Unknown Fighter

Pure at heart

---

Jeg tror, at denne kære Dominus, vil være en ganske god far. Jeg tror, at han har sindet til det, fordi han virker så ganske venlig, og selv som om, at han er blevet opdraget af en kærlig familie. Det gør meget, at du får en god opdragelse, for ellers vil du videregive dine dårlige vaner, som du fik, til dine afkom. Mit blik hviler stadig roligt på ham, og mine øre forbliver fremme hos ham, da han atter begynder at tale.

,,Det tror jeg, at du har ret i, Dom. Må jeg kalde dig det?” Holder en kort pause, inden jeg atter taler.
,,Jeg tror, at du har ret. Nogle, er blot mere tålmodige af natur, mens andre er mere kåde og utålmodige anlagt. Men det er netop det der gør, at alle er så specielle og unikke. Ikke sandt? Hvis vi alle ejede den samme form for tålmodighed, ville vi ej kunne skabe et spil i det liv, vi alle lever. Vi ville alle minde om hinanden, og hvert et selskab ville minde om det sidste”

Besvarer jeg ham ganske mildt, og nipper svagt ud i hans retning, uden at røre ham. Blot i hans retning, som en venligsindet gestus. Mine øre vipper kort omkring, lyttende til omverdenen, inden jeg så lader dem falde på ham igen.

Dom smilede skævt, da hun fandt frem til hans evige kaldenavn Dom. Det lå meget naturligt for ham, at folk kaldte ham det, for han var altid blevet kaldt det af alle. Det lå lidt bedre i munden og var nemmere at sige. Hingsten smilede "Du må meget gerne kalde mig Dom, hvis du har lyst til det," sagde han så og rettede sine ører mod hoppen, som hun talte.

Da ordene flød lyttede han nysgerrigt til hende. Langsomt nikkede Dom med det markerede hovede, som hun talte frem. Hun havde ret. Han undrede sig over, hvor hun havde fået alt denne livserfaring fra. Meningen der kom ud af ordene, var præcis og sand.

"Du har ret Armonia. Verden ville være et kedeligt sted, hvis vi alle var ens, og hvis vi alle var enige i alt for den sags skyld," hans stemme var eftertænksom med havde stadig den friske undertone.
Han smilede let, da hun nappede let ud efter ham. En sagte hingstet brummen lød, inden han venligt puffede let til hendes skulder og kiggede på hende med et drillende blik.

Pure at heart

Et smil finder vej over min mule, da han accepterer, at jeg kalder ham Dom. Det er rart, at have et venskabeligt forhold til en, i dette område, som jeg kan kalde ved kaldenavn, og ej ved fulde navn. Det er ej alle, der ønsker kalde eller kælenavne. Og derfor spørger jeg ham ganske vidst også, om det er okay.

,,Jeg tror ej, at jeg har et kaldenavn. Men hvis du finder et, skal du være velkommen”

Ler jeg så ganske mildt, inden jeg lægger hovedet blidt på skrå, og lytter til de næste ord som han fremsiger. Han er ganske vidst en hingst, der er af vise ord. Og det holder jeg skam meget af. Både af vise ord, leg, pjat, alvor og venskaber. Jeg holder generelt af det meste, fordi jeg er en storhjertet og varmhjertet hoppe. Jeg nikker mildt til det han siger, og svarer ej yderligere. Vi er jo enige, og derfor behøver jeg ej gentage hans ord.

,,Dominus, vil du måske fortælle mig, hvad du mener om dette land, som du er havnet i?”

Jeg nyder at vide, hvad andre mener om det land, som deres hove betræder. Meningerne kan nemlig være så ganske forskellige, og netop dette, gør at det er spændende at lytte til, og lære om.

Dom nød at lade sine smaradgrønne øjne hvile på den røde hoppe. Hun var mild og smilende, hvilket var noget Dom brød sig om at se. Man mødte tit sjæle, som ikke ville lade sig selv nyde livet. Det var også derfor ordsproget - der er to måder at leve dit liv på. Den ene er, at du lever som om intet er et mirakel. Den anden er, at du lever som om, alting er et mirakel, så du skal lære af i går, leve for i dag og håbe for i morgen. Det ordsporg havde Doms mor lært ham. Det var smukt, og det gav meget mening for Dom, som var lidt af en livsnyder. Der skulle ikke meget til at gøre ham melankolsk eller røre ham.
Da den lille røde, Armonia, taler frem igen, lytter Dom med de mørke ører spidset. Hendes stemme er mild, og hun afslutter med en lille latter, som får Dom til at smile sit drengede smil.
Det næste hendes ord faldt på, var hvad Dom egentlig mente om dette sted. Dette land. Det var ham faktisk stadig en gåde, og han blev en kende i tvivl om, hvad han egentlig skulle svare den lille røde.
Med et eftertænksomt udtryk i de grønne øjne talte Dom frem;"Jeg må ærligt indrømme, at jeg på nuværende tidspunkt, ikke har dannet mig et særlig indtryk af landet. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg plejer at gøre. Jovist er det smukt, megt smukt endda. Jeg nyder at udforske det, begive mig ud i de ukendte og åbne vidder og se mig omkring. Sådan har jeg også altid været, men landet som helhed, det ved jeg ikke. De sjæle jeg har mødt, har ej skuffet mig, men jeg er stadig forvirret over min ankomst, og jeg tror det overskygger mit indtryk af landet," sagde han så. Stemmen var rolig og ikke ligeså drenget, som den før havde været.

Pure at heart

---

Dom virker til, at nyde det selskab jeg kan tilbyde ham, og dette gør mig inderligt glad, da det betyder, at han bryder sig om min eksistens og om min sjæl. En stor ting, som jeg ser som noget ganske fortryllende. At acceptere og respekterer hinanden, for dem man er, er altid det største bump på vejen, når man skal lære nye selskaber at kende. Men allerede nu, føler jeg, at Dom og jeg selv, er ganske godt på vejen. Da han åbner munden, og begynder at fortælle hvad han mener om området, lytter jeg ganske nysgerrigt og intenst. Jeg holder af, at høre andres mening, da den altid er unik for alle. Jeg kan sagtens følge ham i det han siger, og jeg nikker derfor ganske mildt.

,,Jeg kan sagtens forstå dig, Dom. Det er ej nemt at vide, hvorfor vi er havnet i dette land, som du også, ligesom jeg selv, mener er smukt. Dette land, rummer mange sjæle, der alle er ankommet af ukendte årsager, ligesom jeg selv. Men jeg tror, at jo før du accepterer din egen eksistens i dette fortryllede land, dets før vil du se endnu flere skønheder i landet, og forstå langt flere af dets fortællinger, kære Dom”

Svarer jeg ham, mens jeg ganske mildt nikker. Jovist, jeg har nu accepteret, at jeg er havnet her. Og jeg har valgt at lægge min fortid bag mig, og blot nyde, at jeg nu er her, i stedet for at søge et svar på, hvorfor.

Dom stod og studerede himlen lidt. Hans ører kørte let en omgang, blot for at sikre dem. Han var en lidt beskyttende hingst, og han ville passe på alle heste, selv dem der ej behandlede ham godt. Et rent hjerte havde han altid haft, han havde helt klart fået det fra sin mor, som havde opdraget ham til at vise andre kærlighed og mindst af alt opdraget med et kæmpe mod, som nok mest stammede fra hans bror. Hans bror. Han ville ønske, at han havde kunne dele disse nye tider med sin bror. De havde været tæt sammensvorne, havde prøvet alting nyt sammen.
Han lod blikket glide tilbage på den lille røde hoppe, da hendes milde stemme taler frem. Intressant var hun - sagde mange ting, der søgte Doms opmærksomhed, og mindst af alt formåede hun, at gøre ham opmærksom på mange ting i livet, fik ham til at tænke sig om. Det betød meget for ham, at han havde mødt en vis hest, der kunne gøre dette.

"Jeg er helt sikker på, at du har helt ret i det du siger, Armonia. For mig er det svært. Jeg har altid levet i en meget tryg og vant situation, hvor jeg kunne styre alting selv. Havde helt styr på, hvor mine nære var, og hvem de egentlig var. Her er man meget på bar bund, der er mange indtryk man skal danne i løbet af kort tid. I hvert fald for en hest som mig, som kræver selskab og helst masser af det," sagde han så eftertænksomt og smilede en smule.

Pure at heart

Dominus er en hingst, jeg gerne vil møde igen. Jeg ønsker at dele mit selskab med ham, og lade vores ord flyde ud i stilheden, der ellers omfavner os begge i denne verden. Men stilheden, den har også sin plads i min verden – for nok kan den føles ensom, men hvis man da lytter til, hvad ørene ej kan høre, men hvad sjælen kan høre, da vil man ej føle sig ensom. Men jeg forstår godt det han siger. Han ønsker selskab, og meget af det. Og det havde han, da han boede i sit gamle hjem. Men jeg betvivler ej, at han i dette land, hele tiden vil have selskab omkring sig, hvis han blot søger det. Her er nok med sjæle, og jeg tror kun at jeg selv, har mødt en lille brøkdel. Men det er det ukendte, der gør ham usikker måske. Tanken om, at her måske ikke er sjæle, at opsøge. Og udover det, så er hans familie her ej.

,,Jeg forstår skam godt det, du siger, Dom. At du før, havde styr på situationerne, styr på hvor dine nære befandt sig, og hvem de var. Måske er du netop havnet her, for at lære, at ikke alle situationer ligger til ens egne hove, men til de større og højere magter. Måske, skal du lære, at det ukendte, kan blive det kendte, og det nære. At de nye, kan blive dit hjem, et hjem, der er mindst lige så trygt og fantastisk som dit gamle. Din familie, betød meget for dig. Men måske er du netop havnet her, for at starte dit eget. Starte din egen familie, og bryde ud fra de trygge rammer. Jeg er vis på, at en sjæl som dig, altid vil have selskab, hvis du ønsker det. Jeg betvivler ej dine evner til selskaber og venskaber, og jeg er vis på, at du hurtigt vil få andre, nye og trygge rammer.”

Siger jeg med den bløde og varme stemme, opmuntrende, men jeg mener skam hvert et ord. Langsomt, lader jeg mine mule strejfe imod hans skulder, for lige at underbygge det jeg siger, de opmuntrende ord.

Dom studerede roligt den lille røde hoppe, da hun talte frem. Nogle af sætningerne gjorde ondt. Mindede ham og hans mor og bror, hvor savnet efterhånden var gnavende og svært at glemme. Eller nej - faktisk følte han, at han var ved at glemme dem. Flere gang om dagen gengav han sig deres udseende og stemmer i fantasien, fordi han frygtede at glemme dem. Den gyldne hingst regnede nemlig med, at han aldrig skulle se dem igen. Han brummede en smule, blot for at ryste de sørgelige tanker af sig. Imens lytter han til Armonias ord. Nok gør nogle af dem ondt, men opmuntringen i dem, giver alligevel Dom et skub. Et skub i den rigtige retning, det ville han nu mene.
Hun havde ret i hvert et ord, måske var det en prøvelse, der var jo ingen der kunne vide det, men han var sikker på, at denne 'prøvelse' ville modne ham, og tanken om at starte sin egen familie, den var jo heller ikke dårlig.

Dom brummede roligt, da hun roligt strejfede ham som en sidste opmuntring.

"Tak Armonia, du har ret, og de ting du siger, de lyder heller ikke helt værst,"

sagde Dom med en venlig og en smule taknemlig stemme.

"Hvordan har du det med at være endt her?"

Hans stemme var nysgerrig og smilet skævt.

Pure at heart

---

Ordene jeg fremsiger, rammer ganske vidst den gyldne hingst, som ejer det mørke sandt farve, og lidt af natten, der pryder hans ben. Jovist, en køn hingst at beskue. De grønne øjne, sætter et ganske specielt præg i hans ansigt, og det gør ham blot endnu mere unik end ellers. Men de ord jeg fremsiger, rammer ham. Men jeg tror også, at selvom de måske rammer hårdt, at de så alligevel rammer rigtigt. Som om, jeg måske har skubbet ham fremad, med ny tro på det område han er havnet i – og bedre endnu, måske en større tro på sig selv, og det liv han har foran sig, hvis han da blot griber det. Jeg er vis på, at han kan få et fantastisk liv, hvis han da griber og søger det.
Et let og mildt nik, forlader mit hoved, da han siger tak. Et simpelt svar, da jeg ikke har mere at skulle sige, i hvert fald ikke flere ord, der ville gavne. Men da han fremsiger det næste, ser jeg mildt på ham, tænkende, men roligt.

,,Jeg tror på, at jeg er havnet her, af specielle årsager, som kun skæbnen og de højere magter, kender til. Jeg tror på, at jeg har fået en ny chance, for at leve et liv, hvor jeg selv starter det. Et liv, hvor ingen gamle sjæle fra mit gamle hjem, kan dømme eller fordømme mig – men blot at her er nye sjæle, der ligesom jeg selv, er havnet her på bar bund, og uden rødder at støtte sig til. Jeg har det derfor godt med, at jeg er havnet her, nu hvor jeg har accepteret det, og ser fremad, i stedet for at se tilbage”

Siger jeg, med den milde og varme tone. Det er egentlig et kort svar på, hvordan jeg har det med det. Men hvis jeg skulle udtømme alle mine tanker, og dele dem med ham, så ville vi skulle stå her, hele natten.

Dom stod roligt og studerede Armonia. Hun havde haft ret, i det hun sagde, det vidste han. Derfor havde det ramt ham, ramt ham et følsomt sted, hvor det først havde gjort ondt, men derefter havde åbnet op for nye tankegange - nye måder at beskue dette land på. Nye muligheder. Jovist - han kunne, hvis han ønskede det. Skabe sig en god fremtid her. Måske finde sit livs kærlighed, skabe familie og se sine afkom vokse op. Dom var en familienær hest, han var helt sikker på, at hvis han fandt kærligheden, ønskede han at føre sine gener videre - skabe sig et godt liv sammen med sin familie og lære endnu mere brugtbart om livet, som han kunne vidergive til sine afkom og mindst af alt, de sjæle han skulle nå at møde, inden hans tid engang ville være ovre. Hvornår vidste han ikke, men han ville bestemt leve sit liv, som om det var ovre i morgen. Det havde han altid gjort sammen med Fortis, og det ville han blive ved med, selvom han nu var på egne hånd. Temmelig alene - og dog - de nye sjæle gav ham alt det, han pludselig havde manglet. Nærhed, tryghed og mindst af alt selskab og lærdom.

Da den røde Armonia talte frem lyttede Dom intenst. Hans ører var rettet mod hende med et varmt udtryk, da hun talte frem. Hendes ord rørte på noget i ham, han havde ikke tænkt på det som en ny start før, men nu havde hun åbnet hans øjne for den beskuelse af den nye tilværelse. På ham kunne det lyde som om, Armonia havde skeletter i sit skab, men han vidste det ikke. På hendes opførsel og sind virkede det ej således, men han havde også på fornemmelsen, at hun var en stærk sjæl, som aldrig ville gå i knæ for nogle. En stærk hoppe med en ligeså stærk vilje.

"Jeg forstår dig Armonia. Jeg tror, at du har ret, og at vi skal udnytte denne nye start til at opbygge et liv, præcis som vi ønsker det. På samme tid er der også mulighed for at forandre sig - til det bedre, hvis man ønsker det. Når ingen kender ens fortid eller tidligere personlighed, har man mulighed for at rette op på fejl og mangler, hvis man ønsker dette." sagde Dom eftertænksomt og smilede skævt til hende.

Pure at heart

---

Dominus er en hingst, jeg kan se som en ven i fremtiden. Han virker varm af hjerte og sind, og han virker så ganske ligetil. Ej at han er en åben bog at læse, men han er dog ej heller en hingst, hvor man hele tiden skal søge mellem linjerne, for at finde svar om ham. Han fortæller gerne selv, men vi er jo ej heller gået dybt i vore samtaler, om hinanden, men blot generelt om den verden vi nu befinder os i. Dette er også en god start, da man ej behøver lukke op for sig selv, hvis man ej mener dette er det rigtige at gøre. Men Dom virker ej som en herre, der kun ønsker at gemme sig selv. Han virker som en, der gerne søger selskaber og opmærksomhed, men jeg tror ej at det blot er fra alle og enhver. Men dette, det er jo blot gætterier.

,,Du har ret i de ord du siger. Men jeg tror nu heller ej, at man skal skrue sine forventninger for højt til vejrs, om dette land, da det så kan skabe større nederlag. Dermed ej sagt, at man ikke skal have forventninger til sin færden i dette land, men man skal måske blot vælge sine forventninger med fornuft, og en gram af realitet. Vi skal ej tro på det værste, og håbe på det bedste. Men i stedet tro på det bedste, men have i minde at det værste kan hænde. Ikke alle er i stand til at gribe chancen for en ny start på livet, et sted, hvor ingen kender os. Men jeg håber for de sjæle, der har været fortvivlede, og som jeg har mødt indtil videre, at disse vil skabe sig et liv, som de selv vil kendes ved, og holde af”

Siger jeg med et let nik, og et mildt smil på den røde mule. Jovist, jeg filosoferer ganske meget om alt i denne verden, og denne egenskab er både godt og skidt. Det er ej alle, der kan tåle al min snak, og tanker, mens andre føler sig draget og fascineret. Men hvis jeg bemærker at mit selskab bliver utilpas, da vil jeg forsøge at rette min snak mere ligefrem, og ej tale så abstrakt. Men dermed ikke sagt, at jeg vil lægge et stort bånd på mig selv – for jeg er nu engang, som jeg er. Men jeg er også vis på, at denne verden, måske vil ændre mig – men det kan kun tiden vise.