Foråret har hvisket vinteren bort..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Vinden var så småt ved at løje af, og varmt var det efterhånden blevet. Den åbne eng, nu uden sne, behagede et eller andet sted ikke Djange; skønt han alligevel følte en form for livlig fornemmelse dybt inde. Pelsen kløede som en i helvede, mens pelsen forsat var begyndt at fælde som en gal! Djange holdte den ranke og stive holdning, mens han holdte bringen fremskudt; mens han stod der. Hans øre lå hårdt i nakken, mens det kolde og tomme blik i de krystalblå øjne, spejdede hårdt over landskabet, sneen var forsvundet; og det samme var magien; samt de hårde smerter. Djange tog en dyb indånding, så lydløst som muligt gennem de lyserøde næseborer. Nej… Ingenting; intet kunne han mærke. Det var som om at følelsen, minderne, varmen og duftende; alt sammen forsvundet – forsvundet med sneen. Sneen der var smeltet og drevet langt ned i jordens dybe og uendelige jordgange. Her var stille og kun vulkanen i det fjerne, som ragede højt op i den lysblå himmel, gjorde forskellen fra hans hjem Enophis han ellers holdte utroligt meget af efterhånden.

The past hunts my mind

Gennem min tid her, har jeg som sådan ikke holdt mig til et bestemt sted. Nej, jeg har vandret omkring, i alle områder, for ikke at stå stille og lade tankerne invadere mit sind - for dette, det er jeg ikke interesseret i.
Min brogede nakke, der ejer både nat og dag, er nu knejst hårdt op, mens jeg bevæger mig afsted med hingstede og faste skridt. Jeg udstråler ikke ligefrem en trang til selskab, da mine øre ligger tilbagelænet i min nakke, for at afvise alle der kunne finde på, at ville opsøge mig ligenu.
Jeg er ikke interesseret i særlig mange, faktisk ingen.. Men der er dog én, der drager mig i perioder, og som jeg alligevel afskyr i andre perioder.. Men om den sjæl ved det, det kan jeg ikke vide. Smælder med den mørkegrå hale bag mig, inden jeg så drejer blikket til siden, idet jeg opfanger en lugt. En anden hingst. Standser brat op, og fører blikket i vedkommendes retning. Han er langt fra mig, men jeg kan stadig lugte ham, og ane hans skikkelse i det fjerne.
Jeg bliver blot stående her, tavs, og stadig med ørene lænet tilbage. Jeg betragter ofte folk, men opsøger dem ikke.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

I Djanges tanker, mens sanserne er åbne for alt; bliver de på et splitsekund trængt ud, da en stærk duft af Sprit, går direkte ind! En rynke slår over Djanges lyserøde mule, mens han hurtigt viger hovedet til venstre og opfanger en skikkelse; en broget en af slagsen i det fjerne – bare stå der. Et lidt hårdt, men lav meldt og næsten lydløst fnys udstødes fra Djanges lyserøde mule, mens de kolde og tomme krystalblå øjne stiftes fast på denne fremmede. I få hovtrin får Djange flyttet sig rundt og står med front imod denne skikkelses position. Lidt hårdere presses Djanges øre ned, mens han atter ranker sig en smule mere op, skønt det ikke var yderligere muligt. Den anspændte og stive; ranke holdning holdte han nu, mens den stærke duft af Sprit kom fra hingsten, en duft der egentlig tilfredsstillede Djange. Djange lod da sine krystalblå misse sig anseende og afventende sammen, forinden han trådte frem, målrettet i stive og ranke skridt, mens det kolde og tomme blik blev holdt fæstnet på denne fremmede hingst.

Volontaire

Mit blik spejder afsted, inden de fæstner sig på denne hingst, som nu også har fået øje på mig. Han har set mig. Han har lugtet mig, og han kender nu til min eksistens.
Mit blik fjerner sig ikke, men det løber istedet henover hans krop overvejende. Studerende..
Han har selv ørene lagt, kan jeg se, da han begynder at gå i min retning. Hans lugt, sitre i mine næsebor, fordi der er så stor en forskel på hoppernes og hingstenes lugt. Sødmen, der er ved dem, eksisterer ikke hos os hingste.
I hvert fald ikke ifølge mig.
Smælder voldsomt med halen, da han går meget målrettet imod mig. Knejser nakken voldsomt op, og hæver min krop ligesom ham. Klar, til en kollision, hvis dette sker. Hvis ikke, så er jeg blot klar på alt andet. Mine øre forbliver i nakken, mens jeg betragter ham indgående.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det er tydeligt for Djange hvordan denne hingst ranker sig op, som Djange nærmer sig. En svag følelse af frydelse hos Djange spredes hos ham, frydelsen over at få andre heste til at reagere som var de klar til kamp. Djange fortsatte målrettet, med den stive og ranke holdning, præcise skridt og et direkte, koldt og tomt blik i hingstens mørke øjne. Men en 10-20 meter fra hingsten her, stoppede Djange en anelse brat; i en yderst samlet parade. Hans tomme og kolde blik, missede sig nu en anelse anseende sammen, som det så så direkte på den fremmede, før Djange – en smule mekanisk – respektfuldt indviede i et hilsende og yderst respektfuldt nik imod denne fremmede hingst.

”Goddag Hr.”
Lød Djanges stemme da overlappende over nikket og en sekunders pause, med den hæse og intense stemme, der tonløst lød. Det var ikke til at sige om Djange var truende, udfordrende, imødekommende, venlig, afvisende, eller hvad han var? For end ikke engang Djange var sikker på dette, andet end at hans krystalblå øjne fortsat var misset anseende sammen, anskuende imod hingsten.

Volontaire

Som jeg står og beskuer ham, sådan som han nærmer sig, er det tydeligt for mig, at denne hingst, måske ligesom jeg selv, ikke er typen der bryder sig om alle slags selskaber. Dette kan enten gavne vores møde, eller det kan gøre det helt modsatte. Jeg ved ikke, hvilken en af tingene, jeg tror mest på, eller håber mest på. Jeg føler mig ikke truet af ham, men jeg er bare generelt ikke meget for selskab. Hverken det feminine eller maskuline af slagsen.
Smælder med den mørke hal bag mig, idet han standser så brat op. Afstanden er stadig stor, og det er noget, jeg finder mig bedst tilpas med. Nærhed, har aldrig være mit ’kop te’.

,,Godaften, fremmede”

Besvarer jeg den spraglede hingst, med den dybe, rustikke og hæse stemme. Den bærer præg af, at jeg ikke særlig tit taler, og samtidig at jeg er en hingst.
Hans respektfulde nik, gengiver jeg, samtidig med at jeg fremsiger min hilsen. Når han kan hilse respektfuldt, kan jeg skam også. Hvis ikke, så har jeg heller ingen grund til dette.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten her besad en dyb og rustik stemme, noget Djange syntes at kunne genkende? Han missede da blot sine krystalblå, tomme øjne en smule anseende sammen, mens han slog en svag rynke skeptisk over den lyserøde mule. Hingsten nikkede nu genhilsende respektfuldt, men noget over hans hilsen virkede yderst ligegyldig, som havde han ingen respekt. Djanges øjne var fortsat missede mens hans kolde øjne fulgte hingstens hoved som han havde nikket.

”Mit navn er Djange.”
Valgte Djange blot at indikerer sig, med den hæse og intense stemme, der atter tonløst lød. Kunne sagtens tolkes som truende, skønt det ikke var det der var hans hensigt; i hvert fald ikke nu i dette tilfælde. Måske senere?

Volontaire

Jeg kan godt mærke, at denne fremmede hingst, er skeptisk over for min eksistens. Men jeg bebrejder ham ikke. For jeg viser sjældent særlig meget, af hvad jeg mener, eller hvorfor jeg gør ting, som jeg gør. Så der er i princippet intet at bebrejde ham – desuden, så er vi begge hingste, og naturligt ligger der så en form for dominans, eller afprøvning af hinanden. Måske ikke fysisk, men mere mentalt.

,,Djange, mit navn er Volontaire”

Besvarer jeg ham, med den dybe og rustikke stemme, mens blikke forbliver fæstnet på ham. Jeg fjerner det ikke, selvom han står sådan med en rynket mule, skeptisk. Og jeg er heller ikke typen der er ræd for andre. Det ligger bare ikke til mig. Smælder hårdt halen bag mig, og forholder stadig min nakke knejst, voldsomt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten atter rustikke og dybe stemme lød i Djanges øre, mens Djanges krystalblå øjne atter var missede anseende imod hingsten. Han mindede ham lidt, om en hingst hjemme fra sin sidste flok, ham Clayton han aldrig rigtig fik kommunikeret med. Djange rynkede skeptisk på mulen ved tankerne der for igennem hans indre, før han nikkede roligt.

”Goddag Volontaire.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, tonløst; skønt han gjorde det af respekt for denne fremmede. Dog holdte Djange nu ikke et lidt granskende blik, med de kolde og tomme øjne over hingsten, skimme over. Hingsten virkede stærk, måske en kommende udfordre, en kamp kunne let blive på tale, så kunne Djange også få afprøvet sine færdigheder. Efter han var landet her i landet, havde han intet mindre end trænet; og det kunne efterhånden godt mærkes.

Volontaire

Denne hingst, virker ikke selv vitterlig snakkesaglig, og det passer mig nogenlunde, og så alligevel ikke. Svirper med den grå hale bag mig, og rømmer mig kort, men det er indvendigt. Ej noget, som han kan se, eller høre. Mit blik forbliver hos ham, overvejende.
Han er en trussel, det kan jeg skam godt se, at dømme ud fra hans muskler. Men jeg er ikke typen der alligevel bakker fra, og stikker halen mellem benene.

,,Har du været her længe, Djange?”

Et simpelt spørgsmål, som samtidig ikke er simpelt for mig. For hvis han har været her længe, er chancen for at han kender mange, dermed større. Og dette, kan komme til mig som en ulempe, fordi han så måske har mange i ryggen, hvilket jeg aldeles ikke har.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten spurgte nu ind til Djanges tilstedeværelse i form af tid, i dette land. Djanges krystalblå øjne missede sig anseende og skuende sammen ad denne hingst, mens de kolde og tomme øjne så direkte i hingstens mørke. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule, skeptisk, mens han trykkede lidt på de nedlagte øre. Han holdte atter den ranke og stive holdning, førhen han åbnede mulen for at besvare hingsten, respektfuld som han er.

”Længe kan defineres Volontaire…”
Lød Djanges hæse og intense stemme tonløst. Dog kunne det sagtens tolkes spydigt, samt truende, måske stødende? Det kunne sagtens derpå også blot være et ledende svar, men dette stoppede Djange nu, mens de tomme og kolde øjne direkte så i hingstens mørke, og fortsatte sin sætning.

”… Jeg var her før den første sne faldt.”
Afsluttede Djange derpå med den hæse og intense stemme, tonløst imod hingsten. Djange missede atter de krystalblå, tomme og kolde øjne anseende sammen. Hvorfor mon han ønskede at vide dette? Djange slog atter en rynke på den lyserøde mule.

My past is my curse

---

Jeg kan skam godt både se, og høre på denne hingst, at han mener, at han er noget. Han er da også muskuløs, ganske rigtigt. Men om han har noget mellem ørene, det ved jeg jo så ikke. Hans måde at svare på, virker ganske spydigt og en anelse truende, men jeg lader mig nu ikke skræmme af den slags. I stedet lader jeg bare mine øre glide mere bagud, for lige at vise, at jeg altså ikke finder mig i alting.

,,Det var jeg også. Så vi må være kommet nogenlunde på samme tid.”

Besvarer jeg ham, med den dybe, hæse og rungende tone, der nu også kan tolkes som spydig, hvis man hører efter. Men samtidig, virker den ganske ’rolig’. Jeg står ikke og spille op, men samtidig står jeg altså aldeles heller ikke og gemmer mig væk, for at skabe ham større plads. Nej. Sådan er jeg ikke. Han kom til mig, og så kan han selv gå, hvis mit selskab ikke behager herren.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingstens dybe, rungende og da også hæse stemme lød nu og da. Det var som om en svag dominans havde bevæget sig ind over undertonen i denne lille samtale? Djange rankede sig atter op, i den ellers stadig ranke og stive holdning. Hans krystalblå øjne missede han en anelse anseende sammen, mens han så meget direkte i hingstens mørke øjne.

”Det er en mulighed.”
Lød Djanges hæse og intense stemme konstaterende, med den tonløse klang han bar bag stemmens egen karakter. Hingsten her virkede stærk, måske en værdig kæmper? En kamp mellem bekendte, afprøvninger, træning; kunne ej være helt dårlig. Tankerne i Djanges indre for af sted, mens hans blik atter forblev kolde og tomt, og hans holdning rank og stiv.

My past is my curse

Mit mørke og hemmelighedsfulde blik, forbliver imod denne Djange, da han også hele tiden holder sit blik imod mig. Hans øjne, der søger mine, er selv mørke og tomme. Jeg tror, at han ligesom jeg, skjuler en masse. Men jeg roder ikke i det, da det ikke interesserer mig. Svirper med den grå hale bag mig selv, inden jeg knejser voldsomt op i nakken. Jeg har ikke mere at sige til ham, da vores samtale nu føles ganske afsluttet. Han starter ikke noget nyt op, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre, da jeg ikke føler for det. Jeg føler ikke, at jeg har noget at skulle sige til denne hingst, da jeg ikke kender ham. Og måske heller ikke har lyst til det.
Jeg nikker derfor kun kort til ham, og vender da omkring, for at vandre af sted imod de ukendte vidder, igen alene. Et simpelt farvel, uden ord. Og det er fint for mig..

[Volontaire – out]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten her virkede ej synderligt stærk, en hingst der blot bakkede ud på denne måde? Svag måske? Djange missede de krystalblå, tomme og kolde øjne anseende sammen, mens hingsten forlod ham med et intetsigende nik. End ikke respektfuldt. Djange nikkede kort, en anelse mere stramt og spændt end normalt, mens hans øjne gav en svag gnist af sig blusende i de kolde og tomme øjne, mens han observerede den brogede hingst der drog bort.

[OUT]