Duften af forår

En ivrig fuglekvidren var at høre over Enophis, mens bladene var ved at blive genfødt på ny og små skud skød op af jorden. Græsset var begyndt at gro på engen og samtidigt kom den frodige grønne farve langsomt tilbage. Der var begyndt at dufte af forår i dette lang og det samme gjorde den sorte hoppe der så let og elegant dansede over engen som en gudinde. Hormonerne hang stadig omkring hende og det var ej noget hun tog sig af, i det halen var stolt hævet og hang efter hende som en fane. De lange forben blev først løftet inden hun lod dem kaste sig frem på mest elegante hvis. Hendes skridt var fjedrende og halsen hvælvet som en svanes. De isblå øjne var intense og scannede området for andre heste. En feminin brummen lød fra hende, som kaldte hun ud efter noget der kunne danse med hende. Solen lavede genspil i hendes sorte pels som var prydet af sirlige hvide aftegn. Duften af brunst blev stjålet af vinden som automatisk kom i det hun bevægede sig. Hun stoppede op og stirrede intenst ud i luften med hovedet stolt og kostbart hævet.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

En længsel havde pludseligt boblet i den mørkglødende hingst. En længsel han ikke havde følt før.. før dengang han var et efterladt, jaget afkom, som måtte lære at begå sig på egen hånd, for ikke at blive straffet for sin faders forræderi. Tankerne kredsede omkring ham som en trance, men han var ej fortabt i fortidens barske minder, for den nyfødte længsel efter at undersøge det ukendte havde fået ham befriet fra den mørke skygge fra fortiden, som havde lagt sig over hans sind. Under ham var det smaragdgrønne græs begyndt at blomstre, over ham lyste den azurblå himmel. Luften var frisk og den kærtegnede hans sensitive pelspagt, mens han dansende af sted. Benene bar ham med naturlig ynde, hans gang var stor og svævende, halsen var knejset sammen, og halen var hejst stolt bag ham. Han havde nærmet sig bjergpasset i sin dans, og nu dansede han langs siden på det mægtige bjerg. Han havde aldrig betrådt bjerges side for, for der var ej bjerge hvor han stammede fra. Det vækkede en helt unik nysgerrighed at være så tæt på noget fremmede. Travdansen døde, idet han stoppede op i en elegant, samlet parade, og lod sine sorte øjne betragte den matte grå farve bjerget eget. Næseborende dirrede svagt på ham, mens ørerne opmærksomt bevægede sig til enhver side. En lyd fangede pludselig opmærksomheden hos ham. En lyd fra en bekendt hoppe; den sorte danser med de sirlige mønstre over ryggen, samt det hvide aftegn i hovedet. Jaidev kastede hovedet i vejret, mens han kortvarigt trippede på forbenene, inden han høfligt svarede hendes brummen med et dæmpet, men dominerende og maskulint vrinsk som veg stilheden på flugt. Øjnene skævede ud mod horisonten, for han havde ej set hende endnu. Ville hun pludselig dukke op – eller ville han have muligheden for at bestige bjerget på egen hånd?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Et yndefuldt kast fik den hvide man til at spille omkap med solen. Sølvtrådene glimtrede som diamanter som den dansede i en smuk duet med de sirlige aftegn på hoppens sorte hals der atter var hvælvet som en svanes. De mandelformede ører stod lige op i luften og lyden af et maskulint og ikke mindst dominerende vrinsk vakte hendes interesse i det hun genkendte det, som den røde maskuline Jaidev som ganske intenst havde været hendes dansepartner for ikke lang tid siden. Hun havde nydt dansen, men de intense isblå øjne kunne ikke umiddelbart spotte denne hingst. Hun løftede hovedet højt og synes at se ham længere fremme hvor bjergene begyndte at torne sig op mod himlen i alt deres pragt. Hun piskede kort med halen inden hun i en blid overgang slog over i galop. Hendes skridt var store og de lange ben bar hendes hurtigt frem, når forbenene blev hævet højt og strakt langt fremad. Hendes bagparti var motorrummet der gav hende et solidt afskub, mens halen hang efter hende og sølvtrådende dansede på hendes hals. Hun var derfor i løbet af ganske kort tid hende ved den røde hingst som hun hilsede ved at strække sin fløjlsbløde mule hen mod hans i et varmt, men intenst dog indbydende pust, inden hun indhalerede duften af ham. Han duftede af hingst. En maskulin duft blandet med testosteron. Det fik Myth til at udstøde en svag hoppet brummen som var et symbol på at det behagede hende at være i sådant et selskab. De isblå øjne var stadig intense som de hvilede på ham. Ville han acceptere hendes anmodning om selskab?

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hingsten stod som en statue, end ikke en muskel rørte sig. Som var han frosset fast til sin plet; som havde skygget blevet levende og nu beordrede ham til at stå stille. Det velformede hoved, hvor en råhvid blis strakte sig over næseryggen, og som stod i let kontrast til hans glødende pels, som solens desperate stråler nede ned og varmede, var hævet højt i vejret. Et let regnbueskær spillede i pelsen, som når solen skinner på en olieklat. Pludselig bevægede en skikkelse sig i det fjerne; en skikkelse som havde fart på, og som tydeligvis var på vej mod ham. Midnight Myth, den intense hoppe. Næseborende udspilede sig langsomt, da duften af brunst og hoppe ramte hans følsomme lugtesans, inden hoppens tilstedeværelse gjord. Hormonerne blev tændt i kroppen på ham, de brændte hans frosne krop op. Musklerne spillede med ét under den rødbrune hårpagt, idet han knejste sin hals sammen i en elegant bue, alt imens han hævede den stærke ryg. Mulen mimrede forsigtigt ved duften af brunst, inden den fik selskab af den yndige hoppe, som på rekordtid havde nået hans gemmested ved bjerget. Jaidev lænede sit korpus fremad, mens han lod den silkebløde mule mødes med hoppens hvide mule i en høflig og formel gestus. Duften brændte ind i ham, tirrede ham indvendigt. Pludselig eskalerede det indre, og den ellers selvstændige hingst kastede et slankt, stærkt forben ud i luften, men naturligvis uden at ramme den sorte hoppe. Han trippede tættere på hende, mens de sortnede øjne gled mod hoppens intense blå øjne. Unikke øjne, som gemte på en sjæl bag deres intense yder. Han strakte mulen opad hoppens næseryg, op til hoppens pande, som han hvilede mulen mod. Øjnene betragtede opmærksomt hoppens krop, søgende efter en skade eller skavank som kunne være opstået efter deres sidste møde, men til hans lettelse så hun helskindet ud. Derfor trak han sit velformede hoved tilbage til sig igen, og hilste så med sin dybe, mørke, rustikke brummen som nynnede fra ham i en behagelig tone, som kærtegnede hørelsen, inden den blev overtaget af hans stemme, som mindede om brummen. ” Vær hilst, Midnight Myth. Det er en ære at møde Dem igen. ” Da stilheden havde stjålet hans ord, bukkede han respektfuldt i nakken for den bekendte hoppe.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hans mule var blød, silkeblød, som den nu var placeret i hendes pande. Hun vidste at denne brunst tirrede hver en hingst hun kom nær, men uden at lyde billig, så var hun ligeglad. Hun kunne skam forsvare sig til en hvis grad. Hun lod den lyse mule stryge over hans muskuløse skulder med en tilpas feminin brummen. Dog lod hun den trækkes tilbage da hingsten så nydeligt hilste og kom med en noget så høflig gestus. Et veltilpas udtryk spillede kort over de intense isblå øjne som hvilede på den røde maskuline hingst. Hans stemme var behagelig og kærtegnende og hun følte sig kort en anelse betaget inden hun fik lagt bånd på sig selv. Hun bebrejdede hormonerne der stormede rundt i kroppen på hende.

" Og ligeså, Jaidev. "

Lød det syngende fra hendes lyse feminine stemme, som føltes som en blid hvisken i et øre. Hun var en hoppe af få ord og derfor brugte hun mere fokus på at snakke med kropssproget frem for sin stemme. Hun strakte igen mulen mod ham og søgte hans manke. Med en sensitiv bevægelse strøg hun ham flygtigt over denne og ned langs hans ryg inden hun blidt masserede hans kryds ganske sensitivt. Hun var blid og gjorde alt for ikke at lade hendes tænder være for grove mod hans røde hårlag og veltrænede muskler. Hun viftede let med den hvide hale som daskede roligt mod hans forben og skulder. Mulen vandrede kort med til hans flanke i samme strygende bevægelse som før, men de fløjlsbløde læber nippede ganske blidt i ham, inden hun fortsatte sin gestus mod hans kryds.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Den glødende hingst med de sortnede øjne, hvor uendelig hemmeligheder og gåder flaskede rundt som flagremussenes vingeslag i nattens mørke, betragtede den sorte hoppe, med et glimt af respekt og accept til hendes væsen og sjæl. Det var ej lang tid siden han sidst havde mødt hende, den sorte danser, hvor de havde delt en masse timer med hinanden ved at danse; indtil solen blev fanget bag skyerne og natten begyndte at sejre. Da havde deres møde måtte ophøre, så de hver især kunne finde ro for natten. Men nu havde skæbnen atter bragt dem sammen. Men på trods af de mange timer Jaidev havde delt med den sorte hoppe, så vidste han ej meget om hende; hun var et uklart mysterium, ej meget for at åbne op og blomstre. Hun var som ham selv; holdte sin livsbog tæt indtil sig, uden at lade nogen bladre gennem bogens sider. I Jaidevs verden var det fornuftigt, for så ville man aldrig blive skadet. Men han ønskede alligevel at hoppen ville sænke hendes parader, og lade ham belære mere om hvem hun i virkeligheden var.

Han havde nødt at føle berøringen mod skulderen. Hendes berøring havde været varm, og idet hun fjernede sin hvide mule, så ramte en kulde det berørte område, hvilket fik det indre til at skotte sig en smule. Han havde hilst formelt på hende, og da lød hoppens syngende stemme, som tiltrak hans mandelformede øre, som opmærksomt var vippet fremad, for at indfange enhver sætning, et hvert ord hun ønskede at dele med ham, også selvom hendes sætning var kort. Men det betød ej noget, for at hun talte tydeligt med sit kropssprog, hvilket behagede den glødende hingst, for han fortrak også det tavse sprog.

En råhvid mule bevægede sig pludselig mod ham. Jaidev spærrede kort sine mørke øjne op, da hendes mule søgte ham; indtil den ramte hans manke, og han blev bekræftet i at det ej var en fjendtlig handling, tværtimod var det en venligsindet gestus. Han prustede dæmpet, så den varme ånde dansede usynligt omkring hans silkebløde mule, som fandt vej mod hoppens slanke korpus. Han støttede sit velformede hoved mod hendes mave, indtil hun bevægede sig op på siden ad ham; da hævede han sit hoved og spændte nydende i overlæben, som hele tiden mimrede. Ørerne gled opmærksomt bagover, lyttende og søgende efter hoppens tilstedeværelse; men hendes berøring gjord ham hele tiden opmærksom på hvor hun befandt sig. Øjnene fulgte den rytmiske hale, som gentagende gange ramte hans frontparti, og spredte duften af brunst omkring hans sensitive næsebor. Den spændte mule gled hurtigt mod hende, og nulrede mod hoppens sorte pelslag på hendes kryds, for at bekræfte for hende at han i sandheden nød kærtegnet.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hun udstødte en veltilpas feminin brummen, der mere lød som en blid nynnen. Hun mimrede svagt med mulen under hans berøring og hun missede let med de isblå øjne og skævede svagt mod ham. Hun løftede ganske kort halen i velbehag, inden den fortsatte sin rytmiske svingen frem og tilbage i et ganske roligt tempo. Hun var afslappet og nød hans nulren. Derfor fortsatte hun også med at give igen over hans kryds. Dog var den sorte hoppe nysgerrig og mulen gik derpå på opdagelse over hans muskuløse krop med en sentitiv strygen der nåede til hans lår og forsatte tværs over hans flanke. Hun bakkede en anelse, men så frem igen så hun atter kunne nå hans kryds. Hun stoppede dog sit kærtegn og stirrede en overgang ganske stift ud i luften, men hun var stadig afslappet. Det røbede at hendes tanker vandrede og hun skævede om til Jaidev.

" Jaidev, frygter du skyggerne? "

Spurgte hun så ganske neutralt med sin femine stemme der dog bar præg af en nygerrighed der gerne ville stilles. Hun vippede med de mandelformede ører og ventede spændt på om den røde hingst ville give hende hans svar. Myth kunne ej frygte noget der var så stor en del af hendes identitet. Myth kunne dog kontrollere det i sådan en grad så man ikke umiddelbart kunne regne det ud. Hendes fortid bar på mange skræmmende hemmeligheder og disse hemmeligheder og oplevelser var det der gav hende navnet: Midnight Myth.

Hun løsrev sig så fra hendes tanker og lod derpå halen piske kort mellem hendes lange bagben inden hun igen rettede opmærksomheden mod den røde hingst der stod ved hendes side. Hun kunne ikke holde en svag fornøjet brummen tilbage. Jo hun nød godt af denne hingst selskab.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

De mandelformede ører vippede lyttende og rytmisk omkring; de søgte efter hoppens brummende lyde som en radar. Lyde, som var blide som vindens legesyge kærtegn, og som gjord at han nød at indfange lyden inden stilheden æd den. Hendes berøring på hans kryds var en venskabelig gestus, som han ikke havde følt længe; det var en intim oplevelse for ham at mærke Myth på denne måde, men det var ikke ens betydning af at han ej brød sig om det. For han nød denne intense berøring, på trods af at de blot kunne ligne en uskyldig gnubben, og den var det vel nok også; men det kunne ej modsige at det var en intim følelse for ham. Han borede sin silkebløde mule ned mod hoppens bløde kryds, alt imens overlæben kørte rundt i mønstre på hendes kryds, for at gengælde den berøring hun forærede ham. Det fratog også hans opmærksomhed fra hendes løftet hale, den intime berøring; han var som sunket ned i en trance, hvor end ikke brunstens sødme kunne nå ham. Det var først da Myth blev nysgerrig, og berøring udviklede sig til mere intens og intimt. Jaidev hapsede i bløde bevægelser mod hoppens bløde hårdragt; ej hårdt, men blot som en blid kilden fra en fjers lette berøring. Men det viste også hvor meget han nød det.

Pludselig stoppede kærtegnet. Et spørgsmål eskalerede stilheden. Jaidev rykkede svagt med sit ædle hoved, som hævede sig en anelse, og derved forlod Myths kryds. Ørerne var vippet bagover, lyttende og søgende efter den blide stemme som kælede for hans følsomme hørelse. Et spørgsmål som vækkede tanker hos den glødende hingst. Det vækkede skjulte følelser; følelser som han helst ville gemme langt væk fra omverdenen, for ej at lade nogen sjæl komme ham for dybt. Øjnene hvilede tomt og intetsigende ud i luften, uden at se på noget. Han overvejede sine valgmuligheder angående ord nøje; hvor meget kunne han afsløre? Til sidst lød hans stemme med en rustik klang, alt imens han stadig holdte dit intetsigende blik lige udrettet. ” Ser De, Midnight Myth, jeg frygter ikke skyggerne som sådan. Men jeg frygter hvilke kræfter de gemmer på. ” Langsomt drejede han sit hoved mod den sorte hoppe med et alvorligt glimt i sine spejlblanke, perlesorte øjne. Det var et alvorligt emne for ham, et ømt emne for det var en frygt.

” Men sig mig, Midnight Myth; hvilke kræfter frygter De? ” Nysgerrigt vippede hingsten sine ører fremad, da han nu også spurgte ind til et ømt punkt på den sorte hoppe med de sirlige mønstre. Han udfordrede hende såvel som hun havde udfordret ham. Og han var spændt på hvilket svar hun ville komme med; hvis hun da forstod hans spørgsmål.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Myth var som smør under hans berøring og derpå lød den feminine brummen atter og hendes blik hvilede blot på ham. Men hun tav, da hingsten nu valgte at afgive sit svar. Et svar som var ganske interessant i det Myth jo mere eller mindre selv var en del af det, hvis kræfter han frygtede. Hun kunne ikke sige at hingsten var dum, for han gjorde klogt i det. Hun vendte sig om, og lod bagparten strejfe hans skulder i en smidig bevægelse. De isblå øjne studerede det alvorlige udtryk i hans. Hans svar var mindst ligeså udfordrende for den sorte hoppe, som brugte noget tid på at finde ud af hvad han præcist mente. Hun tolkede det dog på sin egen måde og følte det nødvendigt at dele nogle af sine kort med ham, selvom det ikke var af hendes gode vilje, men hun havde jo udfordret ham og derpå måtte hun give noget igen. Hun rømmede sig og lod så sin femine stemme lyde.

" Jaidev, som en der har levet og er en del af disse skygger vil jeg sige at frygten for deres kræfter er en ganske udemærket ting at besidde. Mine egne, som jeg dengang hvor jeg ej var i dette dødelige legeme, kunne få den mest stabile hest til at trygle om at blive slået ihjel. Blot ved en uskyldig øjenkontakt. Udover disse isblå øjne ikke kom til før min ankomst hertil. Så Jaidev, din frygt er velbegrundet. Jeg frygter ikke som sådan noget kræfter, da jeg vidst efterhånden har mødt det hele. Jeg vil derfor ikke kalde det frygt, men respekt. Men som en hver hoppe frygter jeg at nogen gør mine afkom fortræd. "

Hendes stemme var lys og ganske neutral. Myth lod ingen følelser komme ud gennem disse ord, som egentlig var hende meget private. Derfor sagde hun ej mere en nødvendigt. Hun nævnte intet om krigen, da hun knapt var blevet uafhængig af sin moder, hendes rejse til et nyere mystisk land hvor hun fik sine to sønner, og til sidst kom med i denne klan og klarede sig ganske godt ved hjælp af ren respekt, men også måden hun kunne sige fra. Nej, de små detaljer var der ingen der lige umiddelbart fik afvide og det fremgik også tydeligt, at der stadig var en del mysterier der omkransede denne hoppe, hvis isblå øjne blot afventede Jaidevs reaktion på denne lille tale.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hvad denne hoppe tænkte og følte, var en gåde for Jaidev. Hun viste ej tegn på hvilke følelser hunbar rundt på, ej heller hvad hun tænkte om ham – eller andre ting som sådan. Det gjord også, at den mørkglødende hingst bestemt ikke vidste hvor han havde hende henne, og hvilke følelser han besad overfor hende. Hun gjord alt for at bevare hendes mystik. Alligevel trådte hun i karakter på andre punkter. Da hun vendte sig rundt, ramte hendes bagpart let hingstens markerede skulder. Ørerne gled interesseret frem mod bagparten, men da hun begyndte at fylde tavsheden med sin feminine stemme, lyttede han i stedet opmærksomt, og ikke mindst interesseret og nysgerrigt.

Gennem hoppens tale, kneb hingsten sine perlesorte øjne skeptisk, og ikke mindst mistroisk sammen. Der var løse ender på hendes fortælling, hvilket hun sikkert også vidste. Hvad mente hun med ”hvor jeg ej var i dette dødelige legeme”? Det gav ingen mening i hingstens øre, hvilket hans udtryk også repræsenterede. En pludselig smerte brændte blandt de fængslede følelser, da hun nævnte ordet afkom; men han viste ej tegn på den smerte. En smerte som brændte fra hans hul af savn og sorg. Ørerne flappede langsomt sidelæns, da tavsheden atter indtog, og han måtte synke hoppens ord; og sin smerte. Men der gik ikke længe, før han atter var fremme til bålet, og dansede om ilden. ” Definer hvad De mener med, at De ej var i dette dødelige legeme. ” Jaidevs stemme havde som altid den behagelige klang, alt mens den spillede af maskulinitet; men denne gang havde en undertone af alvorlighed også sneget sig ind. Han ville ej blive kørt rundt, ej fremstå uforstående, for hun havde vækket en interesse i ham; en interesse som måtte mættes.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

De isblå øjne var fæstnet på den røde Jaidev, der fortsat stod ved hendes side. Hun lyttede til hans ord og kneb derpå øjnene en anelse skeptisk sammen. Hun var ej sikker på om hun ønskede at dele dette med ham. Godt nok havde hun vakt hans interesse og høfligst ville være at mætte den. Men den sorte hoppe med de meget sirlige hvide aftegn som symboliserede lynene der flænsede nattehimlen var ganske usikker over hvorvidt denne hingst ville acceptere hendes svar, hvis hun kom med et. Hun bevægede sig kort væk fra Jaidev og hun så sig vågent omkring og scannede området for fremmede. Der var ej en sjæl i nærheden, kun skyggerne som det mægtige bjerg kastede. Hun bevægede sig hen til Jaidev og lod blikket søge hans.

”Min moder var en fortabt sjæl & min fader et spøgelse, så i den tid jeg har levet indtil nu har jeg ej været dødelig, men en blanding af disse to ting. Skyggerne har altid været en del af mig, og det forsvinder aldrig. Lyset fra dette land, skænkede mig livet og disse isblå pupiller så jeg kunne blænde ind med mængden. Mine kræfter og pupilløse øjne er fortid, men skyggerne er der endnu, et eller andet sted. Jeg kan ikke fornægte hvad jeg er født ind i. ”

Hun trådte et skridt bagud for at give ham plads, for hun kunne ej gætte hans reaktion. Til trods for at han virkede som et fredeligt individ, så havde hoppen på fornemmelsen at han sagtens kunne bruge disse maskuline kræfter til andet end dans. Det kunne de fleste trods alt. Og det var en del at mistroen der lå begravet i Myth, men trods alt havde hun altid skulle forsvare sig og sætte sig i karakter overfor hendes tidligere flokmedlemmer, især fordi hun ikke havde været høj i rang. Så hun holdte en høflig afstand til den røde Jaidev, men hun holdte stadig øjenkontakten med ham.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs perlesorte øjne brændte af opmærksomhed; en opmærksomhed så intenst at han nærmest kunne føle hvordan hun følte hans intensitet. Han ventede tålmodigt på ydersiden, men det indre eskalerede i utålmodighed og en glubsk sult efter svar hærgede. Minutterne virkede nærmest som døgn, tavsheden var en uendelig pinsel. Men det hævede også spændingen, som sitrede mellem dem. Den mørke hingst lod sine mørke øjne glide på klem, og da hun bespottede område, efterabede han handlingen. Øjnene betragtede området med skeptiske glimt, men alligevel med opmærksomhed, for han skulle ej blive angrebet af en pludselig fjende. Men han kiggede ej rundt længe, for da var opmærksomheden atter vendt mod Myth. I stedet drejede ørerne sig mekanisk omkring, lyttende og søgende efter enhver lille ændring af lyden, som kunne forstyrre tavsheden mellem dem. Han var van til ej at bruge blikket for at finde fjenden; hørelsen var rigeligt. Men da hoppen lod sin bløde stemme høres, tvang han ørerne fremad, for da ville det vise sig, om hans nysgerrighed blev mættet, eller ej.

Svaret som Myth forærede han, var ej et svar som han nogensinde ville have gættet på; eller et svar han nogensinde ville tro kunne ramle ind i hans sensitive hørelse. Hun var datter af et spøgelse og en fortabt sjæl og derved udødelig. Hvordan kunne dette lade sig gøre? Jaidev knejste langsomt i hans muskuløse hals, hvor musklerne tydeligt trådte frem og blev endnu tydeligere. ” Midnight Myth, datter af spøgelseshingst.. Hvilken verden kommer De fra? ” Hoved virrede sagte da ordene fyldte stilheden op. Svaret brændte på hukommelsen hos ham, forvirrede ham og gjord ham mistænkelig; var hun en løgner? Det måtte hun da være, for hendes fortælling kunne ej vare sand!

Da gik det først op for den mørkglødende hingst, at hun havde rykket sig, givet ham plads til at sluge hendes ord. Næseborende blev et øjeblik store, da han udstødte et højt suk; frygtede hun hans reaktion? Egentligt vidste han ikke hvordan han skulle reagere, for troede han på fortællingen? Fornuften sagde klart nej, men en indre skyggestemme fortalte ham, at han var muligt; han var jo såmænd endt i et ukendt rige, så hvorfor skulle hun ikke også kunne være den hun udgav sig for at være?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

De isblå øjne iagttog den røde hingst nøje og vippede kort med de mandelformede ører. Han virkede ikke overbevist, men det undrede ikke Myth, for det var i sandhed en underlig sammenhæng, for hvorfor stod hun nu her i et dødeligt legeme. Myth manglede selv brikker i det puslespil og kunne derfor ikke åbne sig helt for den røde hingst. Den hvide hale piskede kort bag hende og hun bakkede et skridt og lyttede til hans ord. Hendes blik blev kort fjernt og hun kunne mærke at en underlig følelse af vemodighed lå og ulmede bag det rolige ydre. Hun sukkede kort svagt ved tanken om hendes helt spæde år, og mangel på sammenværd med sine forældre.

" Mit første år var meget hektisk, Jaidev. Jeg kan ikke svare dig på hvad stedet hed, for stedet var en krigszone hvor alle elementer var en del af kampen. Jeg ved bare at pludselig var de alle sammen væk og pludselig var jeg et andet sted som jeg så var helt indtil jeg kom til dette land og blev dødelig.... "

Hun så ikke på hingsten, men blikket var fjernt og den ellers feminine og lyse stemme var også fjernt og mere lav i toneleje. Det var ikke behagelige minder, men minder der trods alt var en del af hvem hun var. Hun kunne og ville ikke fornægte det. Hun havde haft gavn af sin uddødelighed, og sine evner og havde lært at klare sig og derpå blevet selvstændig. Hun så nu langt om længe på hingsten med et mere intenst blik. Hun var ikke overbevist om hvorvidt han troede på hendes fortælling og lod blot derfor ham komme til hende, hvis han ønskede at godtage hendes identitet. Hun ville ikke være klistrende og bibeholdte derfor afstanden. Dog måtte hun have gengæld.

" Men hvad med dig Jaidev, hvem er du? "

Hendes stemme udfordrede ham til at løfte, bare lidt, af sløret for hans identitet og måske kunne hun få bare lidt afvide om hvor han kom fra. De mandelformede ører vippede opmærksomt og hun afventede hans svar, hvis hun ville få et. Ikke alle heste talte så åbent. Myth havde intet imod det som sådan, for hun fortalte aldrig noget der kunne bruges imod hende.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

På trods af mistænksomheden, holdte hingstens sine mandelformede øre fremadrettet og lyttende mod den sorte hoppe, som de besad de sirlige mønstre på hendes korpus. Den fortælling hun mættede hans glubske sult med, var ej noget som han havde forventet – men hvordan skulle han også forvente en myte? Fortællingen om hendes tidligere verden, en krigsverden var spændende, men usammenhængende. Den manglede detaljer, brikker til det puslespil hun var begyndt at forme for ham. Men måske var det fordi hun ej havde eller brikkerne, eller ej ville gå dybere i detaljerne? Hvad end det var, vidste Jaidev ikke hvordan han skulle fortolke hendes fortælling. Men lige nu stod han blot og lyttede, så måtte tankespillet sortere og finde hoved såvel som hale på det hele senere; når han engang fandt ensomheden som selskab.

Hovedet gled langsomt på skrå, mens de perlesorte øjne betragtede hoppens isblå blik. Fortidens ar begyndte at røre på sig, det afslørede det fjerne blik i hvert fald. En dyb, beskyttende og maskulin brummen nynnede dæmpet til hoppen, for at fortælle at hvis hun ej ønskede at fortælle sin livshistorie, eller ej ønskede at blotte sine tætholdte kort, så skulle hun ej føle sig tvunget. Nysgerrigheden kunne tøjres; han kunne tøjre den. Den kunne blive fængslet, sammen med alle de andre følelser. Pludselig faldt hammeren, udfordringen lød: hun ønskede at vide mere om hvem han var. De sortnede øjne blev åndsfraværende, fængselscellerne for erindringerne og minderne blev trykket mindre. Hvad skulle han sige? Intet. Intet overhovedet; i hvert fald ikke noget, som kunne beskrive ham. ” Jeg er Jaidev; hingsten fra landet som herskede med skov og frodighed – men også forræderi og paragraffer. ” Svarede Jaidev i en dæmpet tone, da han alligevel havde afsløret en smule; måske endda for meget?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Den sorte hoppe lyttede til ham, opmærksomt og følte sig en anelse tryg ved hans beskyttende brummen som lød fra ham. Han var maskulin og han var ikke bleg for at vise det. Myth skridtede en runde om ham, mens hun scannede hans muskuløse krop med sit blik. Hun udstødte en svag feminin nynnen i respons til hans maskuline. Hun stoppede dog op ved hans reaktion til hendes spørgsmål. De isblå øjne blev intense og så direkte på ham. Forræderi og Paragraffer. Det mindede hende om sin egen tid op til dette tidspunkt. Hun var ikke forræderen, men man kunne roligt sige at Myth havde været offeret for dette forræderi. De mandelformede ører vippede kort, mens hun forsøgte at finde en fortolkning på hans hemmelighedsfulde svar.

"Forræderi er et vidt begreb alt efter hvor i forræderiet man står.. Du virker utilpas ved dette emne og jeg kan ikke lade være med at fondere over hvorfor.. "

Myth trådte det skridt væk fra ham som hun ellers lige havde taget mod ham. Hendes spørgsmål var gravende og hun fortrød måske en anelse hendes nysgerrighed, men det var måske fordi at hun jo selv kom fra lignende forhold. Hun rettede sig op og lod halen svirpe omkring hendes bagpart inden den derefter blev lagt til ro. Hun var trods alt stadig i brunst og det her var ikke det rette tidspunkt at begynde at vimse rundt igen. Hun fastholdte blikket på Jaidev, og afventede hans reaktion. Hun udstødte dog en blid beroligende feminin nynnen, for hun ønskede ej at vække harme i ham, men empati havde aldrig været hendes stærke side. Hun havde ganske enkelt aldrig hørt om det.