En ensom dans.

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Den spraglede, spinkle hoppe bevæger sig fremad i et energiskt tempo - det er sjældent, at man blot ser hende vandre omkring. Hendes bagben skubber hendes lille krop fremad på en sådan måde, at forparten hæves, halsen løftes og hvælves og nakken knejses elegant, mens hun smidigt kaster sine forben muntert frem for sig. Selvom det måske ligner, at hun forsøger at 'blære' sig på denne måde, at hun forsøger at vise sig frem, er det slet ikke det, som det handler om. Denne hoppe elsker blot at bevæge sig, og helst i dette energiske tempo. Nysgerrigt vandrer hendes mørke, funklende blik henover dette nye landskab, som hun ikke tidligere har haft lejlighed til at udforske. I et øjeblik sænker hun hovedet og mimre let og opmærksomt med mulen, før hun atter hæver sit hoved og vågent vejrer luften. Hvis der nu skulle være andre til stede. Za's ører spidses let fremad, idet hun nærmer sig indgangen til skoven. Da hun når ind imellem træernes stammer, sænker hun farten en anelse, men bevæger sig stadig frem på samme elegante, smidige måde. Blot for at underholde sig selv en smule, lader hun sin krop dreje sig i siksak-agtige bevægelser mellem stammerne. Muntert gør hun et lille kast med sit mørke hoved, der står i tydelig kontrast til hendes ellers kridvide krop, der tydeligt lyser op i det mørke, som omringer hendes skikkelse. Et feminint hvin slippes kort fra hendes mule, mest i et udtryk af glæde, men også for at give sig til kende overfor andre sjæle, som kunne befinde sig i nærheden? For Za ville da absolut intet have imod, at dele denne dans gennem skovens område med en anden.

The past is hunting me - the mind is my prison

Min spraglede krop, befinder sig atter inde i mørkets indre. Her er så fredeligt, og alligevel så vildt.
Nattens mørke er trådt hastigt i kraft, og det er ganske vidst her, jeg føler mig mest hjemme. I mørket, blandt skyggerne fra de mørke træer. Jeg ved ikke, om det er vigtigt for mig, at jeg er helt alene, denne aften. Jeg kan nok godt klare lidt selskab, men det er ikke fra alle og enhver jeg gider.
Min brogede nakke er knejst hårdt op, og skuldrene er skubbet op, for at gøre mig større end det jeg er - for at narre fjenden, til at gå i en bue udenom mig, istedet for at tage kampen om med mig, og mit sind. Mine mørke øjne, viger kort til siden, samtidig med mine sensitive øre. Jeg har opfanget noget, som jeg ikke før har hørt. Ikke disse hovslag. Nok har jeg hørt manges hovslag, men disse feminine bevægelser, er nye for mine øre.

Udspiler mine næsebor, der kort vibrere da jeg indånder den fremmede sjæls dufte. Jovist, hende her, har jeg ikke hørt, mødt eller lugtet før. Måske en ny?
Et meget dybt brum, forlader min fremskudte bringe, idet jeg laver et ryk til siden, og faktisk kommer ud på den sti, hvorpå hun kommer dansende. Jeg står blot der, midt i det hele, med spændte muskler, og nakken voldsomt knejst. Jeg ved ikke, om jeg vil skræmme hende væk, få hende til at forsvinde fra det sted, jeg har indre ro. Men ligenu, står jeg blot, med blikket direkte fæstnet over hendes kridhvide krop, ej i øjnene. Jeg bider ikke frem, eller slår ud. Men jeg smiler heller ikke, eller brummer i en imødekommende tone. Jeg ved ikke om hun stikker halen imellem benene nu, men jeg skal skam nok blive stående. Lige her.

You will never understand
You will never believe
You will never defeat me

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Za fortsætter sine dansende bevægelser fremad, mens hendes blik glider nysgerrigt over området mod siderne. Dog får hun sig noget af en overraskelse, da hun retter sit blik fremad og en fremmed skikkelse er pludselig trådt ud foran hende, midt på hendes vej. Det undrer Za, at hun ikke har opdaget denne fremmede sjæl. Hun plejer altid at være yderst observant, men denne hingst, han formår åbenbart alligevel at snige sig ind på hende. Nysgerrigt vippes Za's mørke ører direkte frem mod hingsten, og først da hun er på ca to meters afstand af ham, slår hun brat bagbenene i og laver en fin parade foran ham. At han overraskede hende, skræmmer hende ikke det mindste. I stedet betragter hun ham blot glædeligt med et funklende glimt i de intense, mørke øjne - glad for at møde endnu en ny sjæl på dette fremmede sted. Indtil videre har hun kun stiftet to meget korte bekendtskaber og har mere end rigeligt mod på at træffe flere. På en ganske kær måde hældes Za's fintformede, lille hovede spørgende på skrå mod hingsten, idet hun udsender en blød, dæmpet brummen i en feminin tone, i samme øjeblik som hun lader sit blik møde hans.

" Godaften, du fremmede, der pludselig trådte frem på min vej. Hvad er dit navn? "

Et let drillende glimt ses tydeligt i Za's ungdommelige, muntre øjne da hun fremsiger sin første kommentar imod hingsten. Forsigtigt og langsomt, så han kan nå at trække sig væk, hvis det er det, han ønsker, strækker Za sin mule frem imod hingstens skikkelse. Hendes mule mimre stille, både afventende, men også for at opfange hans duft - så det ikke en anden gang skal lykkes ham, at snige sig sådan ind på hende.

Don’t ever trust me – my mind is hunted

Jeg kan godt se, at den fremmede hoppe, med de særprægede aftegn, ikke har set mig i starten. Hun har nogle yderst specielle aftegn, aftegn jeg egentlig ikke har set før. Men noget ved hende, gør at jeg selv føler, at min spraglede krop intet er, i forhold til hende. Hun er den første jeg er stødt på, hvor aftegnene har være meget tydelige, ligesom de er på mig selv. Og det passer mig egentlig fint, da jeg så ikke er den eneste på omegnen der ikke blot er i én farve. Dermed, er jeg ikke en særpræget, og ene om at eje to farver.
Da hun to meter fra mig, først sætter hovene i og standser, ved jeg ikke helt hvordan jeg lige skal reagerer. Men jeg bryder mig ikke om, at hun er så pokkers energisk i mit nærværd, da jeg finder det utilregneligt. Svirper utilfreds med halen, og hæver hovedet en anelse.
Hendes stemme kommer frem, men jeg svarer hende ikke. For hun strækker mulen i min retning, og af ren refleks, selvom hun ej kan ramme mig, og jeg heller ikke hende, snapper jeg ud i hendes retning. Advarende, og måske også en anelse irettesættende. Hun er ikke meget yngre end jeg selv, men jeg har måske bare andre erfaringer i livet, end hun selv. Og det skal hun også være glad for. For mit liv, det er intet værd mere.
Smælder med den sorte hale, og trækker mulen ind til mig selv igen.

,,Sikke du kommer dansende. Du larmer, at du ved det.”

Det er ikke en pæn hilsen, og det ved jeg godt selv. Min stemme er meget dyb, hæs og ru. Det er kommet med alderen, og fordi jeg selv har fremtvunget den, ved ikke at tale ret meget, i længere perioder. Jeg ved ikke, om hun bare stikker halen mellem benene, og smutter. Men hvis hun gør, er det selvfortjent, og måske også det bedste i sidste ende. Knejser stadig i nakken, og holder et lidt vågent øje med hende. Ikke fordi jeg frygter hende, men bare fordi jeg altid er meget opmærksom på mine selskaber, så de ikke snyder mig.

