Beskyttet af skovens kriger..

In my own little world

[/center]

På trods af kulden, forstod naturen at bestå. Et øjeblik havde den mørke hingst frygtet at naturen ville bukke under for den lange vinter, som hærgede dette idylliske land som han af ukendt grund var beboende i. Men dette var ej hvad fremtiden gav udtryk for, for naturen var sandheden en standhaftig kæmper, som ej kunne bukke under for den rivende og bidende vind. Men den rødbrune hingst var ej ligeså modstandsdygtig overfor vinden og kulden, som hans elskede skov var. Han var træt og ør i hovedet over at vinden susede om ørerne på ham, og i den evige jagt efter mad, som skulle være energi og forsyning til at holde varmen, havde trætheden mælt sig. Han havde ej før fundet ro eller tillid i dette land så meget at han turde stole på det, men nu hvor styrken i sandheden eskaleret..

Under et stort og gammelt træ, hvis grene var tykke og stammen bred, lå den mørke hingst med benene trukket op til sig. Forbenene bøjede over hinanden, og hoved lå over dem, for at beskytte sig selv, som var han en lille kule der forsøgte at gemme sig i sig selv. De sortnede øjne var lukket i, og ørerne lå tilbage af hans nakke, i en afslappende holdning. Åndedraget var dæmpet, men stabilt og roligt; det var tydeligt at han var i en dyb søvn, som en imellem fik ham til at mimre med mulen eller rykke svagt med ørerne på grund af drømmende.

Han havde ej været meget for at ligge sig ned. Men han kunne ej klare at være rank og anspændt i al evighed, og derfor havde han forladt stierne og trukket sig tilbage. Hingsten havde vandret dybt ind i den store skov, i et naivt op om at ingen ville finde ham der, nu hvor an lå der så sårbart. Men de dalede blade han lå på, og dem omkring ham, hjalp ham dog; for deres røde farve var med til at skærme ham for omverdenen, nu hvor den mørkegløde pels ellers normalt ville lyse ham op, hvor end han vandrede. Men nu var han blot beskyttet af skovens trækriger, mens hans sind dragede ham ind i eventyrland..

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Dear Spring – you have arrived.

Vinteren har længe præget dette eventyr land, som jeg og mange andre sjæle er havnet i. Jeg ved endnu ej, hvorfor jeg er en af de sjæle, der er blevet udvalgt til at vandre over disse smukke områder. Men jeg er beæret over, at det netop er sket for mig.
Min røde krop, bærer et tydeligt præg af at vinteren har været hård for mig. Jeg har ikke helt de samme smukke og feminine kurver, som jeg havde i starten af vinteren. I stedet er jeg blevet en anelse kantet at se på. Jeg er træt i mit sind, og sulten. Men udadtil, lyser den glæde jeg besidder, stadig ud af mine mørke og varme øjne. Jovist, jeg har intet opgivet, for jeg ved, at foråret er på vej, og dermed vil nyt og frodigt liv spire op langs skovens bund, og ude på den åbne eng.

Her er ej længere sne, og de gamle blade der har forladt træerne, ligger nu som en tung dyne på underlaget. Et kønt syn, det er det i sandhed, da bladene alle besidder deres egen og nuancerende farver. Det er et flot spil, det skaber, for mine øjne i hvert fald. Jeg bevæger mig ind langs skovens træer, for at søge ly for den vind der stadig hersker i landet. Da jeg når et godt stykke ind, ryster jeg min røde krop, ganske forsigtigt. Jeg forsøger ej at larme, men dette er dog ikke helt muligt for mig. For da jeg igen træder fremad, træder jeg på nogle små grene som knækker under mine hove. Vipper ørene frem, og sænker hovedet ned til jorden. Puffer til et lille blad, og under det blad, er en vintergæk brudt op gennem jorden. Et smil breder sig over min mule, glædeligt over at se så smuk en skabning igen.
Et svagt fornøjet brum forlader min krop, inden jeg atter rejser mit hoved.
Jeg savnet ét selskab. Én bestemt sjæl, som jeg ikke har set i nogle dage nu. Mon han er draget videre?
Jeg vil blot møde ham igen, skænke ham den undskyldning, jeg måske ikke fik givet ham sidst, for at have trådt ind i hans rige af grænser og værdier.

En duft ramler ind i mine følsomme næsebor, og jeg genkender skam lugten med det samme, til trods for at den stadig er mig en anelse ukendt. Det er Jaidev – det selskab, jeg har ledt og søgt efter. Langsomt drejer jeg mit røde hoved, i en mild bevægelse. Og 10 m. længere fremme, ca., ligger han krøllet sammen under et stort træ. Kort gipper det i mig, ved tanken om, at noget ondsindet er ham hændt. Et dæmpet, men hørligt brum forlader min mule, hen i hans retning. Hvis han sover, vil jeg måske vække ham. Men jeg bliver nødt til at vide, om han blot sover, eller om noget er sket ham.

Awake

[/center]

Ørerne vippede ganske svagt og diskret, mens mulen lavede rynker og spændte sig gentagende gange. Enkelte gange slap små sukligne lyde fra den mørkeglødende hingst, imens han vandrede dybere ind i sit rige af fantasi og eventyr; hans egen lille verden, som han stjålet tillod sig selv at besøge. Han kunne ikke blot besøge den når det passede ham, for at gå og dagdrømme kunne være så farligt. Han kunne risikere det værste, hvis en fjende fandt ud af at han var ukampdygtig – netop fordi han var koncentreret om sin lille verden, som for ham var stor. Men nu hvor søvnen g udmattelsen hærgede ham, nød han at vandre rundt i sin lille boble, som han ikke havde forudset skulle brødes forløbeligt.

Grene der knækkes, lyde over de beklagende blade.. Alt virkede så uvirkeligt; det ville kunne nå ham her. Men en pludselig brummen gjord ham dog opmærksom på, at han ej var alene. Ikke længere i hvert fald. Med ét slog de mørke øjne sig op, og det fintformede hoved skød i vejret, med et fortumlet udtryk nu hvor den ravnsorte man lå hulter til bulter omkring ham; den flyttede sig omkring hans ører og dækkede det ene øje. I sandheden lignede han en ungdommelig, kåd sjæl, hvis det ikke havde været for det fortumlede glimt i de sortnede øjne. Hans drømmeland var flået væk fra ham, og i nærheden stod en rød hoppe. Øjnene kneb sig hurtigt sammen, mens mulen spændte sig hårdt sammen, indtil en bekendt duft ramte ham. Forbenene strakte sig hurtigt foran ham, inden han kom hurtigt og elegant op og stå, med blade filtrede ind i manen og halen.

Armonia. Den sjæl som havde vækket ham. Hoved tiltede let på skrå, mens halen svirpede et par gange, for at fjerne de uendelige blade som hang i den kulsorte hale. Øjnene betragtede overfladisk hoppen, skimlede over sår eller skrammer, og for at forsikre sig at hun var i god stand. Ingen sår kunne skimles, men vinteren havde tydeligt taget hårdt på hende. Hofterne og skulderen var langt mere markante at se på, hvilket fik hingsten til at skæve mod sin egen krop; jovist havde han tabt sig, men han havde også trænet i vinteren, hvilket han var glad for. Med ét vente opmærksomheden sig tilbage på den røde, godhjertet hoppe, som blot stod der og var skyldig i hans opvågning. Mulen rynkede en grimasse, inden han hilste med en dyb, maskulin brummen, som rugede mellem træernes tykke stammer.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

I’m sorry…

Den mørke hingst, der ligger blandt de nedfaldende blade, ser så ganske fornøjet ud. Han er i sin egen verden, det er tydeligt at se. Men jeg er blot i tvivl om, om det er søvnen der har taget ham til sit eget rige, eller om det er skader der driver ham ud i det ukendte. Og jeg vil være vis på, at det er det første, og ej det sidste, der er tilfældet.
Men en dårlig samvittighed driver op igennem min krop, idet jeg ser hvordan jeg river ham ud af sin drømmende og måske mere behagelige verden, og i stedet driver ham ud til virkeligheden. En stor skyldfølelse, som ej vil forsvinde, da han så rejser sig op i sin store pragt, og har blikket imod mig.
Jeg jog ham ud, fra en verden der nok var mere behagelig for ham, og det bryder jeg mig ikke om. Uanset hvad jeg gør i denne hingst nærværd, så bliver jeg ved med at gøre ham utilpas, og det gør mig inderstinde usikker og ked af det.

Langsomt sænker jeg mit røde hoved ned, således at jeg står i en ret underdanig stilling. Mine røde øre flapper forsigtigt ud til hver sin side, så jeg faktisk står og ser ud som et føl, der undskylder sin mor for en dårlig opførsel. Og undskylder, det gør jeg i hvert fald. Træder nogle skridt bagud, og drejer langsomt mit hoved ud til siden, så det ikke længere er imod hans front. En endnu større undskyldning ligger der i det, da jeg nu fjerner min fulde opmærksomhed på ham, og i stedet driver mine øjne ned i skovens bund, for ej at stirre på ham. Jeg vil gerne vise ham, at han blot kan ligge sig ned, og drage imod sine drømmende vidder, da jeg ikke vil drive ham ud i virkeligheden. Han så så drømmende og fornøjet ud, hvis jeg blot havde kigget nærmere efter. Men det beskyttende instinkt trådte blot i kraft, da jeg så ham ligge. Et instinkt, for at hjælpe ham, hvis dette var muligt. I stedet, har jeg nu gjort det modsatte.

Jeg ved, at jeg er skyldig i, nu både at have trådt over han grænser ved det sidste møde, og nu har jeg også frarådt ham nogle minutter i den drømmende verden, hvor kun godheden eksisterer, og hvor det hele virker så fantastisk. Men nu, nu har jeg igen gjort noget, jeg for alt i verden ikke ønsker. Jeg træder igen nogle skridt bagud, for at skabe ham endnu mere plads, og for at vise ham, at jeg atter vil gå, så han kan forsøge at træde ind i det drømmende land, hvis han da kan det igen, samtidig med at et undskyldende, dæmpet brum forlader min spinkle krop.

I will shut the world away

[/center]

Var den fromme, uskyldighed hoppen bar med sig blot en facade? Hun virkede så godmodig og forsigtig, men alligevel formåede hun at trænge dybere ind i ham, og trykke på de forkerte knapper, hvilket gjord ham mistænksom og fjendtlig. Deres sidste møde havde hun invaderet hans indre for dybt, kommet ham for nær; hun havde lavet huller i den murblokade han ejede. Og det kunne kun have været bevidst; for hvordan skulle hun ellers kunne gøre det? Det kunne umuligt være et tilfælde. Hun havde ofret ham til skyggerne, som grådigt havde kastet sig over ham, for bagefter at vise sig som en Helge, en helt som kunne fjerne skyggerne igen. Var det blot et skuespil, var han hendes marionetdukke som hun styrede af sted?
Fjendtligheden og hævntørsten lå til den mørkglødende hingst. Han var før blevet knækket, netop fordi han var gået i en fælde. En fælde som havde revet dybe ar over hans hjerte. Øjnene kneb sig hårdt sammen, inden han kastede en enkel gang med sit hoved, i en truende og markerende bevægelse, hvorefter han skød bringen fremad, og knejste sin trætte krop sammen.

Hendes handling nu med at vække ham, så han dog ej som negativ. Det havde været et instinkt i hende, et instinkt som måtte have svar på om han var okay eller døende. Han kunne ej bebrejde hende for at hans sidste stumper af drømmeverdenen smuldrede, for til sidst at forsvinde helt. Hun var jo en hoppe med moderlige instinkter, hvilket ej skulle ignoreres. Men alligevel følte hingsten en kortvarig længsel efter drømmeverdenen.. Indtil han så hvordan den røde hoppe underkastede sig. Hun bakkede, kiggede i de faldende blade og vidste underdanighed. Det ydre viste ej fjendskab, såvel som han gjord. Omverdenen ville sikkert tro, at han trynede denne hoppe, da han stod majestætisk og rank foran hende, med alle musklerne spillede under den tykke hårpagt. Næseborende dirrede ophidsende, da hoppens lokkende, blide duft dansede ind i hans følsomme lugtesans, hvilket fik ham til at fnyse en enkel gang og vige kort med det fintformede hoved. Halen gjord atter et svirp, men uden held, for de rødlige blade forlod ej hans ravnsorte hale, som nærmest lyste dem op. Ørerne vippede kort bagover, inden han med målrette skridt vandrede mod hoppen – stadig i sin dominerende og ranke stilling, tilbagelagte øre og tomme øjne.

Hingsten ville ej selv tolke sig som ondsindet. Han så sig selv som retfærdig. I en hurtig og præcis bevægelse hakkede han ud mod hoppens skulder. Hakket var ej hårdt nok til at der ville komme sår, men det ville sikkert nive hende alligevel. Det var en simpel advarsel og forklaring om at hun ej skulle komme for tæt på hans indre igen; en markering såmænd. Det var ikke fordi han ville skade hende, eller være hende overlegen, men han måtte sætte en grænse. Hoved trak han hårdt tilbage til sig selv, og udstødte en hård fnysen, mens forbenene trippede på stedet og halen smældende hidsigt omkring den runde, stærke bagpart. Han havde før givet hende noget tillid, lukket hende ind hos sig selv, og følte sig bedraget, hvilket hun måtte bøde for. Øjnene glimtrede kort af advarsel, inden han bakkede nogle skridt tilbage, for også at vise hende respekt; han ville ej komme for tæt på hende og risikere at overskride hendes grænse.
Da hovene atter stod stille, vippede hingsten langsomt ørerne fremad mod hoppen, og lod da sin taleevne gå i brug, i form af en simpel – men respektfuld hilsen. ” Armonia. ”

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

It was not ment like that

Mine øre er opmærksomme imod ham, uden at være rettet i hans retning. Men de lytter skam, det gør de. For jeg kan godt mærke på ham, at han har noget udestående med mig, og jeg ved, at det er min fejl. Jeg skulle aldrig være gået ham så nær. Måske skulle jeg egentlig aldrig have opsøgt ham igen?
Måske det bedste ville have været, hvis jeg blot lod vores sidste møde, være det eneste, i stedet for at opsøge ham igen. Det er en fejl.. Endnu en fejl..

Jeg må have en tilgang til dette område, som er helt forkert. For jaidev er ej den første, som jeg tydeligvis har gjort oprevet, det samme skete med Djange. Det må være mig, der i sidste ende, tager tingene helt forkert til mig, og måske skal jeg blot stoppe med at opsøge andre sjæle, og så fortsætte min vandren alene? Måske det ville være bedst, bare at forsvinde ind imellem træernes hvislen, og søge ly og læ for både regn, lys og vind.
Som han står der, med hovedet højt, i en dominerende og små truende holdning, føler jeg, at jeg er langt mindre end jeg ellers plejer at være. Hvis jeg dog bare kunne krybe i et hul, og forsvinde i nogle minutter. Trække tiden tilbage, og søge til vores første møde. Ej lave den samme fejl, men i stedet holde afstanden intakt, og ikke træde ham nær.
Men det, det kan jeg ikke. Jeg kan kun stå her, med blikket rettet i jorden, i en underdanig holdning, mens jeg blot kan vente på, hvad hans dom over min sjæl er. Og jeg har ikke tænkt mig, hverken at gøre til eller fra.

Jeg kan nu høre, hvordan hans hovslag bliver ved med at nærme sig mig. Mit hjerte slår i nogle hurtigere takter, fordi jeg godt kan høre på hans skridt, at de er meget målrettede. Han ved, hvad han vil. Og jeg kan ikke stoppe ham – jeg har end ikke tænkt mig at forsøge på det. Jeg fortjener ikke at stoppe ham, for det var mig, der trådte ind i hans rige. Mig der ødelagde hans mur, og lod skyggerne fare omkring ham. Jeg forsøgte at stoppe dem, ja. Men jeg fik dem alligevel derind i første omgang. Mit hoved ryger længere og længere ned, som han nærmer sig, for jeg er godt klar over, at jeg ikke bliver glad for det, der måske snart vil ske. Og ganske rigtigt…

Idet han standser op hos mig, mærker jeg et snap nedover min skulder. Ej noget der bider hul, men det behøver det heller ikke, for at jeg synes det er nok. Ét blik, der viser vrede, er nok. Og nu, nu er der et snap, truende adfærd, dominans og de tomme øjne, i en og samme hest. Jeg kan mærke, hvordan det hele snørkler sig sammen indvendigt, hvordan hjertet snubler af sted, og vejrtrækningen der galoperer derudaf. Nej, jeg bryder mig ikke om denne situation, men jeg kunne aldrig finde på at bide tilbage efter ham. Aldrig. For det fortjener han ikke. Jeg fortjente det.. Det ved jeg..
Men da dette er sket, træder jeg nogle skridt bagud igen, for at skabe endnu større plads imellem os. Til trods for hans hilsen til mig, kommer der intet frem fra min stemme. Kun et meget simpelt og kort prust, forlader min rødbrune mule. Jeg er tavs, flov. Og jeg ved, at jeg selv er skyldig. Beholder hovedet lavt, og ørene undskyldende ud til siderne.. Denne holdning, forsvinder ikke foreløbig.

Could you shine your light?

[/center]

Det fintformede hoved, gled let på skrå. Vinden havde fundet vej ind mellem træerne, og nu trykkede den mod hans ryg, og fik hans ravnsorte man til at flagre omkring den muskuløse hals, mens de tætsiddende blade blev revet fri for det glatte hår. De ellers fremadrettede ører gled langsomt sidelæns, i en tiltende og overvejende bevægelse. Han havde markeret sig, givet hende en straf og.. og nu stod hun der, som en knækket og underdanig sjæl, som var hun mindre værd end ham. Han havde faktisk troet at hun kunne klare nogle knops, at hendes livsglæde var stærkere og hendes brændende nærvær var nok til at gøre hendes modstandsdygtige overfor eventuelle hak. Men nej. Hun står blot i en overgivende stilling, bakker fra ham, underkaster sig ham. Hun kender sine fejl, det står tydeligt for den mørke hingst, som i et kort øjeblik havde nødt at give hende den velfortjente straf. Men nu hvor hun står der, med hoved nede ved de mange blade, og vinden blidt kærtegnede på kroppen, fortvivlede han på sin handling. Havde han været for hård?

De sortnede øjne betragtede længe den røde hoppe. De hvilede på hende, låste sig simpelthen fast på hendes hoved. De hverken forsøgte et knække hende eller nedbrøde hende yderligere, nej de forsøgte at fange hendes ellers så milde øjne. Havde han ødelagt hende, såvel som fortiden havde ødelagt ham?
Et dæmpet, søgende prust forlod hingstens silkebløde mule, som langsomt strakte sig frem i luften, mod den røde hoppe – en invitation til at komme nærmere. Hvis hun da ville.
Hun havde gjort en fejl, som ville sidde længe i hingsten, men han havde også lade sig fortrylle af hendes godhed; han var tryllebåndet i hendes gyldne net, som han ej kunne brøde ud af. Øjnene gled langsomt i, mens ørerne flappede længere ud til siden. Overvejelsen rasede gennem hingstens krop, for skulle han give denne hoppe endnu en chance? På klem åbnede øjnene sig, inden han trådte mod hende, med langsomme og lette skridt, som var han et af de blade, som vinden for havde fjernet fra hans man. Mulen lavede en svag, lille rynken, alt mens den søgte ned til hoppens fintformede hoved..

Da hovene atter stoppede op, stod han tættere foran hoppen. Hovedet havde dukket ned, og nu hvilede den silkebløde mule mod hoppens stjerne i pande. Ånden han gentagende gange slap løs, ramte blidt hoppen i en varm og sensitiv berøring. Overlæben mimrede forsigtigt til hendes bløde hår, mens et sted i hans dybe indre, nynnede en dæmpet, men hingstet brummen. Øjnene søgte ej hoppens; nej de gled i stedet i, mens han langsomt lod mulen glide nedad hoppens næseryg, for til sidst at nippe til hoppens bløde mule.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

My dear, it was not my meaning to break your boundaries.

Mine røde øre, forbliver flappet ud til siden, væk fra ham, og stadig i den underdanige holdning. Det er vigtigt for mig, at understreget, at jeg mener min undskyldning. Inderligt, og hjerteligt. For det gør jeg, uden tvivl. Jeg undskylder aldrig, medmindre jeg mener det, for det ville være at lyve for sig selv, og ham, og det ønsker jeg ej.
Jeg kan mærke på ham, at han overvejer sine handlinger, og det er ej det, der er meningen. Han skal ej fortryde, at han handlede som han gjorde, for det var mig, der i sandhed begik en fejl, og det skal jeg bøde det, uanset hvad.
Langsomt, mærker jeg den ømhed der er i dette møde. Han er usikker, og det er jeg ikke glad for. Han tvivler på mig. Tvivler på min eksistens og min sjæl. Og det er min egen fejl.. En fejl, jeg ikke skulle have lavet. Jeg skulle ikke have trådt ham så nær.

Jeg kan mærke hvordan hans øjne hviler imod mit ansigt, men jeg retter ej blikket tilbage på ham. Det vil måske krænke ham, hvis jeg lader mit blik ramle ind i hans. Måske få ham til at træde væk, og vige endnu mere fra mig og min eksistens.
Da han har ladet sin mule komme sig nærmere min, kan jeg høre hans vejrtrækning der er mig nærmere nu, og derfor er hørlig i disse øjeblikke. Jeg kan mærke min trang til, blot at røre ham, for at vise min underdanighed til ham, og min samhørighed, men jeg gør det ikke. Faktisk, så flytter jeg slet ikke på mig.
Men da han så pludselig begynder at gå hen imod mig, og komme tættere på mig, begynder jeg indvendigt at stivne, men ej udvendigt. Jeg viser ikke, at jeg i nogle korte sekunder er anspændt over situationen, fordi jeg ikke helt ved, hvad hans hensigt er med at komme mig nærmere.

Men mine tvivl stopper brat op, idet hans standser tæt ved mig. Hans mørke og silkebløde mule, rammer imod min stjerne i panden. Den stjerne, der er så let at se selv i mørke tider. Han står der, som om han nærmest tilgiver mig mine fejle. Og det er en stor gestus. Måske er det også derfor, jeg inderst inde er meget ræd for at træde forkert igen. Jeg vil ikke lave en fejl, og det er også derfor, jeg ikke ved om jeg kan gengive ham, den gestus han giver mig, ved at røre mig. Lukker stille mine øjne i, ikke sammenknebent, men overvejende. Mærker hvordan hans mule rinder ned langs min næseryg, og helt ned til min mule, hvor han til sidst nipper til den. Åbner øjnene kort efter, og laver en stille bevægelse med mit hoved, i en form for glæde, over at han alligevel ikke har stødt mig bort.
Kan ej sænke hovedet mere, end det jeg har gjort, men jeg vælger at krænge det en anelse på skrå, og svagt røre hans mule med min næseryg. Kun ganske svagt, for ikke at presse på. Trækker mulen lidt ind til mig igen, jeg skal ej træde over flere grænser. Vipper forsigtigt med ørene, inden de vippes frem til ham, dog ikke helt fremme, mere forsigtigt - spørgende til, om dette er okay? Om han, er okay?

I live to fight and die another day

[/center]

Sekunderne stod stille, som holdte de vejret i spænding. Ventede de på at dommen ville falde – at den mørkglødende hingst ville bryde harmonien og atter hakke ud efter hoppen? Ventede de på at en af de to sjæle ville bedrage hinanden? Hvad end deres hensigt var, så bevægede de sig langsomt, som stod tiden stille, og kun de to sjæle stod hinanden nær. Gentagende gange ramte ånden hoppen i en varm berøring, som hingsten slap ud; en varme som selv den bidende vind ej kunne fratage ham. Langsomt åbnede han øjnene på klem, og betragtede den kridthvide snip på hoppens bløde mule. Ørerne forholdte sig sidelæns, mens øjnene forsigtigt søgte efter hoppens, nu hvor hun ej havde vist ham meget efter hans berøring. Væmmes hun mon? Inden hingsten nåede at overvejede svaret, gled hoppens næseryg over hingstens mule, som spændte sig op i en blød bevægelse. Den dæmpet nynnen blev med ét dybere og mere hingstet, for at fortælle at hendes berøring var acceptabel.

Da hoppen atter fjernede sit hoved lidt, spidsede hingsten søgende ørerne fremad. Hoved strakte sig med ét fremad, søgende efter hoppen. Mulen strejfede sensitivt og blidt hoppens kindben, for at glide videre over hendes kind og kæbe. Øjnene gled atter op mod hoppens, for at fastholde hendes blik, og for at se hvilke følelser hun havde i sine varme øjne. Blev det mon for meget for hende? Et let nip ramte hoppens næseryg, hvorefter hingsten rettede sit hoved i vejret. De fastholdende øjne hvilede kortvarigt på den underdanige hoppe, inden han spottede opmærksomt omkring dem, for at se om nogen fjende vandrede omkring. Den før nynnende, behagelig brummen blev dybere, markanter og dominerende. Nynnen blev i stedet en hæs brummen, mens øjnene kneb sig sammen; en advarsel til omverdenen. Ingen skulle snige sig ind på ham – eller hans hoppe. Hovedet gjord et enkelt kast, så den ravnsorte man gled omkring ham, inden han bøjede smidigt i halsen, og med et glimt af ømhed betragtede han hoppen.

” Deres undskyld er accepteret, men ej Deres handling, Armonia. ” Hingstens stemme rugede let mellem dem. Ørerne tippede langsomt baglæns, overvejende om hvordan hun ville tolke hans ord. For selvom hun havde undskyldt, vist sin fortrydelse, så ville hingsten aldrig tillade at nogen hade invaderet hans indre, lavet huller i hans blokade. En handling som aldrig ville tilgives. Men hendes undskyldning var accepteret og var ’godkendt’. Ordene var ment, som om hun ikke behøvede at underkaste sig ham, for han ønskede hende ej ondt – tværtimod. Men de var også ment, så hun kunne tænke en ekstra gang inden hun dragede sig for dybt ind i hans sind.
Men hvordan ville hun tolke ordene?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

I will never hurt you – i made a mistake, and I know it’s too late to change that now..

Som sekunderne gik, føltes de ikke blot lange, men utrolig stille ligeså. Som om at hele verden var gået i stå, mens vi to, står hinanden nær. Selv fuglenes evige og glade kvidren, føles som om det er forsvundet, med tankerne ligeså, som ellers plejer at være i mit sind. Men ligenu, føler jeg mig blot frakoblet fra virkeligheden, som om, jeg i virkeligheden bare selv er luft, at jeg ej selv er eksisterende. Det er lang tid siden, jeg sidst har følt på denne måde.. Følt mig frakoblet, og som et en sjæl der er gået fra at være individ, til at være.. intet? Det er en underlig følelse, pludselig at føle sig tom. Hans handlinger, er mig meget tvetydige. Jeg ved ej, om han hader mig. Om han afskyr min eksistens, fordi jeg lavede denne fejl ved sidste møde, og nu rev ham ud af sin drømmende verden. Men han virker samtidig til, ikke at ønske at jeg står sådan her. Så underdanigt, og underkastende? Men er det blot mig, der atter tolker forkert igen? Hans øjne søger mine, men jeg lod dem før være i jorden, betragtende på de nedfaldne blade. Men sådan kan jeg ej blive ved. Langsomt rejser jeg blikket, da hans mule stryger langs min kæbe, kindben og kind. Mine øjne ramler ind i hans, og et kort øjeblik føles hele verden så ligegyldig. Som om den ikke længere eksisterede.. Men virkeligheden kommer atter frem, da hans stemme bryder den stilhed der før var.

Ordene han siger, rinder ind i mine øre, og lagre sig inde i mit hoved, hvor tankes spindende atter begynder på højtryk. ’Deres undskyld er accepteret, men ej Deres handling, Armonia’.
Det kolde gys rinder igennem min spinkle krop, og jeg forsøger virkelig at bearbejde de ord, som han nu har sagt. Langsomt, forsvinder jeg lidt ind i mig selv, og de ellers milde, undskyldende og varme øjne, kan i nogle sekunder virke fraværende. Jeg ved ikke, hvad det rigtige er at gøre i disse øjeblikke. Om jeg blot burde fordufte fra hans øjne, og ej vise mig for ham igen. Eller om jeg burde blive her..

Fjerner mit blik ned i jorden igen, og træder nogle skridt tilbage, som om jeg lige skal sluge de ord han fremsagde. Jeg er tilgivet min undskyldning, men ikke min handling.. Det vil sige, at han altid vil huske den handling, jeg gjorde forkert. Og jeg skal altid leve med den tanke om, at jeg ej skal røre denne hingst, på samme måde. Drejer mit ansigt væk fra ham, for at skjule det sammenbidte ansigt, der ikke er vredt, men trist. Ærgrende, og fortrydende. Jeg skulle aldrig, have trådt ham så tæt.. Aldrig. Mit blik søger ned i bladende igen, hvor et af dem vender sig på jorden, og flyver hen imellem hans forben, hvor det lander. Jeg følger det med blikket, og derfor ender mit blik hos hans hove. Mine handlinger, er for mig nok. For min krop viser meget.. Men jeg tror måske, at ordene burde flyde nu.

,,Jeg begik en fejl, som jeg angre. Og jeg forstår Dem godt, at De aldrig vil tilgive den handling jeg gjorde..”

Den helt lyse stemme, er lavmældt, da jeg ingen grund ser, til at tale højt. Et meget langsomt nik, glider henover mig hoved, og jeg er nu parat til, at jeg nok får besked på at forlade ham..

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

I tavsheden betragtede den rødbrune den underdanige hoppe. Øjnene spillede spejlblankt, de viste ej det fortvivlet virvar af følelser i hans indre, tværtimod. De fik ham til at stå fuldstændig udtryksløst. Men omme bag facaden hvirvlede følelserne ind mellem hinanden, rundt i hele hans krop. Den stærkeste følelse var fortvivlelsen. Hvorfor havde hun taget det så tungt – hvorfor fik hun ham til at føle, at han var fejlen? Han havde blot markeret sig, og gjort det klart for sig selv at lukke andre ind måske var en dårlig idé, så hvorfor virkede hoppen så sønderknust? Et fraværende glimt trådte i kraft i hoppens øjne, et glimt som hingsten ej troede hun nogensinde ville få i sine varme øje. Hun er knækket, det står som malet i luften; selv en blind ville kunne se det. Hun var ej så stærk, som den mørke hingst havde forudset hun var. Og netop dét overraskede hende, at man så let kunne puste hendes ellers så stærke lys ud.

Efter hun fjerner sig, og blot stirrer på hans hove efter at brugt taleevnen, tager en ulidelig stilhed til. Det er tydeligt akavet. Ørerne vippede langsomt og fraværende bagover, for at overveje sine ord og overveje hvilken handling han skulle gøre sig. Han havde prøvet at fortælle, at hendes undskyldning var respekteret, men hun virkede overraskende såret over at hendes handling ej var. Havde hun forventet, at han blot ville glemme det hele, for så kendte hun ham ikke godt nok. Et dæmpet fnys forlod hingstens silkebløde mule, som virrede let foran hans stærke korpus. Hvad ville det ikke ende med – at de ej var ligeværdige længere? Øjnene kneb sig langsomt sammen, inden hingsten lod sine stærke ben danse frem i bladende, som let fjernede sig fra hans hove, som var han en konge som passerede.

Øjnene gled kort og ømt over den underdanige hoppe, men hun virkede ej interesseret. Hun var for dybt i sig selv, for langt fra ham. Et sagte suk undslap ham, inden han langsomt drejede hoved den modsatte vej hun var, idet hans energiske, balanceret skridt gled forbi hende, og hans dans forsatte ensomt videre gennem skoven. Halsen knejste sig hårdt op, mens ørerne drejede sig bagover, lyttende efter hoppen, men han stoppede ej op. Han forsatte blot med at vandre af sted.
For det handlede ikke kun om Armonia længere. Han måtte beskytte sit sårbare indre nu.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

You will always mean something to me.

Mit indre er ej knækket. Der skal langt mere til. Men jeg er ked af, at jeg har trådt denne hingst så meget over hovene, at jeg nu måske aldrig vil kunne få det gamle tilbage, som jeg havde det så godt med. Måske vil han altid være skeptisk overfor mig, fra nu af, og det er jeg ikke glad for. Men jeg vil ej opgive det håb, der altid vil spire i mit indre. Det håb, der for altid vil drive mig fremad, i min søgen. Den søgen, der altid har været der. En søgen efter det ukendte, som så vil blive bekendt, og måske i sidste ende vil blive helt kendt.

Da han blot står der, så stille, virrer jeg svagt med mit hoved. Jeg er ej i tvivl om, at han vil forlade mig. Men det jeg er i tvivl om, er om jeg, skal søge ham, eller lade ham forsvinde. Men tanken om blot at slippe ham så let, og så måske aldrig møde ham igen, er ulidelig for mig. Jeg ønsker ikke at slippe ham, det ved jeg. Jeg ønsker ej, ikke at se ham igen – jeg vil gerne dele min tid med ham, den tid, som jeg har så uendeligt meget af. Men vil han dele sin tid med mig?

Da han i en pludselig bevægelse, viger forbi mig, i en trav ind imod de mørke skygger der hærger inde i skoven, rejser jeg mig hoved. På et split sekund, drejer jeg min smidige og feminine krop omkring, og ordene træder til i sin magt.

,,Gå ej, Jaidev.”
Stilheden trænger sig igen på, efter at mine ord er fløjet med vinden hen til ham, og jeg taler atter.
,,Jeg ønsker ej, at De skal gå, Jaidev. Jeg ønsker ej, at De forsvinder så hurtigt igen, ind i mørkets skygger. Lad mig følge Dem, som en ven, eller bekendt – blot De ej forlader mig lige nu. Jeg ønsker ikke at de forsvinder, og jeg atter skal søge efter Dem, for at rette op på de fejl, jeg begik. Jeg forstår, at De ikke vil tilgive min handling, og dette kan jeg leve med. Men forkast mig ej – jeg ønsker ikke at miste Dem allerede nu, hvis et venskab kunne blomstre op blandt vore sjæle.”

Min stemme er tydelig, og jeg er ej i tvivl om, at han kan høre det. For det tror jeg sagtens at han kan, da jeg taler klart, med den blide og lyse stemme. De milde øjne er helt sig selv igen, jeg skulle blot bearbejde hans ord, så et fornuftigt svar kunne udforme sig.
Jeg ved ej, om han ønsker mig ved hans side, men jeg har nu tilbudt ham det, og jeg håber inderligt på, at han tillader sig selv, og mig, at træde til hans side, og følges med ham ind i det ukendte – som venner eller bekendte gør.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Det var som om at hingsten forlod lyset, for i stedet at vandre ind til mørket og skyggerne. Som om skyggernes sirene sang endelig havde fået ham fanget i deres lumske net, indtil den røde hoppe genfandt fatningen, og gav udtryk på at han ej måtte forlade hende. I en rank og stolt, samlet parade standsede hingsten op, med halsen knejst sammen, og den ravnsorte man dækkende overfor de spejlblanke øjne. Ørerne drejede sig langsomt baglæns, lyttende til den røde hoppe, hvis stemme atter eskalerede stilheden. Hendes sætninger er nærmest som bønfald; bønfald til at han ej må forlade hende, at hun ej ønsker at det skal ende sådan her. De mørke øjne gled langsomt nedad, fastlåste sig på farveskiftende; bag ham lyste solen stadig ned til de rødbrune, faldende blade. Foran ham var stammerne fra tykke, og skyggerne hærgede i deres almægtige kongerige; dramatisk. Lyset mod mørket, som det altid havde været. Nu var han den vildfarende skygge, og hun lyset stråle.
I tavshed overvejede den mørkglødende ordene som den milde hoppe havde sagt. Hun ønskede at rette op på enhver fejl, hun ønskede at vandre ved hans side. I en langsom bevægelse drejede hingsten hoved en smule, blot så han lige akkurat kunne skæve tilbage til hende med sine sortnede øjne, da hans mørke stemme rungede ud mellem dem. ” Armonia, hvor langt vil De gå, for det påvirker Deres stolthed? ” Ordene var ej ment ondt, og det var tydeligt at spotte i hingstens mørke stemme. Men ordende var dybe, de var søgende efter hoppens svar. For ville hun undskylde for den hun var, blot for at følge ham?

Langsomt lod hingstens øjne finde ind i det dunkle, dystrere mørke foran ham. Et kort, dæmpet fnys forlod dæmpet den silkebløde mule, inden hans slanke ben let krydsede sidelæns i en yndefuld, balanceret bevægelse, og han stod med siden til den røde Armonia. Øjnene gled opmærksomt mod hendes skikkelse, som ej var specielt synlig blandt de mange faldende blade, alligevel stod hun dog som en oplyst stjerne for hingsten. Et smæld fra halen brød kortvarigt stilheden, inden han gjord et diskret nik med hoved som invitation, og skridtede af sted på grænsen mellem lyset og mørket, som var han ved at skulle vælge side.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

I remain my soul.

Igennem det svage lys, der får sig kæmpet igennem de stadig halv nøgne træer, der dog er begyndt at få nye blade, er han nem at se, og ligeså jeg. Men jeg har endnu ikke begivet mig langt ind i skoven, og lyser måske en anelse mere op end ham.
Mit blik hviler imod denne hingst, som nu standser, da mine ord rammer ind i hans øre. De virker måske en anelse anklagende, men jeg tror ej, at den mørke hingst mener det af ond mening – jeg tror nærmere, det måske er af god mening, for at få mig til at ’vågne op’, hvis han da tror, at jeg ’sover.
Jeg træder nogle få skridt frem, for at vise min mening med mine ord, og understrege dem, inden jeg atter standser op.

,,Kære Jaidev. Jeg vil aldrig gå så langt, at det vil røre den stolthed jeg bærer over mit sind og min sjæl. Men jeg vil strække mig så langt jeg kan, inden for de grænser jeg selv sætter. Jeg vil aldrig træde over mine egne grænser, eller skubbe min stolthed af vejen. Men at strække sig, og sommetider prikke en anelse til de grænser, og den stolthed jeg bærer, det nærer jeg ingen kvaler for. Jeg mener, at man sommetider må prøve sig selv af, og dermed finde ud af, om grænserne fra sidst er rykket. Men ej så meget, at det skader, hverken mig selv, eller den sjæl, jeg er i nærheden af. Forstå mig ret, Jaidev. Min stolthed er ej at pille ved, men den kan strækkes – og jeg ser ingen påvirkning af min stolthed, ved at erkende en fejl, jeg begik, og forsøge at komme videre fra den, dette ser jeg blot som en stor anerkendelse, som kun gør stoltheden over sig selv, endnu større.”

Her stopper min tale. Ordene flyder ud, som fine og blide, da jeg ej skælder ud, eller forsøger at belære ham, overhovedet ikke. Nej, jeg forklarer ham blot, hvad min hensigt er, og hvorfor jeg ønsker at træde langs hans side, med min. Da han drejer sig, så hans side er imod min front, og dernæst begynder at vandre af sted, træder jeg op til hans side, for at følge ham. Et ganske svagt puf, fra min næseryg, rammer imod hans skulder, men det er en helt fløjlsblød bevægelse. Tager hovedet til mig selv igen, og vipper de røde øre fremad, i en nysgerrig bevægelse, mens jeg snuser svagt ud i luften, for kort at registrere, om her er rovdyr, som jeg ikke er interesseret i at støde på.

[/blockquote][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Lyde eskalerer stilheden. Lyde fra den røde hoppe, hvis stemme begynder at formulere et svar; et svar som hun tydeligt mener og ønsker at understrege på sådan en harmonisk måde, at det ej virker belærende overfor den mørke hingst, hvis mandelformede ører er rettet lyttende fremad, for at høre på hendes forklaring om hendes stolthed. En stolthed som bliver gjort større, når hun har muligheden for at strække sig over sine grænser. Overvejende vippede hingsten sine ører bagover, da stilheden for ædt hoppens ord, og i tavshed overvejer han dem. Overvejer hvad hun lige belærte ham med, med nye ting om sig selv. Enhver mening som blev afsløret, gjord også at en del af identiteten blev blottet, og nu havde han atter rykket sig nærmere på denne åbensindede hoppe, som begyndte at vandre langs hans side i hendes vuggende, rolige gang. Øjnene fastlåste sig på hoppen, dog ej med vold eller på nogen krænkende måde, men blot for at diskret tjekke hendes krop, for har hun nogen sår, eller lugter hun stærk af anden hingst? Dominansen skød med ét op i ham, og han lod sit korpus læne sig tæt opad hende, så hans stærke lugt ville invadere hende en smule; en besked til en hver anden sjæl at dette var og forblev hans hoppe. Et typisk hingstet trak. Halsen knejste han sin stærke hals sammen, og gjord en smælden med den tykke, ravnsorte hale, som ellers slingrede roligt til begge sider.

Hingsten ytrede sig ej med ord. I stedet lod han hende vide at hun var accepteret ved at brumme dæmpet, men hingstet til hende. Øjnene skævede opmærksomt omkring, mens ørerne vippede lyttende og søgende omkring, for at finde enhver fjende som kunne komme snigende, men blikket skævede dog hele tiden til den røde hoppe, som loyalt fulgte hans side; så atter engang lod de deres kroppe danse ved siden af hinanden, som var de født til at være dansepartnere.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING