Første forårsdag..

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Mødet mellem den sorte hoppe med de sirlige mønstre over ryggen og den mørkglødende hingst havde i sandheden udviklet sig; lige siden deres dans og historie startede, og tiden havde kun forøget deres intensitet med hinanden. De havde danset længe, de to sjæle, de havde set hinanden an og bedømt hinanden i tavshed, for deres ord havde ej været mangfoldig. Alligevel havde de udviklet masser af sprog mellem dem; et tavssprog som ørerne aldrig ville kunne høre eller forstå, men et sprog som deres dansende kroppene havde hvisket til hinanden.

Men intensiteten havde også et flække, for den sorte hoppe trak sig. Med al respekt til denne sjæl, bakkede den ædle hingst et par lette, velbalanceret skridt bagud, hvorefter han gjord en hvælving på halsen, så næseryggen blev holdt lodret foran ham. Ørerne gled opmærksomt fremad, mens de sortnede øjne betragtede hoppens glimrende pelspagt.. Indtil han mærkede hendes bedømmer blik; hun kategoriserede ham i tavshed. Ørerne gled hurtigt sidelæns, og et hårdt prust forlod den silkebløde mule; den mørkglødende brød sig ej om at blive bedømt – for i hans øjne var alle smukke.

Havde hans udseende pludselig skuffet hende? Øjnene kneb sig overvejende sammen, idet hun lod sin krop bevæge sig væk fra ham. Ørerne gled opmærksomt, og en anelse nysgerrigt fremad for at følge med i hvad hun havde i sinde. Stak hun af? I en mægtig bevægelse hævede hingsten sig i et stejl, med forbenene trukket op til sig, og kaldte på hoppe i en dyb, hingstet og dominerende tone, inden han med et bump landede på jorden. Kådt kastede han med sit noble hoved, og kastede et forben markant fremad i luften, og udstødte en høj fnysen, inden han atter stod stille, med ørerne nysgerrigt fremad mod hende og den ravnsorte man i uorden; han så i sandhed ungdommelig og kæk ud.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hun bedømte skam ikke den røde hingst, eller måske gjorde hun. Men sådan var hun fordømmende og kræsen. Man kunne antage at hendes bedømmelse ikke var negativladet. Hun stoppede op og lyttede til dominansen i hans vrinsk. Hun så tilbage på ham med de isblå øjne som havde sit eget helt specielle intense spil. Hun piskede en anelse opstemt med halen, selvom hun forsøgte at ligge bånd på sig selv. Brunsten var tilbage og det bekymrede hende en anelse. Dog var hun stoppet op og iagttog intenst hingsten, mens han spillede sit eget maskuline spil. Hun synes at hans muskulatur var beundringsværdig og derfor stod hun blot og åd ham med det intense blik i det isblå øjne. Hun kom ikke tilbage til ham, men stod blot og afventede. Hun vendte fronten mod han og slog ud med det lange slanke forben med en hoppen hylen.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hingsten stod stille som en statue, idet han fangede hoppens opmærksomhed igen. En opmærksomhed som fortærede ham med intense øjne; hver en bevægelse han udførte, slugte hun grådigt. Stolt skød han sit stærke bryst fremad, mens halen gav en smælden fra sig, idet hoppen vendte forpartiet frontalt mod ham og hylede, i takt med hun slog med sit slanke forben. Med en stabil bæring og samling hævede hingsten sin ryg, og dansende med lethed til siden, inden han atter hævede sig i et højt stejl. Og idet han var oppe i sit stejl, gjord han et buk, hvilket resulterede i en fuldendt capriole.

Da jorden atter var fundet under de stærke hove, samlede hingsten sig let sammen, mens han knejste i sin stærke nakke. Han vidste udmærket, at man ikke skulle danse for alle, og ikke skulle vise sin skønhed til enhver sjæl – men denne hoppe kunne vel godt få et lille glimt af den maskulinitet som brændte i hans indre? Næseborende udspilede sig hastigt, mens han kontrollerede sig og atter engang udførte en svær øvelse til perfektion: Han samlede alt sin stærke i bagbenene, og derved formede en ægte courbette for hoppens øjne.

