Something has changed

Han kastede let med hovedet i det hun gjorde ham selskab endnu en gang. Han var tilfreds med at hun valgte at følge ham til et sted hun havde ytret behagede hende. Hans øjne havde endnu ikke åbnet sig og det var ikke til at sige hvornår de gjorde, hvis de overhovedet gjorde. Men ligenu hvilede hans øjne på den gyldne hoppe som skridtede ved hans side. Han duftede godt brunsten, men den eneste reaktion var en svag prusten for at komme af med lugten. Hoppen var heldigvis diskret og Mindraper tøjlede sig selv. Han lukkede øjnene en anelse og lod tankerne vandre en anelse. Han stoppede kort op og åbnede øjnene og stirrede tavst ud i luften. Han trippede så op til den gyldne atter engang. Hans ører blev vippet frem ved synet af det lyse sand. Hans hove berørte sandet og han fnyste ganske svagt. Hans blik var på dette sand og det fyldte ham med en anelse bitterhed, hvorefter han kastede blikket op mod himlen og missede svagt med øjnene. En svag brummen lød fra hans strupe, inden han udstødte et lavmældt suk. Han glemte et kort øjeblik den gyldne ved hans side, mens han stoppede ude i havet, som skvulpede omkring hans koder. Det var stadig koldt, men af en eller anden grund så påvirkede det ham ikke synderligt. Han gippede en anelse og så tilbage på den gyldne, inden han bevægede sig væk fra det kolde vand og hen til hende. Hans strakte sin mule mod hende.

Illana, den gyldne hoppe, skridtede af sted ved siden af den spraglede Mindraper, der havde sat kursen imod sandets rige, der hvor det mødtes med havet. Han standsede op undervejs et øjeblik; og Illana sænkede farten og skævede imod ham. Han så nærmest tænkende ud, men sluttede sig snart til hendes side igen, hvor de så kunne vandre videre. Hun sagde intet, den gyldne, men nød oprigtigt hans selskab. Da de nåede ned til de brede sandbanker, gik Mindraper direkte til det bølgende hav, hvor Illana standsede længere fra det. Foråret var kun lige kommet, og hun vidste at det kolde vand ej var behageligt at vandre i; så hun så hellere på det fra afstand af og nød den specielle duft, stemning og luft der var ved havets munding. Hun betragtede Mindraper let med et smil og da han kom til hende igen, mødte hun hans mule med et smil.

,,Har du været ved stranden ofte, du spraglede hingst?”

Spurgte hun da, for at indlede en samtale, nu hvor de havde skiftet position. Luften var dejlig mild hernede på denne dag, og Illana følte sig allerede ganske godt tilpas. Ikke fordi hun havde været utilpas før, men stranden som omgivelse var blot ganske behagelig. Hun studerede dermed Mindraper let; han så også tilpas ud. Hun undrede sig dog lidt over hans tænkende trækninger undervejs herned, men hun valgte at lade det ligge lidt, og måske spørge indtil det senere; nu ville hun først i snak med denne hingst, lærer mere om ham, udforske ham endnu engang og ellers nyde det selskab han tilbød hende på denne dag.

Han lod mulen stryge over hendes gyldne pels der næsten var camufleret i det lyse sand. Hans berøring var fjern og hans sind var vandret væk fra landet til det man kunne kalde tilbage til de minder han bar på fra sit hjemland. Stranden. Ja her havde han tilbragt mange timer selvom hans spraglede krop måske matchede skoven mere end de lyse kystlinjer. Han så nu en anelse mere vågent på den gyldne som stillede endnu et spørgsmål. Hun tog ham en anelse på sengen og han stod derfor og så helt forvirret ud. Hans facader blev dog bygget op og øjnene blev atter tomme, for så at blive lidt roligere, men igen fjerne i det minderne vældede op i ham. Han følte noget, noget der vidst kaldes savn.

" Stranden, er hvor jeg har haft mange gode tider, men sidst jeg var på en strand var da jeg blev 'zappet' hertil. Selskabet fejler dog ikke noget ligenu, men det er stadig en underlig følelse at stå her.. "

Hans ru maskuline, men stadig unge stemme bar præg af at han var en anelse fjern. Han forsøgte dog at beholde fokus på den gyldne, men det var en kamp mellem facaderne og det irriterede ham en anelse at de blev ved med at krakelere foran den gyldne hoppe. Han udstødte en utilfreds brummen og slog svagt med hovedet. Han distraherede sine tanker ved at begrave mulen i hendes hvide man, som han kærtegnede intenst, men med venlige hensigter. Han var ikke ude på at krænke hoppen, hvilken han tydeligt viste i sit kropssprog. Han kunne godt lade sin mule strejfe, men den fandt hurtigt tilbage på sin rette plads. Lidt spænding i livet var jo sundt.

Illana, den gyldne, mimrede let med den smalle mule, da Mindraper atter strøg hende over det fine pelslag, der allerede nu var begyndt at blive tyndt, på grund af forårets kommen. Han virkede en anelse fjern, den spraglede hingst; som om hans tanker var vandret væk. Illana betragtede ham lidt i tavshed, med et dæmpet smil. Mindraper var, som hun havde betænkt det så mange gange før, en speciel hingst. Da han derpå vågnede en anelse op, da hun havde stillet sit spørgsmål, puffede hun ganske let imod hans stærke hals. Hans ord, der derefter fyldte stilheden der herskede mellem skumsprøjtene fra bølgernes gentagende slag imod strandbredden, vagte hendes nysgerrighed.

,,Da du kom hertil, fra den verden du førhen boede i, og her til, blev du da også bragt til denne strand, eller havnede du et andet sted på disse øer? Jeg kan godt forstå, at det da må være mærkeligt at stå her, hvor dit liv blev omvæltet. Mindraper, men jeg er glad for at mit selskab kan bidrage til at gøre tingene bedre. Tillad mig at spørge, hvordan din rejse hertil egentlig forløb?”

Illana’s spørgsmål var nok meget direkte, men det var hun skam ej bange for; hun vidste at Mindraper sind kunne tage det. Enten valgte han at åbne en smule mere op og inddrage hende, eller også ville han vende ryggen til hende og afslutte mødet; men Illana vidste dog også, at valgte han den sidste mulighed, ville der ikke gå længe, før de to sjæle atter ville ses. Noget mellem dem var ved at opstå. En form for forståelse som holdt dem tæt, ja, for efter Mindraper havde accepteret lyset der hang om hendes hals, havde det virket som om at hun var kommet ham tættere og at han havde accepteret hende, som den hun var.

Mindraper lod de gule øjne vandre over hendes lyse korpus. Hun var godt sat sammen og var utrolig harmonisk at beskue. Måske var det derfor at han næsten stod og faldte lidt i staver og blot stod ganske afslappet. Han slog dog blikket udover havet for ikke at virke uhøflig og desuden var det en anelse underligt at stå og glo tavst på hende. Sådan lidt gustent. Han lyttede nu opmærksomt til hendes lyse stemme som blev afsluttet med et spørgsmål. Han forblev dog tavs og overvejede nu om han burde fortælle hoppen det. Hun kendte dog trodsalt det meste af hans baggrund takket være hans moder. Han rykkede kort på sig.

" Min rejse var ganske 'fredsommelig', hvis man kan kalde den det. Jeg vandrede mig blot en tur for at få lidt luft. Lyset kom og mente det var bedst hvis jeg tog med. Frelse mig, kaldte lyset det. Jeg er stadig uenig.. Jeg havde det fuldkomment som jeg kunne lide det. "

Mindraper rynkede kort på mulen. Disse minder var ikke just behagelige, slet ikke. Han rystede på hovedet og skridtede ud mod vandet og lod det omslutte hans koder. Han tog et tungt åndedræt. Han havde vel stadig hjemve. Det gule øjne forblev dog åbne og han skævede nu over mod den gyldne hoppe.

" Hvad med dig, du gyldne? Hvad er din historie? "

Illana, den gyldne, der havde været så heldig at støde på denne spraglede hingst endnu engang, lærer mere om ham og udforske hans sind, lyttede Ganske intenst til hans ord, der beskrev hans rejse hertil. Hans rejse, som han beskrev i korte træk, lod til at have været noget anderledes end den, som den gyldne hoppe havde været igennem. Det virkede som om Mindraper ’blot’ var blevet tilbudt livet her, frelst, selvom han ikke ønskede det og måske ikke havde behov for det, hvor den gyldne havde været udsat for en prøve, langt mere krævende end noget andet, for at kommer hertil; selvom hun havde haft brug for det. Måske var selve opholdet i landet her, den test som dem, der var som Mindraper, blev udsat for, og for dem, som Illana, der havde været igennem pinsler, havde opnået freden i landet. Illana prustede dæmpet, inden hun gav Mindraper et lille smil.

,,Min rejse har været meget anderledes end din, du spraglede. Jeg har været igennem en uendelighed af mørke og kulde, som jeg aldrig ønsker jeg skal opleve igen; jeg har set min største frygt i øjnene og måtte vandre igennem den, så længe at mit liv føltes slut og så alligevel endeløs. Se, Mindraper, det var min rejse”

Afsluttede hun med en betonet stemme, der viste at hendes rejse var noget, der endnu medførte træk af pinsler i den gyldne hoppes sind, når hun tænkte på det. Dog havde det givet hende så meget mere end smerte, og det resultat der var kommet ud af hendes vandring, var noget hun aldrig nogensinde ville bytte væk; som igen var en kontrast til den spraglede hingst og hans vilje.

Mindraper så på den gyldne hoppe og vippede med ørerne, mens han opmærksom lyttede til hendes ord. Han nikkede en anelse ved hendes ord for at vise at han havde hørt hende, men han havde et behov for at vende ordene i hovedet og derfor lod han blikket vandre mod himlen og missede let med øjnene. Han brummede svagt og kendte måske til denne pinsel udover at han oplevede den nu. Han følte derfor måske en vis medlidenhed med hoppen og så derfor ind i hendes øjne endnu engang. Noget der mindede om et opmuntrende smil sneg sig frem på den spraglede hingsts mule, inden han blidt puffede til hendes mule.

" Jeg kender ikke til din frygt Illana, men din rejse kunne jeg forestille mig var så pinefuld, som det er for mig ikke at kunne betræde det hvide sand hvor jeg kommer fra.... "

Hvis det var at føle smerte, så var det hvad Mindraper gjorde. Fysisk smerte var ikke hans største problem, det var først når hans ellers skudsikre psyke blev påvirket at han blev mere eller mindre bitter. Mindraper var trods alt Mindraper og navnet sagde meget mere end hvad andet kunne beskrive.

Illana, den gyldne, kneb sine øjne en smule sammen, da hun lod blikket glide efter Mindraper’s, op der hvor solen hang. Den havde været oppe længe nu, den smukke morgen var blevet til eftermiddag i selskabet med den spraglede Mindraper; og hans handling, der kom som reaktion på hendes ord, var overraskende for den gyldne. En form for medlidenhed gled over ham, og det puf han udsendte imod Illana, gik lige i hjertet på hende. Overrasket; forundret. Hun prustede dæmpet, inden hun da gengældte den gestus han havde givet hende. Hun søgte hans blik kort, men alligevel direkte, for at spore de følelser der end måtte ligge gemt i dem. Hans smil ligeså, der virkede opmuntrende, havde en positiv effekt på den gyldne hoppe’s sind; hvilket kun kunne ses på Lyset om hendes hals, der langsomt ændrede nuance.
Hans ord, der derefter brød stilheden, lyttede hun intenst til. Hans savn, vel også vrede, lå vidst i at være adskilt fra det han holdt af. Atter engang puffede Illana imod ham, med en vel trøstende mine selv, men nu også ens mule opmuntrende.

,,Mindraper, jeg kan godt forstå, at du savner det land du kendte til. Men jeg vil sige til dig, at det er vigtigt at give slip på ting, selvom de er en nær. Og måske vil du en dag kunne vandre i det sand, der hvor du kommer fra, igen; men den tid er blot ej nu.”

Sagde hun dæmpet, inden hun smilede en smule. Hun var overbevidst om at man ikke selv kunne forlade landet; men måske man kunne få lov at komme tilbage af den port, man var vandret igennem, hvis man gjorde sig fortjent hertil, eller hvis man blot ikke passede i landet, på nogen som helst måde.
Dog var hun sikker på at Mindraper, siden han endnu var her, havde et formål i landet. Og måske, ja, måske ville det formål vise sig, hvis han accepterede landet?

Mindraper så længe på den gyldne hoppe, med de dog stadigt tomme gule øjne. De afslørede ikke han tusind tanker. Dette var kun hans ord der kunne finde på det. Han strakte mulen mod hende og lod den blidt stryge over hendes skulder, inden han satte panden mod den med en maskulin brummen, dog uden at spille op til noget. Han trådte derpå et skridt bagud for at se hendes reaktion an, mest fordi han ikke vidste hvor den gyldnes grænse var. Han så op mod himlen endnu engang og tiden var fløjet afsted. Eftermiddagssolen gav et smukt genspil i Illana's pels og det havde Mindraper bemærket. Han lyttede til hendes ord og måtte da inderst inde give hende ret. For man burde slet ikke holde fast i noget somhelst. Han nikkede derfor blot tavst og så ikke på hende. Mindraper vidste at når først man var bundet til noget var det svært at blive skilt fra det igen. Han strakte sin mule mod Illana igen, inden han til sidst trådte helt hen til hende og begyndte at nulre den gyldne pels en anelse fraværende. Hans ører vippede frem og tilbage for at opfange eventuelle lyde der ikke hørte til her denne eftermiddag, men ellers var hans opslugt i tanker.

Den gyldne hoppe lod sin mule glide over skulderen på Mindraper, da han påbegyndte sin nulren over hendes pels. Det var en behagelig gestus, som den spraglede gjorde og hun følte skam for at gengælde den; han var trods alt en af dem, hun havde været nær på denne måde flest gange og hun havde efterhånden opbygget en tro på denne spraglede hingst; som en bestemt hoppe nok ville mene var farlig for hende - Men Illana mente ej, at den var til skade for hende, nej. Hun troede derimod at den spraglede var et godt selskab at have, et godt venskab at gøre sig og hun følte skam en tilknytning til denne hingst; selvom det endnu var så meget, der skulle udforskes ved ham. Hun nippede ham let over ryggen i denne gengældende gestus, inden hun trak hovedet til sig og søgte hans blik.

,,Mindraper, må jeg spørge dig om, hvilke forhåbninger og forventninger du har til dit liv her i landet? Er der noget du ønsker at opnå, eller vil du blot lade tingene ske uden vilje?”

Spurgte hun, oprigtigt nysgerrigt. Det var en ting, hun endnu ikke havde drøftet med nogen, og noget sagde hende, at denne Mindraper havde visioner der rakte ud over landet, måske tilbage til den verden han før havde boet i; ligesom Volontaire ønskede det, men alligevel så var hun nysgerrig. Den guløjede hingst var jo utilregnelig så det kunne jo være, at han havde en helt anden form for ønsker, til hans liv i landet, end det som den gyldne hoppe kunne tænke sig frem til.

Mindraper strakte fornøjet halsen og mimrede med mulen over hendes gengældte gestus. Han ville lyve hvis han sagde han ikke nød den gyldne hoppes nærvær. Jo hun var behagelig at have omkring sig, og hendes selskab beroligede ham en anelse. Fik tankerne et andetsted hen når ikke hun stillede spørgsmål om fortiden. Han mimrede med mulen ved netop et nyt spørgsmål fra den gyldne, som han ikke umiddelbart kendte noget svar til. De fik ham til at misse med øjnene og lod blikket vandre mod himlen, mens han rynkede 'øjenbrynene' ganske tænksomt.
Det kom som en åbenbaring, men det gik langsomt op for den spraglede hingst at han reelt set ikke længere havde noget formål i sit liv. Uden hans hjem, flokken og dens idealer, hans styrke og broder, så var han intet. En stram mine blev skiftet ud med den mere tænktsomme og Mindraper spændte i hele kroppen og havde han ikke haft den enorme selvkontrol, havde han nok hyrperventileret. Han snerpede mulen sammen og sank en klump i halsen. Så hvad forventede han? Det vidste han ikke for han havde aldrig haft behov for at forvente noget med skyggerne, blot leve livet på den mørke sti, hvilket ikke var en mulighed her. Forhåbning? At komme hjem.

" J-jeg.. Ved det virkelig ikke... "

Mindrapers stemme var tøvende og næsten hviskende. Han var fraværende og slået helt ud af kurs over at skulle tænke over det. For sandheden var at gå fra at udøve grusomheder og pyskisk terror til ikke at stå uden hele fundamentet for de handlinger, var noget der nærmest gjorde Mindraper helt grøn og uvidende overfor hvordan det egentlig var at leve som en 'normal' hest. Han kendte ikke til livets basis formål. Han kunne ikke forholde sig til at elske, have venner, eller noget lignende og derfor ville han ikke kunne sige noget som helst om hans fremtidsønsker. Han levede i fortiden, og jo mere han tænkte fremadrettet jo mere gik det op for ham og jo mere bitter blev han. Den gyldne hoppe fik konstant rodet disse tanker op så han gang på gang måtte konfronteres med det. Han lukkede øjnene og rystede kort på hovedet for at få sig samlet, men han stirrede fortsat stift ud i luften. Hans tanker hvirvlede rundt i hovedet på ham og han mærkede hvordan der skar gennem brystkassen på ham, og det værste var. Han vidste end ikke hvorfor han havde det sådan.

Den gyldne hoppe bemærkede godt den ændring, der gled over den ellers fredfyldte Mindraper. Han havde faktisk, i nogen tid, blot virket tilfreds med at være her i selskab med den gyldne hoppe, været tilfreds med den venskabelige gnubben de havde påført hinanden og tilfreds med stilheden. Nu virkede han dog, ikke forvirret, men måske en anelse derhen af, over det spørgsmål som Illana stillede ham, og det var tydeligt at der foregik en masse tanker i hans sind, imens stilheden varede ved. Illana’s spørgsmål var ganske simpelt, men alligevel også krævende; især for en som Mindraper. Han havde måske ikke accepteret landet, som sådan, nok til at det kunne være en del af hans fremtid og måske havde han blot aldrig skænket det en tanke; eller i vrede valgt at hans liv blot skulle stå stille, nu hvor han ej længere kunne betræde de græsgange, som hans hove førhen havde været vant til. Der var mange muligheder for hans tavse tankegang, og Illana måtte standse sig selv og sit tankespind, for nærmest at give sig selv lov til at lytte efter, når Mindrapers svar end måtte komme. Der gik også nogen tid, før han åbnede mulen og afslørede, at han faktisk ikke vidste af, hvad hans fremtid skulle ønskes at indeholde. Illana lagde hovedet en smule på sned, inden hun puffede ud imod ham, med den smalle mule.

,,Mindraper, i så fald undskyld jeg spurgte. Jeg ønskede blot at lærer mere om dig, dit væsen og hvad det end måtte ønske sig i fremtiden”

Illana valgte at lukke den her, da den spraglede tydeligt ikke havde nogen tanker herom; og hun ønskede ikke at presse ham ud i et tankespil, der skulle ødelægge denne ret så hyggelige stund, som de to sjæle tilbragte sammen. Dog ønskede hun at udforske hans sind, men hun måtte finde en anden måde; og indtil da, genoptog hun gnubben hen over hans ryg.

Mindraper's tanker var stadig fjerne, men han rettede nu fokus på den gyldne hoppe som nysgerrigt havde iagttaget ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige og var stadig en anelse rundforvirret. For han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv i dette land. Han huskede hans mors snak om at få ro på livet og finde sig en partner, men Mindraper nærede ikke den slags følelser for nogle. Hvertfald på nuværende tidspunkt. Ikke mange kunne tøjle hans særheder og han havde egentlig ikke lyst, fordi han var ikke opdraget til dette. Han vippede ørerne frem da den gyldne hoppe nu igen talte til ham og undskyldte. Hun havde intet at undskylde over, for hvordan kunne hun vide at Mindraper var så socialt akkavet.

" Det er okay.. Jeg tror du ved ligeså meget som jeg selv på nuværende tidspunkt. "

Svarede han så blot stille. Han løftede hovedet og brummede ganske tilpas da hun igen begyndte gnubbe ham hen over ryggen. Han lod sin mule stryge ned over hendes hals, inden han ligeså genoptog denne gnubben med ganske blide og sensitive bevægelser. Han lod de gule øjne glide i og en nydende brummen lød fra ham, men indeni havde tankerne stadigt frit spil. Han tænkte meget over hans mors ord, men sandheden var jo at Mindraper aldrig havde lært at begå sig med heste på venskablig basis uden det formål at være ondskabsfuld eller netop have samme interesse i den mørke sti, så han vidste ikke hvor han skulle starte. Og umiddelbart så ville hans helst ikke starte på det, for forhåbenligt vendte han snart hjem, eller? Mindraper undslap en svag sukken, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte sit gnubberi. Han åbnede øjnene og lod blikket hvile på den gyldne hoppe, som han tillod at have så nær. Han vippede med ørerne og et svagt smil prydede hans mule inden han igen blev en anelse fraværende i gnubberiet, men stadig med en tilfreds brummen. Han nød det skam og det skulle hun vide.

Illana, den gyldne, bemærkede godt at forvirringen over hendes spørgsmål ej tog af med det samme. Der var vidst mange tanker, der endnu hvirvlede rundt i Mindraper’s sind, måske endda nye spørgsmål om ham selv og hans fremtid. Dog blev den gyldne hoppe ved med at gnubbe ham, og da han afgav en tilpas brummen, efter hans ord, vippede hun ørene frem. At hun skulle vide lige så meget om ham, som ham selv, tvivlede hun dog på; hans fremtid var hende ikke kendt, og ej heller hans ønsker, men hun var dog ikke i tvivl om, at deres fremtid ville indeholde den andens selskab hver især. Mindraper havde vist sig speciel overfor den gyldne hoppe, og hvis hun skulle frasige ham, skulle der i hvert fald ske noget drastisk. Hun sukkede kort, ej fordi noget var galt, men blot fordi hun havde tænkt en del, de sidste par minutter, og nu slap tankerne igen. Hun søgte derpå sit blik og holdt sin gnubben tilbage.

,,Mindraper, må jeg spørge dig om, hvordan du har det med landet nu? Jeg ved, at du har følt dig frarøvet din identitet, men har du fundet dig bedre til rette nu, i landet?”

Spurgte hun sagte, ja næsten som en hvisken, inden hun lod sine øjne begrave sig i hans for en stund. Så han kunne se hendes øjne, se bag dem og se det, han end måtte ønske at se; hendes sjæl, hendes hensigter eller hendes mening. Hun lod derefter sin mule søge imod hans, hvor hun puffede imod den, for at give ham et hint om, at uanset hvad, om han ønskede at være i landet eller ej, så var hun glad for, at hun havde mødt ham.

Mindraper nød en stille stund sammen med denne gyldne hoppe. Han løftede hovedet og så sig omkring. Han nød hendes selskab, men vidste ikke hvad fremtiden ville bringe. Han mimrede med mulen og var stadig tænksom, men igen så var hendes berøringer ganske behagelige og fik ham til at skubbe det hele lidt til side. Han hørte hende sukke og blikket blev fanget i hendes. Han lyttede opmærksomt til hendes spørgsmål, men måden hendes blik begravede sig i hans øjne og stod som en næsten åben bog var næsten overvældende for den spraglede hingst, hvis øjne stadig var som en lukket bog. Han strakte mulen mod hendes kind og trykkede blidt mulen mod den, ja som var det et ganske blidt kys på kinden. Der lå ingen hensigt bag det udover blot en taknemmelig gestus.

" Illana. Jeg tror efterhånden jeg vil kunne kalde dig en ven, og det alene gør at jeg bare kan forholde mig en smugle til at være havnet i landet... "

Mindraper løj ikke. Den gyldnes selskab havde givet ham en ikke nær så ulidelig tilværelse på denne ø, men han ønskede stadig at han kunne komme hjem. For han vidste ikke om han kunne finde sig til rette som værende god eller blot neutral. Det neutrale blev hvertfald fremprovokeret i den gyldne hoppes selskab, og det var jo ikke fordi det var helt dårligt.