|
|
Post by Deleted on Apr 24, 2012 18:54:26 GMT 1
My past is my curse
Denne blåøjede hoppe, hvis bevægelser da vi gik, bestemt ikke var yndefulde, virker til at have en eller anden form for misdannelse, eller sygdom. Hun virker ’barnlig’ af sind, ikke fordi hun kaster sig rundt som et kådt føl, men fordi hun søger min tilkendegivelse og accept, efter hun har fjernet noget af blodet. Som et føl, der ønsker sin mors respons, for at se om handlingen er korrekt eller om det er en misforståelse. Dette, det forstår jeg ikke. Men denne grå skabning, er mig egentlig en gåde, og om jeg synes det er godt eller skidt, det er vidst en anelse blandet. Hun virker så.. sårbar.. Så lille. En hoppe, der kunne få brug for beskyttelse engang i fremtiden, men af mig, det bliver det ikke. En anden hoppe, har jeg allerede i tankerne, ikke af forelskelse eller stærke følelser, men fordi hun har trådt ind i mit dybe indre, med forsigtige tiltag. Hun har ’vundet’ noget i mig, noget der gør, at jeg har accepteret hendes tilstedeværelse når hun er i nærheden, selv efter kun to simple møder. Men denne hoppe, hun.. hun forvirrer mit i forvejen rodede sind, og der er ikke skabt nogen form for bånd imellem os, og derfor ser jeg ingen grund til at være hendes beskytter, eller lære hende om denne ø. Men advare hende, og kort vise hende vej til søen, det kan jeg leve med.
Mit blik hviler kort på hende, mens jeg stadig står med min majestætiske holdning, med musklerne spændte, bringen skudt frem, og nakken let knejst, for at se større ud. Hun står der, og kigger imod mig, for at finde en form for tilkendegivelse over den handling hun har udført. Men den får hun ikke, da jeg aldeles ikke er typen der fortæller andre hvad der er rigtig og forkert, medmindre de træder over mine hove, eller nogen jeg kunne ske at have nær. Så skal jeg nok træde i karakter, og det er uden tøven! Men ligenu, er hendes handlinger mig en gåde.. I stedet for at give hende et kort nik, for at vise at handlingen er korrekt, drejer jeg bare ansigtet væk fra hende, og drejer det imod vulkanens buldren.
,,Du skal gå fra denne ø, grå hoppe. Denne ø, er for sjæle, der ikke er gode for andre. Drag videre til de grønne øer, hvor der er frodigt og liv. Dette sted, er ej for en hoppe som er skrøbelig.”
Jeg kan måske virke hård i mine ord, ved at kalde hende skrøbelig. Men det kan vel også menes som en hjælp til hende. Hvad det så er, det er op til hende selv at tolke. Jeg viser ikke selv hvad jeg mener med ordene, for min kropsholdning har ikke ændret sig, og min stemme er altid ru, tung og mørk. |
|
|
|
Post by mihr on May 4, 2012 16:21:16 GMT 1
Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN Den lille grå hoppe lod blikket hvile på den broget, stærke hingst som var den første levende sjæl, som hun var stødt på i dette land, også selvom hun ej måtte lede længe. Han var som en søger, som pludselig havde fundet hende på hans vej; og hun var han taknemmelig. Men denne taknemmelighed vidste hun ej hvordan hun skulle vise for denne hingst, som var indespærret bag en mur, og udstrålede en kølig facade. Han var maskulin og venligsindet, men han var også farlig, det var den lille hoppe overbevidst om. Han var en af dem, som hun virkelig skulle passe på. Alligevel følte hun sig nysgerrig overfor denne hingst, som besad sådan en stærk karakter. Men igen, hun vidste ikke hvordan hun skulle vise dette, for hvordan ville han reagere?
Ørerne fanges hurtigt i det net, som hingsten skaber, idet han snakker med den ru, mørke stemme. En stemme som altid ville stå i stærk kontrast til hendes egen, som var gemt langt, langt borte; den var så dybt begravet, af ingen levende sjæle ville kunne kende den. Måske ville hun ikke selv kunne kende den, hvis hun sagde et ord, men det gjord hun ikke. Hun stod i stedet blot helt stille, med sit fine hoved tiltet på skrå. Han ønskede ej hendes nærvær; han følte ej den samme længsel efter at kende hende, som hun følte for at kende ham. Forsigtigt strakte hun mulen i hans retning, mens hun nynnede i en dæmpet, feminin, men behagelig tone; det var den taknemmelighed hun kunne vise ham. Mundvigen rykkede diskret på sig, inden hun ubalanceret bakkede et respektfuldt skridt, for at vise denne majestætiske hingst, af hun ej ville overskride hans grænse, eller havde i sinde at være en byrde for ham. Tværtimod var hun blot en nysgerrig sjæl, som var fascineret af denne brogede skabning. Men hun forstod udmærket, at han ej ønskede hendes tilstedeværelse længere, hun måtte drage videre. Alene. Ensom. Han selv virkede til at blive tiltrukket af den mægtige vulkan, som kunne skimles i det fjerne. Ville han tillade hende at følge med, eller ønskede han fred?
WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY |
|
|
|
Post by Deleted on May 5, 2012 19:55:37 GMT 1
My past is my curse [/font]
Hun svarer mig ikke. End ikke en respons på, at hun forstår at denne ø ikke er et sted for hende. Og jeg ved derfor ikke, om hun har forstået det, eller blot ser på mig, som et kæmpe spørgsmålstegn. Egentlig, så har jeg slet ikke hørt hendes stemme endnu. Måske er hun stum? Eller.. døv? Jeg ved det ikke. Men det huer mig i hvert fald ikke, at der intet svar kommer, når jeg siger noget til hende. Smælder med den gråsorte hale bag mig, mens jeg overvejende spejder henover hende. Da hendes mule kommer mig nærmere, uden at være tæt på, flappes mine øre ud til siderne, mest fordi jeg efterhånden er en anelse irriteret over selskabet.
Men da hun så vælger at træde nogle skridt bagud, og vise at hun respekterer mig på denne måde, og skaber afstand til mig, så bliver jeg egentlig bare mere skeptisk over for hende. Det er ikke fordi jeg ikke er glad for at hun træder væk, men det er mere fordi det giver mig mere grund til at tro, at hun ikke forstår hvad jeg siger. Hun svarer ikke. Giver ingen respons for forståelse.. Knejser nakken hårdt op, og træder nogle skridt bagud. Ser overvejende på hende, inden jeg så kort ryster på mit hoved, og træder flere skridt bagud. Vender dermed omkring, i et hård bevægelse, og vender så ryggen til hende, for dernæst at sætte i skridt. Jeg har fået nok af denne stumme og klodsede hoppe, det kan jeg mærke. Og hvis jeg ikke skal skade hende, så skal jeg væk. Sætter frem i en maskulin og hård skridt, mens mine øre vippes bagud, i en afvisende holdning til hende. Jeg vil ikke være beskytter for hende, det er der ingen grund til.. Bevæger mig videre imod vulkanen, længere og længere væk fra hende.
[Volontaire – Out]
|
|
