Beskyttet af skovens kriger..

Armonia
Pure at heart

Da jeg er trådt til hans side, virker det til, at en accept forlader hans krop, og rammer mig. Vi kan nu igen følges, side om side, som vi har gjort før – og det glæder mig. Selvfølgelig gør det, det. Jeg bryder mig godt om hans selskab, også selvom vi har haft vores små… sidehop. Jeg kan høre, hans dybe brummen der forlader hans krop, til de andre hingste der kunne risikere at være i nærheden. En typisk reaktion, for de fleste hingste. Hans korpus hæves ligeså, og begiver sig tættere imod min spinkle og feminine krop, og et lyst og besvarende brum forlader mig, ganske lavmældt, da det kun er henvendt til ham. Og ikke til andre. Ligenu, er jeg i hans selskab, og jeg er ej typen, der kunne finde på at kalde på andre, for at skabe problemer. Jeg har nok i et enkelt selskab af gangen – for jeg har tid nok til at mødes med andre sjæle, på andre tidspunkter.
Jeg lader blikket glide rundt, ganske let, inden jeg i en let hop træder fremad, i en smidig og elegant trav.

Selv en stille og rolig hoppe som jeg, kan til tider føle en trang til, blot at slippe tingene en gang imellem, og sådan et tidspunkt, har jeg i dette øjeblik. Mine øjne viger fremad, for at søge ind imellem træerne, inden jeg så slår med mit hoved, i en ivrig bevægelse. Min nakke knejses ganske let op, i en feminin bevægelse, mens halen hæves i en flot bue, feminint, og ganske afslappet over situationen. Det er længe siden, jeg har danset med en ved min side, i dette tempo, og det gør mig nok endnu mere kåd i situationen, end ellers. Men jeg fortsætter fremad, i det travende tempo, dansende, og med en stor elegance, som falder mig ganske naturligt. Mit ene øre vippes bagud, for at høre om han er med?

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

I gyngende, afbalanceret bevægelser bevægede den mørke hingst sig med lethed gennem skoven, som lyste op med de rødbrune farver. Hingsten vippede opmærksomt ørerne fremad, lyttende og søgende, mens de sortnede øjne hvilede opmærksomt fremad, så intet ville være i stand til at overraske ham. Alligevel skævede han hele tiden til den røde hoppe, som bevægede sig elegant ved hans side. Øjnene kneb sig diskret i, mens han betragtede hendes tydelig røde farve som spillede op mod de mange blade.
Et feminint brum synger dæmpet fra den røde hoppe, hvilket får den mørkglødende hingst til at spænde en anelse i sine mangfoldige muskler og brumme dybt tilbage, som altid ville stå i stærk kontrast til hendes lyse tone.

Hovedet gjord et kort glippende ryk, da hoppen pludselig sprang fremad i et hop, som skulle være starten på hendes trav. Ørerne og øjnene fulgte hende opmærksom, som hun dansede af sted gennem de røde blade. Kådheden lyser ud af hende, og alligevel søger hun efter sin dansepartner, som var stoppet op i en samlet parade, og betragtede den dansende, yndige hoppe. Et dæmpet, tilfreds prust forlod hans silkebløde mule, inden han knejste op i sin stærke hals, og satte frem i en balanceret, elegant trav – som alligevel bar præg af hans maskulinitet.

Med lethed nåede hans hendes spinkle side. Et øre vippede opmærksomt mod hende, mens hans spændte i sin overlæbe. Var hun ude på ballade – måske en udfordring? Med lethed kastede hingsten med sit ædle hoved, inden han kylede sit ene forben kådt fremad i luften, alt mens halen smældende omkring ham. Da benenet atter landende, kastede han sig fremad i et hop, hvor alle fire ben forlod jorden i form af i rejehop. Da han atter blev tvunget ned af tyndekraften, kastede han sig fremad i en serie af høje bukspring – dog med bagbenene samlet tæt indtil sig, for ej at virke truende overfor hoppen, for det var ej hans hensigt.
Han var kommet foran hende, hvilket han bestemt var klar over. Med lethed stoppede han op, og i en voldsom bevægelse vendte han omkring. Manen kastede sig omkring ham, og sammen med de fremadrettet ører og knejset hals, gav det ham e kækt og ungdommeligt look. Et udfordrende fnys forlod hårdt hingstens silkebløde mule, inden han ’overlegent’ hævede sit hoved i vejret kom bare an, hvis mig hvad du kan!

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Pure at heart

Jeg er ganske hurtigt fremme, i min lette og smidige trav. Mine bevægelser er flydende, og frie, da jeg i dette øjeblik blot har givet slip, på mine hæmninger, og blot viser, at jeg stadig er en ganske ung sjæl, der også til tider har brug for, blot at være fri, og bevæge mig med lethed, uden at tænke over konsekvenserne. Jeg er normalt en hoppe, der tænker over de ting, jeg laver. Men sommetider, kan det være rart blot at være spontan, og yde de bevægelser min krop så gerne vil lave, når tiden indbyder til det. Men til trods for, at jeg i disse minutter blot giver slip på mig selv, er jeg dog opmærksom på, om Jaidev mig følger, eller om han ej ønsker at danse ved min side, og skabe en fælles dans. Jeg vil ej danse væk fra ham, og ind i ensomhedens selskab – derfor er mine øre også rettet en anelse bagud, lyttende til ham.

Da han standser sådan op, kaster jeg blidt, men ivrigt op med hovedet, og drejer en fin og letbevægelig omgang om mig selv, for at se, om han kommer, eller bliver stående der. Mine varme øjne hviler imod ham, men en kåd og letsindig flamme er dog at se, i mine eller mørke, varme og rolige øjne. Da han pludselig springer sådan frem, i nogle kåde bevægelser, forlader et let og ungdommeligt brum min spinkle og fine røde krop.
Jeg betragter ham, ganske betaget, over de rejehop han fremviser, med en stor maskulinitet, samtidig med at det virker ganske behændigt, for ej at skræmme mig, hvis jeg da synes han virkede truende.
Da han er færdig med sine krumspring, sætter jeg fremad, i et let og elegant hop, for atter at komme i trav. Når nogle m. inden jeg voldsomt standser op, og smider begge forben frem i luften, stadig med stor feminitet. Jeg ser ej truende ud, da mine øre stadig er fremme. Den røde pandelok ligger en anelse til siden, og skjuler dermed kun det ene øje.

Sætter pludselig frem i et spring, med alle fire ben, og kaster så min bagpart bagud, og op, i et voldsomt bukkespring. Dette bliver gentaget nogle gange, inden jeg så farer frem i en fri galop, hen til ham. Da jeg når ham, sætter jeg farten ned til trav, og danser omkring ham, i nogle fine og lette bevægelser. Min nakke er blidt knejst, og ørene er vendt i hans retning, samt det øje der vender imod ham. Brummer i nogle små toner, blidt og samtidig kådt, inden jeg i en let men voldsomt bevægelser, standser ude foran hans side. Min forpart vender i retningen af hans bagpart. Og dermed er hans forpart imod min bagpart. Men jeg står stadig med to m. mellem os. Virrer let med hovedet, og tripper en anelse på stedet, jeg så står stille, og lægger hovedet på skrå. Slår det ene forben en smule fremad, og brummer i den lette og fløjlsbløde tone, der nok virker en anelse bemærkelsesværdig, i forhold til min opførsel ligenu.

[/blockquote][/size]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Det var som om, at der var faldet en bombe mellem de to sjæle, hvis selskab havde været præget af høflighed og en anelse spænding; de havde begge set hinanden an, begge holdt deres ungdom bag sig, dræbt deres energi. Men alle disse følelser var eksploderet i dem; det var som steppebranden der bredte sig hurtigt og ustoppeligt. Den udløste en harmonisk og elegant dans mellem de to sjæle, hvis bånd blev forstærket, so det ej var fine, små tråde. Gyldne bånd, som øjet aldrig ville kunne se, men bånd som knyttede sig til mindet om den røde hoppe, som travede mod den mørke hingst med den glødende pels. Han stod med frontpartiet mod hende, og betragtede hende med sit højt hævet hoved, og derved så han hvilke dansetrin hun ville spille op med; hun kaster sig frem med afsættelse af bagbenene, og forbenene strakte sig fremad. Jaidev udstødte en dæmpet, kåd prusten, men stod ellers helt rankt for at betragte hvilke tanker, og handlinger denne røde hoppe havde på sinde. Og de bevægelser hun blottede, var først et par bukspring, som førte til galop, og til sidst en dans omkring ham. Øjnene kneb sig mistroisk sammen, for han nød ej at blive cirkuleret om, og det viste han ved at spænde i alle muskler. Men inden han nåede at reagere yderligere, stoppede hun op ved hans side, modsat den vej han stod. Hovedet gled opmærksomt på skrå, mens hans sortnede øjne vågent betragtede Armonia, for at være helt vågen på hvad hun ville gøre. En sød lugt væltede pludselig ind i hans næsebor, og fik ham til at fnyse højlydt for at fjerne den indtrængende duft, som lokkede ham nærmere. Brunsten. Var det den, som fik hende til at slippe hæmningerne? Da hun pludselig slog med sit forben, kastede hingsten sig pludselig op i en kontrolleret levade, inden han trippede nogle skridt fremad i en lige retning, så han ej kom tættere på hende. Næseborende udspilede sig så kraftigt, at de dirrede sagte, inden han knejste nakken sammen og slog ud med sit ene forben, som gav et hårdt dunk med jorden. Han drejede ørerne lyttende bagud, søgende efter lyde fra den røde hoppe idet han sprang frem i en lyvende, letbenet trav, som senere blev erstattet af en kontrolleret, men energisk galop.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Pure at heart

---

Min unge alder, gør at jeg engang imellem har tidspunkter som disse, hvor jeg lader min alder skinne igennem. Jeg tillader mig selv, blot at være ung, og lade handlingerne komme frem, i leg. Men det er kun, hvis jeg føler at selskabet er til det, og jeg stoler på den, jeg er i nærheden af. Jeg bryder mig ej om, at svanse omkring i leg, hvis jeg ikke bryder mig godt om selskabet, da leg sommetider kan udvikle sig i en negativ retning. Og dette, det ønsker jeg ikke. Det er også derfor, jeg kun har drejet en halv cirkel om ham, for ej at virke som en, der ønsker at trænge ham op i en krog – dette er ej min hensigt.
Da vi står lidt stille, brummer jeg i den lyse, og milde tone. Men det stopper hurtigt, da han kaster sig væk, og sætter i en letbenet og elegant trav. Jeg betragter ham ganske vidst, inden jeg så sætter efter ham, da han nu er slået over i en samlet og energisk galop. Jovist, jeg nyder dette selskab til fulde, og jeg nyder, at vi igen er på talefod. Nok, tilgiver han ej mine handlinger fra før, men han har accepteret min undskyldning, og dette er jeg tilfreds med. Er i første omgang, i en energisk og feminin trav, inden jeg så atter slår frem i galop. Jeg er ej lige så hurtig som ham, og derfor er jeg også en anelse skråt bag ham. Mine øre vippes blidt fremad, nydende, mens jeg kniber øjnene en smule sammen. Vinden tager i min man, og leger med den, og det samme med halen.
Knejser blidt med halsen, og lader mit blik så atter åbne. Holder blikket hen imod ham, og udsender et lyst og mildt brum, for at fange hans opmærksomhed en smule, og for også at fortælle ham, at jeg nyder denne stund. Kaster hovedet op, og øger min fart. Min krop strækkes, og halsen ligeså, for at øge farten. Kommer op på hans side. Kaster ivrigt med hovedet, og øger farten yderligere. Jeg ved, at han kan løbe fra mig, hvis han sætter farten op nu, for jeg er på mit højeste, og dermed en smule foran ham nu.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Alle de love og paragraffer Jaidev er båndet til i sit indre, det som har fængslet hans virvar af følelser, begynder at gå i oplysning; bag hans murblokade smuldre det ligeså let og skrøbeligt, men det er alligevel så kraftigt at der for smadderet nogle fængselsceller, hvor følelserne håbefuldt har kigget ud mellem tremmerne, og hvert øjeblik håbet på frihed, som de bliver skænket nu. De farer ud med lysets hast, hvirvler legesygt omkring i deres frihed, som mørket hurtigt forsøger at indfange, mens de krakelerede lovparagraffer genopbygges. Men kaosset i det indre påvirker også den lille, gemte, glemte flammer som sprudler energisk og tydeligt i sit mørke, som dansede den en glædesdans.

Et øjeblik var han alene. Helt alene i sin galop, hvor hvert skridt var overvejet og elegant. Friheden blev udstyret med den friske vind, som kastede hans man omkring ham i et vildt og voldsomt mønster, samtidig med at den kælede hans tykke pels. Men ensomheden varede kun et øjeblik, for da var den røde Armonia atter engang med ham. De mandelformede ører drejede sig bagover, for at lukke lyden af susen ude fra vinden; en lyd som skreg i hans følsomme hørelse. De mørke øjne gled over hoppens krop, hvor han opmærksomt bed mærke i detaljerne; arbejdet med hendes muskler. Han betragtede hvordan de arbejdede under hendes pels, hvordan den spændte og strakte sig. Hvordan de gav hende et helt unikt skær af frihed og ejendommelighed.

Han var hende overlegen, og han vidste det. Men behøvede han at udnytte det? Næseborende indtog ivrigt ilten ned i lungerne, som skulle være hans energi til at forsætte videre. Ivrigheden efter endnu mere fart voksede i ham; han ønskede det så brændende at slippe alting og blot løbe. Langsomt samlede han halsen sammen, og med ét kastede bagbenene ham fremad som en fjeder. Hver en arbejdende muskel blev sat i gang med at arbejde dobbelt så hurtigt og energisk, da hans slanke ben greb frem og ind. Jorden forsvandt i detaljer, fadede ud i en farvefuld masse under ham, da han susede over den. Næseborende blev endnu større, vindmodstanden endnu kraftigere. Halsen strakte sig langsomt fremad, da begge forben kastede sig frem foran ham, og bagbenene satte af som en hare der hopper. Hvor langt foran var han kommet? Korpusset blev med ét lænet bagover, og han blev nød til at samle sig fuldstændigt, idet han brat stoppede op. Hver en farvedetalje kom tilbage. Hovedet blev kastet højt i vejret, og et kaldende brum eskalerede stilheden, da han søgte efter Armonia.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Pure at heart

---

Jeg nyder i nogle minutter, blot at være den unge hoppe, med liv og glæde, som jeg nu engang er. Men jeg udviser ej min unge alder og glæde, ved at kaste mig selv rundt i vild galop og rejehop, i normalen. Men i disse minutter, der gør jeg netop det. Jeg lader mine ben bevæge sig af sted med en stor ynde og kapacitet mellem mine for og bagben. Jeg sørger altid for at bære min krop med stor ynde, selv i hurtig fart. Medmindre jeg er havnet i en situation, hvor farten kan være min sidste udvej. Der er ynden ej vigtig, men farten derimod er livsvigtig.

Min røde hale slår et let smæld, mens jeg bevæger mig langs hans side, i et forsøg på at holde mig der. Men da han træder i karakter, og farer frem, er jeg ham langt underlagt i fart og muskel kapacitet, og dette resulterer i at han farer forbi mig, som en hvirvelvind der samler energi til at skabe en tornado. Han kommer længere og længere fra mig, og min fart den kan jeg ikke hæve. I stedet, så sænker jeg den, da jeg i et kort sekund mister min koncentration, og det er farlig i denne fart. Jeg snubler derfor over mine egne ben, og tvinges dermed hurtigt ned i farten. Langsomt træder jeg i almindelig galop, for dernæst at sagtne farten så meget, at jeg kan stemme mine forhove i jorden, og dermed standse helt op, i en fin og yndig parade. Han fortsætter i hurtig fart, længere og længere væk fra mig, som var han i sin egen verden, vild og fri. Og jeg under ham dette øjeblik, hvilket også er grunden til at jeg ej kalder på ham, eller står tilbage med en utilfreds mime. I stedet, nyder jeg blot synet af han frie og vilde krop, mens jeg blot selv står helt stille.

I noget tid står jeg blot sådan, mens vinden leger blidt med min røde man. Mine næsebor er stadig udspilede, efter den hurtige jord, der for mig jo er hurtig, men for ham er langsom. Virre svagt med hovedet, inden jeg så med et mildt smil langsomt drejer mig en smule omkring, for at lade ham fortsætte sin fart og frihed, uden mig. Da jeg har drejet min krop en lille smule, hører jeg så hans brummende lyd, der rinder ind i mine øre, ved hjælp af vinden. Et kaldende brum, men jeg er kort i tvivl om, om jeg blot burde besvarer ham med et venligt ’på gensyn’, og dermed forlade ham. Eller om jeg skal gå imod ham igen. Men mere jord, det bliver det ej for mig, da min krop simpelthen ej er muskuløs nok til den høje fart, i en længere periode. Men jeg vælger at dreje min front imod ham igen, og lade et lyst og mildt brum glide i hans retning, for at besvare hans kalden. Men jeg går ej imod ham endnu, da jeg ikke er sikker på, om det er det han ønsker, eller om han blot blev revet ud af sin frie verden, og opdagede at jeg ej var ved han side længere? Mine øre forbliver fremme imod ham, og hele min aura udviser en stor mildhed og ro, for jeg er ej sur over hans måde at drage væk fra mig på. Jeg under ham nærmere den frihed, han nok følte i de minutter, hvor han ben førte ham frem, uden mig ved hans side.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Den brummende kalden døde langsomt, da der kom en besvarelse men ingen reaktion fra den røde hoppe. Det fintformede hoved dalede sidelæns, spørgende, usikkert. Ville hun ej følge ham, nu hvor han et øjeblik havde givet slip på sig selv – fulgte hun sig udenfor? Tankerne vivlede rundt i hingstens hoved, indtil han pludselig kastede hans mule ind mod bringen, som blev skudt frem, og forbenene kastede sig frem i voldsomme, hidsige kast. Manen fløj omkring den spændte hals, mens ryggen hævede sig til en stabil overlinje. Næseborende var store, og hver gang han trak vejret, var det i små prust. Pludselig bøjede han i sine stærke bagben, og hoppede fremad; som var han skudt ud af en raket. Alle fire ben forlod jorden i det elegante hop, og da han landede, bukkede han højt og sendte bagbenene ud i luften. Musklerne var for længst blevet varme, og de forhindrede ham bestemt ikke i at lave badutspring. Tværtimod, han følte for at opføre sig tosset, og virkelig få lov til at føle den ungdommelighed han ejede. Men var han kreativ nok til at gøre det alene? Pludselig stod han som en statue, ganske stille med hovedet højt, og spottede atter efter den røde hoppe, som få ganske få øjeblikke siden havde været hans dansepartner i en sælsom dans. Men var det en hentydning til at deres dans var slut, mødet over? Måske var det bedst at slutte på denne måde, så der ej kom flere misforståelser; selv om denne lille episode var en misforståelse i sig selv. Ørene vippede frem og tilbage, da han ej vidste hvordan han skulle reagere på den nye ensomhed som lagde sig over ham. Skulle han blot vente på at hun kom, eller var det bedst at slutte mens legen var god? Et eftertænksomt brum brød stilheden, inden han kastede hovedet højt i vejret. Vinden følte som et afkølende kærtegn, som den susede over hans varme pels. Dybt udstødte han et behaget suk mod den kølende vind, inden han åbnede munden, og vrinskende til Armonia i en dyb, hingstet tone. Ørerne vippede kortvarigt bagover, men med ét var de nysgerrigt fremme for at være opmærksomt på et eventuelt svar. Hans vrinsk havde i hvert fald været en venlig hilsen, et ’vi ses snart igen’ kald, som han ej var i tvivl om at Armonia kunne tyde og tolke. Dæmpet nynnede han tilfreds for sig selv, da han følte at deres møde sluttede på en respektabel og behagelig møde, i modsætning til sidste gang, og da vendte han omkring, for at dansede solo fremad, for at drage videre på hans rejse gennem den lille ø.

[Jaidev out]

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING