Uendelige farver..

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Den store, mægtige ildkugle stod højt på himmelen og lyste de mange farver op træerne ejede: røde, rødbrune, brune, orange.. Den spinkle, lille hoppe stod ude på den åbne eng med hovedet højt hævet, og med betagelse betragtede hun træernes kroner, de almægtige farver. Ørerne var spidset helt fremad, mens vinden legesygt lod hendes blonde man fyge omkring den gråhvide hals. En dæmpet, lille munter prust forlod hoppen, inden hun rystede sit smalle hoved, og skævede til begge sider. Hun blev nød til at leve med sit nye handicap, hendes blinde øje gemt under pandelokken. Det var en hel ny ting hendes hjerne nu skulle i gang med at arbejde med; den ellers så forvirret hjerne fik rigeligt at se til med at indprente alle de nye ting, men også pludselig at vænne sig til en svækket sans var bestemt ikke let for den. Den hvide mule dannede en lille rynke som nåede hendes råhvide blis, inden hun strakte hovedet forsigtigt ned til det bølgende græs, som hun efterlod et lille prust til.

[ Reserveret til Camie – hvis du da stadig ønsker at snakke med lille Mihr. ;D ]

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den nyudsprunge natur prydede krontoppende over Diegos hoved. Diegos ben for af sted over den bløde, men ujævne bund i skovens dyb. En livlig fugl flaksede hurtigt forbi Diegos hoved og efterlod Diego stående brat fra den hurtige fart. Hans ansigt så lettere betuttet ud, og den hvide mule mimrede kort, inden hans drengede stemme slog ud i latter. Han rystede på hovedet, og sprang hurtigt an igen! Snart kunne han ane den smukke blå himmel, med solen der stod højt fremme! Han var snart nået ud til enden af denne Ø’s værdighed; skoven. Engen lå nu fremme for Diegos hove, da han stoppede i det farverige skovbryn. De mange nye dufte, eller ikke nye, men velkendte; tilbagevendende. Foråret, det var skønt! Diego kunne ikke mindst ikke kun mærke foråret omkring sig, men også inden i. En dejlig varm og glad fornemmelse. Dog var hans blik alligevel som altid, ungt og sprudlende af energi, som det nu fik øje på en ukendt sjæl? En grå hest stod der længere fremme, omtrent en godt stykke ude på engen, måske ude for hørevidde? Der bredte sig hurtigt et bredt smil over Diegos hvide mule, inden den blev slået i vejret med et højt, drenget og ungt vrinsk! Tilkendegav, gjorde han sig selv, mens han spændt ventede reaktionen vippede hans øre nysgerrigt og opmærksomt frem imod hesten der lige nu lignede mest af alt en grålig klat i det smukke grønne.

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Den gråhvide lille hoppe havde altid levet i harmoni. En atypisk harmoni ville nogle måske mene, men hun fandt den ganske almindelig; for hun havde jo aldrig prøvet andet. Hun var aldrig blevet udsat for ondskab, i hvert fald ikke i hendes levetid på jorden – først da den skræmmende rejse havde begyndt. Men det var en rejse som havde bragt hende til dette sted; jovist havde den skadet hende, men for at få noget, måtte man give noget, ikke? Det var nok tilfældet; hun måtte give halvdelen af sit syn for at blive velsignet til at vandre i dette land. Men der var ingen grund til at være trist over den beslutning som var blevet taget for hende, hun måtte stadig nyde livet mens hun havde det!

Trods hendes klodsethed, følte hun sig alligevel fri og let når hun befandt sig på sådan et åbent område. Langsomt trippede hun på sine spinkle forben, mens hun udstødte små, muntrere grynt. Hun nød at foråret atter ville lyse op, lade farverne blomstre og i det hele taget gøre verden endnu mere lokkende at se på! Med et livsglimt af glæde i hendes blå øje, trippede hun et par skridt fremad, indtil en lyd vækkede hendes nysgerrighed. Lyden af en ung hingst eskalerede stilheden, og den lille hoppe kastede sit slanke hoved i vejret, mens hendes aura lyste op med nysgerrighed.

Hun var ikke alene. Duften af mos og skov efter en regnvandsdag ramte hendes sensitive næsebor, som mimrede ganske forsigtigt på grund af duften. En rød hingst stod længere væk; en forårs hingst var hoppens første tanke. Hans røde pels lignede de mangfoldige blade. Alligevel havde vinteren også sneget sig ind med sne på hans stærke ben, som lyste råhvidt op fra hans ellers markante farve. Hun ønskede at svare ligeså livsmuntert som ham, men hendes tone bar præg af noget helt andet: tonen var feminin og mindede om de lokkende sirener. Langsomt vendte hoppen fronten mod forårs hingsten, og udstødte et legesygt fnys.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den lille grållige klat fik da hurtigt øje på Diego, og uden fordomme og forventninger fra Diego, blev han da alligevel overrasket, da et feminint og næsten lokkende hyl I form af vrinsk lød fra hoppen. Diego spidsede de røde øre nysgerrigt og yderts opmærksomt, mens de mørke øjne sprudlede energisk og nysgerrigt, samt ikke mindst ungt og uvidden. Snart lød sig et legesygt fnys, og et kast med hovedet udgjorde Diego, før det brede drengede og unge smil fandt sted på hans hvide mule, før han småsprang frem et par galopanspring over det smukke grønne forårsgræs. Hurtigt slog han da i trav, rummeligt og taktfuldt bar hans ungdommelige krop, samt sind ham af sted, med en nysgerrig aura over sig.

Ørene vippede nysgerrigt og opmærksomt frem, som han nærmede sig, mens hans øjne sprudlede fortsat energisk og ungt, samt vågent imod denne hoppe. En køn lille sag, der stod der på engen. Men duften af brunst ramtes i luften, Diego slog derpå let mulen i vejret, drenget og vildt, forinden han så småt satte ned i fart da han nærmede sig den grållige sjæl, med den lyse man og hale. Der gik ikke længe før Diego nærmest tilbageholdte sig selv, og stoppede i en fin parade. Et dybt nik, respektfuldt og hilsende fandt sted, før hoppen atter mødte Diegos unge og livsmuntre ansigt.

”Goddag.”
Lød den drengede og unge stemme så gennem luften, mens det nysgerrige, men jovist uvidende og sprudlende blik betragtede hoppen, dog uden at virke synderligt granskende eller for påtrængende.