Duften af forår

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs mørke øjne fulgte opmærksomt hoppen Myth, som valgte at bevæge sig omkring ham. Næseborende blev store, musklerne blev anspændt. Han blev omringet af en skygge. Markerende slog han sit ene, slanke forben fremad, alt imens en fnysen forlod den silkebløde mule; en fortælling til at han ej brød sig om hendes hensigt. Men pludselig stoppede hun op, da hans svar havde vækket hendes interesse. Ørerne bevægede sig mekanisk frem og tilbage, mens den muskuløse hals blev foldet sammen til en elegant bue. Den sætning han havde delt med hende, sætningen som havde luftet lidt om hvordan hans hjemland havde været, ville han ønske han kunne tage til sig igen. Men i stedet kunne jeg blot stå og betragte ordene blive pillet ned fra luften og suget ind til Myths brændende interesse. Mulen blev spændt til en grimasse, og pludseligt dansede hans ben sidelæns, så han atter stod med front mod den sorte hoppe, som forsøgte at nedbryde hans murblokade til det indre, og derved lære mere om ham; hun forsøgte at trænge ind til hans livsbog, hans fortælling om ham selv, og derved læse om hvem han var, og hvilke skæbner han var blevet udsat for. Men det kunne han ej tillade. Han måtte beskytte fortællingen, beskytte erindringerne såvel som minderne.

Pludselig svarede Myth på hans ord. Ørerne der før havde bevæget sig hvileløst omkring, drejede sig lyttende fremad; nu var det hans tur til at tage ordene fra stilheden til sig. Men de ord som han fremlagde, var nærmest en hentydning til at han var forræderen; sådan som han fortolkede det i hvert fald. Øjnene kneb sig langsomt sammen, mens brystkassen blev skudt frem på en dominerende og ikke mindst markerende måde. Hun skulle bare vide.. Da Myth selv bevægede sig et skridt til siden, efterlignede Jaidev bevægelsen; dansende krydsede benene og han gjord afstanden større, men uden at slippe det blik på Myth, som havde fængslet sig fast på hende. ” Jeg forstår Deres mistænksomhed, men De har ingen beviser til at bære den. Sagde Jaidev kort, forsvarende. Han ønskede ej at blive set som forræderen; han var blot offeret som var blevet leget med. Da hun brummede feminint til ham, lod han sit mørke blik falde mod den spraglede jord. Deres snak var begyndt at grave i hans indre ar, som snart ville græde i blod.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Myth følte at luften mellem dem blev anspændt. Myth var anspændt under hans blik og dominerende ydre, som han skød brystkassen frem. Hun løftede hovedet i en form for forsvars position. Det lå instinktivt hos hende og hun vidste trods alt ikke hvad den ellers rolige Jaidev kunne finde på. Hun lyttede til hans ord og det gik op for hende at han måske havde misforstået hendes spørgsmål. Hun nåede dog ej at besvare det, før den ellers så standhaftige hingst slog blikket i jorden. Myth lod sine ben krydse i en anelse utilpas trippen i det hun nu ej kunne finde ud af hvor hun stod i forhold til hingsten. Hun blev spændt i kroppen og kunne føle hvordan hun skiftede positur til en mere dominant, som hun dog fik slået ned igen. Hun havde været vant til at skulle udnytte et svagt øjeblik hos sine flokmedlemmer, men hun kunne ikke få sig selv til at gøre det overfor den røde hingst, for noget var der galt, men dette var også noget han holdt hemmeligt. Myth tog en dyb indånding og åndede ud for at blive afslappet i hendes holdning. Hun bevægede sig hen til til Jaidev med varsomme skridt. Hun lod mulen berøre hans pande. Hun stod åbent og blottede sin hals tæt ved hans tænder. Hun stolede på at han ikke var en forræder udfra hans reaktion, og det måtte hun vel vise ham på en eller anden måde. Hun mimrede med mulen og nulrede hans pande i rolige bevægelser med en blid beroligende brummen der tog form i en lys nynnen.

" Jaidev, du behøver ikke sige noget.. Jeg tror jeg forstår. "

Myth trak mulen til sig og bakkede endnu et skridt. Hun kunne ej få sig selv til at sige at hun forstod ham, for hun havde jo som han sagde ingen beviser, så derfor kunne hun kun antage at hun forstod ham. Hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle gøre, mest fordi hun ikke kunne læse Jaidev. Hun så blot på ham med de isblå øjne. Hun var rolig, men dog også urolig, fordi Jaidev virkede så utilpas og det var trods alt hende der havde skabt den.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Emnet gjord begge sjæle anspændt og skabte en brændende mistanke mod hinanden; hvad har sjælet lavet, før den kom til denne verden?. Anspændtheden vibrerede og sitrede gennem luften; Jaidev følte den i hvert fald, nærmest som et vindpust over den langpelset krop. Men selvom det kun var et lille, diskret vindpust, var det mere end rigeligt til at få ham til at grave sig ned bag sin murblokade, og satte forsvaret op. Derfor havde blikket også fundet den spraglede jord, hvor mosegrønt græs forsigtigt spirede frem fra dets dvale. Myths bevægelser gjord, at han opmærksomt drejede et øre mod hende, og lod de trækuglesorte øjne skæve tomt mod hendes trippende gang, som tydeligt viste at hun selv var utilpas med denne situation. Men pludselig tøjrede hun sin anspændthed, og med en rolig udstråling kom hun nærmere. Hingsten rykkede kort på sit fintformede hoved, inden en pludselig berøring ramte ham. De sortnede øjne spærrede sig kortvarigt, men overrasket op, da hun pludselig blottede sin strube for ham, og lod mulen ramme hans pande. Hans egen mule dannede en rynke, men ellers stod han ganske fredsommeligt stille, og så ej ud til at virke som en, der havde lumske eller utilregnelige planer. Da hun snakkede, lyttede han opmærksomt og skævede sigende mod hende, inden han prustede tungt og dybt, for at skubbe emnet væk fra dem; det var for intimt og ømt et emne for dem begge, og der var ingen grund til at skabe fjendtlighed mellem dem.

Da Myth atter gav ham plads, efter hendes lille snak, knejste hingsten stolt op i sin stærke, muskuløse hals. Men havde hun gennemskuet ham? Øjnene kneb sig svagt sammen, men ej længe. Dybt og hingstet brummede han til den yndefulde hoppe, inden han gjord et smæld med sin ravnsorte hale. De slanke ben satte pludselig frem i bevægelse; han strøg op på siden af hende, puffede til hendes skulder som en invitation, da han dansede elegant af sted. Så var spørgsmålet blot, ville hun følge med, eller stoppe mødet dér?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hun var en anelse urolig over den pinlige tavshed der nu var mellem dem. Hun vippede ganske nænsomt med de mandelformede ører og brummede derpå svagt og feminint. Han gjorde hende intet, mens hun berørte ham og det gav hende en vished om at hun måske kunne stole på ham. Hun viftede sagte med halen, men rynkede svagt på mulen. Den slanke krop blev spændt i det han berørte hendes skulder og satte i skridt. Hun stod kort og overvejede hvorvidt hun skulle følge ham. Der gik dog ikke længe før hun satte i en let spænstig trav efter ham med halsen hvælvet. Hun dansede ganske elegant og den hvide man dansede over hendes hals og gik i et med de sirlige aftegn. Hun slog dog i skridt da hun nåede hans side. Hun løftede hovedet en anelse og prustede hoppet og trissede en anelse frem ad med halen piskende bag hende. Hun holdte dog an, men kun for at eksplodere frem i galop i en serie elegante bukspring. Hun stoppede dog brat op og lod sit forparti hæves og derefter drejerundt i en stejlende piuette, så hun stod med fronten mod den røde Jaidev. Hun udstødte en feminin kalden mod ham i form af en svag nynnende brummen. De isblå øjne hvilte dog blot intenst på ham.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Øjnene skævede tilbage til den ravnsorte hoppe, som stod og overvejede hvorvidt hun ville følge den glødende hingst, som havde inviteret hende til at være hans dansepartner; alt for at få fjernet de lumske minder de havde delt for en kort stund. Det havde skabt en arrigskab hos den glødende hingst; et forsvar var trådt i kraft, for at beskytte det sårbare, arret indre, hvor ingen havde adgang, og hvor Jaidev egentligt heller ikke ønskede andre havde adgang. Det var hans erindringer og minder; hans formningsværk som havde gjort ham til den indelukket sjæl han var. Øjnene kneb sig utålmodigt sammen, indtil Myth til sidst valgte at følge ham. Da brummede hingsten dybt og maskulin, som lød i en nynnende, behagelig tone, alt mens hovedet gjord et tilfredst kast. Pludselig strøg hoppen frem i hendes yndefulde dansetrin, som ville kunne gøre enhver jaloux. Hovedet fløj i vejret, mens de sortnede øjne betragtede hoppens dans med et ulæsligt glimt. Han nød at se hvor en stærk karakter hun var; det var med til at gøre hende speciel. Langsomt knejste hingsten sammen i den muskuløse, brede hals. Hun havde kaldt, og nu valgte han kaldte tilbage i den dominerende, hingstede tone, og sprang elegant frem i galop, op til hende og videre af sted. Så måtte hun vælge at følge, eller tøve.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Duften af ham blev indhaleret af hendes følsomme næsebor i det han passerede hende i et ryk. Det var en duft som hoppen vendte og drejede i hovedet, implanterede i hendes sind og gemte det væk til senere brug. Ikke at hun allerede havde hans duft på nethinden, men hun måtte blive ved med at forny sine indtryk. Hans duft var stærk og ulmede med maskulinitet og det faldt i god jord hos den sorte hoppe, som nu blot betragtede hans galop. Hun tøvede dog ej et sekundt og lod hendes lange stærke bagben skyde hende afsted i en hurtig acceleration hen mod ham. Hun kastede med hovedet og den hvide man piskede om hendes slanke svanehals. De lange ben bar hende over landskabet ganske hurtigt i det hun tog store skridt og forsøgte at indhente den røde hingst. Han var hurtig trods sin størrelse og Myth måtte endda anstrenge sig for at hente ham ind, men hun fandt dog rytmen ved hans side og hun prustede i takt med hendes galop. De mandelformede ører var vendt frem og hun lod nu blot til at følge ham, ingen udfordring eller noget, nej hun nød blot at få strukket lidt ud.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Under den silkebløde pels spillede musklerne. De arbejde harmonisk med hinanden, de gav hingsten elegance og skønne bevægelser at beskue; han var en elegant danser af natur, men han havde aldrig tænkt over hvor flydende og bløde, ikke mindst aktive hans bevægelser var, når han bevægede sig. Det lå blot i ham, lå fra hans fader. Gang på gang ramte hovene ned mod den tørre jord, som gav dunkle genlyde, som blev forstærket af hans eget prustende åndedrag, der drev ud fra hans næsebor, der var udspilet. Langsomt strakte han halsen fremad, og lod anspringene blive mere ’op-ad-bakke’ gående, og derfor lagde han også mere vægt på den muskuløse bagpart. Hver en bevægelse var en frihed for denne rødbrune hingst, der altid havde fundet frihed ved at løbe; stikke af som nogle havde sagt. En pludselig lyd fik de mandelformede øre til at dreje sig, og i øjenkrogen fangede han den sorte hoppe, der udstrålede en hel unik ro, da han kom galopperende der ved hans side. Hun virkede utrolig afslappet og så ud til at nyde at strække musklerne. Jaidev gjord et kast med det fintformede, markerede hovedet, og lod et uskyldigt nap søge mod hendes sølvhvide man, som en hentydning af taknemmelighed for hendes selskab. Langsomt tog han farten af, og fandt i stedet et mere tilpassende galop, der ej virkede så farende eller flygtende, men i stedet blot balancerende og endnu mere harmonisk end hans tidligere. De sortnede øjne skævede til den elegante, langbenet hoppe, mens ørerne var vendt frem mod hende, både på grund af velbehag men også af ægte tilfredshed.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hendes isblå øjne hvilede på hans muskuløse krop og derpå musklerne der spillede under det fine hårlag. Hun mimrede med mulen og kastede så med hovedet så den hvide man dansede omkring hendes slanke svanehals der nu var nydeligt hvælvet. Hun bemærkede han sagnede tempoet og hun måtte indrømme at det behagede hende for hun havde svært ved at følge med. Hendes tempo blev derpå roligere og hendes gang mere fjedrende og 'bouncy' Hun vippede med ørerne og piskede kortvarrigt med halen, efterfulgt af nogle rejehop da han nappede til hendes man. Hun var ej sippet, men nærmere i et mere legesygt hjørne. Hun nappede blidt ud efter hans skulder, inden hun satte farten op for at skære ind foran ham og stoppe op i en afstand, så de ikke ville kollidere.
Hendes flanker pumpede voldsomt og hendes næsebor var udspilede, samt hendes sorte hårlag en anelse fugtigt af sved fra løbeturen. Hendes isblå øjne stirrede blot intenst på Jaidev, men også afventende, for ville han stoppe og gøre hende selskab eller ville han fortsætte sit løb? Den hvide hale piskede bag hende og hun stampede let i jorden med det ene bagben inden hun undslap en feminin syngende brummen og missede øjnene mod solen og nød hvordan dens stråler reflekterede over hendes pels, som gav en skinnene genspil.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

De to sjæle havde delt mange timer med hinanden, delt mange oplevelser med hinanden og set hinanden an længe. Ej var der blevet belært meget om hvilke sjæl de hver besad, for ord var ej det som de hver især havde hæftet sig meget opad, tværtimod havde det tavse sprog hvisket blandt dem. De havde kommunikeret ved at danse med hinanden, op til hinanden og mod hinanden – men alt var foregået i en sælsom harmoni. En harmoni, som den glødende hingst, Jaidev, ikke troede eksisterede i en hoppe som Myth, fordi hun var en hel unik kaliber; hun havde et helt bestemt temperament, som han ikke havde vidst hvordan han skulle tackle eller tøjre, hvis det ikke var fordi at hun indeholdt så meget andet; hun indeholdte mystik, som netop havde draget ham en smule. I takt med at han galopperede der ved hendes side, lod han sine dybe, mørke øjne hvile på hende. Øjne, ingen nogensinde havde været i stand til at finde bundfæstne i. Øjne, der ej fortalte meget om hvem han var, men hvordan han var blevet påvirket af livets forhindringer. Langsomt strakte han halsen fremad, og lod ørerne tilte sidelæns, da et nap ramte hans muskuløse skulder, hvor musklerne arbejde harmonisk for at bringe ham videre i den taktfaste fart han var oppe i; en fart den sorte hoppe nød. Men pludselig øgede hun tempoet, og med ét standsede hun. Jaidev kastede med det samme det velformede hovedet i vejret, og lod de mørke øjne spærre sig op, inden han lænede kroppen bagover, og stoppede i et voldsomt ryk. Da han endelig stod stille, kastede han kådt med hovedet, og lod derved den ravnsorte man danse rundt omkring den muskuløse hals, inden han udsendte et højlydt fnys. Et fnys, der med stor kraft forlod de udspilet næsebor, mens hele kroppen glippede i takt med hans hastige vejrtrækning. Men øjnene, de var fængslet på Myth, mens ørerne gled fremad mod hende. Bag den sorte pandelok rynkede han diskret på brynene, inden han dansede frem mod hende med yndefulde, velafbalanceret skridt, og lod en dyb, hingstet brummen lyde, idet hans silkebløde mule strakte sig frem mod hendes pumpende flanke...

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Myth troede et øjeblik at den store muskuløse hingst ville ramle ind i hende, men han nåede at tøjle sine store krop og fik bremset i bedste westernstil. Hun løftede hovedet ved hans fnys og udstødte en feminin brummen mod ham og hvælvede yndefuldt i halsen da han trådte nærmere. Myth var en hoppe af få ord og det virkede også til at den røde Jaidev var ligeså. Hun ville gerne vide mere om ham, men hun vidste at det krævede at han vidste mere end hende, og det var hun ikke interesseret i. Da han nu var indefor række-vide, strakte hun sin fløjlsbløde mule mod hans skulder hvor musklerne spillede under det fine røde hårlag. De fik hende til at brumme ganske feminint, mens hun ganske sensitivt undersøgte den med blide bevægelser. Dog trak hun pludselig hovedet til sig i et hoppet hvin, og sendte et bagben bagud, mens halen svirpede og manen dansede omkring hendes hals og scenariet blev efterfulgt af en lunefuld, men stadig yderst feminin brummen, mens hun begravede mulen i hans sorte man og pustede til ham, mens duften af ham stadig blev indhaleret. Hun kunne nærmest dufte maskuliniteten ved ham og hun ville lyve hvis hun benægtede at bryde sig godt om det. Hendes mindre anfald var blevet udløst af hans berøring mod hendes flanke. For selvom hun ikke havde noget imod det, så var det uvant for hende og så skulle han jo lige vide at hun trods alt var en hoppe, som var i en periode hvor hun var lidt ekstra pirrelig. Men Jaidev var velkommen i hendes nærvær, det var der ingen tvivl om i det han ellers var blevet forsøgt ædt levende, hvilket også kom til udtryk via hendes kropssprog, men hvor nært han var velkommen var dog uvidst

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

I en fjerblød berøring lod den mørke hingst den silkebløde mule ramme ind mod den sorte hoppens pumpende flanke. Hans egen flanke var han overbevidst om, pumpede ligeså kraftigt, mens de store næsebor var udvidet, og den varme ånde blev kastet med største kræft ud af næseborende. De mandelformede øre var drejet baglæns, for at følge med i Myths sensuelle berøring mod hans muskuløse skulder, alt imens han selv var godt i gang med at røre hendes varme flanke. Luften var blevet tykkere, og den stærke, tunge duft af brunst hang i et tykt slør omkring dem; en utrolig tiltalende duft, der med største hast blev inhaleret med ind i hingstens store næsebor. Pludselig sendte den sorte hoppe et slankt bagben bagud, og lod et hysteriet udfald ske. Med ét fløj hans velformede, markerede hovedet tilbage mod hans bringe, og hans stærke forben stampede hidsigt mod græsset under deres hove. Musklerne spændte sig pludseligt fuldstændigt op under den silkebløde pels, og med trippende bevægelser skød han bagpartiet sidelæns, så han på den måde skubbede flanken mod hendes, og lod den varme mule glide over hendes smalle bringe. Let lod han den sorte hale hæve sig i en kåd bue bag det velformede bagparti, mens halsen knejste sig dybt og stolt sammen, så de mangfoldige muskler virkelig trådte frem. Den tykke duft af brunst hang som en pirrende ophidselse i hans følsomme næsebor, som hele tiden blev rynket og krænket, alt imens han lod mule glide opad hendes slanke, men stærke hals; ligeså blidt og forsigtigt.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Post 100 !

Myth hvælvede i halsen og slog ud med et af hendes lange forben i det hans flanke stødte mod hendes i en ganske ophidsigt bevægelse. Hun havde dog ingen intensioner om at skade den røde hingst der nu så sandelig fik sig vist frem med musklerne spillende under hans hårlag. Hun udstødte en lav hvinen, men ikke hysterisk, blot hoppet, som Myth nu var. Brunsten hang omkring dem som et slør der lukkede dem inde i deres egen verden og selv Myth blev en anelse ør i hovedet af ren ophidselse. Hendes hårlag var fugtigt fra deres løbetur og flankerne pumpede stadig ophidset, mens hendes åndedræt var tungt og de isblå øjne gled intenst over Jaidevs muskuløse korpus. Hun hvælvede atter i halsen og skød brystkassen frem og piskede med den hvide hale omkring sit bagparti og Jaidev fik også et par pisk ind i mellem når halens hvide hår kom på afveje under de halvvoldsomme bevægelser. Hendes lyse mule søgte ligeså hans hals, som hun en anelse groft begyndte at nulre, mens hun fnyste og prustede i ren hidsighed. Hun kunne mærke hvordan hun næsten blev svimlende og det hele virkede så hektisk at hun nu trippede sidelæns og fnyste højlydt. Inden hun stoppede op med halen kådt løftet og de isblå øjnene gnistrende af ren intensitivitet.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det var som om, at der var blevet lagt et slør over Jaidevs bevidsthed. Ligeså blidt og forsigtigt var søret dalet ned, men det virkede umuligt at ryste det af sig igen. Det blokerede selvkontrollede, og ønskede at hormonerne skulle dominere, nu hvor brunsten hang dér så tiltrækkende i luften, og for hvert åndedrag blev hevet ind til de ivrige, dansende hormoner. Langsomt glippede han med de sortnede, bundløse øjne, mens han i det indre forsøgte at få kontrol over det, der var eskaleret af brunstens magt. Hvad Myth foretog sig, var han et øjeblik uopmærksom på, for han måtte atter ind og genfinde sig selv, inden hormonerne overskyggede hans samvittighed og ønske. Men da en grov berøring ramte den brede, muskuløse hals, vågnede Jaidev øjeblikket op fra sin dvale, og slog hovedet højt i vejret, alt imens han elegant trippede sidelæns med høje knæløft. Legen, dansen, var begyndt at blive alt, alt for farlig, og Myth så ikke ud til at ville trække sig væk fra den spænding, der hang mellem de to ydmyge sjæle, der begge var påvirket af naturen involvering; brunsten. Et suk slap lydløst fri fra Jaidevs mule, inden han med anspændte skridt trippede op til Myths side, og lod den silkebløde mule søge hendes i en venlig gestus. Hans sortnede øjne spejlede sig i de isblå øjne Myth ejede, inden han nappede ømt til hende mule som et ’tak for denne gang’, inden den fyldige, sorte hale gled op, og han satte da fremad i en dansende, flydende trav med de afspændte bevægelser.

[ Out. Tænkte at vi stoppede, ingen den blev for lang. Desuden vil jeg gerne ha' afsluttet nogle gamle tråde. ;D]

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER