Vindens fortælling, om træernes hemmeligheder.

Vinteren havde endelig gjort sin ende i Andromeda, det måtte Zekaryah erkende, som han bevægede sig smidigt igennem Chibales skovbelagte område. Jordbunden var synligt, efter at sneen som en dyne havde ligget der i efterhånden lang tid. Bag den store hingst, snoede halen sig fra side til side, som slangen der levede i hans sind. Zekaryah, Den huskede. Tanken gentog sig. Ordene. Moderens milde stemme; Hvordan en så vis hoppe kunne have taget fejl, det var Zekaryah ikke helt klar over, men hoppens ord, troede han ikke længere på. Hvordan kunne en hingst, med slanger i sit sind nogensinde blive husket. Hingsten prustede afdæmpet og stoppede op, i en lysning, hvor solens stråler formåede at trænge igennem. Den varmede hans krop; trods foråret kun lige var begyndt; og varmen langt fra på sit højeste. Der ville ikke gå mange måneder, før hans elskede ørkensandlandskab ville være uudholdeligt at være i, leve i; for alle andre en ørkenslangerne naturligvis. Det mørke, fjerne blik lod sig skæve omkring; mange ville være i tvivl om, hvilken side Zekaryah egentlig holdt sig til, var han god, som den moder der havde givet ham liv, eller ond, som mange ville mene slangerne i hingstens sind var.
Zekaryah trak sig kort på skulderen, her virkede dødt, her i Chibale, træer.. Store. Bladløse bøgetræer, tårnhøje nåletræer, hvori alverdens hemmeligheder hvilede; Hemmeligheder fra vinden. Afsløret af vinden, men fortalt af den levende sjæl; en sjæl, der kunne være ligeså levende som Zekaryah selv var. Hingsten røbede sjældent sine dybeste hemmeligheder, og gjorde han, var det i en fordrejet version, for at opnå ting. Muligheder. Hingsten slog et slag med hovedet, så pandelokken faldt ned over de matte øjne, inden den muskelfyldte hingstekrop fortsatte frem, i en rummelig og stolt skridt; en aura Zekaryah bestemt altid havde over sig.

[/blockquote]

Armonia
Pure at heart.

I denne lysning, der er blandt skovens træer, bevæger jeg mig af sted med ganske lette og smidige skridt. Men jeg standser da let, da jeg står i lysningens varme skær. Jeg nyder de stråler, der ramler imod min røde pels, og jeg nyder hvert et eneste sekund. Mine røde og feminine krop, har mistet en smule af sin elegance, da vinteren har taget af det fedt, der skaber de yndige kurver. Mine hofteknogler stikker en anelse frem, men dog ikke sygeligt.
Jeg ved, at der ikke går længe, før jeg igen har fået den form jeg plejer at besidde, og jeg må indrømme, at jeg ser frem til det. Mine røde øre, vipper langsomt omkring, lyttende til den omverden jeg drejer omkring i, og betragter. Jeg står blot i denne lysning, med blikket op imod de stadig halvnøgne træer, hvor skuddene på grenene, kæmper for at springe ud, og skabe en dyne over de nøgne og udsatte træer. Jovist, forårets kalden, er tydelig nu, og det er jeg behaget over. Jeg holde af alle årstider, da de alle besidder nogle specielle egenskaber, og uanset hvad, så kan vi ej leve uden hvert en årstid – der skal vinter til, for at dræbe de syge planter, så nye atter kan vokse frem, blandt sommerens varme stråler.
Mit indre er ganske afslappet, som jeg står der, med halsen en anelse strakt, men mine øre vippes pludselig bagud, da lyden af hove ramler ind i mine sensitive øre – en fremmed sjæl.
Langsomt drejer jeg ansigtet, i den retning, hvor hovslagene kommer fra, inden et lyst og blidt brum forlader min fine røde krop. Jeg er, ligesom mange andre hopper, inde i brunst perioden, men dette gør dog ikke, at jeg render og gemmer mig for fremmede, eller bekendte, da jeg er en yderst social hoppe. Mine røde øre vipper nysgerrigt frem, mens det varme blik hviler imod lydende, afventende, og forhåbningsfuldt, om at denne fremmede sjæl, måske vil tage imod mit selskab.

Den store, muskelfyldte hingst afskar sig selv for sine tanker, da en hvislende lyd lod sig gennemklinge i hans hoved. En hvislen. En snoende hvislen. Hingsten slog et slag med halen, og kastede med hovedet som i et bekræftende nik, da hans blik landte mod den fremmede, røde hoppe et stykke borte fra ham selv. Zekaryah havde beskuet mange fra længder, men kun ganske få havde han taget sig tid til at tale med. Kun få, var blevet bekendtskaber, og kun en, var blevet til mere end blot bekendt. Hingsten trak let på mulen, da hoppens yderst behagelige duft ramte den store hingsts næsebor. Zekaryah skød sit bryst ud, og krummede nakken stolt, som en hver anden hingst ville gøre, i duften af brunstige hopper. Han betragtede hende nøje, Slangen i hingstens sind betragtede hoppen nøje. Og den fortalte hemmeligheder om hende til Zekaryah, hemmeligheder, som var blevet fortalt af træerne; videregivet fra vinden. Indbilske hemmeligheder så at sige, for aldrig havde han mødt denne hoppe før. Han læste hendes ydre, hver en bevægelse; og her igennem, ville han med tiden, lærer hendes dybeste hemmeligheder at kende. Den mørke hingst gjorde et nik som hilsen, så den store man bælgede med sig. Pandelokken var tyk, og lang, og gemte de matte, og fraværende øjne, som befandt hans sind sig i en helt anden verden. Da gjorde han tegn til at begive sig fremad; hoppen havde budt ham velkommen, og Zekaryah taget imod hendes velkomst.
I takt med at han nærmede sig, i den stolte og afslappede gang han besad; en helt særlig aura, studerede han hoppen bag pandelokken, og han blev fortalt mange forskellige ting i sit hoved; Han ville kunne bruge denne hoppe.

,,Goddag du yndefulde Røde, tillad mig at præsentere mig selv; Mit navn er Zekaryah.”

Brød den store hingst tavsheden, med den afdæmpede stemme, måske kunne slangens hvislende ord høres, hvis man virkelig lyttede efter i Zekaryahs stemme; for han var blot bærer af disse væsener, videregiver af deres ønsker og ordre, og trofaste hjælpere. Han elskede sine ørkenslanger, for de havde gjort ham stærk. Usårlig. Og de havde bestemt gjort en lukket bog meget nemmere at læse!

[/blockquote]

Pure at heart

---

Den mørke hingst, der nu er synlig bag træerne, virker til at have bemærket min eksistens, ligesom jeg mærkede hans. I hvert fald, er hans blik nu drejet i min retning, og det er så nu, jeg finder ud af, om jeg bliver beriget med endnu et selskab, eller om han takker mig nej, og forsvinder mellem de nøgne træer. Hans muskuløse krop, drejes nu i min retning, og jeg er dermed sikker på, at han nu i min retning går, og nok vil lade sin sjæl være i nærheden af min, og dermed fuldende det selskab jeg søgte.
Hvor længe han så bliver her, det kan jeg ej vide. Men blot et kort møde, er alligevel en masse værd, hvis man blot bruger den tid, der er blevet os givet.
Hans muskuløse krop, er ikke blot spændt op, af natur, men også fordi han nok reagerer på den brunst, der desværre florerer rundt i området – eller måske er det godt nok. Med brunst, kan der blive skabt nye eksistenser, og nye sjæle vil dermed få dette fortryllende land, til at vokse sig endnu større.
Hans store man, dækker hans øjne, og jeg kan dermed ikke se dem særlig godt – men jeg søger dem heller ikke. Jeg har aldrig været typen, der søger ind i andres blikke, medmindre den fremmede sjæl, indbyder mig til det, da vil jeg ej afslå.
Da han standser op et stykke fra mig, vippes mine øre ganske blidt frem, og et imødekommende nik, dybt og respekterende, folder sig i min nakke.

,,Goddag, Zekaryah fremmede sjæl, hvor den grå aske har prydet din krop. Mit navn er Armonia, og jeg er hverken ny, eller gammel i dette område. Jeg er hverken kendt i området, eller ukendt – blot bekendt”

Dette er min besvarende hilsen til ham, med den fløjlsbløde og varme tone. Mine øjne hviler imod hans bringe, for ej at stirre på ham, og samtidig fordi jeg er betaget over den specielle grå farve, som han besidder, som bliver mørkere i hans ansigt. Meget specielt, og meget enestående.

