Snestorm

Illana, som lå ganske fredeligt ved siden af Mindraper, betragtede ham alt imens han hvilede sig. Det var tydeligt at noget holdt denne hingst fra at sove; om det var minder, tanker eller lyde, det kunne Illana ikke vide, men ikke desto mindre, fik han vel hvilket sig let. Da han slog sine øjne op atter engang og berørte den gyldne hoppe let, smilede hun kort og strøg ham over halsen, der hvor hun nu lige kunne nå. Det var som om at Mindrapers sind have accepteret at være på et lidt lavere niveau, i forhold til had og hævn, denne aften hvilket nok var grundet hans skade og de følgevirkninger den medbragte. Og samtidig var den gyldne hoppes nærhed vel også med til at sætte stemningen? Illana prustede mildt, inden hun bemærkede at hingsten lod sin krop spændes let. Som om der var noget der havde slået ham, eller noget han var kommet i tanke om. Illana puffede kort og sigende til ham, hvorefter hun søgte hans øjne med sine oprigtige.

,,Mindraper, hvad hærger dit sind så meget, at det frarøver dig hvilen?”

Spurgte Illana med en sagte stemme, der var noget så oprigtigt. Hun undrede sig vel lidt over, at Mindraper ikke kunne finde roen, nu hvor han havde accepteret at Illana lå ham så nær og endda lod til at drage fordel af det. Ja, hvorfor så ikke hvile?

Mindraper blinkede en anelse med de gule øjne inden han så på den gyldne hoppe som spurgte ind til hans sind. Han brummede blot maskulint og hemmelighedsfuldt. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende hvad der plagede ham. Måske vidste hun det allerede. Han lukkede igen øjnene, men måtte igen åbne dem da roen ikke var at finde. Han så atter på hoppen inden han løftede hovedet og så sig omkring. Han var ganske urolig, men lagde så hovedet på ryggen af hoppen igen. Han lukkede øjnene og drog et tungt åndedræt, mens han næsten døsede hen. Hans tanker blev langsomt lukket af og en svag brummen lød fra ham i det hans faldt helt hen og sov. Hans udtryk var blidt som en engel og det var ganske misvisende. Hans vejrtrækning var tungt og det samme var hans hoved som hvilede på hoppen ryg. Hans tunge søvn blev bekræftet i det hans hoved langsom gled ned over hendes mave, skulderen for til sidst at havde halvvejs på hendes forben. Han smaskede svagt, men det var så det eneste der lød fra ham, udover en meget lav snorken.

Illana, den gyldne, som lå med den sovende Mindraper hen over sig, nærmest, lod et smil pryde hendes mule let. Det lod til at han følte sig tryg nok, tilpas nok, udmattet nok, til at hvile. Og da hans søvn blev bekræftet, strøg Illana ham ganske forsigtigt over mulen med sin egen gyldne mule. Hun ville lade ham hvile, så længe han ønskede, og derpå når han havde genvundet sin styrke, ville hun følge ham til lavere lande, hvor de kunne finde ordentligt læ og komme fri af sneen. Hun betragtede denne hingst, mens han sov. Den hingst der havde valgt mørket’s sti, valgt at gå udenom det gode. Og alligevel virkede han ej ond af sig. Måske var det bare overfor den gyldne hoppe, fordi hun ikke søgte hans grænser, eller måske havde hans hævnlyst lagt sig lidt, efter han havde fundet sig mere til rette og endda mødt sin moder; hans liv var med andre ord kommet længere ind i dette land. Og måske havde han affundet sig med det? Illanas tanker blev revet lidt væk, da hans mule fremkaldte en lille snorken. Illana smilede for sig selv og lagde da hovedet ned, for selv at hvile, nu hvor chancen bød sig. Måske i hendes drømme, ville hun betænkte dette mere?

[Illana Out]