Snestorm

Sneen piskede ned over Foehn. Kulden skar gennem knoglerne og man ville være godt dum, hvis man ikke have søgt læ for den intense og kraftige vind, mens stormen hærgede. Den spraglede hingst havde søgt læ ved klipperne, men noget var anderledes over ham. Han lå ned op af klipperne, hvor sneen ikke kunne nå. Sneen var også anderledes, for under nysneen kunne man ane nogle røde plamager. Disse kom fra en flænge på hans skulder som han havde pådraget sig, mens han havde forsøgt at finde ly og et vindstød havde bragt ham ud af kurs på en glat klippe sti. Han var styrtet og derfor mørbanket. Han prustede anstrengt og i det gule øjne kunne et snært at smerte ses.

Illana, den gyldne, søgte læ i den hæsblæsende snestorm. Hendes krop var gennemkold, ja så meget at hun rystede mens hun gik. Hendes hoved var lavt, øjnene halvt lukkede, for at undgå den bidende vind og sne, der piskede imod hendes spinkle krop. Hun havde søgt længe efter læ, men intet havde endnu været godt nok, til at hun var blevet stående. Hun havde nu søgt mod klipperne; hendes erfaring efter besøget med Djange, havde lært hende at der var læ at finde der. Mellem klipperne, eller måske i en af de grotter det var i det bjergede landskab. Dog vidste Illana ligeså, at det var farligt; men de var hende tættest, og denne kulde, truede hende meget. Hun vandrede derfor op på de stenede stier, der ledte hende omkring i de lumske bjerge, der især nu var farlige. Sneen skjulte let huller eller glatte områder, og den gyldne som ikke var så sikker til bens i dette landskab igen, måtte passe meget på. Hun begav rundt på usikre ben, i et langsomt tempo i sin søgen efter læ; men inden hun nåede så langt, bladede rød farve sig med det snelag der lå på stien hun vandrede på. Forundret hævede Illana hovedet, med missende øjne, for at skimme hvorfra dette kom. Og der, et godt stykke forude, kunne hun skimte Mindraper. Kun på grund af sneen; for ellers var han godt gemt her. Men sneen afslørede ham med dets hvide kontrast til hans krop. Illana udstødte en sagte, vel bekymret brummen. Det lod til han var skadet, og i dette vejr, var det direkte farligt. Illana satte derfor kursen imod ham, for at finde ud af, hvor slem skaden var.

En svag lyd og hovslag lød ganske fjernt i vindens hylen. De gule øjne stirrede intenst ud i mørket i det han spottede den lyse skikkelse. Han kunne ej komme på benene, og rykkede derfor kun let på sig. Han genkendte den svage duft som den gyldne hoppe. Han sænkede sine parader en anelse og blev blot liggende og betragtede hende som hun kom nærmere gennem stormen. Han fnyste svagt for sig selv. Hun valgte stadig at komme ham nær til trods for hans hårde ord den anden dag. Hun var ikke rigtig klog. De gule øjne som iagttog hende skreg af smerte og dette var svært for hingsten at gemme bag en facade. Han virrede svagt med hovedet og vippede med de mandelformede ører. Hans pels var tæt og blokerede for kulden der så ihærdigt forsøgte at få overtaget.

Illana, den gyldne, hvis krop var nærmest hvid af den sne der lagde sig i pelsen på hende, fortsatte sin gang imod Mindraper, selvom deres sidste møde endte noget skidt, må man vel sande. Illana standsede ganske få meter fra den liggende Mindraper, der lod til at være i sand smerte. Hans øjne, der normalt ikke udtrykkede noget, havde et skær af smerte gemt i sig nu, som var uundgåeligt for den opmærksomme at se. Illana prustede dæmpet, ja vel nærmest spørgende, inden hendes blik faldt på den store flænge han havde erhvervet sig. Illana lagde hovedet på skrå og trådte nogle skridt nærmere den spraglede hingst, hvorefter hun med et dæmpet prust sænkede hovedet lidt ned imod ham.

,,Hvad er der sket, Mindraper, siden din skulder er i den stand, den nu er?"

Spurgte Illana med oprigtig stemme. Hun havde en naturlig aura, der talte for at ville hjælpe andre der lod til at være i nød; selvom hun udemærket godt vidste at hun nok ikke ville få lov af denne hingst. Hun prustede dæmpet, hvorefter hun mødte Mindrapers blik. Ville han prøve at genne hende væk med en spydig kommentar, eller ville han tillade hun var her, og endda prøvede at hjælpe ham?

Mindraper iagttog hende nøje som han løftede hovede og pustede hende i næseborene. Hun var omsorgsfuld og noget i hingsten magtede ikke at kæmpe i mod dette. Han var vel svækket og han så på hende længe. Han vidste ikke hvorvidt han skulle besvare den gyldne hoppes spørgsmål, for det kunne få ham til at se latterlig ud. Hans blinkede kort og virrede med hovedet.

" Blot et uheldigt skridt omkring vulkanen.. "

Var det eneste der lød fra ham. Han brummede en anelse og han sænkede kort hovedet ned mellem hans forben og drog et tungt åndedrag, der bar præg af at han var i smerter og udmatted. Vulkanen lå et godt stykke herfra og han havde vandret langt for at finde dette læ.

[/blockquote][/color]

Illana, den gyldne, lod sit blik hvile meget intenst på Mindraper for en stund, mens han lå på jorden foran hende. Der gik lang tid, inden den spraglede hingst svarede, og hans svar var kort og præcist. Han havde vandret ved vulkanen, hvilket havde forvoldt ham denne skade. Det var en skam; for ingen fortjente sådanne skader. Illana, som havde bemærket at han ej kæmpede imod hendes bekymrende sind, trådte ham nu tættere og lagde sig ned foran ham, ned i den kolde sne. Dog var vinden ej så bidende, når man lå ned, hvilket vel var godt. Derpå lod Illana sin mule komme nær hans sår, uden at røre det, for at se det an. Det var dybt, men ikke truende dybt. Han havde vel været heldig? Illana prustede dæmpet, hvorefter hendes blik mødte Mindrapers igen. hans blik udviste klart smerten, og nu hvor han lod sit hoved sænkes, viste han det også ved hjælp af kropssprog.

,,Du kan ikke blive her, Mindraper. Vi må få dig et sted hen, væk fra sneens kølende omgivelser. Og derpå må dit sår renses."

Sagde Illana med en mild, men alligevel vel bestemt stemme. Nok var denne hingst en af dem, hun nok skulle behandle med omhu; for han tilhøret ej den lyse sti, men derimod den mørke. Hun vidste ikke, hvordan hans sind kunne sno sig og hvordan det tænkte omkring den gyldne hoppe. Hun prustede dæmpet, hvorefter hun flyttede blikket fra ham igen. Hun vidste godt, at der ville gå noget tid før de kunne begive sig imod mere solidt læ, og denne tid ville hun tilbringe tæt ved ham, for at give ham varme, men ligeså for at genvinde noget varme selv.

Mindraper puffede til hendes mule. Puffet var blidt, men prompte. Hun skulle ikke pille ved dette sår for det var ømt og hævet. Hun ønskede at hjælpe ham, det forstod han, men igen så kunne han godt klare sig selv. Han rykkede let på sig og lod blikket falde på den gyldne hoppe, som nu lå foran ham og beordrede ham på benene. Han vippede med de mandelformede ører og forsøgte at komme på benene, men måtte igen lade sig synke sammen i et anstrengt fnys. Han lukkede øjnene i og lagde ørerne i nakken for at forbande sig selv langt væk.

"Du gyldne, jeg er ej i stand til at gå længere for nu.. Såret er blevet renset.. "

Dette var hans korte konstatering og han forsøgte dog endnu engang at rejse sig fra det kolde klippegulv. Han kom delvist på benene, som hans vaklede faretruende på. Han var kvik nok til at se at han ej kunne gå videre, og udnyttede derpå hans vaklen til at komme helt op af klippevæggen som lå omkapslet af andre og derfor gav læ. Han lod sig derpå dumpe hårdt ned på det ellers bløde mosunderlag. Hans øjne skreg af smerte og dette var også et tegn på at smerterne næsten var ubærelige, for det var sjældent at smerte kom til udtryk på hingstens ydre. Han brummede anstrengt og fnyste derpå svagt.

Illana, der havde lagt sig foran den spraglede hingst, lod hovedet vige en smule tilbage, da han forsøgte sig med at komme op. Forinden havde han puffet blidt til hendes mule, hvilket havde givet den gyldne en forståelse for, at han havde tilladt hende at hjælpe ham, men kun til en bestemt grænse. Illana prustede sagte og lod sit blik beskue ham, da han sank sammen igen. Hun lod sine ører glide en smule tilbage; hun brød sig ikke om synet af en såret, uanset hvem det da end var. Hans ord fik den gyldne hoppe til at nikke kort og accepterende; så måtte de blive her, og hun skulle nok blive ved hans side. Da han først havde fået lagt sig igen, efter andet forsøg der var mere vellykket, lod hun mulen glide frem ved ham. Ej imod hans sår, men imod hans hoved. Hun søgte hans gule øjne, hvori smerten sad. Hvorfor, ja det vidste den gyldne kun selv.

,,Jeg skal nok blive her, Mindraper. Og alt imens du hviler din krop, vil jeg holde dig med selskab”

Sagde den gyldne hoppe sagte, hvorefter hun puffede meget forsigtigt imod hans spraglede mule. Det måtte have været en slem oplevelse, at falde op pådrage sig en sådan skade, og det var ganske tydeligt at smerten endnu var hård ved ham; men den gyldne kunne ej gøre så meget, når hans kræfter ikke kunne bringe ham videre herfra. Hun prustede dæmpet igen og flyttede derpå blikket lidt, for at afvente en reaktion fra den spraglede hingst. Ville det være et spydigt svar?

Han lod øjnene glide i, men åbnede dem så da hoppen igen snakkede. Hun så længe på hende og puffede blot til hendes mule. Han rykkede let på sig og vippede med ørerne. Gøre ham selskab? Mindraper var svækket og han så derfor op på hoppen og tænkte at det måske var en fordel at den gyldne blev hos ham. Han brummede lavt, men den maskuline undertone lå der stadig.

" Bare lad være med at ligge dig midt i vinden. "

Lød det blot fra ham. Tonelejet var måske blot tomt, med en strejf af smerte, men det var meget usædvanligt at han faktisk rådede folk til ikke at besvære dem selv unødvendigt. Mindraper handlede instinktivt og hoppens selskab var en fordel for ham.

Illana lod sit blik mode de gule øjne. Mindrapers reaktion var ej forventet; i stedet for et spydigt svar eller en henkastet kommentar, kom der derimod et råd om at den gyldne ikke skulle udsætte sig selv for kulden, som den barske vind medførte. Illana smilede let og lod derpå sin krop rejse sig, så hun kunne vandre længere ind mod væggen og ind mod ham. Derpå lagde hun sig igen, ganske tæt ved den spraglede hingst. Han var svækket, det var tydeligt at se. Og det at han lod det vises, måtte betyde at det var rigtig slemt. Illana lod kort blikket glide over den spraglede hingst og hans skulder. Selvom skaden var slem nu, kunne det have været værre, og hun vidste at Mindraper nok skulle genvinde kræfterne og bortjage smerten snart. Derpå lod hun sin mule stryge hans ganske stille. I denne kulde var der ingen duft der kunne drage hans sind, men derimod en smerte der kunne pirrer det, så Illana vidste ikke hvordan han ville reagere. Dog vovede hun at give ham denne gestus for at vise, at hun skam var glad for, at han lod hende blive.

,,Mindraper; hvad har du brug din tid på, siden sidst vi sås?”

Spurgte Illana så. Måske en harmløs samtale kunne fjerne fokus lidt fra den bidende smerte der sad i hingstens krop?

Mindraper drog et langt fnys, som egentlig mindede om et kvalt suk af smerte. Hoppens nærvær kunne han ikke tage sig af og han lod egentlig ikke til at føle sig generet af dette. Vinden hylede i klipperne og han hævede hovedet og lod det hvile op af klippekanten mens han blottede tænderne. Ej af den gyldne hoppe, men at smerterne. Hans flanker pumpede intenst op og ned og han flyttede hans hoved ned mellem forbenene. Hans ører lå presset i nakken. Han mærkede hendes berøring og det gippede svagt i ham. Han lod de gule øjne møde hendes og han åndede blot ud. Han havde ikke energi til at give et modsvar og han lagde igen hoved på sine forben. Han lå længe og stirrede tomt ud i luften. Smerten aftog i takt med at kroppens træthed langsomt fik overtaget. Han lod øjnene glide i gentagne gange, men dette var kun så han kunne spærre dem op i et voldsomt ryk, som gav ”genlyd” gennem hele hans krop. Han kunne ikke falde i søvn ved siden af den gyldne, selvom han et sted vidste at han måske godt kunne overlade hans søvnige korpus til hende et stykke tid. Han tog en dyb indånding og åndede så ud i en halvhjertet fnys.

Illana, som lå ved den flerfarvede hingst, lod sit blik glide over den smertende hingst; det var et syn der ikke behagede den gyldne hoppe på nogen måde, men alligevel fandt hun det lettende at være ved hans side. Det gav hende en viden om at han ej var alene, og at Illana kunne gøre noget godt i hans selskab, denne gang. Illana bemærkede efter nogen tid i tavshed, at smerten lod til at aftage lidt i kroppen på Mindraper. Om det var på grund af hans tydelige træthed, eller fordi smerten bare valgte at forlade ham gradvist, vidste Illana ikke. Da han i et lille ryk endte med at vække sig selv op fra den trætte tilstand han lå i, lod Illana sine øjne søge hans. Var han okay?

,,Mindraper, jeg kan se du er udmattet. Hvis du ønsker det, skal jeg med glæde blive her til du er udhvilet lidt, så du kan få en smule hvile i sikkerhed”

Sagde Illana med den oprigtige tone. Hun ville aldrig gå fra en liggende sjæl, uanset hvordan sjælen så havde opført sig overfor Illana tidligere. Mindraper og Illana dansede en sælsom vals i deres bekendtskab, og det var ganske usikkert hvor de stod i forhold til hinanden. Men Illana havde en fornemmelse af, at netop denne situation måske kunne give de to sjæle et grundlag for at lærer hinanden bedre at kende. Mindraper skulle blot komme lidt til hægterne igen.

Mindraper så på den gyldne hoppe og vippede med ørerne. En lav brummen lød fra ham i det hendes spørgsmål. Han fik sig møffet på uelegantvis tættere på hende, så han mere eller mindre lå ved siden af hende. Et tungt suk lød fra ham og han placerede sit hoved i hvilende tilstand på hendes ryg. Han kunne på denne måde sikre sig at hun ikke pludselig valgte at gå nogle steder. En svag mumlen lød fra hans strube og han rykkede svagt på sig inden han lod øjenlågene glide i. Han var hurtigt væk og han så noget så fredfyldt ud når han lå der og sov, men der gik ej længe før han slog øjnene op. Han så på den gyldne hoppe. Var hun egentlig tryg ved situationen? Hvorfor tænkte han egentlig på det?

Illana, den gyldne, som lå ved den spraglede hingst, trak hovedet en anelse op, da han begyndte at rykke rundt på sig. Først troede Illana at han ville forsøge at rejse sig igen, men nej. Han fik møvet sig tættere på den gyldne hoppe, der derpå lod sit hoved sænkes let igen. Han forsøgte ikke at komme væk, men tættere, hvilket Illana gerne tillod. Da han lod sit hoved lægges over hendes ryg, brummede hun kort en smule undrende, men dernæst blot afslappet. At Mindraper søgte hende på denne måde, afskyede ikke Illana, men gav hende en ny form for ’tryghed’, trods Mindrapers skade. Hans placering af hovedet kunne tolkes på to måder; et ønske om at hun blev eller et ønske om at beskytte. Illana prustede dæmpet og da Mindraper lod sine øjne glide i, smilede hun let og fornøjet. Hingsten følte sig tilpas nok i hendes selskab til at kunne sove. Hendes ord havde vel fortalt ham det tydeligt nok og det behagede Illana, at han lod sin krop slappe af å denne måde, mens hun var der. Dog gik der ikke længe før hans øjne atter var oppe igen, og da Illana mødte hans gule øjne, mødte hun et lidt spørgende udtryk. Illana lod et lille smil vises med hendes øjne; hun var ganske tryg her, med ham. Ønskede han at sove, skulle han være velkommen.

Mindraper så blot på den gyldne hoppe der til trods for hans tidligere ord virkede fuldstændig tryg ved situationen. Han lod så atter øjnene glide i, dog rykkede han sig helt op af hende og lagde sit hoved på ryggen igen. Han var ganske beskyttende, for til trods for at han var opdraget til at følge den mørke sti, så var han også opdraget til at opføre sig ordenligt, på sigt. Han kunne dog ikke finde fuldstændig ro og han faldt derfor ikke helt i søvn. Det var mere overfladisk. Han åbnede øjnene og så ned på hendes gyldne pels inden han strøg mulen over dem, hvorefter han placerede hovedet på hendes ryg atter en gang. Hans tanker vandrede kort omkring hans gamle hjem og tanken om det lys som havde frarøvet ham det gjorde ham stadig bitter, og det fik ham til at spænde op i kroppen.