You will never understand
You will never believe
You will never defeat me

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Det kan godt være, at Za virker som en overenergisk og lettere naiv hoppe, men hun er i al fald ikke langsom til at opfange, hvordan andre føler i hendes selskab. Derfor kan hun også hurtigt fornemme, allerede inden han snapper ud efter hende, at hun måske var lige lovlig frembrusende i denne hingsts selskab. Så da han nu også snapper advarende ud imod hende, træder hun et roligt skridt bagud, og løfter ørerne opmærksomt frem mod ham. Det er aldrig, og vil aldrig blive Za's hensigt, at bringe andre sjæle i utilpashed i sit selskab - tværtimod. Let ryster hun energisk sit hoved fra side til side, før hun blot står fuldkommen stille, med det fortsat nysgerrige blik rettet forsigtigt, men direkte imod hans øjne. Hun har allerede ladet det glide over hans krops forskellige, særlige aftegn - ligesom hende selv, har han også en anderledes farvekombination. Og som sædvanlig, så fremmer selv den mindste anderledeshed hos andre, Za's interesse og nysgerrighed. Muntert lytter hun til hans ru og hæse stemme, der lyder til, at han ikke bruger den særlig tit, idet han fremsiger sit svar. Eller, det er ikke et svar på hendes spørgsmål, men det er dog en form for svar.

" Jeg er da ked af, hvis jeg forstyrrede din fred og ro. Men jeg holder nu engang af, at komme dansende. Dog plejer jeg at være bedre til, at opdage, når der er andre i nærheden. Så du må have et talent, for at være umådeligt stille - imodsætning til mit åbenlyst larmende talent."

Atter engang glimter Za's mørke øjne muntert og drillende mod ham, idet hun atter lade sin dæmpede, blide stemme fremsige sit svar imod ham. Hendes stemme står i stærk kontrast til hendes altid livlige fremtoning, da hendes stemme er fuldkommen rolig og blød, og ganske behagelig at lytte til. Det giver hende en lettere tvetydig aura, da det er svært at bedømme om det er den rolige, eller energiske side, der er Za's sande jeg. Eller måske er det ingen af de to? Hvem ved. En let og ivrig sitren går gennem hendes spinkle krop, og Za kan ikke afholde sig fra at give et svagt, kækt kast med hovedet, der får hendes cremefarvede man til blidt at blafre i vinden.

Get away from me

Den lyse hoppe der er foran mig, er så våget at lade sine øjne ramle direkte ind i mine mørke, og hemmelighedsfulde øjne. Og dét, er ikke noget jeg hverken ønsker eller er interesseret i. Virrer kraftigt mit hoved op, så mit ansigt bliver hævet over hendes, og dermed fjerner jeg også blikket fra hendes. Jeg vil ikke have, at en fremmed sjæl grandsker imod mit sind, som er en lukket bog, hvori kun jeg selv, skriver nye ord og bogstaver. Ingen andre. Og andre skal heller ej læse den.
Hun er dog trådt et skridt bagud, og derfor vælger jeg at lade hende blive i mit selskab, i hvert fald lidt endnu.
Jeg frygter hende ikke, overhovedet. Jeg frygter ikke noget. Men jeg bryder mig bare generelt ikke om selskab, da det altid bringer dårlige ting til mit liv, og til deres. Jeg er ikke interesseret i venskaber. Heller ikke fjendskaber. Og selskaber, fører enten til det ene eller det andet.

,,Jeg er ikke til for at blive beskuet, eller for at blive opdaget. Måske er det derfor, at dit unge og ivrige sind, ikke har opdaget min eksistens, før det var for sent”

Svirper med halen, og lader blikket falde væk fra hende, og ind imellem de mørke træer. Min nakke er stadig voldsomt spændt op, og alle mine muskler ses tydeligt. Nok er jeg ikke en af de stærkeste i dette område, men aldeles heller ikke en af de svageste. Svirper igen med den grå hale, en smule utilfreds. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med hende her. For hun virker da sikkert fin, men det er bare ikke lige mig. Det er der intet der er.

You will never understand
You will never believe
You will never defeat me

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Endnu en gang, og endda inden for et meget lille bitte tidsrum, har Za fået overskredet en af denne hingsts grænser. Da han kaster så kraftigt med sit hoved, i et forsøg på at undgå hendes blik, fjerner hun det selvfølgelig straks fra hans øjne. En stille, undskyldende brummen lyder dæmpet fra hendes cremefarvede, spinkle skikkelse. For ligesom at gøre skaden bedre igen, træder hun blot endnu et kort skridt bagud, for at give ham endnu mere plads. Hun vil på denne måde understrege, at det ej har været hendes mening med nogen af hendes handlinger, at bringe ham i ubehag og/eller at overskride hans personlige grænser. Nu ved Za dog, at der i denne hingsts selskab tydeligvis ikke skal særlig meget til, så hun vil derfor forsøge at træde mere varsomt omkring ham. Ikke fordi hun på nogen måde frygter ham, hun frygter mere, hvor meget hun ellers ville kunne komme til at genere ham - hvilket som sagt tidligere absolut ikke er hendes hensigt.

" Jeg beklager, hvis jeg på nogen måde har forstyrret dig, du fremmede. Men nu hvor vi alligevel deler hinandens selskab - lidt endnu i hvert fald - må jeg så have lov til, at spørge om dit navn? "

På trods af, at Za godt har bemærket den høflige tiltale der eksisterer blandt de fleste heste i dette område, vælger hun at udtale og formulere sig på præcis samme måde, som hun altid har gjort. Uden høflig tiltale, men tilgengæld rummer hendes bløde stemme nok høflighed i sig selv - eller, det håber hun da i hvert fald, at denne hingst synes, så han ikke tror, at hun er ude på at fornærme ham. Let hælder Za sit mørke hoved på skrå, påpasselig med ikke at stirre mod hans øjne igen, men hun betragter ham dog alligevel nysgerrigt og afventende.

My past is a curse

Denne cremefarvede hoppe, opfatter mime bevægelser som hun skal. Hun opfatter dem korrekt, ved at fjerne blikket, og træde bagud. Dette gør automatisk, at jeg giver hende en ny chance, og ej blot skubber hende væk fra mig, som jeg nok havde gjort, hvis hun ikke have opfattet mine signaler. Hun virker ikke til at gøre det med vilje, træde over mine grænser. Men hun er blot ung, og kender ikke til tingene. Og så må jeg jo fortælle hende dem!

,,Mit navn, er Volontaire. Hvem er du selv?”

Jeg taler ikke selv høfligt, da jeg ikke ser nogen grund til dette. Jeg er ikke høfligt anlagt. Det er jeg bare ikke mere. Og jeg tvivler også på, at jeg bliver det igen. Det ligger ikke til en… morder.. at være høflig, gør det vel? Svirper med halen, en anelse hårdt, ved tanken om fortiden, der binder min krop til de lænker, der for evigt vil være der. Noget, som denne unge og cremefarvede hoppe aldrig vil få et indblik i. Jeg er ikke interesseret i, at hun skal vide noget om det, da hun ikke er en, jeg vil dele sådanne ting med. Hun er fremmede, ung, og ikke klog på livet – i hvert fald ikke ifølge mig!

[/blockquote][/color]

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Za bemærker hvordan denne hingst giver hende en chance til, da hun reagerer, som han vidst ønsker. Eller, måske kan man ikke kalde det en chance, han accepterer blot hendes selskab lidt endnu i hvert fald. Men det er tydeligt for Za at mærke, at der ikke skal noget særligt stort fejltrin til, før end at han ikke accepterer hendes tilstedeværelse. Derfor forsøger Za at indordne sig indenfor denne fremmedes grænser. Hun beholder sin afstand til ham, og selvom hendes blik er rettet med et vågent glimt imod ham, er hun påpasselig med ikke længere at møde hans øjne. Lige denne grænse forstår hun fra hingstens side godt. Za kender det selv, det med ikke at ville lade folk se ind i ens øjne. Det kan være grænseoverskridende, især hvis man har en dag, hvor man føler at ens følelser er blottede. Idet samme lader hingsten sin stemme atter lyde, og han besvarer Za's spørgsmål. Hvilket faktisk overrasker den unge hoppe en anelse - uden at vide helt hvorfor, havde hun blot ikke regnet med et svar fra hingsten side af. Hun havde blot regnet med, at han som svar, ville sende et spørgsmål tilbage. Hvilket han da også gør, men først efter at have svaret. Blidt nikker Za diskret med sit hoved, mest for sig selv, som et tegn på at hans navn nu er opfanget og vil blive husket. Volontaire. Za 'smager' lidt på navnet. Dernæst tipper hun vågent ørerne frem imod ham.

" Godaften, Volontaire. Mit navn er Berbeza. Men, jeg foretrækker nu blot at blive kaldt for Za. "

Den unge hoppe, med den særprægede spraglede skikkelse, fremsiger sit svar i samme afslappede, bløde tone som før - i stor kontrast til hendes ellers sprudlende adfærd. Dog forsøger hun i denne hingsts selskab at lægge en smule bånd på al sin energi, men hun kan ikke helt lade være, nøjes blot med at lægge vægten skiftevis fra det ene forben til det andet, og derefter om på bagbenene. Hun holder selvfølgelig hele tiden øje med ham imens, også for at se hans reaktion. Za ved jo ikke, om han vil følge hendes opfordring, ved ikke at kalde hende ved hendes fulde navn.

My past is my curse

---

Mens hun står der, er det nemt for mig at vurdere hendes fysiske styrke. Hun er mig fysisk underlegen, det er tydeligt. Men nu bruger jeg også størstedelen af min tid på, blot at træne, og vække mine muskler. Jeg ønsker ikke at være fysisk under andre, da det ikke ligger til min stolthed. Derfor, træner jeg så meget, for at sikre mig, at jeg hele tiden er blandt de største i hierarkiet, hvad angår muskler. Dertil, skal der så være noget mellem ørene, og det mener jeg bestemt at jeg har. Jeg kan sagtens snøre folk om mig, hvis jeg ønsker det. Men det er ikke det jeg ønsker. Ikke nu i hvert fald. Slår den grå hale omkring mig, og ser blot ligegyldigt på hende. Egentlig, ved jeg ikke hvorfor jeg stadig er her. Jeg kunne bare jage hende væk. Men hun har nogle minutter endnu, til at fange min interesse, som sjældent kan fanges.. Det er kun lykkedes for én indtil videre.

,,Berbeza.. Eller Za. Hvorfor vil du ikke kaldes ved dit fulde navn?”

Spørger jeg kort, undrende, men uden egentlig at vise den helt store interesse udadtil. Jeg er interesseret, men det behøver den unge hoppe aldeles ikke at vide. Mit blik forbliver væk fra hende, og det skuer kun over hendes krop, for at studere hende fra top til tå, så jeg altid kan genkende, hvis jeg møder hende igen. Og det er ikke sikkert.

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Det er nemt at fornemme hvordan denne hingst vurderer Za's fysik. Og hun er udmærket selv godt klar over, at hun intet har at prale over, hvis man skal tale om fysisk formåen og styrke. Za er fra naturens side af spinkel og ikke særlig høj, samtidig med at hun henover vinteren tabte sig en del - dertil er hun ikke en, som har gjort meget ud af sin træning. Men nu hvor foråret er her, skal dette måske ændres. Især nu, hvor hun er i brunst, -hvilket gør at hun nemt føler sig endnu svagere og mindre -, der ville det være rart med lidt mere styrke. Men på trods af at den prægtige hingst foran hende, er hende tydeligt overlegen, frygter hun dog ikke at være i hans selskab af den grund. Ligenu virker han i al fald ikke som en, der har tænkt sig at gøre brug af denne overlegenhed. Men det er klart, at Za holder øje med ham, men det vil hun altid gøre uanset hvem hun er i selskab med. Ganske kort ryster hun på sit mørke hoved, før hun hæver det en smule. I forhold til hans højde, virker det dog på ingen måde dominerende, da hun stadig er langt lavere nede end ham. Blidt spidser hun opmærksomt sine ører frem mod ham, idet han stiller hende endnu et spørgsmål. En let trækning går over Za's mule, men hendes blik forholder sig neutralt - fortsat muntert som altid. Hun overvejer grundigt sit svar, dog relativt hurtigt.

" Jeg foretrækker at blive kaldt for Za, da jeg af personlige grunde helst vil starte på en frisk i dette nye område. Berbeza forbinder jeg med mit gamle hjemsted, mit gamle liv. Og dette, dét skal være et nyt. Derfor; Za. "

Za's mørke, funklende blik hviler ved hingsten, afventende, for at se om han forstår hendes svar. Og om han vil accepterer dette. Dernæst vandre Za's blik videre, hen over skovens mange træer, som omgiver de to skikkelse. Det glæder Za at se, hvordan det grønne ganske småt begynder at skyde frem overalt. Ikke fordi hun har noget imod vinteren, og sneen fascinerer hende, men foråret er nu en gang den årstid, hvor hun føler sig bedst tilpas. Alt er nyt, alt starter på en frisk.

My past is my curse

---

Denne unge hoppe, virker Ganske ung af sind. Det er tydeligt at se, at hun er energisk anlagt, også selvom hun forsøger at lægge bånd på sig selv, måske for ikke at irritere mig? Svirper med den grå hale bag mig, overvejende over situationen. Jeg er selv energisk anlagt, men det er jeg som regel igennem min træning, og ej med andre. Jeg ønsker ikke at vise min kåde og unge side frem, da den desuden også er gemt ganske langt væk, pga. den fortid der stadig jagter mig. Den er langsomt begyndt at indhente mig igen på dette sted, men jeg formår altid at få den skubbet tilpas på afstand, til at jeg kan fungere, uden at reagere irrelevant på andres reaktioner eller væremåder. Men sommetider, der kan det godt glippe for mig.

Da hun svarer mig, ser jeg kort overvejende på hende, inden jeg så ser væk. Jeg forstår hende, det gør jeg skam. Men jeg løber blot ikke fra mit navn, men fra fortiden. Hun løber både fra fortiden og sit eget navn. Jeg svarer hende ikke, for jeg har ærlig talt intet at svare. Jeg har ikke tænkt mig, at give hende ret, og dermed nævne min egen situation med fortiden. Så hellere tie. Brummer i en dyb tone, og ser så kort afventende mod hende. Har hun noget at sige? For ellers, forsvinder jeg ind mellem de dybe og mørke træer der omgiver os. Og det er ikke sikkert, at vi igen vil mødes. Det kan kun fortiden vise. Men nu venter jeg blot på, om hun har noget at sige.

Berbeza ~ “ Za “

[/size]

"Running wild is not the same as running away. Or is it?"

Da hingsten vælger ikke at kommentere på den unge hoppes svar, ved hun ikke helt om hun skal opfange det, som et tegn på, at han overhovedet ikke forstår hende - eller som et tegn på det omvendte, nemlig at han forstår hendes pointe med hendes lille snak. Dette finder Za dog nok aldrig ud af, for hun har ikke i sinde at spørge denne hingst om det, når nu han ikke selv giver sit svar. Det er nok en indirekte måde at fortælle hende, at han ikke ønsker at svare på netop dette, og det accepterer Za til fulde.

Da ingen af dem nu siger noget, stiger energien mere op til overfladen hos Za. Ikke fordi hun har noget imod stilheden, tværtimod, men hun nyder blot at gøre brug af denne stilhed, nemlig til at tale med et andet sprog. Kropssproget. Et kort øjeblik overvejer Za situationen. Hun kan risikere, at det hun har i sinde, vil skride over hingstens grænser og han derefter enten vil sende hende væk, eller selv vælge at forsvinde. Eller også, vælger han måske at smutte under alle omstændigheder, hvis ikke hun gør dette forsøg, på at 'udfordre' ham, til en lille dans. Et kækt lille kast med hendes hoved, afslører blot en lille mængde af den energi, som Za har i overskud. Prøvende tipper hun nysgerrigt ørerne frem mod Volontaire, samtidig med at hun giver et feminint, kådt fnys fra sig. Det lille kække kast fra før, afløses nu at et let voldsommere elegant rysten på hovedet, efterfulgt af at begge forben kort letter fra jorden. Dernæst tripper hun legende, og med skridt fulde af elegance, tættere på hingsten. I en passende stor cirkel traver hun muntert og letbenet omkring ham, smidigt - hvis nu han havde et par løse bagben, og hun skal kunne nå at reagere hurtigt, for til sidste at stoppe ud fra hans side. Blidt lader hun et forsigtigt, spørgende nap falde først mod hans skulder og derefter hans man, hvorefter hun skraber i jorden med det ene forben, og bevæger sig nogle dansende skridt mod den modsatte side, af hvor han står. Hendes ører spidses fremad, men hendes blik er rettet vågent og afventende imod hingsten. For at holde øje med hans reaktion.

The evil is behind these empty eyes

---

Denne unge hoppe, Berbeza, også kaldet Za, har givet mig et meget blandet indtryk. Jeg tror ikke, hun gør sine handlinger af ond mening, eller for at pisse mig af. Men da hun i det næste sekund, springer frem, og svanser omkring min krop, i en dansende trav, mærker jeg hvordan mit sind lukker af. Her, der er hun virkelig gået over en grænser, som kun ganske få i dette land, er trådt over. Hun er nok nærmest den første. Og det forstår jeg ikke. Jeg gjorde klart, for ikke særlig lang tid siden, at hun ej skulle komme tæt, snuse mod mig, eller kigge i mine øjne. Og alligevel, er hun nu brudt ud i dans, og svanser omkring mig, som et rovdyr der forsøger at indhegne sit bytte.
Mine muskler bliver i en voldsomt bevægelse spændt op, og ørene placeres i nakken, meget hidsigt. I det næste nu, napper hun efter min skulder, og derefter min man. Jeg drejer min krop i en voldsom bevægelse, mens jeg åbner munden, og hukker direkte ud efter hendes mule. Denne gang, er det ikke for at advare. Denne gang, er det alvor. Jeg mener min handling, og hun skal væk fra mig. Nu. Samtidig med at jeg hukker sådan ud efter hende, sparker jeg mit ene forben i en voldsom kraft, ud efter hendes spinkle og fine ben. Jeg har advaret hende, én gang. Og nu, nu er der handling bag mine advarsler. Hun skal IKKE, komme så tæt på mig. Svanse sådan omkring mig, eller nappe ud efter mig. Nej. Mine øre hviler vredt i nakken, meget truende, og min krop er hævet op, fordi musklerne er spændte. Det er tydeligt, at mine advarsler nu snart bliver ført til virkelighed, hvis hun ikke får vendt sin krop væk i en helveds fart, og fordufter fra mig.

Berbeza - " Za "

Til trods for at ingen af Za's handlinger har haft til hensigt at skulle genere denne hingst, eller på nogen måde overtræde hans grænser, er det helt tydeligt, at det er det, som der alligevel er sket. Set i 'bakspejlet', kan Za allerede nu godt se, at hendes sidste træk var utroligt dumme. Ufatteligt dumme, rent ud sagt. Men ivrigheden og hendes nysgerrighed, løb afsted med hende. Idet den brogede hingst foran hende hakker efter hendes mule, rammer han hende, men i stedet for på nogen måde, at ville give igen, trækker hun sig brat tilbage. Hendes udtryk er dog hverken panisk, eller som sådan underkastende - blot utrolig undskyldende. Hendes mørke blik glider hen over hingstens anspændte skikkelse, og det er tydeligt at læse, at han gerne vil have hende til at forsvinde ud af sit selskab - og det lige med det samme. Za nægter dog at følge dette, endnu i hvert fald. Tanken om at skulle skilles fra en andel sjæls selskab, efter at have bragt denne så langt ud over deres egen grænse, og så uden mulighed for at få sagt ordentligt 'undskyld' for dette, bryder Za sig ikke om. Derfor bliver hun blot stående, uden nogen trodsig mine, men blot med et blik og en holdning, der tydeligt forsøger at undskylde hendes handlinger. Langsomt sænker hun sit mørke hoved, dog fortsat med ørerne løftet opmærksomt frem mod ham, udmærket klar over at hun nu stiller sig selv i en yderst sårbar position - og at hingsten foran hende, måske allerede er blevet pisset tilstrækkeligt nok af, til at han kan finde på at udnytte denne position. Men så må hun tage det derfra. Za vil i hvert fald blot gerne forsøge, at beklage sine handlinger.