på sig selv, men stolede ikke på at andre besad så megen selvkontrol at de kunne formå dette også. Hun brummede svagt, men med den feminine stemme, som de stadig stod i læ for vinden.

You're wrong, you're right

[/center]

Øjnene spottede væk fra hoppens skikkelse, for i stedet at holde øje med den nøgne eng, hvor vinden susede og tude i høje lyde, som kun blev forstærket gennem træerne, som kastede lyden frem og tilbage mellem deres tykke stammer. Kulden var bidende, så selv den tykpelsede hingst kunne mærke den. Var hvor sommeren - ville den nogensinde komme? Et længselsfuldt suk lød dæmpet fra hans silkebløde mule, inden blikket blev fjernet fra engen, da der var ingen farer på færde, hvad han kunne bespotte. Blikket fandt derfor den sorte hoppe med de sirlige mønstre, for måske var hun fareren? Mulen dannede en ganske diskret rynken, inden han lænede sin varme krop tættere på hendes, for han vidste udmærket godt at hun ej bar ligeså meget varme med sin tynde pels. En dæmpet brummen lød kortvarigt fra hingsten, inden han tav for at lytte, da hoppens syngende og melodiske stemme atter tillad ham at lytte til hende.

” Et mysterium. ” Svarede hingsten med sin karakteristiske stemme. Det var et sand mysterium hvad denne ø – hvad alle øerne gemte på. Måske var deres facader idylliske og indbydende, men måske var der ondskab bag det smukke yder? Hoved virrede kort, da hoppens varme ånde ramte ham i en høflig gestus. Let lod han sin mule puffe til hendes sølvhvide hår, inden han lod sig drage af hendes unikke udseende, og i en sensitiv berøring kørte han mulen hen over hendes slanke, men stærke hals, som han gentagende gange prustede og åndende mod; både for at varme hende, men såvel for at inhalere hendes duft.

Langsomt rykkede hovedet væk fra hoppen, men ej for langt. Atter åndende hingsten ud, så den varme ånde blev blottet som en tåge fra den silkebløde mule. Øjnene hvilede opmærksomt på hoppen, mens ørerne vippede sig ud til siderne. Udtrykket han bar var uskyldigt – på trods af han var skyldig. Han havde jo rørt hende. Pludselig ringede en klokke i det indre. Lugten var blevet identificeret. Den duft hoppen ejede, mindede ham i sandheden om stjerneanis.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hun tillod hans berøring. Hun løftede hovedet og mimrede let med den sølvhvide mule. Hans blide berøringer var behagelige og hun lukkede øjnene og blev en anelse salig. Hun åbnede de isblå øjne og så på ham da han trak sin mule til sig. Hun strakte sin mod hans og puffede blidt til den, inden hun så ud på engen, blot for at orientere sig. Hendes sorte krop holdte efterhånden op med at dirre svagt, i det vinden tog af og solen brød igennem skyerne atter en gang. Hun brummede fornøjet og lod dem af solens stråler der nåede frem til hende kærtegne hende. Hendes man var et sølvspil og hun rystede sig let. Myth blik lod sig så hvile på den røde hingst ved hendes side og hun puffede flygtigt til ham, inden hun møffede sig ud af krattet og derefter så afventende tilbage på ham. Han var velkommen til at komme med og dette gjorde hun tydeligt via sit kropssprog.
Dansen blev påbegyndt med høje knæløft og hendes lille lette krop svævede elegant over jorden og manen dansede på hendes slanke svanehals. Halen var højt løftet som en fane, der udviste hendes egen stolthed. Hun var stolt, men besad ikke et tydeligt ego, men viste det igennem hendes dans. Hun kunne virke uopnåelig, men trykkede man på de rigtige knapper var hun ganske tilforladelig. Jaidev havde været heldig og læst hende ganske godt og derfor håbede den sorte hoppe også at han ville gøre hende selskab ude på engen, hvor hun nu dansede afventende rundt.

Heaven hear me

[/center]

De nøgne trækroner ejede ej blade; de manglede i sandheden deres grønne diamenter som kunne skinne i solen, som pludselig fik bekæmpet den voldsomme vind, og gavmildt skinnede ned mod den. En varm stråle ramte hingstens silkebløde mule, som dannede en lille rynke af nydelse over varmen, inden opmærksomheden blev fanget af den unge hoppe, som puffede til hans mule. Ørerne tippede nysgerrigt fremad, mens et dæmpet brum nynnede hingstet og dyb fra ham. Endelig virkede det som om sommeren var nær, længslen var forbi. Øjnene forlod kortvarigt hoppe, for at glide mod den azurblå himmel, som for at takke for den lille solstråle på hans mule.

Pludselig rykkede hoppen på sig, hvilket tiltrak hingsten opmærksomhed. Elegant som hun var, bevægede hun sig ud af deres beskyttende krat og ud mod den åbne eng. Den ædle hingst spidsede nysgerrigt ørerne fremad, mens han knejste nakke sammen, så hoved blev holdt i en lodret stilling, og pandelokken let dækkede det ene øje, hvilket gav ham et ungdommeligt og kådt look. Trods ord ej var blevet sagt, så inviterede hoppen ham med ud. Langsomt to han et skridt frem, inden han atter stoppede. Øjnene betragtede hoppen, som i en yndefuld dans nød den åbne eng og den lune sol. En guddommelig dans, som takkede hun Vejretsgudinde for varmen. Hingsten gjord et kort, fornøjet ryk med sit fintformede hoved, inden halen gjord et smæld, og de slanke ben blev sat fremad i en målrettet gang.

De den mørkglødende hingst var fri fra krattet, slog han hingstet med sit noble hoved. Forbenene gjord et kådt hop fra jorden, inden han slog fremad i en dansende trav; en trav s kontrolleret at han kunne bære sig selv, og alligevel hæve benene højt og balanceret. De sortnede skævede udfordrende mod den dansende hoppe, inden han hævede haleroden stolt, og øgede sin dans. Hovene strejfede harmonisk over jorden, som forsøgte han at trodsede tyndekraften og svæve. Halsen bøjede sig yndefuldt sammen, inden han travede sidelæns med krydsende ben, og afventende attitude. Hvor mon dansen ville føre dem hen?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hoppen udstrålede glæde ved solen og hingstens selskab. Hun hævede hovedet og prustede højtlydt og takt med hun kastede med sine forben uden at være truende overfor Jaidev som nu havde gjort hende selskab og dansede så elegant uden at det blev for feminint. Hans udstråling var nemlig maskulin og det behagede den sorte hoppe. Hun stoppede op og stejlede og lod sig spinne i en yndefuld piuette, så manen startede et yndefyldt spil med solens stråler. Hun landede ganske lydløst og iagttog Jaidev som han selv udfoldede sig ganske nydeligt. Hun dansede så frem mod ham, inden hun lod hendes lange slanke ben krydse og hun bevægede sig nu sidelæns omkring ham. Hun udstødte en feminin sang fra hendes strupe. Hun sprang an i galop og stod næsten på stedet og steppede rytmisk, efterfulgt af et lille hop. Halen piskede opstemt og hun stod nu stille for at få vejret, mens de isblå øjne betragtede den maskuline Jaidev.

Livin' like kings with broken strings

[/center]

Øjnene fastlåste sig på den sorte hoppe, som spillede op ved sin dans. En yndefuld dans, som tydeligt blev vist på en feminin og harmonisk måde. Hun var tydeligt balanceret, og formåede at bevæge sig med stabilitet og elegance. Og det blev kun bekræftet, da hoppen hævede sig på bagbenene og dansede. Et hingstet fnys forlod højt den mørke hingst, som opmærksomt betragtede hendes dans, som pludselig deltog i hans; side om side dansede de sidelæns, inden hun begyndte at steppe på stedet. Næseborende udspilede sig kraftigt, inden hingsten stoppede op i et ryk, og uden at stå stille, hævede han sig i et lavt stejl. Balancen var dog ej fundet efter hans sidelænsdans, så da han landende, spredte han let sine stærke bagben, og kastede sig op i et majestætisk stejl. Manen fygede omkring ham, kærtegnet af den svage modstand fra vinden, mens forbenene kastede sig fremad, og kroppen blev holdt lodret oppe.

Da hingsten atter landede, vigede han kådt med sit ædle hoved. Blikket fandt hurtigt Myth, som dansede af sted i en yderst samlet, steppende galop. Et hårdt, højlydt prust forlod hingstens mule, da hun stoppede op, inden han lod sit hoved dykke ned mellem forbenene, og kastede sig fremad i et rejehop, hvorefter halen smældede omkring ham, og han trippende vendte fronten mod hoppen. Kroppen dirrede ophidsende på ham, mens ørerne nysgerrigt var vendt mod hoppen, og den flyvske man efterlod ham i det ungdommelige og kåde udtryk.

Da pusten atter var fundet, knejste hingsten sammen i sin stærke hals. Benene gled dansende fremad, søgende efter hoppens nærvær; som var hun en magnet som tiltrak ham. Da han var inde for hendes nærvær, strakte han den pustende mule frem mod hendes, og lod de mørke øjne betragtede hoppens isblå øjne. Hele kroppen dirrede forsat, og varmen havde allerede sneget sig ind på hingstens varme hals, for vinterpelsen var umådelig tyk i det lune solskins vejr.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Myth løftede hovedet og så mod himlen, hvor solen havde fået overtaget. Hendes flanker pumpede svagt, og hun prustede kort. Ganske ucharmerende synes hun selv, men mon ikke man kunne se bort fra dette når hun ellers stod og så, så ganske yndefuld ud. Hun brummede stilfærdigt med sin syngende og feminine stemme. Hun betragtede den røde Jaidev ud af øjenkrogen og bemærkede godt at han måske havde det en anelse varmt. Hun vendte hovedet mod ham og vippede med ørerne. Forsigtigt strakte hun mulen mod hans og pustede varmt til den, inden hun trak den til sig og så ud over engen. Solen bagte på hendes sorte pels og hun smaskede svagt og nød varmen. Hun trak sig en anelse væk fra hingsten, inden hun cirkulerede omkring sig selv. Hun gik i knæ og lod sig dumpe ned på jorden, inden hun ganske tilforladeligt lod sig smidigt rulle fra side til side, mens hun vred sig på jorden som en nyfanget frisk. Hun sprællede med de lange ben, inden hun atter genfandt balancen på dem og lod sig sætte af fra jorden og op i luften i et gigantisk, men stadig yndefuldt rejehop og et lille feminint hvin. Hun landede solidt på jorden og så nu på Jaidev med store øjne og et varmt prust. Hun var ganske rolig, men ind i mellem fik hun sine små flip. For man var vel hunkøn.

Dominance

[/center]

Det friske, lune vejr gjord den mørkglødende hingst kåd, uden tvivl. Men hvem blev ikke kåd når en smule varme skinnede gennem kulden? Hingsten rystede voldsomt på sit ædle hoved efter at Myth havde prustet til hans søgende mule. Hans øjne var opmærksomme mod hoppen, hvis pelsdragt skinnede som en oliepyt i solens varme stråler, hvilket gav hende et endnu mere guddommeligt syn. Hingsten kneb øjnene sagte sammen, idet han langsomt strakte mulen og derved hoved op mod himmelen, for at skæve til den varme ildkugle som varmede hans rødbrune pels, inden opmærksomheden faldt på hoppen, som rastløs cirkulerede omkring sig selv. Hingsten spidsede opmærksomt ørerne fremad, inden han bakkede med lette skridt, for at give hoppen plads da hun sank sammen på jorden.

Da hoppen begyndte at rulle sig, spottede han opmærksomt rundt. En dæmpet, dyb brummen sang dominerende fra ham; en brummen som var henvendt til omverdenen. Hvis nogen havde ondsindet planer med hoppen, som var mindst kampdygtig i dette øjeblik, så agtede hingsten at være dominerende og beskyttende. Typiske gener for hingste. Hovedet gjord et understregende kast, for at vise at han mente sin brummen, inden blikket fangede Myth i øjekrogen, da hun kom på benene. Pludselig lavede hun et rejehop, hvilket tændte den kåde hingst. Elegant sprang han sidelæns, inden han trippede dansende på stedet, og knejste i sin stærke nakke.

Da hoppen stod ganske roligt, stoppede hingsten helt op. Hovedet hævede sig dog højt i vejret, mens næseborende var udspilet og dirrede hidsigt. Brystet var skudt stolt frem, mens hele holdningen virkede rank og majestætisk, men uden at virke selvfed. Et dæmpet suk forhold hingsten, men han forholdte sig i samme holdning, som så han den unikke Myth af. Men øjnene glinsede stadig af accept og respekt, såvel som en snert af intensitet.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Hun nikkede anderkendende til den røde hingst foran hende. Han havde givet hende plads, men samtidigt vogtet over hende, mens hun sårbart havde lagt på jorden. De isblå øjne spillede lettere feminint, inden hun trippede ganske sirligt hen til ham. Hun lod sin mule berøre hans skulder, inden hun med en sensitiv bevægelse flygtigt lod den stryge op mod hans ryg. Hun prustede opstemt, og halen var nærmest lagt over ryggen. Halens sølvtråde faldt i et naturligt spil med hendes aftegn der næsten var en afbildning af lynene der flænsede nattehimlen. Hun lod en feminin brummen undslippe hendes strube. Solen varmede hendes slanke krop op og hun trådte et skridt tilbage og lod dens stråler kærtegne hende. Myth ville ikke trænge sig på og egentlig så nød hun at stå her i solen. De isblå øjne så på den maskuline hingst og de spillede af mystisk. De mandelformede ører vippede ganske fredeligt omkring for at opfange lyde fra eventuelt fremmede heste og dyr. Der var ganske fredeligt og Myth var nogle gange overbevist om at de eneste mørke der fandtes på denne ø, lå i hende og hendes søn, men denne tanke var for god til at være sand. Der måtte vel være noget. Hendes blik gled søgende omkring på horisonten og hun stod nu med hævet hovedet og manen vajede let i den milde vind. Hun var ganske nydelig at se.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hingsten betragtede opmærksomt den dansende hoppe, som med sine yndige skridt nærmede sig. Halsen knejste sig dybt sammen ved hendes nærhed, alt imens halen hævede sig sagte, for at gøre et let smæld. På trods af brunsten ej hærgede denne hoppe i dette øjeblik, var hoppen ganske tiltrækkende alligevel; men det vidste hun sikkert. Hun vidste at hun var dyrebar, kostbar – hun vidste hvad hun var værd. Det var naturligvis beundringsværdigt, men det var ej dét som tændte hingsten.
Skindet på skulderen dirrede kort ved hoppens blide berøring, alt mens hingsten drejede sig velformede hoved til siden, for at skæve til hende. Berøringen forsatte videre til hans stærke ryg i en sådan en sensitiv bevægelse, at den mørkglødende hingst spændte mulen op i en nydende grimasse. Læberne mimrede sagte, alt imens han betragtede hoppens højthævede hale, som lå som en dyne over hendes normalt blottede ryg. Øjnene missede sig kort sammen, inden han lod sin mule glide frem til hoppens lår, som han kærtegnende lod mulen køre nedad.

Af refleks trak hingsten sit hoved til sig i en hastig bevægelse, idet hoppen bakkede. Næseborende udspilede sig svagt for at udstøde et højlydt prust. Ørerne vippede lyttende omkring i mekaniske bevægelser, men inden lyde var at finde, andet end de svage, livsmuntre lyde fra de kvidrende fugle. Med målrette skridt trådte hingsten fremad, for at nappe mod hoppens sølvhvide hår, inden han gengældte hoppens kærtegn: i en sensitiv, kælende bevægelse lod han mulen glide nedad ryggen på hoppen, og videre over de sirlige mønstre på hendes ryg og mave..

Da han kom til hoppens flanke, holdte han hovedet i ro. Han havde trådt hende nær, og nu stod med ørerne aflyttende vendt mod hoppen. Hvad ville hun sige til sådanne intens berøring? Kådheden skød kort op gennem hingsten, som lod et udfordrende nap ramme mod hoppens bløde, varme pels; men nappet var ej ondt ment, tværtimod. Alligevel havde han på fornemmelse, at hoppen let kunne være hidsig, og derfor hævede han hovedet højt i vejret, så alle musklerne i den muskuløse hals spændte sig op. Næseborende dirrede kortvarigt, mens øjnene opmærksomt hvilede fastlåst på den mystiske hoppe.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Myth iagttog nøje Jaidev, og mærkede hans sensitive berøringer. Det var længe siden en hingst havde berørt hende med sådan intensitet, men hun stod blot ganske stille og nød opmærksomheden og kærtegnene. Hun hvælvede i halsen og udstødte en ganske salig men feminin brummen. Hun mimrede nydende med mulen. Hendes muskler var spændte og sitrede svagt under hans berøring. De isblå øjne holdte dog vågent øje med hvad han foretog sig og hun fnyste svagt, men ikke ondsindet. Hun viftede let med halen, men udgav et hoppet hvin fra sig da han nappede hende i flanken. Hun så på ham med de intense øjne og fnyste sirligt, inden hun strakte mulen mod hans hals og lod blidt tænderne strejfe hans strube efterfulgt af et flygtigt slik. Den hvide mule gled sensitivt ned over hans muskuløse hals og hun trådte tættere på ham, inden hun trådte et skridt til siden. Længe så hun på ham, mens halen piskede intenst bag hende og svirpede op på hendes bare flanker. Hun slog ud med forbenet og kastede kådt med hovedet. Hun var ikke i brunst, men hun tillod alligevel disse intense berøringer. Hvorfor? Hun var ikke sikker, men hun nød det og måske var det derfor. Hun så afventende på Jaidev.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Mødet med den dansende, sorte hoppe med de sirlige aftegn ned over ryggen begyndte at udvikle sig til et dybt intenst møde. Et møde som kunne være farligt, det var ingen benægtelse. Men denne Myth nød hans berøring, hun værdsætte den, og derfor ønskede hingsten også at forære hende mere af hans berøring. Men nu skulle hingsten også passe på, og det blev han bekræftet i, da den sorte hoppe lod tænderne ramme hans strube. Næseborende udspilede sig øjeblikket, mens ørerne kortvarigt tippede bagover, alt imens han gjord en hingstet, voldsom rysten på hoved af ren refleks og beskyttelse.
En mimrende, spændt mule søgte hurtigt ned mod hoppen, som han strøg over manken, idet hun berørte hans muskuløse hals, inden hun flyttede sig, og slog ud med sine stærke forben. En hidsig fnysen undslap hingsten, som velafbalanceret hævede sig i et lavt stejl, med benene trykket godt indtil sig, så han ej virkede truende overfor hende. Idet han atter landende, lod han hurtigt et nap ramme hoppens knæ, inden han i elegante bevægelser dansende sidelæns, med ørerne opmærksomt rettet fremad mod Myth.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hun kunne mærke hvordan intensiteten steg jo længere de var nær hinanden. Myth løftede hovedet og trak sig væk fra den røde Jaidev. Der stod hun forstenet som en statue og stirrede intenst på ham med de isblå øjne, der med det rette udtryk en gang havde kunne gøre det der var være end at dræbe. De bar præg af det, og hun kunne mærke at hun havde nået sin grænse hvad berøringer angik. Den sorte pels dirrede lettere opstemt og den hvide hale piskede omkring hendes bagpart i højt tempo. De mandelformede ører vippede frem og tilbage og hun smaskede kort tænkende, inden hun bakkede endnu et skridt. De isblå øjne gled så flygtigt ned at hingstens muskuløse krop og hun brummede ganske tilfreds med sin feminine stemme. Selvom Myth ikke var kræsen, så havde hun set bedre, men hun huskede sig selv på at hun ikke længere var hjemme. Et svagt smil prydede hendes mule og hun nikkede anderkendende til den røde hingst inden hun skridtede væk fra ham. Halen piskede forsat hidsigt bag hende.