Nice to meet you

Dom stod på en lille forhøjning ved en klippevæg, der tårnede sig højt over ham og gennemborede skyerne langt langt oppe. Mørket var tæt og månen fik ham til at kaste lange sorte skygger i dette dystre landskab. En lille sti langs klippevæggen tillod ham at nyde det saftige græs fra et højere punkt, hvilket han havde brugt sig af, som han stod her i mørket på bjergøen, som han efterhånden brød sig ret godt om.

Hans mørke man og hale blæste en smule i vinden, som var lun og behagelig på dette tidspunkt af året. Foråret - han nød det. Dog var der sider af det, han godt kunne fravælge.

Den sødlige duft af brunst for eksempel. Hoppernes fuldstændig hormonforstyrrede adfærd og den lokkende duft, der kunne tirre selv den bedste hingst. Dom havde dog altid været god til at beherske sig. Han lod sig ikke rive med, på trods af at han var noget af en drengerøv- Han kendte andres grænser, kunne selvfølgelig godt flirter lidt, men at krænke en hoppe, ville han aldrig kunne gøre.

Illana, den gyldne, vandrede afsted under nattens tæppe. Stjernerne glimtede langt over hende, som små lys, der skulle guide hende på vej; hvilket de også gjorde. Men noget andet guidede den gyldne hoppe i langt større grad, end de funklende stjerner, nemlig det lys, der lyste op fra hendes hals af. Et lys i en beholder, placeret så tæt på hendes hjerte som muligt. Et lys der ville guide hende gennem hendes hjerte, derhen hvor hun var skæbnebestemt til at gå. Hun lod sine øjne vandre rundt i mørket, som to funklende juveler, svagt oplyst fra det smukke lys om hendes hals, som hun bar med stolthed og med ære. Natten var stille og mild, hvilket tegnede til at foråret havde slået sig ned for alvor og snart ville gå imod den varme sommer. Selv pelsen på den gyldne hoppe, som førhen havde været tæt og tyk, var begyndt at tynde ud, så den koret sommerpels endnu engang ville skinne på hendes krop. Hendes krus var imod de enorme klipper, der gemte på mange hemmeligheder, snoede stier og lumske fæller. Ikke fordi hun ønskede at begive sig derop endnu, men hun havde en fornemmelse af, at en speciel sjæl vandrede i nærheden, og hun havde nu sat kursen for at finde ham. Om hun havde ret, vidste hun ikke endnu; men hun nærmede sig og fra afstand af, kunne den gyldne hoppe nærmest minde om en vandrende stjerne, med det lys, hun nu bar om sin spinkle hals.

Som Dom stod og hev totter af det grønne græs fra jorden, havde han et øre vendt bagud. Det cirkulerede omkring - lyttede. Rovdyr og andet lurede overalt, og Dom ønskede ikke at være et nemt offer, hvis han en dag blev overfaldet. Han ville kæmpe til det sidste, om så det ville betyde døden alligevel.

En gang imellem løftede han hovedet og stod helt stille i et par minutter. Lyttende og spejdende ud i mørket. Han vidste ikke hvad han forventede at se, men hans sanser var på sit højeste på denne tid af døgnet, især når han var helt alene.

Hans følsomme næsebor blev pludselig vækket til live af en velkendt duft. Dom løftede sit hovede og stirrede frem for sig imens han inhalerede duften med de fintformede næsebor, der nærmest vibrerede ved bevægelsen.

Kunne det være Illana? Eller tog han fejl. Han havde trods alt kun mødt hoppen én gang, men han syntes det virkede velkendt. Brunsten var der også. Han rynkede lettere irriteret på mulen og slog et par gange med halen, før han lod et dybt og hingstet vrinsk flænge nattens stilhed i håb om, at det var Illana, og at hun ville tilbringe sin tid med ham denne nat.

Illana, den gyldne, som havde sine sanser vågne, lagde snart mærke til en puslen noget længere fremme, i nærheden af de første klippevægge, der strakte sig op og blev til endnu større klipper, der rakte imod skyerne, som natten havde belagt med et mørkt tæppe, der dækkede så meget, det nu kunne. Da et vrinsk derpå ødelagde den klamrende stilhed der lå over engen på dette tidspunkt, spidsede Illana forundret ørene. Den sjæl, som Illana havde håbet på at finde, som hun havde haft fornemmelsen af var til stede i dette område, havde nu kaldt. Illana, hvis lys omkring halsen glødede en smule mere, ved hendes forøgede hjertebanken, kaldte Ventus igen med et let genkendeligt kald; mildt og naturligt, som den gyldne selv. Derpå drog hun imod det kald, er som et lys havde flænget stilheden i natten, med en let og naturlig trav. Hendes skridt var som en dans, der første hende over engen, det åbne område, med lyset hængende omkring hendes hals, der lyste hendes vej op og ligeså guidede hende imod Ventus, som havde valgt at befinde sig ved klipperne på denne milde tid. Illana kaldte endnu engang da hun nærmede sig, for at gøre det klart at det var hans selskab hun søgte, og ingen andres. Da hun da så først nåede ham, lod hun sin elegante dans ophører og blikket søge den guldfarvede hingst, med ben der var forsvundet i nattens mørke. Hun gjorde et enkelt og hilsende nik, for at vise ham at hun var glad for, at have fundet ham, og derefter afventede hun hans modtagelse. Illana havde forandret sig let, siden deres sidste møde; ikke i personlighed og ikke i udseende, men om hendes hals bar hun nu noget meget unikt, som måske ville vække reaktion hos den guldfarvede hingst.

Hingsten prustede og lyttede ud i natten, da Illana nærmede sig. Han kunne høre dumpe hovslag mod græsset. Ikke klodsede eller høje men i nattens stilhed lød det elegant og svævende. Da hun kom til syne længere fremme, måtte Dom blinke et par gange. Hendes farve var lysende i natten, men rundt om hendes hals var en slags halskæde. Han lagde hovedet lidt på skrå og glippede igen med øjnene. Både af forundring men også fordi hans øjne havde vænnet sig til det totale mørke, og denne halskæde lyste Illana op, så hende skønhed blev mere tydelig i mørket.
Dom lod blikket søge hendes milde øjne og smilede så drenget. Han brummede imødekommende til hende og trådte nærmere med hovedet en smule sænket. Blot for at vise hende sin respekt. Han slog let på hovedet, da hans næsebor atter fangede den lokkende duft.

Han stoppede lidt fra hende og studerede atter smykket let, inden han igen oprettede øjenkontakt til hoppen. Han strakte venligt mulen frem mod hende og brummede let. "Godaften Illana," sagde han så med sin drengede stemme og smilede til hende.

Illana, den gyldne, som nu mødtes med den guldfarvede Ventus, smilede let ved hans hilsen; han bøjede sig let, for at vise respekt, men ej behøvede han dette. Illana lod sin mule strækkes imod ham, inden han hævede sit hoved igen, for at give det et puf på vej opad, samtidig med at hun viste, at de var lige. Blot fordi Illana nu bar et smykke ved sit hjerte, der indeholdt en bid af det evige lys, der boede i dette land, blot fordi hun var velsignet, udvalgt til at passe på det, betød det ej, at hun var mere værd end han var. Hun mødte derpå hans blik, et blik hun havde savnet. Hans hilsen, der nu kom hende i møde samtidig med at hun mødte hans mule igen, varmede let den gyldne hoppes sind, og atter glødede smykket en anelse mere. Se, det smykke hun bar, havde nemlig kontakt til hendes hjerte og sind på samme tid; og nu mere glad, nu mere påvirket hun blev af en anden sjæl, des mere glødede det. Ligeså, hvis den gyldne hoppe måtte opleve noget trist, ville gløden dæmpes og svinde ind. Dog aldrig slukke, for nej, det var noget af Andromedas lys, og så længe kilden til det eksisterede, ja, så længe ville lyset om Illanas hals gløde. Hun lænede hovedet en smule imod Ventus, inden hun trak det til sig, for at møde hans blik igen og gengælde hans hilsen.

,,Godaften, du ædle Ventus; det er dejligt at se dig igen. Fortæl mig, hvordan har du det, og hvad har du foretaget dig de nætter, der er gået siden vores sidste snak?”

Spurgte Illana med den milde stemme, inden hun trådte en anelse til siden, for dernæst at vende sig rundt, så hun nu stod ved siden af den ædle hingst og ej længere foran ham. Ved hans side følte hun sig godt tilpas, som var hun hjemme og i fællesskab med en ven, der stod hende nær. Hun puffede let og opfordrende til hans skulder, som tegn på at han skulle dele ud af dine oplevelser og meninger; for den gyldne hoppe var mere end ivrig for at høre, hvad netop denne hingst havde på hjertet.

Dom studerede hende, som hun stod der. Mild og smilende præcis som han havde husket hende. Han måtte endnu påmindes om, at han nød hendes selskab. Han smilede tilbage til hende, som hun stod der. Hans øjne faldt en gang imellem på smykket, der hang glinsende og smukt ned tæt ved hendes hjerte. Ved bringen. Han vippede let med sine mørke ører og brummede hingstet, da hun viste ham nærhed og en gang imellem berørte ham. Det mindede ham og hans mor, og han nød nærhed meget, så Illanas berøringer blev taget imod med stor glæde fra den gyldne hingst.
Da hun talte frem rettede hans øjne sig atter i hendes. Han lyttede. Vippede en gang imellem med et øre for at vise hende, at han stadig lyttede til hende, selvom han var tavs.
Hun udtrykkede glæde for at se ham igen, hvilket gjorde ham mere tilpas. Han smilede lidt skævt, da hun sagde det. Hun gjorde indtryk på ham, både med sin skønhed, sit milde væsen og sit vise sind. Inden han havde nået at besvare hendes spørgsmål, havde hun rykket sig om på hans side. Han rettede sig lidt op, da hun puffede let til hans skulder. Faktisk vidste han ikke helt, hvad han mente om kontakten med hende, når brunsten sad tydeligt i hans næsebor og pirrede ham, men han ville ikke afvise hende, medmindre han ikke kunne styre sig selv længere.

"Det er ligeså mig en gldæe at møde dig igen smukke Illana. Jeg har det ganske udemærket, og jeg har blot fordrevet nætterne med at slappe af og udforske dette land, som stadig er mig lidt af en gåde," sagde han og nappede blidt til hendes lange lyse man, inden han fortsatte.
"Men hvad med dig? Jeg ser du bærer en forandring. Har du det godt?" hans grønne øjne fangede hendes, og han lod let sin mule strejfe over hendes hals med en venlig brummen.

Illana, den gyldne, lod ørene vendes fremad imod Ventus, der havde budt hende velkommen, og som hun nu stod ved siden af. Han virkede godt tilpas og lod ej til at være overvældet over, at Illana nu bar noget omkring halsen, og det satte hun pris på. At en sjæl som Ventus valgte at lade glæden over, at Illana var ved ham, værre større end nysgerrigheden omkring den ændring der var, ved hendes hals, viste at han var mere oprigtig i sin tankegang, end andre. Illana strøg ham let over den muskuløse hals, den guldfarvede hals. Han var unik denne hingst og Illana følte sig så godt tilpas i hans selskab, allerede nu. Da han rettede sig op, lod Illana sine øjne søge hans, for både at læse hans ord i hans øjne, samtidig med at han udtalte dem. En ganske simpelt hilsen, spørgen indtil hvordan hun havde det. Hun smilede let, vel skævt endda og derpå lod hun sin milde stemme overtage, der hvor hans slap.

,,Jeg har det glimrende tak; og ja, en lille forandring bærer jeg. Hvor den stammer fra, kan jeg ikke beskrive med ord, men jeg er blevet skænket en del, af det lys, som bor i dette land. Og det lys, skal jeg beskytte, her, ved mit hjerte.”

Sagde den gyldne hoppe med den milde stemme. Hun havde intet imod at dele ud af sin viden omkring halssmykket til Ventus, fordi han netop var en oprigtig sjæl, der fik smykket til at gløde mere i hans nærvær; han var en af dem, som lyset allerede nu trak imod, og han var en af dem, som Illana skulle overveje i sine fremtidige handlinger. For hvis lyset allerede nu søgte ham, reagerede på ham, var han måske den rigtige?

Den gyldne hingst stod og slog med den mørke hale. Bløde afslappede slag imens hans øjne lå roligt i Illanas. Hun var speciel, ikke blot på grund af halssmykket, men der havde altid været en slags lys omkring hende. Måske var det farven, der spillede Dom et puds, men han syntes, at der var et eller andet. Med en rolig brummen rettede han ørerne op, da den lille hoppe besvarede hans spørgsmål, hvordan hun havde haft det. Hendes milde stemme flød roligt, som Dom lyttede og opfangede hendes ord. Han ville altid kunne kende den stemme, det var han sikker på.
Han studerede kort halssmykket. Det fascinerede ham en smule. Ikke fordi det gjorde hende anderledes, men fordi hun fortalte om lyset i det. En del af landets lys? Det lød mystisk, men Dom havde opfattelsen af, at det meste i dette land var en smule mystisk, så han lod atter blikket falde i hendes blide øjne med et lidt drenget smil.

"Det glæder mig, at du har det godt Illana. Meget i dette land er uforklarligt, men så længe lyset er i dit hjertes nærhed, har jeg en stærk fornemmelse af, at det er i den største sikkerhed, det kan komme i nærheden af," sagde han. Stemmen var mindre drenget og kæk, faktisk meget seriøs - det kunne Dom også godt være, selvom han ikke virkede sådan, når man mødte ham første gang.

Han smile roligt og hev blidt i en tot af hendes skinnende man, som han slap igen med en varsom bevægelse. "Men sig mig, smukke Illana, hvad har du fordrevet din tid med, udover at modtage en smuk gave fra dette land?" spurgte han så. Stemmen var meget oprigtig, han var interesseret i at vide mere om hende. Han brød sig ikke om at snage, men hun fangede hans opmærksomhed, så han havde masser spørgsmål, som han havde på fornemmelsen af, at hun gerne ville besvare.

Illana, den gyldne, lod sine øjne glide over den guldfarvede hingst en enkelt gang, mens han stod der i alt sin pragt, let oplyst af det lys, der hang tæt ved Illanas hjerte og som berørte hendes sjæl; det lys der reagerede på Ventus og hans nærvær, som priste det sig glad for at han var dem begge nær - Hvis man da kunne snakke om, at de var adskilt, Illana og lyset. For det var de i bund og grund ikke. Lyset var både en del af hende, og ikke. Det var en del af Den Vise, der havde valgt at vise sig for Illana og samtidig var det en del af landet i sig selv, hvilket gjorde det til en del af Illana, på en indirekte måde. Hun puffede ganske let til Ventus, da han tillod sig at gribe fat om hendes man, med en forsigtig bevægelse. Han var rar at være i nærheden af, det kunne hun ikke benægte, og sådan som lyset opførte sig i hans nærvær, vidste Illana, at ham og hende nok skulle være meget sammen i fremtiden. Hun mødte derpå hans øjne og lod så sin mul gøre det klart, hvad hun havde lavet, siden det sidste møde med denne specielle hingst.

,,Jo, Ventus, jeg har befundet mig i selskaber. Været sammen med en spraglet hingst i jordens farver, Mindraper. Mødt en hingst med farver som nat og dag kaldet Volontaire; og i det hele taget blot fortabt mig selv i dette unikke landskab. Jeg har faktisk ikke lavet så meget igen, så guldfarvede hingst, som er spændende at fortælle om. Landet her er endnu nyt for mig, selvom jeg har færdes her noget længere end du, så mit liv her har endnu ikke taget helt form. Min hverdag er derfor ikke den mest spændende, da den endnu går ud på at finde mig helt til rette, på alle tænkelige måder. Og samtidig, ja, så er min hverdag også meget markant anderledes, efter jeg fik tildelt dette lys, som du kan se om min hals. Det skal lede mig på vej, til noget vigtigt jeg skal gøre; noget jeg desværre ikke kan tale om, du ædle hingst, men med tiden vil du få at se.”

Sagde Illana med den milde stemme, hvorefter hun tillod sig at stryge ham over mulen, med sin egen gyldne. Om Ventus var den, hun skulle pålægge sin tillid eller ej, var hun endnu ikke sikker på. Men noget specielt var der over ham, som allerede nu knyttede hende til ham, ham til hende, og dem begge til lyset. Hvad, vidste Illana ikke endnu - Men snart ville hun vide det.

Stadig stod Dom i en afslappet stilling. Som altid var han rank - selvfølgelig, men hans holdning var ikke på vagt overfor selskabet. Han nød den gyldnes selskab, og faktisk var han så afslappet, at han kunne se helt søvning ud, hvis ikke hans øjne og ører var meget opmærksomme, på alt hvad den smukke Illana foretog sig. Hans blik fulgte hendes bevægelser, ørerne opfangede hendes fløjsbløde stemme, der begyndte at besvare hans før-stillede spørgsmål.
Hun havde mødt andre heste, præcis som Dom havde mødt Djange og Armonia, som også var nye bekendtskaber for ham. Han brød sig om hendes beskrivelser af hestene, hun brugte nat og dag som mørk og lys, hvilket var en smuk sammenligning, der ledte til et kreativt og tænksomt sind, hvis Dom læste Illanas sprog korrekt. Selvom hendes hverdag var meget lig hans, var den stadig spændende, og Dom lyttede intenst til hende, nikkede en gang imellem roligt - blot for at understrege, at han stadig lyttede til, hvad hun sagde, på trods af stilheden der lå roligt over hans afslappede ansigtsudtryk.
Den smukke gyldne hoppe talte også om lyset, på ham at forstå lød det som en slags hemmelig mission. Absolut meget spændende.

"Jeg forstår hvad du mener Illana, du er den første sjæl, jeg træffer, som jeg har mødt mere end én gang. Konstant er der nye bekendtskaber at stifte, og man får konstant nye indtryk, som man skal bearbejde og mindst af alt lagre i sin hukommelse. At du har en opgave, som lyset skal lede dig til, lyder spændende. Jeg er sikker på, at du vil klare det med bravour, hvis du blot lader dine instinkter lede dig - og ikke mindst dine fornemmelser," sagde han venligt. Han understregede sin mening med det skæve smil og brummede let, da hun strøg ham over mulen. Ligesom han selv, havde den gyldne hoppe heller ikke problemer med nærhed, som nogle andre heste kunne have.
Han pustede roligt en gang ud af de fintformede næsebor, inden han roligt løftede hovedet lidt og lod sin mule hvile kort mod den gyldne pande hos Illana.

Illana, den gyldne, betragtede den guldfarvede hingst, med den så familiære farve, alt imens han stod ganske afslappet i hendes nærvær, men endnu rank, som den ædle hingst han var. Han havde gjort et stort indtryk på hende; et godt et, som havde sikret ham en plads i hendes sind for altid. Hvor stor denne plads da skulle blive med tiden, kunne hun ej vide; men som hun havde tænkt det tidligere, så havde lyset om hendes hals reageret rimelig kraftigt på ham, ligesom hendes sind selv havde gjort det. Han betød noget, allerede nu, særligt for hende. Hun lod sin pande trykkes let imod hans mule, da han efter sin snak, lod den hvile imod hende. Han havde vist hende at hun var velkommen i hans zone, at han intet havde imod at være tæt og det indbød Illana til at tage imod hans nærvær. Hun smilede derefter let for sig selv, inden hun lod sin mule begynde at forme nogle ord, tilegnet denne guldfarvede hingst.

,,Jeg takker dig for dine ord, Ventus. Jeg håber at jeg vil udføre den opgave jeg er blevet stillet, som den skal udføres. Men jeg ved at lyset vil lede mig i den retning jeg skal, og så længe jeg stoler på dét, så vil det også stole på mig og guide mig. Men Ventus, lad mig nu dreje emnet over på din skikkelse, du ædle. Vil du ikke fortælle mig noget omkring dig selv?”

Spurgte den gyldne hoppe inden hun trak hovedet en anelse til sig, så hun kunne løfte det op og dermed møde hans blik igen. Et dybt blik, der gemte på mange følelser, som alligevel var lige til at se og udforske. Det var en sær gave, som Ventus havde; at have et blik, der tillader andre at se, at udforske, men alligevel ikke udstiller alt til skue for offentligheden. Det var sådanne ting Illana især blev betaget af; sjæle med så simple og unikke ting, der alligevel slet ikke var simple. Hun strejfede hans mule let, inden hun trådte ham lidt nærmere, så deres bringer næsten mødtes. Lyset, der nu var imellem dem, glødede atter en smule kraftigere, nu hvor den var så tæt på dem begge. Helt præcist hvad dette betød, var Illana stadig ikke sikker på. Men hun var begyndt at få en fornemmelse af, hvilken betydning det måskekunne have.

De smaragdgrønne øjne hvilede på Illana, som hun stod der foran ham mild og smilende. Hans blik var kækt men samtidig besad det et afslappet og lyttende utryk, som gjorde, at han ikke lignede en, der havde travlt med alt muligt andet. Nej, han hørte skam godt efter, både fordi Illana var vigtig for ham på en måde, men også fordi hendes ord var vise. I princippet kunne nærvær skræmme de fleste heste, men Illana reagerede ikke således - ligesom Dom selv virkede hun ikke sky, hvilket faldt i god jord hos hingsten. Det var svært at holde en afstand, hvis man ikke selv havde problemer med andres berøring. Egentlig stod han i sine egne tanker, men da den lille gyldne hoppe talte frem, spidsede han de mørke ører frem mod hende med et venligt udtryk. De mørke mandelformede ører opfangede en hver lille lyd, der udformede sig fra den lille fine mule af Illanas. Hun startede med at takke ham og fortælle, at hun ville følge lyset, og at hun var sikker på, at det nok skulle blive den rette retning. Dom lod sit gyldne hovede nikke roligt - understregede at han var enig, men også for at vise, at han skam stadig lyttede til hendes ord. Det næste hun fremsagde, var faktisk nærmest et spørgsmål. Egentlig var det rettet mod ham som et åbent spørgsmål. Hvem var han? Fortælle noget om sig selv? I et kort sekund var dom splittet. Han anede faktisk ikke, hvad han skulle fortælle den lille gyldne. Han ville gerne åbne sig op, fortælle hende alt om ham selv. Hvad holdt ham egentlig tilbage? Han vidste det ikke... Eller jo, det gjorde han. Fortiden nagede i hans bryst og flåede i hans hjerte. Savnet lå som en tung tåge i hans indre, og pludselig blev det større end nogensinde før. Hans fortid var en del af ham, en del af det han burde fortælle hende. Han kunne da ikke fortælle om sig selv uden at fortælle hende om sin mor og sin bror? Kunne han? Da han igen havde genvundet fatningen, kiggede han op med et venligt smil og mødte Illanas øjne.

Hun var trådt tættere på ham, så lyset lå tæt imellem deres bringer. Han brummede venligt til hende, inden han med kort tøven startede sin fortælling.
"Mit liv har altid været sikkert. Forudsigeligt og fyldt med kærlighed. Jeg har på intet tidspunkt oplevet såkaldt ondskab eller svigt," han stoppede kort. Lyttede kort til naturen omkring dem, før han atter fokuserede på Illana og at fortælle sin historie. "Jeg levede trygt med min mor. Vi levede ikke i flok, som de fleste hopper med føl. Min mor var en stærk og fantastisk sjæl, som klarede sig bedst uden andres indblanding. Vist nok var vi i flok det første stykke tid af mit liv, men jeg husker ej tilbage dertil, da jeg var ganske lille, da vi forlod flokken og begav os af sted på egen hånd. Vi opholdt os ikke det samme sted særlig lang tid af gangen, og jeg var et meget usikkert føl. Egentlig gjorde hun det nok for at skubbe mine grænser, men intet hjalp. Jeg var en kujon, bange for at tage chancer - ja bange for alting. Jeg stod konstant under hendes mave, og jeg havde næppet overlevet længe i naturen med en sådan personlighed. Min mor folede med et års mellemrum, og jeg fik en lillebror. Han hed Fortis Flamma. Han ændrede meget i mit liv..." sagde Dom med en eftertænksom mine. Kort måtte han synke den usynlige klump i halsen, før han rettede sig lidt op og kiggede på Illana. "Han var stik modsat af mig. Modig og fuld af livsglæde, som han langsomt overførte til mig. Som vi blev ældre sammen, lærte han mig mange ting. Han ændrede mig, men ikke med vilje - han påvirkede mig blot, så jeg selv automatisk foretog en ændring og blev den, jeg er i dag," sagde Dom og flyttede lidt på sig. Han havde aldrig åbnet sig så meget før, det var et svært skridt for ham, for inderst inde brød han sig ikke om den følsomme og sårbare dom. Han kunne bedst lide at have tingene under kontrol, og det var de absolut ikke lige nu. Han stolede på Illana, han vidste, at hun aldrig ville misbruge hans tillid eller de ting, som han stod og fortalte hende. Det var ikke der problemet lå, det var inde i ham. Når han fortalte dette, følte han det som om, at han stod og gav slip på dem. Hans mor og Flamma. Han følte, at han lige nu accepterede, at han aldrig skulle se dem igen - præsenterede dem, som en del af hans fortid. Udvisket og næsten glemt.
"Vi har mange gode minder. Selvom vi var mors kæledægger. Som 3 årige hingsteplage havde vi stadig ikke forladt hende helt. Hun var en strejfer, men vi fandt hende altid, ligemeget hvor langt vi drog væk, var det kun i et par dage, før vi atter fandt tilbage til hendes side. Der havde jeg nok været den dag i dag, hvis ikke det var sket." Dom kunne mærke knuden i maven. Han vidste ikke, om han ville åbne sig og fortælle om sin oplevelse af overgangen til dette sted. Han vidste ikke, om hun ville forstå. Han forstod ikke engang selv hvad der var sket, så han besluttede, at han ville fortælle hende det kort.
"Det føltes som et mareridt. Jeg følte, at jeg løb under en storm, hvor himmel og jord stod i et. Jeg skulle nå at finde min mor og Flamma, og da jeg var lige ved at nå dem, faldt et stort træ ned foran mig. Mere husker jeg egentlig ikke. Andet end stemmer, tanker der rev i mit sind, så jeg pludselig følte mig sinddsyg," afsluttede han langsomt. Han vidste ikke, om han overhovedet havde fortalt om sig selv. Han kunne let have sprunget hen over spørgsmålet - fortalt, at han var en livsglad og energisk hingst, med et godt sind ikke ude på at såre andre, men det var han sikker på, at Illana allerede vidste, så hellere fortælle hende de ting, som hun ikke vidste.

Illana, den gyldne, der stod der med lyset om sin hals, havde givet denne hingst en indsigt i hendes færden, den opgave der havde fulgt med det lys, hun nu bar om halsen. Hun havde ladet ham vide hvad det var, som den eneste, fordi han var enestående, en hingst der mindede hende om en tabt ven, en tabt tryghed, som han nærmest gav hende tilbage i disse øjeblikke; en følelse af at være hjemme, høre til, som ikke var forbundet med dette sted som sådan, men forbundet med ham. Hans personlighed var så velkendt, og alligevel så fremmed at der endnu var oceaner af tid, den gyldne hoppe kunne bruge på at udforske ham. Hans nærvær og hans berøringer var meget sensitive og Illana skulle da ikke prøve på at skjule, at hans berøringer ramte lyset, kraftigt, så det blussede op hver gang. Det hvilede nu mellem deres bringer, i tryghed, mens de to sjæle kunne udforske hinanden, dele ting med hinanden, der skulle styrke deres bånd; som virkede som om det altid havde været der, men for nylig var blevet genopdaget. Illana vippede sine sensitive øre helt fremad imod denne ædle hingst, med den flotte guldfarvede krop, med de sorte ben der var indhyllet af natten; og de grønne øjne, der var så forskellige fra dem som en slange kunne bære; de var smukke, de var sigende, dybe og fulde af følelser. Han skjulte ej det, han bar i sit sind, nej selv ikke det der så end måtte gå ham på. Der var dog forskel på at skjule og tilbageholde, og det havde Illana skam fuld forståelse for; men det, som han havde tilbageholdt om sig selv, skulle hun da nu have at vide. Den ædle hingst begyndte at snakke med den robuste stemme, som han besad. Han fortalte hende omkring hans fortid, omkring hans liv, hvad det havde indeholdt og hvordan det havde formet sig. Illana spidsede ørene og lyttede intenst til, hvad han fortalte hende. Om hans moder, omkring hendes opdragelse, hans liv, hans personlighed som lille; og hans lillebroder der ændrede det hele. Illana prustede mildt alt imens, hvorefter hun puffede forsigtigt imod hans mule, som tegn på at hun lyttede og at hun forstod. Hun kunne sætte sig i hans sted og forestille sig, hvordan det må havde været at være ham, dengang han endnu var udenfor denne verden. Hvordan hans bror og ham gentagende gange mødte deres moder, selv efter tiden hvor de havde taget springet ud og stå på egne ben. Det må have været et liv, der indeholdt mange glæder, mente Illana; en broder at dele alt med og en moder man altid kunne gå til. Selv havde Illana haft denne hingst, der var ung som hende selv dengang, ham som Ventus mindede Illana om; ham havde Illana lært meget af og brugt meget tid med. Hun søgte derpå hans øjne igen, da han nu fortalte omkring den tur han havde haft hertil; væmmelig, som den Illana selv havde oplevet, men langt fra lig den. Han havde været i en storm, der havde revet ham fra det han kendte og bragt ham hertil; hvor den gyldne havde vandret i uendeligheder i det mørke hun førhen havde frygtet; frygtet at det ville tage hendes lys. Da hans stemme ophørte lod hun sin pande hvile imod hans et øjeblik, for at bekræfte at det hele var hørt og at det hele var lagret i hendes sind. Derpå strøg hun ham over mulen, hvorefter hendes blik mødte hans endnu engang.

,,Ventus; jeg er beæret over, at du delte dette med min sjæl. Dit liv lader til at have været givende; godt. Du har lært det, du har haft behov for og har haft dem, du holdte af, trods tingene måske ikke altid så lige positive ud. Selv har jeg haft en tid, før denne, præget af kærlighed og lærdom. Lærdom fra min moder og fra en sjæl, der er meget lig du, som nu står foran mig; og det er vel nok en af de grunde til, at jeg allerede føler mig knyttet til dig. Men Ventus; det, du oplevede da du kom hertil, er du langt fra ene om. Alle, af dem jeg kender til, har været igennem noget der har været krænkende, overskridende, frygteligt, væmmeligt, for at komme hertil. Som var det en test, der skulle se om vore sind endnu kunne kapere at miste, at føle sig forladt. Og eftersom du står her, som jeg gør, vil jeg mene at dit liv er blevet givet en ny chance, for at blomstre op igen, leve her i dette land hvor mulighederne er uendelige. Jeg selv måtte vandre gennem det uendelige mørke, det mørke som jeg frygtede før jeg kom hertil, for der du, mørket truede med at fratage mig det lys jeg havde fået af min moder og som jeg nu bærer her, ved min hals. Men efter at have vandret gennem det, i hvad der svarede til en uendelighed, og jeg da kom ud på den anden side med lyset i behold, har jeg lært, at selv det der virker mest frygtindgydende, godt kan overvindes.”

Illana smilede let; hvad hun ville med disse ord, var måske ikke tydeligt for alle, men hun mente bestemt at Ventus ville forstå dem. Hun havde givet lidt af sig selv nu, som tak for at han havde; og hun havde ikke kommenteret så meget, af netop denne grund. Det var et ømt emne, det kunne hun mærke og Ventus skulle have tid, som hun selv skulle, til at sluge hændelsen, der lige havde afsløret dette. Derpå lod hun sit hoved synke ind mod hans hals igen, for at mærke hans krop mod hendes endnu engang; og ordet lod hun da være op til Ventus at genoptage.

Fortiden rev og flåede stadig i Doms indre, da han var stoppet med at fortælle Illana om sin fortid. Alligevel følte han, at en enorm sten var blevet lettet fra hans hjerte. Han følte sig lettet? Men hvorfor? Den smørfarvede hingst kunne ikke helt forstå det, som han stod der og følte sig langt mere tryg ved hoppen. Han stolede rent faktisk på hende, for man skal aldrig fortælle om sin fortid til folk, der ikke er ens venner. Den kategori havde han nu placeret hende i - altså venskabskredsen. Udover Armonia var hun den eneste i denne kreds. Armonia vidste dog ikke noget om Doms fortid, men han følte, at hun ligesom Illana kunne håndtere den, så hvis hun en dag ønskede det, ville Dom måske åbne sig endnu en gang på trods af de mange smerter i hans indre.
Alligevel fortalte han sig selv, at dette var et skridt videre, mod det han ønskede - nemlig at starte forfra, præcis som han tolkede dette land som. En ny start.

Da den smukke gyldne hoppe talte frem spidsede Dom sine ører og kiggede på hende. Hans blik var alvorligt, men det udviste en interesse, som var ganske oprigtig. Han nikkede langsomt, imens hun talte. Opslugte hvert et ord og lagrede det i sin hukommelse. Den del hvor Illanas navn prydede. Efterhånden lå der mange indtryk lagret om denne fine hoppe, som Dom nød at tale med. Dom kunne ikke skjule et smil, da Illana omtalte ham, som én hun følte sig knyttet til. Det forsvandt dog igen, da hun talte videre om rejsen til dette land. Da hun var færdig med at tale, nikkede Dom igen. Eftertænksomt. Han fik lige sat tingene sammen, så han havde en helhed.

Imens han stod og tænkte sig en smule om, lod hun sit hovede hvile ind til hans hals, og han brummede venligt og lod kort sit blik falde på lyset, der lyste rimelig kraftigt.

"Jeg tror på, at ligeså snart man kan se sin fortid i øjnene, er man klar til at komme videre. Det er vigtigt, at man ikke glemmer sin fortid, den har trods alt gjort én til den man er," han stoppede roligt og nulrede blidt lidt i hendes man, inden han fortsatte i en tænksom tone. "Jeg tror på, at det er de stærkeste sjæle, der når til dette sted. Måske udvalgt påpasseligt til at kunne skabe en ny og stærk bestand af heste. Jeg ved det ikke, men det er mit gæt. En prøvelse kan man i hvert fald kalde det, og jeg kan gentage, at jeg tror, at du altid vil bære lyset med pragt," afsluttede han så, og det seriøse ansigt blev skiftet ud med hans drengede smil, som han kiggede på Illana.