Ukendt sted..

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Vindens legesyg over det mosegrønne græs virkede så uskyldig, så fredelig og venligsindet. Som om her ingen smerte eller ondskab var. Som om den tidligere oplevelse blot var en drøm, som havde vendt sig til et mareridt; men ej var det virkelighed. Det eneste som afslørede at mareridtet var virkelig, var blodet over hoppens fintformede hoved: den røde farve stod tydeligt fra hendes gråhvide pels og den kridthvide blis. Blodet dækkede den ene siden af næseryggen og kinden, kæben og kindbenet, og dryppede stadig let fra hendes silkebløde, lille mule. Fortumlet og klodset spankulerede den unge hoppe af sted, med hovedet lavt hængende. Hendes krop brændte stadig af smerte, og det gjord ikke hendes ubalance bedre, tværtimod slingrede hun ustabilt.

Mulen dannede en lille rynke, da det pure røde blod kilede hendes mule. Hoppen gjord et forsigtigt kast med det kønne, men blodige hoved, imens hun udstødte et lille grynt. Ørerne vippede opmærksomt frem og tilbage, opmærksomt og nysgerrigt, mens hendes blå øje lyste op af glitrende glæde og livsglæde. Hendes kluntede skridt blev taget over i en langsom traven, som ej gav meget genlyd mod jorden. Men hvor alles andres sjæle gang ville være yndefuld og dansende, var hendes tværtimod uelegant og slingrende.

Hvor var hun? Hendes blik gled over området, inden hun standsede op i et ryk. Blikket gled nysgerrigt, men tøvende omkring, inden hun udspilede næseborende og prustede højt og feminint ud i en varm bevægelse.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

There is a curse in my heart

Med lange og hingstede skridt, bevæger jeg mig af sted hen af den ø, jeg efterhånden har tilbragt en del tid på. Vulkanens ø, Foehn. Den er så anderledes, så speciel på en anden måde, i forhold til de andre øer som ligger i dette land. Og det er måske det, der i sandhed drager mig hertil – blandet med det mørke, der også hærger her, selv på en sommerdag. Men lyset kommer bare ikke nært så meget herned, som på de andre øer. Som om, vulkanens buldren skræmmer solens stråler væk, og beder dem forsvinde. Lyset hører blot ikke til her, på samme måde, som den tilhører de andre øer.

Mit mørke, og tomme blik, vandre henover de forskellige sten der ligger i området, som til tider kan være dækket af mos, der trods det manglende lys, alligevel kravler ihærdigt omkring, og skaber en smule spil i de ellers grå farver.
Men noget andet, fanger også mit blik. En hoppe, der kommer slingrende i trav. Hendes grå pels, der for mig er meget lys, er også blandet med den blodrøde farve. Og lugten der også ramler mine næsebor, er heller ikke til at tage fejl af. Det er, blod.

I et split sekund, ryger mine øre voldsomt frem, og blikket glider omkring, opmærksomt, for at være sikker på, at her ingen rovdyr er. Jeg skal ikke overfaldes, hvis jeg ikke er opmærksom. Men her er ingen.. Men hvorfor, ser hun så, så ynkelig ud? Min nakke knejses op, idet jeg stiller mig i den retning, som hun kommer imod, så jeg faktisk afspærer hende vejen lidt. Jeg er ikke typen der hjælper. Men at rende rundt på denne ø, i den tilstand, er ikke tiltænkt nogen. Her er ikke på samme måde frodigt og behjælpeligt, hvis de sår der, skal reddes. Et dybt og halv dominerende brum forlader min spændte krop, for at gøre hende opmærksom på, at jeg står her.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Duftene omkring hende blev overvældet af den stærke lugt af blod, som hele tiden dryppede fra den fløjlsbløde mule. Hun var så sårbar overfor omverdenen, enhver rovdyr ville kunne lugte hende på lang afstand. Men hvorfra skulle hun vide det? Hun havde aldrig stødt på sådanne fare, tværtimod havde hun været beskyttet i en lille boble. Et mildt prust forlod blidt hoppen, som atter skridtede nogle enkle skridt fremad – men blev med ét bremset da en lyd ramte hende.

I horisonten, i en silhuet længere fremme stod en skikkelse. Hoppen spidsede nysgerrigt ørerne fremad, da den hingstede lyd havde ramt hendes sensitive hørelse. En ukendt lyd, som hun ikke havde hørt meget af før. Hun forsøgte at besvare med en lyd, som mindende om en feminin nynnen, inden nervøsiteten tog over, og hun bakkede de skridt hun før havde skridtet frem.

Skikkelsen virkede så stærk, selv her på afstand. Usikkerheden hærgede hendes sind, specielt nu hvor hun var sårbar. Skulle hun nærme sig, eller stikke af? Hovedet gled sidelæns, benene krydsede klodset hinanden, og i en ustabil gang skridtede hun til siden, for at undgå den stærke hingst. Det var vel det, han havde ønsket, ikke? At hun forlod hans vandren?

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Follow me

Den fremmede, lysegrå hoppe er nem for mig at se, da det som sådan ikke er mørkt endnu. Blot en anelse.. dystert. Men det passer mig fint. Kort efter, at jeg er trådt frem, og ud på hendes vej, opdager hun mig. Heldigvis. For en kollision med mig, ville nok ikke være rart for hendes spinkle og i forvejen blodige krop.

Kaster kort hovedet op, en anelse voldsomt. Men hun virker ikke så pokkers anmassende, og det kan både være godt, men det kan aldeles også være skidt. For en nervøs anlagt hoppe, er nem at rende om hjørner med, nem at lege med.. Men har jeg tænkt mig at gøre det? Jeg ved det ikke endnu. Svirper med den grå hale bag mig, inden mit blik fæstner sig henover hendes krop. Et voldsomt brum forlader min opspændte krop, og jeg smider kort et forben i jorden. Dette er ikke tiltænkt hende, men rovdyrene der er omkring os, hvis de er her. Dette viser jeg ved, at mine øre vipper omkring, og ikke hviler på hende.
Efter dette, drejer jeg min krop en anelse, så jeg står med siden til hende, kaster hovedet i den ene retning, væk fra hende, for at få hende med mig. Hun skal væk fra den her ø. Her, høre hun ikke til. Ikke i den tilstand. Der forlader ingen ord fra min mule, da ord ikke ligefrem er min bedste ven..

Knejser nakken op, og begynder at bevæge mig af sted. Et kort, dybt brum, kaldende, falder tilbage imod hende, for at være sikker på, at hun opfatter min hentydning til at følge med mig.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

I tusmørket var den gråhvide hoppe yderst synlig. Hendes blonde man dansede let omkring den gråhvide hals, mens hendes slanke ben bevægede sig usikkert. Smerten dunkede ganske let i hendes hoved, men endnu havde hun ikke opdaget sit nye handicap, for den lyse man dækkede såret, øjet hvor blodet dryppede fra. Det smalle hoved fløj højt op i vejret, mens ørerne spidsede sig nysgerrigt fremad, da den majestætiske hingst bevægede sig i det fjerne. Det blå, synlige øje som ikke stær i videre stærk kontrast til hendes lyse pelspagt, betragter betaget hingstens yndige maskulinitet, samt kærtegner lyden af hingstet brum hendes mandelformede ører; en så stærk og mandlig tone som med ét for hende til at søge den. Søge den styrke denne fremmede øger. Dybt inde i hende blomster et håb op, og nynnende brummer hun til ham, i en ganske speciel lyd: lyden er blid som berøring med en fjer, men det er alligevel en lokkende tone, som sirener der forsøgte at hidkalde ham.

Betagede hvillede hoppens blik på hingstens kropssprog, som han så afbalanceret udfører. Hvordan kunne det lade sig gøre? Et lille klynkende grynt forlod forsigtigt den lille hoppe, som med sine mindre elegante bevægelser lod sine skridt gå mod ham: selvom hun forsøgte at spadsere ligeud, så slingrede hun kluntet. Hovedet søgte hurtigt ned, for at finde en smule balance, alt imens hun med største koncentration bevægede sig usikkert videre. Videre op mod den smukke, stærke, elegante hingst.

Selskab havde den lille gråhvide hoppe ej haft meget af. Derfor blev hun hurtigt draget af ham, af hans velafbalancerede bevægelser, hans ynde og maskulinitet som tydeligt spillede op mod hendes femininitet. Det synlige øje glimtrede af loyalitet, af livsglæde og varme, men samtidig også en brændende nysgerrighed, og netop det blik ramte hingsten. Det smalle hoved nikkede kortvarigt, hvilket gjord at hun tog noget af sin fart af, for nu skulle hun jo koncentrere sig om bevæge sit hoved, inden hun klodset og naivt fulgte med ham.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Volontaire
My past is hunting me

Den lysegrå hoppe, der kan se en anelse sølv ud i det lidt dunkle skær, virker ganske nysgerrig anlagt. Noget, jeg aldrig rigtig selv har været – i hvert fald ikke udadtil. Men jeg er da vis på, at hun sikkert bare er en ung hoppe, der ikke rigtig har smagt på livet endnu, og at hun måske bare er.. et føl indeni. Det er jeg aldeles ikke selv mere, da jeg igennem mit endnu korte liv, har oplevet en masse, som jeg gerne ville være foruden. Men det er en del af mig, og jeg kan ikke løbe fra det, selvom jeg ihærdigt forsøger til tider. Men ingen, selv ikke jeg, kan løbe fra fortiden, uanset hvor længe jeg forsøger.

Jeg kan mærke, hvordan hendes øjne hviler på mig, da jeg har bevæget mig af sted, som om hun er betaget af de bevægelser jeg ejer, og som aldeles kun er mine at eje. Men måske er hun misundelig? Men der er intet at være misundelig på. Jeg går, som en hingst, og hun sikkert som en hoppe. Hver med sin specielle gangart, så hvorfor så betaget af min? Da jeg ser bagud, ganske kort og skulende, kan jeg se hvordan hun slingrer fra side til side. Er hun mon skadet mere, end det ydre viser?

Ser frem for mig igen, og tygger kæberne en anelse sammenbidt i. Hendes lyse brummen ramler ind i mine øre, og i et kort øjeblik, er jeg taknemmelig for, at brunst lugten ikke eksisterer i dette område – endnu. Da hun træder op til min side, kan jeg nu se hende, uden at skulle skule. Men jeg lader aldrig mine øjne ramme hende, da jeg ikke er interesseret i at hun skal anskue den sjæl, jeg stadig besidder, som dog er brudt i flere stykker. Men jeg betragter i stedet hendes krop, og med en automatisk voldsom brummen, indikerer jeg overfor andre at hun nu er min hoppe – ikke at dette er noget specielt, men hun er pt. Skadet, og jeg har valgt at ”passe” på hende, til trods for at det er noget jeg sjældent gør. Smider med den grå hale, inden jeg begynder at træde en anelse hurtigere af sted, ikke meget, men bare for at komme væk fra denne ø, og få hende hen til en anden.. Min kurs er rettet mod havet, som er den eneste måde at komme til de andre på. Heldigvis, er der ikke langt fra de forskellige øer.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Den lille, uudviklet hjerne kørte på højtryk. Ikke nok med at en sans var svækket, hun befandt sig på et komplet ukendt sted, og hun havde lige oplevet en skræmmende oplevelse, nej hun var en anden sjæl nær. Det var dét som dragede den lille gråhvide hoppe. Hun befandt sig virkelig sammen med en anden hest, en ægte af kød og blod! Det blå øjne så nøje på hvordan den brogede hingst bevægede sig, som var det let som ingenting. Hun derimod, hun måtte koncentrerer sig for hvert skridt hun tog – og så var det ikke engang en køn gang hun havde. Den var kluntende og klodset, men dog forsatte hun op til den stærke hingst. Det smalle hoved gjord et lille, forsigtigt ryk mens hendes blå øje betragtede hvordan musklerne spændte sig op under hans sort og hvide pels, hvordan skindet end ikke kunne skjule hingsten uendelig kraft. En dæmpet, lille prusten forlod den fløjlsbløde mule, som forsigtigt nærmede sig den brogede hingst.

Duften var stærk og markant, hvilket den lille hoppe bestemt ikke var van til, hvilket for hende til at give et grynt fra sig, og mimre med den lille mule, inden overlæben hævede sig i en grimasse. Flabende slentre hun med den mægtige hingst, inden et brum lyder. Ørerne spidsede sig nysgerrigt fremad mod hans mørke, maskuline tone som tydeligt fortalt at han ejede hende. Langsomt søgte hoppens korpus støtte mod hingsten, og i en fjerblød berøring støttede hendes side mod hingsten, men det var ej med til at gøre hendes gang lettere. Men det gjord at hun ej skulle koncentrere sig om balancen, for der var opstået en ny ting, som hjernen skulle bearbejde: brunsten.

Tøvende skulede den tavse hoppe til hingsten, inden hendes smalle hoved gled i vejret. Havet glimtrede i horisonten, og fik den lille hoppe til at holde vejret i spænding. Hvilke planer havde den stærke hingst? Hovedet virrede kort til siderne, men da smerten hurtigt dunkede, stoppede hun øjeblikkeligt sit glædesudbrud. Hovedet dalede udmattet nedad, ørerne tippede sidelæns, og i afkræftet, forpint holdning lænede hun sig forsigtigt væk fra den stærke hingst, for ej at gøre ham utilpas, alt mens den blonde hale kærtegnede hendes slanke bagben.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Volontaire
My past is hunting me

Mine skridt, er som altid maskuline, og meget dominerende anlagt. Og dette er der en simpel grund til – jeg er nemlig ikke interesseret i, at andre kommer nærmere os, da hun er skadet, og jeg bryder mig bare ikke vitterligt om selskaber, hvor de består af mere end en. Egentlig, så bryder jeg mig bare generelt sjældent om selskaber, hverken af hopper eller hingste. Men jeg tror ikke, at jeg slipper for det, på disse øer, da det virker til, at her er mange omvandrende sjæle, ligesom jeg selv. Og jeg kan jo ikke afvise dem alle, jage dem væk, eller gå fra dem – kan jeg vel?

Hun er ved min side, og jeg bemærker egentlig først nu, at lugten af blod, har blandet sig med en anden duft nu, også. Brunsten. Også hun, er hærget af den sødlige duft, der får de fleste hingstes blod i kog. Men jeg plejer nu, at arte mig ganske pænt, medmindre hoppen selv udviser en kåd opførsel, og spiller op – der træder mine hingste gener til, og når det først sker, er det svært for mig at håndtere. Men hun er såret, og blodlugten gør, at jeg føler en form for afsky, ved tanken om at hun nu faktisk er endnu mere udsat.. Da hun pludselig læner sin krop imod mig, spænder jeg ufatteligt hurtigt, og meget op. Jeg bryder mig ikke om folk, der skal så tæt. Ikke mere. I ren refleks træder jeg nogle skridt til siden, og siger en afvisende og dyb lyd.

Kigger bagover, da hun i et ryk standser op, og sænker hovedet i en forpint grimasse. Men desværre, er hun havnet sammen med mig, og jeg er ikke typen der kærtegner og opmuntre, jeg er nærmere kommanderende, og til tider nedladende, overfor svage sjæle. Men jeg gør det egentlig i god mening, det er nok bare min måde at vise ”frygt” og ”omsorg” på. Så da hun står sådan, brummer jeg i en voldsom tone, og slår det ene forben voldsomt i jorden, hvorefter jeg utilfreds tripper en anelse til siden, med nogle voldsomme bevægelser. Kaster hovedet op, og træder igen nogle skridt fremad, mens jeg brummer i den dybe og kaldende tone – vi skal ikke stå her!

[/size][/color]

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Hingstens opførelse fangede den lille hoppe med det samme. Han ønskede hende ej nær. Han ønskede af stand, på trods af at han ønskede at hjælpe hende. Afstand. Tonen fortalte hende tydeligt hvordan hun skulle arte sig overfor den maskuline, muskelfyldte hingst. En mystisk hingst, såvel. Hvorfor hjalp han hende overhovedet – havde han skumle planer? Den gråhvide hoppe kendte ej meget til ondskab, for hun var blevet beskyttet af noget ukendt siden fødslen. Men hendes hjerne var hurtigt til at opfange ting, som hun ej selv havde været udsat for, endnu. Hovedet dalet langsomt nedad, mens hendes slanke ben lod hende træde et skridt sidelæns, for at give hingsten mere plads og på den måde opfylde hans ønske.

Forsigtigt glippede hele hoppens krop. Hingsten forlod hende ej, da hun var stoppet op, tværtimod. Han beordrede hende til at gå videre. Mulen søgte forsigtigt fremad, mens det blå øje så med ægte intensitet og fascination på hvordan han kunne bevæge sig så velafbalanceret. Hvorfor kunne hun ikke det? Med hendes karakteristiske usikkerhed og klodsethed trådte hun atter efter den brogede hingst, hele tiden koncentreret om at huske hvilket ben og hvilken rækkefølge hun skulle gøre det i.

Diskret kastede hun sigende blikke på den majestætiske hingst. Nattevandren som havde fundet hende. Næseborende udspilede sig svagt, for at inhalere den lugt som væltede omkring ham som en usynlig aura; men lugten blev overvældet af den metalliske lugt af blod og den sødme fra brunsten. Et lille suk undslap den fløjlsbløde mule, inden hun øget tempoet, for ej at forsinke hingsten; hun ville så nødig være til besvær.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

My past is my curse

---

Jeg står med blikket fæstnet på hende, fordi jeg ønsker at hun skal komme med igen. Jeg er godt klar over, at hun nok i denne tilstand, ikke er i stand til at svømme til den anden ø, selvom der er steder i vandet, midt i det hele, hvor der er lavvandet, og hvor man så kan gå. Ellers ville det være umuligt, at komme fra ø til ø. Men jeg er vis på, at jeg skal have fundet en sø til hende, hvor hendes sår kan blive renset, fordi det er alt for farligt med blodlugten, for os begge to.

Heldigvis træder hun atter frem, og da kommer et kort, og tilfreds brum fra min muskuløse krop. Jeg er glad for, at hun igen er i gang, både for min egen skyld og for hende. Jeg ved ikke hvorfor jeg hjælper hende, for jeg kunne bare være gået. Men måske er det tanken om, at jeg i forvejen er morder, og ikke ønsker flere på den samvittighed? Jeg ved det ikke. Måske er hun blot heldig, at jeg denne aften, ikke har trukket mig helt ind i mig selv.

Kaster med hovedet, og går ved hendes side, dog uden at røre, men bare for at kunne mindske lugten af blod fra hende, ved at blande den med min egen luft. Svirper med halen, og skuler opmærksomt omkring os, overvejende. Lader blikket glide frem, og nogle m. længere fremme, er der en sø at se, som jeg før har benyttet. Den er meget lille, men den er der. Ser frem, og brummer sigende til hende, så hun ved, at det er der, vi skal hen nu. Jeg kan godt se, at hun går klodset, men jeg tager mig ikke af det endnu. Jeg kunne sagtens udnytte den slags, men det gør jeg ikke. I hvert fald ikke endnu. Og om jeg gør det, det ved jeg ikke.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Handlingen er korrekt. Idet den muskuløse hingst dræbte stilheden med hans tilfredse brumme, rykkede den gråhvide hoppe sit smalle hoved en smule i vejret af glæde. Ej en boblende eller mere betydelig glæde end det, men hun havde alligevel formået at kunne tolke ham rigtigt – hvilket hun følte var et stort skridt, nu hvor hun skulle bearbejde alle de nye indtryk som haglede ned over hende. Men hun blev nød til at lukke af for alle disse indtryk, for at koncentrer sig om at følge den mægtige hingst, som havde været et lys i mørket; han havde ej vandret forbi hende, men til hende. Han havde opsøgt hende og hjalp hende. Det blå øje betragtede fascineret hans spraglede kropsfarve, hvor mørke og lys hærgede om at dominere.

Han var hende tydeligt overlegen. Musklerne dansede under hans smukke pels, mens han vandrede ved hendes side. Hun betragtede ham med betagelse, men søgte ej længere hen mod ham; hun havde lært lektien. Han ønskede hende ej for tæt. Men alligevel ønskede han at hjælpe. Var det lyset og mørket som hærgede i hans indre; et indre hvis virvar hun aldrig ville få glimt af se? Forsigtigt strakte hun sin lille mule fremad, og med den milde brummen nynnede hun til ham, alt mens ørerne flippede sidelæns.
Søen formede sig længere fremme, og det gjord at den lille hoppe flappede ørerne fremad, nysgerrigt. Han kendte området, det var tydeligt. Et sigende blik skævede til den mørke hingst hvor længe har du vandret her? Inden hun udstødte et lille prust af anspændthed og nysgerrighed. Nysgerrig efter at lære denne hingst planer af kende.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

My Past Is My Curse

---

Mine øjne bemærker, hvordan den lysegrå hoppe virrer hovedet en anelse om. Som om, hun er stolt over noget, hun lige har gjort. Skimter en smule rundt, for at holde øje med den omverden vi bevæger os i. Noget jeg også har bemærket hos den klodsede hoppe, er at hun har et blåt øje, noget man sjældent ser. Men på disse egne, er det måske ikke så forunderligt? Hvad ved jeg. Svirper med den grå hale omkring mig selv, og spænder en smule op i mine muskler under pelsen, for at vise de fremmede der kunne risikere at være omkring os, at de altså aldeles ikke er velkomne i vores selskab. Overhovedet!
Hun virker så fascineret over mig, den måde hun beskuer mig på. En form for ærefrygt. Hvorfor, det forstår jeg vitterligt ikke, da jeg ikke er noget specielt, i forhold til så mange andre. Egentlig, burde hun bare synes at jeg er irriterende, eftersom jeg intet siger, og jeg yder heller ingen form for omsorg.

Kaster kort med hovedet, da vi når ned til søen. Endelig. Standser op ved kanten dernede, og brummer i en sigende tone til hende, for at få hende hen til søen. Jeg kommer nok til at hjælpe hende, med at fjerne blodet, hvis det skal gå hurtigt. For den lugt der hænger over hende, kan lugtes langt væk fra os. Og jeg er i tvivl om, om jeg kan hjælpe hende, hvis rovdyrene først kommer. For ærlig talt, virker hun ikke til at kunne løbe hurtigt nok væk, hvis det kommer til stykket. Sænker et kort øjeblik min mule ned i det kolde vand, og tager den så op igen, nu med vand ned af den bløde mule. Jeg strækker den ikke hen til hende, men i stedet knejser jeg nakken så voldsomt, at vandet fra mulen rammer min bringe.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Tavsheden gjord ej den lille hoppe noget, tværtimod. Når den fremmede ej ytrede sig med sin stemme, betød det også at hun ej behøvede at skulle finde på ord at bruge – hvis hun da kunne finde på noget at sige. Det var ikke sikkert. Hun var ej ekspert til at bruge sin stemme, bruge sammenhængende ord, netop fordi hun aldrig havde lært det. Hvad var ord overhovedet, andet end en sætning som burde give mening? I hendes tilfælde gjord de sjældent. Men det betød ej at hun havde givet op, den lille hoppe. Det betød blot at hun holdte sin stemme skjult, gemt dybt i sig, og kun brugte den hvis det var nødvendigt.
Denne spraglet danser havde ej snakket, derved havde hun ej haft brug for sin stemme. Det var rart, for hun var sikker på at hun ej ville kunne snakke ligeså let som ham, såvel hun ej kunne bevæge sig med samme elegance og balance.

Søens spejlblanke vand skinnede i det fjerne. Nysgerrigt vippede den grå hoppe sine ører fremad, mens hun gav en mild nynnen fra sig. En nynnen som hurtigt blev overdøvet af hingstens sigende brummen, som hun hurtigt lyttede til. Forsigtigt og slingrende trådte hun hen til kanten til søen, hvor kun koderne blev dækket af det iskolde vand. Hovedet sænkede sig ned til vandet, hvor overlæben begyndte at lege med vandet, som resulterede i at plaske op i hendes hoved. En fornøjet nynnen dræbte stilheden omkring hende, og muntert kastede hun et forben i det dybe vand, indtil hun drejede hovedet med et sæt mod den stærke, majestætiske hingst.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

My past is my curse

---

Denne unge hoppe, der er så fin lysegrå, er ikke helt nem for mig at greje. Jeg ved ikke hvad hun render og tænker, og jeg tror egentlig heller ikke, at jeg er interesseret i at vide det. Jeg interesserer mig sjældent for nogen, og endnu sjældnere for deres tanker. De kommer ikke mig ved, da mine tanker heller ikke kommer dem ved. Derfor, tier jeg også ganske ofte. Jeg bruger sjældent min dybe og hæse tone, medmindre det virkelig kræves af mig, eller jeg har noget, der ifølge mig selv, er nyttigt. Hun er klodset at betragte, når hun bevæger sig af sted. Men når hun blot står stille, så er hun skam ganske køn. Men det er de fleste heromkring, af hopper jeg har beskuet. Men jeg falder ikke for dem. Falder ikke for deres snue og tankespind.
Da hun træder ned til vandet, falder mine øre en smule omkring, meget opmærksomt. Da hun så pludselig begynder at lege, og ser imod mig, vippes mine øre en anelse bagud. Svirper med halen, utilfreds. Brummer i en dyb tone, inden jeg så nu lader min stemme komme frem fra dybet.

,,Du bliver nødt til, at vaske det blod af, der er på din krop.”

Siger jeg i den dybe og hæse tone. Mere siger jeg ikke, da jeg ikke er interesseret i at tale yderligere. Denne ene sætning, det må være det eneste der bliver sagt for nu. Og desuden så må hun da selv kunne forstå hvorfor.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Den blåøjet hoppe lod sit øje hvile på den majestætiske hingst, som stod i en stærk og rank holdning, hvor elegancen og balance lyste ud af ham. Hun derimod, hun kunne ej nå ham til knæhøjden, det vidste hun udmærket. Det gjord hende inderst inde trist, flov at hun var så underlegen hans smukke gangarter, men den triste følelse fik ej lov til at hærge hende længe; en naiv tanke opmuntrede hende hele tiden med, at øvelse forhåbentlig gjord mester. Var det ikke sandheden? Et øjeblik var hun åndsfraværende, stod blot med et intetsigende blik på den broget hingst, indtil han med ét vækkede hende fra trancen. Hans stemme spillede op mod stilheden, som blev jaget på flugt. Mihr rykkede sagte med hoved, mens hun forbløffet lænede sine mandelformede ører fremad, fanget af den karakteristiske lyd, stemme, som han valgte at dele med hende. Men betagelsen varede ikke længe, for hun opfangede hurtigt ordreren. Langsomt strakte hun det ene forben fremad i vandet, og bukkede sit fintformede hoved ned mod den spejlblanke overflade. Et svagt sekund betragtede hun spejlbillede, som virkede så forandret. Hvor var det gode syn blevet af? Et dæmpet, lille suk forlod hende i en sigende lyd, inden hun da lod hovedet gnide op og ned ad forbenet, mens hun gang på gang dykkede hovedet i hurtige spjæt ned i det iskolde vand.

Da handlingen var blevet gentaget utallige gange, trippede hun langsomt af det iskolde vand, som hviskede om hendes tidligere nærvær med dets sælsomme ringe. Ørerne tippede lyttende bagover, som forsøgte den unge hoppe at lytte efter disse ringes sang, men forgæves. I stedet vendte hun al opmærksomheden mod den maskuline, broget hingst. Bevægelser stoppede med ét. Hovedet var hævet i en acceptabel, ej overlegen eller underdanig holdning; blot tippet en smule på skrå. Mulen mimrede hele tiden, da de sidste dråber fra vandet kilede den sensitive mule, men ellers bevægede hun sig ej. Hun håbede blot på, at hun havde gjort noget rigtigt.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY