Livets fader... En ydmyg tjener.

En bakkedal. Et bakkeland. Et Rige dækket af bakker, af græs marker, søer og skove, sådan så Zekaryah Øen Leventera. Det var en Ø, som han egentligt kun sjældent betrådte. Men et rige, som havde rig mulighed for alverdens liv. Et eventyr. Zekaryah så, hvordan vinden kærtegnede de mægtige grantræer, hvordan græssets strå dansede med vinden; og hvordan det sidste lys faldt mod landet. Vinden strøg sig om Zekaryahs krop, som et kælende kærtegn fra en andens eksistens. Den store hingst pustede let ud, og nød stilhedens melodier; klarhedens toner. Han lyttede ydmygt til det Rige han var blevet tildelt, det rige, hvori Zekaryah altid blot ville være en ydmyg tjener. Han ville skænke sit liv, til den chance han havde fået; for ikke at sige, til det mirakel der havde bragt ham hertil. Han ville tjene hans Herre, hans fader; Livets fader, og følge den vilje han end måtte have. For altid. Og det ville Slangerne også. For Slangerne var ej onde, de var blot til, for at indse ting, inden de går galt. Påpege Sirener, inden de snyder og forhekser. Inden de æder en sjæl op indefra. Zekaryah slog svagt med halen, inden han ville indtræde naturens dans gennem Leventera. Han ville påbegynde et afteneventyr; en aften, der snart ville blive nat. Indtil Lyset atter ville sejre over Mørket, og tildele Andromeda morgenens magiske stråler; og give landet liv på ny..

[/blockquote]

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Over den lille, gråhvide hoppe blomstrede stjernerne op. De lyste og en imellem dansede de, alt imens den mægtige måne betragtede dem, og lyste op med sit sølvhvide skær. Mørket var faldet over dette land, og det tyde på at den unge hoppe snart skulle opleve den første nat i det nye land, som hun af ukendt grund var blevet bosat i. Men det gjord hende ej ondt, at hun var bosat her; nej, for hun havde set andre sjæle på nogle af øerne; to sjæle var hun stødt ind i. Det var stort, for i hjemlandet havde der ej været mange der forstod den klodsede hoppe, den efterladte hoppe – den ensomme hoppe. Hun kunne ej skjule dem, ej gemme dem væk, ej flygte fra dem; hendes kluntede bevægelser. Hun ville aldrig kunne blive en ligeså elegant danser, som enhver anden sjæl var. Hun var dømt til at leve som en misforstået, tavs sjæl som ej ville kunne ændre på hvad omverdenen tænkte om hende, om hendes dumhed.
Langsomt løsrev den lille hoppe blikket fra himmelen, da en skygge i det fjerne bevægede sig. På trods af hendes nye handicap som gemte sig under den blonde pandelok, så frygtede hun ej den mystiske skygge, tværtimod. Hvilken skabning bevægede sig i det fjerne, i det ukendte? Hun lænede sig fremad, inden hun ustabilt bevægede sine slanke ben nogle enkle skridt frem, inden hun med ét stoppede op, med det smalle hoved i vejret og ørerne opmærksomt fremadvendt. Uden ved horisonten foran hende, bevægede en mægtig skikkelse. En skikkelse hvis kraftige bygning var skabt af en ukendt race for denne lille hoppe. Hvem var denne kraftige, men elegante danser? Hun stod som en statue, næsten holdt vejret, mens hendes blå øje betragtede fascineret den stærke hingst med den mørke pels.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Den mørke sjæl havde stjernernes øjne over sig, de vågede over ham, på samme måde, som han vågede omkring dem. Blikket hvilede tung imod himlen, hver en stjerne blev observeret. Hver en stjerne betragtet. Zekaryah var bevidst om af for hver en stjerne fandtes der et Rige. Et enormt rige, fuldt af godhed og liv. Men også fuldt af onde skygger. Riger som Andromeda. Riger som det sted, hvorfra den store, muskelfyldte hingst var kommet fra.
Hingsten brummede roligt for sig selv, affundet med sig selv, og balanceret i en form for harmoni. Inde bag den mørke pels, dybt inde i sindet hvislede slangen omkring, den vred sig og snoede sig fra benene og op i hele kroppen. Den fulgte de mange blodåre, og fik blodet til at strømme hurtigere; Hjertet til at slå. Åndedrættet. Det var alt sammen styret af slangen, sommetider var den store Hingsts ord også styret af slangen, men for det meste talte Zekaryah selv; sommetider på vegne af slangen.
Den store hingst besad en stor skridt, og befandt sig i en tankefuld trance, hvor drømme blev gennemgået og fortider afholdt fra at komme frem. Men da blev hans opmærksomhed rettet imod en skikkelse, en skikkelse så lys som spøgelserne, som vandrede under den selvsamme nat som Zekaryah; over den selvsamme jord. Hingsten vippede lidt med ørerne; Det var en hoppe. Der var ingen tvivl der, det fortalte brunstens dufte ham alt om. Hingsten gjorde et nik mod den lyse natteravn. Et hilsende nik.

,,Godaften, unge, lyse nattevandrer. Dig der bryder nattens mørke i lyset fra nattens måne og dets stjerner.”

Tillod den store hingst at afbryde stilheden, for at sende en hilsen i retning af den fremmede sjæl. Selv var hingsten stoppet op, og her afventede han tålmodigt, om hoppen ønskede hingstens mørke selskab; Slangens selskab; for da ville hun få det. Men ønskede hoppen at være foruden, ville hun nok også få lov til dette.

[/blockquote]

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

En stemme rungede i mørket. En stemme som var kraftfuld, fangende og alligevel behagelig for den unge hoppes følsomme hørelse. Men sætningen som denne maskuline stemme sagde, var overvejet; det var en elegant sætning. Ingen hak, ingen sitre, ingen stammen; den eskalerede blot tavsheden med lethed og nu dansede stemme ind hos den lille grå hoppe, hvis mandelformede øre var vippet fremad, draget af denne stemme som kælede for hendes hørelse. Men ligeså meget som det betagede den unge hoppe, ligeså meget fortvivlede det hende, for hun var ej ligeså elegant på nogle punkter, som den mørke hingst. Hendes gemte stemme ville aldrig være i stand til at besvare i selvsamme elegance som den fremmede hingst, og derved ville hun ej gøre sig til grin ved at bruge den; i stedet besvarede hun ham med en nynnede brumme, hvis lyd var ligeså blid som vindens forsigtige kærtegn, men mindst ligeså lokkende som de farlige sirener. Men hvordan ville hingsten tolke hendes lyd? Hendes smalle hoved gled på skrå, mens næseborende udspilede sig, for at fange den karakteristiske duft som den fascinerende fremmede ejet. Hun rykkede ej på sig, men hun havde forsøgt at lokke ham tættere på hende med sin nynnende brummen, men ville han nu også nærme sig? Hun strakte sin lille mule frem i hingstens retning, mens hendes lyse hale svirpede rytmisk omkring den velformede bagpart.

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY