Forårets kalden

Pure at heart

---

Igennem den sidste tid, har jeg vandret langs disse grønne skove. Jeg søger blot at udforske, med sindet i ro. Der er ikke længe til, at foråret og sommeren for alvor træder til sit varme jeg. Det er en flot årstid, en årstid hvor alt det gamle og døde falder til jorden, og under disse gamle blade og grene, der kommer der nye skud op. Nyt og ungt liv, der kun lige begynder at spire nu, og så begynder den evige kamp for at komme op til solen, væk fra de store træer og buskes skyggerige. Ikke alle spirer klarer dette, mange vil krølle sig sammen, og miste deres liv. Men andre vil komme højt op, og skabe nyt liv, nye farver og nuancer.

Her kommer jeg vandrende, igennem den spirende skov. Solen er på vej ned, og varmen er derfor ved langsomt at svinde ud imellem træerne, og fordufte for nattens kølighed og mørke. Mine røde ben bevæger sig af sted med stor omhu, da jeg ej ønsker at træde ned på noget, der har kæmpet den første kamp for at komme op. Denne skov, bringer så meget liv, men samtidig er det en dræber, hvis de forkerte vandre her, og ej er opmærksomme på deres omgivelser. Men jeg vandre med hjertet på rette sted, og opmærksomheden rettet mod alle de farer der kunne lure mellem skovens buske og træer.

Mine røde øre vipper ganske forsigtigt omkring, inden jeg med en let bevægelse standser op, i en lysning af skoven, hvor træerne ej dækker helt. Her, der vil jeg stå, og kigge imod stjernerne der vil titte frem når natten drager over himlen. I en mild og langsom bevægelse, sænker jeg hovedet ned til en lille tusindefryd, der er mellem de frodige og høje græs, som er i denne lysning. Med en forsigtig bevægelse, lader jeg min overlæbe nippe til tusindfryden, uden at spise den, eller knække den, blot et kærtegn af yderst stor forsigtighed. Et smil blænder henover min mule, ganske forsigtigt. Mit sind er tømt for negativitet, for hvordan skal dette eksistere, i et land som dette, i disse øjeblikke?
Med en let bevægelse, ’knækker’ jeg mine forben i knæene, og lader mig dernæst dumpe ned i det frodige græs, i nærhed af et træ, der dermed an give mig en anelse dække, hvis regn vil bryde frem på nattens himmel. Desuden, er jeg også blot tryg, når jeg ligger ved et træ, da jeg dermed ej er så synlig. Mit hoved er stadig rejst, og blikket er rettet imod tusindefryden, der ej er alene, nej, for mange tusindefryd pryder sammen med det grønne græs. Jovist, forårets kalden er højlydt i disse dage.

Reserveret til Altaïr (:

En skimmel hingst dansede igennem skovens formidable og mystiske skygger, hvor solen kiggede ned imellem dem; fik dem til at danse med ham i sin ædle takt, der bar ham af sted til rytmen af de tavse trommer. Altaïr var hans navn, men det var et navn ingen kendte til. Et ukendt navn, til en ganske kendt hingst. Ej var han kendt i dette land, for her havde han ikke vandret længe, men i det land han kom fra, var han kendt. Kendt under mange navne der beskrev hans personlighed og udseende, men aldrig under det navn som hans moder havde givet ham - og det var der en grund til. Dog var denne grund kun for hans egne øre, og ej kendte nogen til hans hemmelighedsfulde aura. Hans skimlede krop, der havde mørke ben og mørk man og hale, nåede snart frem til en lysning hvor træernes kroner slap deres tag i hinanden og gav plads til sol, stjerner, regn og måne til at kigge igennem; og for den sags skyld komme igennem. Her standsede den ædle hingst op i en fast bevægelse, hvorefter han udstødte et tilfreds ’suk’. Dette land var umådeligt smukt og havde allerede nu udfordret hans sind på mange punkter. Altaïr lod sit blik glide over denne lysning, hvor lyset endnu dansede hen over det bløde græs; dagene var blevet længere og varmen mere tæt og mild. Derpå lod den ædle hingst sin krop begive sig ud i det græs, han så mægtigt kunne bespise, hvis han lystede; men sulten var ikke det, han søgte at stille. Nej, han søgte selskab og han havde fulgt en duft af en sjæl i nogen tid, hvilket havde ledt ham hertil. Men hvor denne sjæl var, vidste han ikke endnu. Han lod sit skimlede hoved spejde let rundt, inden han fik øje på en smuk rød skabning der havde lagt sig i ly ved et træ; og derpå drog han imod hende. Han standsede op ved hendes front, nikkede dybt og indbydende, hvorefter han lod sig knæle og ligge sig foran hende.

,,Melady, jeg byder dig godaften. Jeg har fulgt dig nogen tid, frygt ej, mine intentioner er ikke til det skumle, men jeg fandt din duft indbydende og ville søge den for at få svar; og her er du, en smuk hoppe der ligger foran mig. Tillad mig at spørge dig om, hvorfor du har søgt ly her, på denne tidlige aften, hvor solen endnu hersker?”

Ja, Altaïr var en hingst der sjældent lagde bånd på sig selv; og han gik gerne direkte til sagen. Han fortalte denne hoppe sandheden omkring hans færden i håbet om, at hun ikke ville finde ham mærkelig, uhyggelig, sådan at følge hende. Men sjældent kom selskaberne af sig selv, vidste han; og han var ikke bly for at opsøge dem.

Pure at heart

---

Mit sind er for altid formildet, og ganske rent i sine tanker. Mine tanker i disse øjeblikke, svæver over forårets kalden, som så gerne vil komme frem allerede nu. Men vejret er dog ej så mildt endnu, og vinteren har endnu ikke sluppet sit tag. Men jeg er sikker på, at dette forår, vil blive ganske specielt. For jeg er havnet i et land, der er ved at være mig ganske kendt. Jeg har vandret her længe efterhånden, og jeg er begyndt at finde de steder, som jeg holder ganske meget af. Et sted som dette, ar jeg ofte befundet mig på, i dette land, da det er et sted der rummer så ganske meget, så meget aura, uden at sjæle vandrer her. Mit blik beskuer den åbne lysning, med det høje frodige græs, der svajer let i vinden. Men græsset mænger sig ligeså med en masse tusindefryd, der skaber en hvid balance, blandt alt det grønne. Et smil hviler over mine læber, et smil der viser en stor afslappethed og tilfredshed, over at jeg i disse sekunder blot beskuer dette land, uden at have et tankespind. Nej, der er blot ro i sindet, og dette udstråler min aura ligeså, hvis man ser mig.
Men mine øre bliver i det næste distraheret, da jeg i nogle sekunder kan høre at vinden omkring mig, bærer en ny lyd med sig. Den nye lyd, er fra en sjæl, der kommer vandrende imod mig. Mit røde hoved drejes i en langsom og rolig bevægelse, imod disse lyde, og i det næste nu, rammer mine varme og milde øjne, en sølvgrå hingst, der kommer vandrende i min retning. Ej har jeg set ham før, men dette betyder ej at han absolut er ny i området – for jeg kender skam ej alle, vil jeg ej påstå. Da jeg har kigget på ham, i ganske kort tid, er jeg på vej til at rejse mig op – ej fordi jeg frygter ham, for det gør jeg skam ikke, hans aura virker ej truende, men blot af ren høflighed. Men jeg når ej at rejse min røde krop, før han knæler foran mig, og ligger sig ned, foran mig, så vores front er imod hinanden. Det er ej noget jeg før har oplevet, men som altid er jeg ej typen der bliver chokeret eller panisk. Det ligger blot ej til min natur. Et smil hviler over min mule, imødekommende, idet han fremsiger sin hilsen til mig, der er så ganske fin og formuleret.

,,Godaften, du sølvgrå vandrer, der er så ganske velkommen. Denne aften, var så ganske fin, til at søge til skovens indre, men ej søge dets mørke. Derfor befinder jeg mig denne aften, hvor solen endnu hersker, under dette træ, mens solens sidste stråler snart vil forsvinde. Jeg søgte ej fred, for den finder jeg altid, men jeg søgte blot noget, som for mig er livsgivende, og det er denne lysning. Se blot...”

Siger jeg, med den milde og rolige tone, inden jeg drejer blikket fra ham, og udover engen, hvor græsset svajer så fint, blandet de mange små tusindefryd, der spirer.

,,Så meget liv, på blot en lille lysning – så simpel en ting, og alligevel en gåde for os alle.”

Siger jeg så, nok mest henvendt til mig selv, inden jeg da drejer mit blik tilbage til ham. Jeg ved ej, om jeg nu har kvalt ham med min filosofering, men jeg har en fornemmelse af, at denne sølvgrå sjæl, ej er til at kue med tale, men derimod nyder det. Dette har jeg blot konkluderet efter hans hilsen, der var så ganske forskellig fra andres – men jeg kan skam tage fejl.

Den skimlede hingst, der for lidt siden havde knælet for denne fremmede hoppe, betragtede hende i stilhed og med et ganske drømmende udtryk i sin aura, mens hun tolkede hans indtryk og hans hilsen. Hun hilste ham da igen på en fin, formel og tankevækkende måde, der både viste at hun bar indsigt i den verden der lå omkring dem og ligeså var fascineret af de små detaljer, som den bragte. Det hvide der var brudt frem blandt det grønne; tusindfryd der havde betrukket engen i en hvidt slør, var hendes sind fanget af og den skimlede hingst, Altaïr, hvis navn var ukendt for alle andre end ham selv, lod da sit blik vandre over dette ganske mageløse syn. Smukt var det - Dog ej så smukt, som det der var ved hans front. Hans blik veg atter tilbage på den røde hoppe, der bar en nuance så avanceret og varm, at hun kunne overstråle alle andre røde hopper. Han rakte sin mørkere mule imod hende for at kærtegne hendes mule med en mild brummen.

,,Du røde, smukke hoppe; Melady. Jeg kan se hvad du mener. Engen er beklædt af et kortvarigt tæppe af disse smukke blomster, og som du siger, giver denne eng så meget liv, til noget så simpelt. Men, melady, engen kan også være langt mere end blot livsgivende, den kan være livsnødvendig.”

Han smilede kort, hvorefter han tillod sig at kærtegne hendes mule endnu engang, ømt og forsigtigt, men alligevel med en form for distance imellem dem; nok var han nærgående, men han vidste at denne hoppe var ham fremmed og ligeså omvendt. Kærtegn på hans måde, var lige på grænsen til at gå over i kærtegn fra en kærlighed, og der skulle han ej ende ud i - I hvert fald ikke endnu, da. Han mødte derpå øjnene på denne hoppe. Hendes øjne viste meget, den rolige og balancerede aura som hun besad - og som virkede ganske tiltrækkende på den skimlede hingst. Hopper med dén type aura havde som regel også forstanden og fantasien til at se hans verden. Om hende her kunne, var ham usikkert, men han ville da gøre sit forsøg, når de var nået dertil. Derpå begyndte han på sine ord endnu engang.

,,Melady, selv søgte jeg hertil for at blive beriget på denne aften, men ligeså finde inspiration. Ser du, mit sind søger altid nye ting, nye udfordringer og nye indtryk. Jeg var da så heldig at finde dig, og jeg håber at du vil være min inspiration denne aften, endda nat og samtidig mit selskab. Har du lyst til det?”

Spurgte han med den kendte ’drømmende’, men umådeligt maskuline tone. Som inviterede han allerede denne hoppe ind i sin inderste kreds, til sin egen verden, uden at sige det direkte. Han var nysgerrig for at finde ud af, hvad hun var for en type, hvilket sind hun bar og hvilke meninger. Men turde hun dele natten med ham?

Mit blik beskuer det kønne område, som tusmørket nu stille er begyndt at indtage. Det giver den hvide farve fra tusindefrydende en ganske særlig lysende effekt. Somom solens stråler har givet den lidt af sit lys, og de nu derfor kan lyse ganske svagt op i tusmørkets skær. Allerede nu, føler jeg mig godt tilpas i denne fremmedes hingst nærværd, blot det at han knælede ned hos mig, fortæller mig en del om hans aura. Han vil ej være dominerende overfor mig, som mange andre hingste ville være, hvis chancen bød sig for en liggende hoppe. I stedet er han ’faldet’ ned til min front, og dermed i ganske samme højde som jeg selv. Udover dette, så er han særprægede farve ej en jeg er stødt på i dette land endnu. Nat og dag, der brænder sig ind i hans pels, kæmpende om mest plads. Den lande bølgede man, der giver denne hingst et så drømmende udtryk at beskue. Da jeg mærker hans mule imod mig, vippes mine øre ganske kort, inden de da finder vej til ham, samtidig med at jeg drejer blikket hen til ham igen. Et smil spiller blidt henover min mule, og et dæmpet og blidt brum forlader da min krop, accepterende over hans berøring.

,,Du har ganske ret, min herre. Vi skal aldrig tage naturens spiren, som unødvendig. Uden denne cyklus af vinter og sne, til forår og sommer, ville der aldrig spirer nyt liv omkring os – liv, som gør at vi selv kan overleve. Men liv, som vi ganske vidst også skal acceptere og respektere – det er trods alt også liv. Ej så stort som os selv, men alligevel med så ganske stor betydning”

Besvarer jeg ham, inden jeg igen mærker hans mule på min. Blidt og kærtegnende, men ej anmassende, og det er en stor kontrast, jeg sætter pris på. Med en let og fløjlsblød bevægelse, lader jeg min næseryg blidt ramme imod hans, kærtegnende og gengældende for hans berøring af mig. Jovist, vi har blot lige mødt hinanden, men jeg er stadig af den holdning og overbevisning, at nogle sjæle klikker man blot hurtigere med en andre. Kemien opstår hurtigere, uden at den behøver at være kærlig og forelskeligt ment.

,,Hvad ville en verden dog ikke også være, hvis vi ej i vores sjæle søgte nye udfordringer og indtryk? Dine hoves vej, har beriget mig ligeså, da mit sind ligesom dit, gerne søger nye indtryk, udfordringer og ting der med det blotte øje kan være simple. Jeg vil med glæde være din inspiration i aften og nat, da du ligeså har beriget mig med noget nyt, min herre”

Besvarer jeg ham med den lyse og varme stemme, der passer så ganske godt til mig sind. Hans stemme er drømmende at lytte til, men den bliver ej tøset af denne grund – nej, for han bibeholder den maskuline undertone, og dette gør blot hans stemme endnu mere interessant end som så, hvis man da blot lytter efter.

Den skimlede hingst, der lå foran den umådeligt smukke, røde hoppe, begyndte efterhånden at forstå, at hun havde meget dybe meninger. Hun forstod at se verdenen og undre sig over den, og samtidig udtrykke det på en måde, der fængslede den der end måtte lytte. Altaïr smilede let for sig selv, inden han trak sit hoved let til sig igen, efter deres kærtegnende gestus havde fundet sted. Hun havde accepteret ham tæt ved hende allerede nu, hvilket havde vist ham en del om hende allerede nu - Og han syntes om det. Han mødte derpå hendes blik. Hendes ord, hendes accept på hans spørgsmål, gjorde ham glad. Hendes tiltale af ham, bed han også mærke i, men det var ej en status han behøvede; at blive kaldt herre, var vel lig med hans tiltale af dem, som melady, men han forventede aldrig at få samme status tilbage. Han brummede muntert, men alligevel hingstet og sensuelt, inden han åbnede mulen for atter at ytre sine ord overfor denne hoppe, der havde accepteret at være hans inspiration for denne nat.

,,Du smukke hoppe, du lader til at have en opfattelse af verdenen der ikke blot er sort og hvid. Må jeg spørge dig, melady, hvad du tænker på, hvis jeg siger ordet ’Stjerne’? ”

Spurgte han med den rolige, fattede, charmerende, drømmende stemme. Ja, stjernerne betød meget for Altaïr, da det var blandt stjernerne at hans verden fandtes. Den verden hvor han kunne søge tilflugt i drømmende, skabe den verden han ønskede og til hver en tid møde det, som han drømte om. Måde den, dem han ønskede. Han betragtede denne hoppe alt imens han ventede på en reaktion fra hende; og han var sikker på, at hun havde mange tanker omkring det emne, han bragte. Måske ikke på stående fod, men i så fald ville hun let kunne genkalde de tanker og overvejelser hun måtte have haft i fortiden, eller skabe sig nogle nye. Altaïr lod atter sin mule nærme sig hende, denne gang imod hendes hals, for at kærtegne hende på samme måde som før; alt imens han var parat til at sluge alle de ord, hun end måtte fremsige til ham. Alt imens vippede han det ene øre lidt til siden, for at lytte til de lyse der puslede i det yderste idylliske landskab, der omgav dem. Det var en fredelig og meget smuk nat, ingen tvivl om det, men Altaïr var nu sikker på, at det ligeså ville blive en meget inspirerende nat.

Allerede nu, er denne skimle hingst, en hingst der har fængslet mit sind med sine ord. Han har talt, som andre endnu ikke har gjort, og han har stillet spørgsmål som andre end ikke har kunnet tænke på i deres indre. Jovist, denne skimlede hingst, er en drømmende herre, og dette priser jeg mig ganske lykkelig over – det at jeg endelig kan tale frit fra sjælen, uden at føle at jeg kvæler mit selskab, med alle mine ord. Han er desuden høflig, uden at være alt for påpasselig og forsigtig, og det er for mig en fantastisk balance at beherske, og kun de færreste kan dette. Da han trækker mulen til sig igen, holder jeg ligeså min mule ganske stille og i ro. Mit blik hviler hos ham, mens hans smil kommer på hans læber, og et muntert brum forlader hans krop. Derefter lyder hans stemme igen, og ordene tilter ind i mine opmærksomme og sensitive ord. Stjerne… Det er hvad han spørger mig om. Hvad jeg mener om ordet stjerne. Hvad mine tanker er om dette.

,,Du ædle ganger. Stjerne, er et ganske vidt begreb, der kan have mange forskellige betydninger. Men for mig, er en stjerne mere end blot som så. Der kan vandre en stjerne i blandt os, en sjæl, der har gjort mere end hvad andre nogensinde ville kunne opnå, en stjerne, i den forstand at vedkommendes sjæl er så ren, at selv sjælens ydre, vil skinne og brillere. Men ej nok med at en stjerne kan vandre blandt os, så er himlen ligeså det sted, hvor flest stjerner vises. Stjernerne deroppe, er en dør til det paradis der venter os, den drømmende verden, jeg drømmer om at se, det sted, jeg søger tilflugt i når alt andet kan virke meningsløst. Jovist, stjernen deroppe, er det drømmende. Dét, jeg for alt i verden gerne vil opleve, og så ej alligevel. For kom jeg så tæt på, ville stjernen måske ej være så drømmende mere, som den før var?”

Der er ikke meget hoved og hale i det jeg siger, men det kan der heller ej være, til den slags spørgsmål. Mit blik hviler hos ham, for at kunne se hans reaktion på alt det jeg siger. Mener han mon at jeg taler i øst og vest, og mister han dermed interessen? Det kan jeg ej vide, men jeg kan blot håbe på, at dette ikke er tilfældet.

Den skimlede hingst, der lå foran den røde hoppe i de smukkeste nuancer, lyttede intenst til hendes ord, hendes respons på hans spørgsmål. Hendes pointe var ganske dyb, og interessant, men noget fik ham til at glemme alt det, hun havde sagt før - Nemlig, da hun nævnte at hun yndede at søge tilflugt blandt stjernerne, i drømmende. Altaïr hævede hovedet lidt for at studere hendes træk. Mente hun det? Drømte hun, søgte hun drømmenes verden, som Altaïr selv? Han prustede let; han kunne ikke forestille sig, at hun kunne have samme vision, som den skimlede hingst, og derfor søgte han nu at finde ud af, hvad hun præcist mente, med de ord hun havde sagt. Han puffede let imod hendes feminine krop, inden han begyndte at tale, med den hingstede stemme hvori den drømmende tone var gemt; men denne gang var der også noget mere alvorligt lagt i den, som underbyggede det spørgsmål, han skulle til at stille nu. For hvis hun havde samme vision som ham, var hun noget specielt.

,,Melady, du siger at stjernerne huser en drømmende verden, hvor du gerne vil søge tilflugt, hvor du gerne vil lade dine øjne drage hen. Men, melady, hvordan præcist drømmer du? Hvordan søger du tilflugt der?”

Hans spørgsmål var langt mere specifik end han ellers plejede; han søgte nu én bestemt ting fra den røde hoppe, nemlig hendes ord omkring hendes måde at drømme på. For Altaïr var der kun én måde at drømme på, og dem der drømte på andre måder end ham, var langt fra ’værdige’ til at se hans verden, ifølge ham selv. Dog var der intet at tolke på den skimlede hingst’s ydre, at det faktisk for ham var ganske alvor dette, og ej blot et simpelt spørgsmål af ren nysgerrighed. Han strøg hende forsigtigt over næseryggen atter engang, inden han søgte hendes blik, med de mørke nuancer. Hvordan ville hun mon svare? Drømte hun, drømte hun overfladisk, drømte hun på en anden måde? Og var hun overhovedet i stand til at drømme på den rigtige måde? Altaïr trak vejret tungt, afslappet, inden han sendte hende et lille smil. Hun virkede til at være en hoppe med stor fantasi og mange dybe ord - Men førend Altaïr ville høre flere af disse, skulle han have afgjort, om hans ønske var håbløst allerede nu, eller om der endnu var muligheder med denne hoppe.

Mit blik er fortsat drømmende, ved tanken om de stjerner der pryder nattens mulm og mørke. De er også fremme nu, da tusmørket er blevet overtaget af rigtig mørke, og de funklende stjerner kommer derfor frem nu. Men de er ej alene, der er ligeså månen der skinner, og lader lyset ramme ned på den skimlede hingst, der stadig ligger foran mig, og lytter til de ord jeg fremsiger. Jeg har ej tabt ham, føler jeg da ikke. Da han derefter puffer til min hals, er jeg nogenlunde sikker på, at jeg ej har tabt ham. Han er stadig med i mine drømmende tanker, og tale. Og da han fremsiger sit næste spørgsmål, er der en ny undertone at høre i hans stemme, en mere alvorlig en af slagsen. Og jeg ved godt, at han måske forventer mere af mit svar, end før, men jeg kan ej give ham mere, end hvad mit hjerte besidder, og ligeså mine tanker. Jeg overvejer lidt tid mine ord, for ej blot at tale i øst og vest, og dermed ikke skabe den illusion som jeg ønsker at skabe for ham.

,,Du elegante skimle hingst, ej alle vil kunne søge tilflugt i de drømme vi ejer. Og end ikke alle har store drømme, de ønsker at se. Men for mig, er det at drømme ikke noget alle blot kan gøre. Når jeg drømmer, kan det ske på mærkværdige tidspunkter. Både i søvnen, og i vågen tilstand. Men jeg tror på, at mine drømme skabes når jeg selv mindst venter det. Når jeg træder ind i drømmenes verden, opstår en verden som jeg kun kan ønske mig, og ej en verden der måske er ægte. Men for mig, er den ganske virkelig, og elskelig. At drømme for mig, er når jeg træder ind i en verden hvor kun fantasien sætter grænser. Denne form for drømme, er ligeså en tilflugt. En tilflugt fra den verden vi lever i, den verden, der kan virke så ganske firkantet opstillet, og uden større ambitioner for en fantasifuld færden. Mange sjæle der ej abstrakt på den verden vi vandre i, men jeg har stadig en tro på, at vi trods alt stadig kan drømme i vågen tilstand, hvis vi ønsker det – og det gør jeg. Jeg ser ej denne verden, som firkantet og kedelig, det handler blot om at se de ting, andre ej bemærker”

Jeg ved ej om jeg besvarer det som han spørger om, men jeg kan som sagt ej svarer mere end hvad mit hjerte mener og besidder. Mit blik hviler mildt og varmt på ham, inden jeg med en let bevægelse lader min mule ramme imod hans næseryg, i en fløjlsblød bevægelse. Men jeg trækker den blidt til mig igen, for at betragte hans reaktion. Mon han er skuffet?

Den skimlede hingst havde efterhånden fundet sig godt til rette i selskabet af denne røde hoppe, der bar hvide aftegn i panden og på mulen, som to juveler der prydede hendes hoved. Omkring dem sad hendes øjne, der ligeså funklede og var understøttet af hendes sind, et drømmende sind; som Altaïr lyttede til. Og han lyttede skam intenst, den skimlede hingst, og endda forundret. De ord som Armonia sagde, lignede vel på mange punkter den vision som han bar - Hvilket var grunden til, at han så sig tvivlsom. Ikke på hende, heller ikke på hendes tanker, men derimod hendes evne til at træde ind i hans verden; for hun havde allerede sin egen. Altaïr brummede dæmpet ved hendes ord slutningen og lod kort sit blik glide ud over det nærmest sølvfarvede landskab, af de hvide blomster der lyste op fra månens spæde, sølvfarvede stråler og fik dem til at lyse op individuelt. Det var et umådeligt smuk scenarie, og Altaïr havde aldrig oplevet en sådan skønhed i dette land før nu, på nær ét sted. Et sted som kun han kendte til. Han vendte efter nogen tid tilbage til Armonia og hendes unikke øjne. Han smilede kort, nærmest medfølende, inden han strøg hende over mulen.

,,Melady; den vision du bærer, kan jeg relatere til. Drømmende for mig, betyder meget, mere end for mange andre, men du og jeg drømmer på forskellige måder. Du søger drømmende i sindet; mens jeg søger at frigøre sindet, for at søge drømmende der gemmer sig i månes landskab. Melady, jeg tror på at drømme er en virkelig verden, lige så virkelig som den vi lever i nu; blot er den ikke til, for at leve i, men kun til for at besøge og udforske.”

Sagde han dæmpet. Han havde luftet den tankegang han havde omkring drømmende; for at markere at han havde den. Egentlig søgte han ikke at vække hendes nysgerrighed omkring hans drømmevision; ikke på nuværende tidspunkt - For han var ikke sikker på, at denne hoppe var af rette støbning til at træde ind i hans verden. Hun var en drømmer, men ikke på samme måde; hun var unik, speciel, dragende vel; alt det som Altaïr bed mærke i og beundrede - Men hun søgte drømmende som tilflugt, blandt andet, hvilket Altaïr syntes var at spile sine drømme. For ham var drømmende ikke til for at slippe væk fra livet omkring sig; men en måde at udforske det på. Og en måde at realiserer det på. Han smilede da kort til hende, hvorefter han lod sin mule hvile i hendes pande; stilheden sænkede sig over de to sjæle og for en stund, lod han den røde hoppe om at styre ordet, hvis hun følte for at sige noget.

Da jeg har fortalt færdig, hviler mit blik hos den hingst, der har givet mig et helt andet indtryk af hans sjæl, end andre har givet mig lov til. Han virker selv som en drømmende hingst, hvor kun ham selv sætter grænser for hvad han ønsker at se, og kan se.Jeg er ikke i tvivl om, at han er en hingst med manérer og drømme i sit hoved, men jeg ved dog også at definitionen af at drømme, kan være så ganske forskellig og ganske forunderlig. Da han lader sit blik falde lidt fra mig, og lader sin mule ramme min, lader jeg blikket blive hos ham, da jeg kan tænke mig til, at han da vil tale. Og ganske rigtigt. Et kort øjeblik efter, hører jeg hans maskuline men så drømmende stemme, at jeg slet ikke er i stand til ikke at høre efter hvad han siger. Jeg lytter altid til andres ord, men de ord, og den stemme han har, gør at han blot tryllebinder mig. Jeg nyder i sandhed, at høre ord som disse, abstrakte og filosoferende.

,,Jeg kan sagtens følge dig i de ord du siger, skimlede herre. Ligesom dig, er jeg også vis på at drømmende findes i vores egen verden. Og med tiden er jeg også ganske sikker på, at du vil frigøre sit sind, for at søge ind i drømmene der er i vores egen verden. Men jeg tror blot, at mit sind skal arbejdes med, blot en smule endnu, og da vil jeg også kunne træde ind i en verden, der ikke blot er som denne, men endnu smukkere, fordi drømmende da eksisterer hele tiden, for den der vil se dem. På den tid jeg har været her, har jeg bevæget mig i virkeligheden, fordi så meget er hændt. Mange sjæle er mødt, og forskellige har de alle været. Jeg har end ikke skænket en tanke til de drømme, jeg før kunne vandre i, i mit eget hjem. En skændsel og en skam, det erkender jeg. Men blot har der været så meget i dette land, at drømmene end ikke har været til stede, på samme måde som jeg før har oplevet dem. Men nu, nu da vi snakker om det, tænker jeg tilbage på de drømme jeg før har set og besøgt. Savn, det er der. En hunger, efter igen at gense dem. Men jeg er ej i tvivl om, at det sind der er åbent og rent, atter vil se sine drømme, og nye”

Jeg ved ej, om han overhovedet kan føle mig i den tankegang jeg nu åbner op for. Jeg har ikke åbnet for sådanne emner før i dette land, da en sådan snak ikke er til for at alle skal høre den – nogle vil ej kunne følge min illusion, og jeg ved da heller ikke om han kan. Men jeg tror meget på, at netop denne sjæl, kan følge min illusion. Nok har han måske ej den samme, men det er ikke ensbetydende med at man ikke vil kunne forstå andre. Hans mule rammer imod min pande, og jeg kniber da øjnene en smule i, tilpas over hele situationen. Det er sjældent jeg så hurtigt finder mig tilpas i andres selskaber, på denne måde. Men jeg kan altid tilpasse mig deres selskaber.

Den skimlede hingst, det endnu lå foran den rosenrøde hoppe, beholdt blikket imod hende, fæstnet, uden at ænse de uanseligt smukke omgivelser, der var omkring dem. Natten, der havde taget fat, men som havde tilladt de lyse blomster at skinne op på månes befaling, havde været i gang i nogen tid nu, men de to sjæle lod ej til at være mærket at søvnen, der snart ville komme over dem; eller måske ville den blive væk, fordi dette møde var ganske unikt? Altaïr brummede dæmpet, da den smukke hoppe var færdig med at snakke om hendes drømme, hendes version af dem. Det lod til at hun havde et nært bånd med drømmende, ligesom den skimlede selv, men alligevel så var de to sjæle heller ikke ens. Hun søgte dem, han skabte dem. Han puffede ganske blidt imod hendes hals, som tegn på at han havde hørt hvert enkelt ord af dem, hun havde sagt, taget dem til sig og gemt dem. Men ej følte den skimlede hingst for at besvarer dem; for noget så smukt, som hendes udlægning af drømmeverdenen, skulle ikke forulempes af hans snak og meninger derom. Han lod sine øjne fordybe dig i hendes et øjeblik, hvor han betragtede de forskellige følelser der lå i hendes øjne, der matchede så godt til hendes krop; og der var mange. Det gode ved denne hoppe var, at hun turde åbne op for sig selv og vise sig selv til fremmede, som den skimlede hingst. Og at han kunne se hendes personlighed, ja nærmest sjælen, igennem dette spejl i en særlig nuance, ja, det var unikt. Han lå et stykke tid ved denne hoppe blot og betragtede hendes øjne og de forskelligheder der lå i dem. Længe uden at sige noget. Længe uden at bevæge sig. Han ventede vel et eller andet sted på, at den røde Armonia skulle vælge et nyt emne, da det emne de lige havde berørt, skulle pakkes forsigtigt ind og lægges væk igen; til en tid, hvor hun var mere klar til hans side af historien.
Som de havde ligget der i stilheden, var der nogle ting der var gået op for den skimlede hingst, omkring denne hoppe. Det slog ham et øjeblik, at hun virkede bekendt, som havde han mødt hende før, selvom han ved første øjekast ikke havde følt den samme underlige fornemmelse af kendskab, som han gjorde nu; han vidste, at det blot var hans sind, der nok spillede ham et puds, fordi hun måske lod til at være det perfekte valg, til den rejse han ville drage i drømmeverdenen; men alligevel var det lidt underligt at ligge med en fremmed og pludselig føle, at man kendte hende. Han brummede dybt, for at lede tankerne andetstedshen og håbede da lidt at den røde hoppe ville bringe et emne på banen - trods han som regel guidede samtalerne, så meget han kunne.

Det er sjældent, at mit hjerte begærer denne form for nærhed med vidt fremmede. Nok holder jeg af nærhed og berøring, men dog ej så intimt og så blindt stolende på andre. Men med denne hingst, må jeg gøre mig selv en undtagelse, for jeg føler mig ganske simpelt draget af ham, draget af hans sind, hans illusioner, hans visioner og hans tale. Jeg ønsker at vide mere, om denne skimlede månedanser, hvis man og hale bølgende kærtegner ham og hans muskuløse krop. Hans hale slæber svagt imod jorden, noget jeg sjældent har set. Ja, han er ganske ædel at beskue, ganske smuk og fortryllende, men alligevel med en svag mystik i hans varme og sjælelige aura. Ja, der er ganske mange faktorer der spiller ind over denne skimlede månedanser, der så fint ligger foran mig, så jeg kan beskue ham, og nyde godt af det.
Mine varme og nøddebrune øjne hviler da også blidt imod ham, beskuende og roligt, men stadig opmærksomt, ikke grundet ham, at jeg frygter ham, men fordi jeg så gerne vil vide mere, jeg higer vel næsten efter det, uden at virke som en ustyrlig ung mø, der blot forsøger at stille sig selv og sin nysgerrighed tilfreds. Nej, ikke på den måde. For jeg bibevarer konstant det høflige og glade sind, der er blevet mig tilegnet fra føls ben, af min kære moder. Men den gråskimlede månedanser, siger ej mere. I stedet dvæler vi i hinandens blikke, og kærtegn. Min mule søger ganske langsomt imod ham, som var han lavet af porcelæn og kunne gå i stykker. Ikke at jeg tror han er det, men man kan vel aldrig vide? Langsomt lader jeg min mulespids stryge ned langs hans kæbe, og ned af halsen, til den når skulderen. Min berøring af ham, er fjerlet og ganske forsigtig, blot let bemærkligt, men ej meget. Jeg trykker ikke. Det er blot en flygtig og blid berøring, inden jeg trækker mulen ind til mig selv igen, og lader blikket dvæle i hans. Som så jeg ind mod hans sjæl, for at beskue, se og lære, men ej granske og forstyrre.

,,Sjæle har forladt os alle sammen. Alle har vi haft nogen kær, som nu er draget fra deres krop for evig tid. Men sjælene er der stadig.. Måske.. Tror du, månedanser, at de kære og nære vi har mistet, stadig vandrer blandt os, blot uden deres kropslige legeme, men som frie sjæle, der blot følger vejr og vind, som fjerlette og rene sjæle?”

Mit blik hviler stadig på ham, mens jeg taler. Jeg ved ikke om han har en illusion og idé om, hvordan de heste eksistere længere, som er draget til de evige marker. Eller om han overhovedet tror på, at de eksisterer.

---

Den skimlede hingst følte sig ganske godt tilpas, liggende her med den røde og smukke Armonia. Hun var nu en unik sjæl, og selvom stilheden var gledet ind over dem, følte Altaïr endnu, at deres sjæle blev ved med at udforske hinanden på kryds og tværs. Hun lod til at nyde hans selskab, Armonia, mindst ligeså meget som han nød hendes. Der var noget ganske unikt over at ligge der hvor de nu gjorde, på det grønne underlag hvor de hvide blomster omkring dem lyste eventyrligt op og gav engen en helt unik udstråling; magisk. Som kunne magien komme til dem hvornår det skulle være. Han brummede dæmpet, inden han lod sit hoved lænes en anelse imod Armonia i en kærlig gestus, der skulle forene dem i en stund. Dog gik der ej længe herfra, før den røde hoppe begyndte at tale; og den skimlede hingst lyttede. Hendes emne, som han havde ventet på, var nu drejet imod det liv, som vi måske skulle leve efter dette. Altaïr lod sit hoved trækkes en smule tilbage, hvorefter han spidsede ørene imod hende. Der gik lidt tid, hvor den skimlede hingst lå og overvejede det spørgsmål, som hun havde stillet; for jo, han havde skam en mening om dette, som han havde om stort set alt. Det var sådan, at da Altaïr havde vandret som et spøgelse i sit tidligere hjem, havde han brugt meget tid på at tænke. Tænke på vinden, på havet, på jorden, stjernerne, livet og drømmene. Og livet efter døden var skam også en af de ting, som han havde tænkt over. Han strøg forsigtigt Armonia over mulen, inden han begyndte at tale, med den let drømmende og alligevel meget hingstede stemme.

,,Melady, det er en ganske dyb tanke at beskæftige sig med, men jeg vil da gøre et forsøg. Jeg tror ikke på, at de sjæle som vi har kendt og haft os nær, vil strejfe på jorden som en fri sjæl i en vind. Derimod tror jeg, at de sjæle vi har kendt og haft nær vil drage til den del af vores verden, der ligger hos stjernerne, hvor de vil bo, indtil et nyt liv på denne jord bliver dem tilbudt. Jeg tror på, at vores sjæle lever evigt, men at vi i fællesskab er med til at danne nye, ved særlige bånd. Hvis en hingst og en hoppe forenes i noget unikt og ej blot i et kort frafald af fornuft, da tror jeg at nye sjæle kan skabes; hvor at allerede eksisterende sjæle vil udfylde de pladser, der vil blive dem tilbudt, når afkom bliver lavet uden at forældrene er forenet i dette unikke bånd. Men, Armonia, jeg tror på at sjæle kan blive fanget her efter døden. Fanget i denne verden, som det der kaldes spøgelser og måske da vandrer med vinden. Men det vil jeg ikke kalde frie sjæle, men fortabte; og disse skal hjælpes på vej imod den verden, hvor de kan hvile og komme sig, indtil de skal begynde et nyt liv hernede.”

Altaïrs snak var måske lang og rodet; men måske ikke for Armonia. Hun var en hoppe med en unik forståelse, og hvis nogen skulle kunne følge med i hans snak, så var det hende. Atter strøg han hende over mulen, inden han gav hende tid til at tænke over hans ord; og imens lod han kort blikket vandre over den beklædte eng, med de hvide blomster.

Spændt i mit indre, det må jeg indrømme at jeg Ganske vidst er. Spændt på, hvilken illusion han selv har om det at leve og dø. Jeg har ikke selv fremlagt min illusion, end ikke åbnet op for den. Jeg har blot valgt ord, at starte samtalen med, men det er ej ens betydende med at det er den illusion jeg selv ejer. Jeg nyder i sandhed de øjeblikke jeg har haft med denne vidunderlige skabning denne aften, han er ganske unik og speciel, på en måde der gør at det hverken er kvalmende eller for meget. Nej, det er blot ganske tilpas, at ligge og dvæle i hans blik, hvor vores sjæle i øjeblikke virker forenet omkring denne harmoniske aura vi begge virker til at besidde. Men ikke nok med det, så har denne gråskimlede månedanser, også en masse ord og meninger at ytre, som for mig er ganske specielle og fortryllende at lytte til – de er nemlig ej som andre. En sand ven, er der tydeligvis for mig, at finde i ham, hvis han da lige så ønsker det. Han skal jo selvfølgelig ej tvinges til at forblive i mit selskab; men det tror jeg nu også godt, at denne månedanser ved. Jeg tror godt, at hans sind ved, at han til hver en tid kan rejse sig, og forlade det selskab vi har givet hinanden. Mit blik hviler stadig hos ham, og da han støder sit hoved svagt imod mit, lukkes mine øjne en smule i, og jeg nyder blot denne forening imellem vores to ildsjæle. Da han så trækker sit hoved til sig igen, og han begynder at tale, lytter jeg til hvert et ord han fremsiger. Smukt, det er det ganske vidst. Og meget endda. Hans forklaring på døden og livet, nye sjæle og gamle sjæle, er for mig en historie der uden lige, er ganske unik og speciel. Dragende ligeså. Ja, jeg lytter intenst til ham, lytter til hvert et ord hans siger, og nyder ligeså hvert et ord. Da han så er færdig, lader jeg stilheden bryde ind i nogle sekunder, inden jeg derefter blidt puffer til hans mule med min, fløjlsblødt. Trækker da hovedet til mig igen, inden jeg lader min varme og lyse stemme bryde stilheden.

,,Månedanser, den illusion du har, er ganske smuk, og meget lig den jeg selv besidder. I sandhed en smuk illusion, magisk i og for sig. At skabe et nyt liv, og dermed en ny sjæl, er for mig det smukkeste, fineste og mest rene man kommer til i sit liv. Jeg ville ønske, at andre ville se et nyt liv som den gave det er, og prisværdige det, som var det det sidste. Selv ønsker jeg at skabe et sådant liv, en sådan ny sjæl, med en renhed så stor, at de fleste ville misunde det. Men ej for en hver pris, eller med nogle som ej ville kunne forstå denne renhed. Nej, et nyt liv skal skabes i forening, og ej i et kort vildtfarent øjeblik, hvor instinkter slår til, og fornuften fra – da vil sjælen ikke være ren, fordi den ej er lavet med et rent sind; et rent ønske..”

Jeg besvarer egentlig kun delen med at skabe en ny sjæl. For det andet han siger, kan jeg ej tilføje noget til, da jeg er ham ganske enig, og det ville derfor blot være at tale ham efter munden, og dette ønsker jeg ikke, overhovedet. Mine varme øjne er i nogle sekunder ganske drømmende, over denne snak. Ja, at skabe et sådan liv, det ville være mig en ære, og en kæmpe gave, som andre måske ej ville prisværdige.