Kroppen dirrede let på den muskuløse hingst, mens de sortnede øjne hvilede intenst på den sorte hoppe, som stod og betragtede ham. Stolt knækkede han nakken sammen i en stabil holdning, og skridtede med dansende, lette men målrette skridt mod hende, alt imens han brummede dæmpet, men hingstet og maskulint. Hovedet tiltede kådt på skrå, udfordrende. Behagede synet hende?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jo synet behagede hende og hun stod stadig og iagttog ham. Udadtil virkede hun ganske neutral, men bag facaden stod hun helt betaget af hans dansen. Hun udstødte en feminin brummen og hvælvede i svanehalsen og skridtede ganske elegant to skridt i mod ham. Halen var let hævet til trods for hendes brunst. Den skulle ej hindre hende i at udfolde sig som hun ønskede, og hun strakte derfor den hvide mule mod hingsten, mens hun med små feminine hvin, slog ud med de lange slanke forben. Dog uden noget hensigt at skade, blot for at markere sig, og vise hun var en hoppe af egenrådigt sind. Hun kunne lide hans udfordring og dansede let i en meget velbåret piaff. Myth kunne sagtens vise sig frem for hingsten, og hun gjorde det ganske fortræffeligt. Hun afventede hans reaktion og samtidigt lod hun tankerne rende igennem hovedet. De isblå øjne var udadtil stadig intenst hvilende på den røde hingst, mens de stadig var ganske gådefulde omkring hvad hun tænkte og hvad hun synes om denne maskuline hingst. Hun nød at danse med ham, især fordi han udviste denne maskulinitet.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hingsten afstødte et dæmpet fnys. Han havde danset for hende; mere end blot danset. Han havde brugt tricks, som han før havde holdt for sig selv. Men han havde forsøgt at åbne op for hendes neutrale facade, forsøgte at få et glimt af en af hendes mange følelser, men forgæves. Hun stod blot og betragtede ham med hendes slugende øjne. Hans mandelformede ører strakte sig hurtigt fremad, tiltrukket af hendes feminine brummen, indtil duften af brunst ramte hans sensitive næsebor. Duften var indtrængende. Sødmen i lugten fik ham til at kaste kådt med hovedet, alt imens hans ravnsorte hale hævede sig højt i vejret. Idet hoppens mule søgte frem mod ham, udspilede næseborende sig og han prustede hidsigt til hendes hvide mule.

Da hoppen slog med sine slanke ben, blev en fjern knap trykket i bund i hingstens mørke indre. Hun var udfordrende, intens og samtidig var hun egensindig. Han samlede sig med ét sammen, inden han hævede sig i en kontrolleret levade foran hoppen. Mulen spændte sig hårdt sammen, mens ørerne vippede kortvarigt bagover, idet han sådan hævede sig foran hende. Men bevægelse var bestemt ikke truende, for han holdte sine forben tæt indtil kroppen.

Da han atter landede, gentog han bevægelsen. Denne gang hævede han sig højt; i en strakt levade. Musklerne spændte sig helt ved bagparten og lårmusklerne, mens han prustede højt af de let udspiledet næsebor, som dirrede sagte idet han atter landede. Atter en gang kastede han hovedet på skrå, inde han hårdt skrabede i jorden. Han ønskede at denne hoppe åbnede en smule op, viste en smule karakter – mere end hun havde gjort, naturligvis – men processen var bestemt udfordrende.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hans intense bevægelser, hans unikke dans og tricks var alt sammen ganske imponerende for Myth. Hun ville gerne udtrykke begejstring, men havde lært ikke at vise for megen følelse udadtil. Så hvor meget hun end ville rose ham for hans anstrengelser, så måtte hun skuffe den røde hingst. Men noget hun kunne gøre var at gøre som ham. I det han gentagne gange kastede sig op i en smuk levade, så trådte hun let tilbage. Hun rejste sig på bagbenene og holdte forbenene tæt indtil sig i det hun gik to skridt frem, inden hun næsten lydløst landte i græsset. Halen var højt hævet som en fane, inden hun begyndte og danse sin ganske intense og meget hæmningsløse dans. Bagpartiet svingede i harmoniske bevægelser fra side til side, når hendes lange slanke ben fjedrende skiftedes til at bære vægten af hende. Hendes forben blev kastet frem med stor elegance og hun hvælvede i halsen, så sølvtrådende sirligt kunne danse på den. Hun udstødte små feminine hvin af ham som hun hele tiden bevægede sig nærmere. Halen piskede ophidset bag hende og spredte ganske vist duften af brunst, men hun bekymrede sig ej. Det var livet for kort til. Den hvide mule skabte kontakt da hun ganske sensitivt lod den stryge op af hans muskuløse lår efterfulgt af et tirrende nap mod hans flanke. Hendes holdning udstrålede stadig mystik, men også stolthed. De isblå øjne søgte med et intenst blik konstant hans. Hun slap ham ej af syne og ventede blot på hans reaktion.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Et dæmpet prust forlod hingstens silkebløde mule, hvor næseborende dirrede sagte. De dansetrin han havde blottet overfor den sorte hoppe, havde været fysisk krævende for ham, det kunne han ikke benægte, på trods af hans styrke. Men det var ej grunden til at han stod ganske stille, og betragtede hendes dans på de slanke bagben; han ville ikke give denne hoppe alt hvad han havde i sig. Han havde vist sig for hende, men ej havde han blottet alle sine tricks for hende – og det ville han ej hellere gøre. Han var en stolt hingst, og han ville ej være så naiv at vise hende al hvad han gemte i sig ved dette første møde; nok havde han danset, men det var der nu sat en stopper for. Hvis hun ønskede at danse mere, så var hun mere end velkommen til at byde op dans igen; og det gjord hun. Hun dansede nærmere med svingende gangarter, som hun viste frem med største stolthed. Jo nærmere hun kom, jo tættere kom brunstens sødme. Næseborende dirrede på hingsten, hormonerne tændtes igennem hele hans mørke krop; en længsel blev tændt. Han knejste nakken dybere og dybere, og idet hun nappede til hans lår og flanke, var det som om en ukendt knap blev trykket i bund. Mulen spændte sig hårdt op, og alt imens han brummede dybt, hæs og hingstet strakte han mule frem mod hendes højthævede hale, og nappede mod hendes halerod, inden han trippede fremad med flygtige, lette skridt og brystkassen skudt stolt frem. Hans sortnede øjne betragtede hende intens, inden han krydsede sine slanke ben og alt imens han smældede med den sorte hale, stoppede han ved hendes side; omvendt. Så hans frontparti var vendt mod hendes bagparti. Og omvendt, naturligvis. Mulen søgte frem og snusede prøvende til hoppen, alt imens kroppen dirrende på hingsten, som hele tiden var opmærksom på hvordan den hidsige hoppe ville reagere.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Halen piskede hårdt om hendes bagpart i det han berørte haleroden. Hun hvinede ganske lavt med en feminin klang, men hun stod blot stille og betragtede ham ganske stilfærdigt. Han havde vist ham nogle af sine dansetrin og han havde ligeså givet meget af sig. Hun havde stadig bevaret noget af mystikken. Hun bemærkede godt den omvendte position, men lod det blot være ved det. Hun udstødte i stedet en feminin brummen i det hun strakte sin fløjlsbløde mule hen mod hans flanke som hun med en intenst bevægelse lod stryges af mulen som fortsatte op mod hans kryds. Hun nappede ham tirrende.
Derefter bevægede hun sig forbi hans bagparti og puffede let til ham med sin mule, mens halen viftede ganske roligt bag hende. Hun brummede stadig feminint og syngende, mens hun vandrede omkring ham inden hun stoppede op med siden til ham. Hendes mule søgte hans for endnu engang at inhalere duften af ham inden hun udstødte en svag hoppet hvinen, men dette fik hende ikke til at flytte mulen, men hun fortsatte blot med at puste ind i hans næsebor, samtidigt med hun inhalerede

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

De mandelformede ører den mørke hingst med den næsten glødende pels ejede, vippede sig flygtigt frem og tilbage; de lyttede til Myth, til omverdenen og alligevel koncentrerede han sig, så de ville allerhelst finde en hvileplads bagud, men det var der ej plads til; for han måtte også være opmærksom på den sorte hoppe, og de lyde hun dræbte stilheden med. Hans silkebløde mule gled langsomt op ad hoppens lår, som hans varme ånde hele tiden ramte imod, og han følte sig pludselig overvældet af hormonerne i kroppen. I en hurtigt bevægelse strakte han hovedet i vejret, og flabede overlæben op – han nød duften; den lokkende, søde duft som hang bag den sorte danser. En duft som ville bringe selv den mest standhaftige ud af sind. Et fnys forlod hårdt hans mule idet overlæben gled ned, og i hidsighed slog han et forben fremad, alt imens han hævede den lige ryg i en samling, mens mulen prøvende nappede hende i låret – en gengældelse til hendes nap ved hans kryds.
Da hun pludselig bevægede sig fremad, hævede Jaidev sig med ét i et højt stejl, med ørerne vendt bagover og musklerne spændt; han formåede derved at komme helt ret op i en lige linje, inden han tungt lande på den spraglet jord under ham, ved siden af hoppen som havde bevæget sig hen til hans side. Med smidig bevægelser drejede han hovedet, og snusede ligeså til hendes fløjlsbløde mule, alt imens hans hale piskede omkring den runde, muskuløse bagpart.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hun skævede til hans flehmen og hun missede kort med øjnene. Hun hvælvede i halen og løftede bagbenet ved hans berøring på låret. Hun var en anelse, hvis ikke en del kostbar, som hun svansede rundt om ham med sine elegante, men trippende skridt. Hun udstødte små hvinene lyde og halen piskede intenst bag ved hende. Hans stejl havde gjort hende klar over at hans hormoner sydede under de røde hårlag. Hun snuste til hans fremstrakte mule og hun kastede sig nærmest bagover og op i et højt stejl alla Jaidevs med et skingert hvin, som kun hopper kunne skrige. Sølvtrådene i hendes man piskede om hendes hals, i det hun spinnede på de lange bagben inden hun landede med siden til ham inden hun udstødte et højt ophidset fnys. Hendes hårlag sitrede af ren fyrrighed og halen piskede ustandseligt bag hende, selvom dette spredte duften af brunst. Et langt forben blev kastet ud i luften, fremad. De isblå øjne hvilede på den røde maskuline hingst der stod ved hendes side og hun udstødte en feminin brummen af ham og iagttog blot hans væremåde og bevægelser.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Den silkebløde mule mimrede sagte, mens han prustede dæmpet mod hoppens tætte mule, inden han med ét kastede hovedet til sig, og trippede et par skridt sidelæns, idet hun hævede sig i et højt stejl. Ørerne gled kortvarigt bagover for at lukke af for hendes skrig, alt imens han smækkede med kæberne og skød brystkassen fremad. Hun var temperamentsfuld, og derfor skulle Jaidev passe ekstra meget på hvordan han opførte sig overfor denne hoppe; ej fordi han frygtede hende, for han viste udmærket godt at hans muskler var hende overlegen, men hun kunne være farlig, ingen tvivl om det. De sortnede øjne kneb sig langsomt sammen, mens han knejste op i sin stærke hals, da hun atter befandt sig ved hans side. Han fulgte opmærksomt med i al hvad hun foretog sig; indtil hun kastede forbenet fremad. De udløste en reaktion os hingsten, som voldsomt slog med det velformede hoved, og trippede dansende og regelmæssigt på forbenene, mens de sensitive næsebor inhalerede duften af bryst. Han skævede sigende til hoppen, inden han trådte sidelæns, for at tøjre sig selv. Det var som om det var en leg for den sorte hoppe, som havde hun lige hvor hun ville – og det fandt Jaidev sig ikke i. Ingen ejede ham. Hovedet fløj i vejret, mens hans fnyse dybt og hingstet ad hoppen; han ville aldrig kunne blive legetøj, hun skulle ikke tro at hun havde ham hvor hun ville; han var al for ejendommelig og egensindig.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Da han trådte et skridt til siden, for hvad der virkede at tøjre sig selv vippede Myth med ørerne og stod blot ganske stille og iagttog ham som han stod der og bare var hingst. De isblå øjne studsede over hans maskuline bygning og tiltsydeladene stærke fysik. Hun udstødte en svag feminin og veltilpas sang. Hun løftede hovedet og mimrede med den silkebløde mule og strakte den mod hans, mens sangen stadig lød. Legede hun med ham? Måske, men så måtte han jo sætte sig selv i respekt. Han kunne jo let overmande hende og sætte hende på plads, men virkede ganske blid. Hun trådte et skridt væk fra ham og vendte bagparten til ham inden hun sænkede hovedet for at nippe let til de nye græsskud alt i mens halen vifftede ganske fredsommeligt bag hende. Men under det sorte hårlag og alle de sirlige hvide aftegn som mindede om lyn der skar igennem nattehimlen, kunne man tydelig se hvordan de ulmede at fyrrighed som kun en hoppe kunne besidde. Halen piskede kort hidsigt omkring hendes bagben og hun udstødte en hoppet brummen og et resolut stamp i jorden med det ene bagben. De isblå øjne var fortsat intense, for hun var endnu ikke kommet ned i et roligt stadie.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Med et intetsigende glimt i de sortnede øjne, som havde fået dræbt hormonernes aktivitet i hans krop, stod Jaidev blot stille med sine slanke ben, og fulgte med i hvad den sorte hoppe foretog sig, for hun havde tydeligvis fundet noget mere underholdende at tage sig til. Hans øjne skævede til det mosgrønne græs som forsigtigt tittede op på den spraglet jord, som for noget tid siden var dækket af et fint lag pulversne. Han udsendte et højt fnys fra sine let udspilede næsebor, mens han slog med det velformede hoved, som fik den ravnsorte man til at flyve omkring den muskuløse hals, hvor musklerne blottede sig for hver gang han slog hoved ind og ud. Hvis denne hoppe havde fået nok, så måtte han respektere det, for han ville ej satte ild til deres møde som langsomt så passivt ud. Øjnene gled langsomt op i himlen, hvor skyerne var blevet overtrukket af en mørk, dunkel farve; natten ville snart herske. Det ville være farligt at befinde sig på den åbne eng, når natten indtog; åd dagen. Med målrette skridt bevægede han sig op til siden af den sorte hoppe, mens han nynnede med en dyb, mørk brummen som dræbte stilheden mellem dem. Måske var det også bedst at stoppe mens legen var god. Et prust forlod hans næsebor, idet han puffede til hendes skulder i en høflig bevægelse, for at takke for hendes selskab, som han efterhånden havde delt timer med. Et selskab som havde indprentet sig som et brandmærke på hans hukommelse. Hans ellers idylliske, dybe brummen faldt ned i en mørkere, mere kommanderede tone; hun måtte også søge ly for natten, eller i hvert fald sikkerhed, for det åbne var ej sikkert. Ørerne tippede rytmisk omkring, inden han lod sin hale hæves stolt, idet han forlod sin dansepartner, for at danse solo ind mod den mægtige skov, som snart ville være badet i mørke og fyldt med flyvske skygger.

[ Jaidev out ]
[ Tænkte vi skulle slutte inden tråden blev for lang; vi kan jo altid starte en ny, frisk en hvis du lyster. ;D ]

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

[ Let's do that then ]
[Myth Out ]