On my own

Illana, den gyldne hoppe, der stod sammen med den spraglede Volontaire, der var besat at både nat og dag, havde hørt hans ord, havde givet ham en respons og stod nu overfor en lidt svær situation. De to sjæle var kommet hinanden nær på en meget unik måde i løbet af de sidste timer. Den jagende stemninger der havde fået dem til at søge ud til kysten havde efterhånden fortaget sig; men havde det ikke været for netop denne, var det ikke til at sige om de overhovedet havde mødtes. Illana prustede dæmpet alt imens hun bed mærke i hver en bevægelse som Volontaire gjorde sig. Det var tydeligt at han var forvirret over de handlinger Illana havde gjort sig; hun var blevet, selvom det, der havde gjort Volontaire til den han var, var blevet afsløret for hende. Hun havde ikke vendt ham ryggen og dømt ham som en sindssyg, en morder. Nej, hun havde netop valgt ikke at dømme ham, for i hendes sind, var det ej op til andre at vurdere og dømme end selv; nej, det var hjertet og samvittigheden.
Da Volontaire’s blik ramte Illana’s, der hvor hun havde vist ham de sande følelser der lå bagved hendes handling, medlidenhed, da viste han et øjeblik også noget, som Illana dog ikke havde regnet med. Der lå en accept gemt i hans blik, en accept over hendes handlinger, hendes berøringer af hans spraglede pels, af hendes ord og nærvær. Han havde accepteret denne gyldne hoppe og samtidig var det som om, at der var dannet en samhørighed mellem dem, et bånd der knyttede dem sammen, trods de odds der havde været imod dem. Da Illana mødte Volontaire for første gang, havde hun aldrig regnet med at hun skulle stå her, og dele nok noget af det mest intime fra hans side af. Han havde gjort sig selv sårbar et øjeblik ved at vise hende den side af ham, der nok var mest skræmmende; og om det var tilegnet for at jage hende væk eller få hende til at føle afsky ved ham; eller for at blotte sig selv, vidste hun ikke. Illana lod sin mule forsigtigt nærme sig ham igen, selvom han havde trukket sig lidt på afstand, for at bekræfte ham i, at hun tillod sig at dele dette bånd, og at det ikke kun var hans accept overfor hende, og ikke omvendt. Illana havde accepteret denne hingst, som han var, for den han var. Hun bed sig ikke i hans fortid; selvom hun nok bed sig i sin egen. Men hendes egen fortid vidste hun også betød noget for hende, ligesom hans betød noget for ham. Netop derfor havde hun heller ikke forslået ham at glemme den, for fortiden skal ikke glemmes; blot havde hun opfordret ham til at starte på ny, gribe den chance han havde fået og trække fortiden med sig, som den var. Hans ord der nu kom fra hans mule, overraskede hende vel en smule. Han bad hende nærmest tage valget om at gå nu, for han var ej længere i stand til at skubbe hende af sted. Illana lagde hovedet en smule på skrå, hvorefter hun mimrede forsigtigt med den gyldne mule. Han turde ikke lukke hende ind, selvom et strejf af den indre gnist var blomstret op i hans blik få øjeblikke tidligere. Han turde ikke lukke hende ind, der hvor han gemte årsagen til det, der var sket. Og det forstod hun godt, og aldrig ville hun bede om at blive lukket derind; men ej heller ville hun vende ryggen til ham nu, ikke nu hvor han havde givet så meget af sig selv og havde lyttet til så meget af det som hun havde sagt. Illana lod et lille smil vises på sin mule. Hverken fordi hun syntes dette var morsomt, eller fordi det var underligt på anden måde - Hun var vel en smule beæret over hans ærlighed, men ligeså hans ord. Han havde ladet hende komme så nær, at han ikke selv ville ende det nu, og det viste vel, at han på et punkt syntes om hende. Hun mødte derpå hans blik og trak sin mule en anelse tilbage, så hendes øjne kunne hvile i hans, mens hun snakkede.

,,Volontaire; selvom du ønsker at jeg skal dømme dig, så vil jeg gentage mig selv; det er ikke op til mig. Jeg har et indtryk af dig, en mening der står mig fast og som jeg gerne vil dele med dig, hvis du ønsker; men hvis jeg dømmer dig, vil mit indtryk af dig blive underkastet dommen og min mening vil ej længere være fleksibel og til at ændre. Dette ønsker jeg ikke. Hverken overfor dig eller nogen anden. Eller for mig selv, du ædle. Der er noget ved dig, noget jeg ikke vil vende ryggen; for selvom du måske har endt ét liv, så vil jeg intet kunne sige med sikkerhed, da jeg ikke kender årsagen. Og den skal du ej fortælle mig, du spraglede, med mindre ud ønsker. Jeg føler en samhørighed med dig, nu efter vore møder. Jeg føler noget ved mig taler for dig, på en måde som ingen anden gør. Jeg søger ikke at ’ordne’ dig, eller lave om på dig. Jeg søger at forstå dig, udforske dig. Og jeg vil ej gå fra dig; for som du selv siger det, så kan jeg ikke længere blot vende ryggen til dig og lade som ingenting, Volontaire. Du har vist mig noget og jeg ønsker ligeså at vise dig noget. ”

Sagde den gyldne hoppe med en dæmpet, men oprigtig stemme. Hun ønskede at vise Volontaire ting omkring hende selv, som han kunne ønske at se. Og samtidig ønskede hun at lærer mere om denne sjæl, som hun fandt så interessant, på så mange punkter; en splittet sjæl med ét punkt der holdt ham sammen. Og selv dette punkt var ustabilt.

Denne gyldne hoppe, har vist mig noget som ingen andre har vist mig. Noget, som jeg ej kan løbe fra eller skubbe væk. Det er for sent for mig, at skubbe denne vidunderlige skabning væk. For sent. Hun virker så forstående, så.. ligeglad, med at jeg er en morder. Ej at hun er blind, ikke ment på den måde. Men ligeglad på den måde, at hun ikke dømmer mig som en simpel morder, der har frataget en anden dets liv. Hun dømmer mig ikke, som den første jeg længe har stødt på.
Jeg er godt selv klar over, hvad jeg selv er begyndt at tænke om denne gyldne skabning, og det kan både tolkes positivt og negativt. For denne gyldne hoppe, hun har ramt mit sind, et sted hvor jeg ikke længere troede det kunne rammes. Hun har sat sig ind i mit sind, og jeg er godt klar over, at det vil blive en umulighed for mig, at skubbe hende bort. Hun er nu der, hvor jeg vil beskytte hende, hvis noget skulle hænde hende. Hun er under mine ’vinger’, og der vil hun forblive, til hun selv drager bort fra mig, eller gør noget ganske drastisk. Og dette drastiske.. det er det jeg frygter. Hvis hun træder så hårdt på mig, misbruger min tillid til hende, som jeg håber på at kunne skjule, så er jeg bange for de konsekvenser der kan komme ud af det. Jeg har før skadet, og jeg frygter altid at jeg vil gøre det igen. Jeg vil kæmpe mod hingste, selvfølgelig vil jeg det, det ligger til naturen. Men at kæmpe pga. dominans og storhed, er en stor kontrast til at kæmpe pga. jalousi som jeg gjorde i min fortid. Jeg er ej af stærke følelser for denne gyldne hoppe, Illana, men mine følelser er blevet vækket igen, et sted dybt nede, hvor de før var begravet med synd og mørke. De er nu kommet mere til overfladen, og netop dette gør det så ganske farligt. Jeg ved at jeg ikke med vilje ville skade Illana, og det ville jeg ej heller med May. Men det skete alligevel, da helvede brød løs i mit indre.
Hendes mule nærmer sig min, og mit blik hviler atter på hende, betragtende og måske en anelse betaget over det jeg ser. Et kort øjeblik mærker jeg stikkene i mit indre, der vrider mig tilbage til dengang, hvor jeg stod blandt træerne.. May.. Der stod hun så flot. Men dette flotte billede bliver med et fjernet, og hun ligger død foran mig. I en hård bevægelse vrider jeg mit hoved en anelse op, og mine næsebor udspiles idet jeg udstøder et voldsomt fnys, og kort træder mine forhove i jorden et par gange på stedet. Jeg er i sandhed en jaget hingst, og det er jeg godt selv klar over.
Da min selvbevidsthed atter er tilbage i sit fulde, lander mit blik igen på hende, med et kort undskyldende prust, mens jeg drejer mit ansigt væk fra hende igen, for at samle trådene, over alle mine tankespind. Sikke hun kan rode i mit sind, uden at gøre det bevidst. Hun gør det ikke bevidst, det er jeg vis på. Men hun rammer nogle ting, blot med sine blikke og smil, som jeg gerne vil gemme væk – men det kan jeg ikke mere.
Da trådene er samlet, vender det selvsikre blik tilbage, og mit hoved drejes til hende igen. Blikket fra før, blikket af accept og samhørighed, hviler stadig i mine mørke øjne. Dét blik, det kan jeg ikke fjerne mere, når hun er hos mig.
Da hun før lod sin mule komme nærmere min, reagerede jeg ej på det, selvom det kan virke sådan med mit pludselig udbrud af kast med hovedet og fnys. Men det var ej pga. hendes mule der nærmede sig.. Jeg lader nu selv min mule langsomt, men i en kort bevægelse nærme sig hendes. Mine øjne knibes en smule i, som tænkte jeg som en sindssyg. Og pludselig rammer min mørke mule hendes lyse. Mine øjne knibes mere i, ej af ubehag, men fordi jeg i nogle korte sekunder hviler i mit hoved, inden tankerne igen farer frem. De tanker, der beder mig få hende væk. Jage hende. Men de bliver overtaget af den konklusion, at dét er for sent. Jeg kan ikke skubbe hende væk. Da hun igen flytter sin mule fra min, åbnes mine øjne brat op, og jeg trækker selv mulen til mig, dog i en behersket bevægelse, ej stresset eller misfornøjet.
Mine grå øre vippes helt imod hende igen, lyttende til de ord hun nu fremsiger, med den lyse og varme tone.
Hendes ord, de falder i mit sind, og der bliver de lagret. Jeg vil huske dem, fordi det er ord der virker så ganske oprigtige og meningsfulde – ej blot en gang pladder!
Jeg overvejer mine ord nøje, før jeg vipper ørene ud til hver sin side, for at lytte til omverdenen, og fordi jeg tænker.

,,Du er ikke nem at få til at ændre mening, Illana. Det er nemt for mig at se og høre. Men jeg håber, at du er klar over dit eget valg af selskab – og af de konsekvenser der kan hænde, selvom jeg ikke ønsker de skal hænde.” besvarer jeg hende, inden jeg ser overvejende på hende, med de mørke øjne.
,,Du er virkelig en hoppe af varme ord.. En hoppe af oprigtighed. Jeg er beæret over, at du ikke søger at ændre mig, da det ikke kan lade sig gøre. Kun tiden, vil ændre mig. Illana, jeg har svært ved at se dig gå fra mig nu, og jeg håber inderligt, trods det ikke er klogt, at vi vil lære mere af hinanden. Du er… enestående. En ener. Husk altid på det”

Besvarer jeg hende mede den dybe tone, mens mit blik hviler på hende, inden jeg drejer det fra hende, og ser opmærksomt rundt. Jeg beskytter hende nu, i hvert fald mens hun er i min nærhed. Ord, har jeg aldrig været god til, og derfor bliver mine sætninger langt mere ’ligegyldige’ og ’klodsede’ end hendes. Men hvad kan man forvente af en hingst, der længe har lukket munden med syv segl, og ligeså sindet?

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive på denne hingst, Volontaire, der havde fundet en respekt for hende; en accept af hendes tilstedeværelse, som han ved deres første møde ikke havde. Han ønskede hende nu i sit selskab, hvor han før ønskede hende væk - Og dette er i sig selv en stor forandring, på kort tid. Illana, der havde sin mule nær ham, trak den en smule vigende tilbage, da hans udbrud fandt sted. Som om han kom i tanke om noget der bed ham i nakken og trak de ubehagelige minder frem. Der gik lidt, hvor han skulle samle tankerne, lægge brikkerne på plads fra det ødelagde puslespil, og da hans mule så blev vendt imod hende igen, søgte den hendes. Illana, der ikke havde trukket mulen helt til sig, lod da sin møde hans i et øjeblik, hvor en ganske speciel gnist kunne mærkes; en slags lettelse, en slags bånd der blev bundet og lagt omkring dem, en samhørighed og forståelse. Illana, der havde valgt at se bort fra fortiden på denne hingst, måtte have bevidst sig værdig nok til at forstå denne hingst; værdig nok til at få lov, at forstå. Hun sukkede kort, den gyldne, inden hun mødte hans blik igen, der havde taget karakter som tidligere; accept. Der var noget helt unikt over dette blik. Den lille flamme, der var undertrykt i hans sind havde spiret frem, langt nok til at den kunne anes, for den der ville se. Illana smilede kort, meget diskret for sig selv, både af sine tanker, men som sådan også af Volontaire; og da hans ord begyndte at forme sig, lyttede Illana intenst med. Som han sagde, så kunne kun tiden læge det, der måtte læges i hans sind - Men Illana vidste, at såret altid ville være der. Nok ville det hele, men en traume som den, ville aldrig forsvinde helt. Og lige netop dét, troede den gyldne hoppe, var grundlaget for at de alle var endt her. Se, den gyldne hoppe havde nemlig også et sår, der aldrig ville forsvinde, nemlig det sår som svigtet fra hendes tidligere flok, efterlod sig. Da hun blev forvist for at være skyld i hendes moders forsvinden og formegentlig død. De havde det alle til fælles; hingst som hoppe, og Illana kendte nu til det sår, som Vol besad, og hun ville holde det i hendes sind, skjult for alle andre, til evig tid. Hun prustede ganske mildt da Vol havde fremsagt sine ord, og den smigren der lå gemt i dem, varmede vel den gyldne hoppe? Han kaldte hende unik, en éner, selvom hun nu ikke var så enestående i forhold til alle andre. Hendes smil blev da bredere hvorefter hun trådte et skridt tættere på denne hingst, hvor nat og dag for evigt ville være adskilt og samtidig for evigt forenet. Hun håbede på at nærheden ville være acceptabel for ham; da hun ikke søgte at krænke ham, blot være ham nær.

,,Volontaire, jeg takker dig oprigtigt for de ord, du har sat på mig; men ej ser jeg mig som mere enestående end du og alle andre. Vi er alle unikke på hver vores måde, og det er det, der gør det interessant at møde nye. Jeg ønsker aldrig at gå fra dig, vende dig ryggen og tage mit venskab til dig tilbage, Volontaire, og jeg tror på at du har ret i, at vores eksistenser kan lærer af hinanden. Og Vol; Som jeg skal huske på, at jeg er en ener, da vil jeg bede dig huske på, at du ligeså er. Ikke for det du har gjort, men for den du er, her.”

Sagde Illana med det fortsatte smil. Det var ikke fordi hun mente, at hans tidligere liv ikke var specielt; men Illana vidste også, at det der gjorde hende speciel fandtes i nuet og ej i fortiden, og af denne grund fremlagde hun sine ord, som hun gjorde, til den spraglede hingst. Hun lod derpå sin hals sænkes en smule, afslappet, men ligeså respektafgivende, som endnu en gestus på vejen; hun ville vise Vol, at hun ej var mere end ham, mere direkte end hun havde gjort før; af nogle helt specielle grunde, som hun dog ikke ønskede udenfor sit sind - Endnu. Når tiden kom, ville hun indvie Volontaire i disse tanker - Men inden da, da skulle både hun og ham selv, udvikle sig endnu mere.

Jeg ved ikke hvor længe Illana og jeg vil vandre side om side, i dette land. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan håndtere det, og jeg ved heller ikke hvor længe jeg selv vandrer i dette land. For mig, har hele livet været en flugt. En flugt fra at binde mig til et sted, og en flugt fra mit eget indre – fjollet, ja, men ikke når man evigt og altid vil flygte fra den fortid, som altid vil være lige i hovene på en. Man kan ikke flygte fra noget, som er en del af den man er, og det ved jeg skam også godt. Men der er forskel på at vide det, og at acceptere det. Og den sidste del, den mangler jeg. Jeg vil ikke acceptere, at jeg har den fortid som jeg har – selvom jeg selv skabte den. Illana tager det ganske flot, da jeg har mit indre udbrud, men måske tør hun ikke andet? Måske frygter hun mig på en eller anden måde, selvom hun måske ikke vil indrømme det? Eller også accepterer hun virkelig mine særheder, som der efterhånden er en del af. Men hun står blot der, ganske stille, med hovedet en smule trukket til sig selv, og blikket hvilende på mig. Og da jeg så søger hendes mule bagefter, tillader hun også det. Jeg kan ikke spore nogen frygt i hendes øjne, den frygt, som May havde i sit blik, da jeg tog det sidste nådesstød, og fik hendes hjerte til at slå det allersidste slag. Nej, der er ingen frygt at spore hos Illana – så hun må blot have accepteret mit udbrud, og min sjæl. En gestus, måske, men også ganske farlig. Jeg binder mig mere og mere til denne gyldne sjæl, og det er vel måske ganske godt, og måske ikke. Men jeg kan ikke længere løbe fra det, og der har jeg også sagt til hende, så hun selv ved det.
Da vores muler har ramt hinanden, skabes dette bånd, som jeg ikke længere kan rive over. Det bånd, jeg svor jeg ikke ville skabe med nogen igen, det bånd, der skaber venskaber – og som senere hen kan udvikle sig til mere, som det gjorde med May. Men dette bånd, blev hendes undergang, og det er min skyld. Det ønsker jeg ikke sker for Illana, og derfor håber jeg inderligt at dette bånd vil falde itu, hvis vi i en længere periode ikke ser hinanden, så hun ikke længere er i min nærhed, og jeg derfor ikke skaber en fare for hende, og mig selv. Men noget andet i mig, vil ikke have at vi ikke ses i lang tid, noget i mit gør, at jeg tvivler på at jeg kan undvære hende, undvære det bånd, det smil, og de øjne. Blot snakken. Da vores muler slipper hinanden, trækker jeg mit ganske let ind til mig selv, ikke i en hurtig bevægelse, men kontrolleret. Ser imod hende, da hun åbner sin lyse mule, og hendes ord falder i mine øre. Jeg nikker ganske let, da hun er færdig, for at vise at jeg da har hørt hende. Jeg står nu, i tavshed i nogle lange sekunder, mens jeg overvejer de ord hun lige har fremsagt. Ord, jeg i mit indre aldeles ikke forstår, for jeg er ikke en ener, men blot en simpel morder.

,,Illana, for mig er du ganske enestående. Du er den eneste, i dette land, jeg har ønsker at snakke med. Den eneste jeg har accepteret, og den eneste der ligeså har accepteret mig. I mine øjne, vil du derfor altid være enestående, og et enestående eksempel.. Men at kalde mig en ener, vil jeg ikke. Blot er jeg... noget, som jeg ikke kan løbe fra.”

Jeg forstår godt, at hun siger jeg er en ener, for den jeg er her, og ikke pga. fortiden. Men for mig, vil fortiden altid ødelægge andre ting for mig, og ligeså for fremtiden. Jeg vil ikke videregive noget af mig selv, til et føl der skal vandre her. For sæt hvis nu det føl, kom til verden, og så sin far efter, og blev den næste morder. Nej. Mine gener, de dør sammen med mig. Mit blik hviler ganske roligt på hende, mens jeg siger disse ord, for det er ikke ment ond, aldeles ikke. Hendes dybe hilsen for mig, i respekt, gengiver jeg med nakken dybt knejst op, og tager så det ene forben en smule frem, for at 'bukke'. Dette, det gør jeg absolut ikke til nogen, end ikke dem der er stærkere end jeg. Jeg har altid respekt for mine selskaber, men jeg viser det ikke på denne måde. Men ved Illana, der er det blot anderledes.

Illana, den gyldne, der stod I tæt kontakt med denne spraglede hingst, prustede dæmpet ved hans afslutning af deres berøring. Deres muler havde for en stund været kædet sammen, og i den stund var noget unikt blevet skabt. Et bånd, der havde knyttet disse to sjæle sammen, på en måde som Illana ikke havde forudset; for da hun havde mødt Volontaire i sneens dybder, havde han afvist hende blankt, og kun fordi hun havde søgt ham atter engang, havde han accepteret hendes anmodning og senere hen hende, som selskab. Hun lod sine øjne søge hans i det øjeblik, hvor stilheden endnu herskede, efter at deres muler havde været forbundet i en tavs harmoni. Illana vippede sine øre fremad, da Volontaire begyndte at snakke med den maskuline, rå stemme som han besad. Han var unik i sin fremtoning, men noget roligt var faldet over ham, efter at han havde accepteret, at han ej ønskede den gyldne væk og hun ligeså ikke ønskede ham væk. Dog var den afslappethed ikke det samme, som en afklarethed, nej. Hun søgte let hans hals, alt imens han talte. Talte om, at hun var unik, enestående, og rosen rørte hende skam. At blive omtalt som enestående, var ikke noget hun var vant til, og hun måtte bøje sit feminine hoved en smule, for at skjule den glæde, der stod malet i hendes ansigt. Ikke fordi, at hun ikke ville vise ham, at hun satte pris på hans ord, men fordi hun ikke helt følte sig fortjent, til en sådan omtale; for enestående. Ja, det var noget specielt. Hun trak vejret langsomt, roligt, selvom hans sidste ord der var nævnt om ham selv, ej var positive. Hun delte ikke hans mening omkring dem, og det vidste han godt - Så derfor tav hun blot i en stund og berørte ham på den spraglede, maskuline hals. Hans muskler var velansatte, tydelige og markante. Han var ikke en hingst, der var svagelig, det var tydeligt.
Efter nogen tid tog Illana få skridt fremad, med en inviterende mine. Et nik, med det feminine gyldne hoved, hvor pandelokken bugtede sig let og elegant ned over.

,,Volontaire; du kender min mening, omkring den fortid du bærer. Og jeg vil bede dig om noget, der for mig virker enkelt, men som jeg ved, ikke er enkelt for dig. Læg din fortid fra dig, denne aften og gå med mig, imod horisonten. Hver mit selskab for denne nat, du ædle hingst, og lad os se hvad det kendskab vi har til hinanden, vil bringe i morgengryet.”

Sagde Illana med en stilfærdig, næsten fjern tone; der dog var utrolig intens og sensitiv. Et helt bestemt lag af følelser var gledet over hende, og hun ønskede Volontaire med sig nu, ud i nattens dybder. Hun kiggede på ham, med en lidt afventende mine; og alligevel ganske neutral. Hun vidste ikke om han ville følge hende eller lade hende vandre selv, for nu; for som han havde sagt, så ønskede han hende væk fra sig af sikkerhedsmæssige årsager - og alligevel kunne han ikke skubbe hende væk. Men kunne hun drage ham med sig, på en vandring gennem den nat, der lå for døren? Illana smilede da til ham, ganske sigende. Ønskede han at lade hende vandre alene, var hun afklaret med det, og ønskede han hendes selskab, gav hun det med glæde. Det hele var op til ham; om han ville give slip for nogle timer og nyde den natur, der var omkring ham og selskabet fra den gyldne hoppe, eller om han ville klæbe sig til visionen om, at hans fortid var hans nutid, og at den hingst han var, var noget han aldrig ville kunne slippe fra.

Illana, denne gyldne hoppe, er en hoppe af ord og sind som jeg aldrig vil komme til at besidde. Jeg vil aldrig være i stand til at være som hendes rolige væsen, og harmonere med selskaber der er som jeg er. Jeg afskyr selv de fleste selskaber, og at hun var i stand til at se bort fra min afvisning i første omgang, og stadig søge mit selskab, det er mig en gåde. Men ikke blot at hun stadig forsøgte, nej, det var måde hun forsøgte på. Hun kom ikke svansende som en lille tøs, der knapt kunne få øjnene væk fra en hingst, men hun kom gående, som en moden hoppe, der med en afvisning mere, ville forlade mit selskab, med hovedet højt, og ikke tage det som et nederlag. Hun ville stoppe mens legen var god, og det er dét, jeg holder af ved hende. Det at hun ville respektere de grænser jeg sætter, og satte. Og alligevel acceptere mit selskab og den jeg er. Mit blik hviler hos hende, mens vi står der, inden jeg da kort rømmer mig. Hun tager imod min ros af hende og hendes sjæl, og det er jeg skam kun glad for – hvis hun ikke tog imod den, ville jeg nok bare skyde det fra mig, og ikke tænke videre over det. Sådan er jeg bare opvokset. Mit blik glider da lidt fra hende, mens hun sluger rosen og kommer til sig selv. Kort efter, kommer hendes stemme frem igen. Et spørgsmål om at jeg vil glemme min fortid for i nat, og bare drage med hende. Mine øre vipper kort, inden de vippes skråt bagud. Et typisk udtryk for mig, når jeg hives i forskellige retninger. Jeg vil som sådan gerne gå med hende, den gyldne hoppe, men samtidig vil jeg søge bort fra hende, og ikke give slip på mig selv – det kan gå galt, sådan tænker jeg hvert eneste sekund i hendes selskab.
Mit blik forbliver bort fra hende, og ørene er stadig skråt bagud..

,,Det er et fint tilbud, Illana.. Men…” Min stemme er mørk og ru imens jeg siger det. Drejer blikket over på hende igen, og da jeg står sådan og ser på hende, går jeg kort i stå. I nogle sekunder siger jeg intet, inden jeg så kort rømmer mig igen, og rettet mig en anelse mere op.
,,Lad gå. Lad os vandre ud i natten..Sammen.” Mumler jeg så med den dybe stemme, og nikker kort, for at konstaterer at det er mit svar, et ja. Jeg siger ikke noget til det med at glemme min fortid for i nat, for det sker nok aldrig for mig. Men jeg kan glemme den i korte sekunder, ikke mere end det, endnu. Måske ændre det sig med tiden, det kan jeg ikke vide. I en hingstet bevægelse, træder jeg op langs hendes side, dog uden at røre hende, med nakken knejst godt op, og blikket fremad. Drejer da hovedet en smule, og ser ned på hendes gyldne skikkelse. Et dybt brum glider fra mig, inden jeg så skridter fremad, velvidende at hun nu vil være mit selskab for natten, og til morgenen gryr igen. Hvad vi får at se, kan jeg ikke vide. Men en ting ved jeg, hun er min i nat, mit selskab, og dermed er det mit ansvar at beskytte hende..

[Volontaire out]