A New beginning

A New Beginning
Den lille sorte hoppe, med de skarpe hvide kontraster, skridtede elegant af sted i skovens ly. Trækronerne over hende dækkede for sollys, men skoven var ikke mørk - blot en smule dunkel, hvilket Silent Liberty nød.

Hun havde i løbet af den meget korte tid her blot mødt en enkelt anden hest. Denne Djange, som Liberty syntes, var yderst speciel men også en hest, hun nød at have mødt.

Nu gik hun bare i sin egen lille verden og nød fuglenes sang over hende. Mulden duftede fugtig og Liberty lod de små ører bevæge sig nysgerrigt og spidsede omkring, imens hun opfangede alle skovens lyde. Hendes hale var løftet let i en elegant bue, og hende trin var selvsikre men alligevel tilsat den ynde, som gjorde hende feminin og let at se på.

Unknow Island

[/center]

Med bjergene i ryggen og skoven i fronten, skridtede den mørke hingst af sted. En hingst hvis hårpagt var beklædt med en rødbrun farve, som efterårs farver i skoven, en farvestrålende glæde, 3 kridthvide ben hvor et V denne sig på det ene forben, samt en sort ring omkring koden. Hovedet var velformet og ned igennem løb en lang, hvid blis. Manen og halen var sort som nattens dunkleste mørke. Øjnene var mørke, bundløse, og lignede mest et par glaskugler man kunne spejle sig i. Men de var meget mere i det øjne; for dybt inde, gemt af mørket, brændte en lille livsglad flamme en munter dans, som nogle havde været heldig til se.

Skridtende var lette og dansende; de udstrålede hans balance og smidighed, samt hans medfødte elegance og ynde. Halen svirpede let fra side til side, mens de mandelformede ører var vippet opmærksomt rundt. Det var første gang han betrådte denne ø, så han var ekstra opmærksom. Øjnene kneb sig svagt sammen, inden et kort fnøs, forlod den silkebløde mule, inden han med lethed satte fremad i en svævende, kontrolleret trav.

Benene dansede let hen over jorden, mens han målrettet forsatte mod skoven; den mindede ham om hans yndlings ø, Chibale. En kort, dæmpet nynnen af brummen sang lavt fra hans fremskudte bryst, alt imens han knejste sin halsen sammen og hævede ryggen. Udstrålingen var ej dominerende eller underdanig, så han virkede ej fjendtlig i udseende. Men hvorfor andre tolkede ham, var jo spændende og se. Og måske gemt der sig andre i den mørke skov?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Liberty gik i sine egne tanker. Den blide vind fik træerne til at gynge roligt i ny og næ, men ellers var skoven rimelig stille, når man først havde tilvænnet sig disse lyde. Skovlyde - fugle og andre dyr der bevægede sig let omkring.

Længere fremme kunne hun ane en lysning, tætbevokset, men smuk. Hvis solen havde været fremme, kunne hun forestille sig, at denne lysning havde været endnu smukkere. Som hun kom nærmere lysningen, slog hun et blødt slag med den tykke hale og missede let med øjnene, da lyset fra himlen efterhånden kom til syne.

Hun gik i sine egne tanker. Om livet inden dette, om ting hun ønskede at overkomme, gemme væk og mindst af alt, hvis hun havde kunnet, slette. Dog var hun ikke dum på trods af en ung alder. Ej heller særlig uerfaren i livet, født med en vis sjæl og en mor vis, som ingen hun nogensinde havde mødt.
Hendes fortid havde præget hende og inderst inde, ønskede hun alligevel ikke at fjerne den dystre fortid. Uden den var hun aldrig blevet den hest hun var i dag, og hun var egentlig meget tilfreds med sig selv, hvilket hendes udstråling også viste tydeligt. Selvsikker og harmonisk, hvilket hendes sind også var lige nu. Hun var sluppet væk fra fortiden, som hun altid havde drømt om. Det gjorde hende blot stærkere i sind at kunne tænke tilbage med et smil.

Is anybody there?

[/center]

Traven holdte, den fandt ende da han betrådte porten af træer og skovens indgang. Næseborende udspilede sig kraftigt, for at inhalere alle de nye, fremmede dufte den fremmede skov havde at byde på. De slanke ben bragte ham fremad i en rytmisk skridt, mens de sortnede øjne gled over de tykke træstammer, som udgav og omringede hele skoven. De fleste lugte genkendte han; han genkendte den friske duft af mos og bark, men der var også andre dufte, som både var mere markant og mindre tydelig i denne skov, end på hans lille ø, Chibale. Halsen strakte sig fremad, mens halen gjord enkle, korte svirp på sig. Øjnene skævede opmærksomt omkring ham, og udviste ej én eneste følelse, for der var intet at bruge de fængslede følelser på.

Hvor stor skoven var, hvor langt ind han kom, var alt en gåde. Hingsten havde blot ladt sine slanke ben drage ham dybere og dybere ind i skoven, lukkede ude af omverden ved kun at lytte til hans rolige, dæmpet åndedrag. Han følte sig ene og alene, ensom blandt træernes prægtige højde og bredde. Men så var denne ensomhed en ting han havde savnet. Mange nye sjæle havde han mødt, den mørke hingst, så mange nye indtryk skulle sorteres. Et kort suk forlod hans silkebløde mule, inden han missede med de mørke øjne, og slappede af..

Hovedet havde sunket længere og længere nedad, udstrålingen var afslappet og viste ham bestemt ikke som en trussel. Opmærksomheden havde bestemt været et andet sted, og derfor opdagede hingsten ikke den fremmede mørke sjæl, som bevægede sig længere fremme. Det var som en spadsere ind i en mur, da duften af ukendt hoppe ramte hans sensitive næsebor. Øjnene spærrede sig helt op, mens hovedet kastede sig højt i vejret, musklerne spændte sig op og et højt fnys forlod mulen. Ørerne drejede sig opmærksomt fremad, og ganske rigtigt; tæt på ham stod en slank, sort hoppe med hvide aftegn. Åndedraget øget sig sagte, mens han stod paralyseret og anspændt og betragtede den fremmede; dog med respekterende og accepterende glimt i de sortnede øjne.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Liberty fik et let chok, da hun blev revet ud af sin tanker, da der pludselig stod en mørk rødbrun hingst med kulsort man og hale foran hende. Hun trak sig kort et skridt baglæns - mest på grund af chokket, før hun hurtigt lod blikket falde på ham. Han havde tre høje hvide sokker og en hvid markering i ansigtet. Han var slank og så muskuløs ud.

Hun bemærkede hans fnys, men hans øjne udviste hverken vrede eller nogen form for afvisende tegn, så Liberty vippede roligt ørerne fremad og slog et par bløde slag med halen, inden hun talte.

"Goddag fremmede hingst," sagde hun med en mild og imødekommende stemme.

Hendes tykke pandelok faldt kort ned over hendes turkise øjne, men hun slog et let slag med det lille hovede, så pandelokken atter faldt på plads i det smalle ansigt.

Hun studerede ham, ikke på en ubehagelig måde, men diskret.
Hun kunne se på den måde, han virkede anspændt, at han ligesom hende nok havde fået et lille chok. Hun havde i hvert fald haft en masse at tænke på, men hun fandt dette nye møde interessant, så for en kort stund, blev tankerne skubbet væk og hun fokuserede nu på at give denne fremmede hingst et godt indtryk.

In your company

[/center]

Øjnene var fastlåst på den fremmede hoppe, hvis pels var sort som ravnens fjerdragt, og havde så hvide aftegn som nyfaldet pulversne. Øjnene ejede en blåtyrkisk farve, som strakt mindede hingsten om det dragende hav. I et lydløst suk, åndede hingsten hårdt ud, inden atter et fnys forlod ham, blot for at fjerne den indgående duft af hoppe, som han havde fået inhaleret. Hun var vidst selv blevet overrasket over at han pludselig havde passeret hende, fundet hendes færd. Og ligeså var han; normalt fordybede hingsten sig aldrig så langt ind i tanker og fantasier, men han havde et øjeblik været fuldstændighed indelukket fra omverdenen, bosat i sin egen lille verden, hvor han virkelig følte at han hørte til. Men den lille verden var nu blevet revet væk, og han stod nu som en overrasket og fortumlet sjæl, nærmest som et nyfødt føl der lige skulle finde balancen med de lange ben, og så fåret ud i de mørke øjne, hvor end ikke følelserne lod sig blotte. Følelserne var nemlig virvar under overfladen – og den overflade var de spejlblanke, perlesorte øjne.

Men trods øjnene var mørke og intetsigende, så udviste de alligevel respekt og accept til denne fremmede sjæl, som befandt sig foran ham. Og netop med accept betragtede han, ej for at krænke eller bedømme hende, men blot for at have indprentet var en detalje hun kunne eje. De mandelformede ører tippede lyttende og opmærksomt frem mod hoppens hvide mule, da hun lod sin stemme lyde, som var yderst imødekommende. Øjnene kneb sig svagt sammen, tolkede hendes kropssprog; men hun udviste ej tegn på fjendtlighed. Men det var ingen grund til at hingsten ville kaste sin tillid på hende. Med et svag slag med det velformede, karakteristiske hoved trådte han fremad i dansende, lette skridt og knejste sin stærke hals sammen, inden han atter stoppede tættere på hende. Mulen spændte sig kortvarigt op, for at forberede ham på at bruge taleevnen.

” Goddag, fremmede.” Hingstens stemme var mørk, rug og dyb, men med en undertone af forståelse og venlighed, hvilket gav hans stemme et behageligt klang. Hovedet tiltede kort på skrå, mens halen gjord en langsom svirpen. ” Mit navn, du fremmede vandre, er Jaidev. ” Af høflighed præsenterede hingsten sig selv, alt mens han gjord en kort nikken med hoved. Det ene øre drejede sig sidelæns, lyttende efter fjender, mens det andet ej forlod hoppens nærhed. Det indre længtes kortvarigt efter hans fantasiland, men han var parat til at udsætte besøget med dette land, hvis denne fremmede hoppe da ønskede hans selskab.
Eller måtte han blot vandre videre alene, fordybet i tanker, erindringer og savn?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Den lille sorte hoppe undertrykkede et lille chok, da han fnøs. Hun var til tider en smule forsigtig blandt fremmede. Især hingste. Hun var altid blevet proppet med historier. Historier om uærbare hingste, uden følelser og uden tanker for andet end at sætte afkom i verden, hvilket Liberty bestemt ville undgå.
Hingsten sendte dog ikke nogle truende signaler. Han stod blot og så meget tom ud. Hun kunne ikke rigtig aflæse noget af hans kropssprog, andet end hans overraskelse. Øjnene var helt sorte, de viste ikke rigtig noget, men de tkunne også være et godt tegn. Ingen vrede eller ubehag ved hendes nærværd.Det eneste hun rigtig kunne tole, var en form for respekt, hvilket hun var tilpas med.
Respekt var en af de vigtigste ting, hun undede altid selv andre respekt, og det var dejligt, når andre gjorde ligeså.
Som han først stod og så hende an, præcis som hun selv gjorde, lagde hun mærke til alle bevægelser.
Alle tegn og signaler han sendte hende, ville hun tage til sig, tage med i sit indtryk om ham. Han satte i det samme fremad mod hende. Ej truende, som om han ville angribe. Han søgte at komme tættere, hvilket liberty tolkede godt. Hun beundrede kort hans dansende trin - så var de ovre, og han stod i en mere behagelig afstand. En afstand hvor en samtale kunne føres på manerlig vis.

Da han talte fremad, chokerede stemmen hende en smule. Den var mørk, en smule hæs og mindst af alt var den dyb. Næsten som om, der var ekko fra bjergets vægge. Hun brød sig om stemmen, men havde ikke forventet den. Hunvidste ikke helt hvorfor.
Han hilste på hende med en rimelig venlig tone, som gjorde at hun følte sig mere tilpas i hans selskab med det samme. Som han bevægede sig, fulgte hun roligt hans bevægelser. Da han fortalte sit navn - jaidev - spidsede hun let de små ører. Vendte den lidt i hovedet, blot for at huske, inden hun atter lod sine blå øjne falde i hans sorte med et mildt blik.
Hun gengældte roligt hans venlige nik, hvorefter hun talte med sin blide og friske stemme "Goddag Jaidev, mit navn er Silent Liberty. Jeg er ikke ny på disse kanter, men har ej heller været her længe, og det er dejligt at møde dem," sagde hun så med en venligt lille smil. Den sorte hale slod bløde slag, og hun vippede kort et øre bagud for at lytte.

"Må jeg spørge, hvor længe de har været her?" spurgte hun så med en rolig klang i stemmen. Hun ville gerne give deres samtale et lille skub, så den kom i gang.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs mørke øjne betragtede helt roligt hoppens kønne hoved; hendes symmetriske hoved. For den lille hoppe var meget symmetrisk med sin lige, råhvide blis og sine fire sokker beklædt på de slanke ben. Hun havde jo det perfekte udseende, de perfekte aftegn som fuldendte hende; og så naturligvis de havblå øjne som stod i tydelig kontrast til hendes sorte pelsdragt. Men han studerede også hendes muskelbygning, for kunne hun overvinde ham – skulle han føle sig truet? Selvfølgelig skulle han det, styrke afhang jo ikke af muskler.

Hun virkede ej truende, den lille sorte. Tværtimod virkede hun imødekommende og åben; allerede da hun præsenterede sig selv, fortalte hun om hvor længe hun havde vandret på disse kanter. Hun åbnede allerede forsigtigt hendes dyrebare livsbog for ham, og forsøgte at lokke ham ud med nogle af hans hemmeligheder. Men hun havde også afsløret sin identitet overfor ham; hendes navn. Silent Liberty. Et navn som blev indprentet på hukommelsen med største brandmærker. Han nikkende langsomt, for at vise at han havde lyttet til hendes ord, inden han besvarede på hendes spørgsmål som var med til at forhindre et passivt møde. ” Det er en ære at møde Dem, Silent Liberty. Jeg har efterhånden vandret på disse kanter længe; længere end jeg kan huske. ” Med rummelige, lette skridt trådte hingsten atter den lille sorte nær; men ej så det blev for intimt. Han strakte langsomt sin silkebløde mule frem mod den lille hoppe, for at lade den berøre ligeså blidt mod hendes, og derved få hendes duft fuldstændig inhaleret.

” Tillad mig at spørge, Silent Liberty, hvad synes De om Andromeda? ” Spurgte hingsten i sin karakteristiske stemme, imens han fjernede mulen fra hende. Øjnene hvilede tålmodigt på hende, som understregede hvor meget han lyttede til hende. Men han havde også ’drillet’ hende; hun var den første til at forhindre et passivt møde, så han gav blot igen. Han tvang hende til at åbne hendes bog for ham, tvang hende til at fortælle om hende selv og hendes meninger; hvis hun da ønskede at dele dem med ham, naturligvis.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.

Hun smilede mildt, da han gengav hendes hilsen, inden hun let brummede feminint og slog med sin tykke hale.
Det var dog en ære for ham at møde hende, hvilket var noget af en gestus, det var en ting Liberty værdsatte. Respekt - gensidig helst. Han havde efterhånden været her meget længe, i modsætning til hende. Ny, sårbar og dybt forvirret med en anelse af frustration over denne uvidenhed.
Hun prustede venligt og let til ham, da han atter trådte nær. Hendes høflighedsgrænser var svære at overtræde, nærværd var noget af det, som Liberty sugede til sig af alle kræfter, når det nu var en mulighed. Et lille kærtegn var nok til at bringe denne hoppe i ekstase, og hun måtte tit lægge bånd på sig selv for at huske på, at alle andre ikke havde det på samme måde, og at hun kunne virke meget frembrusende og nærgående på disse heste.
Spørgsmålet om Andromeda slog hende let ud. Hvad mente hun egentlig om dette sted? Kort stod hun i noget af et kaos indvendig, - hun havde egentlig ikke stillet sig selv spørgsmålet, men svaret kom dog alligevel til hende. "Dette sted er specielt, anderledes end alt jeg har set før, men også en mulighed for at starte forfra..... alene" sagde hun så eftertænksomt og vippede de små ører frem mod den muskuløse hingst, som holdt sit rolige blik på hende. I en forsigtig bevægelse lod hun sin mule strejfe hans manke let, inden hun lod sine øjne mødes hans sorte. Han lyttede og spurgte - noget hun brød sig yderst godt om.
Blikket holdt hun fast i hans øjne, ej stirrende eller rovdyragtigt, blot med et nysgerrigt blik. "Hvad med dem Jaidev? Dette land. Hvad betyder det for dem, nu hvor de har været her så længe?" hun spurgte med et lille smil. Han måtte have nemt ved at besvare hendes spørgsmål, eftersom han havde haft god tid til at danne en mening om stedet.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs øjne havde efterhånden gennemgået hele den sorte hoppes udseende; ned til hver detalje var hun blevet betragtet. Men blikket havde hverken været krænkende, men derimod diskret og accepterende. Men det som han bed mest fat i, var de tyrkiske øjne, som så brændende mindede ham om havet. Hans egne, sorte perle øjne, hævede sig langsomt og betragtede hoppens øjne, som lyste af godhed og imødekommenhed; måske en anelse uvidenhed, men det var der ej noget at sige til. De befandt sig jo på et sted, som ej kunne forklares. Og på trods af at Jaidev havde vandret i Andromeda længe, så var han ej i tvivl om at han såvel som hoppen, følte sig en anelse uvidende. Men de tyrkiske øjne stod i ufattelig stærk kontrast til den sorte pelsdragt. Var det ’farven’ fra hendes symmetriske blis, som havde påvirket hendes øjenfarve, eller var det blot noget hun havde arvet – eller levede hun i et land, hvor det var naturligt?

Hoppens blide stemme, som var et kærtegn mod Jaidevs hørelse, tiltrak hurtigt hans tanker og ører. Et øjeblik inden hun besvarede, havde hun næsten set betuttet ud, som om hun ikke vidste hvad hun skulle svare. Men faktisk forstod den mørkglødende hingst det udmærket; for hvad skulle man mene om et sted, som man pludselig var blevet bragt til? Lyttende drejede hingsten hoved på skrå, mens han slugte de ord som hun fremlagde, hvis betydning var at hun var lykkelig over at kunne starte forfra i livet. Noget helt bestemt reagerede i hingtens indre; de fængslede følelser gjord oprør. Men følelserne blev tøjret hårdt, nærmest pinefuldt. Da hun havde snakket fordi, nikkede hingsten forstående, alt imens han opmærksomt følte hoppens bløde mule med øjnene, idet den sneg sig tættere på for at røre. Da den vandrede bort, strakte han med det samme halsen, for at imødekomme hendes mule i en venligsindet gestus.

Hun fangede hans blik, og han gengældte det med sine spejlblanke øjne, hvor kun glimt af følelsen respekt og accept skinnede igennem; ellers var øjnene intetsigende. I hvert fald for de fleste, for i det indre, dybt inde i det uendelige mørke, dansede en godmodig, lille flamme en ensom dans. Ej noget andre lod til at bemærke; enkle havde dog formået at finde hans lys i mørket. Og noget fortalte ham, at det kunne denne sorte hoppe også – hvis hun da kiggede efter, og ikke var blind som så mange andre.
Nu var spørgsmålet byttet om, og han var tvunget til at svare. Øjnene kneb sig ganske svagt sammen, overvejende. Det var egentligt et glimrende spørgsmål, men det tog ham ej lang tid at overveje sit svar. ” Ser De, kære Silent Liberty, jeg har altid set på stedet med to øjne. Endte er dette sted en forbandelse, eller også en velsignelse. ” Han knejste langsomt op i nakken, så halsen hvælvede og brystkassen blev skudt frem. Han havde sagt sin mening; men ville hun forstå hans ord, og i så fald, hvordan ville hun så tolke dem?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.

Den lille sorte hoppe med de hvide kontraster lod sit blik glide let over hingsten. Han var en pæn hingst, ingen tvivl om det, hans farver var mørke og ligeså hans øjne. Faktisk var de mørke på en måde ligesom Djanges. Dog ikke helt samme måde. Djanges øjne var helt tomme, disse øjne var ærefulde. De viste hende en respekt, som hun gengældte til ham. Heste med høfligheden på plads, som forstod at lytte til andre og stille interessante spørgsmål - sådanne heste de sagde Liberty noget. Faktisk måtte hun tit indrømme, at hun havde en tendens til at være dårlig til generte og tilbageholdende selskaber. Okay - endnu en gang, Djange var en undtagelse, men det var måske fordi Liberty forstod at læse andre. Hun spottede tit ting, som andre måske ikke så lige med det samme. Det var nok hendes mors påvirkning, der havde givet hende egenskaben. Tålmodighed, et varmt hjerte og en eftertænksom sjæl. Det var noget Liberty takkede moderen for, bestemt.
Som hun havde talt frem, havde denne meget galante hingst vist hende, at han gerne ville høre, hvad hun fortalte ham. Fandtes der noget bedre, end når ens følgeskab var interessante, selv når de ikke talte selv. Hun havde studeret hans små bevægelser. Signaler som fortalte hende, -jeg lytter til dig-, hvilket havde givet hende ekstra mod og styrke i sig selv. Det passede hende fint, hvis denne hingst var sådan hele vejen igennem. Hun brød sig allerede om væremåden. Ligeså havde han ikke afvist hendes behov for nærhed. Det ville have taget hårdt på hende, hvis han havde gjort således, men hun havde fornemmet, at han ikke havde samme problem, som mange andre heste havde med kontakt. Måske havde hun ret, hun håbede i hvert fald ikke, at hun havde tvunget ham ud i en gengældelse af hendes berøring.
Hendes fornemmelser omkring ham var klare. Hun betragtede ham også som værende klog. Han virkede overvejende, da hun stille ham spørgsmålet, og svaret var meget smukt. Han havde ret, og nu hun tænkte over det, var der utrolig mange vise heste her i dette land. Hun betegnede dog ikke sig selv som en af dem. Hun var blot Silent Liberty en meget ung hoppe, meget uerfaren og til tider lidt for godtroende. Ja, hun var egentlig ikke nået halvt så langt i livet, som så mange af de andre heste var. Nok var hun en "gammel sjæl", som hendes mor ville have kaldt hende men at sammenligne hende med én som denne Jaidev, det ville være mystisk og dybt forkert.

De mandelformede sorte ører blev spidset nysgerrigt, da den mørke herre besvarede hendes spørgsmål. Roligt lyttede hun med et blidt smil. Ikke nok med en høflig og spændende måde at tale på, kom han med et svar, som enhver ville kunne bruge til noget i deres eget sind. Det føltes næsten som om, at han ville have hende til at gætte det selv, hvilket trak hendes opmærksomhed endnu nærmere. Hun vippede kort de små ører bagud, inden de blev rejst igen. Så nikkede hun langsomt "Jeg tror de har ret Jaidev. Jeg tror også, at det komme an på, med hvilke øjne du beskuer landet, og hvilke minder du har med i baggagen, når du kommer hertil," sagde Liberty. Hendes stemme var en smule eftertænksom, som han satte tanker i gang i hendes hoved. For hende var stedet en velsignelse på nogle måder, på andre var det en forbandelse. Hun havde inderligt ønsket sig at starte forfra, men måske ikke at fravælge sin mor. Faderen havde hun kunne undvære, men uden chance for at sige farvel til sin mor, følte hun sig til tider lidt opgivende og trist i dette, nogle gange ensomme, land.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Det selskab Jaidev befandt sig i, var et selskab som behagede ham. Der var noget ganske specielt ved denne sorte, lille hoppe; det lyste nærmest ud af hende. Hun lyste op med godhed, gavmildhed og alligevel med et venligt sind. Hendes nærværelse var rolig, den var forsigtig og alligevel var hun opmærksom på enhver bevægelse eller ethvert ord han delte med hende. Alt sammen ganske fornuftige ting. Men det vigtigste var den respekt og høflighed som han viste hende; hun bed mærke i det. Det var blot en ting som beviste hvor opmærksom hun var på alle de små ting, som han gjord. Men hun viste også et høfligt væsen for ham; ej frembrusende, men en sjæl som hvilede i sig selv. Hun var en hoppe som han kunne tale med og ikke blot til. Ørerne drejede sig fremad, frem som stod de på stilke, mens hans mørke øjne hvilede på hoppen, men hverken betragtende eller krænkende, tværtimod var hans blik en udstråling af hans nærværhed og opmærksomhed i selskabet; alle ting som han gav den sorte hoppe. Men denne lille hoppe vækkede også minder; glemte minder og erindringer som begyndte at rokke på sig i det skjulte. Erindringer som var gået tabt, erindringer som tiden havde ædt i glubske, slugende bevægelser, og efter lod ham med en hullet erindring, hvor kun en brøkdel af mindet kunne huskes. Han måtte grave og søge efter dette glemte minde, men hvordan skulle han finde noget som tiden for længst havde frarøvet ham?

Hørelsen blev pludselig kærtegnet af hoppens karakteristiske stemme, da hun atter snakkede. Hun besvarede hans tidligere mening, og han var oprigtig interesseret i at høre hvordan hun tog hans ord, for han var velvidende om at de kunne misforstås. Men han turde sige det til denne sorte hoppe.. Hvorfor turde han det? Hun var enig i hans mening om Andromeda og som han selv var slave af, så gældte det om de minder som hærgede sindet; de glemte ar som var brændt ind på hukommelsen, som havde formet en gennem livet. Jaidev nikkede overvejende, da hun havde fremsagt ordene med sin eftertænksomme stemme, som tydelig bar præg af hvor meget hun tænkte over det. Et dæmpet prust fra den mørkglødende hingst som fjernede ordene fra luften, og med sine dansende skridt, som var han en ballerina af vinden, trådte han hende nærmere. Det var sikret et følsomt emne for hende, såvel som det var for ham. Han strakte derfor den silkebløde mule fremad mod hende, og lod den berøre hendes bløde pelslag på manken.

” Tillad min nysgerrighed, unge sjæl, men hvem har De mødt her i Andromeda? ” Spurgte hingsten dæmpet, da det ej kom omverdenen ved, mens han fjernede hoved fra hende, så både hun og han kunne tale frit. Det var ej hans hensigt at snage eller udspørge denne hoppe, men hun virkede til at kunne klare at holde en samtale kørende; som om hun fandt det spændende at blive spurgt ind til. Og det var en oplagt mulighed for at lære hende bedre at kende, hvis hun da ville åbne hendes livsbog. Han prustede ømt til hendes bløde mule, en invitation, da han satte frem i en gyngende, dansende skridt, blot for at holde musklerne i gang, og ej at blive kold. Det var endnu længe til at varmen ville sejre.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Imens Jaidev stod og betragted hende, smilede hun let. Hun brød sig om hans selskab, som han stod der og lyttede til hende. Ligesom hun selv gjorde, betragtede han hende - ej rovdyragtigt, men med en anskuelse af hvilken sjæl, der stod foran ham. Hun gjorde selv sådan. Egentlig ændrede hun aldrig i sig selv, i hvert fald ikke så man bemærkede det, men hun tilpassede sig sit selskab. Præcis som hun havde gjort ved Djange, der ikke brød sig om nærgående typer, hvor hun med Armonia havde været meget åben og ligetil. Hun var altid på samme måde, men at tilpasse sig så man behagede sit selskab, det var en vigtig evne, som hun prøvede at forbedre hver dag.
Fortiden var slem. Det vidste hun, da denne hingst havde bragt det op. Med det samme kom den lille klump. Hendes fortid nagede hende, og hun vidste, at den altid ville ligge på lur og forsøge at overtage hendes sind og knække hende. Dog ville hun aldrig lade dette ske. Styrke havde hun masser af - i hvert fald psykisk. Opvokset med en far, der havde forsøgt at nedbryde og knække hendes selvtillid og viljestyrke, havde hun for hver dag opbygget mere af begge ting. Det gjorde, at hun den dag i dag, hvor hun stod foran denne hingst, var fyldt med selvtillid og en stærk trang til at kæmpe for en bedre tilværelse end før.
Alligevel kunne fortiden komme krybende - især når man mødte fremmede. Ikke at hun afviste at tale om den, men det var hårdt. Selvom meget havde været skidt, havde der været ting, som hun havde værdsat, og pludselig var de væk uden den mindste advarsel. Det kunne skræmme hende lidt, men som han sagde, skulle man overveje, om det havde været velsignelse eller et helvede at komme hertil. Hendes var det første. Altid, altid, havde hun ønsket at komme væk. Starte forfra et sted hvor hun kunne være sig selv, uden nogle forsøgte at begrænse, den hun var og ville være.

Roligt lod hun sit blik hvile på ham, da han kom dansende nærmere og berørte hendes manke. Hun brummede blidt til ham og smilede. Han havde måske set hendes svaghed i hendes øjne, hun vidste det ikke, men noget havde han set, siden han gjorde dette nu. Han var en opmærksom sjæl, hvilket Liberty beundrede.
Efterfølgende stillede han et spørgsmål. Hun lyttede til ham, som han spurgte hende.
Hans energi smittede, og hun trippede lidt med et lille smil.

"Jeg har ej mødt mange, for mit ophold har været kort, men af dem jeg har mødt, er Djange og Armonia. Djange har jeg sågar truffet to gange," sagde hun roligt. "Det er ej mange, men de har vist mig meget om dette land og lært mig en masse ting, som jeg helt sikker kan bruge i min fremtid. Djange er en meget indelukket og til tider mystisk sjæl, som alligevel bærer et hjerte af guld. Armonia er stik modsat - meget åben og varm, men ligeså en smuk sjæl," afsluttede hun svaret. "Hvad med dem Jaidev, jeg fornemmer, at deres erfaringer er større?"

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Af natur var Jaidev en energisk sjæl; han var en strejfer, der altid måtte bære en stærk udholdenhed til altid at forsætte videre. Han var van til at skulle holde sig i gang hele tiden; flygte fra tiden, fra fjender, fra minderne.. Men i dette land var det kun tiden og minderne som hjemsøgte ham; fjenderne ville være ny og fremmede, men ingen ville kende hans forgående liv. Ingen ville kende til sandheden om ham, om hans forældre eller hans liv med kortvarigt, forræderisk lykke.. Og ingen skulle vide noget til disse hemmeligheder, der hver og en var dybe ar på sjælen, tomrum der hver og et havde udhulet hans sjæl, som blev beskyttet bag den murblokade, han havde opbygget gennem årene. Han var blevet knækket og krænket før, så han kendte følelsen – men den følelse skulle aldrig overvinde ham igen, det sørgede murblokaden for. Den var næsten uigennemtrængelig, men at finde en smutvej eller revne var ej umuligt. Jaidev forsøgte blot at få det til en se umuligt ud, men facaden holdte ikke altid; til tider blev andre sjæle nysgerrige og indtrængende på hans område. Udholdende som disse sjæle var, begyndte de at nedbryde denne blokade, der var skabt for at holde dem væk. En i dette land havde fået lavet dybe flænger i muren, som hastigt var begyndt at genopbygge sig; en sjæl hvis navn blev nævnt.

Opmærksomt lyttede Jaidev, den mørkglødende hingst til hoppens blide stemme, da hun ej var bleg for at åbne sig. Hans bevægelser forsætte som en afventende dans, hvor han havde budt hende op som dansepartner; måske endda for at undersøge området, hvis hun ej havde set det hele? Men dansen blev standset, for ej at virke ivrig eller ilter af energi, da hun sagde navnene og kort præsenterede hver enkel sjæl; Djange samt Armonia. Lyttende nikkende hingsten, for at vise at han lyttede og forstod hendes ord, indtil stilheden hærgede, og han valgte at svare på hendes svar. ” Djange og Armonia er selv to sjæle, som jeg har haft æren af at møde. Og jeg er enig i Deres tiltale af dem begge; de er ganske interessante individer. ” Startede han, mens han gjord et lille ryk med hovedet, ved tanken om hver af disse sjæle, inden han lod sit ædle hoved glide på skrå, og besvarede hoppens spørgsmål. ” Jeg har stødt på mange sjæle; hingste som hopper. Ej kender jeg navnet på dem alle, men jeg har som sagt mødt Djange og Armonia som du. Men derudover har jeg mødt den gyldne hoppe, Illana, den livsmunter hingst Diego, den mystiske hoppe Midnight Myte, den kryptiske hingst Njal, og den legesyge hoppe Berbeza. ” Svarede Jaidev oprigtigt overfor den sorte hoppe, imens han flappede ud med de mandelformede øre. Mange sjæle var ej blevet nævnt, men det var måske fordi han ej kendte deres navne; og derved ikke kunne præsentere dem. Langsomt strakte han mulen frem mod hendes, og forærede den et fjerblidt puf, som et ekstra punktum til sætningen, der fortalte at han var færdig med svaret.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Som Liberty stod der i selskab med Jaidev, nød hun at, hun atter havde selskab. I en kort periode, siden sidste møde med Djange, havde hun vandret ret hvileløst og ensomt rundt, faktisk var hun efterhånden begyndt at opsøge selskab, da den ensomhed var blevet trykkende, efter de første møder ville hun have mere! Dette land kunne ikke give hende nok, hun var umættelig - helt på egen hånd, kunne hun nu danne sig indtryk af nye sjæle... Ja faktisk kunne hun danne indtryk, af præcis hvad hun ville. Om det så var fugle, naturen eller for den sags skyld landets historie, kunne hun selv udvælge de ting, der interesserede hende og fordybe sig i det med hele sin sjæl. Ud i hver en krog kunne hun udforske alting, skabe sig et nyt liv og mest af alt danne sin selvstændige personlighed, som aldrig havde set dagens lys, medmindre hun var kommet væk fra faderen, som hun jo nu en gang var. Nysgerrigheden havde efterhånden overvundet hende, og hun var ganske tilfreds med at have begivet sig på jagt efter selskaber. Jaidev var bestemt hendes søgen værd. Han virkede som en, hun kunne lære noget om sig selv af. Selvfølgelig var hun ikke verdensklog, men lidt forstand havde hun på andre individer, og hun havde da også altid været god til at læse andre sjæle. Både fordi hun havde opfanget hendes fars svaghed. Hun var den eneste, der så hans svaghed bag den tyraniske opførsel. Den facade han havde opbygget. Hvorfor havde hun aldrig fundet ud af trods utallige forsøg på at grave i hans baggrund. Det havde ikke givet pote, faktisk var hun blevet modarbejdet af alt og alle - de frygtede for hvad hun fandt, de frygte for hendes fars vrede. Noget hun aldrig havde gjort. For hver gang hans flammende øjne havde bordet sig ind i hendes, havde hun fået mere lyst til at finde ud af, hvorfor han var blevet således. Hvorfor han afskyede kærlighed og tillid. Blide ord, varme og nærværd. Det skulle dog aldrig lykkes hende, og det passede hende fint, for inderst inde var hun nok lidt bange for, hvad hun ville finde i hans dystre fortid.

Da han talte frem, lyttede hun ligeledes. Hendes ene øre vippede roligt ud til siden, for blot igen at fokusere fuldt på hans ord, der flød roligt og oprigtigt. Han kendte Djange og Armonia, og ligeledes gav han hende ret, hvilket behagede hende ret meget. Så havde hun i hvert fald ikke taget fejl af dem. Et mildt smil gled over hendes mule, da han præsenterede de sjæle, han havde mødt. Beskrivelserne var korte men gav hurtigt et overblik over de forskellige heste, så det var helt fint formuleret fra hans side. Da han afsluttede, puffede han venligt til hendes mule, og hun brummede feminint til ham og slog i en blid bevægelse med hovedet og trippede lidt. "Jeg vil glæde mig til at møde ligeså mange sjæle, som du har gjort Jaidev," sagde hun med et mildt smil, inden hun flyttede sig lidt på stedet. Han havde før danset en smule, så hun kiggede kort lidt opfordrende på ham, inden hun satte frem i en elegant trav - ej hurtigt, så hun virkede som om, hun ville forlade ham, men blot fjedrende og langsom. Hun kiggede tilbage mod ham, for at få ham til at følge hende.