Zekaryah var opmærksom på hoppen, præcis som høfligheden i ham altid havde fortalt ham, at man skulle være, overfor andre sjæle. Men ligeså var han også opmærksom på omgivelserne; for kun en tåbe, ville lade sige være i en stilstand, at et øjebliks uopmærksomhed. De eneste sjæle, der nogensinde har fejlet, har været de, der har givet sig selv hen til uopmærksomheden. Armonia. Armonia havde den røde hoppe præsenteret sig for. Et meget yndefuldt navn, til hoppen der danser med træerne. Den store hingst prustede dæmpede, og mærkede skyggerne snoe sig omkring sine ben; som slangeskyggerne have gjort, da han ankom til dette Rige. Den store hingst tog nogle skridt nær Armonia, dog uden at træde på hendes grænser, og parat til at flytte sig, hvis hun gjorde tegn på ubehag.

,,Det er ikke tit, man møder en hoppe, der besidder ord, med samme ynde, som Dem, Armonia.”

Brummede han med sin dybe og rustikke stemme. Hvorefter han strakte i sin hals, for at fornemme hendes dufte, og indprente dem i hans hukommelse; Slangens hukommelse. Hingsten kastede let med hovedet, hvilket synliggjorde hans øjne, hvori Slangen levede; Den betragtede den røde hoppe, meget nært nu. Som forsøgte den at brænde sig ind i hendes sjæl; på selvsamme måde, som den havde gjort på Zekaryah.
Hingsten fnøs dæmpet, og tog endnu et skridt imod hoppen, ej truende, hele hans aura og atmosfære var ikke til at tage fejl af; Han kom ikke som en fjende. Men kom han som en ven? Det måtte tiden vel vise, for ikke mange sjæle fik æren af Zekaryahs venskab; mange fik æren af hans bekendtskab.

,,Armonia, yndefulde skovdanser, det er mig en ære at møde Dem. Kender De mange her i landet?”

Tilføjede han så, for at holde en samtale kørende; noget Zekaryh aldrig havde haft et problem med. Aldrig haft problem med at tage initiativ til at holde ordspillet kørende. Som Ping Pong; han skulle lige lidt tættere på hende, kende hendes position, og så, hvis hendes sind ellers var samarbejdsvilligt, kunne har prikke til hende, med prøvelser, prøvelser som ville vise hendes inderste lyster og længsler. Prøvelser Slangen ville stille igennem Zekaryahs stemme.

[/blockquote]

Pure at heart

---

Den askegrå hingst, der nu har gjort mig den ære samt glæde, at indtræde til mit selskab, står nu der, flot og maskulin foran mig. Han er en ganske muskuløs hingst, ja, den mest muskuløse jeg i dette område har mødt, indtil videre. Men for mig, er udseendet ganske rigtigt, ikke noget vigtigt. Det er de indre værdier, der for mig tæller ganske højt, og derfor er jeg også ganske nysgerrig anlagt – jeg ønsker at vide noget mere, om denne askegrå hingst, men jeg er heller ej bleg for, at han kan lære om mig, hvis han da ønsker dette. Han virker til, at have manererne på sin side, og dette er en stor værdi, da man ganske vidst kan komme langt med dette, på den rigtige måde.

,,Jeg holder af, at bryde stilheden, med ord, der nynnende kan danse frem. Men stilheden skal dog kun brydes, hvis indbydelsen er der til det – ej blot for at gøre det.”

Jeg kan sagtens klare stilhed, og i nogle af de selskaber jeg har været i, har det også været stilheden der har hærget vores sjæle – men stilheden kan være så ganske fin og let, hvis man blot benytter den, på en sandfærdig måde, og ej misbruger den. Han er trådt mig nogle skridt nærmere, og det gør mig ej noget. Jeg har aldrig haft noget imod, at komme andre nær, så længe jeg ikke overskrider deres grænser, og de ej overskrider mine. Men mine grænser, er lette som så, de er små, og ganske bøjelige, hvis den rigtige dukker op. Da han strækker halsen frem, respondere jeg dette, ved at sænke mit hoved en anelse, og lade den røde mule flyde i hans retning, for ligeså, at indånde de dufte hans bærer. Jeg lagrer dem i min hukommelse, for at huske dem, hvis jeg igen får den ære, at møde ham igen. Langsomt, brummer jeg i en dæmpet tone, nok mest for mig selv, idet hans mørke øjne kommer til syne nu. Mørke og dybe, men ej ubehagelige. Jeg flytter atter mit blik, for ej at stirre ind i hans.

,,Æren, er mindst ligeså stor for mig, askegrå Zekaryah. Jeg kender ej mange, men jeg er bekendte med nogle stykker. Ganske vidst er der mange forskellige sjæle i dette land, og jeg er vis på, at jeg endnu ikke har mødt en simpel brøkdel af dem – med tiden vil det komme, og med tiden vil jeg kende dem, der for mig nu, kun er bekendte. Men hvad med Dem selv, har De mange De kender, eller mange bekendte?”

Besvarer jeg ham med den lyse tone, inden jeg i en blid bevægelse tager hovedet ganske let på skrå, og lader de røde øre kort vippe. Jeg er opmærksom på ham ganske vidst, nysgerrigt, men samtidig lytter jeg også til de lyde der er omkring mig, da jeg ej vil overraskes.

Den mørke hingst vippede svagt ved ørerne, som om han spekulerede over nogle ting. Som om, der foregik en indre diskussion i hans sind; men dog virkede han ikke meget anderledes, end hvad han altid gjorde omkring sine møder; og hvis man ellers kendte ham, ville man også vide, at dette var ganske normalt adfærd; Zekaryah var en svær hingst at finde ud af, når han virkede mest forvirret, var han somregel på det mest fornuftige sted i sit liv. Han åbnede sig aldrig. Eller jo, han åbnede sig tilpas til, at andre troede på hans ord; til at han kunne tryllebinde dem. Men aldrig ville Zekaryah få en anden sjæl til at gøre noget, denne ikke ønskede at gøre. Det var en af de egenskaber han havde lært fra Slangen, en af de snuheder, den havde givet ham, da den brændte sin ind i hans sjæl; påførte ham ar, som ikke var synlige overfor andre eksistenser.
Armonia var en velformulerende hoppe, dette passede den store hingst ganske udmærket, og han ville måske tillade sig at nyde hendes selskab. Han havde hvert fald altid nydt en, der kunne forstå sig på ord.

,,De har ret, Armonia, stilheden, tavsheden, bør aldrig tvinges bort, for selv stilheden er en fortælling i sig selv. En tryllebindende fortælling, for den der tør lytte til, hvad øret ikke kan høre; men hvad sjælen kan.”

Svarede den muskuløse hingst hendes ord. Han var en køn hest, men det var ikke noget han tog sig i. Han havde fået tildelt nogle fysiske gener fra fortidens blodbaner; men det havde ikke været dem, der havde fået ham ligeså langt, som han var nu. Klart at hans fysik havde været ham en fortringlig fordel, men intet ville kunne hamle op imod hans intelligens, end ikke hans egne muskler.
Zekaryah lod blikket skæve væk fra den kønne, røde hoppe, solen bagte let og overflødigt på hingstens mørke krop, den varmede ham, trods temperaturen ikke var særlig høj; ikke i forhold til den varme de gik i møde. Da vendte hingsten blikket imod Armonia igen;

,,Jeg kender mange ved udseende, men kun få ved ord. Bekendtskaber ejer jeg en del af her i Landet, kendskaber, ét enkelt; ét enkelt møde, én enkelt solnedgang, og én enkelt samtale. Og trods det burde tage lang tid at lære andre at kende, ved man når kendskabet opstår, netop når forståelsen for en anden sjæl er der; med det samme to øjne mødes, og deres sjæle blottes for en stund.”

Da søgte den mørke sjæl Armonias blik, for at det for en stund skulle fængsles i hans. Her skulle det være, og blive, for ved øjenkontakt læste Zekaryah andre bedst.

[/blockquote]

Pure at heart

---

Jeg bryder mig godt om Zekaryah’s selskab, da ordene falder til hans magt, og de falder ham så ganske let. Det virker ej til, at han fremtvinger ordene, blot fordi jeg taler. Det virker til, at han selv er en sjæl, der bryder sig om at udveksle ord, og ej tie for evigt. Jeg bryder mig ganske godt om, når han taler, da det er tydeligt at der er en dybere mening med det han siger. Som skulle man ’læse’ mellem linjerne, og lytte til de ord, der ikke bliver fremsagt. Og så alligevel ikke. For det han siger, giver også så ganske meget mening, en dybere mening, hvis man blot lytter efter, og lader ordene falde i hovedet på en, og ej blot forsvinde igen.
Mine milde øjne, er blidt imod hans krop, betragtende på de aftegn han har. Men hele tiden er mine øre drejet i hans retning, lyttende til hans ord, da han igen taler.

,,De har ganske ret, Zekaryah. Sjælen høre så ganske meget mere, end det blotte øre kan. Det er blot sjældent, at andre sjæle forstår sig på den gestus, da de blot hører ordene, og ej det utalte.”

Svarer jeg med den ganske blide tone, og langsomt drejer jeg mit ansigt til siden, og blikket på imod kronerne der er for enden af træerne. Træerne er stadig nøgne, men der kan anes små knopper, som snart vil spire op, for at skabe større blade, og dermed vil de vise, at sommeren så er på sit højeste. Mit blik vandre ned igen, idet han åbner munden, og hans maskuline tone atter kommer frem, for at fortsætte den samtale, jeg allerede nu, holder ganske meget af. Jeg lytter ganske opmærksomt, og hans ord behager mig faktisk i dette øjeblik, da jeg finder dem sande, og også selv kan relatere til det.

,,Et kendskab, tager ikke altid lang tid. Nogle kendskaber, kan skabes ganske hurtigt, hvis de rette sjæle mødes. Hvis sjælen i nogle korte øjeblikke blottes, kan der ganske hurtigt blive skabt et bånd. Et bånd, der måske ikke kan klare mange forhindringer, men dog et bånd, der gør at man har lyst til at træde nær hinanden igen, og dele hinandens stunder.”

Besvarer jeg ham ganske blidt, og mærker hvordan hans øjne rammer ind i mine. I nogle øjeblikke, føler jeg mig ganske tryllebundet, nok fordi det kommer bag på mig, at han sådan søger mit blik, intenst. Jeg beholder mit blik i hans, og lader hans sjæl granske i min, fordi jeg ikke flytter blikket. Mine øjne, forbliver varme og milde, og for en stund virker det hele så stille og fredeligt, som om, at verden omkring os, er stille. Der er kun fokus på ham.

[/blockquote][/size]

Den røde Armonia havde gjort sig et godt indtryk på Zekaryah indtil videre. Det undrede ham egentligt, for kun få hopper havde formået at vække hans ægte og oprigtige interesse. Han brummede svagt, men lyttende til hendes ord. En stemme der ganske vidst var smuk; han vrængede svagt mulen over det, og lyttede til de hvislende toner der spillede for indersiden af hingstens mørke, skyggearede indre. Han trådte da lidt nærmere hende, og spillede sine næsebor op; for duften hvilede over hendes røde krop, den tykke duft af længsler. Han slog svagt med halen, og strakte mulen en smule ud mod hende igen, for at opfange hendes aura.

,,Én ting er at høre ordene, en anden ting at høre sjælen.”

Bekræftede han hendes ord, for at bekræfte, at de i sandhed var ens på dette punkt. At de i sandhed havde nogle enigheder; men han ville ikke blotte sin sjæl for Armonia. Ikke endnu hvertfald. Han ønskede hellere, at hun ægtede ham med hendes selskab for en stund; med hendes sjæl for en stund, og da, da måtte han gøre op med sig selv, om hun var værd en stund med hans besynderlige sjæl.
Den mørke hingst nikkede roligt, efter Armonias videre talen, da hun bekræftede ham i, at et kendskab ikke nødvendigvis behøvede at tage lang tid at danne. Faktisk havde Zekaryah det lidt somom, at han allerede kendte Armonia. At han havde mødt hendes sjæl før. Måske i et andet liv. Et liv blandt stjernerne. Han brummede svagt for sig selv, og lod halen svinge afslappet fra side til side. Hingstens aura var behagelig at være omkring, det kunne være svært at forklare, hvordan den egentlig føltes, for ingen ord kunne sættes på det, han var afslappet, men alligevel opmærksom, stolt men alligevel nede på jorden. Han var tro mod sig selv, sin tro, og sine Slanger.
Armonia lod sit blik falde i hans; Hans øjne var tomme, men Slangerne lod da en gnis tændes deri, i ære for Armonia; i ære for at se, at han var interesseret i at lære hende at kende. En gnist der forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Han kneb svagt øjnene sammen, han så en mild sjæl. Mildhed. Rarhed og godhed. Armonia var klart en god hest, ellers ville Slangerne havde advaret ham imod hendes selskab.

,,Et bånd, der gør at man har lyst til at træde hinanden nær.”

Gentog han roligt hendes stemme, inden han trådte endnu et skridt nær hoppen, han var ikke anmassende, ej heller ude på noget. Ikke andet, end hvad slangerne havde i minde. Han slap hende så med blikket, for at se sig omkring mellem træernes stammer.

,,Vil De dele Deres sjæl med min, for en stund, på en vandren gennem træernes skove, en dans med vinden, og dens hemmelige toner?”

Spurgte Zekaryah så Armonia; Han spurgte om hun ville følge ham på en tur. En tur, som hvis hun tog imod den, ville den bringe hende tættere på hingstens sjæl; tættere på Slangens sjæl.

[/blockquote]

Pure at heart

---

Igennem min tid her, har jeg mødt mange. Mange jeg ser som bekendte, og nok ikke nogen jeg endnu ser som kendte. Men jeg er vis på, at det snart vil se. For der er i hvert flad nogle stykker af mine selskaber, som jeg finder det behageligt med, og som jeg ønsker at kende. Men om det også er gengældt, det kan jeg ej være sikker på. Da den askegrå hingst, træder mig nærmere, vippes mine øre blidt fremad. Hovedet sænkes en anelse ned, af ren refleks, da jeg ej ønsker at være over ham. Mine næsebor vibrere ganske blidt, mens jeg indånder den duft han udsender, for at kunne huske den i fremtiden, hvis vi mødes igen, hvilket jeg håber. Men ligenu, vil jeg blot nyde hans selskab, nyde, at jeg ej er alene, men har en ved min side, som jeg kan dele en oplevelse med. Jeg nikker ganske blidt, til det han siger med ordene og med sjælen. Det skal ej males mere op, da vi begge er enige i det, vi fremsiger. Og derfor, vil jeg ikke ødelægge det, ved at tale mere, da den dybere mening nu allerede er fundet, for os begge.

Jeg bemærker de mørke øjne han ejer, som i første omgang ser så ganske tomme ud. Men en pludselig gnist, er at finde. En gnist, som jeg for altid vil huske, at jeg har set hos ham. En gnist, der er vigtig. Men lige så hurtig som den kom, er den atter draget videre, og forsvundet ind i hans indre, som jeg så inderligt gerne vil lære at kende. Men det vil måske også komme med tiden. Jeg føler mig tilpas i hans selskab, og derfor træder jeg heller ej tilbage, vigende fra hans skridt, der kommer mig nærmere. Jeg vil gerne have ham nærmere, fordi jeg føler mig draget af den muskuløse, askegrå hingst, som har ordene i sin magt. En magt, der er meget smuk, og ej tiltvunget. Den er blot naturlig. Da han gentager de ord, jeg før fremsagde om, at man kan få et godt bånd, uden at det tager lang tid, har han dermed givet mig ret i min antagelse, og det behager mig. Vi er dermed enige, og det er jeg glad for. Ikke fordi man altid skal være enige, det behøver man ej, men fordi det altid er rart, når ens tanker, falder i det andet selskabs behag.

Da han atter er trådt mig nærmere, efter sin gengivelse af mine ord, lader jeg forsigtigt blikket falde til jorden, fordi han også fjerner sit. Ej fordi jeg er utryg, men af ren respekt, og for at vise, at han gerne må være mig nær. Retter mit blik en anelse op, og hen imod træerne, hvor han gerne vil dele en vandren med mig.

,,Jeg vil med glæde, følge Deres side, til en dans mellem de nøgne træer, der bærer på vindens hemmeligheder. Blot De lover mig, ej at forsvinde, uden at sige farvel”

Jeg vil nødig stå derinde, midt i skoven, med ensomheden til ven, hvis han ej har forberedt mig på det. Siger han farvel inden, er jeg forberedt, og står ej alene, med en uforstående tanke i mit indre – om jeg gjorde noget forkert. Siger han farvel, ved jeg, at han ej er stukket af, men at han blot byder mig farvel for denne gang.

At den røde danserinde havde valgt at takke ja til hingstens invitation om en vandring behagede den store hingst. Han ville da følge hendes side, og tage hende steder, hvor solens lys og spil med træernes levende skygger lavede eventyr. Men han ville gå langsomt frem, før han ville forsøge at se, om den røde Armonia kunne se, hvad kun kunne ses af det usene øje. Af Sjælen. Præcis som han havde forsøgt at få den sorte ørkensjæl til at se; og da havde hun set. Hingsten brummede let for sig selv, og nikkede over hendes ord, bekræftende i, at han ikke havde i sinde at forsvinde, uden at lade et farvel afbryde deres selskab. Et farvel var måske nok ikke det valgt af ord, han ønskede at bruge lige med hensyn til Armonia, for trods den store hingst ikke kendte hende, havde han bedt hende om at danse ved hans side; og det gjorde Zekaryah ikke ved mange. Derfor ville han nok, til den tid, vælge at bruge ordet På Gensyn, i håb om at møde hoppen igen; Hvis altså hun viste at være ligeså godt selskab som nu.
Den store, muskelfyldte hingst satte frem i skridt, den var stor og rummelig. For hvert skridt blev hingstens krop omfagnet af skyggernes kærtegn, der mildt strøg sig omkring hans krop. Han blev omfagnet af lys, der trængte ned gennem de bare træers kroner; kroner der snart ville dække himlen i et tykt, grønt lag. Hingsten brummede for sig selv.

,,Hvor længe har De været her i landet, Armonia?”

[/b]
Spurgte den mørke hingst, mens blikket var rettet væk fra hoppen. Fremad, for at se, hvor hingsten placerede sine hove. Bag ham kørte halen let fra side til side, og hele hans aura var afslappet. Alle sanser hos hingsten var dog opmærksomme på sine omgivelser; For aldrig gav hingsten sig 100% hen. Aldrig helt. Ikke på samme måde som han engang havde gjort. Næh. For hingsten havde dengang lært af sine fejl, og nu fået chancen til at lave dem om.

,,Og tillad mig at spørge, Røde Danserinde, hvordan kom De hertil?”

[/b]
Zekaryahs stemme var rustik, en melodisk klang, rungende og kærtegnende, hemmelighedsfuld og hæs. Dyb. Svær at gøre sig klog på. Fascinerende og rar. Han var en klog hingst, ingen tvivl om dette, og snu, ja det havde slangerne gjort ham til. Men han havde hurtigt fundet ud af, at den måde, sjælene var kommet til Andromeda på, alle var lige forskellige, som individuelle drømme. Mareridt. Alle der havde bragt dem til selvsamme sted som Zekaryah. Til det Rige der var blevet hingstens hjem; Det rige der vejledte ham, og gav ham land under sine hove, og føde til sin mund.[/size][/blockquote]

Pure at heart

---

Allerede nu, er denne Askegrå hingst, en sjæl jeg ønsker at støde på igen. Jeg ønsker, at vi i den nærmeste fremtid vil møde hinanden igen, at vores ben vil føre os forbi hinandens veje igen, så dette ej vil være det sidste møde. Jeg ved ej, om han ønsker det samme. Men en fornemmelse i mit indre, fortæller mig, at han måske også har lysten til atter at ses, da han beder mig følge hans side, og træde ind i det rige, der ligger for vores øjne. Skoven, hvor den evige kamp altid vil være, mellem lys og skygge. Men jeg er sikker på, at skyggerne og lysets indre kamp, aldrig vil forsvinde. Der vil aldrig være én vinder, men i stedet to. De vil altid hærge derinde, på hver sit tidspunkt – lige netop dette gør, at skovens indre er så fortryllende. Mine tankers spind, er altid stort, men jeg ynder også at tænke over den tilværelse der er blevet mig givet af dette land. En ny chance for, at leve et liv, bland bekendte, kendte og ukendte sjæle, som ej kender til den fortid der ligger bag mig. Ej, at jeg ikke er stolt af den, for det er jeg skam. Jeg vil aldrig flygte fra den, og jeg ønsker at dele den, hvis nogen mig spørger om den. Da den Askegrå hingst, spørger om hvor længe jeg har været her, lader jeg et smil komme frem på mine læber. Jeg følger nu hans skridt, en anelse skråt ham, med min skulder nede omkring hans side. Ej tæt, men med en m. afstand ca.

,,Jeg er ej de første der har betrådt dette fortryllede land. Ej heller er jeg den sidste. Jeg har været her længere end som så, da jeg kender mange af områderne i Andromeda – men ligeså, er mange områder mig stadig ukendte. Hvad med Dem, har De betrådt dette land, i en længere periode, eller er de kommet hertil for nylig?”

Besvarer jeg ham, med den altid milde og lyse tone. Mit blik er fremme igen nu, og ej på ham længere. Jeg ser frem, for at holde øje med det område vi begiver os ind i. Både, fordi jeg ønsker at se hvor jeg træder, og samtidig fordi mine sanser er åbne, så jeg ej pludselig bliver overrasket. Min hale bag mig, slår engang imellem, ganske afslappet. Men mine øre vipper omkring, lyttende. Da hans næste spørgsmål fylder stilheden, vipper jeg med mit øre, ganske tænkende.

,,Jeg håber ej, mine ord mætter Dem, De kære Askegrå. Men for at forstå min rejse hertil, vil jeg blot fortælle Dem kort om min fortid, som er en del af rejsen.” Svarer jeg ham, og holder en kort pause, inden jeg lader min fortælling bryde frem. ,,Da jeg var omkring 3 år, blev min kære broder skræmt fra flokken. Han var en trussel for den leder, der ledte vores flok af mange sjæle. Min broder og jeg, var sammen om alt, da vores kære mor forlad verdenen, for at drage til de evige græsmarker. En tomhed opstod nu i mit indre, en tomhed, jeg ej kunne udfylde i den flok, jeg var en del af, og så alligevel ikke. Til trods for mange individer omkring mig, følte jeg mig mere ensom end jeg før havde oplevet. Ensom, og tom. Jeg valgte at lade mine hove søge i den retning, de ønskede, og jeg lod min sjæl fare, for at finde et sted, hvor jeg ej skulle føle denne tomhed. Jeg gik i dagevis, måske uger. Jeg ved det knapt nok, for tiden smeltede sammen, i takt med at vinteren tog til, og sneen lagde sig. Jeg gik langs stier, der var mig ukendte, stier, jeg ej før havde set. Da jeg knapt var ved at opgive, og vende hjem, lød en stemme. En stemme, der var mig ukendt, og alligevel så ganske bekendt. Blid, og tillokkende. Jeg fulgte denne stemme, der førte mig til en skrænt, der ganske vidst var for stejl til at træde langs. Men stemme talte atter, fra den anden side, og jeg trådte ud. Et lys kom for mit indre, efterfulgt af et uendeligt mørke, der virkede så ganske skræmmende. Som var alt ondt, samlet dette sted. En tomhed, og en stilhed. Men i det næste, brød lyset frem, og mine øjne så nu noget nyt. Dette land. En stemme bød mig atter velkommen, den selv samme stemme, der førte mig ud på skrænten. I tiden i mørket, virkede det hele så opgivende. Så trist, så ensomt. Men jeg havnede da her, hvor lyset jagede mørket væk, og nu betræder mine hove, dette fortryllende land”

Besvarer jeg ham, med den milde men eftertænksomme tone. Mine mørke og dybe øjne, falder nu imod ham, i en let bevægelse, for at se hans reaktion. Og samtidig for at sikre mig, at han nu ej er mættet af ord, og lader et farvel synge i min øre. Men jeg vil ej tvinge ham til at blive, jeg kan blot håbe.